12 hvis denne adfærd er udtryk for påvirkning fra sociale ... - Gyldendal

Sociale mekanismer
Sociologien og
individet
hvis denne adfærd er udtryk for påvirkning fra sociale kræfter
eller har til hensigt efterfølgende at påvirke andre mennesker
eller grupperinger af mennesker. At skrive på en politisk tale
foregår jo ofte i enrum, men vi vil alligevel kalde det en social
aktivitet eller social adfærd, fordi denne handling forbereder
en påvirkning af større eller mindre dele af samfundet.
De fleste sociologer vil ikke lade sige nøje med at studere den
sociale interaktion. De interesserer sig også for at forklare, hvad
der fremkalder denne interaktion. Med den svenske sociolog
Göran Therborns formulering vil de have svar på spørgsmål
som: Hvorfor handler disse mennesker på netop denne måde?
Hvorfor ændrer de sociale forhold sig på netop denne måde?
(Therborn 1991, s. 178).
Sociale fænomener omfatter altså ikke blot den ydre adfærd,
som kan iagttages, men også de mekanismer, der fremkalder
adfærden. Det kan være bestemte holdninger eller værdier, der
dikterer en bestemt handling. Da menneskers holdninger og
værdier ikke opstår i et tomrum, men påvirkes og formes af de
sociale sammenhænge, disse mennesker fungerer inden for, er
det helt logisk at inddrage dem under kategorien sociale fænomener.
Og selv den måde, opfyldelsen af elementære behov
som behovet for føde eller behovet for anerkendelse foregår
på, vil være socialt betinget. Eksempelvis reguleringen af, hvilke
legitime fremgangsmåder der i samfundet står til rådighed
for hver enkelt til at stille sin sult og tørst, og også hvordan
man gør det på en socialt acceptabel, »dannet« måde, fx ved
valg og betjening af bestemte spiseredskaber. Også opfattelsen
af, hvad man kan spise og drikke, altså hvad der opfattes som
menneskeføde, er i høj grad socialt betinget.
Begrebet socialt fænomen omfatter således for de fleste sociologer
både social ageren i form af handlinger og udtalelser og
de sociale mekanismer, som fremkalder disse sociale handlinger
og processer.
Ved at understrege, at sociologi er videnskaben om sociale
fænomener, har man samtidig sagt, at den ikke beskæftiger sig
med det individuelle tilfælde eller med individuelle årsager til
bestemte handlinger – sociologer beskæftiger sig med individer
som repræsentanter for sociale kræfter, grupper, organisationer,
interesser, klasser mv., og de leder efter forklaringer i
socialt betingede årsager – selv om enkeltindivider ofte er informanter
eller respondenter.
12

Wrights
neomarxistiske model
Goldthorpe-Eriksonmodellen
klasse/mellemlagene) i klassestrukturen og dermed et svar på
spørgsmålet om grænsedragningen mellem middelklassen og
arbejderklassen.
I Wrights neomarxistiske model er nyskabelsen i forhold til
den klassiske marxistiske teori en påpegning af, at der i kapitalistiske
samfund i vor tid »er tre hovedtyper af udbytning:
kapitalistisk udbytning baseret på uligheden i kontrollen over
produktionsmidlerne; bureaukratisk eller organisatorisk udbytning
baseret på uligheden i kontrollen over organisationers
ressourcer; og kundskabsbaseret udbytning baseret på uligheden
i kontrollen over sjældne færdigheder.« Han når frem
til, at »klassedelingen inden for lønmodtagergruppen derfor
må ses som et resultat af forekomsten af to ikke-kapitalistiske
udbytningsmekanismer. ‘Middelklassen’ i de kapitalistiske
sam fund består i denne terminologi af de positioner blandt
løn modtagerne, som udbytter andre gennem bureaukratiske
udbytningsmekanismer og kundskabsmæssige udbytningsmekanismer.
Arbejderklassen er således defineret som de
po sitioner, der bliver udbyttet ifølge alle tre dimensioner af
udbytning« (Wright 1989).
Det ganske dominerende alternativ til Wrights model af
klassestrukturen er den klasseinddeling, der er udarbejdet af
John H. Goldthorpe og Robert Erikson (Erikson & Goldthorpe
1992). Deres svar på, hvor skillelinjen mellem arbejderklassen
og den nye middelklasse skal drages, baserer de på en sondring
mellem to idealtyper af ansættelsesforhold. På den ene
side »arbejdskontrakter«, hvor indsatsen kontrolleres gennem
aflønning på time- eller stykbasis (arbejderklassen), og på den
anden side »servicekontrakter«, hvor der i et længere ansættelsesperspektiv
bl.a. købes specialiseret viden og loyalitet (den
nye middelklasse, som de kalder »serviceklassen«).
Erikson-Goldthorpe-modellen er i disse år den mest anvendte
model i komparative analyser af forskellige samfund
og er i Danmark i en komprimeret form anvendt i en afhandling
af Lars Benjaminsen (Benjaminsen 2006). Wrights model
er anvendt af Jens Hoff og Jørgen Goul Andersen, der diskuterer
såvel stærke som svage sider i dens empiriske brugbarhed
(Hoff & Goul Andersen 1989).
Endelig har Erik Jørgen Hansen i sin undersøgelse af en generations
livsforløb fra 14-årsalderen i 1968 til 38-årsalderen i
1992, med inspiration fra bl.a. Wright, introduceret et alternativ
66

