je g har set alt for lidt fjernsyn - Aarhus Katedralskole

Jan Lindhardt
2
J e g h a r s e t a l t f o r l i d t f J e r n s y n
Efter et arbejdsliv, der har budt på først
35 års ansættelse som lektor i teologi
ved Aarhus Universitet og siden 11 år
som biskop i Roskilde Stift, har Jan
Lindhardt, en uges tid før vi mødes,
taget hul på et nyt kapitel i sit liv: otiummet.
Den fornemme embedsbolig
i Roskilde er netop blevet udskiftet
med en hyggelig lejlighed på det indre
Frederiksberg, som er imponerende
ryddelig den nylige indflytning taget i
betragtning. Og selv synes han også at
være kommet på plads i sit nye hjem og
fuld af lyst til en snak om bl.a. Aarhus
Katedralskole, Johannes Sløk og om at
være biskop i mediealderen.
En dejlig tid
I sin erindringsbog, En biperson i mit liv (2003),
har Jan Lindhardt viet kapitler til at fortælle om
dels sin tid på Finsensgade Skole – hvor han gik,
indtil han i 1949 begyndte i mellemskolen på Aarhus
Katedralskole – dels årene som studerende ved
først Aarhus og siden Københavns Universitet.
Derimod nævnes katedralskolen kun et par gange
i forbifarten. Man kunne derfor fristes til at tro, at
han af en eller anden grund har fortrængt katedralskoleårene,
men det er ingenlunde tilfældet:
– “Det var en dejlig tid, som står i et rosenrødt
skær for mig. Og selvom jeg ikke nævner det direkte
i mine erindringer, foregik flere af de ting,
jeg skriver om, på katedralskolen. For eksempel
det, at jeg skrev mine matematikopgaver af, og
til dels det, at min far skrev mine stile. Dengang
havde man ikke de samme krav om selvstændighed
og originalitet, enten var det godt eller skidt, men
man tænkte ikke på, om eleven nu havde været
alene om at lave tingene. I dag ville det være en
stor forbrydelse, men det var det slet ikke dengang.
Jeg tror da nok, at lærerne havde en mistanke, men
de satte ikke så hårdt ind over for det. I dag bliver
man jo bortvist for at have afleveret en stil, der
står på nettet. Det er helt godnat, for alt det, man
kan, er jo noget, man har lært af andre. Derfor
følte jeg på ingen måde, at jeg var klassens frækkeste
dreng, snarere den klogeste.”
Blandt skolens lærere var der særligt en, som
havde stor betydning for Jan Lindhardt:
– “Peter Jeppesen, som vi havde til dansk, gjorde
et dybt indtryk på mig. Det var ikke fordi, han var
nogen blomstrende personlighed, men han indførte
os virkelig i den danske litteraturhistorie. Det var
sindssygt spændende, men selv var han kedelig.
Han er grunden til, at kedsomheden altid har stået
som et lidt tvetydigt begreb for mig. Den er ikke
kun af det onde.”
Der var ikke så meget socialt liv på 1950’ernes
katedralskole, men et par aftener hvert halve år var
der dog arrangementer i Heimdal, og dem deltog
Jan Lindhardt altid i:
– “Heimdal var smadderskæg. Jeg husker for
eksempel Jens Kruuses (navnkundig litteraturredaktør
ved Jyllands-Posten, red.) foredrag. Han
kunne tage os unge, så vi væltede os af grin, man
fik fuldstændig krampe, når han – på en venlig
og kærlig måde selvfølgelig – gjorde nar af dansk
litteraturs dengang førende skikkelser. Jeg mener
i øvrigt også selv, at jeg har siddet i bestyrelsen
for Heimdal og været med til at bestemme, hvem
vi skulle have. Eller også har jeg ikke; der sker
jo nogle hukommelsesforskydninger.”

