difoet-nyt 64.vp - heerfordt.dk

diføtnyt 

Moderne fysik: 

Parallelverdener mulige 

KANT og metafysik 

Status på 

Magnetmotoren 

Fremtidsperspektiv: 

Økologi god forretning 

Hartmut Müller: 

Energi fra 

tyngdekraften 

Bognyt & 

Kortnyt 

NR. 64.1 / MAJ 2001 KR. 25,- 

DANSK INSTITUT FOR ØKOLOGISK TEKNIK

2 

DANSK INSTITUT FOR ØKOLOGISK TEKNIK 

er en offentlig registreret forening, der har til formål: at oplyse 

om og at udvikle ny teknologi i overensstemmelse med 

naturen og dens metoder, at udnytte dens energier på bedst 

mulig måde med mindst mulige indgreb i de økologiske systemer 

og at reducere allerede forekommende indgreb i 

økologiske systemer, alt på en sådan måde, at menneskets 

vilkår forbedres. 

www.difoet.dk 

Foreningens bestyrelse 

Anders Heerfordt - Formand - aheerfor@sca.csc.com 

Ruskær 4, st.th., 2610 Rødovre - tel 36 47 11 05 

Albert Hauser - Næstformand, bibliotekar 

Ålevej 41, 7160 Tørring - tel/fax 75 80 24 14 

Mogens Larsen - Kasserer - techni@worldonline.dk 

Gammel Køge Vej 492, 2650 Hvidovre 

Christian Heerup - christian.heerup@tempcold.dk 

Aldershvilevej 21A, 2880 Bagsværd 

Arne Christensen - Tidsskriftlæsekreds 

Agertoften 27, 2750 Ballerup 

arne.christensen@mail.tele.dk 

Jan Koed - Redaktør - jan-koed@inet.uni2.dk 

Carl Bernhards Vej 15, st.tv., 1817 Frederiksberg C 

Alan Pauel Bjerre - Suppleant 

Boholmsvej 7, 3250 Gilleleje 

Børge Frøkjær-Jensen - Revisor 

Ellebuen 21, 2950 Vedbæk 

Girokonto 

939-4966 DIFØT, Ellebuen 21, 2950 Vedbæk 

Medlemskab 

Enhver med interesse for DIFØT’s arbejde kan optages 

som medlem af foreningen. Medlemskab opnås ved at indsætte 

1 års kontingent på girokonto 939-4966. Årskontingent: 

250,- kr. Abonnement kun for biblioteker: 125,- kr. 

Forsiden 

Et nyt lovende eksperiment 

har set dagens lys. På basis 

af en resonanskobling 

med en global, stående 

gravitationsbølge kan der 

tappes energi ud af det så- 

kaldte G-apparat, som er 

opfundet af den tysk-russiske 

videnskabsmand 

Hartmut Müller. Læs mere 

om det nye bud på en mulig 

fremtidig energikilde på 

side 16. 

19. årgang nr. 64.1, maj 2001 

Redaktør: Jan Koed 

Redaktionens adresse 

diføt nyt 

Carl Bernhards Vej 15, st.tv. 

1817 Frederiksberg C 

tel 33 22 37 28 

fax 33 22 37 26 

email redak@difoet.dk 

Udgivelse 

diføt nyt udgives af Dansk 

Institut for Økologisk Teknik 

og udsendes til foreningens 

medlemmer. 

Hvor ikke andre er nævnt, er 

udenlandske manuskripter 

oversat af redaktøren. 

Eftertryk er tilladt med kildeangivelse. 

Bladet udkommer med fire 

numre om året. 

Oplag: 250 eksemplarer 

Tryk: Vester Kopi, København 

ISSN 0900-1816 

Indhold 

Moderne fysik 

og finere verdener… 3 

Forskning i rumenergi 7 

Fra metafysik til fysik 8 

Bearden gør status 12 

G-elementet 16 

Naturlig kapitalisme 18 

Principia Mathematica 21 

Forum 24 

Bognyt 27 

Kortnyt 30 

Foreningsnyt 32

Essay: 

Moderne fysik og finere verdener 

udelukker ikke hinanden 

Af Robert D. Klauber 

Både blandt videnskabsfolk og andre 

hersker der en udbredt misforståelse gående 

ud på, at fysikkens love udelukker 

eksistensen af ikke-fysiske fænomener 

og alle dermed forbundne metafysiske 

verdener. Det viser sig, at denne opfattelse 

er en overlevering fra den før-kvantemekaniske 

videnskabelige tænkning. 

Den nyere tids postklassiske fysik sætter 

ikke denne begrænsning. 

Et alment udsagn (endda et aksiom) 

fra før 1900-tallet indeholdt påstanden, 

at to objekter ikke vil kunne indtage den 

samme plads i rummet på samme tid. 

Heraf fulgte, at synlige forekomster med 

den egenskab, at de var tilstede samtidig 

i tid og rum med en fysisk struktur som 

fx en dør eller en væg, umuligt kunne 

eksistere. 

DeBroglies opdagelse af stoffets bølgelignende 

natur ændrede dette perspektiv 

på dramatisk måde. I dag beskæftiger 

fysikere sig rutinemæssigt 

med bølgefænomener i forbindelse med 

leptoner, kvarker, fotoner og lignende, 

der overlapper og deler de samme områder 

i rum og tid. På samme måde som to 

bølger, der ruller hen over havets overflade 

i hver sin retning kan passere 

uskadt gennem hinanden, selv om de for 

en tid optager den samme del af vandoverfladen, 

således kan to subatomare 

bølger/partikler passere uændret gennem 

hinanden, mens de for en tid eksisterer 

samtidig i det samme rum. Indfan- 

gede partikler kan i realiteten deles om 

en fælles »fælde« i al uendelighed. 

Hvis to sådanne bølger/partikler i fællesskab 

deler et bestemt område af rumtiden 

og ikke reagerer med hinanden, 

sker der ingen ændringer med dem. Men 

ofte vekselvirker de, hvilket kan ændre 

deres energier, momenter, ladning og andre 

egenskaber. Vekselvirkninger formidles 

af kraftfelter mellem partiklerne, 

og disse kraftfelter overfører egenskaber 

som energi, moment og ladning fra den 

ene partikel til den anden. 

I kvantefeltsteorien er disse kraftfelter, 

som er bærere af egenskaberne mellem 

partiklerne, i virkeligheden fremadskridende 

bølger. Da bølger og partikler i 

realiteten er ét og det samme, omtaler vi 

ofte kraftfelterne som partikler eller 

mere nøjagtigt virtuelle partikler. De kaldes 

virtuelle (i modsætning til de virkelige 

partikler, hvis vekselvirkninger de er 

formidlere af), delvis fordi de ses enkeltvis 

i glimt. Fx kan en grundpartikel som 

en elektron udsende en virtuel partikel 

som fx en foton, der igen bliver absorberet 

af en anden virkelig partikel, fx en 

anden elektron. De to elektroner ændrer 

energi og moment (dvs. de frastøder hinanden), 

og vi er i stand til at måle denne 

ændring. På den anden side eksisterer 

fotonen kun i meget kort tid, men dog 

længe nok til, at den kan flytte den aktuelle 

mængde energi og moment fra den 

første elektron til den anden. Vi kan aldrig 

måle fotonen fysisk; derfor skelner 

vi den fra de virkelige partikler ved at 

3

diføt nyt 64.1 

kalde den virtuel. Ifølge vores nuværende 

forståelse bliver alle kræfter overført 

af sådanne virtuelle partikler. 

Men partikler er i virkeligheden bølger, 

og disse »krusninger« er det der udgør 

hele universet. Årsagen til at vores 

univers ikke blot er en uinteressant samling 

af uafhængige bølger, der uophørligt 

passerer gennem hinanden, usvækket 

og uforanderligt, er den, at de forskellige 

bølger er koblet til hinanden 

gennem vekselvirkninger (kræfter). De 

bølgelignende partikler, som din hånd 

består af, passerer ikke igennem et objekt 

som fx en dør, fordi elektronerne (bølger) 

i din hånd og elektronerne i døren vekselvirker; 

dvs., at de til stadighed udveksler 

en mængde virtuelle fotoner, der effektivt 

skubber døren væk, når hånden 

kommer i »berøring« med den. Uden 

denne vekselvirkning (koblingen mellem 

partiklerne i hånden og andre partikler 

i døren) ville hånden simpelthen 

passere direkte gennem døren og aldrig 

mærke fornemmelsen af berøring; ja den 

ville end ikke opdage, at døren var der. 

Det viser sig, at der eksisterer fire vekselvirkninger, 

eller kræfter, som er kendte 

af den moderne fysik. To af disse – den 

elektromagnetiske vekselvirkning og 

tyngdekraften – er velkendte i vores makroskopiske 

verden, mens de to andre – 

de stærke og svage kræfter – er overvejende 

subatomare. Ifølge vores nuværende 

viden antager vi, hver af disse 

fire kræfter formidles af en anden form 

for virtuel partikel. Fotonen overfører 

den elektromagnetiske kraft, gravitonen 

tyngdekraften, gluonen den stærke kraft 

og boson-vektorer den svage kraft. 

Det er vigtigt at slå fast, at det udelukkende 

er på grund af denne kobling 

(vekselvirkning) mellem partikler, at vi 

4 

ved, at en partikel eksisterer (ja overhovedet 

at alt eksisterer). Fx vekselvirker en 

elektron med en elektron-detektor ved 

at udveksle virtuelle fotoner med detektoren. 

Et signal fra detekteringen opstår 

kun fordi den detekterede elektron via 

den elektromagnetiske kraft er koblet til 

elektronerne i detektorens elektroniske 

kredsløb. Og på lignende måde er det, 

når vi mærker en dør med vores hænder 

eller opfatter den med de andre sanser, 

så er det kun fordi partiklerne i vores 

sanseorganer er koblet til de partikler, 

der overfører særlige egenskaber (information) 

fra det objekt, vi opfatter. Hvis 

der ingen kobling er, er der ingen sansning. 

Et eksempel på dette princip fra den 

virkelige verden er neutrinoen, en partikel 

uden nogen elektrisk ladning og derfor 

ikke koblet til nogen ladet partikel via 

den elektromagnetiske kraft. En hudcelle 

fra et menneske eller en partikel-detektor, 

der responderer på virtuelle fotoner 

(dvs. er koblet til den elektromagnetiske 

kraft), kan blive gennemtrængt af 

mange neutrinoer, uden at det nogen 

sinde registreres. På tilsvarende måde 

har neutrinoer ingen kobling til den 

stærke kraft; så en detektor, der er sensitiv 

over for virtuelle gluoner, vil således 

være transparent i forhold til – og ude af 

stand til at detektere – neutrinoer. 

De forskellige partikler i skabelsen er 

på forskellige måder koblet til hinanden 

gennem forskellige kombinationer af de 

fire kræfter. Fx har elektronen en elektromagnetisk, 

en gravitationskobling og en 

svag kobling, men ikke en stærk kobling. 

Kvarker er koblet til alle fire kræfter. Neotrinoer 

har, fordi de er masseløse eller 

ekstremt tæt på at være det, en gravitationskobling, 

der er alt for lille til at kun-

ne måles; derfor er de kun i besiddelse af 

en svag kobling. 

Denne egenskab ved neutrinoerne 

gør dem ikke blot interessante, men også 

særdeles relevante for denne artikels 

emne. Bemærk, at det kun er via den svage 

kraft, at vi er i stand til at detektere 

neutrinoer. Men den svage kraft har fået 

sit navn, fordi den faktisk er svag. Den er 

så ekstremt svag, at i den tid, det har taget 

at læse denne sætning, har mere end 

200 mia. neutrinoer passeret gennem din 

tommelfingernegl, uden at du kunne 

mærke det. Den svage kraft (den eneste 

måde dit nervesystem kunne have opdaget 

neutrinoernes tilstedeværelse på) er 

så ringe, at ingen af disse neutrinoer vekselvirkede 

med et eneste atom i din negl. 

Den eneste måde, man kan detektere 

neutrinoer på, er ved at bruge enorme 

mængder stof i lange tidsrum. I typiske 

eksperimenter bliver blot en håndfuld 

hændelser detekteret i et forløb på over 

mange måneder. 

Den næsten ikke-eksisterende mulighed 

for at påvise de svage vekselvirkende 

neutrinoer gør dem næsten spøgelsesagtige. 

De passerer gennem stoffet, 

uden at vi i realiteten er klar over deres 

tilstedeværelse. Og endnu mere bemærkelsesværdigt 

er det, at en anden egenskab 

ved den svage kraft måske får visse 

neutrinoer til at være endnu svagere og 

endnu mindre en del af det, vi opfatter 

som vores univers. 

