BYENS PLAN - Dansk Center for Byhistorie

derved ikke kostede kommunen en krone. 197 Mollerup sluttede i det væsentligste op omkring
Langes udtalelser, men tilføjede at han var af den overbevisning, at der var for stor risiko ved
”et saa omfattende og kostbart Værk” 198 I stedet for at gennemføre kloakanlægget i al
hastværk burde man i stedet vente lidt, indtil der var indhentet tilstrækkelige erfaringer fra
udlandet. 199
Diskussionerne om de tre anlæg blev ikke blot ført i Borgerrepræsentationen og
Landstinget, men også i pressen, hvor diskurserne hver for sig forsøgte at sætte dagsordenen
for, hvad der i det offentlige rum kunne siges og tænkes om byens plan. Lægen og
statistikeren Carl Emil Fenger 200 kritiserede f.eks. i Fædrelandet fredag den 6. maj 1853
voldsomt A. S. Ørsted for hans udtalelser om, at de hygiejniske forhold og
dødelighedsfrekvensen i København ikke var værre end så mange andre steder. Fenger
dementerede A. S. Ørsteds pointer ved at føre statistisk bevis for, at overdødeligheden i
København skyldtes byens dårlige vandforsyning og afløbsforhold. 201
Den samlede plan for vand-, gas og kloakanlæg i København blev endeligt vedtaget af
Borgerrepræsentationen den 13. juni 1853, hvor 16 stemte for hele projektets udførelse, mens
10 var imod, at kloakdelen kom med. I kommunalstyrelsens andet kammer, Magistraten, var
majoriteten til gengæld ”stemt for indtil videre at stille Afgjørelsen af Kloakplanen i Bero,
(…) da man fandt, ”at overveiende Grunde talte imod for Tiden at tilraade Indførelsen af det
tilsigtede Kloakanlæg”. 202 Den politiske splittelse omkring projektet var til at føle på i
kommunalstyrelsen, som herefter indsendte hele forslaget til Indenrigsministeriet, der, som
den københavnske forfatning foreskrev, i tilfælde af uenighed mellem Borgerrepræsentation
og Magistrat skulle tage den endelige afgørelse i sagen. 203 Indenrigsminister A. S. Ørsted
197
ibid. s. 49-61
198
ibid. s. 63
199
ibid. s. 61-65
200
Bricka 1894: Dr. Med. Carl Emil Fenger (1814-1884) var en god ven af Emil Hornemann, og han kæmpede
for hygiejniske reformer i mange sammenhænge. Fenger var bla. formand for Det kongelige medicinske selskabs
statistiske komité, og han offentliggjorde i den sammenhæng en række statistiske arbejder, som med deres
konklusioner om bla. byers høje dødelighed leverede et videnskabeligt grundlag for den hygiejniske sag. I 1849-
1852 og igen i 1861-1876 var Fenger medlem af folketinget. I 1868 blev Fenger medlem af Københavns
Borgerrepræsentation, og i 1875-83 var han Københavns finans- og hospitalsborgmester. Endelige blev Fenger
finansminister i 1859 i ministeriet Hall og igen i 1870 i ministeriet Holstein-Holsteinborg. Udover sin
omfattende politiske karriere havde Fenger også tid til filantropi på privatbasis. Han var foruden at være
involveret i arbejdet med at etablere arbejderboliger på Christianshavn i 1850 også medinitiativtager til byggeriet
af Lægeforeningens Boliger i 1854. Derudover var han også medarrangør af den Hygiejniske Kongres i
København i 1858 og medstifter af Foreningen til sundhedsplejens fremme i 1879.
201
Fædrelandet, fredag d. 6. maj 1853
202
KBF, 1853-1854 s. 228f
203
Knudsen 1988 s. 53
51