Hele Jan Lindhardts ungdom og således også katedralskoleårene
var i øvrigt stærkt præget af, at
han, indtil han var et godt stykke oppe i 20’erne,
stammede:
– “Det havde været nemmere at mangle et ben,
for stammen er simpelthen så invaliderende rent
socialt. Jeg havde svært ved at sige mit eget navn
og derfor sagde min sidekammerat det altid for
mig, hvis vi skulle præsentere os selv. Derfor svarer
jeg også altid, når folk spørger, hvordan jeg
havde det med piger i gymnasiet, at jeg traf dem i
litteraturen, hos Henrik Pontoppidan, Sigrid Undset
og Jacob Paludan.”
Studievalget
I 1956 blev Jan Lindhardt matematisk student, og
det kan måske undre, at en senere ærke-humanist
valgte sådan, men det var der en særlig grund til:
– “Jeg havde en naiv drøm om, at jeg skulle være
ingeniør ligesom min onkel. Teolog skulle jeg slet
ikke være. Jeg var tit med min far (teologiprofessor
P.G. Lindhardt, red.) ude, når han holdt foredrag,
og hørte hans skænderier og diskussioner med
folk om først og fremmest Det evige liv (1952).
Mange mente jo, at min far i det foredrag afskaffede
det evige liv, men det var slet ikke tilfældet.
Han sagde bare, at vi ikke ved noget om det, at
det afhænger af Guds vilje, hvad der sker med os
efter døden. Jeg syntes, det var meget spændende,
men havde slet ingen intentioner om selv at skulle
læse teologi.”
Jan Lindhardt havde imidlertid et stort problem i
forhold til at komme til at læse til ingeniør:
– “Jeg havde simpelthen for lave karakterer. Jeg
havde topkarakter i de fag, hvor jeg ingenting
havde skrevet af og ingenting lavet, men ellers var
de mindre gode. Derfor begyndte jeg at læse matematik.
Der var i Århus dengang denne her meget
charmerende og inciterende matematikprofessor
Bundgaard, som betog og bedrog os unge helt fantastisk.
Han var fuld af gas, og vi faldt for ham,
engang han var nede på skolen for at holde et
foredrag. Han var en ‘coming man’ og fik med
tiden også bygget hele den del af universitetsparken
op. Men da jeg havde læst matematik i tre-fire
måneder, blev jeg klar over, at det oversteg mine
evner. En ting er, at jeg var dygtig til at skrive af,
men det var simpelthen for abstrakt.
Efter at have afbrudt matematikstudierne begyndte
Jan Lindhardt alligevel at læse teologi:
– “Jeg var jo gået forbi bogreolen derhjemme så
mange gange, at noget havde fæstnet sig. Det var
i begyndelsen selvfølgelig ret upraktisk for mig, at
jeg var matematisk student, fordi jeg ikke havde
haft de nødvendige sprogfag i gymnasiet. Dem
gik jeg derfor straks i gang med at indhente, og
det var hårdt, men som ung kan man jo meget.
Min far og hans undervisning, stødte jeg ikke på,
men muligheden for, at jeg senere kunne komme
til det, var medvirkende til, at jeg efter et lille år
flyttede til København. Det var jeg glad for, for der
åbnede sig en hel ny verden for mig. Undervisningen
var derimod lidt kedelig. På det tidspunkt var
Århus jo centrum for teologi, det var virkelig der,
det skete, og i København hørte man derfor ikke
om andet end Århus, fordi alle lærerne var fulde
af mindreværdskomplekser. Til gengæld havde vi
studerende det skide skægt sammen. En af mine
bedste og tætteste venner er Johannes Møllehave,
som jeg læste sammen med. Jeg kom meget i hans
forældres hjem, vi havde det fantastisk skægt, og
han endte i øvrigt med at prakke mig sin kusine
på. Hun blev min første kone.”
Da specialeskrivningen stod for døren, valgte Jan
Lindhardt imidlertid at forlade København og
vende tilbage til Århus:
– “Det var et lidt vildt studenterliv. Jeg vil ikke
sige, jeg var ved at gå til i druk, men jeg drak
3

4
3.b 1955
rigtig meget. Det gjorde man dengang, masser
af øl. Men jeg kunne godt se, at jeg ville få svært
ved at få skrevet mit speciale og fandt derfor på
at isolere mig hjemme i mine forældres kælder.
Dernede sad jeg i et halvt år og læste.”
Skuespilleren Johannes Sløk
Jan Lindhardt skrev speciale hos den navnkundige
professor Johannes Sløk om Søren Kierkegaards
begreb om ironi:
– “Sløk og min far stod hinanden ret nær, så jeg
kendte ham fra barnsben og havde i øvrigt også
haft ham som vikar i religion på katedralskolen;
han var jo mange steder, fordi han først ret sent
blev fastansat på universitetet. Og da han, i øvrigt
ligesom min far, beskæftigede sig meget med Kierkegaard
var han oplagt som vejleder. Men eftersom
jeg læste i København, har jeg aldrig gået
til hans undervisning. Han trak jo fulde huse, når
han holdt eller rettere opførte sine forelæsninger;
faktisk mener jeg, at den bedste karakteristik af
ham er, at han var skuespiller. Han mente selv, at
han var fremragende både som filosof og skuespiller.
Det første var rigtigt, men hans ‘optræden’
gjorde alligevel et meget stort indtryk, især på
pigerne.”
Johannes Sløk var berygtet for sit særlige gemyt,
og det stiftede Jan Lindhardt også bekendtskab
med:
– “Jeg kan huske, at jeg blev helt fortvivlet, da