Den svage kraft er begrænset til partikler, 

som fysikere betegner som havende 

en »venstrehåndet kiralitet«. Stærkt 

forenklet kan man forestille sig en 

elektron, neutrino eller kvark, der er i 

spin, typisk med rotationsaksen rettet 

ind langs med bevægelsesretningen 

(hastigheden). Tænk på, at rotationen 


kan opfattes som værende med uret 

(højrehåndet) omkring bevægelsesretningen 

eller modsat urets retning (venstrehåndet). 

Mærkeligt nok er det kun de 

venstrehåndede neutrinoer, der kobler 

sig til den svage kraft. De højrehåndede 

er immune og derfor transparente over 

for dens virkning. Så det er kun de venstrehåndede 

neutrinoer, der kan vekselvirke 

med den svage kraft i forbindelse 

med en anden partikel som fx en kvark, 

en elektron eller en anden neutrino. 

Det springende punkt er dette: Højrehåndede 

elektroner og kvarker eksisterer. 

Det ved vi, fordi de er blevet detekteret 

via den elektromagnetiske kraft. 

Men vi kan ikke detektere højrehåndede 

neutrinoer på denne måde, fordi de ikke 

vekselvirker elektromagnetisk. Og fordi 

vi ikke kan påvise højrehåndede neutrinoer 

gennem den svage kraft, er der i 

realiteten ingen muligheder for at vide, 

om disse partikler overhovedet eksisterer. 

Og alligevel kan der være utallige 

milliarder af dem, der hvert eneste minut 

passerer gennem både os og enhver 

kendt detektor. Hvis venstrehåndede 

neutrinoer virker spøgelsesagtige, så gør 

de højrehåndede det ikke mindre. 

Tænk nu på, at årsagen til, at bevidste 

væsner i vores univers ved noget om 

hinanden, om resten af universet og i nogen 

grad noget om deres eget selv, udelukkende 

skyldes vekselvirkninger mellem 

de partikler/bølger, som fysiske 

objekter er lavet af. Som nævnt er disse 

vekselvirkninger, så vidt vi ved, begrænset 

til fire. 

Tænk endvidere på den mulige eksistens 

af en ny familie af diverse partikler, 

der ligner de højrehåndede neutrinoer 

på den måde, at ingen af dem vekselvirker 

med nogen af de fire kræfter, der do- 

5


minerer vores virkelighed. Den nye familie 

kunne bestå af et begrænset antal 

typer, som hver især fylder det kendte 

univers i et umådeligt antal, der medfører 

betydelige tæthedsgrader. Tænk 

endvidere på, at denne familie måske 

har tre til fem forskellige selvstændige 

vekselvirkninger, der kobler dens medlemmer 

sammen på forskellig måde. 

Denne familie og dens forskellige måder 

at vekselvirke på kunne da opføre sig på 

lignende måde som vores egen familie af 

partikler og kraftfelter, selv om den ville 

vekselvirke på en helt speciel måde som 

udtryk for sin egen kompleksitet og 

kemi. Den ville kunne udvikle sig, vokse 

og måske endda frembringe intelligensvæsner. 

Og der var aldrig nogen af os, der ville 

opfatte det – i hvert fald ikke gennem 

vore fysiske sanser. Vi kunne eksistere i 

det samme rum og i den samme tid, men 

fordi samtlige kvantebølger i det andet 

system ville passere uforstyrret – uden 

selv at blive forstyrret – gennem vores 

system, ville vore liv forblive ubemærket 

for dette andet, uafhængige kosmos. 

Hvis der findes en sådan anden familie, 

hvorfor så ikke mange? Ja, hvorfor 

ikke rigtig mange? Universet har så sandelig 

forkærlighed for ufatteligt store tal. 

Hvis der – som vi antager – eksisterer et 

utalligt antal galakser (inklusive dem der 

er uden for vores synsvidde) og, som 

mange teoretikere hævder, et utalligt antal 

andre mulige universer, hvorfor så 

ikke et utalligt antal andre uafhængige 

partikel-familier? Lige dér, hvor du sidder, 

sidder der måske også en masse andre 

sansende væsner, hvoraf nogle af 

dem måske også tænker på begrænsningerne 

i deres specielle udgave af kvantefeltteorien. 

6 

Set i denne sammenhæng forekommer 

det ikke usandsynligt, som nogen 

hævder, at der eksisterer en himmel og et 

helvede i rummet sammen med os. Det 

gælder også rapporter om møder med 

UFO’er, hvor påståede avancerede civilisationer 

synes at være i stand til at manipulere 

og bevæge sig mellem fysiske og 

ikke-fysiske verdener. 

Listen kan sagtens udvides til nærdød-tunneler, 

ånder, engle, auraer, 

astralplaner, andre »dimensioner« og en 

mængde andre begreber, der af mange 

etablerede videnskabsfolk bliver henvist 

til fantasiland. Når enkeltindivider fremfører, 

at de ser disse fænomener, ville det 

korrekte videnskabelige svar måske 

være, at man undersøgte sagen fremfor 

den udbredte latterliggørelse og afvisning. 

Der er måske noget i disse menneskers 

fysiologi, der på en eller anden subtil 

måde er forbundet til ét eller flere af 

disse andre kraftfelter. Vi ved jo, at den 

enkeltes bevidsthed og dens tjenende fysiske 

legeme vekselvirker på måder, vi 

stadig ikke til fulde har forstået. Kunne 

den samme bevidsthed ikke også vekselvirke 

– på en endnu mindre forstået 

måde – med alle ulegemlige, men ikke 

desto mindre ligeså virkelige, trans-fysiske 

legemer? 

Til afslutning må vi konstatere, at vi 

selvfølgelig ikke har bevist, at der rent 

faktisk eksisterer finere verdener. Men vi 

må samtidig huske på, at universet gennem 

menneskehedens lange historie og 

mange paradigmeskift gentagne gange 

har overrasket os ved i enhver forstand 

at være langt mere ekstraordinært og 

vidtfavnende, end vi kunne forestille os 

(eller – som nogen har udtalt – endda 

mere end vi overhovedet er i stand til at 

forestille os). På baggrund af denne

historie, vil det være klogt at agere med 

forsigtighed og fordomsfrit med hensyn 

til påstande af metafysisk art og med at 

drage konklusioner baseret alene på empirisme. 

Især burde ingen fortaler for 

materialisme afvise som videnskabeligt 

uforsvarligt påstande fremført af andre 

om den mulige eksistens af ikke-fysiske 

verdener. Som vi har set, lægger den moderne 

fysik ingen begrænsninger på 

sandsynligheden for eksistensen af så- 

Forskning i rumenergi 

Den 31. oktober 2000 blev Institut für 

Raum-Energie-Forschung i Wolfratshausen, 

Tyskland, åbnet under overværelse 

af flere æresgæster. Åbningstalen blev 

holdt af dr.rer.nat.habil Oleg Michailovich 

Kalinin, ledende videnskabelig 

medarbejder ved Institut for anvendt 

Matematik ved universitetet i St. Petersborg 

(tv). Desuden holdt lederen af det 

nye institut, dr.rer.nat. Hartmut Müller 

(mf) og udgiveren af raum&zeit, Hans- 

Joachim Ehlers (th) en kort tale. 

Institut für Raum-Energie-Forschung, 

der foruden forskningen også vil fungere 

som læreanstalt, arbejder allerede 

sammen med Videnskabernes Akademi i 


danne transcendente verdener, ej heller 

på deres beskaffenhed, antal eller udbredelse. 

Denne artikel er en oversættelse fra Journal of 

Scientific Exploration, vol. 14, nr. 2, s. 275-279, 

sommer 2000. Den amerikanske titel er Modern 

Physics and Subtle Realms: Not Mutually Exclusive. 

Tidsskriftet, der udkommer med 4 numre 

om året, udgives af Society for Scientific Exploration, 

ISSN 0892-3310. 

Rusland og universitetet i St. Petersborg. 

Instituttets hovedopgave vil være at lægge 

grunden til den nye fysik på basis af 

en helhedsorienteret naturvidenskab inden 

for forskning og undervisning. Instituttet 

er i øvrigt stiftet i mindet om den 

schweiziske matematiker, fysiker og 

astronom Leonhard Euler (1707-83). 

Instituttets leder, dr. Hartmut Müller, 

udtaler: 

– Vi vil bestræbe os på at være et mødested 

for internationale forskere, der har 

udført pionérarbejde, og støtte den tværfaglige 

dialog inden for en helhedsorienteret, 

naturvidenskabelig forskning. 

Helhedsorienteret naturvidenskab hviler 

på en århundredlang tradition, der 

ikke blot skal bevares, men videreudvikles 

på grundlag af nye erkendelser med 

det klare sigte, at den menneskelige civilisation 

aldrig mere må bringes i fare. 

Den »moderne« videnskab har opgivet 

den helhedsorienterede naturvidenskab. 

Præstationslægerne helbreder ikke 

menneskene, men behandler bylden 

med stråler, ingeniører udvikler maskiner 

til gavn for markedet, ikke for menneskene, 

og den monopoliserede fysik 

udforsker ikke naturen, men vakuumet. 

7

Filosofi: 

Fra metafysik til fysik 

- og hermed trækkes tæppet væk under den etablerede videnskab! 

Af Ernst Rasmussen 

Da jeg tidligere på året lyttede til en radioudsendelse 

fra Tyskland måtte jeg et 

øjeblik holde vejret. Skulle man med få 

ord forsøge at gengive de tanker der lynhurtigt 

passerede bevidstheden så måtte 

det vel blive som ovenstående. Umiddelbart 

kan man næppe forbinde nogen fornuftig 

tanke med dette at »trække tæppet 

væk under den etablerede videnskab«. 

Imidlertid formoder jeg at læseren, 

når han kommer til slutningen af 

disse overvejelser, i det mindste vil kunne 

forstå, hvorfor min reaktion på det 

hørte måtte udmønte sig i dette voldsomme 

udtryk. 

Den omtalte udsendelse indskrænkede 

sig nu i øvrigt til et kort indslag – under 

NDR III´s kulturnyt – hvor det blev 

meddelt at der var gjort et sensationelt 

manuskriptfund. Det drejede sig om 290 

tætskrevne sider hvis ophavsmand var 

ingen ringere end Immanuel Kant – en af 

den nyere tids allermest indflydelsesrige 

tænkere. 

Det sensationelle bestod nu i, at man 

på baggrund af disse sider, som ikke før 

havde stået til rådighed for offentlig 

forskning, kunne danne sig et klart billede 

af, at Kant, i sit sidste store værk som 

manuskriptet måtte være en del af, havde 

taget afstand fra de vigtigste af sine 

tidligere velkendte (og anerkendte) 

fremstillinger. Dette gjaldt nu bl.a. også 

de kriterier som gennem så mange år 

havde fungeret som det solide fundament 

for det man turde betegne som vi- 

8 

denskab. »Kun det der kan matematiseres 

kan anerkendes som videnskab« 

havde, i Kants formulering, været en af 

grundpillerne i dette fundament. Nu 

måtte det konkluderes at dette i sig selv 

ikke var nok – »der måtte noget mere til« 

(!) 

Manuskriptsiderne vendte op og ned 

på mange andre ting, som der oprindeligt 

var blevet argumenteret så overbevisende 

for. Det gjaldt »Kritikken af den 

rene fornuft«, »Das ding an sich«, »Kunstens 

betydning« – ja sågar livet efter døden 

var her bragt ind i en helt ny belysning, 

hvor alt blev grundlæggende revideret. 

En tidligere afstandtagen fra det 

metafysiske blev nu ændret til en accept 

af samme. 

Det er klart at disse ting var velegnede 

til at bringe forvirring ind i den etablerede 

vurdering af Kant. Det bør dog straks 

understreges at vi her står overfor en 

tænker af et sådan format, at det ikke er 

muligt – skønt store dele af de etablerede 

utvivlsomt har forsøgt på dette – at sætte 

Kants vigtigste budskaber i bås som f.eks. 

klart materialistiske. Man behøver dog 

blot at nævne »De psykologiske forelæsninger« 

eller den tidlige »Afhandling om 

Swedenborg« for at rokke ved dette. 

Imidlertid har man ofte »overset« netop 

disse ting eller blot betragtet det som 

»interessante kuriositeter« man ikke behøvede 

at lægge større vægt på. Desuden 

havde man jo også Kants klare redegørelse 

for den »grænse for erkendelsen« 

som man mente måtte eksistere. 

Disse ting –ienpassende blanding –

havde spillet videnskaben 

et af dens bedste trumfkort 

på hånden. Men nu ser det 

ud til (for at blive i billedet) 

at hele korthuset vælter! 