Men det er klart, at alle de nævnte fordele kan sættes over styr,
hvis man ikke benytter veluddannede og erfarne interviewere.
Argumenterne for at sætte en omkostningskrævende dataindsamling
i gang falder aldeles til jorden, hvis man ikke sikrer
sig, at interviewerkorpset er højt kvalificeret, ligesom det ville
være spild af penge, hvis spørgeskemaet ikke er konstrueret af
metodisk veluddannede og erfarne forskere.
I resten af kapitlet vil spørgsmålsformulering og spørgeskemakonstruktion
primært blive gennemgået med henblik på
besøgsinterviewning. Mange problemer i forbindelse med dette
arbejde er naturligvis fælles for alle spørgeskemaer uanset
dataindsamlingsmetoder, men ved en del beslutninger er det
væsentligt at gøre sig klart, i hvilken sammenhæng spørgeskemaet
skal anvendes.
Spørgsmålstyper
Et spørgeskema vil næsten altid bestå af flere typer spørgsmål.
Da der er forskellige problemer forbundet med de forskellige
spørgsmålstyper, gives der i dette afsnit en kort gennemgang
af hovedtyperne. Typologien dannes ofte efter tre dimensioner,
indholdsdimensionen (spørges der til faktiske forhold eller holdninger?),
tidsdimensionen (spørges der til emner, der vedrører
fortiden, nutiden eller fremtiden?) og svardimensionen (efterfølges
spørgsmålet af på forhånd konstruerede svarkategorier, eller
er respondentens svarmuligheder åbne?).
Indholdsdimensionen
Faktuelle spørgsmål vedrører adfærd, hændelser eller ydre egenskaber
og kendetegn. Hvilken skoleuddannelse har De? og Hvilket
år er De født? er eksempler på faktuelle spørgsmål, nøjagtig
som Hvor mange kg vejer De? er det.
Kognitive spørgsmål (kundskabsspørgsmål) har til formål
at måle respondenternes viden om bestemte emner. Hvor
mange indvandrere og flygtninge bor for tiden i Danmark? og
Hvilke partier er for tiden repræsenteret i Folketinget? er eksempler
på kognitive spørgsmål, nøjagtig som Hvilket år dannede
Socialdemokratiet første gang regering her i landet? er det.
105
Betydningen af
veluddannede
interviewere
Faktuelle spørgsmål
Kognitive spørgsmål

