Sexolog og Parterapeut Skolen Aben og Rotten ... - Carl-mar.dk

Sexolog og Parterapeut Skolen
Carl-Mar Møller
Avderødvej 45
2980 Kokkedal
www.carl-mar.dk 77@Carl-Mar Møller
www.parterapeutskolen.dk
Aben og Rotten
Skrevet af Helle og Carl-Mar
Jeg har afholdt flere end 500 foredrag siden 1990
Foredragene bliver holdt ud fra mine bøger:
Hvordan skaber du stærke børn? Mænd, Kvinder, Selvværdets gåder,
Energiens hemmeligheder, Bliv en bedre kæreste, Seksualitet og følelser,
Bliv en gladere kollega, Hvad kvinder ikke ved om mænd og Parterapi Metoder.
De 6. foredrag:

1. Hvad kvinder og mænd ikke ved om hinanden
2. Bliv en gladere kollega og kæreste
3. 20 måder at stoppe mobningen på
4. Hvordan skaber du stærke børn?
5. Hvordan bevarer du din livskraft?
6. Hvordan kommer du af med stress?
Foredragets form:
60 min debatoplæg.
15 min pause
60 min spørgsmål og debat eller efter behov
Indholdsfortegnelse
1. Kapitel Den store skov
2. Kapitel Grædesøen 1
3. Kapitel Øen
4. Kapitel Til søs
5. Kapitel Landsbyen mellem de to bjerge
6. Kapitel Kurs mod en øde ø
7. Kapitel Det Ukendte Land
8. Kapitel Den magiske ø
9. Kapitel Klumpfoden
10. Kapitel Bjergvejen
11. Kapitel For enden af bjergvejen
12. Kapitel Til vejrs
13. Kapitel Havet med de store bølger
14. Kapitel Malebog

1. Kapitel
Den store skov
Der var engang en Rotte som ikke kunne finde sin far. Rotten savnede sin far, og
var meget ked af det. Hvad skulle Rotten dog gøre for at få sin far tilbage?
Rotten sov ikke i flere dage fordi han hele tiden tænkte på sin far. Rundt og
rundt gik Rotten så han blev rundtosset og ør i hovedet. Pludselig en dag sagde det
»Pling«, og Rotten hoppede og dansede mens han råbte: »Nu har jeg det, nu har
jeg det. Jeg tager ud og leder efter min far.«
Rotten fik nu meget travlt, og tog afsted med det samme.
Rotten gik og gik. I dale og over bakker. Da Rotten havde gået nogle timer, nåede
han til en kæmpe skov. Fordi skoven var så stor, tænkte Rotten på om han overhovedet
kunne finde rundt derinde. Rotten trak vejret dybt, samlede mod til sig, og
gik ind i skoven.
Inde i skoven var der mørkt, og træerne kastede store sorte skygger på jorden.
»Uhh, nej. Hvor uhyggeligt. Jeg klarer det aldrig«, tænkte Rotten.
Men hvis Rotten skulle finde sin far, var der ingen vej tilbage. Med hurtige
skridt gik Rotten uden at se til siderne og uden at se sig tilbage.
Rotten gik længere og længere ind i skoven.
»Uhuu-hu-huuu«, lød det pludseligt.
Det gav et sæt i Rotten.
»Uhuu-hu-huuu«, lød det endnu engang.
Rotten blev bange og tænkte: »Åh-nej. Måske er denne skov en spøgelsesskov.
Hvad skal jeg dog gøre?«
Selv om Rotten var bange, var han også meget nysgerrig. Ja, faktisk var Rotten
en meget modig rotte.
Rotten besluttede sig for at undersøge hvor lyden kom fra. Nu ventede Rotten
bare på at lyden skulle dukke op igen.
Inden længe lød der endnu et: »Uhuu-hu-huuuu«.

»Ahaa«, tænkte Rotten, »Lyden kommer fra nord, og nord ligger denne vej«.
Rotten pegede fremad, og gik afsted med raske skridt.
Lyden kom tættere og tættere på.
Snart fik Rotten øje på noget oppe i et træ. Det var jo slet ikke noget spøgelse
som Rotten havde troet. Oppe i træet sad en Abe og græd.
Rotten løb hen til træet, så op på Aben, og spurgte: »Hvorfor græder du?«
»Uhu-hu-huuuu«, svarede Aben, »Fordi jeg ikke kan finde min mor«.
»Jeg kan heller ikke finde min far«, sagde Rotten.
Se nu stoppede Aben med at græde.
»Så er vi begge kede af det«, sagde hun.
Aben kravlede ned fra træet, satte sig ved siden af Rotten og spurgte: »Skal vi
to ikke hjælpe hinanden?«
Rotten gav Aben et kæmpe knus, og svarede: »Det kan vi godt. Nu skal vi ikke
længere føle os ensomme, for vi har hinanden«.
Aben og Rotten gik nu sammen ind i skoven for at finde deres mor og far.
Da de havde gået nogen tid, fik Aben pludselig øje på noget.
Aben hvinede: »Hjææælp, hjææælp, en væmmelig Slange der vil spise mig til
aftensmad«.
Aben blev meget bange, og kravlede op i toppen af et træ. Men hvad hun ikke
vidste var at slanger kan krybe i træer. Den store Slange krøb stille og roligt op i
træet hvor Aben sad. Slangen slikkede sig om munden ved tanken om en lækker
abesteg. Rotten stod på jorden, og så på Slangen der nærmede sig Aben.
»Jeg må gøre noget«, tænkte Rotten.
Rotten løb efter Slangen op i træet, og bed den hårdt i halen. Slangen var ligeglad
og rystede bare halen så Rotten faldt ned på jorden igen. Nu lå Rotten på jorden
med en skrækkelig hovedpine, fordi han havde ramt en lyserød sten.
»Hvad skal jeg dog gøre for at redde min bedste abeven?« tænkte Rotten.
Den lyserøde sten var en ønskesten, men det vidste Rotten ikke. Mens Rotten
lå på stenen, lukkede han øjnene og ønskede, at der bare ville komme en Ildflue-fe

forbi og få Slangen til at falde i søvn. Pludselig sad der en lille Ildflue-fe med en
tryllestav i hånden på Rottens mave.
»Hvad ønsker Du?«, spurgte Ildflue-feen.
Rotten tænkte at det måtte være en drøm, for det kunne ikke være virkelighed.
Ildflue-feen begyndte at synge om vilde kaniner, mens den dansede på Rottens
mave. Nu vidste Rotten at det var virkelighed.
»Åh, kære Ildflue-fe«, sagde Rotten, »Kan du ikke flyve op i toppen af træet og
få Slangen til at falde i søvn? For ellers vil Slangen spise min bedste abeven til aftensmad
«.
Ildflue-feen fløj straks op i træet, kiggede Slangen dybt ind i øjnene og sagde:
»Soooov Slange, du er træææt, du skal slappe af, soooov nu lille Slange«.
Slangens tunge faldt ned på hagen, og dens øjne begyndte at kigge hver sin vej.
Ildflue-feen hang i luften med sin tryllestav, og begyndte at grine fordi Slangen så
skør ud.
Ildflue-feen råbte til Aben: »Nu kan du godt komme ned fra træet«.
Aben skreg: »Jamen, hvordan skal jeg komme forbi Slangen?«
»Jo«, svarede Ildflue-feen, »Du kan bare kravle oven på Slangen. Den sover
jo«.
Aben kravlede op på Slangen, men hun var så bange at hun kom til at slå en
prut lige i hovedet på Slangen. Slangen kunne ikke klare at få en prut i hovedet.
Den vågnede, og nyste så højt at Ildflue-feen blev blæst helt op til månen, og
Aben fløj op i luften, hvorefter hun dalede 10 meter ned, men landede på en gren
lige før jorden.
»Pyha. Det var tæt på at jeg havde fået en bule i hovedet«, sagde Aben.
Heldigvis faldt Slangen atter i søvn. Den snorkede så højt at der kom en flok
måger flyvende og skældte ud.
Mågerne skreg: »Hold så op med at snorke så højt Slange, vi kan ikke sove.«
Slangen vågnede, åbnede øjnene og så meget forvirret ud hvorpå den sagde:

»Hvor er jeg. Hvem er jeg. Hvad laver jeg her?«
Mågerne svarede: »Det ved vi aldeles ikke, og vi er også ligeglade. Vi vil bare
gerne sove. Men du snorker, og det lyder som en lastbil med en stor motor, der kører
«.
Slangen havde ikke tid til at snakke med mågerne, for den havde fået øje på
Aben og Rotten nede på jorden.
»Aha. Der er min aftensmad«, hvæsede Slangen.
Men det var for sent, for nu løb Aben og Rotten alt hvad de kunne hen ad skovvejen.
Den stakkels Slange havde så ondt i maven, fordi den var så sulten. Hvad skulle
den nu gøre? Slangen lagde sig på ønskestenen og ønskede at Ildflue-feen skulle
komme tilbage og hjælpe. Lige pludselig sad Ildflue-feen på Slangen med sin
tryllestav i hånden og spurgte: »Hvad ønsker du?«
Slangen svarede: »Åhh, kære Ildflue-fe. Jeg er så sulten. Aben og Rotten er
stukket af, hvad skal jeg dog gøre?«
Ildflue-feen sagde: »Lidt længere nede af vejen er der et regnormebo med 1000
regnorme. Lyder det ikke dejligt?«
»Jo tak, kære Ildflue-fe. Jeg skal nok sende dig et julekort til jul«, svarede
Slangen, og væk var den.
Slangen snoede sig hen ad vejen, mens den råbte: »I aften skal jeg have regnormespaghetti
«.
Slangens tunge hoppede helt vildt i luften, og nu kunne den lugte alle de dejlige,
varme regnorme.
»Juhuuu«, råbte Slangen, »Varm mad. Det er ikke så ringe endda«.
Da Slangen spiste alle regnormene, smaskede den så højt at det kunne høres i
hele skoven. Aben og Rotten troede at det var 100 grise der fik mad på en gang.
»Pyhaa«, sagde Aben, »Sikke et held at vi slap væk fra Slangen«.
Rotten nikkede. Aben og Rotten tog hinanden i hænderne, og gik sammen længere
ind i skoven.
Da de havde gået et stykke tid, så Rotten på Aben og spurgte: »Hvor er din mor?«

»Hun er i Elefantdalen«, svarede Aben.
Rotten spurgte: »Hvorfra ved du at din mor er i Elefantdalen?«
»Joo«, svarede Aben, »Jeg har hørt fra nogle brevduer at de har set et brev med
min mors navn på, og det brev skulle til Elefantdalen«.
»Hvordan skal vi dog finde Elefantdalen«, spurgte Rotten.
Aben svarede: »Det er såmænd meget nemt. Man kan lugte Elefantdalen på
lang afstand. Elefanterne har verdens største toilet, og et elefantlortebjerg på størrelse
med Rundetårn hvor de alle sidder og prutter«.
»Thi-hi«, sagde Rotten, »et elefantlortebjerg på størrelse med Rundetårn. Hvor
morsomt«.
Både Aben og Rotten syntes det lød skørt, og de begyndte begge at grine. De
grinede så meget at de fik ondt i maven, og tårerne trillede ned af deres kinder.
Snart var det Aben, der spurgte: »Hvor er din far?«
Rotten svarede: »Der hvor solen går ned. Der er min far, og derfor kan vi kun
lede efter ham om dagen«.
»Jamen, hvor går solen ned?«, spurgte Aben.
Rotten svarede: »Der hvor havet med de store bølger er, hvor der dufter så dejligt
af salt. Der er min far. Min far er regnbuefisker, og fanger regnbuefisk i alle
regnbuens farver. Min far elsker regnbuefisk med chokoladesovs og kokos«.
Nu begyndte Aben at grine. Aldrig havde hun hørt noget så sjovt som regnbuefisk
med chokoladesovs og kokos.
Solen var ved at gå ned, og snart ville mørket sænke sig over den store skov. Aben
begyndte at gabe, og smittede Rotten så han også begyndte at gabe. De var begge
meget trætte, fordi de havde grinet så meget, og fordi de havde gået så langt. Nu
manglede de bare et sted at sove. Men hvor i den kæmpe skov skulle de dog finde
to varme senge?
Pludselig råbte Rotten: »Fremad. Der er lys i lygten«.
Rotten havde råbt så højt at Aben fik en ringelyd i ørene, og det gjorde frygtelig
ondt.

