Bruk, puts och betong (Mørtel, puds og beton) - Danske Torpare

Bruk, puts och betong 

(Mørtel, puds og beton) 

For Gør‐det‐selv håndværkeren er der vel få grundlæggende ”simple” opgaver, der virker så 

fremmedartede som muring og støbning. Et håndværk lærer man ikke alene ved at læse – men lidt 

forståelse for, hvad området drejer sig om, kan forhåbentlig opnås fra nedenstående tekst. 

Af Bjørn Donnis 

Indhold 

Indhold ..................................................................................................................................................... 1 

BAGGRUND, HISTORIE OG TEORI .............................................................................................................. 2 

Det fælles for disse materialer.................................................................................................................. 2 

Hvornår er det puds, mørtel eller beton?.................................................................................................. 3 

Hydratkalk......................................................................................................................................... 4 

Hydraulisk kalk (Jurakalk).................................................................................................................. 5 

(Portland) cement ............................................................................................................................. 7 

Andre cementer ................................................................................................................................8 

Tilslaget (sv: Ballast) ............................................................................................................................... 10 

De grundlæggende egenskaber for mørtel og beton............................................................................... 11 

Styrke.............................................................................................................................................. 11 

Pris.................................................................................................................................................. 11 

Formbarhed .................................................................................................................................... 11 

Porøsiteten ..................................................................................................................................... 12 

Kemisk modstandsdygtighed........................................................................................................... 12 

Sidst opdateret 12. november 2011 af Bjørn Donnis 

Copyright Danske Torpare – www.danske‐torpare.dk 

Side 1 af 26

Diffusionsåben mur og puds ‐ også en ulempe........................................................................................ 12 

”Stærke”,”svage” og tætte/åbne materialer........................................................................................... 14 

”Naturlige” og ”kunstige” materialer...................................................................................................... 15 

DEN HALVPRAKTISKE DEL ....................................................................................................................... 16 

Recept– og funktions–mørtel. Hvordan læses en opskrift .................................................................... 16 

Hvilke opskrifter til hvad?....................................................................................................................... 17 

Blanding efter volumen og recepter, baseret på færdigkøbt kalkmørtel. ................................................ 20 

Svenske betegnelser for puds og mørtel ................................................................................................ 22 

DEN PRAKTISKE DEL................................................................................................................................23 

LINKS ...................................................................................................................................................... 23 

Leverandører af tørmørtel, beton o.l. ‐ eksempler .......................................................................... 23 

Leverandører af sten, grus, kross, makadam osv............................................................................. 24 

Gode steder for information ........................................................................................................... 24 

ORDBOG (dansk – dansk og lidt svensk – dansk) .................................................................................... 25 

Tryk på dette symbol for at komme tilbage til indholdsfortegnelsen 

Har du er praktisk problem, kan det måske være 

en idé at gå direkte til side 15 og efterfølgende, 

for at se om der her er hjælp at hente. De første 

15 sider er en blanding af teori og historie. Det er 

håbet her at give den baggrund, der gør, at vi 

amatører begynder at forstå hvorfor 

murerhåndværket er lidt ”sært” – hvor man f.eks. 

ikke bare pøser mest mulig cement i en mørtel, 

og endelig ikke for meget vand og hvorfor ”kalk” 

er så berømmet til mørtel og puds til ældre huse 

– og meget andet … 

BAGGRUND, HISTORIE OG TEORI 



Det fælles for disse materialer 

Puds, mørtel og beton er konstruktions‐ 

materialer, der deler en række egenskaber: 

De består af 2 komponenter: en binder og et 

”fyldstof” kaldet tilslag. Begge komponenter er 

uorganiske/mineralske og tilslaget endda normalt 

et ubehandlet stenmateriale. 

Binderen er i praksis et eller flere af følgende: 

brændt kalk tilsat vand, såkaldt Hydraulisk kalk 

(der trods navnet er en cement type) eller 

Portlandcement (det vi i dag normalt forstår ved 

cement). 

Side 2 af 26

Brændte kalk + vand, bærer mange andre navne, 

f.eks. læsket kalk, hydrat kalk, kulekalk – på 

kemisk: calciumhydroxid. 

Cement er en binder og anvendes sjældent alene. 

Man murer eller støber ikke i cement, og ingen 

bygningsværker er opført af cement, men ofte af 

beton. Her adskiller dagligt ikke‐håndværkersprog 

sig meget fra de korrekte benævnelser. 

Binderen hærder irreversibelt (dvs. det kan ikke 

umiddelbart gøres blødt igen ved vandtilsætning) 

til en fast masse ved en kemisk reaktion kort efter 

anvendelsen af materialet, der normalt benyttes i 

tyktflydende form. 

Der er andre materialer, der ligger på grænsen til 

denne beskrivelse/definition, f.eks. lerklining med 

ler som binder og ofte halm e.l. som tilslag. Men 

her er halmen organisk, og leret hærder ikke, det 

tørrer bare. 

I varmere og mere tørre egne har gips været 

brugt i højere grad end i Nordeuropa, hvor vi 

hovedsagelig kender (ren) gips til stuk og så 

selvfølgelig gipsbaserede spartelmasser som 

f.eks. ”Polyfilla” (hovedsageligt gips og 

cellulosefibre). I vort klima er gips ikke særlig 

bestandigt udendørs, ligesom styrken er ret 

begrænset. Gips har dog været brugt som en 

indvendig tyndpuds, der overflødiggør spartling. 

Andre spartelmasser, herunder letspartel og 

kridering (strukturmaling), er mere malings‐ 

agtige: en organisk binder (en lim eller plast) og 



noget fyldstof. Linoliekit (linolie og kridt) er også 

et materiale af denne type. 

 

 

 

Hvornår er det puds, mørtel 

eller beton? 

Når materialet skal benyttes til at fylde ud 

mellem og sammenbinde byggesten, taler man 

om mørtel (bruk på svensk), i hvert fald hvis det 

anvendes i tykke lag. Tyndere lag, f.eks. mellem 

porebeton (gasbeton) eller ved fliseopsætning 

kaldes ofte for lim eller klæber. 

Puds (puts på svensk), er materialet når det 

benyttes som et dækkende og relativt tykt, 

udjævnende overfladelag. I al almindelighed 

pudser man, fordi man ønsker de store, 

ensartede, lidt anonyme overflader. Ved meget 

nedbrudt mur kan man pudse for at forbedre 

beskyttelsen mod vejrpåvirkning. Det samme 

gælder for kritiske og svært belastede 

bygningsdele såsom sokler og trapper. Normalt er 

en pudset overflade dog også en sart overflade. 

Ganske tynde lag (tyndtlagspuds) opkaldes efter 

metoden og værktøjet: vandskuring, filtsning, 

sækkeskuring osv. 

Hvis man pudser på underlag af træ, kaldes det 

på svensk revetering. Dette bør ikke gøres uden 

et kraftig forankringssystem. Det klassiske rørvæv 

(sv: vassmatta) til lofter og pudsede indervægge 

er normalt ikke tilstrækkeligt til at bære 

udvendigt puds på en trævæg. Tidligere slog man 

tusindvis af ”träpluggar” (primitive dyvler) i 

Side 3 af 26

væggen eller huggede overfladen op med en 

økse. I dag vil man ofte påhæfte et ståltrådsnet 

(hønsenet) eller et såkaldt terracottanet. 

Man vil normalt ønske, at både puds og mørtel 

ender med at være noget porøse. 

Beton (sv: betong) er massen, man støber med. 

Her er det styrke og holdbarhed, der er den 

ønskede egenskab. Man vil normalt tilstræbe, at 

den færdige beton er så lidt porøs som muligt for 

at give den lang levetid under til tider barske 

betingelser. 

Man kan sige, at formålet i virkeligheden er at 

skabe en ”natursten” af præcis den ønskede form 

og størrelse for omkostninger, der er minimale i 

forhold til natursten, tilhugget til obelisker, søjler, 

granitkvadre, store udsavede stenplader osv. 

Til tider opnår man faktisk en forbavsende, 

tusindårig holdbarhed. Eksempler på 

konstruktioner med rystende dårlig holdbarhed 

er legio. 

Jernbeton er en populær betegnelse på beton 

hvori der er indstøbt relativt tynde jernstænger 

og net eller stålbjælker. Formålet er at tilføre 

betonen trækstyrke (metaller er stærke når man 

trækker i dem – tænk på stålwirer), mens 

betonen især har trykstyrke. En betonsøjle kan 

bære en enorm vægt, men er let at knække. 

Kombinationen har begge egenskaber. 

Komprimering: En væsentlig forskel er, at mørtler 

og puds skal komprimeres. Man trykker mørtlen 

eller pudset ret kraftigt mod underlaget, eller 

øverste sten trykkes ned i mørtlen og pudsen 

”masseres” fast. For beton anvendes denne så 

tyndtflydende, at man ikke kan trykke den fast, 

det må egenvægten og tyngdekraften klare. 

 

Binderne 



Hydratkalk 

Få ting går under så mange navne: Læsket kalk, 

kulekalk, hydratkalk, hvidtekalk o.a. 

