Frederiksdal - Åbne Samlinger

- 1 - 

Frederiksdal 

Mellem herskabelig iscenesættelse & godsslagtning 

Herregårdslandet Lolland

- 2 - 

Formidlings- og landskabsprojektet Herregårdslandet Lolland 

Rapporten er udarbejdet af Museum Lolland-Falster i samråd med ejerne af de deltagende herregårde. Ud 

fra et fastlagt fokus indeholder rapporten oplæg til nedslagspunkter i formidlingen af herregårdens 

nærområde samt anbefalinger til markering og genopretning af udvalgte træk i landskabet. 

Landskabs- og formidlingsprojektet Herregårdslandet Lolland er en del af partnerskabsprojektet 

Mulighederne Land og danner grundlag for formidlingsprojektet Herregård & Landskab Lolland, der åbner i 

20. juni 2012. 

Mulighedernes Land 

Mulighedernes Land er et partnerskabsprojekt mellem Lolland Kommune, Thisted Kommune, Bornholms 

Regionskommune og Realdania om udvikling af Danmarks yderområder. Projektet skal udvikle og afprøve 

nye strategier til positiv udvikling i landdistrikter og landsbyer i Danmarks yderområder. De nye strategier 

udvikles og afprøves gennem en række konkrete demonstrationsprojekter i Lolland Kommune, Thisted 

Kommune og Bornholms Regionskommune. Landskabs- og formidlingsprojektet Herregårdslandet Lolland 

er et ud af fire demonstrationsprojekter i Lolland Kommune. Øvrige demonstrationsprojekter er Energi til 

lokal udvikling – Horslunde som energilandsby, Porten til Lolland og Bedre boliger – færre boliger. 

Mulighedernes Land gennemføres mellem 2007- 2012. 

Læs mere om projektet på www.mulighedernesland.dk 


Historisk rids 

- 3 - 

Frederiksdal udspringer af landsbyhovedgården Grimsted, som nævnes første gang i 1305. Gården lå 

oprindeligt tættere ved Langelandsbæltet. Frem til 1552 var Grimsted i fælleseje med nabogodset 

Asserstrup, og gården var at betegne som en underordnet besiddelse. I 1635 flyttede den daværende ejer 

Christoffer Steensen Grimsted til det nuværende Frederiksdals placering, og opførte en ny trelænget 

hovedbygning i bindingsværk. Christoffer Steensen tog bolig på stedet og begyndte at arrondere 

herregårdens besiddelser. Ved den nye matrikel fra 1688 ejede Grimsted hele Højsmarke, strøgods i både 

Harpelunde og Tårs samt to enkelte gårde i Sandby. 

Efter i en længere periode at have været handlet blev Grimsted i 1750’erne ved familien Knuths overtagelse 

omdøbt til Frederiksdal og føjet til baroniet Christiansdal som alloginalgods. Baroniet var oprettet i 1743 af 

Ide Margrethe grevinde Knuth for den næstældste søn Christian Frederik baron Knuth. Valget af navnet 

Frederiksdal blev, foruden at understrege tilhørsforholdet til den nye ejer og baroniet, formentlig også valgt 

med henblik på at give associationer til den enevældige kongemagt. Idet baroniet ved oprettelsen ikke 

opfyldte kravet til jordtilliggendets størrelse på 1.000 tdr. hartkorn, må grevinden have fået dispensation 

for afvigelse fra dette standardkrav, hvilket det efterfølgende køb af herregårde også bekræfter. Ingen af de 

efterfølgende herregårde, hun og sønnen erhvervede, blev underlagt baroniet men blot tilknyttet som 

tillægsgods. I 1757 købtes Søllestedgård, Asserstrup i 1763 og i samme periode - usikkert hvornår - Nakskov 

Ladegård. 