Aben blev meget vred og skreg: »Hold dog op med at råbe så højt, din lille
dumme rotte. Nu har jeg ondt i mine ører, og det er din skyld«.
»Undskyld«, sagde Rotten, »Jeg blev bare så glad da jeg så lyset fra et hus længere
inde i skoven«.
Rotten lovede aldrig mere at råbe lige ind i Abens øre. Lyden forsvandt fra
Abens øre, og det gjorde ikke længere ondt.
Aben og Rotten gik nu mod huset med hurtige skridt. På vejen derhen talte de
om hvem der mon boede i huset. De blev enige om at det var en sød bjørnefamilie.
Efter en halv time nåede de til huset. Huset, som var lavet af træ, var meget
gammelt. Det var så skævt at det så ud til at det kunne vælte når som helst. Aben
og Rotten bankede sammen tre gange på døren.
»Klonk, klonk, klonk«, lød det.
Inde fra huset kunne de høre skridt så det buldrede og bragede. Håndtaget på
døren bevægede sig, og der hørtes en knirkende lyd. Døren åbnede sig langsomt,
og i lyset sås en mørk skikkelse. Aben og Rotten lænede sig skræmte bagover. De
stod begge med åben mund, og deres øjne lignede store kugler der var ved at trille
ud af hovedet på dem. Det var jo slet ikke en sød bjørnefamilie som Aben og Rotten
troede, men en kæmpe Skovtrold.
Trolden havde kæmpe ører, en næse der lignede en stor gulerod, og øjne der
lignede rødbeder. Håret lignede en busk hvor grenene stak ud til alle sider. Troldens
tøj var lavet af bjørneskind, og hans fødder var så store at han kunne gå i høj
sne uden at synke i. Aben og Rotten holdt sig for næsen, for puha. Trolden lugtede
af gamle bussemænd og skraldebøtte.
»Hvad vil I?«, spurgte Trolden med en stemme, der lød som en traktor.
Rotten svarede med forsigtig stemme: »Vi er trætte, og har ikke noget sted at
sove. Må vi sove hos dig?«
»Vi kan hjælpe dig«, sagde Aben.
Trolden svarede: »I kan få mad og en varm seng, men først skal I gøre rent i
mit hus«.

Aben og Rotten hoppede, dansede og råbte i munden på hinanden: »Jubiiii. Tak
søde Trold, tak søde Trold«.
Trolden bød Aben og Rotten indenfor, og viste dem rundt i huset. Det gik meget
hurtigt, for der var kun to rum. I den ene ende, af det ene rum, var der to senge.
Den ene var Troldens, og den anden skulle Aben og Rotten sove i. Sengenes madrasser
var lavet af mos og var meget bløde. Puderne og tæpperne var lavet af
muldvarpeskind. Midt i rummet stod et langt bord, og på bordet stod der en masse
stearinlys. I et hjørne stod der en gammel pejs. Trolden havde tændt op i pejsen, så
der var dejligt lunt i huset. Den ene væg var lavet af bjørneskind, ligesom Troldens
tøj for at holde på varmen. Fra loftet hang der edderkoppespind der var så
store og lange at Trolden hele tiden skulle dukke sig for ikke at gå ind i dem. Edderkopperne
havde spundet en masse veje som de gik frem og tilbage på.
Det andet rum i huset var et troldetoilet. Toilettet var et hul i jorden. Ja
et hul så dybt som øjet kunne se. På væggen hang et stort troldespejl. Trolden
fortalte Aben og Rotten, at der under huset var en stor kælder, men han fortalte
ikke hvad der var dernede. Aben blev nysgerrig og spurgte ivrigt: »Hvad er der i
kælderen?«
»Det er en hemmelighed«, svarede Trolden.
»Jamen«, sagde Aben, »Hvorfor er det en hemmelighed«.
Trolden kneb øjnene sammen og mumlede: »Ikke al den snak. Kan I to nu se at
komme i gang med at gøre rent?«
»Jaaa-ja-ja«, svarede Rotten.
Aben og Rotten var så trætte at de næsten kunne stå op og sove, og de orkede
ikke at skulle gøre rent i Troldens hus. Men de havde lovet Trolden at gøre rent, og
14
hvis ikke de gjorde det ville Trolden bare sende dem ud i skoven igen. Det havde
Aben og Rotten bestemt ikke lyst til.
De begyndte at gøre rent med en kost, en skovl og en trillebør. Det støvede så
meget at Aben og Rotten ikke kunne se hinanden. Aldrig havde de set så meget

skidt samlet på et sted.
Da de var færdige med at gøre rent, havde de i alt kørt 10 trillebøre med snavs
ud i skoven.
Trolden smilede, til Aben og Rotten og sagde: »Så rent har her ikke været i 100
år, siden min mor døde«.
Nu kneb Trolden en tåre på størrelse med en vandmelon, som landede med et
stort plask på gulvet. Gulvet var nu så glat at de kunne stå på tåreskøjter. Trolden,
Aben og Rotten skøjtede rundt, og grinede så højt at skovens dyr troede der var
100års fest.
Alle skovens dyr: Haren, Katten, Skildpadden, Storken, Ræven, Hjortene og Det
Lille Får kom straks til Troldens hus og bankede på døren.
»Klonk, klonk, klonk«, lød det.
Trolden åbnede døren, og alle skovens dyr spurgte i kor: »Er det her der er
fest?«
Trolden var glad for at se alle skovens dyr, men han kunne ikke sige noget. Han
skulle nemlig slå en kæmpe bøvs. Ræven, der var meget klog opdagede at Trolden
skulle til at bøvse.
»Duk jer, duk jer«, råbte Ræven, »Trolden skal slå en bøvs«.
Aben og Rotten satte sig ned i et hjørne, og klyngede sig til hinanden. Haren,
Katten, Skildpadden, Storken, Ræven, Hjortene og Det Lille Får lagde sig på maven.
Alle holdt de sig for ørene, også Hjortene med deres klove.
Troldens mave pustede sig op så den lignede en stor ballon der skulle til at
sprænge.
»Bøøøøøøvs«, lød det med et kæmpe brag fra Trolden.
Al luft forsvandt fra Troldens mave, og det susede nu rundt i huset, så man
skulle tro der var stormvejr. Luften fra Troldens bøvs var så kraftig at både stearinlysene
og pejsen gik ud. Nu sad Trolden på gulvet, og lignede en glad julegris.
»Velkommen til fest alle skovens dyr«, sagde Trolden.
Aben, Rotten og alle skovens dyr rejste sig op, og nu var alle klar til fest.

Trolden tændte atter op i pejsen, mens Aben og Rotten tændte alle stearinlysene.
Da Aben og Rotten tændte lysene, hørte de pludselig en knirkende lyd. »Hov,
hvad var det?« hviskede Rotten.
Aben og Rotten vendte sig hurtigt om og fik øje på Trolden der havde åbnet en
lem i gulvet. Trolden forsvandt nu ned i hullet.
»Det er den hemmelige kælder«, hviskede Aben.
Aben og Rotten løb hen til hullet. Haren, Katten, Skildpadden, Storken, Ræven,
Hjortene og Det Lille Får fulgte med, og alle stod de nu og kiggede ned i kælderen.
»Øv, øv«, sagde Rotten »Kælderen er jo sort som kul«.
Der gik lang tid, og Aben, Rotten og alle skovens dyr kunne ikke forstå hvor
Trolden blev af. De begyndte at synge: »Store Trold kom op af hullet, kom og
syng med os«.
Sangen virkede, for snart kom Trolden op fra hullet. I hånden havde Trolden en
stor tønde med trolde øl. Trolden lukkede lemmen efter sig, og kælderen forblev en
hemmelighed.
Aben, Rotten og de andre dyr satte sig omkring det store bord. Trolden hældte
troldeøllet op i store nøddeskaller fra et elefantnøddetræ. Da han hældte øllet op,
farvede nøddeskallerne øllet lyseblåt, og skummet blev lyserødt. Alle fik en nøddeskal
med trolde øl, og de sang: »Vilde kaniner med meget lange ører«.
Haren begyndte at stampe på et gammelt bliklåg fra en skraldespand. Katten
fandt to bambuspinde og slog på Skildpaddens skjold. Skildpadden vuggede med
så dens næb ramte imod skjoldet. Det lød ganske som en masse trommer der slog
i takt.
Storken fandt en pind, der var hul, og brugte den som fløjte. Det lød som en
solsort der synger om foråret.
Ræven fandt en gammel cykelslange og spændte den ud på en gren så det lød
som en basguitar.
Det Lille Får fandt en tynd ståltråd som var blevet brugt til at binde huset sammen

med. Det Lille Får satte ståltråden fast på en gren der lignede en gaffel med
to tænder. »Bing, bing« lød det.
Hjortene stampede i gulvet med deres klove.
Sikke et orkester.
Aben og Rotten dansede på bordet mens alle skovens dyr spillede. Trolden sad på
sin troldestol og drak trolde øl af den store tønde. En gang i mellem spildte Trolden
øllet så hans tøj blev vådt. Hans bukser blev blå, og omkring munden sad lyserødt
skum. Trolden drak så meget trolde øl at han faldt ned af sin troldestol,
brasede igennem gulvet og landede nede i troldekælderen, hvor han sov i 100 dage.
Mens Trolden sov, drømte han om at finde en troldekone som han kunne blive
gift med og få rigtig grimme troldeunger med. Orkesteret spillede videre, og ingen
opdagede at Trolden var væk.
Da der ikke var mere trolde øl, fandt Aben noget dejligt blåbærsaft. Dyrene, der
drak af blåbærsaften, fik blå tænder og det så ganske sjovt ud.
Først da klokken var to om natten sluttede festen. Haren, Katten, Skildpadden,
Storken, Ræven, Hjortene og Det Lille Får sagde farvel til Aben og Rotten og forlod
huset, mens de stadig sang: »Vilde kaniner med meget lange ører«, så det kunne
høres i hele skoven.
16
Da alle skovens dyr var gået, talte Aben og Rotten om hvor sjov festen havde
været, og om hvor længe siden det var at de havde moret sig så meget.
Både Aben og Rotten var meget trætte. Snart faldt de omkuld på mosmadrassen.
De trak tæppet, der var lavet af muldvarpeskind, op over hovedet. Nu lå de
dejligt varmt under tæppet og holdt om hinanden.
»Godnat, sov godt«, sagde Aben.
»Godnat«, svarede Rotten, »du er min bedste abe ven i hele verden«.
Aben og Rotten faldt hurtigt i søvn den nat.
I kælderen snorkede Trolden så det kunne høres i hele huset.
Tidligt den næste morgen vågnede Aben og Rotten.

Rotten så på Aben og spurgte: »Må jeg så få et morgensmil?«
Aben smilede, og Rotten lagde sig på ryggen og skreg af grin. Abens tænder
var blå, og Rotten syntes det så meget sjovt ud.
Aben blev vred og spurgte: »Hvad griner du af?«
»Thi-hi«, svarede Rotten, »prøv at kig dig selv i spejlet og sig appelsin«.
Aben løb ud på troldetoilettet, kiggede ind i troldespejlet og smilede. I spejlet
så Aben ikke sig selv, men en nisse. Aben blev meget forskrækket og skreg: »Hjææælp,
hjæælp. Jeg er en nisse«.
Rotten løb ud til Aben på troldetoilettet, og råbte: »Hold nu op din lille skrigeabe.
Hvad skriger du for? Det er da bare dit eget spejlbillede«.
Aben svarede: »Hvis du tror du er så klog, så kig dig selv i spejlet«.
Det gjorde Rotten, og da han så at han ikke længere var Rotten, men en edderkop,
hvinede han: »Hjææælp, hjæælp, jeg er en edderkop«.
Rotten sprang over i favnen på Aben, og nu stod de begge og var så bange at
benene rystede under dem. De løb afsted, ud af troldehuset, ud på vejen, og stoppede
ikke før de var langt væk fra huset. Mens Aben og Rotten løb, kunne de høre
alle skovens dyr der snorkede, fordi de jo havde været til fest i Troldens hus.
Aben og Rotten fandt aldrig ud af hvorfor Aben var en nisse, og hvorfor Rotten
var en edderkop. De vidste jo ikke at spejlet bare var et troldespejl.
Aben og Rotten havde oplevet så meget at de næsten havde glemt, hvad de lavede
i skoven. Nååå jo, de skulle finde deres mor og far.
Aben og Rotten gik nu videre ind i skoven mens de pjattede. Hver gang de sagde
appelsin, kunne de se hinandens tænder, og de begyndte at grine. Prøv selv at
gøre det.
2. Kapitel
Grædesøen
Snart forandrede skoven sig. Aben og Rotten gik nu på en smal skovsti. På stien

var der høje grantræer der skyggede for solen, så stien var mørk selvom det var
højlys dag. Længere fremme, på stiens højre side, så de nogle meget stejle klipper.
Klipperne var så høje at man ikke kunne se hvor de endte.
På venstre side af stien gik det meget stejlt nedad. Det var en græsskråning der
endte nede i en stor sø. På den anden side af søen var der to store spidse bjerge
med sne på toppen. Mellem de to bjerge kunne man se en landsby hvor røg steg op
af skorstene fra landsbyens huse.
»Måske er Landsbyen mellem de to bjerge, Elefantdalen, der hvor min mor
er«, sagde Aben, »Ih, hvor jeg savner min mor«.
Rotten gav Aben et knus og sagde: »Vi skal nok finde din mor«.
Aben begyndte at græde, og hvor var det dejligt.
Rotten trøstede Aben og sagde: »Min bedste abeven i hele verden, græd bare så
længe du vil«.
Nu begyndte Rotten også at græde, for han savnede sin far.
Aben og Rotten græd en hel time. De græd så meget at de blev våde på deres
skuldre.
Bagefter satte de sig ned og så ud over det smukke landskab. Solen, der var ildrød,
var ved at gå ned bag Landsbyen mellem de to bjerge. Det blev mørkt over
landsbyen, og Aben og Rotten kunne se små røde lamper der lyste i de små gader.
Solens skær farvede søen lilla, gul, orange, rød, pink. Ja, søen fik alle regnbuens
farver.
Aben så på Rotten og sagde: »Skal vi ikke give søen et navn?«
»Jo«, svarede Rotten, »Vi kan kalde den Grædesøen. Vi kom jo til at græde da
vi så søen«.
»Ja«, sagde Aben, »Så kan alle mennesker, der er kede af det fordi de ikke kan
finde deres mor og far, besøge Grædesøen«.
»Jaaa«, råbte Aben og Rotten i kor, »det er en smaddergod idé«, hvorefter de
sprang op og dansede med hinanden i flere minutter.
Bagefter talte de om hvor dejligt det var at græde.

