BYENS PLAN - Dansk Center for Byhistorie

Et var, at det var besværligt at komme af med spildevandet. Et andet var, at det næsten var
umuligt at få tilstrækkeligt med rent drikkevand i 1840’ernes København. Hovedstaden
forsynedes med ”pumpevand” fra Sortedamssøen og Peplingesøen, mens Emdrup Sø
forsynede byen med ”springvand” – det vil sige vand, der sprang frem som et kildevæld.
Byens drikkevand bestod altså af urenset overfladevand, som ledtes ind i byen i trærender,
som lå i et net under gaderne og stod i forbindelse med hundredvis af pumper. 69 Disse
trærender i form af udhulede træstammer var dels tilbøjelige til at gå i forrådnelse, dels var de
porøse og utætte, hvorfor nedsivede urenheder fra latringruber og rendesten kunne trænge ind
i dem. Til drikkevand benyttedes også brøndvand fra byens mange private og offentlige
brønde, som dog heller ikke sjældent var forurenede pga. indsivning fra forurenet
grundvand. 70
3.2. Den hygiejniske diskurs - hygiejnebevægelsens kritik og reformforslag
Det er på baggrund af den ovenfor skildrede kriseagtige sanitære situation i København
samt den generelle politisk-økonomiske kontekst, at hygiejnebevægelsens reformarbejde og
introduktion af den hygiejniske diskurs tager form i starten af 1840’erne. Dette årti kan ses
som en i-tale-sættelse-fase, hvor problemer sættes på dagsordenen af hygiejnisk-sindede
private borgere og politikere i Borgerrepræsentationen, samtidig med at eksperterne, lægerne
og ingeniørerne redegør for deres viden og deres midler til at løse nogle af disse problemer. I
1850’erne trappes debatten op som følge af, at problemerne kommer mere konkret på
dagsordenen, og specifikke valg skal træffes. Først her kommer konfrontationerne –
modstanden mod den hygiejniske diskurs – virkelig til udtryk, og modsætningen mellem
fortalere og opposition tegnes skarpere op.
3.2.1. Vandforsyning med kloakker
I starten af 1800-tallet var der enkelte røster fremme om nødvendigheden af sanitære
reformer. F.eks. havde lægerne Rasmus Frankenau (1767-1814) i 1801 og Heinrich Callisen
(1740-1824) i 1807 kritiseret svineriet i Københavns gader. De talte for, at myndighederne
69 Bonderup 1994 s. 58f, Lützen 1998 s. 82f
70 Engberg 1999 s. 33f
25