Det er nok den ældst kendte hærdende binder til 

byggematerialer. Selve fremstillingen er simpel. 

Man tager kridt eller kalksten (limsten) – dvs. 

calciumcarbonat – opvarmer det til 900‐1200 °C 

(”brænder” eller ”calcinerer” det), hvorved CO2 

går af som gas. Den resterende calciumoxid, 

brændt kalk (også kaldet luftkalk) tilsættes vand, 

hvorved der dannes den stærkt ætsende 

hydratkalk/læsket kalk. 

Bindingen (hærdningen) opnår man, når 

hydratkalken får mulighed for at genoptage den 

fjernede CO2 fra luften. Herved gendannes 

kalkstenen, der nu vil binde tilslaget sammen. 

Når man hvidter med hvidtekalk, er det præcis 

det samme der sker, her er der blot intet tilslag. 

Genoptagelsen af CO2 tager lang tid – dage nær 

overfladen – måneder dybere i mørtellaget. 

På grund af mekanismen for hærdningen kan 

både kalken og mørtler blandet med kalk 

opbevares i fugtig tilstand, hvis man forhindrer 

luftens adgang – dvs. spande med tæt låg eller 

tilsvejsede plastsække. Hærdningen kan endda 

Side 4 af 26

forsinkes i dage ved at hælde et lag vand over 

kalkmørtel, der henstår i en spand, eller ved at 

afdække en større bunke kalkmørtel med 

plastfolie, der pakkes så tæt som muligt mod 

overfladen. 

Metoden, hvorved man lader den brændte kalk 

får lov til at reagere med vand, giver forskellige 

produkter, hvor nogle betragtes som havende 

specielle, fordelagtige egenskaber. Dette gælder 

især kulekalk, hvor store brændte kalksten får lov 

til at reagere med vandet. Den opståede ”grød” 

bundfælder derefter i store kar/bassiner, og 

bundfaldet lagres i kuler (bassiner) over lang tid 

(år). Under lagringen vil de små kalkpartikler 

gradvist blive endnu mindre som følge af 

årstidsafhængige omkrystallisationer, hvilket 

skulle gøre produktet (langtidslagret kulekalk) 

specielt fordelagtigt til mørtelbrug. Man for‐ 

handler endda særligelangtidslagrede ”årgangs‐ 

kulekalk”. 

I stampet kalk findeles kalkstenene mekanisk i 

forbindelse med læskningen. Produktet anses for 

mindre eftertragtelsesværdigt end kulekalk til 

kritiske mørtelopgaver, men er velegnet til 

hvidtning/kalkning af murværk, selvom purister 

også her foretrækker kulekalk. 

Det skal indskydes, at man mange steder (også 

fra officielle institutioner) ser anført, at pibeler, 

som man i gamle dag fremstillede kridtpiber af, er 

en form for læsket kalk. Dette er ikke korrekt; 

pibeler er kaolin også kaldet porcelænsler. Man 

kan ikke hvidte vægge med pibeler. Til gengæld er 

pibeler ‐ iblandet sæbe og vand ‐ udmærket til at 

opnå hvide gulve med, efter at der er udført en 

ludbehandling (evt. kalklud‐behandling) af gulvet. 



På den ene side er det givet, at de forskellige 

fremstillingsmetoder nævnt ovenfor, påvirker 

partikelstørrelsen i den læskede kalk og dermed 

formentlig flydeegenskaberne, men der er nok 

grund til at tvivle noget på, om de fantastiske 

egenskaber, man tillægger det ene produkt i 

forhold til det andet, faktisk alle kan eftervises. 

Puds og mørtel, der udelukkende har kalk som 

binder, har begrænset styrke og man kan ikke på 

simpel vis fremstille egentlig betonlignende 

materialer med kalk som binder. 

I opskrifter forkortes hydratkalk ”K” 

 

 

Hydraulisk kalk (Jurakalk) 

Hydraulisk betyder her, at materialet hærder med 

vand i stedet for CO2, og at det dermed kan 

hærde under vand. Hydro er en gammelt græsk 

ord for vand. 

Og med det samme: Vore dages Hydraulisk kalk 

er ikke en variant af hydratkalk, men derimod en 

type af cement – lidt anderledes i sammen‐ 

sætning end almindelig Portlandcement og med 

et større indhold af kalk, men grundlæggende er 

det cement! 

Det har i hvert fald siden middelalderen været 

kendt, at kalk fra nogle kalkbrud gav mørtler, der 

havde andre egenskaber end normalt. Mørtlen 

blev stærkere, hærdede hurtigere og var mere 

bestandig i den vidende murers hænder. Det 

væsentlige, mureren skulle vide, var, at kalken 

skulle anvendes straks efter vandtilsætningen. 

Side 5 af 26

Da man (endnu engang) skulle genopføre 

Eddystone fyrtårnet efter en brand i 1755, havde 

man brug for en mørtel, der kunne hærde i 

tidsrummet mellem to højvande. 

Under den 

forskning man 

foretog, op‐ 

dagedes det, at 

det var kalk, der 

indeholdt 

mindst 6% ler, 

der efter kalk‐ 

brændingen gav 

de hurtigt 

hærdende 

egenskaber. 

Først omkr. 

1817 begyndte 

man kontrol‐ 

leret at tilsætte 

ler til kalken og regulere brændingstemperaturen 

til ca. 950 °C, således at man fik stabile 

forsyninger af hydraulisk kalk af ensartet kvalitet. 

Dette produkt kaldte man dengang for 

Portlandcement (fordi beton lavet af dette 

lignede de lyse grå kalksten/limsten fra Portland 

øen i England). Store dele af de finere bygninger i 

London, f.eks. St. Pauls er opført af Portland 

limsten. I dag er Portlandscement noget andet. 



Kemien bag: 

Det materiale, der giver hydraulisk kalk dets 

egenskaber efter hærdning kaldes belit. 

Cementeksperter skriver det C2S, kemikere 

dicalciumsilikat og formlen er Ca2SiO4. Desuden 

vil hydraulisk kalk som alle andre cementer, der 

er delvist baseret på ler, indeholde 

tricalciumaluminat C3A, (Ca3Al2O6). 

Eddystone i dag - fundamentet muret med hydraulisk 

kalkmørtel i 1750’erne overlever i fin stil. (til højre) 

På trods af de mange gode egenskaber, som 

mørtel og puds baseret på hydraulisk kalk har, er 

det blevet et relativt sjældent materiale. 

Desværre lagerfører almindelige amatør 

byggemarkeder det sjældent. 

Side 6 af 26

Links til et par af de kendte importører (alt 

hydraulisk kalk i Skandinavien er i dag 

importeret): 

www.malarkalk.se 

www.jurakalk.dk 

www.scokalk.dk www.jurakalk.net 

www.nordisknhl.dk 

Hvis man studerer ovennævnte hjemmesider, vil 

man til tider observere en indbyrdes afstand‐ 

tagen fra konkurrentens produkter, der igen 

synes næsten religionskrigsagtig. 

Specialisterne skelner mellem forskellige typer: 

NHL, der betyder Natural Hydraulic Lime, hvor 

man har benyttet en naturlig forekomst af ler‐ 

holdig kalksten. Problemet er selvfølgelig de 

naturlige variationer i sammensætningen, man 

herved får. Yderligere dækker NHL over 

materialer, der er mere eller mindre puzzolaner‐ 

agtige (se nedenfor). 

HL, der betyder Hydraulic Lime, hvor man har 

blandet naturligt forekommende kalk med 

naturligt forekommende ler før brændingen. Man 

får herved fuldstændig styr over sammen‐ 

sætningen. 

Inden for de to typer har man produkter med 

mere eller mindre hydraulisk kalk i forhold til alm. 

brændt kalk. De nummereres – f.eks. NHL 2 og 

NHL 5, hvor tallet angiver et mål for slutstyrken. 

I resten af denne tekst tænkes på de stærke NHL‐ 

typer når der nævnes hydraulisk kalk – altså 

typisk NHL 5. 



I opskrifter og deklarationen noteres indhold af 

hydraulisk kalk som ”Kh”. 

 

 

(Portland) cement 

Efter udviklingen af den kontrollerede hydrauliske 

kalk i begyndelsen af 1800‐tallet fortsatte man 

undersøgelser og forsøg. Omkring 1840 hævede 

man brændingstemperaturen til 1250° eller mere. 

Herved fik man det, man i dag forstår ved 

portlandcement eller blot cement, mens man nu 

kalder den ”gamle” portlandcement for 

hydraulisk kalk. 

Forskellen er rent kemisk. Udover den ovenfor 

omtalte belit, dannes alit, C3S, eller 

tricalciumsilikat, der er Ca3SiO5. De mærkelige 

navne alit og belit betyder egentlig bare ”A”‐ 

mineralet og ”B”‐mineralet. 

Med den rette balance mellem alit og belit får 

portlandcement nogle meget ønskeværdige 

egenskaber: den fremstillede mørtel, beton og 

puds er ”åben” forholdsvis længe efter 

vandtilsætningen – nogle timer. Derefter hærder 

den hurtig op til en betydelig styrke, idet alit’en 

reagerer med vand. Det betyder, at man kan 

afforme eller flytte glideformen og evt. støbe 

videre meget hurtigt, hvilket naturligvis er både 

behageligt og billiggør konstruktionen. 