Fra baroniets oprettelse og frem til salget af Frederiksdal i 1784 var gården sæde for baronen. Frederiksdal 

kan derfor sammenlignes med periodens lystbetonede herregård i rokokoens glansperiode på overgangen 

til klassicismen rejst alene ud fra en tanke om et rekreativt landsted. I 1750’erne påbegyndtes opførelsen af 

den nuværende hovedbygning efter tegninger af arkitekt Georg Diderich Tschierscke som erstatning for 

den tidligere bindingsværksbygning. Hovedbygningens tunge udformning og aksefaste placering i 

landskabet har rod i barokkens iscenesættelse, mens rokokoens fokus på rekreativ livsførelse lader sig 

aflæse i den tætte forbindelse mellem hovedbygning og have. Den manglende forbindelse til avlsgården – 

der ikke fornyedes – understreger yderligere hovedbygningens status som landsted, idet denne bevidst 

blev placeret i en selvstændig aksial struktur med forbindelse til den stramt komponerede barokhave og 

det omkringliggende flade landskab. Kun ankomstvejens bratte afslutning og snørklede forløb ved den 

daværende smedje forstyrrede anlæggets aksefaste struktur og vidner om, at anlægget ikke blev opbygget 

fra bar mark. 

I samspil med hovedbygningen blev det herskabelige liv yderligere tydeliggjort ved oprettelse af en 

dyrehave i skoven øst for haven. I den nuværende have findes desuden stærke indikationer på, at der ved 

hovedbygningens vestside var anlagt karpedamme, da ferskvandsfisk var en yndet spise blandt 1700-tallets 

elite. Dyrehaven, karpedammene og hovedbygningens iscenesatte omgivelser var en del af de 

herlighedsværdier, som udmærkede Frederiksdal som baronens sæde, ligesom de udgjorde en del af 

herregårdens særrettigheder. Blandt særrettighederne hørte også udskibningsstedet Korsnakke, hvor 

baronen havde ret til at udskibe godsets kornproduktion udenom de nærliggende købstæder. Frem til 

salget af Frederiksdal blev færgefarten ved Tårs desuden administreret fra Frederiksdal, selv om retten til 

færgefarten hørte under baroniet. 


- 4 - 

Der blev ført stort hus på Frederiksdal i midten af 1700-tallet, men i 1784 var baronen nødt til at overdrage 

baroniet til sin ældste søn, der samtidig via en pro forma handel købte alloginalgodset. Den ”afsatte” baron 

tilbragte efterfølgende en del år på den nyoprettede gård Nøjsomhed, etableret på et hede- og 

skovområde nord for Købelev. Sønnen Adam Christopher baron Knuth solgte, samme år han købte 

Frederiksdal, gården sammen med Asserstrup til Henrik baron Bolten. Køberen valgte dog få år efter i 1786 

at videresælge begge ejendomme for 63.000 rigsdaler til Simon Andersen Dons og Joachim Barner Paasche, 

som købte de to gårde i fællesskab og efterfølgende delte dem mellem sig. Paasche fik i første omgang 

Frederiksdal. Med de to købere indvarsledes en ny epoke i Frederiksdals historie. De to købere var begge 

tidligere godsforvaltere og havde en langt mere drifts- og landbrugsfaglig tilgang til deres køb og virke, end 

Frederiksdal tidligere ejere havde udvist. 

Som alloginalgods til baroniet Christiansdal spores dele af landboreformernes ændringer tidligt på 

Frederiksdal. Allerede i 1773 foreligger der et hoverireglement på gården, der fastsatte de 40 fæstebønders 

hoveribyrde. Det var dog først, efter at gården var kommet i Paasches og senere Dons’ eje, at der på 

Frederiksdal kom skred i landboreformerne, der skulle ændre gårdens virke og status markant. Mens 

Paasche havde gården, blev der endnu indført fæstebreve for såvel hus- som gårdmænd i fæsteprotokollen. 