Den skarpe adskillelse mellem 

tanke og følelse, ja endog 

matematikkens bolværk, 

var tilsyneladende brudt 

sammen – og dette på et sted 

hvor man mindst af alt kunne 

forvente (og tolerere!) 

det: i Kants eget »hovedværk« 

således som han selv 

havde valgt at betegne disse 

sidste og meget omfattende manuskriptsider. 

Den tyske radioudsendelse, hvis indhold 

her er gengivet i store træk, var 

gennemhørt på 5-10 minutter, men dette 

var nok til, som et præcist startskud, at 

bringe mig på banen for at finde andet 

materiale, som kunne underbygge og 

udvide disse oplysninger, og det er især 

dette materiale, som jeg vil benytte mig 

af i de følgende afsnit. 

Gennem det lokale bibliotek har jeg kunnet 

indhente oplysninger fra Tyskland 

og derfra modtaget mikrofilm samt introducerende 

bemærkninger til det omtalte 

manuskriptfund (Immanuel Kant. 

Opus postumum, Der Kulturstiftung der 

Länder in Verbindung mit der Staatsbibliotek 

zu Berlin – Preussischer Kulturbesitz 

Berlin 1999 ISSN 0941-7036) og 

igennem en god bekendt har jeg fået anbefalet 

og anskaffet et i denne forbindelse 

meget oplysende værk af Eckart 

Förster (EF) (Harvard University Press 

2000) som gennemgår nogle af de centrale 

opdagelser og ideer der kan hentes ud 

af det såkaldte »Opus postumum« der 


knytter sig naturligt sammen 

med det nu tilgængelige 

manuskript. 

Hvorledes hele denne 

store usorterede manuskriptbunke 

først er gået i 

arv i den nærmeste familie 

for senere at blive opkøbt af 

forskellige Kant-kendere og 

opbevaret i diverse arkiver 

er i sig selv en eventyrlig 

historie. Efter sin næsten 

200-årige rejse – hvor disse 

skrøbelige sider bl.a. har 

overlevet to verdenskrige – 

er de nu endelig havnet i Berlin hvor de 

opbevares på statsbiblioteket. 

Ganske vist har man tidligere haft 

mulighed for at stifte bekendtskab med 

størstedelen af disse ting (bl.a. ved en tidligere 

udgivelse af Kant-forskeren 

Rudolf Reich), men stort set har ingen 

formået (eller følt trang til) at gå nærmere 

ind på en undersøgelse af og redegørelse 

for hvad man kunne finde her. 

Der verserede den opfattelse at disse ting 

bar præg af den tiltagende senilitet som 

Kant led af i sine sidste år. Der hersker 

dog uenighed om hvor dyb og langvarig 

denne alderdomssvækkelse egentlig har 

været. Og man kan formodentlig ikke 

udelukke at den manglende interesse 

kunne have en ganske anden årsag – 

nemlig den at det nok ville være yderst 

vanskeligt at »tilpasse« det man her kunne 

finde til Kants øvrige næsten »kanoniske« 

værker! I hvert fald kan man i statsbibliotekets 

egen vurdering af det nye 

manuskript læse følgende: 

»Manuskriptet demonstrerer en tolerant 

oplysende, udogmatisk og progressiv 

tænkning, der søger at forbin- 

9


de de to centrale områder sansning og 

tænkning, som – også i Kants egne 

tidligere værker – havde været skarpt 

adskilte. Kant var over 70 år da han 

påbegyndte værket, der allerede i sin 

overskrift: »Übergang von den metaphysischen 

Anfangsgründen der 

Naturwissenschaft zu Physich« virker 

forbløffende. Værket bærer ikke præg 

af at være et slags åndeligt testamente 

som noget tilbageskuende. Den 70åriges 

tænkning var simpelthen – for 

at benytte titlens centrale ord –ien 

overgang til noget nyt. Hele den 

sproglige holdning er præget af bevægelse. 

Et opbrud til et nyt tankeområde; 

til et helt nyt filosofisk verdenssyn 

hvor modsætningen mellem fysik 

og metafysik ophæves. Fremkomsten 

af dette – indtil nu – kun delvist publicerede 

manuskript vil utvivlsomt give 

anledning til en fornyet videnskabelig 

beskæftigelse med Kants værk i 

fremtiden.« 

Men hvad kan man nu – mere konkret – 

sige om selve de ideer som den gamle 

tænker, efter alt hvad man kan forstå, 

kæmpede så ivrigt for at færdiggøre og 

bringe frem for offentligheden? Hvordan 

skal vi – for nu at starte et meget oplagt 

sted – forstå denne ejendommelige 

bemærkning om »En overgang fra det 

metafysiske grundlag for naturvidenskaben 

til fysikken« som åbenbart var 

den hovedoverskrift Kant selv havde 

valgt for disse mange uordnede sider? 

Med denne titel står vi over for de tre 

nøglebegreber: fysik, metafysik og naturvidenskab, 

som først må kræve et par 

kommentarer. Om de to første havde filosoffen 

(ifølge EF) indset følgende: »Såfremt 

fysikken karakteriseres som det sy- 

10 

stematiske studium af naturen, så må 

ideen om et »kollektivt hele af bevægende 

kræfter« ligge til grund for denne 

undersøgelse. Denne ide kan fysikken 

imidlertid ikke komme frem til ud fra 

sine egne empiriske iagttagelser, den kan 

kun modtage dem fra en metafysisk 

overførsel.« 

Kant havde nu selv i et tidligere værk 

(Prolegomena til enhver fremtidig metafysik 

der skal kunne fremtræde som videnskab) 

været på sporet af denne problematik 

ud fra en undersøgelse af det 

han kaldte »den rene matematik« og 

»den rene naturvidenskab«. I dette værk 

erkendes metafysikken (den rene tænknings 

mulighed for at komme til en forståelse 

af »det værende« og de store 

spørgsmål i virkeligheden) som en legitim 

og naturlig drift der altid havde eksisteret 

i mennesket og nok altid ville eksistere 

– men desværre ikke som noget der 

kunne anerkendes som videnskab. 

Kants dybere begrundelse for dette er 

klar nok, men vil blive for omfattende at 

komme ind på her. 

Man stod i den alvorlige problematik 

som kommer til udtryk i bemærkningen: 

»Metafysik uden videnskab er blind, og 

videnskab uden metafysik er lam.« Da 

metafysikken kan betragtes som et område 

hvor videnskab og filosofi smelter 

sammen så forstår vi vel nu den dybe betydning 

der gemmer sig bag den mærkelige 

titel som den store filosof havde 

valgt at sætte over sit afsluttende værk. 

Denne »overgang« eller »overførsel« 

(transition) af den metafysiske baggrund 

fra naturvidenskaben til fysikken var 

nødvendig såfremt filosofi virkelig skulle 

danne baggrund for videnskaben og 

ikke blot udvikle sig til en art »begrebsdigtning« 

og videnskaben på den anden

side (uden filosofien) udvikle sig til en 

uhyrlighed uden grundlag. 

Naturvidenskaben som sådan (og her 

kunne man vel især tænke på astronomien 

og biologien) var endnu ikke fjernet 

så meget fra sine metafysiske forudsætninger 

som var: tid, rum, kraft og bevægelse. 

Disse – i sig selv uforklarlige metafysiske 

elementer – gennemtrænger og 

forbinder alt. Naturligvis kunne man på 

sin vis hævde det samme for »den førende 

videnskab« (fysikkens) vedkommende, 

men det var dog den der – qua sine 

rent mekanistiske fremstillinger – stod i 

fare for at udvikle sig til en »uhyrlighed«. 

Usammenhængende og skadevoldende 

i sin ensidige forherligelse af »det praktiske« 

og det luksuriøse, mere til gavn for 

forretningslivet end menneskelivet. 

Denne dæmonisering af »den førende 

videnskab« fremtræder – for mig at se 

– fordi den i langt højere grad end nogen 

af de andre videnskabsdiscipliner har 

knyttet sig intimt til det rent matematiske. 

Ganske mange forskere betragter 

simpelthen moderne kvantefysik som 

ren matematik. Og det er her – igen må 

jeg udtale mig helt personligt – at vi skal 

konfrontere uhyret! 

Martin Heidegger – som vel er den af 

de moderne filosoffer der bedst forstod 

hvor centralt spørgsmålet om metafysik 

og matematik placerede sig i Kants værk 

– var i sin dom over den moderne matematik 

meget afvisende. Han udtrykte sig 

på denne måde: »Matematikken evner 

ikke at trænge frem til de egentlige logiske 

problemer fordi den når til grænser 

hvor dens begreber og metoder kommer 

til kort.« Også andre røster har hævet sig 

i denne forbindelse. F.eks. har den danske 

biolog Søren Brier beklaget sig således: 

»Det er uhyre vanskeligt at tolke ma- 


tematikken tilbage til min egen virkelighed 

(biologien) og man kunne vel stille 

spørgsmålet om matematikken, på sit 

nuværende stadium, er god nok – ren 

nok?« Problemet synes at være at der her 

er tale om »En kinematisk model, som 

kun beskriver bevægelser uden at medtage 

overvejelser eller betingelser angående, 

hvilke type kræfter der styrer 

dem.« 

Netop denne sidste bemærkning (om 

forskellige former for bevægelse) synes 

at blive et særdeles centralt tema i Kants 

Op. Post. Den gamle filosof kunne nok i 

sine sidste skrifter udtale at der »udover 

matematikken måtte noget mere til« (for 

at definere videnskab). Men hvad dette 

»mere« så skulle være kunne han ikke 

sige. Måske kunne man her, med det enkle 

ord »intervaloplevelsen« pege i den 

retning som man burde søge. Det kan 

her indskydes at Newton – som Kant i 

øvrigt beundrede og gjorde flittigt brug 

af – blankt indrømmede (i sin 2. udgave 

af Principia Mathematica) at gravitationsloven, 

der byggede på kvadratiske forhold, 

i virkeligheden ikke var hans opdagelse, 

men kunne føres tilbage til Pythagoras’ 

eksperimenter med udspændte 

strenge påsatte særlige vægte, som afslørede 

det kvadratiske forhold der eksisterede 

mellem disse vægtmængder i 

forhold til særlige toner og intervaller. 

Newton omtalte derfor »sine« gravitationslove 

som »intervallove af åndelig 

art«. (!) Jeg har nu ofte gjort opmærksom 

på at der allerede længe har eksisteret en 

art »harmonisk talteori« (benævnt chronomatik) 

der udbygger og udvikler disse 

principper som berøres her. Man ville 

måske her kunne finde et kvalificeret 

bud på det »mere« som Kant måtte efterlyse? 

(afsluttes i næste nummer) 

11

Magnetkraft: 

Bearden gør status 

Af Thomas Bearden 

Den opmærksomme læser noterede sig sikkert 

nyheden om den magnetiske ‘vindmølle’ 

på side 30 i sidste nummer af bladet. 

Flere medlemmer har siden benyttet lejligheden 

til at rekvirere den oprindelige artikel 

om ‘den elektromagnetiske generator uden 

bevægelige dele’, på amerikansk ‘Motionless 

Electromagnetic Generator’ forkortet MEG. 

Artiklen blev sidste efterår fjernet fra Internet 

på grund af den igangværende patentering. 

Projektet er vel for øjeblikket et af de 

mest lovende forsøg på at omsætte den allestedsnærværende 

energi i vakuumet til en 

praktisk anvendelig form. Tom Beardens 

åbne brev til en videnskabsmand, dateret 11. 

april 2001, giver et indtryk af projektets aktuelle 

status. 

Jeg sætter pris på den høflige og professionelle 

måde, hvorpå De fremsætter 

Deres kritik. Den er i overensstemmelse 

med god videnskabelig tradition og helt 

berettiget. Det er helt velgørende, når 

man tænker på de dogmatiske eller fordomsfulde 

reaktioner, man som oftest 

modtager. 

Selv om jeg i første omgang havde 

planlagt et længere svar indeholdende 

nogle helt specifikke detaljer, har vores 

advokater i mellemtiden meddelt mig, at 

jeg endnu ikke må frigive så detaljerede 

informationer. Det er ikke for at knibe 

udenom, men De kender sikkert til patentreglerne 

hvad angår udenlandske 

patentrettigheder. Vi har en begrænset 

tid til at skaffe midler til at indgive ansøg- 

12 

ninger; vi har allerede søgt om to amerikanske 

patenter, og vi tror på, at vi meget 

snart vil opnå patent på den ene af ansøgningerne. 

Indtil samtlige patentansøgninger 

er indgivet, er det meget begrænset, 

hvad vi kan oplyse. Når alt 

kommer til alt er Magnetic Energy Limited 

et privat selskab, der skal drive forretning. 

