BYENS PLAN - Dansk Center for Byhistorie

Hornemann havde i rapporten ”Om adskillige Mangler” ganske kort omtalt problemet med
fæstningsgravene. Året efter den 30. september 1848 offentliggjordes artiklen ”Om
Kjöbenhavns stillestaaende Vande, en hygiejnisk Bemærkning” 119 , hvori han uddybede
problematikken. Her påpegede han, ”at ligesaa gavnlig som rindende Vand kan være for en
sund Vegetation og et sundt Liv overhovedet, ligesaa skadeligt kan det stillestaaende Vand i
mange Tilfælde vare baade for Liv og Sundhed”. 120 Det stillestående vand var af det onde og
måtte undgås, da det ”udvikle Gasarter (…) der er skadelige eller giftige for Mennesket og
andre höiere Dyr” 121 Disse ”Gasarter” som Hornemann hentydede til, var det man i
samtiden forstod som miasmer – sygdomsfremkaldende stoffer, der førtes gennem luften, og
som blev farlige, når de lokalt blev blandet med forrådnende urenheder fra dyr og mennesker.
Miasmerne opstod spontant i urene omgivelser som fx i beskidt stillestående vand og blev
ifølge miasmeteorien anset som den primære årsag til epidemier, som f.eks. koleraen der i
1848 hærgede gennem Europa og truede Danmarks grænser, mens Hornemann sad og skrev
sin artikel. 122 Man havde i samtidens lægevidenskabelige kredse i Europa gjort den erfaring,
at koleraen fortrinsvis spredtes af vandvejen og især brød ud i flodegne i byers nærhed, som
fungerede som skraldespand for store byers latrin og andet affald. 123 Af hensyn til
kolerafaren var det derfor særlig vigtigt at få gjort noget ved de københavnske fæstningsgrave
og Rosenborg Slotsgrav, hvis stillestående vand, som var ulækkert nok i sig selv, desuden
tilførtes spildevand og latrin fra diverse kloakafløb, som blot gjorde situationen endnu mere
farlig.
119
Hornemann, Emil: ”Om Kjöbenhavns stillestaaende Vande, en hygiejnisk Bemærkning”. I: Ugeskrift for
Læger. 2. rk. IX, nr. 14, s. 209-221, København 1848.
120
Hornemann 1848 s. 209
121
ibid. s. 210
122
Bonderup 1994 s. 17ff: Denne anden kolerapandemi (En pandemi er en epidemi, der har bredt sig fra et lokalt
til et meget større område. Den første pandemi i Europa var fra 1830-37.) opstod på det asiatiske subkontinent i
1840 og spredte sig de følgende år til Europa, hvor de første ofre meldtes i 1847 i Rusland. Året efter hærgede
koleraen i Europa. Epidemien kom på kort besøg i Danmark, idet en skipper fra Dragør ulovligt havde navigeret
et russisk skib gennem Øresund, og han havde taget sygdommen med sig hjem. Hans kone og et andet
familiemedlem døde, mens han selv slap. To år efter i 1850 forekom der desuden en række koleratilfælde i
Bandholm på Lolland. Det var dog de eneste tilfælde i denne omgang, og myndighederne kunne konstatere, at
angrebene havde været sporadiske og ånde lettet op.
123
ibid. s. 219ff: Hornemann indrømmede, at sammenhængen mellem urent vand og kolera kun var en hypotese,
men konkluderede alligevel: ”Saameget synes imidlertid vist, at hvor der foruden det stillestaaende Vand endnu
findes Tillöb dertil af forskjellige Uhumskheder, der ere forsaavidt alle uheldige Betingelser forenede. At
undgaae eller fjerne disse Betingelser hörer saaledes til de förste hygiejniske Forpligtigelser for en större By.”
35