Da Dons i 1797 igen kom til – nu som eneejer – blev der alene indført husmandssteder i protokollen. De to 

på hinanden følgende godsforvaltere må klassificeres som tilhørende kategorien af godsslagtere, der i 

slutningen af 1700-tallet gjorde sig gældende over det ganske land, idet de tjente gode penge på periodens 

konjunkturfremgang med stigende priser på landbrugsjorden. Godsslagtere som Paasche og Dons handlede 

løbende med gods i perioden, finansieret gennem opbrydninger af klassiske 1700-tals herregårde ved 

udparcelleringer og frasalg – en udvikling, der lagde sig i forlængelse af periodens reformarbejde, og som 

også enevælden støttede op omkring. Mens Paasche finansierede sit efterfølgende godskøb gennem delvis 

frasalg af Frederiksdals fæstegårde, så videreførte Dons arbejdet med fornyet intensitet fra 1797 ved 

afhændelse af det resterende fæstegods, frasalg af gårdens patronatsret til Købelev Kirke i 1801 og 

udskillelse af Stensgård, som i 1803 blev opgjort til lidt over 17 tdr. privilegeret hartkorn, fra Frederiksdals 

jorde. 

Ikke kun hvad angår fraslaget af Frederiksdals fæstegårde og patronatsret spores landboreformerne på 

gården. Ved Dons’ overtagelse fik fæstehusmændene – der nu udgjorde gårdens primære arbejdskraft – 

klart definerede rammer for deres hoveri på gården, som de skulle passe ved siden af et mindre jordlod. 

Husmændene ernærede sig i stigende grad igennem 1800-tallet gennem deres virke på gården, hvilket bl.a. 

også ses i den tilladelse, som den daværende ejer Carl Burchard i 1838 fik på formindskelse af 28 

husmandssteders jordtilliggende – svarende til 80 tdr. land – som blev lagt direkte under herregården. Fra 

da af var det udelukkende gennem deres arbejde på avlsgården, husmændene blev brødfødet. 

Kendetegnende for udviklingen på Frederiksdal igennem 1800-tallet var et fokus på en driftmæssig 

optimering af gården. Gården blev løbende handlet, og ejerne besad en landbrugsfaglig tilgang til 

besiddelsen. 1700-tallets fokusering på iscenesættelse og herskabspræg var trådt i baggrunden, og først i 

1890 – da Daniel Frederic le Maire overtog gården – oplevede Frederiksdal på ny en blomstringsperiode 

med stigende fokus på det herskabelige, bedst illustreret ved havens omlægning og tilbygningen på 

hovedbygning fra 1914, tegnet af arkitekt H.C. Glahn. Perioden kendes også som herregårdens ”indian 

summer”, hvor gode tider i landbruget gjorde det muligt at genopfinde tidligere tiders herskabelige 

livsførelse. 


- 5 - 

Originalkortet over Frederiksdals jorde 1808 hvorpå Stensgård er indtegnet, Kort & Matrikelstyrelsen 

Herregårdslandet Lolland 

Udvidelsen af Frederiksdal hovedbygning 1914, Danmarks Kunstbibliotek 

Frederiksdal før udvidelsen, fotografi fra slutningen af 1800-tallet, Ravnsborg 

Arkiv 

Frederiksdals folkehold foran gårdens avlsbygninger ca. 1925 med 

rester af det ældste avlsanlæg i baggrunden, Ravnsborg Arkiv 

Frederiksdal set fra luften 1932, Større Danske Landbrug

- 6 - 

Baroniet Christiansdals hoverireglementet fra 1773, der fastsatte hoveribyrden for Frederiksdals 40 fæstegårde – opgjort i gang- og spanddage, Ravnsborg Arkiv 


Aksesystemet 

- 7 - 

Af bygningsmassen på Frederiksdal er Ide Margrethe grevinde 

Knuths hovedbygning fra 1750’erne den ældste, endnu som på 

Originalkortet fra 1808 placeret åbent uden visuel forbindelse til 

avlsgården. Samme placering gør sig også gældende på gårdens 

næsten identiske tvilling Lundsgård på Fyn, opført få år efter. 