18
Aben sagde: »Ih, hvor har jeg det godt nu. Det var som at gå på WC. Det trykkede
inde i hovedet, og nu er det tryk væk«.
»Jeg synes også det var dejligt at få grædt«, sagde Rotten, »Jeg har det meget
bedre nu«.
»Ved du hvad?«, sagde Aben, »De voksne burde græde meget mere. De render
altid rundt og siger de er glade, og at de ingen problemer har. Det tror jeg slet ikke
på«.
Rotten var enig og svarede: »Det har du ret i. Ja, hvorfor græder de voksne ikke
så meget? De må da også have brug for det. De kan da bare græde sammen med
os«.
Rotten så over på Aben som nikkede.
Det var sent, og Aben og Rotten var dødtrætte. Fordi de havde gået så langt, og
fordi de havde grædt så meget.
»Nååå«, sagde Rotten, »Hvor skal vi sove?«
Aben svarede: »Jeg synes vi skal sove oppe i det træ, der står tættest på søen«.
Rotten syntes det lød som en god idé, for så kunne de ligge og kigge ud over
den smukke sø indtil de faldt i søvn. De tog hinanden i hænderne, løb ned ad græsskråningen
der førte til søen. Hurtigt fandt de det træ der stod tættest på søen. De
kravlede op i toppen af træet, hvor de lagde sig i hinandens arme.
Nu lå Aben og Rotten og kiggede ud over søen. Begge faldt de i søvn, inden de
havde talt til ti.
Aben og Rotten vågnede tidligt den næste morgen, fordi der var en frygtelig larm.
En stor flok krager var landet i træet. Kragerne var nogle sorte fugle med store
gule næb og lange røde tæer. Aben og Rotten kunne høre dem skændes om hvor
de skulle flyve hen.
»Kraaaa, kra, kra«, skreg kragerne.
Snart begyndte det at regne ned på Aben og Rotten med hvide klatter. Aben
skreg: »Ad, hvad er det, hvad er det«.

Rotten svarede: »Pu-ha, det er kragelort«, hvorefter der landede en stor hvid
klat lige på hans næse.
Aben rynkede på næsen, mens hun sagde: »Fy, føj, uhh, hvor er det ulækkert.
Lad os komme væk i en fart«.
Aben og Rotten lukkede øjnene, holdt sig for næsen og hoppede lige ned i søen.
Det gav et kæmpe plask, og på et sekund blev hele søen hvid. Faktisk lignede
søen nu en magisk sø.
Aben og Rotten svømmede lidt rundt i søen, og blev enige om at de ville vaske
hinanden.
Aben gnubbede Rotten på ryggen, og Rotten sagde: »Ih, hvor er det dejligt at
blive gnubbet på ryggen. Ih, åh, lidt til højre, lidt højere op, og lidt hårdere«.
19
Aben gnubbede og gnubbede. Alle de steder hvor Rotten ikke selv kunne nå
med sine ben eller skarpe tænder.
»Hov, der er en loppe«, sagde Aben.
Loppen var så lille at den var svær at få øje på. Ja, loppen var så lille som en
prik der er tegnet med en blyant. Loppen havde gemt sig i Rottens pels. Der ville
loppen sidde og suge blod fra Rotten, og det ville klø så forfærdeligt meget på
ham. Heldigvis opdagede Aben loppen inden det var for sent. Hun tog loppen
mellem sine negle og dræbte den.
Nu var det Abens tur. Rotten gnubbede og gnubbede. Aben var meget kilden
og skreg hele tiden: »Uh, ihh, ah, det kilder, det kilder«.
Aben hoppede rundt som en spastiker der ikke kan kontrollere sine bevægelser.
En spastiker er født med en sygdom der gør at bevægelserne ikke kan kontrolleres.
Det er en meget pinefuld sygdom.
Da de var færdige med at vaske hinanden, lagde de sig op på søens bred. Solen
varmede så dejligt på deres kroppe.
»Ihhh«, sagde Aben, »hvor er det dejligt at ligge her i solens varme«.
Rotten svarede: »Åhhh, jeg synes det er så kedeligt. Skal vi ikke hellere besøge

Landsbyen mellem de to bjerge?«
Aben satte sig op og fik øjne så store som appelsiner.
»Du siger noget«, sagde Aben, »for det er jo måske der min mor er. Meeen,
hvordan kommer vi derover? Vi kan jo ikke svømme så langt«.
Rotten tænkte lidt over det og sagde så: »Vi laver da bare en sivbåd«.
»God idé, god idé«, jublede Aben.
De gik straks i gang med at lave sivbåden. Rotten tog tilløb og lavede et hovedspring
ud i søen. Han svømmede hen til nogle siv, og gnavede dem over med sine
knivskarpe tænder. Rotten svømmede herefter ind til Aben med tre siv ad gangen.
Inde på søbredden begyndte Aben at binde sivene sammen med langt græs.
Rotten svømmede 100 gange frem og tilbage med i alt 300 siv.
Da Aben og Rotten havde arbejdet i 4 timer, blev de meget sultne.
Rotten jamrede: »Avv, min mave. Den knurrer og jeg er så sulten. Hvor skal vi
finde noget mad?«
Aben svarede: »Jeg har set en busk, ikke så langt herfra, med dejlige røde bær,
og dem har jeg tænkt mig vi kan spise«.
De løb alt hvad de kunne hen til busken som stod på toppen af en skråning.
Da de stod ved busken, kunne Aben høre sin mors stemme der sagde: »Pas på.
Nogle bær er giftige«.
Aben så på Rotten, der skulle til at sætte tændere i et saftigt bær, og hun skreg:
»Stoooop«.
Rotten blev så forskrækket at han faldt bagover. Der lå Rotten nu, og var så stiv
af skræk at hans arme og ben pegede lige op i luften.
20
Efter et par minutter kom han på benene igen.
Rotten kogte så han blev knaldrød i hovedet af raseri og råbte: »Hold op din lille
skrigeabe. Hvad skriger du for? Lad mig være, så jeg kan spise bærrene i fred«.
Aben var ked af at hun havde gjort Rotten så vred, for det var jo slet ikke meningen.
»Jamen«, sagde Aben, »Jeg hørte min mors stemme. Jeg ville redde dig«.

Aben nåede ikke at sige mere, for Rotten var stadig vred.
»Hmmm«, hvæsede Rotten, »din mors stemme. Neeej, den må du længere ud
på vandet med. Din mor er i Elefantdalen, og så vidt jeg ved, kan man ikke være to
steder på en gang«.
Rotten stod med ret ryg, armene over kors og så meget fornærmet ud.
Aben sagde: »Det er rigtigt nok, det er rigtigt nok. Min mor sagde at vi skal
passe på, for nogle bær er giftige. Hvis bærrene er giftige, får vi ondt i maven og
bliver meget syge«.
»Åhh«, sagde Rotten »så ville du jo redde mig«.
Han faldt Aben om halsen og sagde: »Du er min bedste abeven i hele verden«.
Aben og Rotten var så sultne, men hvad skulle de gøre hvis bærrene var giftige.
»Hvordan finder vi ud af om bærrene er giftige?«, spurgte Rotten.
Aben tænkte, så det bragede.
Pludselig fik hun en idé og sagde: »Vi sætter os ned, er musestille, og ser om
der kommer nogle fugle forbi. Hvis der kommer nogle fugle og spiser af bærrene,
er de ikke giftige. Men hvis ikke der kommer nogle fugle og spiser af bærrene, så
er de giftige«.
Rotten syntes det var en rigtig god idé, og han syntes Aben var meget klog.
Med deres sultne maver satte de sig nu ned og ventede. En lille fugl kom og
satte sig på en gren i busken, men den spiste ikke af bærrene, og den fløj hurtigt
igen.
Nu vidste Aben og Rotten at bærrene var giftige.
»Det ser ud til at vi må finde en ny busk«, sagde Aben.
De rejste sig op og gik lidt videre.
Rotten fik øje på et træ hvor der hang kæmpe blå frugter ned fra grenene. Frugterne
var så store som grapefrugter.
»Uhmmm«, sagde Rotten, »Hvor ser frugterne lækre ud«.
Rotten savlede ved synet at de blå frugter.
Aben og Rotten løb hen til træet. Oppe i træet sad et lille Egern og spiste en blå

frugt. Det lille Egern gnaskede og smaskede så højt at det lød som 10 grise der fik
mad.
Aben så på det lille Egern og spurgte: »Må vi spise nogle af dine frugter?«
»Jaaa«, svarede det lille Egern, »spis bare så mange I har lyst til. Spis bare til
jeres maver er lige ved at sprænges«.
»Tak lille Egern«, sagde Aben og Rotten i kor.
Aben kravlede op i træet og kastede 10 frugter ned til Rotten som stod på jorden.
Det så enormt sjovt ud. Rotten hoppede rundt nede på jorden, og kastede sig
frem og tilbage for at gribe frugterne.
Da Aben kom ned fra træet, begyndte de på måltidet. De smaskede meget højt.
Frugterne var meget saftige, og det fik Aben og Rotten til at savle så meget at deres
pels blev drivvåd. Snart havde de spist de ti frugter, og hvor var de mætte.
Aben og Rotten havde spist så meget at det så ud som om de hver havde en fodbold
i maven.
»Nåhh«, sagde Aben, »Vi må hellere tage en masse frugter med, så vi har mad
til den lange sejltur over til Landsbyen mellem de to bjerge«.
Aben og Rotten plukkede en masse frugter. De plukkede så mange at de næsten
ikke kunne bære dem. Nu skulle de bare tilbage til søen, så de kunne få lavet deres
sivbåd færdig.
På vej tilbage til søen pustede og stønnede Aben og Rotten fordi frugterne var
så tunge, og sveden piblede frem på deres pande.
Da de igen stod ved søen, så Aben og Rotten at deres sivbåd var lavet færdig. Båden
var meget flot, og Aben og Rotten blev så overraskede at de tabte alle frugterne
der nu trillede i alle retninger.
Hvem havde mon lavet deres båd færdig?
Aben og Rotten så på hinanden med store øjne, og sagde i munden på hinanden:
»Hvem har lavet vores båd?«
Nu puslede det i en busk. Rotten spidsede ører, og Aben sagde: »Hvem gemmer
sig bag busken?«