Det irriterer mig virkelig, når folk 

fejlagtigt tror, at man lige fra begyndelsen 

kan afsløre alt om en opfindelse og 

stadig søge om internationale patentrettigheder. 

Man må foretage en omhyggelig 

skelnen: Vi udfører tingene så videnskabeligt 

som muligt, men der er også 

rettighederne til opfindelsen, som vi 

som selskab er forpligtet til at beskytte. 

MEG kan reproduceres af ethvert kvalificeret 

laboratorium. 

Så alt hvad jeg kan sige er dette: Vi anvender 

den velkendte Aharonov- 

Bohm-effekt, som nu er beskrevet i over 

2.000 artikler og eksperimentelt gennemprøvet 

i hundredvis af reproducerbare 

eksperimenter. Det handler blot om, at 

ingen endnu har tænkt på at bruge effekten 

i kraftproducerende systemer. Vi 

bruger også en enestående materialeeffekt, 

som vi opdagede i et særligt kernemateriale. 

Kernen udtrækker næsten 

hele den magnetiske flux fra permanentmagneten 

på tilsvarende måde, som en 

ringspole placerer hele B-feltet inden i 

sig. En feltmåler placeret udvendigt på 

den kraftige lille magnets pol giver kun 

et meget lille udsving. AB-effekten (som 

ikke viser sig i den klassiske EM, men er 

velkendt i partikelfysikken, ja tilmed i 

Feynmans trebinds skolefysik), giver os

derefter et glat A-potentiale udenfor 

denne kerne, i det omgivende rum. 

Mens det ikke-lokaliserede, normale 

B-felt uden kerneaktionen ville være aftaget 

proportionalt med den omvendte 

afstand i anden potens, falder det glatte 

A-potentiale kun med den omvendte afstand. 

Der er altså en del mere total A-potentiel 

energi i det omgivende rum, og 

ændringer i dette A-potentiale kan opsamles, 

ligesom man kan opsamle ændringer 

af fluxenergien i kernen. 

Aharonov-Bohm-effekten 

Den amerikanske fysiker David 

Bohm og hans israelske kandidat 

Yakir Aharonov forudsagde i 1955, 

at et magnetisk felt påvirker en 

elektrons kvanteegenskaber på en 

måde, der er i modstrid med den 

klassiske fysik. Effekten, der blev 

observeret i 1960, peger frem mod 

den rigdom af overraskelser, der 

stadig ligger gemt i kvantemekanikken. 

Vi bringer dernæst forstyrrelse i feltfluxen 

og i A-potentialet med næsten firkantede 

impulser i en lille primærspole. 

Da dA/dt udgør et E-felt, skaber vi med 

skarpkantede impulser meget store 

E-felter i det omgivende rum. I fluxen i 

kerne-B-feltet har vi at gøre med almindelig 

transformatorteknik, dog med en 

tilføjelse, der forøger mængden af flux i 

forhold til en given mængde af tilført 

energi. Vi behøver ikke at indføre særlig 

megen energi til primærsiden; vi får et 

E-felt med høje toppe på impulserne fra 

og i dette glatte A-potentiale med udgangspunkt 

i en beskeden energitilførsel 


med bratte skift. Med andre ord: Ligesom 

i en impulsradar er den tilførte kraft 

i impulstoppunkterne stor, men den 

gennemsnitlige krafttilførsel er lav. På sekundærsiden 

foregår der nu to vekselvirkninger, 

ikke kun én som i en normal 

transformator. Der sker den »normale« 

transformervekselvirkning med den 

pulserende flux gennem midten. Der 

finder også den enorme E-felt vekselvirkning 

sted hidrørende fra det indtrængende 

E-felt udenfor kernen. Ser vi 

på den totale impuls, der samler sig ved 

sekundærsiden fra den tosidede vekselvirkning 

– hvoraf den ene stammer fra 

vekselvirkningen med de særdeles kraftige 

E-felter – opnår vi let en virkningsgrad 

på over 100%. 

Den klassiske ligevægts-termodynamik 

kan ikke bruges i forbindelse med 

MEG. Den udgør fuldt og helt et åbent 

system, der er langt fra at være i ligevægt 

og som frit modtager overskudsenergi 

fra et eksternt, aktivt miljø, det aktive vakuum. 

Her gælder den velkendte termodynamik 

for åbne systemer langt fra ligevægtstilstanden. 

Det er at foretrække, for 

sådanne åbne uligevægtige systemer er i 

stand til at udføre fem magiske funktioner 

(dette er standard-termodynamik 

for uligevægtige systemer, ikke Tom 

Bearden). Et sådant system tillader 1) 

selv-regulering, 2) selv-oscillering eller 

selv-rotation, 3) frigivelse af mere energi 

end operatøren tilfører (overskuddet 

modtages frit fra energiudvekslingen 

med de aktive omgivelser, 4) start af systemet 

samtidig med belastningen (al 

energien modtages frit fra energiudvekslingen 

med de aktive omgivelser og 

5) udvisning af negativ entropi. 

For øjeblikket udviser MEG alle disse 

funktioner undtagen nr. 4. Det har vi 

13


Illustration fra den »elektroniske« bog, der i øjeblikket tilbageholdes 

på grund af igangværende patentansøgninger. 

også en løsning på, som vi dog ikke ønsker 

at diskutere. 

Så Deres intuition rammer plet: Der er 

virkelig »noget om snakken«, og det fungerer 

helt godt. Ønsker De en mere indgående, 

teoretisk fremstilling af, hvordan 

energien tages fra vakuumet, vil jeg 

henvise Dem til M. W. Evans, P. K. Anastasovski, 

T. E. Bearden et al.: Explanation 

of the Motionless Electromagnetic Generator 

in O(3) Electrodynamics, Foundations 

of Physics Letters 14.1, feb. 2001, s. 87-94. 

Hvis De er interesseret i en gyldig metode 

til at udtrække elektromagnetisk 

energi fra vakuumet, vil jeg henvise Dem 

til M. W. Evans, P. K. Anastasovski, T. E. 

Bearden et al.: Classical Electrodynamics 

Without the Lorentz Condition: Extracting 

Energy from the Vacuum, Physica Scripta 

61.5, maj 2000, s. 513-517. Andre relevante 

artikler forfattet af samme gruppe bestående 

af 15 personer er: On the Representation 

of the Maxwell-Heaviside Equations 

in Terms of the Barut Field Four-Vector, 

Optik 111.6, 2000, s. 246-248, Runaway So- 

14 

lutions of the Lehnert Equations: 

The Possibility of Extracting Energy 

from the Vacuum, Optik 111.9, 

2000, s. 407-409. 

Der er mange andre, og for 

øjeblikket er yderligere 20 artikler 

skrevet af 15 forskellige 

forfattere ved at blive vurderet 

til eventuel udgivelse ved en 

række førende tidsskrifter. En 

af artiklerne, der er tæt på offentliggørelse, 

handler om 

MEG, hvor relationerne til den 

generelle relativitetsteori vil 

blive dybtgående behandlet. 

Flere af de andre beskæftiger 

sig med at trække elektromagnetisk 

energi ud af vakuumet. 

Der foregår andre ting inden i MEG, 

som jeg ikke kan komme ind på, men 

hvor vi faktisk opsamler ikke så lidt mere 

energi, end den der kommer fra den tosidede 

vekselvirkning på sekundærsiden. 

Forhåbentlig vil jeg blive i stand til at frigive 

disse detaljer om nogle få måneder. 

Det er egentlig underligt, at videnskabsfolk 

i almindelighed har så stærke 

fordomme mod elektromagnetiske systemer 

med en virkningsgrad på over 1. 

Sådanne systemer er rent faktisk indeholdt 

i Maxwell-Heaviside-teorien, før 

Lorentz’ vilkårlige symmetri-omdefinering 

af Maxwell-Heaviside-ligningerne. 

Da Lorentz’ omregninger er helt vilkårlige 

og blev foretaget blot for at forenkle 

de allerede da reducerede ligninger, 

således at man kunne opnå afrundede 

analytiske løsninger, er det 

mærkeligt, at de overskudssystemer, 

som er indbygget i Maxwells teori, før 

der blev fiflet med den, stadig ikke anerkendes. 

… 

Det forekommer også ironisk, at den

klassiske elektrodynamik stadig forudsætter, 

at kildeladningen helt frit skaber 

energi ud af ingenting og lader den 

strømme ud med lysets hastighed i alle 

retninger i det tredimensionale rum. Det 

har længe været anset for at være det 

mest foruroligende problem i den klassiske 

elektromagnetisme. Vi løste dette 

problem i 2000 i Giant Negentropy from the 

Common Dipole, publiceret i Journal of 

New Energy. Den klassiske elektromagnetisme 

indeholder hverken vekselvirkningen 

med vakuumet eller den brudte 

symmetri i enhver dipol. 

Magnetic Energy Limited er i gang med 

intense forhandlinger med adskillige 

store, finansielle selskaber med henblik 

på at skaffe den nødvendige kapital til at 

fortsætte med produktmodningen. Vi vil 

fortsætte disse forhandlinger, indtil vi 

har fået rejst den tilstrækkelige kapital. 

En større finansiel gruppe har brugt 

mere 100.000 dollar på at undersøge 

vores baggrund og foretage en teknisk 

vurdering af apparatet og processen. Vi 

har med succes været igennem tre grundige 

og uafhængige tekniske vurderinger. 

Det ligner sort humor, at et af problemerne 

ved denne teknologi er, at den er 

»nedbrydende«. Derfor foregår der i alle 

de store finansielle institutter med store 

mængder øremærket kapital til investering 

i fx den normale energisektor en 

alvorlig intern diskussion, om man overhovedet 

skal investere i det nye område. 

Og her underdriver jeg problemet! Denne 

ejendommelighed, at et stort selskab 

»skyder sig selv i foden« ved at investere i 

denne »undergravende teknologi« har 

ironisk nok vist sig at være den største 

enkeltvanskelighed i vore forhandlinger. 

Vi har ingen vanskeligheder med teknisk 

at bevise systemets bæredygtighed; det 


gør vi gentagne gang i alle vore forhandlinger. 

Jeg håber alligevel, at det hjælper på 

Deres forståelse af den tosidede energiproduktion 

i MEG, sammenlignet med 

en almindelig transformator. Til dette 

kommer der yderligere andre elementer, 

som ændrer virkemåden til vores fordel, 

men jeg kan desværre ikke afsløre flere 

detaljer om dette på nuværende tidspunkt. 

Min kommende bog, der vil blive udgivet 

af World Scientific, vil indeholde alt 

dette og meget mere. Bogen forventes 

udgivet tidligt næste år. Jeg tror vores 

omfattende undersøgelse af problemerne 

omkring selvfremdriftens kortslutning 

– og vores løsning – vil komme som 

en bombe. Det samme vil være tilfældet 

med de nødvendige overvejelser omkring 

den lokale rum-tid-krumning. 

PS: I Magnetic Energy Limited tager dr. Lee 

Kenny, medlem af ledelsen, sig af alle de 

forretningsmæssige diskussioner og arrangementer. 

Fem af os er med-opfindere 

af MEG, og to af de andre er de 

egentlige opfindere. Man kan komme i 

kontakt med Lee Kenny ved at sende en 

email til jlkenny@ingr.com. 

Er man interesseret i at følge udviklingen af MEG 

og den bagvedliggende teori på nærmere hold, 

kan det anbefales at konsultere Tom Beardens 

hjemmeside på adressen www.cheniere.org. 

Her kan man blandt meget andet materiale også 

finde manuskriptet til denne artikel, som kan findes 

under titlen Status Report, Motionless Electromagnetic 

Generator (MEG). Det nu tilbageholdte 

skrift om MEG, som blev omtalt i sidste 

nummer af diføt nyt, side 30-31, kan stadig fås 

ved at sende en anmodning herom på emailadressen 

redak@difoet.dk. 

15


G-elementet 

Alle der beskæftiger sig med fri energi eller 

rumenergi drømmer om et apparat, 

der gør det muligt at udnytte den uudtømmelige 

energikilde fra rummet. Ved 

åbningen af Institut für Raum-Energie- 

Forschung (se side 7) demonstrerede opfinderen 

dr.rer.nat. Hartmut Müller sit 

såkaldte G-element, der for første gang i 

verden forvandler rumenergi til volt og 

ampere, målbart og kontinuerligt! 

Selv om den beskedne opfinder uden 

større ståhej demonstrerede det som en 

slags kuriositet, ændrer det ikke ved den 

kendsgerning, at der her for øjnene af 

mange tilskuere i Wolfratshausen fandt 

en verdenssensation sted, som kan få 

store positive virkninger på vores fælles 

fremtid. 

