difoet-nyt 64.vp - heerfordt.dk
difoet-nyt 64.vp - heerfordt.dk
difoet-nyt 64.vp - heerfordt.dk
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
side (uden filosofien) udvikle sig til en<br />
uhyrlighed uden grundlag.<br />
Naturvidenskaben som sådan (og her<br />
kunne man vel især tænke på astronomien<br />
og biologien) var endnu ikke fjernet<br />
så meget fra sine metafysiske forudsætninger<br />
som var: tid, rum, kraft og bevægelse.<br />
Disse – i sig selv uforklarlige metafysiske<br />
elementer – gennemtrænger og<br />
forbinder alt. Naturligvis kunne man på<br />
sin vis hævde det samme for »den førende<br />
videnskab« (fysikkens) ve<strong>dk</strong>ommende,<br />
men det var dog den der – qua sine<br />
rent mekanistiske fremstillinger – stod i<br />
fare for at udvikle sig til en »uhyrlighed«.<br />
Usammenhængende og skadevoldende<br />
i sin ensidige forherligelse af »det praktiske«<br />
og det luksuriøse, mere til gavn for<br />
forretningslivet end menneskelivet.<br />
Denne dæmonisering af »den førende<br />
videnskab« fremtræder – for mig at se<br />
– fordi den i langt højere grad end nogen<br />
af de andre videnskabsdiscipliner har<br />
k<strong>nyt</strong>tet sig intimt til det rent matematiske.<br />
Ganske mange forskere betragter<br />
simpelthen moderne kvantefysik som<br />
ren matematik. Og det er her – igen må<br />
jeg udtale mig helt personligt – at vi skal<br />
konfrontere uhyret!<br />
Martin Heidegger – som vel er den af<br />
de moderne filosoffer der bedst forstod<br />
hvor centralt spørgsmålet om metafysik<br />
og matematik placerede sig i Kants værk<br />
– var i sin dom over den moderne matematik<br />
meget afvisende. Han udtrykte sig<br />
på denne måde: »Matematikken evner<br />
ikke at trænge frem til de egentlige logiske<br />
problemer fordi den når til grænser<br />
hvor dens begreber og metoder kommer<br />
til kort.« Også andre røster har hævet sig<br />
i denne forbindelse. F.eks. har den danske<br />
biolog Søren Brier beklaget sig således:<br />
»Det er uhyre vanskeligt at tolke ma-<br />
diføt <strong>nyt</strong> 64.1<br />
tematikken tilbage til min egen virkelighed<br />
(biologien) og man kunne vel stille<br />
spørgsmålet om matematikken, på sit<br />
nuværende stadium, er god nok – ren<br />
nok?« Problemet synes at være at der her<br />
er tale om »En kinematisk model, som<br />
kun beskriver bevægelser uden at medtage<br />
overvejelser eller betingelser angående,<br />
hvilke type kræfter der styrer<br />
dem.«<br />
Netop denne sidste bemærkning (om<br />
forskellige former for bevægelse) synes<br />
at blive et særdeles centralt tema i Kants<br />
Op. Post. Den gamle filosof kunne nok i<br />
sine sidste skrifter udtale at der »udover<br />
matematikken måtte noget mere til« (for<br />
at definere videnskab). Men hvad dette<br />
»mere« så skulle være kunne han ikke<br />
sige. Måske kunne man her, med det enkle<br />
ord »intervaloplevelsen« pege i den<br />
retning som man burde søge. Det kan<br />
her indskydes at Newton – som Kant i<br />
øvrigt beundrede og gjorde flittigt brug<br />
af – blankt indrømmede (i sin 2. udgave<br />
af Principia Mathematica) at gravitationsloven,<br />
der byggede på kvadratiske forhold,<br />
i virkeligheden ikke var hans opdagelse,<br />
men kunne føres tilbage til Pythagoras’<br />
eksperimenter med udspændte<br />
strenge påsatte særlige vægte, som afslørede<br />
det kvadratiske forhold der eksisterede<br />
mellem disse vægtmængder i<br />
forhold til særlige toner og intervaller.<br />
Newton omtalte derfor »sine« gravitationslove<br />
som »intervallove af åndelig<br />
art«. (!) Jeg har nu ofte gjort opmærksom<br />
på at der allerede længe har eksisteret en<br />
art »harmonisk talteori« (benævnt chronomatik)<br />
der udbygger og udvikler disse<br />
principper som berøres her. Man ville<br />
måske her kunne finde et kvalificeret<br />
bud på det »mere« som Kant måtte efterlyse?<br />
(afsluttes i næste nummer)<br />
11