jeg fik opgaven; dengang fik man en opgave udleveret
og skrev så sit speciale på tre uger. Jeg
havde svært ved at se dens sammenhæng med mit
område, men Sløk sagde bare: ‘Tror du ikke, du
skal kigge på det en gang til? Farvel.’ Det var
hans vejledning. Heldigvis fik jeg topkarakter for
det, og Kierkegaard har været en del af mit væsen
siden da. Men Sløks facon, alle disse flotheder
og ondskabsfuldheder, var vi en hel del, der blev
lidt trætte af med tiden, hvorimod andre, Kjeld
Holm for eksempel, var og er meget begejstrede
for den.”
Året efter, han blev færdig som cand.theol., blev
Jan Lindhardt ansat som kandidatstipendiat ved
Aarhus Universitet:
– “Jeg kunne ikke søge præsteembede, fordi jeg
stammede, men var så heldig, at man på Aarhus
Universitet på det tidspunkt gerne ville have flere
unge tilknyttet. For eksempel fik man kandidatstipendier,
som var noget nyt dengang, og dem
fik jeg et af. Jeg tror, der var fem slået op, og der
var to ansøgere, så det var ikke svært at få. Og
der kom Sløk ind på en fin måde og anbefalede, at
jeg kastede mig over renæssancen. Der er mange
kloge folk, der har beskæftiget sig med den, men
det er alligevel en helt undervurderet og underbetonet
periode, og det, syntes jeg, var smadderspændende.
Det er også deraf min interesse for
retorik udspringer. Det viste sig nemlig, at retorik
havde betydet enormt meget for alle disse her renæssancehumanister,
men det spillede ikke nogen
rolle i sekundærlitteraturen.”
De gode råd til trods følte Jan Lindhardt på et tidspunkt,
at han var nødt til at få Sløk på afstand:
– “Jeg skrev simpelthen bogen om ham (Johannes
Sløk. En moderne teolog (2002), red.) for at
blive fri for ham. Det er bøger velegnede til. Kjeld
Holm har gjort det af den modsatte grund, for at
fastholde sin store kærlighed; hans Sløk-bog er jo
en stor, lang forelskelse. Det er min overhovedet
ikke, men mindre kan vel også gøre det.”
Biskop i andet forsøg
Da Århus Stift i 1994 skulle have ny biskop, syntes
en række af Jan Lindhardts tidligere studerende,
som nu var blevet præster rundt om i stiftet, at det
kunne være hyggeligt at få deres gamle lærer som
chef, og de opfordrede ham derfor til at stille op:
– “Hvis jeg ikke var blevet opfordret, havde jeg
aldrig spekuleret på at blive biskop. Det var en
fuldstændig fjern tanke for mig. Du kunne lige
så godt spørge, om jeg havde tænkt på at blive
ubådskaptajn. Men jeg lod mig overtale dels af
mine gamle studenters smiger, dels af at Kjeld
Holm havde meddelt, at han ikke ville stille op.
Men da valgkampen så var i gang, opstillede Kjeld
alligevel, og så gik det, som det gik. Det var en
stor skuffelse for mig.”
Et par år senere, i 1997, blev så bispestolen i Roskilde
ledig, og Jan Lindhardt, som på daværende
tidspunkt var konstitueret professor i retorik ved
Københavns Universitet, stillede igen op og søgte
også retorikprofessoratet, der blev opslået nogenlunde
samtidig:
– “Jeg sagde, jeg kun ville stille op i Roskilde,
hvis jeg fik embedet serveret på et sølvfad, men de
var så udgået for sølvfade, så jeg måtte igennem
endnu en valgkamp. Men denne gang vandt jeg,
og det gjorde jeg helt klart, fordi jeg var en bedre
retoriker og kunne arbejde med en forsamling. Retorikprofessoratet
fik jeg derimod ikke, hvad alle
mig selv inklusive ellers havde troet. Derfor kunne
jeg heller ikke bare mig for ved min indsættelse at
takke Aarhus Universitet, fordi de ville have mig
i 35 år, og Københavns Universitet, fordi de ikke
ville have mig, for ellers havde jeg jo aldrig stået
der på landets vel nok fornemmeste bispestol.”
5

6
Det indgående kendskab til retorikken var altså en
stor fordel, og Jan Lindhardt erkender da blankt,
at han ikke holdt sig for fin til at bruge halvfeje
tricks i valgkampen:
– “En af mine modkandidater – jeg stillede op
mod to provster – fik jeg ved et debatmøde døbt
‘ayatollahen fra Slagelse’, og sådan et øgenavn
har altid haft en dræbende virkning. Alle den type
ting, som folk dels synes er lidt morsomme, dels er
nemme at huske, benyttede jeg meget. Og det har
jeg også gjort siden, for i dag skal man være lidt
anderledes for at komme til orde i medierne.”
Mediefiskoppen
Som biskop markerede Jan Lindhardt sig ofte i
medierne og kom flittigt med bud på fornyelse
af kirkelivet. Et eksempel er, at han foreslog fiskebranchen
at samarbejde med folkekirken om
at skabe mere synlighed omkring pinsen ved at
gøre fisk til en særlig pinsespise. Det fik ligefrem
rubrikken “At tænke sig” i Politiken til at benævne
ham ‘fiskop’:
– “Det forslag fremsatte jeg, fordi jeg grundlæggende
mener, at religion ikke kan leve i Danmark
uden ydre former. Hvis man aldrig taler med sine
børn om religion, aldrig sørger for, at de får en oplæring
i bibelhistorie, en forståelse for det kristne,
ved, hvad kirkegang vil sige osv. så dør sådan noget
som religion hen, og det er det, der er ved at
ske. Eller der er fare for, at det sker. Og derfor ser
vi det underlige, at der er stor begejstring for kirke
og kristendom, men folk ved ikke noget om det.”
Jan Lindhardt brugte flittigt sig selv til at “brande”
folkekirken i almindelighed og Roskilde Stift i
særdeleshed:
– “Det er også noget, jeg har lært af at beskæftige
mig med retorikken. En ting er, hvad der siges,
men det er ikke hele sandheden. Hvis noget har
gjort indtryk på dig, tænker du afsenderen med.
Det vil sige, at man – uanset om man har lyst til
det eller ej – er nødt til at gøre sig selv til centrum
i sit arbejde; det ligger mig på sin vis fjernt, men
det har også været skægt.”
Otiummet
Nu er bispekåben så givet videre, og Jan Lindhardt
kan gøre status over sin embedsperiode:
– “Det lyder hovskisnovski, men jeg har afleveret
Roskilde Stift som et mere spændende og mere
forvirret sted. Alle journalister ved meget mere
om Roskilde Stift, end de gjorde før, og desuden
har jeg fået flere til at gå i kirke. Jeg har ingen
tal på det, så det er egentlig rent pral, men det er
der ingen tvivl om, at der er noget om det. Det er
også min indsats i Roskilde, jeg helst vil huskes for.
Det er et vigtigt job at være biskop, og det siger
jeg ikke for at undervurdere forskningen, men den
mangler simpelthen vigtigheden. Da jeg gik ud af
universitetet, følte jeg på mange måder, at jeg gik
fra gul stue og ud i virkeligheden.”
70 år er ingen alder i dag, og Jan Lindhardt synes
da heller ikke at have fjernet fingeren fra pulsen,
selvom han nu officielt er folkepensionist.
Han skal til at skrive en fast “brokkeklumme”
i Ekstra-Bladet foruden klummer i Information
og Kristeligt Dagblad, har masser af bøger, der
skal læses, og forskellige ting, der skal skrives.
Alt tyder således på et aktivt otium, men han har
ingen konkrete projekter, der ligger og venter på
at blive fuldført:
– “Jeg har set alt for lidt fjernsyn i mit liv. Vi har
sådan en god pakke her i ejendommen med 42 kanaler,
og dem glæder jeg mig til at stifte nærmere
bekendtskab med.”
Per Lykke