Den af dr. Müller udviklede og foreløbig 

meget forenklede demonstrationsmodel 

beviser muligheden af at udnytte 

rumenergien på en ualmindelig genial 

måde, at tage en energi i anvendelse, der 

hverken tilintetgør ressourcer (olie) eller 

forgifter miljøet (atomkraftværker). … 

Selvfølgelig vil G-elementet blive videreudviklet 

på det nye institut. Man 

kan regne med, at der omkring april/maj 

2001 vil være udviklet det første G-element 

på ca. 9 volt og nogle ampere, og at 

der i foråret/sommeren 2002 vil blive udviklet 

apparater på mere end 200 volt og 

16 eller flere ampere. 

Selvfølgelig vil de færdigudviklede 

apparater til den tid også kunne købes, 

men i øjeblikket kan der hverken siges 

noget præcist om tidsplanen eller prisen. 

Kun så meget ligger fast: Først når apparaterne 

er 100% funktionsdygtige, vil 

16 

de blive solgt. Ikke før, som det desværre 

ofte er forekommet inden for frienergi-området 

– og stadig forekommer. … 

Opfinderen af G-elementet, dr.rer. 

nat. Hartmut Müller skitserer på næste 

side funktionsmåden, så langt som det 

patentretligt er muligt. Selvfølgelig er 

opfindelsen passende beskyttet. 

Hans-Joachim Ehlers 

raum&zeit 109, jan./feb. 2001 

Det såkaldte G-element producerer elektrisk 

energi uden at frembringe kemiske eller andre 

miljøskadelige biprodukter. Funktionsmåden er 

baseret på en resonanskobling med en global, 

stående gravitationsbølge. Spænding og strømstyrke 

kan måles direkte. Energimængden er 

endnu relativ lille (100 mW i kontinuerlig drift), 

men nok til at få en lille pære til at lyse.

»Æg«-funktion:z=3exp(-3(x 2 +y 2 -1) 2 

G-bølge 

Mg 6[(OH) 8/Si 4O 10] 

Resonator 

Membran 

Kvarts 

Dielektrikum 

Det rum, vi er omgivet af, er ikke kun fyldt med 

naturligt forekommende elektromagnetiske bølger 

(sollys, magnetstorme) og kunstigt forekommende 

(radio, fjernsyn, mobiltelefoner), men 

også med gravitationsbølger af planetar, stellar 

og galaktisk herkomst.Gravitationsbølger er ikke 

kun bærere af livsvigtige, biotisk relevante informationer, 

der bl.a. styrer æggehvidesyntesen i 

hver eneste celle i vores organisme og fosterudviklingen. 

Disse bølger overfører også anselige mængder 

energi – et forhold der imidlertid stadig ligger 

uden for den officielle videnskabs interessesfære. 

Som stedbarn af den generelle relativitetsteori 

bliver gravitationsbølger den dag i dag 

fejlagtigt tolket som energiløse rum-tid-bølger, 

og der er i mere end 30 år brugt formuer i forsøget 

på at påvise dem. 

Udviklingen af G-elementet baserede sig på 

en simpel iagttagelse (Müller 1998): Under bestemte 

betingelser sker der en elektrostatisk opladning 

af naturlige lag eller kæder af silikater, fx 

lag af serpentin-kvarts. Det særlige ved dette i 

øvrigt almindeligt forekommende fænomen er 

imidlertid følgende: Mineralet lades hele tiden op 

af sig selv, også hvis man konstant afleder ladningen. 

Beregninger baseret på Global Scaling 


(se side 25) antyder, at det måske drejer sig om 

en naturlig gravielektrisk energiomformer. Denne 

hypotese kan man bekræfte gennem målrettede 

laboratorieeksperimenter. 

G-elementet består af en godt ledende (metallisk) 

»potte«, hvori der befinder sig et serpentin- 

hhv. kvartspulver adskilt af en ikke-ledende 

membran. Mellem to eksponentielt formede metalliske 

reflektorer (de bedste resultater blev opnået 

med »æggebæger«-formlen z=3exp(-3(x 2 

+y 2 -1) 2 ) »indfanges« en gravitationsbølge, der 

nu omdannes til en stående bølge og bringer resonatoren 

i svingninger. Således bliver der frembragt 

en forstærkereffekt, som tillader, at der 

fremkommer et delvis anvendeligt energiudbytte. 

Resonatorens egensvingninger ligger i området 

nogle Hz til kHz (overtoner), så at den tilsluttede 

lommelygteglødepære blafrer som et vokslys 

i vinden. 

G-elementet kan selvfølgelig ikke bruges som 

energikilde i en bil, og som batteri til et armbåndsur 

fylder det for meget. Men den fundamentale, 

naturvidenskabelige betydning af den 

gravielektriske effekt er indlysende, og konsekvenserne 

af denne opdagelse vil ikke kunne ignoreres. 

Hartmut Müller 

17

Perspektiv: 

Naturlig kapitalisme 

Stenalderen sluttede ikke fordi der manglede sten. Oliealderen vil heller ikke 

slutte, fordi der mangler olie – men fordi den bliver en dårlig forretning. 

Naturlig kapitalisme kalder energieksperten Amory Lovins den nye tidsalder, 

hvor energi- og ressourcebesparelser er svaret på økonomisk vækst. 

Af Astrid Skotte 

En måneds tid har den 52-årige amerikanske 

energi- og miljøekspert Amory 

Lovins rejst Europa tynd med sine kontroversielle 

synspunkter på løsningen af 

klodens miljøproblemer. 

Han besøgte også København – på invitation 

af Energimiljørådet. Energinyt traf 

ham på Hotel Phoenix i Bredgade. En lille 

mand med et stort overskæg og en helt 

imponerende viden om både de store 

energipolitiske linjer og de mindste teknologiske 

detaljer og facts om energiforholdene 

i verden. 

Amory Lovins er uddannet fysiker og 

har beskæftiget sig med energi- og ressourcestrategier 

i mere end 25 år. Han 

har været rådgiver for statsoverhoveder, 

internationale organisationer som FN og 

OECD og førende internationale virksomheder. 

Ind imellem har han fået tid til 

at skrive omkring 27 bøger, og han har 

modtaget adskillige udmærkelser og 

ærespriser. 

Superisoleret forskningscenter 

I 1982 grundlagde han sammen med sin 

kone, Hunter Lovins, Rocky Mountain Institute, 

der er et uafhængigt, nonprofit 

forskningscenter og tænketank med 45 

medarbejdere. 

Centret – på knap 400 m 2 – er superisoleret 

og opvarmes med passiv solvar- 

18 

me og varmegenvinding. Indendørs 

dyrker de bananer, selv om der ikke er 

noget varmeanlæg, og temperaturen 

udenfor sagtens kan nå ned på minus 

40 C. Vand og elektricitet bruger de heller 

ikke meget af på instituttet, som fra 

starten er designet med henblik på en 

optimal udnyttelse af alle ressourcer. Alle 

spare-investeringerne blev i øvrigt tjent 

hjem igen på bare 10 måneder, siger 

Amory Lovins. 

Amory Lovins er også grundlæggeren 

af verdens måske mest omfattende 

database om elbesparelser og primus 

motor i udviklingen af en supereffektiv 

bil, »Hyperbilen«, som han hævder inden 

for de nærmeste år vil overflødiggøre 

både benzinmotoren og elværkerne. 

Kyoto-målene kan nås 

Hvordan ser du på mulighederne for at nå 

Kyoto-protokollens mål om at nedbringe udslippet 

af drivhusgasser? 

– Jeg er optimist – både når det gælder 

Kyoto-målene, og når det gælder de 

mere langsigtede mål om en halvering af 

udslippet, som er foreslået af FN’s klimapanel, 

IPCC, siger Amory Lovins uden 

den mindste tøven. 

I USA er forbindelsen mellem den 

økonomiske vækst og væksten i energiforbruget 

brudt. Energiforbruget vokser

kun med én procent om året, mens den 

økonomiske vækst ligger på fire procent. 

Også mange andre steder i verden – 

både i syd og nord – forbedres energieffektiviteten. 

I Kina er der fx opnået mange 

og opmuntrende resultater ved at udskifte 

kul med gas og vedvarende energi 

og ved at effektivisere energiproduktionen 

og -forsyningen. 

Der er tydelige tegn på, at udviklingen 

er ved at vende. Forbruget af energi 

bliver mindre og dermed også udslippet 

af CO 2 . 

Det mest afgørende bevis på de nye 

tendenser er, at drivkraften bag dem 

kommer fra store, førende og ofte multinationale 

selskaber. Jeg oplever stadig 

flere virksomheder i USA – og Europa – 

som forventer økonomisk vækst, men 

samtidig skærer ned på udgifterne til 

energi og ressourcer. De lægger vægt på 

en bedre miljøstandard, de effektiviserer, 

bruger vedvarende energi – og resultatet 

har vist sig at blive lavere produktpriser. 

Man må huske på, at disse selskaber 

ofte er langt mere magtfulde end mange 

stater. Derfor er det langt hen ad vejen 

dem, som afgør den fremtidige udvikling. 

Om USA ratificerer Kyoto-aftalen nu 

eller senere har ikke den store praktiske 

betydning. Udviklingen går under alle 

omstændigheder i den rigtige retning, 

fordi fremtidens økonomiske gevinster 

ligger i ressourcebesparelser. Man må 

heller ikke glemme, at virksomheder 

overalt i verden regner med at tjene 

enorme beløb på handlen med CO 2 . 

Også det er en vigtig drivkraft bag miljøinitiativerne. 


Naturlig kapitalisme 

Du har netop udgivet bogen ‘Natural Capitalism’. 

Hvad er naturlig kapitalisme? 

– Den naturlige kapitalisme er en ny epoke 

i kapitalismens historie. Det er virksomhedernes 

svar på forhindringerne 

for fortsat vækst. 

Det umådelige forbrug af jordens ressourcer 

som har fundet sted siden industrialiseringens 

begyndelse er blevet et 

problem. Forurening af jord, luft og 

vand, udryddelse af skovområder m.v. 

truer produktionens grundlag. Naturen 

er blevet en knap ressource. 

Det er den bagvedliggende årsag til, 

at nogle virksomheder begynder at opføre 

sig, som om der er en pris på ressourcer 

og forurening. Fremtidens økonomiske 

vækst ligger i at bruge radikalt færre 

materialer, ressourcer og energi. Og i at 

reinvestere i naturlig kapital – dvs. i teknologier 

og processer som strækker ressourcerne, 

og i arbejdskraft som kan udvikle 

nye ressourcebesparelser. 

Stenalderen sluttede ikke fordi der 

var mangel på sten. Og oliealderen vil 

ikke slutte på grund af mangel på olie, 

men fordi det er en bedre forretning at 

spare på energien og ressourcerne end at 

købe dem. 

Hyperbilen 

Du har været med til at udvikle en super energibesparende 

bil. Hvad er Hyperbilen? 

– Vi har arbejdet med Hyperbil-konceptet 

siden 1991. Bilen er aerodynamisk designet 

og fremstillet af meget lette materialer. 

Alene det betyder, at vi kan spare 

70% af den energi, som vi bruger i de biler 

vi kører rundt i i dag. 

19


Resten af energien kommer fra en 

brændselscelle, som laver brint om til 

strøm, der driver bilens elmotor. Men bilen 

er ikke kun et transportmiddel. Den 

er også et lille mobilt kraftværk. Når den 

ikke er ude at køre, fortsætter den med at 

producere strøm, som kan bruges på arbejdspladsen, 

i boligen osv. 

Vi regner med at Hyperbilen, som i 

øvrigt fremstilles af genanvendelige materialer, 

kommer på markedet i løbet af 5 

år. Forestiller vi os, at bilen bliver det almindelige 

køretøj, sparer verdenssamfundet 

en oliemængde svarende til 

OPEC’s samlede produktion. Og samtidig 

bliver de CO 2 -forurenende kulkraftværker 

overflødiggjort. 

Hyperbilen er et eksempel på, hvordan 

den naturlige kapitalisme vil ændre 

en af de mest miljødestruktive industrier 

– bilindustrien. De store bilfirmaer, fx 

DaimlerChrysler, Ford, Toyota og General 

Motors, er alle involveret i nyudviklingen 

og forventer at sælge brændselscellebiler 

direkte til forbrugerne i år 2004. De selskaber, 

som ikke har læst skriften på 

væggen, vil være toast om 10 år. 

Uenig i elreform 

I Europa liberaliserer vi elmarkedet. Danmark 

har gennemført en elreform, som tilpas- 

20 

ser elsektoren til det frie marked og samtidig 

sikrer, at elsektoren udvikler sig i miljøvenlig 

retning. Hvad synes du om den danske model? 