Cement findes i flere kvaliteter. I byggemarkedet 

finder man typisk billig ”basiscement” af uoplyst 

oprindelse, ”basiscement” fra fabrikker, der 

skriver navn på og endelig ”finere” cementer, 

”mestercement” o.l. 

Side 7 af 26

Grundlæggende er alle disse samme sag. De 

bedste kvaliteter vil (anvendt i beton) føre til en 

ekstra høj styrke, hvis de behandles helt præcist 

efter opskriften. 

Umiddelbart vil man næppe som amatør kaste sig 

ud i at fremstille så kritiske bygningsværker, at de 

sidste 20% styrke er vigtig. 

Mestercement fra Aalborg Portland er en 

cement, hvor den indledende hærdning 

(bindingstiden) er langsommer. Mørtlen eller 

pudsen har en længere ”levetid i baljen”, hvilket 

vi uøvede amatørmurere kan have glæde af. 

Desuden findes også ”hvide” cementer, der, med 

det rette tilslag, hærder meget lyst op – evt. helt 

hvidt. 

I opskrifter og deklarationen noteres indhold af 

(Portland)cement som ”C”. 

 

Andre cementer 

Der findes mange andre cementer eller rettere 

varianter. 

Den klassiske er Puzzolaner‐cement. 

Materialet er meget gammelt, det var udbredt 

anvendt i Romerriget! 

Sammensætningen er variabel, men det 

indeholder altid brændt kalk og noget ekstremt 

finkornet og reaktivt kvarts (silika). Romerne fik 

deres mikrosilika (den meget reaktive kvarts) fra 

findelt pimpsten og lignende fra forskellige 

vulkanske områder. Herunder et sted nordvest 

for Napoli ved byen Pozzuoli! (bemærk at ”u” har 

holdt flyttedag engang i løbet af 2000 år). 

Solfatara krateret med de mange fumaroler 



(damp ladet med diverse mere eller mindre 

grimme kemikalier, der strømmer ud af jorden) er 

værd at besøge, hvis man er på de egne. Hele 

kraterbunden er dækket af silika velegnet til 

puzzolaner cement. 

For at blive i den italienske turistindustri: 

De fleste turister i Rom har besøgt Pantheon, det 

”skal” man. Har man været i Rom, kan man som 

jeg umiddelbart undre sig en smule over, hvorfor 

denne miniudgave af Østre Gasværk er så 

berømt, udover at den altså er fra år 128! 

Men når man hører, at kuplen er støbt i ét stykke 

af puzzolanerbeton og har holdt fint til i dag, så 

bliver bygningen alene af den grund noget mere 

imponerende. Man kan ikke undlade at tænke på, 

om Øresundsbroen også står i år 3875? 

Rundt omkring Middelhavet er der i øvrigt mange 

kajanlæg (og meget andet), hvor dele er støbt af 

puzzolanerbeton under vand for 2000 år siden – 

og som stadig er i fin form. 

Pantheon (Rom), en af verden ældste, stadig 

eksisterende betonbygninger (selve kuplen). 

Side 8 af 26

I løbet af den tidlige middelalder blev 

anvendelsen af puzzolanerbeton gradvist glemt. 

Det skyldtes nok dels mangel på gode råvarer 

rundt om i Europa, dels manglende forståelse af 

kemien bag materialet. 

Derefter har puzzolanerbeton i mange år ikke 

været almindeligt anvendt. 

I nyere tid begyndte man i nogle lande at 

anvende fint formalet slagge fra jernfremstilling 

som silika i såkaldte ”slaggecementer”. 

Og nu går historien i ring. De store kraftværker i 

bl.a. Danmark, der fyrer med kulstøv, genererer 

asken som et meget fint pulver – flyveaske – som 

man omhyggeligt fjerner ved røgrensningen. 

Denne flyveaske fungerer fint som silikakilde i 

puzzolanercement/beton, der hovedsageligt og i 

varierende udstrækning i forskellige lande 

anvendes ved professionel støbning. 

Man anbefaler normalt, at man maksimalt 

erstatter en tredjedel eller evt. halvdelen af den 

normale cementmængde med 

flyveaske/hydratkalk. Herved får man således en 

cementbinder, der er en blanding af portland‐ 

cement og puzzolanercement. 

Kalksandsten (de hvide mursten, der var så 

populære en overgang) er faktisk sand bundet 

sammen af puzzolanercement, blot er der her 

ikke anvendt en meget reaktiv (mikro‐)silika, men 

man har med høj temperatur hjulpet den ikke 

særligt reaktive silika i sandet til at reagere med 

kalken. 

En ny type cement anvendt fra begyndelsen af 

1900‐tallet er aluminatcement. Her tilsætter man 

kalken aluminiumoxid i stedet for ler (der 



indeholder både aluminium‐ og siliciumoxid) før 

brændingen. 

Cementen hærder meget hurtigt, også når det er 

koldt. Den dannede beton er kemisk stabil og 

tåler højere temperaturer. Til gengæld er 

cementen dyr, og det er let at få hele støbe‐ 

processen til at gå rigtig galt. Det er ikke 

umiddelbart et amatør‐ eller håndværker‐ 

materiale. Selv professionelle har lavet mange 

ulykker med det, fordi man benyttede det i 

fugtigt miljø, hvor styrken reduceres efter nogle 

år. 

I dag vil vi ofte møde aluminatcementen i 

selvnivellerende gulvspartel og i ildfast mørtel. 

For eventuelle keminørder: Egenskaberne skyldes 

indhold af tricalciumaluminat C3A, der er 

Ca3Al2O6, en anden calciumaluminat‐komponent 

C12A7 og tetracalcium‐alumino‐ferrit C4AF 

Rapid cement (”Hurtighærdende” cement) er 

almindelig portlandcement, der er formalet 

ekstra fint. Det binder ikke hurtigere end 

almindelig cement, så der er de sædvanlige timer 

til at arbejde med det, men efterfølgende, dvs. i 

løbet af de følgende uger, opnår det slutstyrken 

hurtigere. 

Denne rapid‐ eller ”Mestercement” bør i al 

almindelighed også anbefales til mørtel til os 

amatører. Man har lidt længere tid ”i baljen” og 

hærdningen går lidt hurtigere, hvorfor man kan 

stoppe med at holde murværket fugtigt lidt før. 

Side 9 af 26

Murcem (Murcement) er en fint formalet cement 

tilsat plastificerende og poredannende stoffer. 

Giver plastisk mørtel, der hærder til høj styrke. 

Betegnelse i opskrifter ”M”. 

(brændt) Gips benyttes som tilsætning i nogle 

mørtler, hvor det bl.a. fører til, at mørtlen 

udvider sig lidt ved hærdning. 

Betegnes i opskrifter med ”G”. 

 

 

 

Tilslaget (sv: Ballast) 

Tilslaget – grus, sand, sten osv. i puds/mørtel og 

beton tjener mange formål. 

Først og fremmest er det billigt! 

Derudover vil det naturligvis ikke trække sig 

sammen under tørringen og hærdningen. Herved 

opnår man, at sammentrækningen specielt af 

kalkdelen ved tørring giver porøsitet frem for 

skrumpning. 

Hvis man ikke har (nok) tilslag og får skrumpning, 

vil man ikke få god vedhæftning af puds og 

mørtel og man vil få stærkt svækkende 

svindrevner i beton. 

Typen af tilslag, der anvendes, varierer meget fra 

land til land, efter hvad der er tilgængeligt. 

I Danmark har vi både adgang til grus og 

strandsand. I Sverige er begge varer sjældne, i 

stedet bruger man ofte finknust klippe, der kaldes 

makadam. 

Navnet makadam kommer fra, at man ellers 

benytter dette materiale til at anlægge ”makada‐ 

miserede” veje – den billige vejbelægning, der 



består at tjære og grus/småsten, opfundet af den 

skotske ingeniør John McAdam. 

Ved mørtler til muring og fugning af mursten 

skelner man klart mellem bakkemørtel og 

strandmørtel. 

I bakkemørtel er tilslaget gulligt grus fra en 

grusgrav, hvilket normalt vil farve den hærdede 

mørtel gullig, mens man i strandmørtel anvender 

vasket (for at fjerne salt) ”strandsand” (i 

virkeligheden oftest havbunds‐sand), hvilket giver 

et gråt slutprodukt. 

Anvendelsen af sand er det almindeligste. 

Således er det hyppigt anvendte Ellekildegrus et 

såkaldt strandmateriale – oppumpet sand fra 

havbunden. 

Beton kan både fremstilles alene med sand/grus 

som tilslag eller til mere grove opgaver med sten 

og skærver udover grus‐/sand‐fraktionen. Til tider 

anvendes endda sten i flere størrelsesfraktioner. 

I de dele af verden, hvor det bliver frostvejr, bør 

man IKKE (udendørs) fremstille beton, hvor 

tilslaget i sig selv er porøst. Her er det især 

porøse kalksten, meget forvitrede sandsten og 

gamle mustensbrokker, der er de problematiske 

materialer. 