Holdningsspørgsmål
Evaluerings spørgsmål
Holdningsspørgsmål (attitudespørgsmål) stilles med henblik
på at måle respondentens mening om eller holdning til et
emne. Er De utilfreds eller tilfreds med den måde, det danske folkestyre
fungerer på? og Hvor tilfreds er De alt i alt med den støtte, De
har modtaget, efter at barnet ikke længere er anbragt? er eksempler
på holdningsspørgsmål, nøjagtig som Er De tilhænger eller modstander
af det danske forbehold over for møntunionen?
En særlig type holdningsspørgsmål udgøres af, hvad man
kunne kalde vurderende spørgsmål eller evalueringsspørgsmål.
Når denne sondring normalt ikke foretages i metodelitteraturen,
hænger det sikkert sammen med, at den er vanskelig at
foretage, og at man kan hævde, at termen evaluering blot udtrykker
én dimension af det mere generelle holdningsbegreb,
samt at der altid er et element af vurdering eller evaluering i
holdningstilkendegivelser. I mange tilfælde kan det også være
vanskeligt at afgøre, om man har med et egentligt holdningsspørgsmål
eller et evalueringsspørgsmål at gøre. Selv om man
accepterer den indvending, at evalueringsspørgsmål er en underkategori
af holdningsspørgsmål, skal der her argumenteres
for at opretholde sondringen. Det skyldes, at den ofte manglende
referenceramme for respondenters svar på det, der kaldes
holdningsspørgsmål og reelt er evalueringsspørgsmål, kan
etableres ved en kombination af holdningsspørgsmål og evalueringsspørgsmål
inden for samme emne.
Hvordan er den økonomiske siuation i dag for Dem selv og de
personer, De bor sammen med, når De sammenligner med for ét år
siden? og Hvor længe regner De med, at barnet skal være anbragt
endnu? er eksempler på, hvad der her benævnes evalueringsspørgsmål.
Tager vi det tidligere nævnte eksempel på et holdningsspørgsmål,
Hvor tilfreds er De alt i alt med den støtte, De har
modtaget, efter at barnet ikke længere er anbragt?, kan tolkning
af svar på spørgsmålet være vanskelig. Spørgsmålet er stillet
til respondenter, der har oplyst, at de har modtaget en eller
flere former for støtte fra den kommunale socialforvaltning i
forbindelse med deres anbragte barns hjemgivelse. Men hvad
betyder svaret »Meget utilfreds«? Der er i hvert fald tre tolkningsmuligheder:
Utilfredsheden kan skyldes, at respondenten
opfatter støtten som aldeles mangelfuld, at respondenten
havde ønsket en helt anden form for støtte, eller at respondenten
følte, at støtten var overdrevet eller helt overflødig.
106

For at tolke svarene på det generelle holdningsspørgsmål
burde der forinden være stillet mindst to evalueringsspørgsmål.
Spørgsmålene Havde De behov for støtte ved barnets hjemgivelse?
og i bekræftende fald Hvilke af de former for støtte, som
kommunen tilbyder, havde De mest behov for? kunne have bidraget
med svar, der muliggjorde en mere præcis tolkning af svar på
det generelle holdningsspørgsmål. Det konkrete eksempel udtrykker
den generelle regel, at holdningsspørgsmål bør kombineres
med evalueringsspørgsmål, hvis man vil sikre sig en
referenceramme for svarene på holdningsspørgmålet.
Mens det ikke rent begrebsmæssigt volder større problemer
at foretage den beskrevne opdeling i spørgsmålstyper, er det
ofte vanskeligere i konkrete tilfælde at afgøre, hvordan det enkelte
spørgsmål skal rubriceres. Når kommunale sagsbehandlere
i en undersøgelse om anbragte børn blev spurgt: Blev der
på mødet opnået fælles forståelse af formål, indhold og rammer for
anbringelsen?, er spørgsmålsformuleringen formelt som i et
faktuelt spørgsmål. Men tilstedeværelsen af »fælles forståelse«
mellem parter, der endda i mange tilfælde kan have svært ved
at kommunikere, som i tilfældet sagsbehandlere og forældre til
anbragte børn, kan næppe objektivt afgøres alene på grundlag
af sagsbehandleres svar. Her vil klart være spillerum for subjektive
opfattelser af, hvad der foregik på mødet. Dermed er
spørgsmålet reelt et evalueringsspørgsmål.
Mens det i dette eksempel er forholdsvis let at afgøre spørgsmålets
karakter, er der mange eksempler på spørgsmål, hvor
det til syvende og sidst beror på den enkelte forskers vurdering,
hvordan spørgsmålet skal rubriceres – og der behøver
ikke være overensstemmelse mellem forskellige forskeres opfattelse
af samme spørgsmål. Problemet opstår næsten udelukkende
ved bedømmelsen af, hvorvidt et spørgsmål er faktuelt
eller vurderende.
Når der er gjort en del ud af denne diskussion, skyldes det,
at opfattelsen af, hvilken type spørgsmål man har med at gøre,
har konsekvenser for tolkning og analyse af svarene på spørgsmålet.
Afspejler svarene respondenternes oplysning om en
faktisk hændelse, eller er der et større eller mindre indslag af
vurdering i svaret? Her må forskeren have afklaret sin opfattelse
af spørgsmålets og dermed svarenes karakter, idet udfaldet
af forskerens tankevirksomhed afgør, om variablen optræder
som objektiv eller subjektiv indikator i analyserne.
107