På Originalkortet fra 1808 fremstår den nære ankomstvej til 

hovedbygningen frilagt og afgrænset via et risgærde mod 

hovedbygningen og en grøft til de andre sider. Den åbne placering 

må fra starten have været udtænkt for at understrege bygningens 

majestætiske karakter. Ud fra kortet tyder det på, at der i 

forlængelse af ankomstvejens akse forbi smedjen videreførtes en 

sigtelinje ud i marken trukket op via en beplantning af enkeltstående 

træer. På Originalkortet fra 1861 er linjen endnu 

optegnet, ligesom det er tilfældet på senere kort fra 1932, mens 

den på det Høje Målebordsblad fra efter 1880’erne ikke er angivet. 

Jordstrimlen mellem sigtelinjen og den forskudte ankomstvej fra Tårs kan muligvis have været tiltænkt 

oprettelsen af husmandssteder, idet den aflange strimmel lå i forlængelse af husmandsbebyggelsen i 

Skovstrædet, og sigtelinen ellers blot delte smedemarken. 

Det indgrøftede frilagte markområde foran hovedbygningen mellem smedjen og risgærdet er på de ældste 

kort navngivet ”Dyre Sturedi” – en betegnelse, der formentlig relaterer sig til den nærved liggende 

dyrehave, der sammen med barokhaven bidrog til at give Frederiksdal et fornemt ydre. Den åbne placering 

af hovedbygningen og den stramt iscenesatte barokhave var nok primært imponerende for den tilrejsende i 

lukket vogn eller ved arrangementer i hovedbygningens stuer med udsigt til haven. For som P. Rhode 

noterede i 1776, så var det værste ved Frederiksdal, ”… at denne Gaard ligger alt for aaben for slemme 

Vinde”. 

Frederiksdals iscenesatte herskabelighed reduceredes kraftigt 

igennem 1800-tallet og fik først et opsving igen, efter gården i 1890 

overgik til Daniel Frederic le Maires eje. Foruden omlægning af haven 

og udbygning af hovedbygningen tilplantedes indkørslen med hække, 

som senere er erstattet af den nuværende allébeplantning. 

Aksen i landskabet ud for 

Frederiksdal fortoner sig i 

dag i landskabet og er fra 

indkørslen ikke markeret 


Frederiksdals aksesystem gengivet på Originalkortet fra 1808, K&M

- 8 - 

Alléen i ankomstvejens akse over marken ”…Dyre Sturedi”. Ankomstvejen er i nyere tid blevet beplantet med lindeallétræer flankeret af lave hække 

Aksen ud mod Korsnakke er i dag blot en grusvej, der leder hen over de flade marker. Udsigten ind mod herregården forstyrres i dag af skovbrynets tætte krone, der slører det aksiale blik på 

hovedbygningens fremspringende midterrisalit 


Korsnakke 

- 9 - 

Navnet Korsnakke kan spores tilbage til middelalderen, 

hvor sømænd opsatte et kors som pejlemærke fra havet, 

hvorefter navnet Korsnakke opstod. Korset blev udskiftet 

flere gange indtil midten af 1800-tallet, hvor det 

forsvandt. 

Korsnakke har siden 1600-tallet været kendetegnet ved 

at være en husmandskoloni. Husmandskolonier var som 

hovedregel et resultat af landboreformerne, hvor de 

Korsnakke Huse som det fremgår på Originalkortet fra 1808, K&M 

opstod i tæt tilknytning til godsets herregårdsmarker, hvorpå husmændene skulle yde hoveri. Korsnakke 

adskiller sig derfra ved allerede i matriklen af 1664 at være opgjort til alene at bestå af huse. Korsnakke 

opretholdt en karakter af husmandskoloni helt frem til 1880, hvor husene overgik fra arvefæste til frie 

ejendomme med 9 tdr. land jord. Da Korsnakke igennem 1700- og 1800-tallet ikke var beboet af fiskere, må 

husmændene i kolonien antages alene at have fungeret som hovkarle på Frederiksdal. 