»Kom frit frem, kom frit frem«, råbte Rotten, »Vi gør ikke noget«.
Busken bevægede sig, og ud stak et lille bæverhoved. Bæveren så lidt skræmt
ud og sagde med usikker stemme: »Uhuu, det er mig, her er jeg«.
Aben spurgte: »Er det dig, der har lavet vores sivbåd færdig?«
Bæveren nikkede og smilede sødt.
»Hvor er det sødt gjort af dig«, sagde Rotten, »og hvor er båden flot«.
Bæveren sad stadig bag busken og turde ikke komme frem.
Aben hviskede til Rotten: »Ih, hvor er Bæveren sød?«
Rotten nikkede. De gik sammen hen til Bæveren og spurgte i kor: »Hvorfor er
du bange?«
Bæveren stammede: »For-for-fordi min stedfar har slå-slå-slået mig mange gaga-
gange«.
Aben sukkede og sagde: »Vær ikke bange for os, for vi slår dig ikke«.
Rotten så på Bæveren og spurgte: »Hvor er din mor og far?«
Bæveren hulkede og svarede: »Mine forældre døde i sidste uge. De blev spist
af ulve. Jeg skal aldrig se dem igen«.
Aben og Rotten syntes det var så synd for Bæveren. Tænk at Bæveren aldrig
skulle se sin mor og far igen. Hvad skulle de dog gøre for at Bæveren igen skulle
blive glad?
Aben så på Bæveren og spurgte: »Hvorfor har du lavet vores sivbåd?«
Nu smilede Bæveren og svarede: »Jeg kiggede på jer i lang tid mens I lavede
sivbåden. Jeg syntes I så søde ud, og derfor ville jeg hjælpe jer«.
Rotten fik en idé.
Han så på Bæveren og spurgte: »Du har sådan en stor hale. Vil du være vores
motor, for vi har ikke noget sejl?«
Bæveren sprang nu ud fra busken, landede mellem Aben og Rotten og råbte:
»Juhuu. Det vil jeg gerne«.
De dansede alle tre hånd i hånd, ligesom en familie.
Nu fik Aben, Rotten og Bæveren travlt med at komme afsted. De samlede alle

frugterne og lagde dem i båden. Herefter kravlede de alle tre om bord i båden og
lagde fra land. Aben og Rotten sad forrest i båden. Bæveren skulle jo være deres
motor og sad derfor bagerst i båden og plaskede med sin store hale.
Nu sejlede de på søen og var på vej til Landsbyen mellem de to bjerge.
Bæveren begyndte at synge: »Vi sejler op af åen i en sivbåd for tre, og båden
den gynger mens vi synger, vi sejler op af åen....«.
Aben og Rotten skrålede med.
3. Kapitel
Øen
Da de havde sejlet et stykke tid, fik Rotten pludselig øje på noget, og råbte: »Shaba-
du-ba-delle. Se til højre«.
Aben og Bæveren drejede hovederne og sagde i kor: »En ø«
Selv om de skulle til Landsbyen mellem de to bjerge, var de nysgerrige efter at
se hvad der var på øen. Bæveren drejede derfor båden med sin hale i retning af øen
og plaskede nu meget hurtigt. Aben og Rotten hjalp til og plaskede i vandet med
deres ben. Nu sad de alle tre og plaskede, og det gik meget stærkt. De sejlede så
stærkt at Aben og Rottens pandehår stod lige op i luften.
»Ih, hvor er det fedt at sejle så hurtigt«, sagde Rotten og smilede, så man kunne
se hans store hvide og skarpe fortænder.
Bæveren nikkede og råbte: »Tju hej, hvor det går«.
Aben var ikke helt så glad for den høje fart, og hvinede bekymret: »Åhhh nej,
min frisure bliver ødelagt«.
De nærmede sig øen, men åh nej. Båden havde jo ingen bremser, og den havde
så meget fart på at Aben, Rotten og Bæveren stødte hovederne sammen. De gav et
hyl fra sig, og da de ramte øens bred, fløj de alle tre op i luften og landede i en
bunke foran sivbåden.
Aben tog sig til panden og jamrede: »Av, av, jeg har fået en stor bule lige midt i
panden«.

Rotten holdt sig for det ene øje, og jamrede: »Av, av, jeg har fået et blåt øje«.
Bæveren holdt sig for næsen, der var knaldrød, og hylede: »Av, av, jeg har fået
en blodtud«.
Sikke en sejltur.
Da de alle tre var kommet sig lidt, rejste de sig op. Aben gik ned til søen for at afkøle
panden i vandet. Hun tog en dyb indånding, holdt sig for næsen, og stak hovedet
ned i det kolde vand. Hvor gjorde det godt. Efter to minutter trak hun
hovedet til sig igen og sagde: »Uhh, det hjalp. Nu gør min pande næsten ikke ondt
mere«.
Nu kom Rotten også ned til søen. Han hoppede i vandet, svømmede ud på søen
og kom tilbage med et åkandeblad. Rotten bandt et græsstrå i hver side af bladet,
tog det omkring hovedet og bandt det sammen med en knude. Nu havde han en
klap for øjet.
»Åhh«, sagde Rotten, »hvor det hjalp på mit øje med et dejligt køligt åkandeblad
«.
Aben begyndte at grine fordi Rotten så skør ud med klappen for øjet. »Hi-hi«,
sagde Aben, »Du ligner en rigtig sørøverrotte«.
Nu begyndte Rotten at grine. Bæveren, der lå på ryggen og holdt sig for næsen
for at stoppe sin blodtud, begyndte også at grine.
Aben, Rotten og Bæveren grinede så meget at de helt glemte hvor ondt det
gjorde. Snart havde Bæveren fået stoppet sin blødende tud og var atter på benene.
Rotten så på Aben og Bæveren, og sagde med alvorlig stemme: »Vi må hellere
finde ud af om der bor nogen her på øen. Måske er her nogle farlige dyr«.
Bæveren blev bange, sprang over i armene på Aben, og stammede: »Fa-fa-farlige
dyr«.
Aben beroligede Bæveren lidt og sagde: »Bare rolig. Hvis vi møder nogle farlige
dyr, skal Rotten nok bide dem«.
Bæveren så over på Rotten og spurgte: »Lo-lo-lover du det?«

Rotten svarede med sikker stemme: »Hvis nogen rører min bedste abeven og
min bedste bæverven, skal de få med mig at bestille«.
Nu holdt Bæveren op med at stamme, for nu var han ikke længere bange.
Efter sejlturen og det hårde sammenstød med øen var Aben, Rotten og Bæveren
meget sultne. Hvor var det godt at de havde taget en masse blå frugter med.
Aben og Bæveren gik ned for at hente frugterne i båden, mens Rotten fandt et
godt sted hvor de kunne sidde og spise.
Da Aben og Bæveren kom ned til båden, manglede der nogle frugter.
»Hov«, sagde Aben, »der er jo ikke ret mange frugter«.
Aben kunne ikke forstå hvor frugterne var blevet af og kiggede nu gnavent på
Bæveren og spurgte: »Er det dig der har spist af frugterne?«
Bæveren lignede et stort spørgsmålstegn, og svarede med forsigtig stemme:
»Nej, nej, det er ikke mig. Jeg sværger, jeg sværger«.
»Hmm«, sagde Aben, »jeg må vist hellere snakke med Rotten, den lille tyv«.
Aben og Bæveren samlede de blå frugter op af båden og gik tilbage til Rotten.
Rotten havde fundet et dejligt sted under nogle træer, hvor de alle tre kunne spise.
»Hej I to«, sagde Rotten, »hvor har jeg glædet mig til at spise de saftige frugter
«.
Aben løftede pegefingeren, så på Rotten og sagde: »Nå, så det har du. Jeg har
tænkt mig at Bæveren og jeg deler alle frugterne. Du har tyvstjålet og spist nogle
af frugterne, og det kan du ikke være bekendt«.
Rotten forstod ikke en flyvende fisk af det hele og svarede: »Har jeg tyvstjålet
og spist af frugterne? Vel har jeg ej«.
Nu blev der meget stille. For hvem, havde så spist af frugterne.
Var der mon tyve på øen?
Aben, Rotten og Bæveren talte lidt om hvor frugterne mon var blevet af, og
pludselig råbte Rotten højt: »Nu har jeg det, nu har jeg det. Frugterne må være faldet
ud af båden lige som os da vi ramte øens bred, og måske er de faldet i vandet«.
»Selvfølgelig«, råbte Aben, »og jeg som troede I to havde tyvstjålet dem. Hvor

har jeg været dum. Undskyld, mine bedste venner«.
Aben var lidt ked af at hun havde troet sådan om sine venner.
Rotten sagde: »Min bedste abeven, du skal ikke være ked af det. Det gør ikke
noget«.
Bæveren ville også trøste Aben lidt og sagde: »Nej, det gør ikke noget. Du
kunne ikke vide at frugterne bare er faldet i vandet«.
Det blev Aben glad for at høre, og hun var nu ikke længere ked af det. Aben
delte frugterne ud, for nu skulle de spise. De smaskede i kor, og selv om der ikke
var så mange frugter tilbage, blev de alle tre mætte.
Da de havde spist sagde Rotten: »Nu må vi vist hellere finde ud af om der bor nogen
her på øen«.
Aben og Bæveren nikkede. De rejste sig op, og sammen gik de afsted.
De kom til en lille skov hvor der var høje træer og smukke blomster. Rotten gik
forrest ind i skoven, og Aben og Bæveren fulgte lige i hælene. Bæveren kom til at
tænke på at der måske var farlige dyr og blev lidt bange. Rotten holdt hele tiden
øje med om der kom nogle farlige dyr, for han havde jo lovet at passe godt på Bæveren.
Aben plukkede blomster og nynnede en smuk melodi.
Da Aben, Rotten og Bæveren havde gået en time, kunne de se en klippe. Da de
kom tættere på, kunne de se at der inde i klippevæggen var en hule. Aben, Rotten
og Bæveren tog hinanden i hænderne og gik hen til hulens åbning. Det var mørkt
inde i hulen så de kunne ikke se hvad der var derinde. Rotten spidsede ører. Han
havde nemlig hørt nogle underlige grynt inde fra hulen. Nu kunne Aben og Bæveren
også høre noget.
Aben så meget klog ud og sagde: »Den lyd kender jeg, for jeg har hørt den før.
Sådan lyder det når bjørne grynter«.
»Hvis du siger at de underlige lyde er bjørnegrynt«, sagde Rotten, »så må hulen
være en bjørnehule«.
»Braaavo, braavo«, sagde Aben og klappede i hænderne, »Hvordan kunne du
dog gætte det?«

»Godt gættet«, sagde Bæveren.
Rotten kløede sig bag øret og sagde: »Måske vil bjørnene ikke have at vi er på
deres ø. Jeg tror hellere vi må spørge om lov, og jeg tror det er bedst at det er mig
der taler med dem«, og det fik Rotten lov til.
Rotten stak hovedet ind i hulen og råbte: »Hulu-buluuu. Bjørne, hvor er I? Jeg
vil spørge jer om noget«.
Inde fra hulen hørte Rotten grynt og brummelyde. Det lød lidt uhyggeligt, og
Rotten kunne ikke rigtig lide at der var så mørkt. Pludselig gav Rotten et hop. En
Bjørnemor stod i hulens åbning og snerrede mens hun sagde: »Hvor vover du at
forstyrre os i vores søvn?«
»Jamen«, svarede Rotten, »jeg vil bare spørge om noget«.
Bjørnemor tørrede en søvnklat væk fra det ene øje, gabte og sagde: »Godt.
Hvad vil du så?«
»Mine venner Aben, Bæveren og jeg er havnet her på jeres ø. Må vi overnatte
på jeres ø?«, spurgte Rotten.
»Tjooo«, svarede Bjørnemor, »men I skal gøre noget til gengæld. Lad mig
se,...kan du og dine venner spille bold?«
»Det kan vi godt, det kan vi godt«, svarede Rotten ivrigt.
For at få lov til at overnatte på øen, sagde Rotten bare ja uden han vidste om
Aben og Bæveren kunne spille bold.
Bjørnemor smilede, så pludselig rigtig sød ud, og sagde med venlig stemme:
»Godt. For jeg har to Bjørneunger, og de elsker at spille bjørnebold«.
Aben og Bæveren havde hørt hvad Bjørnemor havde sagt, og de kom nu løbende.
Aben kom med blomsterne som hun havde plukket i skoven og gav dem til
Bjørnemor.
»Tak skal du have, min ven«, sagde Bjørnemor og strøg Aben på kinden, hvorefter
hun forsvandt ind i hulen.
Aben så på Rotten og Bæveren, rynkede panden og spurgte: »Hvad i alverden
er bjørnebold?«

Bæveren trak på skulderen og udbrød: »Aner det ikke«.
Rotten, som stod og så ganske cool ud, svarede lidt gammelklogt: »Ork, det
skal vi nok finde ud af. Der er ingen ko på isen. Jeg har spillet maaange slags
boldspil. Sååå jeg er jo det man kalder en erfaren rotte på området«.
»Tak skal du have«, sagde Aben »Det er vist godt vi har dig med«.
Rotten så meget stolt ud og pralede videre: »Det bliver så nemt som at klø os
selv i nakken. Vi siger bare til Bjørneungerne at det er længe siden vi har spillet
bjørnebold, og at vi derfor ikke kan huske reglerne. De hopper lige i fælden og
forklarer os reglerne på stedet«.
»Det er sørme godt vi har dig med Rotte«, sagde Bæveren.
Bjørnemor kom masende ud af hulen med de to Bjørneunger under armene og
satte dem ned på jorden.
»Jubiii«, råbte Bjørneungerne, »Endelig er der nogen vi kan spille bjørnebold
med«.
Bjørneungerne hoppede og dansede.
Bjørnefar var også kommet ud af hulen. Han stod med sine labber bag ryggen
og smilede, så man kunne se hans skæve gebis.
Bjørnefar sagde med dyb stemme: »Nååå, er alle mand klar til en omgang bjørnebold?
«
27
»Jaaaa«, råbte Aben, Rotten, Bæveren, og de to Bjørneunger i munden på hinanden.
Bjørnefar hentede en bold, og afsted gik de alle sammen til boldbanen som lå
tæt på bjørnehulen.
Banen var syv meter lang og syv meter bred. I hver ende stod der et mål, og i hjørnerne
stod flag så man kunne se hvornår bolden var ude. Det lignede næsten en
fodboldbane.
Da de stod på banen sagde Rotten, som aftalt, til Bjørneungerne: »Det er så lææænge
siden Aben, Bæveren og jeg har spillet bjørnebold. Derfor har vi glemt
reglerne. Vil I ikke nok fortælle os, hvad spillet går ud på?«