– Jeg mener, der er nogle problemer med 

jeres nye elreform. Fuld og fair konkurrence 

er vigtig – især i produktionssektoren, 

hvor den skal fremme de bedste 

teknologier og løsninger. Hvorimod 

konkurrence i detailleddet er mindre afgørende. 

Her er det vigtigt, at distributionsselskaberne 

i højere grad belønnes 

for at sælge mindst mulig strøm til forbrugeren 

– ikke omvendt. 

Dernæst er det vigtigt, at distributionsselskaberne 

tilskyndes til at investere 

i nye teknologier som for eksempel 

brændselsceller ude hos forbrugerne. 

Brændselscellerne er fremtidens forureningsfrie 

energiteknologi, men i jeres elreform 

beskyttes »gamle« teknologier 

som fjernvarmeforsyning. 

Paul Hawken, Amory B. Lovins og L. Hunter Lovins: 

Naturlig kapitalisme. Den næste industrielle 

revolution. Højbjerg 2001, Forlaget Hovedland. 

Kr. 375. 

Der er flere oplysninger at hente om den omtalte 

bil på www.hypercar.com og om Rocky Mountain 

Institute på www.rmi.org. 

Dette interview blev første gang bragt i Energinyt 

4, dec. 2000, s. 18-19. Bladet udgives af Energistyrelsen 

og fås gratis i abonnement ved henvendelse 

på tel 7021 8010.

Principia 

Mathematica 

Læsere af diføt nyt vil være bekendt med 

en serie af interviews gennem de sidste tre 

numre. Det drejer sig den mongolske fysiker, 

Chuluunbat Erdeni, som hævder at 

have udviklet en matematisk teori, der giver 

svar på de fleste fundamentale spørgsmål i 

fysikken og i tilværelsen som helhed. Hvis 

påstandene holdt vand, ville mange veletablerede 

sandheder skulle tages op til ny 

revision. Da en af vores fornemste opgaver i 

DIFØT er at give selv de mest uortodokse 

teorier en chance, skulle Erdenis påstande 

efterprøves. 

I slutningen af september 2000 fik vi at 

vide, at Erdeni havde udsendt sit værk 

‘Principia Mathematica & Prima Materia’, 

som vi derefter bestilte til foreningen for at 

underkaste det et nærmere eftersyn. Desværre 

trak leverancen ud, så da der bød sig 

en lejlighed til at mødes med Erdeni og hans 

assistent, Tsend Maidar, havde vi endnu 

ikke modtaget bogen. 

En råkold vintermorgen den 25. februar 

kl. 6.30 steg bladets redaktør og DIFØT’s 

formand op i en langtursbus, der skulle køre 

os til Berlin, så at vi ved selvsyn kunne 

danne os et indtryk af Erdeni og stifte bekendtskab 

med hans bog, som nu var blevet 

til et tobindsværk på i alt 745 sider plus et 

tillægsbind på 70 sider. 

Mødet varede ca. 1½ time og foregik på 

en lidt støjende restaurant i nærheden af 

Bhf. Zoologischer Garten. Herfra kunne vi 

nå det sidste dagtog tilbage til København H 

kl. 16.31. 

-red 


Chuluunbat Erdeni fotograferet med sin bog og 

sin lommeregner, Berlin 25.02.01. 

Foto: Anders Heerfordt 

Den mongolske matematiker Erdeni mener, 

at han har løst universets gåder og 

fuldendt det, der ikke helt lykkedes for 

Einstein, nemlig en samlet teori for både 

gravitation, elektromagnetisme og kvantemekanik. 

Han mener, at hans opdagelser 

er lige så epokegørende som Newtons 

arbejder, så han har navngivet sin 

bog for at sidestille den med Newtons 

Principia Mathematica år 1687, et af de 

mest betydende værker i fysikkens 

historie. 

Erdenis arbejde er blevet omtalt i en 

føljeton i en mongolsk avis, men uden tilstrækkelige 

detaljer. Vi har bestilt og forudbetalt 

et eksemplar af værket fra den 

21


mongolske ambassade i London, men 

uden at vi har modtaget varen. Da Erdeni 

skulle deltage i en matematisk kongres 

i London i februar, lykkedes det Jan Koed 

at arrangere et møde med Erdeni i Berlin, 

hvor Erdeni overdrog os to eksemplarer 

af sit trebinds hovedværk. 

Er Erdeni et miskendt geni, har han 

virkelig løst universets gåder, eller er 

manden skør? Trebindsværket burde 

give svaret… 

Jeg har læst lidt af Erdenis bøger, som 

er fyldte med lange formler og citater fra 

store videnskabsmænd. Jeg må indrømme, 

at jeg ikke har læst alle tre bind, jeg 

synes hurtigt man kan blive træt at matematiske 

formler. Jeg vil nøjes med et 

sammendrag af de første 47 sider. 

Bogen er skrevet på et noget knudret, 

men dog hyppigt forståeligt, engelsk. 

Det fremgår, at forfatteren er religiøs, at 

han mener, at Gud skabte universet, og 

at han mener at have gennemskuet Guds 

fremgangsmåde. Erdeni ser det tilsyneladende 

som det mest centrale problem i 

fysikken at forklare, hvordan de fysiske 

konstanter er opstået, hvordan Gud er 

nået frem til de værdier. Hvorfor er gravitationskonstanten 

f.eks. 6.67 E-11 

Nm2kg-2 og ikke f.eks. 6.29 E-32 

Nm2kg-2. 

Som matematiker mener Erdeni ikke, 

at enhederne er væsentlige. SI-enhedssystemet 

er noget, som Gud har givet os, 

så enheden Nm2kg-2 kan vi se bort fra. 

Faktoren E-11 er også uvæsentlig. 

10-talssystemet er også noget Gud har givet 

os, så det behøver vi ikke spekulere 

på. Nej, fysikkens problem kan ifølge 

Erdeni reduceres til, hvordan Gud har 

besluttet sig til at f.eks. gravitationskonstanten 

skulle være 6.67… og ikke f.eks. 

6.29… 

22 

Vi må forestille os, at Gud startede 

med nogle få tal, nemlig de tre pi = 

3.141559…, e = 2.718… og Fi = 

1.61803398875… De fleste kender vel pi 

og e (grundtallet for den naturlige logaritme). 

Fi er nok ny for de fleste. Fi er 

ifølge Erdeni en universel konstant 

2* sin(54 grader) = 0.5*(1+sqrt(5)) = 

16/(pi**2), som Gud har brugt som udgangspunkt 

for sine udkast til verden. 

Ifølge Erdeni er denne universelle konstant 

også en løsning til ligningen 

X**3-X**2-1 = 0. Ifølge min HP lommeregner, 

så er Fi**3-Fi**2-1 = 

0.618034… og ikke 0. Men ifølge Erdeni, 

så skal man bruge en Texas Instruments 

lommeregner og ikke en Hewlett Packard 

lommeregner for at komme til de samme 

resultater som Gud. Så vi kan konkludere, 

at Gud brugte en Texas lommeregner, 

da han lavede de første udkast til 

universet. 

Ifølge Erdeni, så opfylder Fi også ligningen: 

(Fi**Fi)**2 = 5 

Ifølge min HP lommeregner, så er 

(Fi**Fi)**2 = 4.75…, men min lommeregner 

er åbenbart ugudelig… 

Det ifølge Erdeni centrale problem i 

fysikken, hvordan Gud nåede frem til 

gravitationskonstanten, besvarer Erdeni 

således: 

G = -10*ln(2/Fi)*ln(10)/ln(ln(Fi)) 

Ifølge min HP giver denne beregning, at 

G = 6.671689… 

mens min håndbog i fysik fortæller, at 

G = 6.67…E-11 Nm2kg-2 

Afvigelsen på 1E-11 Nm2kg-2 er ifølge 

Erdeni uvæsentlig, enheder og størrel-

sesordener er ligegyldige. Hvis vi accepterer 

Erdenis synspunkt, at enheder og 

størrelsesordener er ligegyldige, så må 

man jo indrømme, at han er nået frem til 

en mulig forklaring på, hvordan Gud er 

nået frem til gravitationskonstanten på 

sin Texas Instruments lommeregner. 

Efter de første 47 sider af Erdenis bog 

føler jeg ikke trang til at læse resten. 

Spørgsmålet om manden er genial eller 

skør forekommer mig at være afgjort? 


Foreningens bibliotek råder nu over trebindsværket, 

så de medlemmer der måtte 

føle trang til at læse resten af værket, 

kan låne det gennem biblioteket. 

Anders Heerfordt 

Besud Ch. Erdeni: Principia Mathematica & Prima 

Materia.Bind I-III.Ulaanbaatar 2000.745 s.+ 

68 s. ISBN 99929 2 116 1. 

23


Uden gensidig hjælp kunne en aktiv forening 

ikke udrette meget, så det at f.eks. 

Esben Pedersen, Fyn, opmagasinerede 

mine gamle N-, Newman- og andre forsøgsmaskiner, 

da jeg flyttede fra Ølholm 

til Tørring, giver mig småmotorer og andre 

komponenter til forsøgsbrug, laver 

(uopfordret) en strømforsyning til min 

Methernitha-model, en fotocellestyring 

til det japanske gyroskop, en forstærker 

til en af Monstein-opstillingerne, drejer 

massering til tyngdeforsøg, lægger 

værksted til Meyl-forsøget og skaffer ferritkerner 

til Bearden-trafo er kun et udsnit 

af det omfattende samarbejde, som 

foregår. 

Med fare for at glemme nogen har 

Steen Andersen, dengang Randers, bygget 

en Volkrodt-konverter, Bjørn Petersen, 

Ry, har hjulpet mig, hver gang jeg 

skiftede computer og laver nu styringen 

til Bearden-trafoen. 

Ole Nielsen, Århus, sender mig Internet-udtog 

på disketter og CD-er, således 

også de senest aktuelle Bearden-forsøg, 

som den franske Jean Louis Naudin viser 

på sine sider, samt låner signalgenerator 

og neodymmagneter til samme forsøg. 

Omvendt prøver jeg så at hjælpe til 

med kopier fra de blade, der kommer til 

biblioteket og indeholder f.eks. artikler 

om sammenhængen mellem toner og 

tal, som Ernst Rasmussen, Als, arbejder 

med. 

Netop ved at kopiere til Ernst bemærkede 

jeg, at de sidste 5 numre (som kom 

til biblioteket) fra raum&zeit 104-108 

24 

Forum 

Brev fra Hauser 

indeholder flere artikler fra en dr. Hartmut 

Müller, Erfurt, der som mange andre 

forskere (f.eks. Oesterle, Podkletnov) har 

forladt Rusland. 

Müller er tyskfødt årgang 1954, studerede 

fra 1973 fysik i Leningrad og forskede 

og underviste fra ‘78 til ‘90 i Volgograd. 

Siden 1991 lever han igen i Tyskland, 

men kunne først senere offentliggøre sin 

viden på grund af en i 1989 undertegnet 

10-årig tavshedspligt. 1999 blev han bekendt 

med Eduard Krausz og hans tyngdeeksperiment 

i Gelsenkirchen (se di - 

føt nyt 54 og senere numre). 

Artiklerne er en bombe under den officielle 

vestlige videnskab, men bekræfter 

samtidig vor alternative viden. Alle, der 

bare nogenlunde behersker det tyske, 

skulle studere disse artikler, og for dem 

der ikke kan klare dette, vil jeg her opridse 

et resumé: 

Den første artikel i nr. 104 hedder Gravitation 

ist ein allgegenwärtiges Medium og 

beviser, at alt lever inklusive den såkaldte 

»døde« materie. Biofelt og gravitation 

er identiske og bestemmer alle masser i 

kosmos, altså også størrelser på dyr og 

mennesker! 

Müller lavede i 1982 en formel for den 

stående gravitationsbølge (se også diføt 

nyt 54, side 13, afsnit 1 og diføt nyt 

55, side 23). RQM’s afdøde ophavsmand, 

Ludwig Sigrist, mente det samme (se diføt 

nyt 34, side 19-23). Müllers formel 

viser også »huller« på masseskalaen, der 

er tabu for alting, dvs. forkerte størrelser 

er ustabile/uddør. 

Alle objekter i universet »vokser« (se 

Gabs, Oesterle, Meyl). Urbraget og antimaterie 

er skrøner (igen sagde Sigrist det 

samme), og genmanipulation er farlig.

Müller roser Eduard Krausz, der var forbillede 

for mine egne tyngdeforsøg (beskrevet 

i diføt nyt). 

