difoet-nyt 64.vp - heerfordt.dk

More documents

Recommendations

Info

diføt nyt 64.1 de de to centrale områder sansning og tænkning, som – også i Kants egne tidligere værker – havde været skarpt adskilte. Kant var over 70 år da han påbegyndte værket, der allerede i sin overskrift: »Übergang von den metaphysischen Anfangsgründen der Naturwissenschaft zu Physich« virker forbløffende. Værket bærer ikke præg af at være et slags åndeligt testamente som noget tilbageskuende. Den 70åriges tænkning var simpelthen – for at benytte titlens centrale ord –ien overgang til noget nyt. Hele den sproglige holdning er præget af bevægelse. Et opbrud til et nyt tankeområde; til et helt nyt filosofisk verdenssyn hvor modsætningen mellem fysik og metafysik ophæves. Fremkomsten af dette – indtil nu – kun delvist publicerede manuskript vil utvivlsomt give anledning til en fornyet videnskabelig beskæftigelse med Kants værk i fremtiden.« Men hvad kan man nu – mere konkret – sige om selve de ideer som den gamle tænker, efter alt hvad man kan forstå, kæmpede så ivrigt for at færdiggøre og bringe frem for offentligheden? Hvordan skal vi – for nu at starte et meget oplagt sted – forstå denne ejendommelige bemærkning om »En overgang fra det metafysiske grundlag for naturvidenskaben til fysikken« som åbenbart var den hovedoverskrift Kant selv havde valgt for disse mange uordnede sider? Med denne titel står vi over for de tre nøglebegreber: fysik, metafysik og naturvidenskab, som først må kræve et par kommentarer. Om de to første havde filosoffen (ifølge EF) indset følgende: »Såfremt fysikken karakteriseres som det sy- 10 stematiske studium af naturen, så må ideen om et »kollektivt hele af bevægende kræfter« ligge til grund for denne undersøgelse. Denne ide kan fysikken imidlertid ikke komme frem til ud fra sine egne empiriske iagttagelser, den kan kun modtage dem fra en metafysisk overførsel.« Kant havde nu selv i et tidligere værk (Prolegomena til enhver fremtidig metafysik der skal kunne fremtræde som videnskab) været på sporet af denne problematik ud fra en undersøgelse af det han kaldte »den rene matematik« og »den rene naturvidenskab«. I dette værk erkendes metafysikken (den rene tænknings mulighed for at komme til en forståelse af »det værende« og de store spørgsmål i virkeligheden) som en legitim og naturlig drift der altid havde eksisteret i mennesket og nok altid ville eksistere – men desværre ikke som noget der kunne anerkendes som videnskab. Kants dybere begrundelse for dette er klar nok, men vil blive for omfattende at komme ind på her. Man stod i den alvorlige problematik som kommer til udtryk i bemærkningen: »Metafysik uden videnskab er blind, og videnskab uden metafysik er lam.« Da metafysikken kan betragtes som et område hvor videnskab og filosofi smelter sammen så forstår vi vel nu den dybe betydning der gemmer sig bag den mærkelige titel som den store filosof havde valgt at sætte over sit afsluttende værk. Denne »overgang« eller »overførsel« (transition) af den metafysiske baggrund fra naturvidenskaben til fysikken var nødvendig såfremt filosofi virkelig skulle danne baggrund for videnskaben og ikke blot udvikle sig til en art »begrebsdigtning« og videnskaben på den anden