Rotten skulede til Aben og Bæveren, blinkede med det ene øje, og håbede at
deres lille trick virkede.
Jo, det virkede. Bjørneungerne gik lige i fælden, og de sagde i kor: »I tre går
ned i den ene ende, og vi to bliver her. Det gælder om at score mål hos hinanden.
Holdet der får flest mål har vundet. Alle kneb gælder. Sååå, er I parate?«
»Lige et øjeblik«, sagde Rotten, og hviskede til Aben og Bæveren: »Kan I se
hvad jeg sagde. Bjørneungerne gik lige i fælden«.
»Ja«, hviskede Aben, »det var et godt trick. Tror I ikke at vi hellere må lade
Bjørneungerne vinde?«
»Jo«, sagde Bæveren stille, »Så bliver Bjørnemor og Bjørnefar glade«.
Aben, Rotten og Bæveren rakte hænderne i vejret og råbte: »Vi er parate«.
Bjørnefar kastede bolden i vejret, og spillet var igang. Bjørnemor stod uden for
banen og klappede. Bæveren stod på mål, for han kunne skyde langt med sin bæverhale
der lignede et bordtennisbat.
Bjørneungerne fik først fat på bolden. De skubbede og maste og kom forbi
Aben og Rotten. Nu spænede de op mod målet, hvor Bæveren stod. Bæveren havde
ikke en chance, og snart lå bolden i nettet.
Bjørneungerne jublede: »Mååålll. Vi er de bedste bjørnebold-spillere på hele
øen«, og de sang: »Lille målmand, lille målmand, sover du, sover du...«.
Kampen stod nu 1-0 til Bjørneungerne. Aben, Rotten og Bæveren holdt et
møde om, hvad de skulle gøre. De ville jo gerne have et mål nu hvor de havde bolden.
Rotten fik en god idé og sagde: »Aben skal kilde den ene af Bjørneungerne på
maven, og imens løber jeg mellem benene på den anden Bjørneunge«.
»Kanooon idé«, sagde Aben.
Rotten så nu på Bæveren og sagde: »Når vi starter, skal du skyde bolden højt
op i luften. Når bolden er på vej ned igen, slår jeg en kæmpe prut mellem benene
på Bjørneungen. Bjørneungen holder sig for næsen og glemmer alt om at gribe
bolden«.
Bæveren svarede: »Jep, jeg er parat«.

28
Spillet gik igang. Bæveren skød bolden højt op i luften, Aben kildede den ene
Bjørneunge, og Rotten løb mellem benene på den anden Bjørneunge og slog en
kæmpe prut.
Bjørneungen, som Aben kildede, lagde sig ned på græsplænen og skreg af grin.
Bjørneungen, som Rotten havde pruttet på, holdt sig for næsen og råbte: »Puhaa,
hvor det stinker. Man skulle tro her var et stinkdyr«.
Rotten greb bolden lige før den ramte jorden. En gang til løb Rotten gennem
benene på Bjørneungen der stadig holdt sig for næsen. Nu havde Rotten fri bane.
Han løb op til målet, kastede bolden i nettet og råbte: »Måååål«, og han sang,
mens han vrikkede med numsen: »Og det var Roootten, og det var Roootten, olé,
olé, olé«.
Aben og Bæveren stod og jublede og var ellevilde. Uden for banen stod Bjørnemor
og kneb en tåre mens Bjørnefar råbte: »Kattens til Rotte, kattens til Rotte«.
Bjørneungerne opdagede at Rotten havde scoret mål, og deres ører hang nu
helt nede ved jorden.
»Øv, øv, dumme Rotte«, råbte Bjørneungerne.
Nu stod kampen 1-1.
Bjørnefar råbte: »Det hold der scorer det næste mål, har vundet. Lad os så få
kampen afgjort.«
Aben, Rotten og Bæveren var trætte og de orkede ikke at spille mere bjørnebold.
Det gjorde forresten ikke noget, for de havde jo aftalt at lade Bjørneungerne
vinde kampen. Kampen startede igen, og Bjørneungerne havde bolden. De løb op
ad banen med bolden, forbi Aben og Rotten der bare stod og måbede. Bjørneungerne
var nu oppe ved målet, hvor Bæveren stod og lod som om han var faldet i
søvn. Den ene af Bjørneungerne kastede bolden i nettet, og nu var kampen afgjort.
»Måååål«, råbte Bjørneungerne, »Vi er de bedste bjørnebold-spillere på hele
øen«, og de hoppede og dansede.
Aben, Rotten og Bæveren sagde tak for kampen til Bjørneungerne og ønskede

dem tillykke med sejren.
Bjørnefar var meget stolt og smilede over hele femøren.
Bjørnemor råbte: »Sikke en spændende kamp. Nu har I alle sammen fortjent et
stykke varm bjørnekage«.
Aben, Rotten og Bæveren løb hen til Bjørnemor og fik et stykke kage.
Bjørneungerne var så trætte efter kampen at de var dejset om ude på banen. De
sov tungt og snorkede som to små græsslåmaskiner. Bjørnefar hentede en trillebør,
smed Bjørneungerne ombord og kørte afsted med dem. Nu skulle de hjem i seng.
Aben, Rotten og Bæveren var også trætte. De gik sammen med Bjørnemor tilbage
til hulen. Her fandt de et dejligt hvilested på de blødeste græsstrå. Aben, Rotten og
Bæveren væltede omkuld i græsset, og faldt straks i søvn. De vågnede ikke før
næste morgen.
Tidligt den næste morgen da Aben, Rotten og Bæveren vågnede, kunne de dufte
dejlig varm chokoladedrik. Bjørneungerne sov stadig, og de snorkede videre som
to små græsslåmaskiner.
Aben, Rotten og Bæveren gik sammen ind i hulen til Bjørnemor og Bjørnefar
og sagde i kor: »Godmorgen i hulen«.
»Godmorgen«, sagde Bjørnefar.
Bjørnemor smilede til Aben, Rotten og Bæveren og sagde: »Halløj I tre sovetryner.
Jeg har lavet dejlig varm chokoladedrik«.
»Ihh, tak«, sagde Aben, »Det lyder dejligt«.
Bæveren var ikke helt vågen, og abede bare efter hvad Aben lige havde sagt:
»Ih, tak. Det lyder dejligt«.
»Uhmmm«, sagde Rotten, »varm chokoladedrik. Det er lige hvad jeg har drømt
om i nat«.
Aben, Rotten, og Bæveren slubrede i den varme chokoladedrik, for det smagte
vel nok dejligt.
»Hvor er I tre egentlig på vej hen?«, spurgte Bjørnefar.
Aben svarede: »Jeg skal til Elefantdalen for at finde min mor«.

»Tjaa«, sagde Rotten, »Min far er blevet væk, og jeg har tænkt mig at finde
ham«.
Bæveren stammede: »Je-je-jeg har ingen fa-fa-familie, men nu er A-A-Aben
og Rotten min familie«.
»Det er lige hvad vi er«, sagde Aben og Rotten i kor.
Bjørnefar nikkede.
Bjørnemor rynkede på snuden og udbrød: »Elefantdalen. Puha, pu-ha. Det er
der, hvor de har verdens største toilet, og der hvor de har et Elefantlortebjerg på
størrelse med Rundetårn. Hver morgen drikker alle elefanterne hver tre badekar
fyldt med kaffe. Kaffen giver dem så dårlig mave at de efter kl. 9 alle sammen må
sidde på det store toilet i tre timer«
Aben og Rotten skreg af grin ved tanken om det store elefantlortebjerg.
Efter et par minutter havde Bæveren også fattet pointen. Han tog sig til hovedet,
grinede og udbrød: »Ha-ha, ha-ha. Et elefantlortebjerg på størrelse med Rundetårn.
Det er for grineren«.
Bjørnemor og Bjørnefar var nu også flade af grin. De grinede og de grinede. Ja,
de grinede så højt at Bjørneungerne kom farende og råbte: »Hvad griner I af«.
»Ha-ha, ha-ha«, sagde Bæveren »Har I nogen sinde set et elefantlortebjerg der
er verdens største og er på størrelse med Rundetårn?«
Bjørneungerne fattede ikke en brik, men de grinede alligevel.
Bjørnehulen fyldtes med latter. Sikke et grineflip.
Da de langt om længe stoppede med at grine, sagde Aben: »Nu må vi vist hellere
komme afsted«.
»Ja«, sagde Rotten, »for i dag skal vi over til Landsbyen mellem de to bjerge«.
»Sååå«, sagde Bæveren, »Så må jeg vist hellere tage med. For det er jo mig der
er sivbådens motor«.
Aben, Rotten og Bæveren takkede mange gange for at de havde fået lov til at
overnatte på øen. De gav Bjørnemor, Bjørnefar og Bjørneungerne et kæmpe knus
og sagde i kor: »Farvel, vore allerbedste bjørnevenner«.

Nu gik Aben, Rotten og Bæveren afsted mod sivbåden. Bjørnemor, Bjørnefar
og Bjørneungerne stod foran hulen og vinkede.
På vej ned til søens bred hvor sivbåden ventede, talte Aben, Rotten og Bæveren
om hvor dejligt de havde haft det på øen, og de talte om hvor søde Bjørnemor,
Bjørnefar og Bjørneungerne havde været.
Aben sukkede og sagde: »Jeg vil aldrig glemme dem«.
Inden længe stod de ved sivbåden, og alle tre kravlede de ombord. Aben og Rotten
sad forrest og Bæveren sad bagerst, for han skulle jo være motor.
Aben og Rotten råbte: »Farvel dejlige ø«.
»Ja, farveeel«, skreg Bæveren.
Bæveren plaskede med sin store hale, og afsted sejlede de nu på søen mod
Landsbyen mellem de to bjerge.
4. Kapitel
Til søs
Da de havde sejlet en time, begyndte det at regne med dråber så store som jordbær.
»Plask, plask, plask«, sagde det.
Aben, Rotten og Bæveren blev sjaskvåde, og det regnede så meget at de intet
kunne se.
Bæveren råbte: »Mine to venner. I må hjælpe mig med at plaske i vandet. Jeg
kommer ingen vegne alene i dette pjaskende regnvejr«.
Aben og Rotten stak benene i vandet og plaskede på livet løs.
Aben råbte: »Himmel og hav, jeg kan ikke se noget«.
»Splitte mine bremssejl«, råbte Rotten, »Det kan jeg heller ikke«.
Lige så pludselig som regnen var begyndt, lige så pludselig holdt den op. Hvor
var de alle tre blevet våde.
»Sjisk sjask, sjisk sjask«, sagde Rotten »Jeg er blevet sjisk-sjaskende våd«.
Aben grinede fjollet og sagde: »Jaaa, du er en rigtig vandrotte, er du«.

Rotten syntes ikke det var spor sjovt og snerrede: »Skulle der nu være noget
galt i at være vandrotte«.
Aben smilede og svarede: »Nææ du, en vandrotte er såmænd meget sød«.
Nu begyndte Bæveren også at grine. Snart blev det for meget for Rotten, for
han brød sig bestemt ikke om at være til grin.
»Nåå«, sagde Rotten, »Hvis jeg er en vandrotte, så må I to være vandabe og
vandbæver«.
Aben og Bæveren blev meget tavse. Se nu havde Rotten drillet igen og havde
lukket munden på dem, og derfor havde han det nu meget bedre.
»Der fik jeg jer«, sagde Rotten og blinkede med det ene øje.
Aben og Bæveren kiggede på hinanden med åben mund og kiggede derefter
over på Rotten. Nu begyndte de alle tre at grine, for nu var de alle sammen til grin.
Pludselig fik Rotten øje på noget der bevægede sig i vandet. Han pegede ned i
vandet og råbte: »Hvad er det, hvad er det?«
Aben og Bæveren så ned i vandet, men der var intet at se.
»Hvad snakker du om«, sagde Aben, »Der er ikke noget at se«.
»Joo«, sagde Bæveren, »der er vand alle vegne«.
Rotten rynkede på næsen og sagde: »Meeeget morsomt. Meeeget morsomt«.
I samme nu lød et kæmpe plask, og vand skyllede ind over sivbåden. Op af
vandet kom en kæmpe Søslange.
Aben, Rotten og Bæveren hylede i kor: »Hjææælp, hjæælp, en kæmpe Søslange
«.
Søslangen så på Aben, Rotten og Bæveren, med øjne der lignede gule ildkugler.
Aben, Rotten og Bæveren lænede sig skræmte bagover, og stod med store øjne
og så på Søslangen.
Søslangen spurgte med dyb stemme: »Hvad laver I tre på min sø?«
»Vi er på vej over til Landsbyen mellem de to bjerge?«, svarede Aben med forsigtig
stemme.
Bæveren stammede: »Ja, fo-fo-for Aben og Ro-ro-rotten leder efter deres momo-

mor og far«.
»Godt så«, sagde Søslangen, »Meeen dig, lille Bæver, hvad laver du på min
sø?«
Bæveren stammede videre: »Ja-ja-jamen, jeg er bå-bå-bådens motor«.
»Så lad gå«, sagde Søslangen og tyggede lidt på sagerne.
Søslangen fik lidt ondt af Aben og Rotten, fordi de ikke kunne finde deres mor
og far.
»Jeg har mange mødre og fædre«, sagde Søslangen, »og jeg vil gerne give jer
en mor og en far«.
»Ihh«, sagde Aben, »Ellers tak Søslange, jeg vil hellere finde min rigtige mor«.
Rotten sagde: »Det er meget sødt af dig Søslange, men jeg vil hellere finde min
rigtige far«.
Søslangen tyggede igen lidt på sagerne og sagde så: »Måske kan jeg hjælpe jer
lidt på vej. Jeg kan puste til jeres sivbåd, så I kommer hurtigere frem til Landsbyen
mellem de to bjerge. Hvad siger I så?«
Bæveren blev meget glad, jublede og sagde: »Ju-huuu. Hvor er det fedt. Det er
så hårdt at være motor, og min hale er meget træt«.
»Meeen«, sagde Søslangen, »Til gengæld skal I tre gøre mig en tjeneste«.
Aben, Rotten og Bæveren sagde i kor: »En tjeneste. Hvilken?«
Søslangens øjne, der lignede gule ildkugler, blev pludselig kæmpe store, og
Søslangen hviskede: »Ser I...Jeg er brændt varm på en lille lyserød Søslange som
bor inde i havnen ved Landsbyen mellem de to bjerge. Den lyserøde Søslange,
min skattebasse, vil jeg gerne mødes med. Når I kommer ind til havnen, skal I tre
sige til min skattebasse at hun skal møde mig ved øen kl.12 i morgen«.
Aben fnisede og spurgte: »Vil du være kæreste med den lyserøde Søslange,
som er din skattebasse?«
Den kæmpe Søslange blev knaldrød i hovedet og hviskede: »Øhhh, hvordan
kunne du gætte det?«
Søslangen blev lidt flov og skyndte sig at dykke ned i vandet.