Artikel 2 i raum&zeit 104 Schwerkraftsignale 

aus dem All empfangen beskriver en 

detektor-krystal, der blev avlet i rumstationen 

MIR, altså voksede i tyngdefri 

omgivelser. Med denne detektor målte 

man signalhastigheder i rummet (se diføt 

nyt 56, side 20, spalte 2), og fordi det 

kolliderede med Einstein, blev detektoren 

beslaglagt og denne forskning forbudt! 

Her nævnes årsagen til den stående 

gravitationsbølge, der jo forudsætter en 

refleksion, dvs. universet er begrænset, 

idet refleksionen sker ved denne grænse 

– igen en konklusion, som også Sigrist 

kom til! 

Ved beskrivelsen af universets størrelse 

kommer Müller ind på logaritmer, og 

her står jeg af! (Måske kan nogen lære en 

gammel hund nye kunster?). 

Den første artikel i raum&zeit 105 befatter 

sig med den kolde fusion, der blev 

(gen-)opdaget af russiske videnskabsmænd 

omtrent samtidig med Fleischmann 

og Pons. 

Müllers anden artikel hedder Schneller 

als das Licht og beskriver den såkaldte 

»Lecher-ledning«. 1888 undersøgte 

Heinrich Hertz udbredelsen af højfrekvente 

bølger på en ledning, og 2 år efter 

opdagede den østrigske fysiker, prof. 

Ernst Lecher, muligheden af at sende 

højfrekvent EM-energi via to ledninger. 

Russerne forbedrede i 1986 metoden 

med (lavfrekvent) modulering af de stående 

bølger. Man kalder dette en superstabil 

bølge, der allerede ved første forsøg 

overskred lyshastigheden 20 gange. 


En senere løsning af mange ubesvarede 

iagttagelser viste, at den superstabile 

bølge er en lokal kopi af den globale stående 

tyngdebølge, og dette viser (som 

Podkletnov og Fran De Aquino), at elektromagnetisme 

og tyngde er beslægtet. 

Første artikel i raum&zeit 106 hedder 

Endlich: Die Quelle der Raumenergie ist erforscht! 

Her berettes om den schweiziske 

matematiker Leonhard Euler, der 1737 

og 1748 udformede manuskripterne 

Über Kettenbrüche og Über die Schwingungen 

einer Saite, der optog matematikken 

de følgende 200 år. Med billeder vises der 

kædebrøker, senere fraktaler, og Eulers 

berømte perlesnor, og Müller forklarer 

nærmere sin egen formel samt indfører 

udtrykket Global Scaling. 

Ifølge denne målestok = den stående 

tyngdebølge udtrykt logaritmisk selekteres 

alle masser, lige fra elementarpartiklerne 

over dyr og mennesker til himmellegemer. 

Størrelser der ikke passer til 

denne frekvens bliver af naturen kasseret/uddør. 

Der vises tabeller af størrelsen 

af levende celler, diametre og banelængder 

af planeter, kaliber af skydevåben 

og hvilemasser af elementarpartikler. 

Anden artikel i raum&zeit 106 hedder 

Die heisse Geschichte der kalten Kernfusion. 

Her vises der, at denne var kendt siden 

1926, hvor Fritz Paneth og Kurt Peters på 

universitetet i Berlin ved elektrolysen 

faldt over samme. Deres artikler i tyske 

og engelske fagtidsskrifter blev dog tilbagevist 

af autoriteter som bl.a. Rutherford. 

Selv om den svenske fysiker D. 

Tandberg gentog forsøgene og meldte et 

patent, så trak han sidstnævnte tilbage, 

da Paneth og Peters havde dementeret 

deres erkendelser offentligt! 

25


I raum&zeit 107 har Müller sågar tre artikler, 

hvoraf den første bærer titlen Global 

Scaling: Die globale Zeitwelle. Igen med 

tabeller vises der forløbet af kemiske reaktioner, 

der alle forløber tidsmæssigt på 

lignende måde. De allerede før omtalte 

æterfrekvenser foretrækker eller kasserer 

massestørrelser, og f.eks. sendefrekvenser 

i gigaherz-området øver indflydelse 

på organer (især knogler og hjerne), 

medens sendefrekvenser i teraherz-området 

influerer på celler. Derfor 

er det en stor dumhed at holde en mobiltelefon, 

der sender, tæt til hovedet. 

Tiden er ikke lineær, men forløber i regelbundne 

afstande, der komprimeres 

og dekomprimeres på den logaritmiske 

linie. 

Elektromagnetisme er et specialtilfælde 

af gravitationen. 

Den anden artikel handler om entropi 

26 

og termodynamik og den tredje om 

pyramider, hvor Müller mener, at dem 

der byggede disse, kendte Global Scaling. 

I raum&zeit 108 (det sidste foreløbigt 

modtagne nummer til biblioteket) er der 

igen tre Müller-artikler, hvoraf den første 

hedder Der Primzahlen-Code des Universums. 

Primtal lader sig ikke dele uden rest, 

og selv om mange ligger tæt efter hinanden, 

som 2 og 3, 11 og 13, 41 og 43 osv., 

findes der forskelligt store afstande imellem. 

Der efterlyses stadig formler til fordelingen 

af primtal-»hullerne« (se diføt 

nyt 50, side 31, boganmeldelse Gottes 

geheime Formel = en bog om primtal). 

Igen er det Global Scaling, der bestemmer 

fordelingen af primtal-»hullerne«. 

Anden artikel omhandler temperaturer 

af pattedyr, sole og absolut rumkulde. 

Her gøres rede via Scaling-loven også 

for disse værdier. 

Tredje artikel bærer titlen Lebende Zellen 

verstehen elektromagnetische Signale. 

Denne højst interessante artikelrække 

fortsætter vel også fremover, og hyppigt 

fremsatte gentagelser hjælper mig og 

måske også andre til at forstå noget af 

dette vigtige og vanskelige stof. Vestens 

fysikere vågner forhåbentlig af deres tornerosesøvn 

og frigør sig af Einsteins dogmer 

og USA’s militær- og magtbetingede 

hemmelighedskræmmeri. 

Albert Hauser 

7160 Tørring

Bognyt 

Giordano, Bruno: Om årsagen, 

princippet og enheden. 

København 2000, C. A. Reitzel. 

265 s. Kr. 248,-. 

Giordano Bruno (1548-1600) er renæssancens 

største filosof. Han blev dømt af 

inkvisitionen for kætteri og henrettet på 

Blomstertorvet i Rom år 1600. 

Bruno forkyndte et nyt verdensbillede: 

en evig, uendelig verden med talrige 

kloder uden centrum. Men kosmologien 

er kun den ene side af Brunos virke, og 

den kan ikke adskilles fra hans filosofi. 

Om årsagen, princippet og enheden er 

Brunos hovedværk, og det første der nogensinde 

er oversat til dansk. Heri analyseres 

forholdet mellem ånd og natur, og 

Bruno fremstiller de filosofiske begrundelser 

for tanken om det uendelige. 

Det filosofiske værk er udformet som 

en dybsindig, underholdende og respektløs 

dialog mellem tre filosoffer og 

en lægmand, der diskuterer det nye og 

det gamle verdensbillede. 

Undervejs fremstilles renæssancens 

opfattelse af naturen: at alt stof er 

gennemtrængt af verdenssjælen, en 

guddommelig styrelse i naturen. Det er 

dette renæssancens verdensbillede, 

Bruno omdanner i lyset af tanken om det 

uendelige. Hermed opstår en helt ny forståelse 

at erkendelsens muligheder og 

menneskets relation til verden. Samtidig 

er dialogen skrevet i Brunos – og renæssancens 

– saftige og livfulde sprog, krydret 

med let fattelige og ofte humoristiske 

eksempler. 


Om årsagen er oversat fra det originale 

1500-tals italiensk af Ole Jorn, og Aksel 

Haaning har forsynet bogen med en indledning 

om Bruno selv – herunder den 8 

år lange kætterproces – samt en grundig 

introduktion til skriftets indhold, hvor 

de centrale begreber gennemgås i deres 

filosofi- og idéhistoriske sammenhæng. 

Bogen er illustreret og forsynet med et 

omfattende og forklarende register til 

alle de historiske og mytologiske navne. 

Forlaget 

Ole Ingolf Jensen: Farvernes 

metafysik – kosmisk farvelære. 

København 2000, Gads Forlag. 

333 s. ISBN: 87-12- 

02813-4. Kr. 379,-. 

Farvernes metafysik analyserer begrebet 

farve og præsenterer en syntese af naturvidenskabens, 

den humanistiske videnskabs 

og åndsvidenskabens syn på farver. 

Sidstnævnte er især baseret på den 

danskfødte filosof Martinus kosmiske 

analyser sat i relation til blandt andet teosofiens 

og antroposofiens farvesyn. Både 

hverdagens, kulturens, malerkunstens, 

naturens, tankernes, drømmenes, auraens 

og sjælens farver beskrives. 

Hovedtesen i bogen er, at farverne 

ikke har nogen farve i sig selv og derfor 

ikke eksisterer uden for os, men er en del 

af vores bevidsthed. 

Farverne opstår, når lysets energi reagerer 

med vores bevidsthedsenergi. Den 

enkeltes oplevelse af farver afhænger 

derfor af vedkommendes bevidsthed og 

sindsstemning og er relateret til følelser, 

intellekt og intuition. 

Undertitlen, kosmisk farvelære, henviser 

til, at farverne i spektret ikke kun af- 

27


spejler vores åndelige struktur, men hele 

verdensaltets kosmiske struktur. 

Som farvelære er den universel. Her 

sættes farverne i centrum som en del af 

os selv og vores livsoplevelse. 

Forlaget 

Lucy Pringle: Crop Circles. 

The Greatest Mystery of Modern 

Times. 1999, Thorsons. 

144 s. ISBN 0 7225 3855 3. 

£16.99. 

Lucy Pringle har skrevet en særdeles aktuel 

bog. Resultatet af 10 års studier fremlægges 

nu i denne bog, der fortjener at 

blive stående som et historisk dokument. 

Der er kun to ting, alle kan blive enige 

om med hensyn til dette fænomen: korncirkler 

forekommer, og mange af dem er 

meget smukke. Alt andet bliver ivrigt 

diskuteret: hvem laver dem og hvorfor, 

hvad betyder de, og hvordan vil de se ud 

næste år? 

Som medstifter af CCCS (The Centre 

for Crop Circle Studies) har Lucy haft et 

førstehåndskendskab til mange af aspekterne 

ved korncirklerne. Hun har fotograferet 

dem, undersøgt deres virkning 

på mennesker, dyr og teknisk udstyr, 

interviewet vidner til korncirklernes 

dannelse, og ved sin konstante tilstedeværelse 

har hun prøvet at forstå den påvirkning, 

som korncirklerne har udøvet 

på de mange, der har ladet sig involvere i 

fænomenet. 

Hvilket aspekt af korncirklerne, der 

tiltrækker sig den enkeltes opmærksomhed, 

er et spørgsmål om et personligt 

valg. I bogen er alle aspekter repræsenteret: 

de personlige, de videnskabelige, 

fotografierne, og det hele beskrives i et 

28 

ligefremt sprog. Mange vidner får lov til 

med egne ord at berette om deres oplevelser, 

ofte i lange passager. 

På mange måder er det en styrke ved 

denne bog. Det er som at høre mange 

forskellige opfattelser af parallelle hændelser. 

Indtrykket bliver større, når forfatteren 

træder et skridt tilbage og bruger 

sin store fond af viden til at føre læseren 

gennem en række enkeltstående 

fortællinger og samtidig formidler sin 

egen sammenhængende historie. 

Nogle vil afvise det hele som værende 

anekdotisk. Det vil være det nemmeste, 

men forkert. Når så mange beretninger 

alle når frem til den samme konklusion, 

burde andre forskere tage bestik af det og 

foretage endnu et spadestik. Det er debatten 

der er vigtig, ikke personlighederne. 

Læs budskabet, men slå ikke budbringeren 

ihjel! 

Svindlerne får en ublid behandling af 

Lucy! Og med god grund. Hendes personlige 

erfaringer med det britiske fjernsyns 

program Country File giver en vis 

troværdighed til den påstand, at hovedparten 

af nyhederne om korncirkler i TV 

snarere er præget af sensation end et ønske 

om at give seerne en saglig information 

om fænomenets eksistens. Der var 

intet om forskningen, intet om baggrundshistorien. 

Kun nogle få indforskrevne 

kornknusere. Sammensværgelse 

var der ikke tale om, snarere en himmelråbende 

uvidenhed (tilmed betalt af 

licenspenge!). 

Foruden den omfattende beskrivelse 

af de forskellige aspekter ved korncirklerne 

er der et stort udvalg af næsten 100 

farvebilleder og lige så mange s/h fotos. 