Udover tilslagets oprindelse vil man angive 

”sigtefraktionen” – dvs. maskevidden på den eller 

de to sigter, der er anvendt. En mørtel med 0‐4 

mm grus indeholder således gruspartikler i alle 

størrelser under 4 mm, mens en 2‐8 mm 

makadam indeholder knuste sten, der alle er 

under 8 mm, men over 2 mm i tværsnit. For et 

sådant materiale kaldes de 2 mm ”under‐ 

størrelsen” og de 8 mm ”overstørrelsen”, idet de 

Side 10 af 26

to tilsvarende sigter er ”undersigten” og ”over‐ 

sigten”. Et materiale ”uden understørrelse” er et, 

hvor man opsamler alt, der er gået gennem 

oversigten, f.eks. 0‐4 mm. 

Når en mørtels eller en betons egenskaber skal 

optimeres, er det vigtigt ikke alene at kende 

tilslagets type og de to grænsestørrelser, men 

man skal både kende den præcise mineral‐ 

sammensætning og fordelingen mellem de 

forskellige størrelser – såsom % under 0,1 mm, % 

mellem 0,1 og 0,5 mm osv. osv. Dette gøres ved 

professionel støbning gennem at angive 

”kornkurven” eller ”sigteanlysen”. Men vi, der 

ikke skal støbe en ny bro, kan tage lidt let på disse 

detaljer. 

Normalt bør tilslaget ved mørtel, puds og beton, 

der først og fremmest skal være stærk, være af 

typen 0 til X mm – altså uden at de mindste 

størrelser er fjernet. 

Kun hvis man specifikt går efter puds eller mørtel 

med en ekstra høj porøsitet (dvs. med god 

fugttransport), er det en fordel at benytte tilslag 

med en understørrelse, samtidig med at man er 

”nærig” med mængden af binder. 

 

De grundlæggende egenskaber 

for mørtel og beton 

Styrke: Dette er konstruktionsmaterialer – dvs. 

de er stærke! Men kun i en vis sammenhæng. 

Materialerne har en høj TRYKstyrke, de er 



glimrende til at lægge mellem mursten og til at 

konstruere søjler, bro‐pyloner og højhuse af. 

Til gengæld er TRÆKstyrken meget beskeden. 

Selv for en god beton typisk kun 1/10 af 

trykstyrken. Se på vore store betonbroer over 

Storebælt og Øresund, brodækkene hænger i 

stålkabler og stålwirer – beton alene ville aldrig 

kunne bære det træk, der er her. 

Armeret beton eller jernbeton er betegnelsen for 

beton, hvori der er indstøbt jernnet eller evt. 

jernbjælker. Ideen er at opnå det bedste fra de to 

materialer: trækstyrken fra stålet og trykstyrken 

og stivheden fra betonen. 

Pris: En meget væsentlig egenskab for alle disse 

materialer er prisen. De er alle billige pr. masse 

eller volumen, især hvis de indkøbes i større 

portioner end 25 kg sække. Man kan derfor bruge 

langt større mængder til en konstruktion, end 

man ville kunne tillade sig med træ eller metal 

(alene). Derfor kan der kompensere for den 

manglende trækstyrke ved simpelthen at 

anvende mere materiale. 

Formbarhed: Den egenskab, at materialerne er 

halvflydende og derefter hærder, er både en stor 

fordel og en ulempe. 

Fordelen er selvfølgelig, at man kan konstruere 

store og kompliceret formede ”monolitter” 

(enkelt‐”sten”) på byggestedet. F.eks. er hvert af 

de to pylon‐par på vore to store broer en enkelt 

”sten”. Til gengæld bliver selve konstruktions‐ 

logistikken kompliceret. Støbningen skal udføres 

så man fortsætter støbningen af det næste 

stykke, inden det allerede støbte er fuldstændig 

hærdet. 

Side 11 af 26

Porøsiteten: Materialerne bliver i større eller 

mindre udstrækning porøse. 

Den bedste styrke opnår man ved, at alle hulrum 

er udfyldt af hærdet cement/kalk – samt når disse 

hulrum er så små som muligt. Altså sand, sten og 

grus i mange størrelser, der pakker med de 

mindre sten mellem de store, næsten som 

stabilgrus, og så bare hærdet cement til at 

udfylde de sidste, små hulrum. Dette bliver en 

god, stærk beton, uden at der anvendes meget 

store mængder cement – og en god beton er 

næsten uporøs, bl.a. således at armeringsjern er 

beskyttet mod rust. 

Forsøger man at få et uporøst og stærkt 

slutresultat ved at anvende store mængder 

binder, bliver man ofte skuffet over resultatet. 

Støbning med stort indhold af cement er en 

vanskelig opgave. 

Mest porøsitet har man normalt i (nogle typer) 

puds, hvor mængden af tilslag er 6‐8 gange (i 

vægt) af mængden af uhærdet binder. Her er der 

ganske simpelt ikke kalk/cement nok til at udfylde 

alle hulrum. 

I mørtler er mængden af tilslag ofte 4‐5 gange 

mængden af binder. Her har man en del 

porøsitet, så vand relativt let diffunderer ud eller 

ind, og til at der kan komme CO2 ind til at hærde 

kalken. 

Når mørtel komprimeres ekstra – fugen der 

glattes med fugeskeen med lidt tryk lagt i, eller 

pudset, hvor der tilsvarende trykkes lidt hårdt på 

fugebrættet til sidst – så bliver overfladen mindre 

porøs altså stærkere. Selvom diffusionen 

reduceres lidt vil fordelene ved en hårdere 

overflade langt opveje den beskedne ulempe fra 

den lidt tættere overflade. 

Kemisk modstandsdygtighed: Mørtel og puds 

med kalk i recepten tåler ikke syrer og er i øvrigt 

ikke frygtelig stabile uden stort cementindhold. 

Beton og mørtel/puds, der udelukkende er 

bundet med cement, er derimod ganske stabilt 

mod kemiske angreb. I praksis er en af de store 

problemgivere chlorid (klorid) – dvs. i praksis salt 

fra saltvand eller fra f.eks. tøsalt. 

 



Diffusionsåben mur og puds ‐ 

også en ulempe 

Ofte hører man som den evige sandhed, at alle 

byggematerialer og konstruktioner bør være 

diffusionsåbne, og at dampspærrer er skabt af 

den onde selv. 

Det er et stykke hen ad vejen en god indstilling – 

især ved ældre huse og i fritidshuse – men den 

evige sandhed er det ikke. 

En dampspærre tæt på den inderste overflade af 

ydervægskonstruktioner er en fantastisk ting til at 

give helårshuset langtidsholdbarhed. 

Et badeværelse, hvor fire mennesker tager 

brusebad hver morgen hele året uden en 

damptæt vægkonstruktion, bliver let en 

katastrofe. Det har alt for mange oplevet. 

Et fritidshus på en krybekælder oven på fugtig 

jord, hvor der ikke er spærret godt af for 

jordfugten (og velventileret), kan blive en endnu 

større katastrofe. 

Så den totale, eller næsten totale, afspærring af 

bevægelsen (diffusionen) af damp (fugt) i vægge 

Side 12 af 26

og andre konstruktioner er absolut berettiget i 

mange situationer. 

Hvad er det så, der tænkes på med ordet 

diffusionsåben? 

Først og fremmest må man ikke få fugt spærret 

inde i et materiale bag noget diffusionstæt – som 

f.eks. en tæt maling på glat bund med mindre 

materialet kan tåle det. 

Hvis der passerer fugt gennem en væg (fra 

indersiden og ud eller fra fundamentet og op), 

skal det være let for fugten at fortsætte ud 

gennem overfladen. Fugten skal nok komme 

igennem alligevel, men den får så bare lige 

malingen, pudsen eller tapetet til at falde af. 

Derfor bør væggens konstruktion være ”vel 

afbalanceret” – dér hvor fugten kommer ind i 

konstruktionen (det være sig ved fundament, ved 

indre overflade – eller ydre) bør konstruktionen 

være lidt mere fugttæt end resten af 

konstruktionen. Dér, hvor fugten forlader 

konstruktionen, bør materialet være lidt mere 

diffusionsåben end resten af konstruktionen. 

Når man læser alle anprisningerne af diffusions‐ 

åbne materialer, kunne man få den idé, at de 

absolut mest diffusionsåbne materialer generelt 

er at foretrække. 

Det er helt forkert. 

For eksemplet skyld kan man forestille sig en – 

yderst hypotetisk – ydervæg udelukkende 

bestående af et 50 cm tykt lag af et næsten 

fuldstændigt diffusionsåbent materiale som f.eks. 

Rockwool/glasuld. Gennem denne væg ville 

fugten fra de beboede rum diffundere let ud 

gennem væggen, og fugtindholdet ville om 



vinteren falde jævnt fra det høje indhold inde i de 

varme rum til de lave indhold i den kolde luft 

udenfor. Temperaturen ville ligeledes falde jævnt 

ud gennem isoleringen. Nu er det desværre 

således, at den mængde fugt, luften kan 

indeholde på dampform, falder meget kraftigt, 

når temperaturen falder lidt. Derfor vil 

forholdene i isoleringen på et eller andet sted 

blive således, at fugten kondenserer ud 

(temperaturen passerer under dugpunktet), 

hvorved isoleringen bliver drivende våd på dette 

sted! Det kan glasuld godt tåle selvom 

isoleringsevnen går tabt, når det er vådt, men 

hvis der var tale om en rigtig væg med regler eller 

andet, der kan rådne eller få svamp, vil det gå 

helt galt, hvis forholdene var de samme i længere 

tid. 