Nu bevægede sivbåden sig. Søslangen pustede til båden, og tju hej hvor det
gik. Båden sejlede så stærkt at man skulle tro det var en speedbåd.
Bæveren sad mageligt og hvilede sin trætte hale, mens Rotten, som var fartgal,
sad med armene i vejret og råbte: »Hurtigere, hurtigere«.
Aben hvinede: »Åh nej, ikke igen. Min frisure bliver ødelagt«.
Inden længe kunne de se havnen ved Landsbyen mellem de to bjerge.
Søslangen sænkede bådens fart, og de tøffede nu kun ganske langsomt.
Få minutter efter var sivbåden med Aben, Rotten og Bæveren i havn. Søslangen
dykkede ned i vandet og væk var han. Søslangen skulle nemlig tilbage hvor
han kom fra.
»Hvaa´«, sagde Rotten, »Hvor mon den lyserøde Søslange gemmer sig«.
Aben svarede: »Jeg tror den lyserøde Søslange er inde ved havnebredden«.
»Den er mægtig«, råbte Bæveren, hvorefter han smed halen i vandet og startede
motoren op. Bæverens hale var nu ikke længere træt og sikke den kunne plaske.
Da de nåede ind til havnebredden og båden lå stille, råbte Aben, Rotten og Bæveren
i munden på hinanden: »Søøøslange, Søøøslange, Søslange, hvor er du?«
Pludselig dukkede den lyserøde Søslange op af vandet og satte sig på sivbådens
kant. Søslangen, der var meget smuk, redte sit hår med en fiskekam med lange
takker hvorpå hun sagde: »Her er jeg. Hvem er I, og hvad laver I her i min havn?«
»Jo«, svarede Aben, »Jeg er Aben, og jeg leder efter min mor«.
Rotten svarede: »Jeg er Rotten, og jeg leder efter min far«.
»Øhh«, stammede Bæveren, »Jeg er Bæ-bæ-bæveren, og jeg leder ikke efter
no-no-nogen. Aben og Ro-ro-rotten er min nye familie, og jeg er deres mo-momotor
«.
Søslangen nikkede og sagde: »Ahaaa. Men hvorfor kaldte I på mig, og hvorfra
kender I mig?«
Rotten svarede: »Ser du. Ude på søen mødte vi den kæmpe Søslange, som havde
øjne der lignede gule ildkugler. Den kæmpe Søslange pustede vores sivbåd ind
i din havn, fordi Bæverens hale var så træt. Til gengæld lovede vi at gøre den

kæmpe Søslange en tjeneste«.
»Nååå«, svarede den lyserøde Søslange, »og hvad har det så med mig at gøre?«
Aben sagde: »Vi lovede den kæmpe Søslange at give dig en besked«.
Den lyserøde Søslange fik nu øjne så store som tallerkner og sagde: »Lad høre
«.
Rotten sagde: »Du skal møde den kæmpe Søslange ude ved øen i morgen
kl.12«.
»Ihhh«, hvinede den lyserøde Søslange, »Hvor jeg dog glæder mig. Jeg elsker
den kæmpe Søslange. Han er stor og stærk og er så god til at passe på mig«.
Aben blev nysgerrig og spurgte: »Er den kæmpe Søslange din skattebasse, og
skal I være kærester?«.
Den lyserøde Søslange sukkede dybt og svarede: »Hvordan kunne du dog vide
det«.
»Jooo«, sagde Aben, »Fordi den kæmpe Søslange er brændt varm på dig og
gerne vil være din kæreste«.
Den lyserøde Søslange blev meget glad og sagde: »Hvis den kæmpe Søslange
vil være kæreste med mig, så må jeg hellere svømme hen til frisøren og få klippet
mit lange hår. Jeg skulle jo gerne se pæn ud«.
Den lyserøde Søslange dykkede ned i vandet, for nu skulle hun hen til landkrabben
med de skarpe kløer og klippes.
Aben, Rotten og Bæveren sejlede lidt videre op langs havnebredden, hvor der var
flere både og lagde ind til havnen. De blev pludselig meget forskrækkede. Den
sorte båd ved siden af deres havde et kæmpe tyrehoved med onde gule øjne og
store hugtænder. Øjnene, der sendte gult lys ud, stirrede på Aben, Rotten og Bæveren.
Tyrehovedet havde to horn og op fra hornene steg damp, som var det to
skorstene.
»Et fa-fa-farligt dyr«, stammede Bæveren.
Aben holdt sig for øjnene og sagde: »Uhh-nej, spis ikke mig, spis ikke mig«.
Rotten tog det helt roligt, viste tænder og sagde: »Aben og Bæveren er mine

venner at du ved det. Hvis du krummer så meget som to hår på deres hoveder, skal
du få med mig at bestille«.
Der kom intet svar fra det uhyggelige tyrehoved.
I ti minutter stod Aben, Rotten og Bæveren uden at sige noget og så på tyrehovedet,
hvorefter de fik øje på noget ganske andet. På den sorte båd med tyrehovedet
stod en sort Bille. Billen havde et stort skjold på ryggen, fire takkede arme og
fire takkede ben. Billens øjne skinnede og var lysegrønne, og de lyste hvorend han
kiggede hen. Det var meget smart med Billens øjne. Om natten kunne han læse
tegneserier uden at tænde natlampen, fordi hans øjne lyste døgnet rundt.
Bådens sider havde pigge som stammede fra et pindsvin. Midt på båden var der
en stor mast med et flag. På flaget var der et billede af en øgle med store skarpe
tænder og en lang tunge.
Rotten rynkede på næsen og sagde: »Puha, hvor her lugter. Her lugter af babylort
til den store guldmedalje. Hvem har slået en prut?«
»Det er i hvert fald ikke mig der har slået en prut«, sagde Aben, »Det er Billens
båd der lugter af babylort og prut«.
Rotten og Bæveren kiggede på hinanden og sagde i kor: »Thi-hi, thi-hi. Sådan
er piger. De vil aldrig indrømme at de har slået en prut. Piger slår mindst tre prutter
hver dag, men der er bare ingen der må vide det«.
Nu fik Rotten en idé og hviskede til Bæveren: »Skal vi ikke prøve at slå en
kæmpe prut lige i hovedet på den grimme Bille med lysegrønne øjne og se hvad
der sker?«
35
»Juhuu«, svarede Bæveren »Det er en god idé. Lad os fyre nogle kæmpe prutter
af«.
Rotten sagde: »Okay. Så tæller vi til ti og fyrer prutterne af«.
Bæveren var meget ivrig og stammede: »Jeg vil tæ-tæ-tælle«.
»Den er mægtig«, svarede Rotten, hvorefter Bæveren begyndte at tælle: »1-2-
3-4-5-6-7-8-9-10, fyr kanonen af«.

»Pruuuuuuuut«. Der lød et kæmpe brag, og luften fyldtes af tyk blå røg, så det
var svært at se noget. Prutterne fra Rotten og Bæveren lugtede tilsammen værre
end en elefantprut.
Nu stod Billen på sin båd og var blevet skeløjet. Lyset fra Billens øjne blinkede
og lyste rundt i alle retninger. Billen hoppede rundt og dansede som en flue med
sine fire arme og fire ben.
Aben så på Rotten og Bæveren og sagde: »Hvor er I dumme. Se nu den stakkels
Bille. Billen er jo rundt på gulvet, og er helt skeløjet«.
Men nu jublede Billen og råbte: »Ja-ba-da-ba-duuu. Hvem er dog det der kan
slå sådan nogle dejlige prutter? De lugter stærkere og bedre end mine egne«.
»Kan du virkelig godt lide vores prutter?«, råbte Rotten.
Billen svarede: »Ja. Jeg kan lide dem så meget at jeg bliver svimmel og ør i hovedet.
Kan I ikke prutte ned i nogle flasker og sætte låg på. Jeg vil gerne købe jeres
prutter på flasker. Så har jeg dem at lugte til, når jeg vil være i godt humør og
skal have besøg af min kæreste. Min kæreste vil elske jeres pruttehørm«.
»Jamen«, sagde Bæveren, »Vil du virkelig købe vores prutter?«
Aben stod og rynkede på næsen og syntes det lød noget så ulækkert.
»Ja«, sagde Billen, »Hvornår kan I sælge mig flaskeprutterne?«
Rotten svarede: »Det kan vi såmænd i morgen«.
Nu havde Rotten og Bæveren en aftale med Billen.
Da Billen var forsvundet ned i kahytten på sin båd, så Bæveren på Aben og
Rotten og sagde: »Jeg troede Billen var ond, men det er han slet ikke«.
Aben svarede: »Bare fordi Billen ser anderledes ud, behøver han ikke at være
ond. Jeg tror vi kan blive gode venner med Billen«.
Aben, Rotten og Bæveren talte nu om hvordan de skulle lave flaskeprutterne.
Pludselig fik Rotten en idé og sagde: »Vi skal spise en masse svesker og rosiner.
Hvis vi gør det, kommer vi til at prutte så meget at vi kan fylde mange flasker
med prutter. Så mange, at vi får penge til at købe en masse slik og sodavand«.
Nu syntes Aben ikke at idéen var så tosset, for prutterne kunne jo give mange

penge.
»Okay«, sagde Aben, »men først skal vi finde en butik i Landsbyen mellem de
to bjerge, hvor vi kan købe svesker og rosiner«.
Rotten og Bæveren nikkede.
Aben, Rotten og Bæveren forlod båden og gik afsted mod landsbyen.
5. Kapitel
Landsbyen mellem de to bjerge
Inden længe fandt de en købmandsbutik, hvor de kunne købe svesker og rosiner.
De gik ind i butikken, og Købmanden, som var en stor brun kat, spurgte: »Hvad
skulle det være?«
Aben svarede: »Vi skal såmænd bare have en pose svesker og en pose rosiner«.
Købmanden fandt varerne og sagde: »Værsgo, så skal jeg bede om 20 kr«.
Men hov. Aben, Rotten og Bæveren havde jo ingen penge. De kiggede på hinanden,
trak på skuldrene og sagde i kor: »Åhh nej, hvad skal vi gøre? Vi har ingen
penge«.
Rotten fortalte Købmanden om Billen der ville købe deres flaskeprutter, og at
de først havde penge i morgen.
Købmanden sagde så: »Så aftaler vi at I kommer og betaler i morgen, så snart I
får pengene af Billen«.
I kor råbte Aben, Rotten og Bæveren: »Tak, søde Købmand. Det lover vi at gøre
«.
Afsted gik de nu med sveskerne og rosinerne.
I landsbyen var der Rævepoliti, der red på skildpadder.
Mens Rævepolitiet red afsted råbte de: »Her i landsbyen er det forbudt for dyrene
at spise hinanden«.
I vejkanten var der skilte hvorpå der stod: »Du må ikke slå andre dyr ihjel, og
du må ikke spise andre dyr!«
Bæveren savlede og sagde: »Det er godt det ikke er forbudt at spise svesker og