K u l t u r l e g a t e t
Traditionen tro har Aarhus Katedralskoles Venner
i det forgangne år støttet forskellige klassers
studierejser – 2.e Rom, 2.h Wien og 2.t London er
blevet tildelt KulTUR-legatet, mens filosofivalgholdet
har fået ekstraordinær støtte til Berlin.
Modtagerne kvitterer hvert år for støtten med en
rejsebeskrivelse. Herunder bringes rejsebeskrivelserne
fra Rom og Berlin.
Rom
Castel Sant’Angelos tykke mure var bag os. Underligt,
at en bygning først var mausoleum for
kejser Hadrian for så senere at få andre funktioner.
En integreret del af kejser Aurelians bymur,
middelalderfæstning med fængsel i underetagerne
og renæssancepavernes smukke sale foroven. Udsigten
ud over Rom var fortryllende. Det var også
svært at lade være med at tænke på Dan Browns
bog Engle & Dæmoner, når nu vi vidste, at den
sluttede her med en voldsom aflivning.
Man kan da heller ikke glemme Puccinis Tosca,
når man står på slottets tagterrasse og kigger ned
på Palazzo Farnese og Sant’Andrea della Valle.
Det selvmord i sidste akt af operaen var nu ikke
så alvorligt endda. Har man billet på balkonen i
Det Kongelige Teater, kan man se “liget” hoppe
op igen. Nej, så var det noget andet på Marcellus’
teater, hvor der af og til røg et menneskehoved, og
nu har romerne endda bygget ejerlejligheder oven
på ruinerne af teatret.
Men nu var den tykhudede borg bag os, og foran
os var den fine Ponte Sant’Angelo med smukke
engle af Bernini. Sikke en kontrast til den grove og
stærke bygning, men omkring os var der også en
stærk kontrast mellem de meget mørke afrikanere,
der falbød mærkevarer af tvivlsom lødighed, og de
stille kunstnere, der tegnede og malede ved broen.
Politiet jagtede de førstnævnte.
Det var i det hele taget en dag med store, forskellige
oplevelser. Først Peterskirkens kuppel.
Alle var oppe i kuplen. Der var elevfremlæggelser
på taget lige før opgangen mellem de to skaller og
fysik, matematik og kunst blev inddraget. Dernæst
en pavelig velsignelse og så endelig det indre af
kirken.
Det er ikke noget at sige til, at vi nu står halvsvimle
og skal til at vove os ud på den smukke
bro.
Vi kom alle over, og var nu på vej til Piazza
Navona gående i små grupper, snakkende om de
store oplevelser. Vores matematiklærer, Oskar, ville
pludselig have en sang, og det er ikke almindeligt
for matematiklærere, men vi er jo en musikklasse
og leveringsdygtige i al underholdning, så han fik,
hvad han bad om, og han så ud til at nyde det. Da
den var færdig, ville han have en til, og nu måtte
der være ugler i mosen, da han lige pludselig ikke
kunne få nok. Resten af klassen kunne høre sangen,
istemte og fulgte med op. Første sanggruppe
og Oskar var efterhånden kommet syngende (han
sang nu ikke, gudskelov) op til indgangen til Piazza
Navona. Vi standsede
udenfor, da han ville
vise os nogle af søjlerne
fra Dominitians enorme
stadion nede i en udgravning.
Denne store “kælder”
viste sig at være en
fantastisk klangbund og
ekkogiver, og nu blev
der sunget for fuld udblæsning
lige fra bas til
sopran.
Parco della Musica
7

Parco della Musica
8
Danmark, nu blunder
den lyse nat. Selv
i Rom vakte den opsigt,
der kom publikum
på, der blev videofilmet,
og Oskar
glemte helt at fortælle
om Dominitian.
Der var et formål
med al den sang. Han
havde skumle planer
til næste dags besøg
i musikhuset. Og det
er her, vi skal starte
med at takke Aarhus Katedralskoles Venner for
midler til et besøg i RENZO PIANOS “PARCO
DELLA MUSICA”.
Roms musikhus ligger i udkanten af byen, og vi
kom derud efter et par togskift og en lille gåtur.
Vi havde betalt for en guidet rundvisning på
engelsk, og den var meget grundig. Her kommer
matematik og fysik i den grad ind i billedet, da
en så fornem musikbygning ikke kan laves af
arkitekter alene. Der skal store beregninger til
for at få den flotte akustik frem. Paneler i loftet,
den rette hældning, den rigtige hårdhed af træsorterne
og deres sammensætning, det rigtige stof
på stolene, gulvbelægninger osv. Vi blev placeret
på de første to stolerækker, og selv om guiden
talte med lav styrke, og der var andre mennesker
på arbejde i salen, kunne vi høre alt, hvad han
sagde. Et kæmperum, og der var tre af dem. Den
mindste kan ses på fotografiet. Midt i området
fandt man rester af en romersk bebyggelse fra
500-300 f.Kr. Man lavede følgelig et ROMAN
VILLA-ARCHAEOLOGICAL MUSEUM dér.
Vi er vel i Rom.
I forbindelse med rundvisningen i sal nr. 2 opstod
der en pause, hvor det var naturligt for Oskar,
at sige til guiden, at klassen gerne ville synge for
ham. Han kunne selvfølgelig ikke sige nej, og vi
fik nogle dejlige sange.
Endnu en gang tak til Aarhus Katedralskoles Venner.
Ud over en stor oplevelse kan de fleste i 2.e
nu berige CV’et med følgende sætning “Jeg har
sunget i Roms musikhus”.
Kathrine Tholstrup Rørsgaard
og Simon Kyed Bovin
Berlin set med filosofiske briller
Berlin er en by med en dramatisk historie – i nyere
tid er Berlin-muren og dens fald blevet symboler
på Tysklands splittelse og vanskelige samling.
Berlin er også subkulturernes by, ungdommens
by – ja, en ny eller fornyet europæisk metropol.
Vi, dvs. Aarhus Katedralskoles filosofi B-valghold
under ledelse af Jørgen Dyreborg, udforskede byen
med referencer hentet i filosofiens, litteraturens og
malerkunstens verden.
Vi lod os først guide gennem byen af den
norske forfatter Dag Solstad og hans roman
16.07.41. Desværre blev den litterært guidede tur
med “Hoch banen” til Kreuzberg os ikke forundt,
da både busser og U-Bahn strejkede. U-Bahnstrækningen
i bydelen Kreuzberg er ført fra undergrunden
og op i denne højbane. Strejken skabte
ravage i programmet. Men ad anden vej nåede vi
frem til Kreuzberg og fulgte Solstads spionagtige
vandringer i bydelen. Vi besøgte bl.a. det tyrkiske
marked, og vi gentog det (ironisk-parodisk)
eksistentielle valg: Skulle det i dag være Vienna
Art Café eller Oase. Vi valgte Oase (men dog et
valg “altid allerede” givet med romanen). Oase er
et ur-und-alt-deutsch værtshus, og med de lokale
gæsters billigelse fungerede det for en stund som
klasseværelse. Her blev bl.a. læst op af Solstads
Arild Asnes, 1970 som anknytning til vores tema
om den tyske terrorisme.