Den (nyere) klassiske svenske ydervæg i et 

træhus, hvor man har en beklædning inderst af 

fint træpanel eller af en eller anden type plader 

vil fungere fint. Begge muligheder for det inderste 

lag vil typisk være malet og/eller tapetseret. 

Derefter følger udad diverse lag af råt eller 

slamfarve‐malet træ, eventuel et lag porøs 

isolering, samt måske et lag vindtæt pap. Denne 

konstruktion vil opfylder kravene temmelig godt, 

idet laget med tapet/maling/panel/plade inderst 

vil være så passende fugttæt, at ”bremsen” for 

fugtvandringen ligger her. 

Indirekte ligger heri, at det er en fordel at 

indervæggen er malet eller lakeret! 

For at vende tilbage til mørtel/puds, så har disse 

materialer flere gode egenskaber. 

På den ene side er de faktisk selv i de ”gode” 

porøse versioner temmelig diffusionstætte og 

giver derfor som indervægge, den ovenfor 

Side 13 af 26

ønskede bremse – når bare resten af 

vægkonstruktionen, der er koldere, ikke inde‐ 

holder lag, som er væsentlig mere 

diffusionstætte. 

På den anden side kan porøs puds, og såmænd 

også mursten, optage betydelige mængder fugt, 

som jo ikke umiddelbart skader disse materialer. 

Derfor er puds og vægge af mursten gode til at 

udjævne dagssvingninger i fugtindholdet i luften 

og således give et behageligt indeklima. 

Korte perioder med kondensation et sted i 

væggen tåles også fint. 

Det er dog vigtigt, at fugten faktisk har mulighed 

for at fordampe igen, inden det hele bliver 

befængt med skimmelsvampe. 

 

 

 

”Stærke”,”svage” og 

tætte/åbne materialer 

Man kan også gøre tingene for godt! 

Hvis man synes at ”det bedste ikke er for godt til 

mit hus”, og man derfor konsekvent bruger de 

mørtler og puds recepter med mest mulig af den 

gode stærke cement – eller hydrauliske kalk – så 

vil der opstå problemer af flere årsager. 

Alle mure bevæger sig. Udover egentlige 

sætninger og revnedannelse vil de udvides, når 

de bliver varmere. Her skal udvidelserne af 

pudslaget helst være de samme som murværket 

inde under. Og så er dette ikke engang nok, fordi 

vejrliget opvarmer og afkøler det udvendige 



pudslag (og det yderste af mørtelfugerne) 

hurtigere end selve murværket. 

Af denne grund er det vigtigt, at pudslaget hæfter 

uhyre godt til underlaget, til gengæld må det 

faktisk gerne være således, at pudslaget får fine 

små revner, når det nu ikke kan være anderledes. 

Så mht. hæftningen er intet for godt. Omhyggelig 

afrensning af overfladen til fast materiale, 

grunding med et meget tyndt lag af ret stærk 

puds (børstet på), opfugtning af overfladerne før 

arbejde påbegyndes, pudsning i flere omgange, 

hvor første lag ”kastes på”, er alt sammen gode 

investeringer. 

Men derefter bør nærigheden med cement sætte 

ind. Man pudser beton med en puds med lidt kalk 

i og fuger og grovpudser andre typer mur med 

”ikke for stærke” materialer med større mængder 

kalk og måske hydraulisk kalk i stedet for cement. 

Med lidt held får man et pudslag og en yderfuge, 

der evt. danner hårfine revner, som åbner og 

lukker sig med vejret og temperaturen, men hvor 

materialet ikke slipper underlaget. 

(Mangel på) tæthed i den ydre overflade er vigtig! 

Man må erkende, at man ikke kan etablere et 

pudslag eller en yderfuge, der i årevis er 

fuldstændig tæt for regnvand. Der vil opstå små 

eller større revner, hvorigennem der trænger 

fugt, og der vil i hvert fald komme mindre 

mængder fugt ud fra beboelsen og i værste fald 

opstigende fugt fra jorden. 

Vand, der er trængt ind gennem revner, breder 

sig sideværts ud, og fugten indefra og nedefra er 

til stede i store områder. Fugten skal væk – ikke 

blot fordi den ved frysning sprænger pudsen af, 

Side 14 af 26

men også for at forhindre vækst af skimmel‐ 

svamp. 

Den eneste måde, hvorved fugten kan komme 

væk, er ved at fordampe fra overfladen, derfor 

skal materialet være passende porøst eller være 

fuld af små revner. Fugten finder ikke med 

sikkerhed tilbage til en større revne i et ellers tæt 

yderlag for at fordampe den vej. 

Og en ”trykning” af fuger med fugeskeen eller et 

lidt hårdt tryk med pudsebrættet til sidst giver en 

tættere overflade, der dog ikke er så tæt at det 

udtørringsmæssigt er et problem, så det bør man 

gøre for holdbarhedens skyld. 

Jo ”dårligere” den egentlige mur og fugemørtel 

er, jo mere porøs og svag bør puds og yderfuger 

være. 

Dette skal dog ikke dække over, at det allerbedste 

er en stærk og ganske tæt puds uden på en 

virkelig tør og stærk mur. Så et veludført 

fundament, opmuret af granitkvadre eller støbt i 

beton, vil kunne klare at bære et lag stift og 

meget tæt cementpuds, uden – eller næsten 

uden – kalk. Denne løsning vil være alt andet 

overlegent, hvis man også forhindrer fugt‐ 

belastning fra de bagved liggende rum 

(dampspærre/udluftning). 

 

”Naturlige” og ”kunstige” 

materialer 

Mennesker opfatter forskellige materialer som 

mere eller mindre behagelige. 

Det mest ejendommelige er, at det faktisk ofte er 

de samme materialer, der opfattes således af 



forskellige mennesker – er det virkelig ”ægte” 

forskelle eller noget tillært? 

For sten og murværk er der de store forskelle i 

opfattelsen. I Danmark har vi en glæde ved 

blankmur (synlige teglsten/mursten), hvilket ikke 

ses så ofte i lande lidt længere sydpå, hvor 

pudsede overflader foretrækkes. 

I VOR kultur opfatter de fleste af os i vore dage 

træ som et behageligt materiale – mursten er 

også rare. Det samme gælder for nogle 

mennesker (kalk)pudsede vægge – i hvert fald 

hvis det ikke er kælderfugtigt med en umis‐ 

kendelig ”duft” af skimmelsvamp. 

Kampesten er problematiske – flotte og fine til 

fundament, men de færreste ønsker vel at bo i 

klamme kampestensbygninger i vort fugt‐ 

belastede klima. Vi ser dog mange ældre 

bygninger af denne type i Danmark og i Skåne. 

Formentlig opført i disse materialer på grund af 

den store holdbarhed og overlevet til vore dage 

af samme grund. 

Til gengæld er der blandt mange en udtalt 

animositet over for beton. Min private mening er, 

at man ofte forveksler ringe byggeri og sølle 

arkitektur med materialet, der tilfældigvis er 

anvendt. Beton kan være et både behageligt og 

flot materiale, hvis det benyttes fornuftigt. Tænk 

på mange af de moderne museer rundt om i 

landet. 

Under alle omstændigheder opfattes materialer 

forskelligt. Omtalen ovenfor mht. dampdiffusion 

giver sikkert en del af forklaringen. 

Dér hvor forklaringen bliver ejendommelig og 

svær at forstå, er, når en teglstensvæg (mursten 

Side 15 af 26

og kalkpuds) udnævnes til at være naturligt, 

mens beton bliver et kunstigt materiale. 

Når man tænker på, at alle disse materialer er 

fremstillet af råvarer, der er gravet op af jorden, 

opvarmet til høj temperatur, tilsat vand og 

formgivet – i en eller en anden rækkefølge. Når 

 

 

 

Recept– og funktions–mørtel. 

Hvordan læses en opskrift 

Mørtler (og puds, beton), der fremstilles efter en 

opskrift, kaldes ”receptmørtler”, hvorimod 

materialer der fremstilles således, at den færdige 

bygningsdel opfylder specificerede krav med 

hensyn til f.eks. styrke, kaldes funktionsmørtler. 

Herudover findes selvfølgelig alle de mørtler, der 

med større eller mindre held fremstilles på slump 

på byggepladsen. 

Det fornuftige er naturligvis at gå efter funk‐ 

tionen, men i praksis er det kun noget, man kan 

gøre ved meget store, professionelt udførte 

opgaver med mindre man stiller meget lave krav 

til ”funktionen” såsom til en betonklods under en 

terrassestolpe. 

Derfor ender man normalt med at anvende 

receptmørtler og receptbeton. 