Vejen, som forbinder Korsnakke og Frederiksdal, udgør en del af 

den aksiale struktur, som hovedbygningen er placeret ind i. 

1700-tallets storslåede iscenesættelse rummede således også 

langt mere praktiske funktioner end blot udsigter, f.eks. som 

arbejdsvej for herregårdens nordlige husmænd. I 1800 fastsatte 

daværende ejer Dons husmændenes hoveri, der også kom til at 

gælde beboerne i Korsnakke. Hoverifastsættelse var gængs for 

perioden, men omfattede normalt kun fæstebønderne. 

Husmandssted ved Korsnakke i 1900-tallet, Ravnsborg Arkiv 

Husmændene havde normalt pligt til at yde alt forefaldende 

hoveri, ofte pålagt fra dag til dag, hvilket Dons ændrede. Efter landboreformerne opstod der også på 

Frederiksdal flere husmandskolonier – bl.a. Skovstrædet – som et resultat af salget af fæstegårde. 

Korsnakke var foruden en koloni af arbejderhuse også 

Frederiksdals port til havet. Korsnakke fungerede som et 

udskibningssted og gav den store fordel, at godset kunne købe 

og sælge uden om købstaden, da herskaber på privilegeret 

jord havde ret til at sælge egne varer og indføre materialer, 

som skulle bruges på godset jorde. Privilegierne blev imidlertid 

ofte misbrugt, da der ofte også blev bedrevet almindelig 

handel fra disse udskibningssteder. En klage fra 1796 fra 

borgmesteren i Nakskov bekræfter, at denne ulovlige handel 

formentlig også fandt sted fra Korsnakke. Korsnakkes størrelse 

og udformning har gjort, at skibe ikke har kunnet lægge til, så 

varerne blev i stedet fragtet med pramme ud til skibene, der 

havde ankret op langs kysten. 

Korsnakke består i dag af to ældre huse og en bro 

der tilsammen fungerer som point de vue fra 

hovedbygningens stuer 


Avlsgården 

Frederiksdals dominerende hovedbygning 

overskyggede til stadighed gårdens 

produktionsenhed. Ganske symbolsk var 

avlsgårdens placering skudt til side for hovedbygningens 

herskabelige iscenesættelse og 

overdraget til en landbrugskyndig forvalter, der 

havde ansvaret for gårdens drift. 

- 10 - 

De første avlsbygninger på Frederiksdal kendes 

tilbage fra 1720’erne, hvor gårdens daværende ejer 

Ditlev Brockdorff genopførte avlsgårdens bygninger 

efter en brand. De nyopførte bygninger blev placeret 

i en langstrakt facon i forlængelse af hinanden, og 

skabte dermed et tilnærmelsesvist gadeforløb. 

Den senere ejer Paasche fornyede i 1792 den ene 

ladebygning, uden at det dog nævneværdigt ændrede 

gårdens struktur. I 1833 beskrives ladegården som ” 

Frederiksdal med avlsgården i første halvdel af 1900-tallet, Ravnsborg Arkiv 

… af Grundmuur fra 1822. Stor og smuk have paa 6 

tdr. land. Desforuden Forpagterbygning; store 

grundmurede kornlader og en Deel andre oekonomiske Bygninger”. Den omtalte forpagterbolig må enten 

have været nyopført under Dons eller være relativt lille, idet partier af avlsgården ”…9 Fag af Kostalden, 9 

fag af Hestestalden og 9 fag af den nye Forpagterbolig” indgik i oprettelsen af parcelgården Stensgård. 