Med Hannah Arendt i tankerne besøgte vi Haus
der Wannsee-konferenz. Det var en prøvelse for
vores forestillingsevne. Hvorledes skulle vi kunne
forstå, at den radikale og banale ondskab i januar
1942 fik sin blåstempling i denne flotte og smukt
beliggende bygning. Dagen forinden var vi blevet
vist rundt på Jüdisches Museum. Det er ikke noget
almindeligt museum. Det jødiske folks historie er
ikke kun fremvist i de sædvanlige montrer men
også udtrykt i David Libeskinds dekonstruktive arkitektur.
Inde i bygningen bevægede vi os gennem
kælderagtige gange og krydsende akser. Bortset fra
akserne er der ingen lige linjer og kun få horisontale
flader. Det er en mærkværdig væltet arkitektur.
Hist og her er der placeret tomme skakter, især det
såkaldte Holocaust-tårn skal måske minde os om
tilværelsens “intet” – sådan i Heideggers forstand.
Vi bliver vist ud – ja, vist ud – i en have, men så
sandelig en anden have end den romantiske, om
end også denne giver udtryk for en sjælstilstand.
Det er “Garten des Exils”, et kvadratisk udendørs
rum, hvor 49 betonpiller hæver sig op og med
træbevoksning i toppen. I blokkene er der jord
fra Berlin, på nær blok nr. 49. I den er der jord
fra Jerusalem. Vi gik rundt svimle og fortumlede,
for alle flader og linjer hælder og skråner, og med
henvisning til Hannah Arendt kunne vi tale om at
opleve den stedløshed, den statsløshed eller den
verdensløshed, der skulle danne optakt til i Die
Endlösung. Vi blev derpå ført op i det egentlige
museum nogle etager oppe og var slet ikke færdige,
da en sønderrivende alarm pludselig gik i
gang. Vi blev drevet ud af bygningen og ud på
plænen ved siden af Eksilhaven og var i lang tid
usikre på, om det var et led i museets forsøg på
også at lade os opleve eksileringen på egen krop.
Men nej, brandvæsenet var tilkaldt og heldigvis
uden synlig brand.
Et senere kapitel af den tyske historie, eller mere
præcist den østtyske stats behandling af dets borgere,
fik vi levende illustreret af Mike, en tidligere
Stasi-fange, der
viste os rundt i
Stasi-fængslet
Hohenschönhausen.
Mike er en
Danmarks-glad
mand, der imponerede
os med
en umiddelbar
glæde uden bitterhed,
og som
ud over at sætte
os ind i, hvordan
man kan leve en
tilværelse under
og efter de umenneske lige kår, Stasi-fangerne led
under, kunne fortælle … at dansk ikke er et sprog,
men en tilstand.
Tyske Casper David Friedrich malerier udtrykte
for os romantikkens nyplatonisme, og Popart viste
os samfundets sande præmisser. Disse “i-sidsteøjeblik-besøg”
på Alte Nationalgalerie og Museum
für Gegenwart blev eksempler på Aristoteles’ idé
om kunstens erkendelsesfremmende funktion.
På trods af tog- og busstrejken lykkedes det
Dyreborg at lede os gennem hele det planlagte
program med spontane, men velvalgte justeringer.
Vi forstod, hvorfor Tyskland har fostret nogle af
vestens mest prominente filosoffer, og vi forstod
– måske – hvorfor Kierkegaard valgte Berlin, når
han skulle finde filosofisk sparring uden for Danmark.
I Jägerstraβe sammenfatter en indgraveret
plade hans filosofi med ordene: “Subjektivitet er
Sandhed – Subjektivitet er Usandhed”. Et ægte
filosofisk monument i storbyens hektiske liv og
malende og manende for hele turen: Filosofien
kan vi aldrig lægge fra os, hvor end vi går.
Sigrun P. Schaumburg-Müller 3.a
Med Aske Tolsgaard 3.k mellem
de skæve blokke på Jüdishes
Museum
9

