BYENS PLAN - Dansk Center for Byhistorie

at hjælpe sig selv til at blive ejere af egen bolig. Arbejdernes Byggeforening var det første
større kooperative byggeri i København, men mange flere kom til siden hen.
Hygiejnebevægelsen beskæftigede sig ikke kun med den lille byplanlægning i form af
enkeltstående arbejderboligbyggerier. Emil Hornemann blandede sig f.eks. i debatten om den
større planlægning af voldterrænet mellem den gamle bykerne og Søerne. Hornemann mente
ikke, at man skulle give området frit til privatkapitalistisk boligbyggeri, som i tilfældet med
kvarterne uden for Søerne. Området skulle i så vidt mulig omfang omlægges til park efter
hygiejnens fordringer, og fungere som ventilationskanal – lunger - for hovedstaden.
Hornemanns anbefalinger blev i stor stil taget til efterretning i den endelige plan for
voldterrænet, som blev vedtaget i 1872.
Den hygiejniske kommission med Hornemann i spidsen anbefalede i 1851 bystyret at
udarbejde en bygningslov for hovedstaden for at dæmme op for overbefolkningen og
spekulationsbyggeriet. En komité blev nedsat af myndighederne, bla. med hygiejnikeren P.A.
Schleisner som medlem, der skulle udarbejde et udkast til en ny lov. En midlertidig
bygningslov blev vedtaget i 1854 og afløst af en permanent lov i 1856. Loven var et
fremskridt i sammenligning med tidligere, men den fungerede ikke med tilbagevirkende kraft
og indeholdt for få bolighygiejniske krav. Hornemann mente ikke, at loven kunne dæmme
tilstrækkeligt op for spekulationsbyggeriets uvæsen, og han anbefalede, at den blev
underkastet en revision, hvilket skete senere i 1871 og 1875.
5. Konklusion – Hygiejnebevægelsen og byplanlægningen i København
1844-1865.
Som nævnt i indledningen har byplanmæssige initiativer i hovedstaden i midten af 1800tallet
traditionelt været underprioriteret i fremstillinger om det moderne byplanhistorie, som
har lagt begyndelsen til den moderne byplanlægningshistorie i årtierne omkring
århundredeskiftet. Med denne undersøgelse har jeg søgt at vise, at væsentlige byplanmæssige
initiativer tog form allerede i perioden 1844-1865. Indtil da var byplanlægningen i Danmark
udformet af kongemagten under hensyntagen til repræsentative, æstetiske og militære formål.
I midten af 1800-tallet blev byplanlægningen moderne, idet byens fremtidige udformning ikke
længere dikteredes af den enevældige statsmagt, men blev genstand for en demokratisk
offentlig debat, hvori mange interesser var involverede. En af de nye interesser i denne
95