BYENS PLAN - Dansk Center for Byhistorie

og dels fordi man ville undgå at klumpe folk sammen igen i deres gamle, små og usunde
lejligheder. Den overordentlige Sundhedskommission søgte derfor Krigsministeriet, som
rådede over arealerne, om dispensation for nedrivningen af barakkerne mellem
Østerfarimagsvej og Sortedams Sø. 321 Krigsministeriet vægrede sig først, men kommissionen
fik til sidst ministeriets tilladelse til, at barakkerne, som husede op til 1000 mennesker, måtte
blive stående frem til den. 1. november 1854, hvorefter kommunalstyrelsen forpligtede sig til
at nedrive barakkerne. 322 Kommunalstyrelsen viste året efter dog ingen tegn på, at den havde
tænkt sig at leve op til sin forpligtigelse, da den i lighed med ”Commissionen [måtte] ansee
de omhandlende Barakkers Bibeholdelse for særdeles ønskelig i sanitair Henseende” 323 , og
derfor ansøgte Magistraten igen Krigsministeriet om yderligere et års udsættelse på
barakkernes nedrivning. En fornyet dispensation kom da også i hus igen efter en del besvær,
men herefter var det slut. I 1855 blev det første hold af barakkerne revet ned, flere fulgte efter
i 1856, og de sidste barakker blev taget ned i foråret 1857. 324
Udflytningens positive erfaringer brugte hygiejnebevægelsen ihærdigt i sin agitation for
det filantropiske byggeri. Det vakte også behørig opmærksomhed blandt ”de Velhavende og
de Magthavende” i kommunalstyrelsen og avispressen. Heraf ville mange gerne have set, at
barakkerne mellem Øster Farimagsgade og Sortedams Sø udviklede sig til et permanent
forstadsarbejderboligbyggeri. Men krigsministeriets forbenede insisteren på, at
barakbyggeriet skulle væk, kunne de arbejderboligvenlige kræfter ikke i længden rokke ved.
Krigsministeriet nægtede endnu at give de militære arealer mellem voldene og søerne fri til
permanent bebyggelse, af hensyn til ”den strænge Overholdelse af Demarcationsloven”. 325
Lægeforeningen, som blev dannet under koleraepidemien, havde oprindeligt tænkt sig at
barakkerne skulle blive, og ville gerne have investeret 10.000 rdl. i projektet. Men da lægerne
blev klar over, at dette ikke ville lykkes, besluttede de i stedet at lede efter et andet sted uden
for byen at opføre sunde og billige boliger for arbejderklassen. Valget faldt på Østerfælled. 326
321 Bonderup 1994 s. 230
322 BRF, Mødet den 5te September 1853 s. 148, Mødet den 17de October 1853 s. 161, Christensen 1912 s. 538
323 BRF, Mødet den 28. august samt 4-5. september 1854 s. 139
324 Christensen 1912 s. 541
325 KBF, Mødet den 14de Mai 1855, s. 43
326 Christensen 1912. s. 542
80