BYENS PLAN - Dansk Center for Byhistorie

I Europa afvikledes det absolutistiske ordensprojekt i perioden mellem 1700-tallets
slutning og midten af 1800-tallet, hvorefter transformationen til en moderne verden viste sig i
sociale revolutioner, nye politiske idealer, begyndende industrialisering og en ny selvstændig
og selvregulerende økonomi, som afsluttede den statslige forvaltning på dette område. Det
medicinske politis funktion overtoges herefter af de af staten uafhængige nye hygiejniske
reformbevægelser. Disse bevægelser udviklede en ny form for socialhygiejne baseret på
enevældens klassiske hygiejnestrategi, der ikke som den merkantilistiske strategi blot
koncentrerede sig om at fremme befolkningstilvæksten, men derudover tillige rettede
opmærksomheden mod at sikre arbejdernes fortsatte overlevelse qua de stigende dødsrater og
hyppigere epidemiske udbrud i de europæiske industribyer. Et underliggende motiv for de
sanitære reformer var desuden, at man herved sikrede fabriksejerne en sund og stabil
arbejdskraft samt fortsat ro og orden i de arbejdende masser. 45
Koleraepidemierne som hærgede i Europa gentagne gange mellem 1831 og 1867 gav
efterhånden lægerne øget indsigt i forholdet mellem epidemiernes voldsomhed og graden af
det fysiske og sociale slum, som var resultatet af industrialisering og urbanisering. Det blev
efterhånden muligt direkte at påvise en statistisk sammenhæng mellem slum og sygdom. Der
var blot uenighed om sygdommens egentlige årsag. Indtil Robert Koch i 1883 opdagede den
specifikke årsag til koleraen, (koleravibrionen, som er en bestemt bakterie, der findes i
forurenet vand, og som kan smitte ved berøring også gennem sunde smittebærere) var lægerne
splittet i to grupper, smitteteoretikerne, også kaldet contagionisterne, og miasmatikerne, også
kaldet anticontagionisterne. 46 Miasmeteorien fortrængte dog gradvist smitteteorien helt i løbet
af 1800-tallets første halvdel, og miasmeforklaringen blev den altdominerende
lægevidenskabelige diskurs og årsagsforklaring i de hygiejniske bevægelsers storhedstid i
1840’erne og 1850’erne. Miasmeteorien bestemte luften som det afgørende medie i
udbredelsen af sygdomme og epidemier. Teorien gik ud på, at atmosfæriske giftstoffer –
miasmer – opstod spontant i luften pga. uheldige samspil mellem luftens forskellige variable
såsom temperatur, årstid, klima, fugtighed, vind, lokalitet, jordbund osv. Teorien lagde
vægten på omgivelsernes spontane sygdomsfremkaldende virkning, forstået på den måde at
epidemier opstod, når de sygdomsfremkaldende miasmer der førtes gennem luften fra andre
egne af verden, blandedes lokalt med forurenende urenheder fra dyr og mennesker. 47
45 Jørgensen 1992 s. 35, Schmidt 1986 s. 35ff
46 Bonderup 1994 s. 13: Contagio = berøring, miasma = giftigt smitstof
47 Jørgensen 1992 s. 36, Lindegaard 2001 s. 49
18