Reduceringen i Frederiksdals bygningsmasse skal formentlig ses som udtryk for en tilpasning til gårdens 

formindskede størrelse efter salget af Stensgård året før. Et indtryk af den tidligere bygningsmasse på 

Frederiksdals avlsgård er således endnu muligt at opnå på Stensgård, hvor stuehuset stadig rummer 

resterne af den gamle forpagterbolig. 

I takt med at Frederiksdal i løbet af 1800-tallet fik et voksende antal medarbejdere på gården, og 

produktionen ændrede karakter – bl.a. med det stigende fokus på mejeri- og smørproduktion – undergik 

avlsgården store ændringer. Den nye bygningsmasse opførtes primært syd for den gamle avlsgårds plads, 

ligesom der påbegyndtes en tilbygning af den foran hovedbygningen liggende plads, hvorved 

hovedbygningens ensomme placering tilsløredes. Den løbende om- og udbygning af avlsgården samt den 

begyndende inddragelse af hovedbygningen i avlsanlægget skal formentlig ses som udtryk for en langt 

mere praktisk og landbrugsfokuseret tilgang til gården, som prægede 1800-tallets ejere af Frederiksdal. 


Frederiksdals avlsgård på Originalkortet fra 1808, K&M 

Avlsgården på de Lave Målebordsblade fra 1928-45, K&M Frederiksdals avlsgård i dag set fra Dyrehaven

Dyrehaven 

Allerede på Originalkortet fra 1808 

over jorden på Frederiksdal ses, at e t 

stykke af skoven øst for gården var 

udlagt til dyrehave. 

- 11 - 

Som en del af 1700-tallets 

iscenesættelse blev der rundt på de 

danske herregårde oprettet 

dyrehaver. Dyrehaver opstod ud fra 

et ønske om manifestering af de 

herskabelige jagtprivilegier, som 

adskilte herregårdens ejere fra fæsteog 

selvejerbønderne. Vildtkød var 

desuden en populær spise i tiden, 

Dyrehaven på Originalkortet fra 1808, K&M 

som man ønskede let adgang til, især 

i 1700-tallet hvor kvægebestanden i lange perioder var præget af kvægpest. En stabil og sikker levering af 

vildtkød har formentlig være den primære årsag til anlæggelsen af dyrehaven ved Frederiksdal, der var så 

relativt lille, at den formentlig ikke dannede rammen om store jagter. De udsatte dådyr var i den type 

anlæg ofte meget tamme og kunne desuden kun opnå en lille vægt grundet havens begrænsede størrelse. 

Dyrehaven var på Frederiksdal, som på mange andre steder, indgrøftet. Mellem dyrehaven og hestehaven – 

som i dag også er inddraget i parken, og som formentlig i 1700-tallet var udlagt til græsningsareal for 

gårdens heste – fandtes det endnu eksisterende engdrag, hvor dyrene har kunnet finde vand. Dyrehaven på 

Frederiksdal er formentlig nedlagt under Paasche og Dons og underlagt almindelige skovdrift. 

Af spor i haven i dag er primært resterne af jordvolde og grøfter langs skovbrynene bevaret mens den 

jagtstjerne, som fremgår på det Lave Målebordsblad fra 1928-45, ikke er synlig i skoven og muligvis aldrig 

har været etableret. 

Jagtstjernen i Dyrehaven på De Lave Målebordsbalde fra 1928-45, K&M 

Resterne af jordvolden og grøften der endnu omgiver Dyrehaven 


Stensgård 

- 12 - 

Som vidnesbyrd om Dons’ videreførelse af Paasches 

godsslagtning på Frederiksdal ligger parcelgården 

Stensgård endnu på herregårdens sydlige del. På 

Asserstrup havde Dons i 1790’erne ligeledes etableret 

en parcelgård Mariebjerg, der som Stensgård optog en 

del af de tidligere herregårdsmarker. 