Anvendelse af tørvarer – altså færdigblandede 

mørtler og beton, der bare skal tilsættes vand, er 

lidt en mellemting. Grundlæggende er det en 

DEN HALVPRAKTISKE DEL 



de anvendte råmaterialer i alle tilfælde er ler, 

kalk, og sten/grus/sand – så er det svært at se 

forskelle i naturligheden eller kunstigheden. 

 

 

receptmørtel, men hvis fabrikanten er anerkendt, 

må man kunne forvente, at man opnår de 

karakteristiske funktioner, såsom styrke og 

holdbarhed svarende til den anvendte recept, 

hvis man tilsætter den angivne vandmængde og 

følger instruktionerne omhyggeligt. 

Man kan fremstille tørvarer til alle slutprodukter 

så længe man anvender hydratkalk som kalkkilde. 

Man kan fremstille fugtige kalkmørtler med alle 

typer kalk – således også de ”våde” som f.eks. 

kulekalk, så længe varen ikke er tilsat hydraulisk 

kalk eller cement. 

De officielle grundopskrifter er ALTID i vægtdele – 

vel at mærke tørvægt. En såden opskrift vil typisk 

blive udtrykt i stil med: KC 35/65/650 måske 

tilføjet, at tilslaget er/bør være ”sand 0‐4 mm” og 

at man tilsætter f.eks. ”12‐13% vand, dog højst 

16%” og blander til ”jordfugtig konsistens i 

tvangsblander i min. 10 min”. 

Selve recepten ” KC 35/65/650 ” fortæller, at man 

blander 35 vægtdele hydratkalk (K), 65 vægtdele 

cement (C) og 650 vægtdele tilslag. 

Side 16 af 26

Hvis nogle af råvarerne er vandholdige, tages der 

hensyn hertil – f.eks. hvis man anvender en 

kulekalk med 40% tørstof (kalkhydrat), skal der 

anvendes 88 vægtdele heraf (fordi 40% af 88 

vægtdele er de ønskede 35% vægtdele). De 

øvrige tal 65 og 650 ændres ikke. 

Men man har en stor del af vandet med fra 

kulekalken: (88 – 35)/(650+100) * 100% = 7%. 

Opskriften er ALTID skrevet, så summen af 

binderne (i tør vægt), er 100. Herved har man et 

let overblik over hhv. styrken (C/K‐forholdet), der 

her er relativt højt (65/35), og tilslags/binder 

forholdet – her 650/100 – som også er et 

forholdsvis højt tal. Der er således tale om en lidt 

”mager” mørtel/puds. 

Så længe man holder sig til vægtdele, er det let 

nok at blande receptmørtler ud fra grund‐ 

komponenterne. En køkkenvægt og badevægt 

samt litermål og spand med literstreger klarer 

det, så længe man bare skal blande et kg eller 20. 

Herefter må man gå over til hele og halve sække 

og antal skovlfulde (som man har vejet) – og 

stadig badevægten. 

Alternativet er at benytte de mange tørmørtler 

og evt. ”justerede tørmørtler” – hvor man f.eks. 

tilsætter ekstra cement eller kalk. 

Tørmørtel og tørbeton er godt nok dyre i 25 kg 

sække, men lette at arbejde med, og man får dem 

hurtigere brugt op, så der ikke er så meget over‐ 

skydende materiale, der står og bliver (for) 

gammelt. 

Problemet er, at hvis man ønsker et bestemt 

tilslag – 0‐8 mm bakkegrus – så er det måske ikke 

muligt at købe det færdigblandet. 

Det er straks noget vanskeligere at blande pr. 

rumfang (volumen). Det er især aktuelt, hvis man 

skal i gang med at blande 50‐100 kg eller derover. 

Det står der lidt mere om i afsnittet nedenfor, 

hvor der også nævnes noget om opskrifter, hvori 

man ønsker at benytte færdige kalk‐sand mørtler 

som en af komponenterne. 

 



Hvilke opskrifter til hvad? 

I grove træk opregnes opskrifterne nedenfor i 

rækkefølge fra ”svage” mod ”stærke”. 

Når en kalkmørtel skrives f.eks. K 100/400‐450 

betyder det, at produkter optræder både som K 

100/400 og K 100/450, og måske endda som K 

100/425. Anvendelse og egenskaber er meget ens 

for så små variationer. 

Når der anføres ”ældre huse/ældre tage”, tænkes 

på huse, hvor man på grund af de allerede 

anvendte materialer må være påpasselig med 

ikke at benytte for stærke materialer ved 

renoveringer. 

Kalkmørtler med mindre end 12% kalk er mest 

beregnet til iblanding med cement for at frem‐ 

stille KC‐mørtler – se nedenfor. 

Og endelig – benyt alle oplysninger med masser 

af forsigtighed. Det er kun et referat af almene 

råd fra forskellige kilder. 

K 100/700‐750 – også kaldet (Kule‐) 

”kalkmurbruk” 1:3 eller 12% kalkmørtel. 

En mager kalkmørtel. Ganske ringe styrke. 

Benyttes også til blanding med cement og især 

Side 17 af 26

med Hydraulisk Kalk (Jurakalk) for at få KKh‐ og 

KC‐mørtler (også kaldet bastardmørtler) – se 

nedenfor. 

Benyttes som det er til opmuring af indvendige 

skillevægge i ældre huse og til opmuring af 

ubrændte lersten. Typisk til pudsede lofter (på 

rørvæv/vassmatta). Hærdet er det ikke 

”pillesikkert”. 

K 100/300 Finpuds, en fed kalkpuds, der giver en 

ret glat og tæt overflade. Tidligere benyttet til 

afslutning af mur inden f.eks. tapetsering. I dag vil 

man normalt spartle med finspartel/letspartel. 

KKh 50/50/575 Understrygning af ældre tage. 

Kh 100/850 (svag) Puds på gammel mur. Bør 

grundes med påbørstet Kh 100/450 – gerne med 

relativt store partikler i tilslag (3‐5 mm), der giver 

god vedhæftning at næste lag. 

KKh 35/65/500 mørtel til indvendige mure, til 

udvendige mure med lave krav på ældre huse, til 

fugning af teglmur. 

Herudover til ud‐ og indvendig grov‐ og finpuds, 

ældre huse og på porøse teglsten. 

Generelt meget anvendt som finpuds direkte på 

tegl eller på grovpuds. 

Lægning og fugning af teglgulve indvendigt (tørre 

rum). Brug KKh 20/80/475 ved større krav 

(indvendig trappe, entre, køkken) – ældre huse. 

KKh 20/80/475 opmuring/fugning udvendigt af 

tegl og natursten ved normale og høje krav på 

ældre huse. I øvrige de fleste anvendelser som Kh 

100/400 benyttes til. 

KKh 20/80/475 og Kh 100/400‐450 er på mange 

måder allround recepten for mørtel baseret på 



hydraulisk kalk. Svarer herved i nogen grad til KC 

35/65 og KC 20/80‐mørtler. 

Bemærk at i KKh‐mørtel skal der tilsættes en 

smule (15‐20%) mindre kalk end i den tilsvarende 

KC‐mørtel for at få sammenlignelige produkter. 

Tilslagets størrelse skal naturligvis være 

hensigtsmæssig til anvendelsen. 

Kh 100/400 er mørtlen til fundamenter/sokler af 

natursten/kampesten, hvis man ønsker en tæt 

fugning og fugtforholdene tåler denne tæthed. 

En ægte torparegrund, hvor huset bæres af 

hjørnesten og mellemrummet mellem de 

bærende sten er fyldt ud med stablede 

kampesten, bør ikke fuges med en så tæt mørtel, 

og bør egentlig helst stå uden mørtel og fugning. 

Kh 100/400‐450. En ”fed” hydraulisk kalk‐ 

mørtel/puds – ganske hård, tæt og stiv. Bør kun 

anvendes med omtanke i og på gamle bygninger. 

Ved de fleste af nedenstående anvendelser kan 

det erstattes af KKh 20/80/475. 

Velegnet til grunding i ganske tyndt lag under 

egentlig puds – i så fald med typisk 3‐5 mm 

tilslag. Opmuring af mur med høje krav 

(fritstående mure f.eks.). Sålbænke, gesimser, 

skorstenspiber, gavlkamme, rygningssten på 

ældre huse. 

Sokkel‐ og trappepuds. Udkast før pudsning. 

Ned gennem rækken af KC‐mørtler (også kaldet 

bastardmørtler) stiger (tryk)styrken til ca. det 10‐ 

dobbelte! 

Kun mørtler fra og med KC 50/50 må benyttes 

som mørtel til murværk, hvor der er 

”tværbelastninger” – og det er der på det meste 

Side 18 af 26

murværk, som bærer noget eller udsættes for 

vindbelastninger. 

KC 60/40/850 Mørtel i ikke bærende mure og 

indvendig puds. 

KC 50/50/700. En typisk mørtel til muring, 

udvendig puds af middelstyrke, fugning, 

tagstrygning. 

KC 50/50/600 Grunding under puds og selve 

pudsen på nyere mur. 

KC 50/50/500. En typisk puds til vandskuring o.l. 