osiner, for jeg er så sulten. Skal vi ikke gå tilbage til vores sivbåd og spise?«
Rotten svarede: »Den er helt fjong. Så kan vi to lave pruttekoncert ned i nogle
flasker, og imens kan Aben spille trommer«.
På vej ned til havnen, hvor deres sivbåd lå, samlede de flasker. Rotten og Bæveren
skulle jo bruge dem til deres prutter.
Rotten var meget sulten og gik og pillede sig i næsen, hvorefter han stak fingeren
ind i munden. Rotten havde vist fået en ordentlig bussemand på krogen. Nu
gik han og gumlede og gnaskede på bussemanden, som var det tyggegummi.
37
»Fy, føj«, sagde Aben, »Spiser du dine bussemænd?«
»Uhmm, ja«, svarede Rotten, »De smager som tyggegummi, og de er helt gratis
«.
»Hvor kan man egentlig købe bussemænd?«, spurgte Bæveren nysgerrigt.
Rotten svarede: »Det kan være at Billen kan sælge os nogle billige bussemænd
«.
Nu skreg de alle tre af grin.
Aben fik øje på en lille butik og sagde: »Se den lille butik med alle de sjove figurer.
Hvor ser den spændende ud. Skal vi ikke kigge indenfor?«
»Typisk piger«, sagde Rotten, »De kan ikke gå forbi en butik uden at de absolut
skal derind. Men jo, vi stikker hovedet indenfor og kigger på sagerne«.
Aben, Rotten og Bæveren gik ind i den lille butik der så meget hyggelig ud.
Der var hylder på væggene hvor der stod flotte figurer i alle størrelser. I det ene
hjørne stod der et bord med stole omkring. Butikkens ejer var et lille Egern med
store brune øjne og lysebrun pels. Det lille Egern bød dem velkommen og spurgte:
»Hvad kan jeg hjælpe jer med?«
»Vi kigger os bare lidt omkring i din flotte butik«, svarede Aben.
Bæveren så at Egernet stod skævt og lænede sig op af en stok.
»Hvorfor står du så skævt?«, spurgte Bæveren nysgerrigt.
Egernet smilede sødt tilbage og svarede: »Det er fordi jeg blev bidt af en slange

da jeg var barn, og siden har jeg stået skævt«.
»Uhhh«, udbrød Bæveren, »Gør det ikke ondt?«
Egernet smilede nu så meget, at man kunne se hendes lysegrønne tænder.
Det lille Egern svarede: »Ork nej, men jeg kan ikke løbe og når jeg går omkring,
bruger jeg denne stok«.
Egernet løftede stokken i vejret og sagde: »Denne stok har jeg haft siden jeg
var barn. Den er lavet af en knogle fra en død ko«.
Aben fik øje på en sort figur der var lavet af træ. Figuren forestillede en abemor
der vuggede sin unge i søvn. Aben tog figuren op, holdt den tæt ind til kroppen og
sagde: »Hvor er dette en smuk figur. Den kunne jeg godt tænke mig«.
Men åhh nej, de havde jo ingen penge.
»Vi har ingen penge«, sagde Rotten, »men i morgen, når vi har solgt vores
prutter på flaske, kan vi vende tilbage efter figuren«.
Aben blev meget glad, gav Rotten et kæmpe knus og sagde: »Du er min bedste
rotteven i hele verden«.
Aben kom pludselig i tanke om noget. Hun så på det lille Egern og spurgte:
»Ligger Elefantdalen her i Landsbyen mellem de to bjerge?«
Det lille Egern svarede: »Nej, og jeg har aldrig hørt om Elefantdalen«.
»Hvor mærkeligt«, sagde Rotten, »Det er ellers dér de har verdens største toilet,
og et elefantlortebjerg på størrelse med Rundetårn«.
»Øv, øv«, sagde Aben.
38
Bæveren klappede Aben på skulderen og sagde: »Bare rolig. Vi skal nok finde
Elefantdalen«.
Det lille Egern syntes at Aben, Rotten og Bæveren var søde og spurgte derfor:
»Kunne I ikke tænke jer en kop egern-the?«
Aben, Rotten og Bæveren råbte i kor: »Juhuuu, jo tak. Egern-the lyder dejligt«.
Mens det lille Egern lavede the, snakkede Aben, Rotten og Bæveren om hvad
egern-the egentlig var for noget stads. Straks kom det lille Egern tilbage med en

akke hvorpå der stod kopper og en kande med varm the.
»Så er der frisk the«, sagde det lille Egern.
Aben strålede som en sol, og sagde: »Det ser vel nok dejligt ud«.
Det lille Egern satte teen på bordet, slog hånden ud som tegn til at de skulle
sætte sig ned på stolene. Aben, Rotten og Bæveren satte sig ned, og det lille Egern
hældte teen, der var lilla, op i kopperne. Det så lidt underligt ud, men duftede noget
så dejligt.
»Øhh«, mumlede Bæveren, »mine venner og jeg snakkede om hvad egern-the
egentlig er for noget«.
»Det skal jeg såmænd fortælle jer«, svarede det lille Egern, »Som I nok ved,
spiser jeg mange nødder. Nøddeskallerne knuser jeg så de bliver til et fint pulver.
Pulveret blander jeg med vilde blomsterfrø, og det giver den dejligste the. Det er
meget sundt kan I tro, men I kommer til at prutte lidt«.
»Skøøønt«, sagde Rotten, »prutter er lige hvad vi har brug for«.
Rotten fortalte nu det lille Egern om Billen, der ville købe deres prutter og at de
i aften skulle spise rosiner og svesker.
Det lille Egern klappede i hænderne og sagde: »Sikke en strålende idé. Jeg vil
forære jer en pose egern-the, så I kan drikke den sammen med jeres rosiner og
svesker«.
»Tusind tak, søde Egern«, sagde Aben.
Aben, Rotten og Bæveren smagte på teen, og de udbrød i kor: »Woww, det
smager super«.
Alle fire sad de nu og drak den dejlige the, og Egernet sagde: »Nu vil jeg fortælle
jer en historie her fra Landsbyen mellem de to bjerge«.
»Jubiii«, råbte Bæveren, »Jeg elsker historier«.
Aben, Rotten og Bæveren satte sig godt til rette på stolene og så på det lille
Egern med store øjne.
Egernet begyndte på historien og fortalte følgende: »For mange år siden kom
der en meget smuk hvid Kanin hertil for at bo i Landsbyen mellem de to bjerge.

Alle dyrene i Landsbyen smilede venligt til Den hvide Kanin, og ønskede velkommen.
Den hvide Kanin kom hen i min butik og spurgte om jeg ikke kunne
hjælpe. Jeg lovede at hjælpe hvis det var noget jeg kunne klare.
Den hvide Kanin sagde: »Jeg er flyttet ind i et lille hus længere nede af gaden.
Min nabo, som er en lille Gravhund, er så ond og vil slå mig. Jeg er så bange«
»Hvorfor vil gravhunden slå dig?«, spurgte jeg.
Den hvide Kanin stod med tårer i øjnene, kiggede bedrøvet på mig og sagde:
»Gravhunden påstår at jeg har stjålet hans gulerødder, og at jeg har spist dem«.
Jeg havde meget ondt af Den hvide Kanin, for hun var så ked af det.
»Jamen har du stjålet og spist Gravhundens gulerødder«, spurgte jeg.
»Nej, nej«, svarede Den hvide Kanin mig og fortsatte: »Hvad skal jeg dog gøre?
«
Se nu tænkte jeg lidt over Den hvide Kanins historie om den onde Gravhund.
Det var jo skrækkeligt, og hvordan kunne jeg dog hjælpe.
Lidt efter sagde jeg: »Jeg synes du skal se tiden an. Vent et par dage. Måske
falder Gravhunden til ro igen. Hvis ikke, må vi kontakte vores lokale Rævepoliti
og lade dem se på sagen«.
»Okay«, svarede Den hvide Kanin. »Men jeg må nok hellere undgå Gravhunden
«.
Den hvide Kanin og jeg blev enige om at mødes et par dage senere.
Inden Den hvide Kanin forlod min butik så hun på mig med uskyldige øjne og
spurgte: »Åhhh, jeg er så sulten. Kan du ikke låne mig nogle grøntsager?«
Jeg lånte Den hvide Kanin nogle grøntsager og spurgte: »Hvornår får jeg mine
grøntsager igen?«
Den hvide Kanin svarede mig: »Du får dem når vi ses igen om to dage«.
Se, nu havde Den hvide Kanin og jeg en aftale, og jeg lovede ikke at sige noget
til Gravhunden. Hvis Gravhunden fandt på at udspørge mig om Den hvide Kanin,
ville jeg bare lade som ingenting. Jeg ville sige at jeg slet ikke vidste hvem Den
hvide Kanin var.

Da Den hvide Kanin var gået, gik jeg over til min nabo, som er et Marsvin og
fortalte hele historien.
»Det var da pudsigt«, sagde Marsvinet, »Den hvide Kanin besøgte mig i går og
fortalte nøjagtig den samme historie. Jeg lånte også Den hvide Kanin nogle grøntsager
«.
Marsvinet og jeg undrede os meget. For hvad var Den hvide Kanin ude på. Vi
blev enige om at besøge Gravhunden. Det gjorde vi, og Gravhunden så meget underlig
ud da vi fortalte historien. Gravhunden kendte ikke noget til Den hvide Kanins
historie.
Marsvinet, Gravhunden og jeg talte frem og tilbage, og til sidst blev vi enige
om følgende: Den hvide Kanin løj for at vi skulle få ondt af hende og låne hende
grøntsagerne.
Den hvide Kanin havde udnyttet vores godhed. Det var for galt, og sammen gik
vi alle tre over til Den hvide Kanin. Vi fortalte Den hvide Kanin at vi ikke ville
finde os i sådan en kæmpe løgn historie.
Den hvide Kanin indrømmede straks at hun havde løjet og lovede aldrig at gøre
det igen.
Marsvinet, Gravhunden og jeg syntes at Den hvide Kanin skulle have en straf.
Straffen blev at Den hvide Kanin skulle gøre rent i vores huse en uge i træk. Hvis
ikke, ville vi fortælle alle dyrene i Landsbyen historien. Den hvide Kanin gik med
til straffen, og vi klappede alle tre med vores små poter. For ser I, Den hvide Kanin
fik hvad hun havde fortjent. Fra den dag af løj Den hvide Kanin aldrig mere.
Egernet var nu færdig med at fortælle historien og sluttede med følgende: »Ja,
skindet bedrager. Man kan aldrig vide sig sikker på andre. Man skal ikke altid tro
på hvad man ser, og man skal ikke altid tro på hvad man hører«.
Aben, Rotten og Bæveren klappede af den gode historie hvorpå Rotten sagde:
»Du har ret i at man ikke altid skal tro på hvad man ser. Da vi mødte Billen nede i
havnen, troede vi at det var en væmmelig Bille vi så. Men vi fandt ud af at det var
en meget sød Bille«.

»Tak for historien«, sagde Bæveren, »den kan man sandelig lære noget af«.
Aben sagde: »Ja tak for historien. Nu må vi vist hellere tage afsted. Vi har jo en
opgave der venter«.
»Ja«, sagde Rotten, »vi skal jo ned til vores sivbåd og spise rosiner, svesker og
drikke egern the«.
Aben, Rotten og Bæveren sagde tak for theen og den gode historie og gik ud af
butikken.
Det lille Egern stod i døren og råbte: »På gensyn«, mens hun vinkede.
Aben, Rotten og Bæveren vinkede tilbage og råbte i kor: »Ja på gensyn. Vi ses
i morgen«.
Da Aben, Rotten og Bæveren nåede ned til havnen, hoppede de ned i sivbåden.
Rotten sagde: »Frem med rosiner, svesker, flasker og egernthe, for nu skal vi
lave pruttekoncert«.
Aben gjorde flaskerne, de havde samlet, klar, mens Bæveren åbnede rosinerne
og sveskerne. Nu manglede de bare at lave noget dejligt egernthe.
Da theen også var klar, begyndte Rotten og Bæveren at spise, og nu ventede de
bare på prutterne. Rotten og Bæveren tyggede, gumlede, smaskede og drak egernthe
til den store guldmedalje. Imens sad Aben og ventede spændt med flaskerne
klar.
Efter en time var Rotten og Bæverens maver vokset så meget, at de var så store
som fodbolde. Maverne voksede og voksede, og det kunne ikke vare længe før
prutterne kom.
Billen stod på sin båd og så til, for han glædede sig til at få sine prutter på flasker.
Pludselig skete der noget. Der lød en pruttelyd fra Rotten. Aben gav en flaske
til Rotten der nu fyldte den med sine prutter. Hans prutter var meget store og meget
kraftige. Hver gang Rotten slog en prut, hoppede han to meter op i vejret, og
det så enormt sjovt ud.
»Hvor svedigt«, råbte Aben, som hurtigt satte låg på den første flaske. Rotten
fyldte hurtigt ti flasker med sine prutter.