Artiklens forfattere på
Clemens Bro i 1945
10
g y m n a s i a s t 1942-1945
Vi startede i 1.g under slaget ved Stalingrad
og sluttede i 3.g. under tysk sammenbrud og
kapitulation. Her er et erindringsbillede.
Krig og tysk besættelse
Skolens beliggenhed må under krigen have været
et mareridt for skolens ledelse. Med kun få hundrede
meter til på den ene side politistationen
– hvor Gestapo residerede – og på den anden
side havnen med tæt trafik af såvel krigsskibe
som skibe, der fragtede tropper og krigsmateriel,
ville skolen ved et luftangreb være blevet jævnet
med jorden. Mange aktioner iværksat af sabotører
eller tyskvenlige danskere med voldsomme
ødelæggelser til følge betød menneskelige og
økonomiske tab og skabte frygt. Mørklægning,
luftalarmer, og udgangsforbud satte præg på
livets gang. Men eleverne var heldigvis naivt
ubekymrede, og det gjaldt forbløffende nok også
forældrene. Det nærmeste, skolen kom krigen,
var, da en beruset tysk soldat skød til måls efter
– og ramte – den pragtfulde hane, der residerer
på toppen af den røde bygning. Skudhullet er der
formentlig stadig.
Klassen
I vores mna-klasse (matematisk-naturvidenskabelige,
red.) var vi 22 elever, hvoraf størstedelen
kom fra AK’s egen mellemskole. I 3.g. var to af
eleverne på grund af virksomhed i modstandsbevægelsen
nødt til at flygte til Sverige. De kom
tilbage til Århus som medlemmer af Den Danske
Brigade og fik i efteråret 1945 deres studentereksamen
på det danske gymnasium i Gøteborg.
Vi deltog i mangt og meget – på og uden for
skolen.
Det årlige skolebal, hvor forældrene – i modsætning
til i dag – naturligvis var til stede for fra
balkonen at beundre og måske også passe på den
unge generation, foregik i Håndværkerforeningens
bygning i Klostergade. Samme bygning fik et brat
endeligt, da tyske håndlangere en nat sprængte
hele herligheden i luften. Det sidste skolebal foregik
vistnok i januar/februar 1943. Derefter gik skolen
over til at bruge Aarhus-Hallen. Det var ikke
ligefrem et trækplaster, for det nationalt-kulturelle
havde vist taget magten fra arrangørerne!
Flere gik til, hvad der dengang hed “moderne
dans” hos den populære Aage Flatau, der drev
Thorsøes Danseskole i Klostergade. I det daglige
var Flatau gymnastiklærer for drengene. Han var
sammen med sin søde og smarte kone, Sarah, i
1942 på grund af krigen strandet i Danmark, efter
at parret i flere år havde turneret med show dance
på bedre europæiske natklubber. Ved ankomsten til
Århus havde parret – til borgerskabets forundring
– haft råd til at indlogere sig på byens “førende
hotel”, Royal, hvor de residerede i flere måneder.
Hvordan Flatau med sit ligefremme og friske væsen
og rektor Wubbe (Laurits Christiansen, red.)
med sit stive og ikke helt så charmerende væsen
var nået frem til enighed om en ansættelseskontrakt,
var os lidt af en gåde.
Inden tyskerne fandt på at etablere spærretid
om aftenen, tilbragte de, der gik til dans, ofte nogle
herlige timer sammen, når danseundervisningen
var forbi ved 20-tiden. Så samledes vi hjemme hos
en af drengene, hvor vi var genstand for massiv kulinarisk
forkælelse. Vi hyggede os i hinandens selskab,
førte mange spændende diskussioner, hørte
masser af musik – både klassisk og jazz – på en

dengang avanceret radiogrammofon og skrålede til
stor rædsel for moderen og storesøsteren til tider
“It’s a long way to Tipperary” og andre engelske
sange, som hørte til de mere “stemningsskabende”.
Heldigvis var tyskernes hørelse ikke den bedste.
Da spærretiden fra 20 til 05 så blev indført,
holdt vi en del fester hjemme med overnatning hos
hjælpsomme forældre. En gymnasiast af i dag ville
nok undre sig over vores beskedne alkoholforbrug!
Nå, vi måtte jo nøjes med en dansk erstatningsvermouth
ved navn “Pro Patria” (!) og svensk “Caloric”
blandet i lunken sodavand, hvilket måske
også siger lidt om datidens nationalisme.
Heimdal
Drengenes forening Heimdal var populær, men det
kunne knibe med at nå høje deltagerantal under de
urolige omstændigheder.
Vi mødtes hver lørdag aften. I sangen, som vi
sang ved mødernes afslutning, hedder det: “Kom
Heimdalister, syng slutningssangen! Klokken er
ti!”. Møderne varede hen imod tre timer, så vi
måtte rykke mødetiden frem fra 19 til 18 for at
være færdige ved 21-tiden. Udgangsforbuddet fra
kl. 22 var det dumt at se bort fra.
Protokollerne Gjallarhornet (digte), Runen
(prosa) og Sprøjten (tant, fjas og satire) var alle
aktive med redaktører, der uddelte ris eller ros.
Ethvert medlem var forpligtet til at bidrage til protokollerne,
hvilket ikke just hævede kvaliteten:
Redaktørerne var ikke heldige hver gang. Gjallarhornet’s
redaktør erklærede sig svært tilfreds
med et digt betitlet “Thi to, som elsker hinanden”
– Viggo Stuckenberg må have fået sig et godt
grin i sin himmel. Nemmest var det nok at være
“Sprøjtefører”, hvis man var god til at parodiere
stemmerne, altså Wubbes, Valde P.’s (Valdemar
Pedersen, red.) osv.
Møderne fandt sted i den hvide bygning i klasseværelset
i stueetagen til højre for indgangen.
Der var, så vidt vi husker, ingen varme på, men
til gengæld var rummet fyldt af tyk cigaret- og
piberøg hidhørende fra den skrækkelige danske
tobak og de surrogater, der kunne skaffes.
Det årlige julemøde var noget særligt. Det var
blevet tradition at invitere lektor Gabrielsen til at
læse for os. Det var han nemlig lige så god til som
sin berømte broder, Holger, der var skuespiller på
Det Kongelige Teater.
Sammenhold
De mange fælles oplevelser, gode som dårlige,
var med til at binde os sammen i et unikt venskab
resten af livet.
Vi oprettede en vandrebog, der efter nogle års
rotation forsvandt sporløst. I dag har vi kun kopier
af en del af siderne. Vi besluttede også, at vi
ville mødes hvert femte år, og det har vi holdt fast
ved. På det seneste har vi haft kortere tid mellem
møderne – af naturlige grunde! Primo 2008 er vi
12 tilbage, ikke alle i helt god stand. Ved sammenkomsten
i august 2007 var vi syv til stede. Vi
holder møderne på en restaurant ude i byen, da vi
gerne vil være os selv. Men forinden har vi altid
deltaget i translokationen.
Vi samlede også penge ind til et legat, der fik
navnet “5. MAJ-LEGATET”. Formålet var at yde
støtte til en student fra Aarhus Katedralskoles matematiske
linje, som ønskede at videreudvikle sine
færdigheder inden for hovedsprogene eller de musiske
fag ved studieophold eller lignende. Legatet
stiftedes i 1982 og første uddeling fandt sted i
1985 i forbindelse med klassens 40 års jubilæum.
Uddelingerne skete hvert 5. år, indtil pengene var
opbrugt.
Karrieremæssigt har alle i klassen klaret sig
godt – langt overvejende med udgangspunkt i en
lang videregående uddannelse: syv civilingeniører,
tre farmaceuter, to læger, to dyrlæger, en tandlæge,
to jurister, to arkitekter og en translatør.
11