I 1803 solgte Dons til Simon Hoff Clausen en parcel af 

Frederiksdals jorder samt otte huse i Tårs. Der var ikke 

nogen bygninger på jorden ved overdragelsen, men 

med i købet havde Clausen fået en del af Frederiksdals 

avlsbygninger, som blev nedtaget og flyttet til den nye 

gård. Således er det endnu muligt i dag af få et indtryk 

af Frederiksdals bygningsmasse i 1700-tallet på Stensgård, hvor dele af den gamle forpagterbolig endnu 

indgår i stuehuset. 

Clausen navngav i første omgang sin nyerhvervede gård Laurentzesminde, men navnet blev hurtigt ændret 

til Stensgård, som det også er noteret efterfølgende på Originalkortet fra 1808. Navnet er hentet fra 

takseringsskriftet fra 1682, hvor Frederiksdals sydlige jorde kaldtes Steengaardsmarken. En navngivning der 

sandsynligvis daterer sig tilbage til familien Steensens ejerskab af gården fra 1552 til 1688. 

Stensgård blev igennem 1800-tallet drevet som en selvstændig ejendom, før den i 1890 igen forenedes en 

kort stund med Frederiksdal under familien le Maire. I dag er gården igen selvstændig og har siden 2007 

været en del af et større driftsfællesskab med Frederiksdal, Nøjsomhed og Sophiedal. 

I det gamle stuehus på Stensgaard findes endnu resterne af Frederiksdals tidligere forpagterbolig fra 1700-tallet, Ravnsborg Arkiv 


Alléen til Stensgaard dominerer i dag Frederiksdals tidligere herregårdsmarker mod syd

- 13 - 

Anbefalinger til genopretningsprojekter i Frederiksdals landskab 

Museum Lolland-Falster anbefaler, at der fremadrettet arbejdes med at styrke og genoprette følgende 

elementer i landskabet, der understøtter 1700-tallets aksiale struktur på Frederiksdal. 

1. Det anbefales, at aksen fra hovedbygningens haveside og ud imod Korsnakke markeres, så både 

linjens funktion som hovvej og akse kommer til at fremstå klart. Idet der aldrig har været 

allébeplantning i strækket, anbefales en lav beplantning (grøn markering – bilag 1) 

2. Det anbefales, at Korsnakke som point de vue bliver tydeliggjort i landskabet med en høj 

beplantning, og at der skabes en forbindelse mellem broen og alleen, der understreger stedets 

betydning som udskibningssted og husmandskoloni (rød markering – bilag 1) 

3. Det anbefales, at grænsen mellem Dyrehaven og omgivelserne – særligt ind mod gården – 

tydeliggøres eventuelt med en lavere beplantning, som kan give illusion af et hegn (gul markering – 

bilag 1) 

4. Det anbefales, at hovedbygningens aksiale iscenesættelse mod syd understøttes gennem en 

beplantning af området ved den tidligere smedje, der visuelt forlænger indkørslens allébeplantning 

ved at åbne sigtlinjen ud mod den foranliggende mark (blåt markering med pil i sigtlinjen – bilag 3) 

5. Det anbefales, at det snørklede vejforløb fra skovstrædet til indkørselsalléen får en beplantning, 

der understreger et herskabeligt indtryk og markerer sigtelinjens manglende sammenfald med den 

sydlige ankomstvej. Kan eventuelt ske ved at trække ankomstsvejens hækforløb om hjørnet (lilla 

markering – bilag 3) 

Punkter og områder er markeret på kortmaterialet i vedlagte bilag og samlet i bilag 4. 


Bilag 1 

- 14 - 

De tre første anbefalinger indtegnet på Originalkortet fra 1808, K&M 


Bilag 2 

- 15 - 

De tre første anbefalinger indtegnet på det Høje Målebordsblad, K&M 


Bilag 3 

- 16 - 

De to sidst to anbefalinger indtegnet på 4-cm kort 1950’erne, K&M 


Bilag 4 

- 17 - 

De fem anbefalinger samlet på 4-cm kort 1950’erne, K&M

Frederiksdal - Åbne Samlinger

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?