De to næste recepter er nok de mest generelt 

anbefalede og anvendte bastardmørtler (KC‐ 

mørtler). Tilslagets størrelse skal naturligvis være 

hensigtsmæssig til anvendelsen. 

KC 35/65/650 og KC 35/65/520 Typisk puds på 

velgrundet nyere mur og til grunding og puds på 

ikke specielt belastet beton. Grundlæggende 

anvendelse nogenlunde som 50/50/700. 

KC 20/80/440 til KC 20/80/550 Grunding under 

puds på nyere mur. Udvendig puds, sokkelpuds 

fugning osv. hvor murværket er svært belastet. 

C 100/400 – hvis tilslaget er relativt fint sand: 

Cementpuds/Betonpuds. Den stærkeste og mest 

modstandsdygtige puds, der også er den, der 

lettest går af i store flager, hvis ikke underlaget er 

velegnet. Generelt som grunding under puds på 

nyere mur og fundablokke o.l. 

Med grovere tilslag (0‐4 mm bakkesand eller 

større): Støbebeton – typisk en tørbeton til 

reparation og ”alt muligt andet”. 

C 100/500 ‐ eller til tider kaldet ½‐1‐2‐3, hvor 

dette står for ½ vægtdel vand, 1 vægtdel cement, 

2 vægtdele sand/grus og 3 vægtdele sten, singels, 

skærver, er en typisk betonopskrift efter vægt. 

Vandmængden svarer til 16% af tørstoffet, 

hvilket nok er lidt højt. 

En mere tør beton bliver typisk stærkere, men er 

til gengæld både svær at blande ordentligt og 

svær at få til at udfylde støbeformen korrekt og 

fuldstændigt. Især vil opfyldning omkring 

armeringsjern være problematisk selvom 

vibrering vil hjælpe. 

Lykkes udstøbningen ikke, ender man med et 

dårligere produkt, end hvis der var støbt med en 

grundlæggende svagere beton. 

Gipspuds er en blanding af gips og sand eller 

kridt, der benyttes til kombineret pudsning og 

spartling i en enkelt arbejdsgang. Man kan lægge 

så tynde lag som 2‐3 mm på. Det svinder ikke og 

man kan slibe det eller lægge ekstra på senere. 

Må i vort klima KUN anvendes indendørs. 

Materialet har været vidt udbredt tidligere, 

mange møbler og trævægge i finere omgivelser 

var ”pudset” med gipspuds og derefter malet. 

Ved disse anvendelser ses ulempen: der slås let 

bidder af, hvorefter man har hvide skrammer. 

Materialet er ret dyrt, uvist af hvilken grund, men 

på grund af den lave lagtykkelse, der er mulig er 

det ganske drøjt. 

 



Side 19 af 26

Blanding efter volumen og 

recepter, baseret på færdigkøbt 

kalkmørtel. 

Fra diverse kilder er hentet nogle opskrifter på 

volumenbasis. Alt andet lige er det usikkert at 

benytte disse. F.eks. vil 1 kg cement eller grus 

kunne fylde forskelligt, alt efter hvor meget det 

rystes og vibreres. 



Opskrifter, der er baseret på kulekalk, er 

afhængige af, at kalken indeholder den samme 

mængde vand som den, der er benyttet i 

opskriften. 

Vandtilsætningen må man selv finde ud af. Nogle 

af råvarerne vil indeholde noget vand, så de 

sædvanlige ca. 15% vand i forhold til tørstof vil 

delvist være til stede, inden man selv tilsætter 

vand. 

Side 20 af 26

Ønsket produkt 

(Kule)kalkmørtel 

12% (100/700‐ 

Kulekalk ‐ volumen SCO Jurakalk Sand 

750) 

Hyd.kalkmørtel 

1 ‐ 3 

Kh 100/400 ‐ 1 3 

KKh 50/50/575 2 1 9 

KKh 35/65/500 1 1 6 

KKh 20/80/475 1 2 9 

Til 0,8 m 3 1 m 

sten tilsættes 

3 Beton 

Cement : sand : 

sten kg cement m 3 sand 

”Bedste” beton 

Normal udendørs 

støbebeton og 

1:1,5:2,5 350 0,5 

betongulve 

Undergulv til 

1:2:3 290 0,5 

klinker o.l. 

Fundamenter til 

store bygninger og 

udstøbning i 

1:2,5:3,5 240 0,6 

fundablokke 

Fundamenter 

1:3:4 210 0,6 

mindre huse 

Klaplag o.l. meget 

1:3,5:5 175 0,6 

svag beton 1:4:6 155 0,6 

0,5 m 3 sand + 0,8 m 3 sten kan erstattes med 1,1 m 3 støbemix 

0,6 m 3 sand + 0,8 m 3 sten kan erstattes med 1,2 m 3 støbemix 



Side 21 af 26

Hvordan fremstiller man KC mørtler ud fra kalk‐mørtler? Opskrifterne er baseret på at kalkmørtlen 

indeholder 16% fugt og har en rumvægt på 1700 kg/m 3 

Ønskede mørtel 

Brug Kalkmørtel type 

1 kg Mestercement eller 

1.2 kg Basiscement 

blandes i 

eller 

1 liter cement blandes i 

KC 60/40/850 6,6% 26 kg kalkmørtel 19 liter kalkmørtel 




KKh mørtler 

liter 12% kalkmørtel og liter Kh 100/400 

tørmørtel 

KKh 50/50/575 12% 2 1 

KKh 35/65/50 12% 1 1 

KKh 20/80/475 12% 1 2 

 

 

 

Svenske betegnelser 

for puds og mørtel 

Det ovenfor benyttede system (f.eks. KC 

80/20/700) er kendt i Sverige. 

Men overfor private anvender man også et A, B, 

C, D, E ‐system. 

Dette er nærmest en angivelse af ”funktionen”, 

dvs. A‐typen er stærk , og de efterfølgende er 

gradvist svagere. 

A bruk er en ren cementmørtel, mens B‐ og C‐ 

bruk er KC‐mørtler og puds. 

Den sjældent sete D‐bruk er en meget svag KC‐ 

mørtel. 

E‐bruk er ren kalkmørtel. 

Der kan også indgå hydraulisk kalk i nogle typer, 

hvilket i givet fald vil være nævnt. 

Nogle eksempler på sammensætninger af diverse 

tørvarer: Tilslaget er typisk meget fint 0‐3 mm 

eller 0‐4 mm, og til all‐round reparationsopgaver 

helt ned til 0‐0,5 mm og 0‐1 mm. 

Tunnfog/tunnputs A: C 100/300 

Murbruk B: C 100/600 

Putsbruk B: KC 35/65/550 

 



Side 22 af 26

DEN PRAKTISKE DEL 

Det ville være dejligt hvis jeg/man kunne skrive et par sider, der gjorde enhver til en habil murer. 

Dette er ikke muligt – ikke alene er forfatteren ikke murer, men man må også påtænke, at der ER gode 

grunde til at uddannelsen til murer taget flere år. 

Håbet er, at den forståelse for, hvad der sker i materialet, der gives i de første ca. 15 sider – kombineret 

med ”oversættelserne” af diverse mystiske sammensætnings betegnelser og anvisning af ”hvad der bruges 

til hvilke opgaver” i ”den halvpraktiske del” tilsammen giver så meget baggrund, at man i hvert fald tør give 

sig i kast med ukritiske opgaver – lidt pudsearbejde, støbning af et lille fundament, eller reparation af et 

par løse mursten. Og undervejs lærer man så stille og roligt og får en smule håndelag. 

I ”Links” afsnittet nedenfor er der under Gode steder for information henvisninger til steder på nettet 

(vejledninger, der er velegnet til udprintning), hvor der er langt grundigere anvisninger på det praktiske 

arbejde. De er værd at læse. 

Især de 2 første henvisninger under Gode steder for information – den korte fra Ålborg Portland og 

Webers meget lange skrift kan ikke anbefales nok! 

 

LINKS 

Leverandører af tørmørtel, beton o.l. ‐ 

eksempler 

Sverige: 

En af de helt store leverandører af ”alt” på 

området. 

www.weber.se (tidl. Maxit og Optiroc) 

Specielt mørtel og en del andet: www.finja.se 

Hydraulisk kalk (både naturligt – NHL – fra 

St.Astier og syntetisk jurakalk), kulekalk og 

mørtelblandinger: www.malarkalk.se 



Husk at byggemarkederne kan skaffe flere typer 

end det de har på lager. 

Danmark: 

Optiroc, Cempexo og Maxit hedder i dag 

St.Gobain‐Weber www.weber.dk 

(leverer OGSÅ hydrauliske tørmørtler i diverse 

sammensætninger ved bestilling i 

byggemarkedet). 

Hydraulisk kalk (jurakalk): www.kalk.dk, 

www.scokalk.dk og www.nordisknhl.dk (St.Astier 

hydraulisk kalk) 

Side 23 af 26

En forhandler af ren kulekalk, kulekalk mørtel og 

Hydraulisk kalk baseret tørmørtel med bekvem 

beliggenhed for de, der kører over 

Øresundsbroen: www.genbyg.dk 

(Amager Landevej 185 – lige op ad Lufthavnen). 