12
Vores lærere
Adjunkt Arne Juhl Petersen, kaldet Julle-P, underviste
i fysik og kemi. Han opnåede en helt speciel
popularitet hos os. Også på det personlige plan
lærte vi ham og hans hustru, Ebba, godt at kende.
Vi havde det bare godt sammen, og hans pædagogiske
evner passede lige til os. Ud af adskillige
billeder har vi valgt dette, hvor to fra klassen bærer
ham i guldstol.
Lektor Regnar Knudsen, kaldet Knøw, skal have
en varm omtale. Vi havde ham i dansk, hvilket
er en helt utilstrækkelig betegnelse for det stof,
han førte os ind i. Ud over at gøre os fortrolige
med dansk litteratur og – ikke mindst – islandsk
kultur ville han gerne gøre os til nationalt bevidste
danskere og til elskere af den danske natur. Det
sidste understøttedes af årlige cykeludflugter i den
smukke natur rundt om byen – som det fremgår
af dette foto. Vi var faktisk sammen med Knøw i
mange timer, for vi havde ham også i engelsk, som
naturligvis var et populært fag. I engelskundervisningen
benyttede han bogen The Fifth Form at St.
Dominic’s. A Public School Story, og det var helt
forståeligt, for han havde som ung undervist på
en engelsk kostskole. Knøw kom til skolen i 1910
og var blevet en institution, der vist ofte stod for
ideer, som ikke alle kunne tilslutte sig. Hvis man
overhovedet kan påstå, at nogen af os i klassen
erhvervede, hvad man kan kalde almen dannelse,
måtte takken gå til Knøw.
Lektor Jens Klausen var vores historielærer. Han
havde specialiseret sig i Århus bys historie, som
han forskede i og skrev om. Det fandt mange af
os interessant. I det hele taget var faget jo relevant
for en generation, der gennemlevede så mange
dramatiske begivenheder.

I geografi og naturhistorie havde vi lektor V.R.
Møller, en hædersmand, som man ikke kunne lade
være med at synes godt om. VR, som han kaldtes,
havde været på skolen lige så længe som Knøw.
Lektor Hainau Christensen underviste os i matematik.
Inden han tiltrådte på skolen, blev han interviewet
af “Stiften”. Man kunne læse, at han var
en eminent matematiker og en stor pædagog. Det
første var indiskutabelt, men det andet var mere
problematisk. Han havde meget lidt tålmodighed
med elever, der havde begrænsede anlæg for det
højere matematiske skoleridt – ikke mindst, hvis
de var af hunkøn.
Vores indføring i fransk kom hurtigt til at lide under,
at lektor G. Henriques måtte flygte til Sverige
på grund af tyskernes jødeforfølgelser. I stedet fik
vi et antal vikarer, i sidste fase frk. Høher, kaldet
Høher-pigen, som vi faktisk behandlede dårligt.
Det gjaldt desværre næsten alle de vikarer, vi løb
ind i. Specielt husker vi en, der hed Bartholemæus,
hvilket blev til Mæus: På fotoet kan man se, hvordan
han i sin fortvivlelse måtte forskanse sig på
katedret bag en bog.
Vi slutter med et foto af en person, der havde stor
indflydelse på vores hverdag, pedel V. Madsen, der
ikke altid fandt vores adfærd passende.
Desværre disponerer vi ikke over flere lærer-fotos,
men vi vil gerne nævne navnene på endnu et
par lærere: I tysk, som ikke var noget populært
fag, havde vi adjunkt A. Jørgensen, kaldet Tysk-
Jørgensen. I drengegymnastik havde vi ovenfor
omtalte Aage Flatau og i oldtidskundskab adjunkt
Per Krarup, der senere blev leder af det Danske
Akademi i Rom.
13

