Bind 2 - Rosekamp

Berg, C. 429
somhed mod dem, som havde »sat Provisorieministeriet paa Lovens
Grund«, og Modstanderne svarede med at spørge, om man da
ønskede et fortsat Provisorieregimente, og hvilke Midler man, naar
det kom til Stykket, havde til at bekæmpe et saadant. B.s Agitation
talte mest umiddelbart til Befolkningens Instinkter, og »de moderate«
svækkedes kendeligt ved, at de Forventninger, man havde
næret om et Ministerskifte, brast. Ved Opløsningsvalget Jan. 1879
viste det sig da ogsaa, at Højre gik stærkt frem, medens Styrkeforholdet
inden for Venstre skiftede, idet »de moderate« mistede
otte Pladser, og den B.ske Gruppe blev den stærkeste. B. erklærede,
at Ministeriet nu sad uden et parlamentarisk Flertal imod sig, og
at hans Gruppe som Mindretal ikke kunde kræve dets Fjernelse
og ikke havde andet at gøre end at tage en Forhandling op med det.
Derefter fulgte en vis Kappestrid mellem Venstregrupperne om
at opnaa de bedst mulige Resultater ad Forhandlingsvejen og
spærre Modstandergruppen ude. Den B.-Hørup'ske Gruppe tog
i den første Tid Føringen; der gennemførtes flere Reformlove af
upolitisk Karakter, men til sidst samlede Bestræbelserne sig om
de militære Love, hvor B. under Forhandlingerne med Krigsminister
Kauffmann haabede ved visse Indrømmelser at kunne
spærre Vejen definitivt for Kbh.s Landbefæstning. Der bevilgedes
under Modstand fra den Bojsen'ske Gruppe »seks store Kanoner«
til Styrkelse af Søbefæstningen ved Kbh., og der forhandledes
gennem længere Tid om en Hærlov, der, uden at have Landbefæstningen
til Forudsætning, dog skulde styrke det artilleristiske Forsvar.
B. ansaas i denne Periode inden for Størstedelen af Højre
for at være den eneste af Venstres Førere, der havde baade Villie
og Autoritet nok til, at der paa en Samvirken med ham kunde
bygges et Haab om at opnaa virkelige Forhandlingsresultater. Han
var imidlertid ingenlunde til Sinds at gaa saa vidt, som man ventede
af ham, og desuden havde hans Militærpolitik, i Forbindelse med
hans autoritative Partiledelse, allerede ført til en Splittelse af hans
Parti, idet ni af dets Medlemmer, deriblandt Alberti, udtraadte.
B. tøvede under disse Omstændigheder saa længe med at »sige sit
sidste Ord«, at Bojsen fik Lejlighed til at tage ham Vinden af
Sejlene ved, efter Forhandling med General Thomsen, i det
væsentlige uden om Krigsministeren at gennemføre Hærlovrevisionen
af Juli 1880. Herefter gled Ledelsen af Forhandlingspolitikken
med Regeringen for en Tid over til Bojsen, under stadig Modstand
fra den B.ske Gruppes Side. — B.s nære Samarbejde med Hørup
og hans Erkendelse af, hvilken Betydning det vilde have for Virkeliggørelsen
af Venstres Fremtidsplaner at faa Fodfæste i Kbh.,