Alle årene fra 1987 til 1998 er dækket ind. 

Terence Meaden, hvis registreringer af 

det opdukkende fænomen gjorde det

kendt i større kredse, bliver meget passende 

krediteret for sin pionérindsats. At 

så få andre videnskabsfolk har været modige 

og hæderlige nok til at beskæftige 

sig med sagen, afspejler på sørgelig 

måde deres manglende professionalisme 

og ellers højt besungne vedholdenhed 

med at indsamle ny viden til en dybere 

forståelse af vores verden. 

Lucys egne billeder svinger i kvalitet, 

fra det fremragende til det gennemsnitlige 

(bogens bagsideomslag er et eksempel 

på det sidste). Men det afspejler blot, 

hvor teknisk krævende det kan være at 

tage luftfotos. Meget afhænger af solens 

stilling og stråleintensitet i forhold til flyhastighed 

og retning. Som iagttagere har 

vi en tendens til at tage det for givet, at vi 

kun bliver præsenteret for perfekte billeder 

af samtlige korncirkeldannelser. Det 

økonomiske og logistiske pres, det må 

være at skulle overflyve og fotografere så 

mange forekomster hvert eneste år, er 

noget vi næppe tager i betragtning. Tilmed 

er disse korncirkelregistreringer alt, 

hvad der bliver tilbage til fremtidige stu- 


dier. Vi bør være taknemmelige over, at 

nogle få engagerede enkeltpersoner er 

parat til at læne sig ud af stejlt krængende 

flyvemaskiner for at producere de 

små kolorerede billeder, vi så spændt 

venter på. 

Det velskrevne forord af professor 

Archie Roy sætter de forskellige holdninger 

hos skeptikerne i et klart perspektiv. 

Han kalder dem Goldwyns, opkaldt efter 

Sam Goldwyn, der engang kom med følgende 

udødelige bemærkning: »Når jeg 

først har taget en beslutning, lad så være 

med at distrahere mig med kendsgerningerne.« 

Hans rammende pointe, at teorien 

bør følge efter beviset og ikke den anden 

vej rundt, er velplaceret. 

Ian Baillies tegninger illustrerer, hvordan 

nogle af korncirklernes geometri er 

»elegant og korrekt«, mens andre er 

»tumpede svindelnumre! Intet hænger 

sammen, det er blot en samling tilfældige 

cirkler«. Tegningerne viser, hvor raffineret 

geometrien kan anvendes på korncirkler, 

og det er endnu et eksempel på 

bogens vidtfavnende karakter, som også 

er dens styrke. Den er velfungerende 

både som oversigtsbog og i behandlingen 

af detaljerne. 

Når forskere som Lucy Pringle påtager 

sig at skrive en bog som denne, bør 

man hilse udgivelsen velkommen. Den 

er personlig. Den har ikke været anmeldt 

af fagfolk. Men nu eksisterer den, og i de 

kommende år vil der komme henvisninger 

til den, og den vil blive vurderet som 

en af de meget få kilder til det gådefulde 

mysterium ved 1900-tallets slutning. 

Marcus Allen 

SC 88, jan./feb. 2000 

29


Københavns Kommunes Byøkologiske Fond 

har netop bevilget i alt 1,5 mio. kr. til 21 

spændende projekter i København. Projekterne 

skal være med til at fremme den 

byøkologiske udvikling i byen og bidrage 

til, at København bliver en bæredygtig 

storby. 

Der er f.eks. givet støtte til »Solcelleværk 

i Valby«. Projektet går ud på at kortlægge 

muligheder for opsætning af solceller 

i Valby. På langt sigt (over en 

25-årig periode) er målet, at Valby kan få 

50% af sit elforbrug dækket via solen i 

solskinsvejr. 

– Jeg er meget glad for solcelleprojektet, 

siger miljøborgmester Bo Asmus Kjeldgaard. 

Vindmølle-området er efterhånden 

godt udviklet, og næste skridt er 

klart solceller. Jeg har selv arbejdet med 

en national handlingsplan for solceller, 

og nu tages der konkret fat i Valby. Det 

fine ved projektet er, at æstetiske hensyn 

er flot indtænkt i den vedvarende energi. 

Der er også støtte til oprettelse af Vesterbro 

Plantebank under mottoet »Beplant 

din gård og gade samt facade«. Ideen er 

at øge naturindholdet på Vesterbro ved 

at oprette en plantebank, som udlåner eller 

donerer planter til beboere på Vesterbro. 

Endelig er der midler til afholdelse 

af seks »Grønne familiedage hos Naturprojekt 

Kløvermarken«, hvor grønne 

guider i samarbejde med gæstelærere vil 

vise børn og voksne teori og praksis om 

bæredygtig levevis. Emnerne er f.eks. 

30 

Kortnyt 

Penge til byøkologi 

»Økologisk Byggeri og Pileflet«, »Bæredygtigt 

tøj« og »Lav papir af genbrugsog 

naturmaterialer«. 

Den Byøkologiske Fond støtter projekter, 

som har et udviklings-, handlings- eller 

formidlingsperspektiv samt projekter, 

der opsamler og formidler byøkologiske 

aspekter. Også til næste år vil der 

være mulighed for at opnå støtte til sådanne 

projekter. Ansøgningsfristen er 1. 

februar 2002. 

Der er i denne omgang givet støtte i 

størrelsesordenen 7.500 kr. til 250.000 kr. 

Således er både små og store projekter 

blevet tilgodeset, og projekter i næsten 

alle bydele er repræsenteret. Fondens 

sekretariat er Plan & Arkitektur, Rådhuspladsen 

77, 1550 København V, tel 3366 

1290. 

Pressemeddelelse 25.04.01 

Blåstempling af økologi 

Økologisk dyrkede æbler er ikke alene 

bedre for miljøet, de smager også bedre 

og giver plantageejerne større profit, udtalte 

forskere i onsdags. En sammenlignende 

undersøgelse af økologiske, konventionelle 

og en blanding af økologiske 

og konventionelle æbleplantager i perioden 

1994 til 1999 viste, at de økologiske 

plantager lå i top, hvad angår bæredygtighed, 

profit og energinyttevirkning. 

Undersøgelsen er en af de første, der videnskabeligt 

beviser teorien om, at økologisk 

landbrug er bedre for miljøet. De 

økologiske æbler kræver mindre vand og 

arbejdskraft og blev af smagsdommere 

vurderet som sødere og mindre skarpe i 

smagen. 

Politiken 22.04.01

Toyota med celledrift 

Toyota sætter nu endnu mere fart på forsøg 

med alternativer til forbrændingsmotoren. 

I løbet af denne sommer går 

den japanske mastodont i gang med at 

teste en ny prototype, der benytter en ny 

hybrid-teknik. Den nye eksperimental-bil 

drives af både en brændselscelle 

og et batteri. Effekten er 90 kW. Toyota har 

stor succes med deres »almindelige« hybridbil 

Prius. Den er allerede solgt i over 

50.000 eksemplarer verden over. Herhjemme 

har forstokkede afgiftsregler 

foreløbig umuliggjort salg af Prius. 

ErhvervsBladet 04.05.01 

Varme mod demonstranter 

USA’s militær er ved at udvikle en erstatning 

for gummikugler. Det nye »våben« 

bruger elektromagnetiske stråler, der 

kan pacificere demonstranter uden at 

skade dem. Det har taget 10 år at udvikle 

våbnet og skal hjælpe amerikanske soldater 

i halvmilitære roller, som de i stigende 

grad involveres i som fredsbevarende 

styrker. 

Pentagons videnskabsmænd har konstrueret 

et våben, der affyrer elektromagnetisk 

energi, som selv på 500 m afstand 

giver en følelse af at blive brændt 

på huden. Men våbnet brænder ikke huden 

reelt. 

Men der ikke er tale om en militær udgave 

af en mikrobølgeovn. Det nye system 

affyrer kortere bølger med højere 

frekvens. Det betyder, at bølgerne kan 

trænge gennem tøj, men kun i ringe grad 

hud, kun en 64.-del af 2,54 cm (0,4 mm – 

red.anm.) 


Når man fjerner sig fra strålen, forsvinder 

følelsen, og der er angiveligt ingen 

langtidsbivirkning. 

Våbnet har foreløbig kostet 40 mio. 

dollar at udvikle. Intet tyder på, at der 

sker forbrændinger, indre skader, cancer 

eller øjenskader. 

I mere end 6.200 forsøg har der kun 

været ét uheld, da en forsøgsperson fik 

en femøre stor forbrænding på ryggen, 

fordi våbnet var forkert programmeret. 

Bare et sekund under strålen giver en 

følelse af blive brændt med en temperatur 

på 50 grader, men våbnet kan indstilles 

til højere grader. 

I sin nuværende eksperimentelle 

form ligner våbnet en slags satellitskærm, 

der kan monteres på et mindre, 

militært køretøj. 

Erik Ettrup 

Politiken 04.03.01 

Hendrik Casimir (1909-2000) 

Physics Today (sept. 2000) meddeler, at 

den kendte, hollandske fysiker, Hendrik 

Brugt Gerhard Casimir, afgik ved døden 

den 4. maj i Heeze, Holland, efter kort 

tids sygdom. Casimir lagde navn til den 

kraft, »Casimir-effekten«, der har sit udspring 

i nulpunktsenergien. Han fik sin 

uddannelse hos fysikeren Paul Ehrenfest 

ved universitetet i Leiden og tilbragte 18 

måneder inden sin afgangseksamen hos 

Niels Bohr. I 1932-33 arbejdede han sammen 

med Wolfgang Pauli i Zürich. 

Infinite Energy 34, nov./dec. 2000 

31


32 

Kongresindkaldelse 

Ny brintteknologi og rummotorer 

Lørdag den 23. juni og 

Søndag den 24. juni 2001 

Kongress Zentrum Thurgauerhof, 

CH-8570 Weinfelden, Schweiz 

Organisation: 

Institut für Neue Energie-Technologien 

(INET), Jupiter-Verlag og 

Deutsche Vereinigung für Raumenergie 

(DVR) 

Fra programmet: 

Jeane Manning: Frie kilder til ren energi 

Konstantin Meyl: Trådløs overførsel af 

energi 

J. P. Vigier: Lavtemperatur-kernereaktion 

med nulpunktsenergi 

A. A. Nassikas: Grundlaget for en 

rum-tid energipumpe 

Paul LaViolette: Energiudnyttelse og 

tyngdekraftkontrol 

V. V. Roschin og S. M. Godin: Generator 

til energikonversion 

John R. R. Searl: Searl-effekt generatoren 

og levitationsskiven 

Josef Gruber: Rumenergi-teknologi og 

samfundet 

Dietrich Schuster: Resonansprincippet 

og den craneske fysik 

Hans Weber: RQM med magnetisk resonanskobling 

M. Kanarev: Vand som ny energikilde 

Hansjörg Landolt: Vision for en bæredygtig 

fremtid 

Udstilling, demonstrationer og litteratur 

Arbejdssprog: tysk og engelsk med oversættelser 

Flere oplysninger og tilmelding: 

INET/Jupiter Verlag, Postboks, 

CH-4622 Egerkingen 

tel/fax 062 38898 50/1 

email adolf.schneider@datacomm.ch 

Foreningsnyt 

KOMMENDE MØDER 

Møderækken i forårssæsonen er netop 

afsluttet. Næste arrangement i foreningen 

bliver generalforsamlingen til september. 

God sommer! 

Kontingent 

Med udsendelsen af dette nummer er 

det blevet tid til kontingentfornyelse for 

de fleste af medlemmerne. Af hensyn til 

foreningens likviditet vil det være en stor 

hjælp for kassereren, hvis kontingentet 

indbetales snarest, gerne ved brug af det 

vedlagte girokort. Et års medlemskab koster 

stadig kun 250 kr. -red 

Flytning 

Husk at melde evt. flytning direkte til 

kassereren, Mogens Larsen. 

Gabs’ hjørne 

Vejret i maj: 

Starter med vekslende øklima, altså at 

vinden kommer mest fra vest, men bygerne 

og blæsten vil tabe kampen. Vejret vil 

blive bedre og bedre.Det bedste vejr kommer 

i slutningen af måneden. Ja der kommer 

SOMREN – endda lige til Pinsen. 

Jordskælv: 

Lige nu holder vi følgende områder under 

observation for mulige kraftige jordskælv: 

20. juli Columbia og Mexico 

31. juli Etna på Sicilien 

19. august Tyrkiet 

Radio: 

Den 30. maj om formiddagen bringer DR1 

et timelangt program med Gabs.

difoet-nyt 64.vp - heerfordt.dk

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?