14
63 år senere
Om to år skal vi mødes til 65 års jubilæum. Hvis
heldet er med os, tror vi på, at halvdelen af de
oprindeligt 22 vil kunne stille op i skolegården til
translokationen. Den er lang og trættende, men
værdifuld for skolen.
Af gode grunde kan vi ikke forvente at møde
nogen af de her omtalte lærere, som med deres
personlighed i høj grad var med til at forme os
som mennesker. Flere af dem står stadig lyslevende
for os i erindringen. Sammen med et utal af
m i n d e o r d
Elisabeth Juncker 1920-2008
Elisabeth Juncker er
nok den person, der har
haft den mest langvarige
og forskelligartede
tilknytning til Aarhus
Katedralskole nemlig
som elev, som forælder
og som sekretær.
Elisabeth Juncker dimitterede
som nysproglig
student i 1937.
Så fulgte der 15 år uden kontakt til skolen,
hvor Elisabeth Juncker gennemførte sin kontoruddannelse,
blev korrespondent, blev gift og blev
mor til de første børn af en børneflok på syv.
Igennem dem blev forbindelsen til skolen atter
knyttet. I perioden fra 1959 til 1974 dimitterede
de alle syv fra Aarhus Katedralskole. Samtidig
lærte Elisabeth Juncker skolen godt at kende udefra,
som forældre gør, når de følger deres børns
skolegang.
andre gode minder, der har været med til at binde
os sammen i et livslangt venskab, vil de passere
revy, når vi ved den efterfølgende frokost afsynger
Knøws slagsang, “Forty Years on”. Deri står der
lidt nostalgisk, men evigt rigtigt:
Then, it may be, there will often come o’er you
Glimpses of notes like the catch of a song,
Visions of boyhood shall float them before you,
Echoes of dreamland shall bear them along!
Uffe Jensen og Peter Knop
I 1971 startede den tredje fase med Elisabeth
Junckers ansættelse som sekretær ved skolen, hvor
hun som aktiv og meget engageret medarbejder
lærte skolen at kende indefra. Gennem alle årene
som rektors sekretær var der altid stor respekt om
Elisabeth Junckers arbejde. Hendes arbejde var
præget af stor præcision og akkuratesse, alle fik
altid en udsøgt fin behandling. Elisabeth Juncker
fratrådte sin stilling ved skolen i juni 1988. I den
forbindelse blev hun spurgt, hvad der er specielt
ved Aarhus Katedralskole? Hendes svar var: “Det
er naturligvis først og fremmest skolens lange historie
og så den ægte kultur, som er fulgt med
gennem de mange generationer. Det forpligter
ubevidst enhver, som kommer indenfor, for her
er jo noget, som ikke må sættes over styr”.

i n v i t a t i o n :
Aarhus Katedralskoles Venner inviterer til en hyggelig
aften på skolen, onsdag d. 17. september kl.
19.00 i Festsalen.
Aftenens program omfatter:
• Velkomst v. rektor Lars Scheibel
• Præsentation af skolen bygninger og lidt skolehistorie
v. vicerektor Arne Frier
• Generalforsamling
• Musikalske indslag fra skolens elever
• En forfriskning undervejs
Indkaldelse til generalforsamling i Aarhus Katedralskoles
Venner onsdag d. 17. september kl.
19.00 i Festsalen med følgende dagsorden:
1. Valg af dirigent
2. Formanden aflægger beretning
3. Kassereren forelægger det reviderede regnskab
4. Fastsættelse af kontingent
5. Evt. indkomne forslag fra medlemmerne.
r e g n s K a b
Resultatopgørelse 1. april 2007 – 31. marts 2008
Kontingent
Renter af bankkonti
Afkast, investeringsbeviser
Overskud foredrag, Jan Sonnergaard
Forslag skal være bestyrelsen i hænde senest
14 dage før generalforsamlingen.
6. Valg af bestyrelsesmedlemmer.
7. Valg af revisor
8. Eventuelt.
Med venlig hilsen, Tove Christensen, formand.
65.421
165
5.700
2011
Indtægter i alt 73.297
fortsættes næste side
Bestyrelsen:
Lars Scheibel
Sabine Bech-Hansen
Tove Christensen
Lizzie Andersen
Marianne Ladegaard
Christian Homelius
ikke tilstede:
Per Lykke
Ole Viborg
15

Lizzie Andersen fremlægger
årsregnskabet
16
Legater og boggaver
Tilskud til ekskursion, Berlin og teatertur
Rådighedsbeløb til rektor
Forfatteraften, Jan Sonnergaard
Kulturlegater
Gaver
Mødeudgifter
Småanskaffelser, bogstøtter
Girobank, service- og debiteringsgebyr
Årsskrift
Ekstrarosia
Porto
11.700
2.100
3.000
9.000
6.000
1.566
155
960
495
13.960
2.309
12.028
Udgifter i alt 63.273
Overskud 10.024
Balancer pr. 31. marts
Aktiver
1.147 stk. Danske Invest Erhverv Mellemlang Obligationer á 99,2
445 stk. Danske Invest Dannebrog á 95,85
Århus Lokalbank, kt. 7270 1167164
Danske Bank, kt. 209-7222
Kassebeholdning
113.782
42.653
19.940
5744
51
Aktiver i alt 182.170
Passiver
Legatmidler
Saldo pr. 1. april 2007 81.857
Kapitalkonto
Saldo pr. 1. april 2007
Overskud ifølge resultatopgørelse
Kursregulering af værdipapirer
Gæld
91.984
10.024
-1.790 100.218
95
Passiver i alt 182.170
Speciel tak til Birgit Ahm for en fin pengegave
til Aarhus Katedralskoles Venner
Århus, den 24. april 2008
Lizzie Andersen (kasserer)