BYENS PLAN - Dansk Center for Byhistorie

pladser og gårdsrum skulle fejes hyppigt, at latrinhuse skulle overholde bygningslovens krav,
at der ikke måtte tilflyde latrin til byens rendestene uden sundhedskommissionens samtykke,
samt at de private oplagssteder for natrenovationen skulle være overbyggede med skure.
På trods af alle fremskridt var hygiejnebevægelsen alligevel ikke helt tilfreds. Det fremgår
f.eks. af Emil Hornemanns korte artikel fra oktober 1859 ”Om en opfordring fra
Arbeiderforeningen i København til Lægeforeningen”. 258 I artiklen berettede en glad og stolt
Hornemann om, hvorledes arbejderne i foreningen havde rettet henvendelse til
Lægeforeningen om at holde foredrag for dem om hygiejne. Men så var det også slut med den
muntre tone. Hornemann kunne ikke dy sig for at gøre status over den ”den hygiejniske
Reform” ved at lange ud efter en anden og mere privilegeret del af befolkningen, nemlig de
”Oplyste og Dannede (…) de Styrende overhovedet”, som ulig arbejderne, syntes at
interessere sig for alt andet end det, som hygiejnebevægelsen stod for. Hornemann skrev, at
”nu er der mindst i 13 år skrevet, talt og paa andre Maader arbeidet og virket for den
hygiejniske Reform her i Landet”. 259 Han mente, at de tretten års kamp for hygiejne havde
”ført til adskillige gode, praktiske Resultater”. Men som bekendt findes der ingen roser uden
torne. Han uddybede: ”Men dette Udbytte har i de fleste tilfælde ikke været Frugten af de
vedkommende Autoriteters Overbeviisning om Nødvendigheden og nytten af det Skete, men
snarere kun Virkning af det Tryk, som den for Sagen reiste Agitation har udøvet. Nogen
almindelig Erkjendelse af den sanitære Reforms eller af Sundhedspleiens store Betydning for
det hele som for den Enkelte findes derimod ikke hos Mængden er de Oplyste og Dannede,
eller hos de Styrende overhovedet. Tvertimod, de der arbeide for slige Formaal, ansees
desværre endnu af Mange for Phantaster, eller for (saakaldte) Sundhedstyranner, Krænkere
af Eiendomsretten, fanatiske Reenlighedsapostle o.s.v. som man helst vilde være fri for.” 260
På trods af tretten års fremskridt for den offentlige hygiejne, mente Hornemann alligevel, at
der var grund til pessimisme. Hornemanns egne standsfæller, det bedre borgerskab, som
besad den politiske og økonomiske magt i hovedstaden, modarbejdede konstant de sanitære
reformer og støttede kun op omkring hygiejnebevægelsens krav, for så vidt dens forslag også
258 Hornemann, Emil: ”Om en Opfordring fra Arbeiderforeningen i København til Lægeforeningen”. I:
Hornemann (red.) Hygiejniske Meddelelser 2. bd., 3. hæfte, 1858-1859. s. 254-256.
259 ibid. s. 254: Han satte altså starten på hygiejnebevægelsens arbejde i Danmark til året 1846. Samme år som
Det kongelige medicinske selskabs hygiejniske Komite, med ham selv som medlem, blev dannet.
260 ibid. s. 254f
63