BYENS PLAN - Dansk Center for Byhistorie

hovedstaden med godt 84.000 mennesker fra 121.000 i 1840 til 215.400 i 1870 først og
fremmest som følge af en nettotilvandring til byen. Tilsvarende faldt dødeligheden i
København, der i de senere år fik en stigende betydning for befolkningstilvæksten i
hovedstaden, således at byen i årene 1855-1870 selv leverede omkring halvdelen af
tilvæksten. 270
Det stigende befolkningstal fra 1840’erne og frem kombineret med manglende
byggeregulativer og selviske grundejerinteresser gjorde, at grundudnyttelsen indenfor voldene
fik en tak opefter. Husene blev forsynet med en ekstra etage, større lejligheder blev opdelt i
flere mindre, kældre og lofter blev indrettet til beboelse, side- og baghuse blev bygget til, og
hidtil åbne pladser fyldtes med højere, smallere og dybere boligkaserner. Resultatet var, at
boligstandarden blev presset væsentligt nedad, og at der i løbet af få år blev skabt en
boligmangel i København, særligt for den fattige arbejderklasse, der var sammenlignelig med
tilstanden i de store klassiske industribyer i England.
Der var ikke noget nyt i, at underklassen levede under kummerlige forhold, det havde den
såmænd altid gjort. Det nye bestod i arbejderboligernes hastigt stigende omfang og
koncentration i hovedstaden, der mere og mere stak det øvrige samfund i øjnene og virkede
truende - sundhedsmæssigt i form af kolera, moralsk i form af sædelighedens forfald og
politisk i form af optøjer og revolutioner. 271
I 1850’erne sprængte udviklingen byens rammer, demarkationslinjen blev flyttet ind til
Søerne i 1852, og byggeri tilladt på de tidligere militære arealer og voldterrænet. Herefter
skete den første udbygning af de københavnske brokvarterer, indre Nørrebro og Vesterbro
med nye boliger og arbejdspladser. Byens udvidelse blev fulgt op af lovgivningsinitiativer,
der på forskellig måde regulerede byggeriet af hygiejniske og byplanlægningsmæssige
hensyn. F.eks. loven om sundhedsfarlige næringsveje i 1852, Københavns første samlede
bygningslov 1856 og sundhedsvedtægterne 1860. 272 Selv om brokvarterernes bebyggelse i
årene efter demarkationslinjens flytning i stigende grad lettede på boligpresset indenfor
voldene, boede indbyggere i den gamle bykerne stadigvæk meget tæt. Endnu i 1860 boede
trefjerdedele af hovedstadens indbyggere fortsat i trange boliger indenfor bykernen. 273
270
ibid. s. 138
271
Hyldtoft, Ole: ”Arbejderboliger og bymiljøer”. I: Strømstad, Poul: Mennesket og Maskinen. Nationalmuseet
1980. s. 72
272
Hyldtoft 1996 s. 135f
273
Hyldtoft, Ole (m.fl.): ”Urbaniseringsprocessen i Danmark” I: Blom, Grethe Authén: Urbaniseringsprocessen
i Norden. Bd. 3 (Industrialiseringens første fase), Trondheim 1977. s. 224
68