difoet-nyt 64.vp - heerfordt.dk

derefter et glat A-potentiale udenfor
denne kerne, i det omgivende rum.
Mens det ikke-lokaliserede, normale
B-felt uden kerneaktionen ville være aftaget
proportionalt med den omvendte
afstand i anden potens, falder det glatte
A-potentiale kun med den omvendte afstand.
Der er altså en del mere total A-potentiel
energi i det omgivende rum, og
ændringer i dette A-potentiale kan opsamles,
ligesom man kan opsamle ændringer
af fluxenergien i kernen.
Aharonov-Bohm-effekten
Den amerikanske fysiker David
Bohm og hans israelske kandidat
Yakir Aharonov forudsagde i 1955,
at et magnetisk felt påvirker en
elektrons kvanteegenskaber på en
måde, der er i modstrid med den
klassiske fysik. Effekten, der blev
observeret i 1960, peger frem mod
den rigdom af overraskelser, der
stadig ligger gemt i kvantemekanikken.
Vi bringer dernæst forstyrrelse i feltfluxen
og i A-potentialet med næsten firkantede
impulser i en lille primærspole.
Da dA/dt udgør et E-felt, skaber vi med
skarpkantede impulser meget store
E-felter i det omgivende rum. I fluxen i
kerne-B-feltet har vi at gøre med almindelig
transformatorteknik, dog med en
tilføjelse, der forøger mængden af flux i
forhold til en given mængde af tilført
energi. Vi behøver ikke at indføre særlig
megen energi til primærsiden; vi får et
E-felt med høje toppe på impulserne fra
og i dette glatte A-potentiale med udgangspunkt
i en beskeden energitilførsel
diføt nyt 64.1
med bratte skift. Med andre ord: Ligesom
i en impulsradar er den tilførte kraft
i impulstoppunkterne stor, men den
gennemsnitlige krafttilførsel er lav. På sekundærsiden
foregår der nu to vekselvirkninger,
ikke kun én som i en normal
transformator. Der sker den »normale«
transformervekselvirkning med den
pulserende flux gennem midten. Der
finder også den enorme E-felt vekselvirkning
sted hidrørende fra det indtrængende
E-felt udenfor kernen. Ser vi
på den totale impuls, der samler sig ved
sekundærsiden fra den tosidede vekselvirkning
– hvoraf den ene stammer fra
vekselvirkningen med de særdeles kraftige
E-felter – opnår vi let en virkningsgrad
på over 100%.
Den klassiske ligevægts-termodynamik
kan ikke bruges i forbindelse med
MEG. Den udgør fuldt og helt et åbent
system, der er langt fra at være i ligevægt
og som frit modtager overskudsenergi
fra et eksternt, aktivt miljø, det aktive vakuum.
Her gælder den velkendte termodynamik
for åbne systemer langt fra ligevægtstilstanden.
Det er at foretrække, for
sådanne åbne uligevægtige systemer er i
stand til at udføre fem magiske funktioner
(dette er standard-termodynamik
for uligevægtige systemer, ikke Tom
Bearden). Et sådant system tillader 1)
selv-regulering, 2) selv-oscillering eller
selv-rotation, 3) frigivelse af mere energi
end operatøren tilfører (overskuddet
modtages frit fra energiudvekslingen
med de aktive omgivelser, 4) start af systemet
samtidig med belastningen (al
energien modtages frit fra energiudvekslingen
med de aktive omgivelser og
5) udvisning af negativ entropi.
For øjeblikket udviser MEG alle disse
funktioner undtagen nr. 4. Det har vi
13