side (uden filosofien) udvikle sig til en uhyrlighed uden grundlag. Naturvidenskaben som sådan (og her kunne man vel især tænke på astronomien og biologien) var endnu ikke fjernet så meget fra sine metafysiske forudsætninger som var: tid, rum, kraft og bevægelse. Disse – i sig selv uforklarlige metafysiske elementer – gennemtrænger og forbinder alt. Naturligvis kunne man på sin vis hævde det samme for »den førende videnskab« (fysikkens) vedkommende, men det var dog den der – qua sine rent mekanistiske fremstillinger – stod i fare for at udvikle sig til en »uhyrlighed«. Usammenhængende og skadevoldende i sin ensidige forherligelse af »det praktiske« og det luksuriøse, mere til gavn for forretningslivet end menneskelivet. Denne dæmonisering af »den førende videnskab« fremtræder – for mig at se – fordi den i langt højere grad end nogen af de andre videnskabsdiscipliner har knyttet sig intimt til det rent matematiske. Ganske mange forskere betragter simpelthen moderne kvantefysik som ren matematik. Og det er her – igen må jeg udtale mig helt personligt – at vi skal konfrontere uhyret! Martin Heidegger – som vel er den af de moderne filosoffer der bedst forstod hvor centralt spørgsmålet om metafysik og matematik placerede sig i Kants værk – var i sin dom over den moderne matematik meget afvisende. Han udtrykte sig på denne måde: »Matematikken evner ikke at trænge frem til de egentlige logiske problemer fordi den når til grænser hvor dens begreber og metoder kommer til kort.« Også andre røster har hævet sig i denne forbindelse. F.eks. har den danske biolog Søren Brier beklaget sig således: »Det er uhyre vanskeligt at tolke ma- diføt nyt 64.1 tematikken tilbage til min egen virkelighed (biologien) og man kunne vel stille spørgsmålet om matematikken, på sit nuværende stadium, er god nok – ren nok?« Problemet synes at være at der her er tale om »En kinematisk model, som kun beskriver bevægelser uden at medtage overvejelser eller betingelser angående, hvilke type kræfter der styrer dem.« Netop denne sidste bemærkning (om forskellige former for bevægelse) synes at blive et særdeles centralt tema i Kants Op. Post. Den gamle filosof kunne nok i sine sidste skrifter udtale at der »udover matematikken måtte noget mere til« (for at definere videnskab). Men hvad dette »mere« så skulle være kunne han ikke sige. Måske kunne man her, med det enkle ord »intervaloplevelsen« pege i den retning som man burde søge. Det kan her indskydes at Newton – som Kant i øvrigt beundrede og gjorde flittigt brug af – blankt indrømmede (i sin 2. udgave af Principia Mathematica) at gravitationsloven, der byggede på kvadratiske forhold, i virkeligheden ikke var hans opdagelse, men kunne føres tilbage til Pythagoras’ eksperimenter med udspændte strenge påsatte særlige vægte, som afslørede det kvadratiske forhold der eksisterede mellem disse vægtmængder i forhold til særlige toner og intervaller. Newton omtalte derfor »sine« gravitationslove som »intervallove af åndelig art«. (!) Jeg har nu ofte gjort opmærksom på at der allerede længe har eksisteret en art »harmonisk talteori« (benævnt chronomatik) der udbygger og udvikler disse principper som berøres her. Man ville måske her kunne finde et kvalificeret bud på det »mere« som Kant måtte efterlyse? (afsluttes i næste nummer) 11
Page 1 and 2: diføtnyt Moderne fysik: Parallelve
Page 3 and 4: Essay: Moderne fysik og finere verd
Page 5 and 6: ne måles; derfor er de kun i besid
Page 7 and 8: historie, vil det være klogt at ag
Page 9: havde spillet videnskaben et af den
Page 13 and 14: derefter et glat A-potentiale udenf
Page 15 and 16: klassiske elektrodynamik stadig for
Page 17 and 18: »Æg«-funktion:z=3exp(-3(x 2 +y 2
Page 19 and 20: kun med én procent om året, mens
Page 21 and 22: Principia Mathematica Læsere af di
Page 23 and 24: sesordener er ligegyldige. Hvis vi
Page 25 and 26: Müller roser Eduard Krausz, der va
Page 27 and 28: Bognyt Giordano, Bruno: Om årsagen
Page 29 and 30: kendt i større kredse, bliver mege
Page 31 and 32: Toyota med celledrift Toyota sætte

difoet-nyt 64.vp - heerfordt.dk

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?