..og noget specielt: Svenske modeller af stuk: 

www.stuckatur.com/stuckatur/index.asp (i 

Helsingborg). 

Leverandører af sten, grus, kross, makadam osv. 

En stor svensk leverandør med hovedkontor i 

Växjö: www.alwex.se/kross_grus_jordprodukter 

der er prisliste. Også god at læse bare for at blive 

klogere. 

S:t Eriks er en stor leverandør af betonfliser, 

betonvarer og meget andet. Ofte leverandøren 

som kommer med det, man måtte bestille i et 

byggemarked. De sælger også grus o.l. 

www.steriks.se 

Der er MANGE lokale leverandører – søg på 

www.eniro.se eller spørg omkring. 

Gode steder for information 

Der er få byggerelaterede emner, der er så 

velbeskrevet som mørtel/beton og 

muring/pudsning. Til gengæld kan man ikke læse 

sig til håndelaget, der er uhyre vigtigt i denne 

forbindelse. 

www.aalborgportland.dk/media/pdf_filer/inspi_g 

oer_det_lettere.pdf er en 24 siders vejledning i 

alt om cement og beton, muring og støbning – 



meget anbefalelsesværdig! Kan også hentes her: 

viewer.zmags.com/getMagPdf.php?mid=wpthgs 

”Weber håndbogen” (tidligere ”maxit 

håndbogen”) – 280 sider med masser af 

information. Nok mest til de professionelle, men 

amatøren kan også finde seriøse oplysninger her. 

Fint opdelt efter emner/opgaver. Hele kapitel 12 

handler om restaurering (og Hydraulisk kalk). Kan 

downloades, bestilles på papir eller læses direkte 

på nettet. 

www.weber.dk/weber/weber‐haandbogen.html 

Et noget lignende skrift mest for de professionelle 

fra Aalborg Portland: 

www.aalborgportland.dk/media/pdf_filer/cemen 

t_og_beton.pdf 164 sider, der nok er lidt for 

barske at give sig i kast med for os amatører, men 

har man et særligt problem, er det nok værd at 

kigge efter her. 

Stol på, hvad du læser i de ovenstående 3 skrifter. 

Ikke alene er der vel få, der kender materialerne 

bedre end Aalborg Portland og Weber, men det 

er også ekstremt vigtigt for firmaernes ry og 

indstillingen til deres produkter, at det lykkes dig 

at få et godt resultat med deres materialer! 

Store dele af teksten i dette skrift er baseret på 

oplysninger fra disse ”bøger”. 

www.husk‐det‐hele.dk/default.asp vejledninger 

og indkøbshjælp fra Weber. Tilpasset amatøren. 

www.bygningsbevaring.dk/ Center for 

Bygningsbevaring (”Raadvad”) – specielt under de 

2 rubrikker Anvisninger og Materialer er der god 

Side 24 af 26

information om reparation og restaurering af 

ældre bygningsdele – også mur og tag. 

www.kulturarv.dk/information‐om‐ 

bygningsbevaring/byggematerialer/moertel 

Kulturarvstyrelsens skrift om mørtel. 

www.mur‐tag.dk specielt under ”Teknik” under 

”Mur/tag” afsnittet er der masser af viden. 

www.kalkforum.org (hjemmeside fra NORDISK 

FORUM FOR BYGNINGSKALK. Indeholder også en 

oversættelsesliste for ”kalk‐relaterede” ord 

mellem de nordiske sprog) 

muro.dk/ Murerfagets Oplysningsråd – en del 

information. 

 

 



ORDBOG (dansk – dansk 

og lidt svensk – dansk) 

 

Bakkemørtel/bakkemateriale/bakkegrus: grus 

og mørtler fremstillet heraf, hvor gruset er fra 

grusgrave i Danmark, hvor gruset oftest er tydelig 

gult. Mørtlen er ligeledes gul, medmindre der er 

meget bider tilsat, hvor især hydraulisk kalk gør 

mørtlen næsten hvid. 

Bastardmørtel: det samme som KC‐mørtel. 

Ballast: svensk for Tilslag 

Berapning: ”spartling” med meget våd mørtel. 

Bergkross: svensk: knust klippe – også kaldet 

makadam, s.d. 

Binder: de komponenter af mørtel/puds/beton, 

der reagerer kemisk under hærdningen (hydrat‐ 

kalk, div. cementtyper og mikrosilika). 

Bindingstid: tiden frem til mørtlen eller betonen 

er blevet så hærdet, at den kan bære sig selv. 

Typisk højst et par timer for cementholdige. 

Bruk: svensk ord for mørtel (”klæberen” mellem 

sten). 

Finpudsning: en afsluttende pudsning med fin, 

fed kalkpuds (f.eks. K 100/300) indvendigt inden 

tapetsering. Erstattes i dag ofte af 

sandspartling/letspartel, der af mange findes 

lettere og hurtigere at udføre, især for den 

uøvede – og som er stærkere. 

Forskalling: plader og brædder, der benyttes til 

støbeform ved betonstøbning 

Forskelling: ”fugning” af tegltage udført udefra 

(tænk på traditionelle huse i Skagen) – det 

”modsatte” af understrygning. 

Hybridmørtel: en 2‐komponent lim (som epoxy), 

der benyttes til klæbeankre – armeringsjern og 

gevindstænger, der klæbes fast i huller boret i 

beton, således at genstande kan skrues fast på 

Side 25 af 26

etonen, eller man kan påstøbe yderligere 

armeret beton. (Medtaget p.gr.a. 

forvekslingsmuligheden med Bastardmørtel.) 

Hærdningstid: tiden frem til mørtlen eller 

betonen kar opnået sin endelige styrke – tager 

dage/uger. Kalkmørtler kan i tykke mure tage år. 

Jurakalk: andet navn for hydraulisk kalk. 

Klaplag: et lag meget svag beton med kun lidt 

cement der udlægges på jorden inden den 

egentlige støbning af gulvet foretages. Anvendes 

normalt ikke, hvis der lægges kapillarbrydende 

lag/isolering. 

Kross: nedknust – kortform for knust klippe – se 

bergkross og makadam. 

Makadam: (mest svensk, på dansk betyder det en 

vejbelægning indeholdende nedenstående 

produkt) i denne sammenhæng et produkt af 

knust og sigtet sten (klippe), udbredt i det 

grusfattige Sverige. De små fraktioner – f.eks. 2‐4 

mm, 4‐8 mm er mest anvendelig til at strø på 

isglatte fortove eller til at lave havegange med. 

Hvis man anvender disse alene i beton/mørtel vil 

man mangle den fine (sandagtige) fraktion og 

mængden af binder skal øges. 

De grove fraktioner som 16‐25 mm er velegnede 

som stenfraktionen i beton. 

Revetering (=rappning): svensk for at pudse en 

trævæg for at den skal ligne et dyrt stenhus. IKKE 

det samme som dansk ”berapning”. 

I ældre tid ville man benytte lerklining (på svensk 

er det ler, sand og plantefibre) som ”puds”. 

Sand: partikler under 4 mm. Meget af, hvad der 

professionelt kaldes sand, vil vi almindelige 

mennesker kalde grus. 

Singles: (afrundede natur‐)sten mellem 32 og 64 

mm i diameter. Den største fraktion, der benyttes 

i ”amatør” opgaver. 



De mindre størrelser: Perlesten (som ral) (4‐ 

8mm), ærtesten (8‐16 mm), nøddesten (16‐32 

mm). Man må ikke benytte sten større end 1/3 af 

mindste dimension på det der skal støbes og ikke 

større end 1/3 af afstanden mellem evt. 

armeringsjern. 

Släckning: det svenske ord for læskning. 

Reaktionen mellem brændt kalk og vand, hvorved 

man får læsket kalk (kule alk), der er ekstremt 

ætsende. 

Strandmørtel/strandmateriale: (vasket) sand og 

grus fra stranden eller havbunden – dansk 

betegnelse. Materialet og mørtlen bliver lysegrå. 

Støbemix: færdig blanding af sand og sten men 

uden binder (til betonstøbning) – lettere at 

håndtere, men skal bestilles med sammen‐ 

sætning, der passer til opgaven. 

Sækkeskuring: som vandskuring, men der pudses 

med filtsbræt. Stenenes omrids skal let kunne ses 

efter behandlingen, men stenene er i det store og 

hele dækket af et tyndt lag mørtel. Kaldes ofte – 

forkert – for ”vandskuret”. 

Tilslag: de dele af mørtel/puds/beton, der ikke 

reagerer kemisk under hærdningen (sand, grus, 

sten). Er nødvendige af mange grunde bl.a. for at 

undgå svindrevner under hærdning. Billiggør 

samtidig slutmaterialet. 

Vandskuring: mur ”pudses” eller berappes så 

tyndt som muligt med vællingagtig mørtel og 

skures med våd mursten. Det meste af de 

oprindelige mursten skal stå med ren overflade. 

Vassmatta: svensk for rørvæv, underlag/hæfte‐ 

grund for puds. 

Våt kalk – svensk for lagret kulekalk, men kan 

også bare betyde våd kalk. 

 

Side 26 af 26

Bruk, puts och betong (Mørtel, puds og beton) - Danske Torpare

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?