Billen jublede, dansede og råbte: »Prutter her, prutter der, prutter alle vegne«.
»Av, av«, jamrede Bæveren, »Min mave gør så ondt«.
Bæverens mave havde vokset sig kæmpestor, men prutte kunne han ikke. Hvad
skulle de dog gøre ved den stakkels Bæver?
Aben kaldte på Billen der straks kom over i sivbåden for at hjælpe.
Billen råbte: »Vi smider Bæveren ud i vandet«.
Rotten pruttede stadig og kunne derfor ikke hjælpe. Aben og Billen måtte klare
sig selv. De tog fat og smed Bæveren overbord.
Der lød et hyl fra Bæveren: »Nej, nej, hjæææælp. Jeg kan jo ikke svømme når
jeg har sådan en stor mave«.
Det behøvede Bæveren slet ikke at tænke på, for han havde jo så meget luft i
maven at han kunne flyde.
Sikke en forestilling. Rotten fløj op og ned i luften på grund af de kæmpe prutter,
og den stakkels Bæver flød omkring i vandet.
Aben og Billen stod i sivbåden, tog sig til hovederne og anede ikke deres levende
råd.
Billen fik en idé og råbte til Bæveren: »Prøv og hold dig for næse og mund og
pust alt hvad du kan. På den måde kommer der luft ned i din mave, og luften vil
presse prutterne ud«.
Bæveren pustede og pustede. Billens idé virkede, for pludselig boblede vandet
under Bæveren.
Bæveren pruttede så han blev skeløjet, og han susede rundt i vandet som havde
han motor. Men hvad Aben og Billen ikke havde tænkt på, da de smed Bæveren i
vandet var, at alle prutterne ville gå tabt.
»Åhh nej,» råbte Aben, »alle Bæverens prutter havner på havets bund«.
Billen råbte: »Åhh, nej. Mine prutter går til bunds«.
Bæveren så meget velfornøjet ud, smilede og sagde: »Åhhh, hvor det lettede«.
Rotten slap sin sidste prut hvorpå han sagde: »Fortvivl ikke mine venner, for
jeg har fyldt alle vores flasker, og der er ikke plads til en eneste prut mere«.

Aben og Billen talte flaskerne. Der var ialt 21 og det var ganske mange.
Billen sagde: »Tænk at en lille rotte som dig, kan have så meget luft i maven«.
Bæveren råbte: »Hvor sejt. Det er godt vi har dig«.
Rotten svarede meget stolt: »Ork, det er ingenting. Jeg er lidt af en pruttemester,
og jeg har slået maaange prutter i mit liv. Såå, jeg er jo en erfaren rotte på området
«.
»Jaa«, sagde Aben, »Hvor er det godt vi har dig«.
»Ihh, tak«, sagde Rotten, hvorpå han hoppede, dansede og vrikkede med numsen
mens han sang: »Og det var Roootten, og det var Roootten olé, olé, olé«.
Snart blev Rotten afbrudt i sin dans og sang.
Inde på havnebredden stod landsbyens dyr samlet, og de råbte i kor: »Fy-føj,
hvor her stinker«.
Dyrene havde kigget på Aben, Rotten, Bæveren og Billen der havde haft travlt
med prutterne.
Men nu blev det for meget for dyrene. Lugten var så afskyelig at de alle holdt
sig for næserne, mens de løb alt hvad de kunne tilbage til Landsbyen.
Bæveren kravlede fra vandet og op i sivbåden. Nu sad de alle fire i båden og
med øjne så store som spejlæg, kiggede de på alle flaskerne.
Billen spurgte: »Nåååå, hvad skal I have for jeres prutter på flasker?«
»Tjaa«, sagde Rotten, »Lad os prutte om prisen«.
Bæveren jamrede: »Åhhh, nej. Ikke flere prutter. Jeg orker ikke at prutte mere
«.
»Bare rolig«, sagde Aben, »Når Rotten siger vi skal prutte om prisen, betyder
det ikke at vi skal prutte. Det er bare noget man siger, og det betyder at man handler
om prisen«.
»Pyhaa«, sagde Bæveren, der nu var meget lettet.
Nu fik Rotten en god idé og sagde: »Aben, Bæveren og jeg skylder Købmanden
penge for rosinerne og sveskerne. Pengene har vi lovet at betale tilbage i morgen.
Vi har også lovet Aben en smuk figur som vi så i det lille Egerns butik. Hvis

du betaler pengene hos Købmanden og køber figuren, må du få alle vores prutter
på flasker. Hvad siger du så?«
»Jamen«, sagde Billen, »Jeres prutter er da meget mere værd«.
Rotten svarede: »Det er muligt, men fordi du var så sød at hjælpe Bæveren af
med sine prutter, skal du have noget til gengæld«.
Aben smilede og sagde sødt til Billen: »Du er vores bedste billeven i hele verden
«.
Bæveren smilede og udbrød: »Ja, det er lige hvad du er. Jeg havde aldrig klaret
det uden dig«.
Billen blev meget rørt og stod med tårer i øjnene og så på Aben, Rotten og Bæveren.
»Tak mine venner«, sagde Billen »fordi I er så søde, vil jeg gerne invitere jer på
middag i aften. Hvad siger I til det?«
Aben, Rotten og Bæveren råbte i kor: »Juhuu, det vil vi gerne«.
»Godt«, sagde Billen, »Så må jeg vist hellere gå over på min båd og gøre middagen
klar«.
Billen gik over på sin båd og forsvandt ind i kahytten.
Aben, Rotten og Bæveren talte nu om hvor sjovt det havde været at lave flaskeprutterne.
De var alle tre meget trætte, og de lagde sig ned for at hvile lidt.
En time senere mødte Aben, Rotten og Bæveren op på Billens båd, og de var meget
spændte på hvad Billen havde lavet til middag. På Billens båd hang der flager43
mus med hovedet nedad oppe i masten. Flagermusene sang i kor: »Vi sejler op af
åen, vi sejler nedad igen«.
På båden stod der også et spisebord med stole omkring. En stor træskål stod på
bordet hvori der var levende regnorme og tissemyrer, der kravlede rundt på hinanden.
Ved siden af skålen stod en gryde med olie, og under gryden var der tændte
stearinlys. Varmen fra lysene varmede olien op.
Billen kom ud fra kahytten og fik øje på Aben, Rotten og Bæveren, der var
kommet over på båden.
»Velkommen mine venner«, sagde Billen, »Værsgo at sætte jer til bords«.

»Tak«, sagde Aben, »og tak fordi vi måtte komme«.
Aben, Rotten og Bæveren satte sig ned hvorpå Billen sagde: »Vi skal
have regnorme og tissemyrer, og jeg har lavet den dejligste billesaft«.
Aben, Rotten og Bæveren kiggede på hinanden og så meget forskrækkede ud.
Bæveren rynkede på næsen og sagde: »Jamen, det kan du da ikke mene. Regnormene
og tissemyrene er jo levende. Det kommer til at kilde i min hals hvis jeg
skal sluge dem«.
Aben var heller ikke tryg ved at skulle sluge levende dyr og udbrød: »Uhh nej,
jeg tror ikke jeg er sulten«.
Rotten kunne ikke sige noget og sad bare og stirrede ud i luften.
Billen smilede, trillede med øjnene og sagde med beroligende stemme: »Thihi,
thi-hi. Der fik jeg jer. Bare rolig, vi skal ikke spise dem levende. De skal steges
i den varme olie, og I kan tro de kommer til at smage. I skal bare tage et søm og
spidde en regnorm og en myre, og derefter stikke dem ned i den varme olie«.
»Jamen«, sagde Aben, »det kan man da ikke«.
»Selvfølgelig kan man det«, svarede Billen, »Se bare her«.
Billen spiddede en regnorm og en myre på sømmet og sænkede dem ned i olien.
Efter et par minutter trak Billen sømmet til sig og stak det ind i munden.
»Uhmmm«, sagde Billen, »Sikke en lækkerbidsken«.
Aben og Bæveren sad med åben mund og øjne så store som tennisbolde og så
på Billen der gumlede og gnaskede på livet løs.
Rotten så på Aben og Bæveren og sagde: »Måske er det ikke så tosset. Lad os
prøve. Det tager vi ikke skade af«.
Rotten tog et søm og gjorde nøjagtig som Billen, og snart gnaskede han på livet
løs.
»Det er slet ikke så ringe endda«, sagde Rotten.
Bæveren sagde: »Hvis min bedste rotteven tør, så gør jeg også«. Bæveren tog
nu også et søm og gjorde nøjagtig som Billen og Rotten. Snart gumlede han på de
stegte regnorme og tissemyrer hvorpå han sagde: »Rotten har ret. Det er slet ikke

så ringe endda«.
Aben sad bare og stirrede på regnormene, tissemyrene og gryden med den varme
olie, og havde ikke spor lyst til at prøve.
Hun så på Billen og sagde: »Jeg tror jeg nøjes med billesaften. Øhh, du har vel
ikke en banan?«
Billen smilede og svarede: »Jo, tilfældigvis har jeg en banan. Jeg tænkte nok at
du ikke spiser kød«.
Aben blev meget glad, gav Billen et kram og sagde: »Du er min bedste billeven
i hele verden«.
Nu sad de alle fire og spiste og drak til der ikke var mere tilbage.
Da de var færdige med at spise, var de alle meget trætte. Det havde været en
lang dag, og der var sket så meget.
Aben gabte og sagde: »Nå, nu tror jeg det er sengetid, for det har været en lang
dag og i morgen venter en ny«.
Rotten og Bæveren gabte og nikkede. Billen sad og nikkede med hovedet mens
han halvsov.
Aben, Rotten og Bæveren sagde i kor: »Godnat Bille, sov godt. Tak for mad og
tak for en dejlig dag«.
Billen vågnede lidt op igen og sagde: »Åhhh, godnat mine venner, det har været
så hyggeligt«.
Aben, Rotten og Bæveren gik over på deres sivbåd. Aben og Bæveren faldt
omkuld i hinandens arme og faldt straks i søvn.
Rotten lagde sig til rette og råbte til Billen: »Forresten Bille, husk vores aftale
med Købmanden og figuren i morgen«.
»Ja, det skal jeg nok«, svarede Billen.
Rotten og Billen faldt også i søvn, og alle fire snorkede de nu om kap. Landsbyens
dyr var for længst gået til ro, og overalt var der stille. Aben, Rotten, Bæveren
og Billen sov tungt den nat.
Ulvestreger

Tidligt den næste morgen vågnede Aben, Rotten og Bæveren med et sæt. De kiggede
mod himlen hvor en måge skreg: »Ulven kommer, Ulven kommer«.
Billen sov som en sten, og der skulle mere end en forvirret måge til at vække
ham.
Snart fik Aben øje på Ulven der kom luntende inde på havnebredden, og hun
hylede: »Hjææælp, Hjææælp. Ulven kommer denne vej. Hvad skal vi dog gøre?«
Bæveren var bange, rystede over hele kroppen og holdt sig for øjnene mens
han stammede: »Sø-sø-søde, ra-ra-rare Ulv. Spis ikke mig, spis ikke mig«.
Rotten var mere rolig. Ja faktisk så Rotten ganske cool ud, og han sagde med
beroligende stemme: »Bare rolig, mine bedste venner. Ulve hader vand, og derfor
sejler vi ud på søen. Når Ulven er væk, sejler vi ind i havnen igen«.
Nu ville Rotten lige blære sig lidt over for Aben og Bæveren og vise at han bestemt
ikke var bange for en dum ulv.
Rotten råbte til Ulven: »Kom bare an din dumme ulv. Hvis du krummer så meget
som to hår på mine venners hoveder, skal du få med mig at bestille«.
Rotten havde jo lovet at beskytte Aben og Bæveren mod farlige dyr og var parat
til at bide Ulven, hvis han prøvede at spille smart.
Rotten så på Bæveren og sagde: »Så kan du godt starte motoren, så vi kan
komme væk i en fart«.
Bæveren smed halen i vandet og plaskede alt hvad han kunne indtil de var et
stykke fra havnen. Nu ventede de bare på at Ulven skulle forsvinde.
»Uhhh«, sagde Aben, »hvor er det godt vi har dig Rotte«.
»Ja, det er det«, sagde Bæveren, der ikke længere var bange.
Se det var lige noget Rotten kunne lide at høre.
»Ja«, sagde Rotten stolt, »jeg ved lige, hvad man stiller op med sådan en dum
ulv. Jeg har ordnet maaange slags farlige dyr«.
Rotten pralede lidt for at berolige Aben og Bæveren, men egentlig var Rotten
selv ved at dø af skræk. Men det behøvede Aben og Bæveren jo ikke at vide noget
om.

Ulven stod inde på havnebredden og kiggede ud på sivbåden hvor Aben, Rotten
og Bæveren sad. Ulven viste tænder og savlede. Ja, Ulven så meget sulten ud.
Bæveren var blevet modig nu hvor de var i sikkerhed, og han råbte til Ulven:
»Æv bæv bussemand, sure tæer i saftevand. Dumme ulv, fang os hvis du kan«.
Snart blev Ulven træt af at vente, og efter nogle minutter vendte han sig om og
luntede ind mod landsbyen.
»Py-ha«, sagde Aben, »Endelig slap vi af med den dumme ulv«.
Rotten var meget glad for at planen virkede. »Jeg vidste det«, sagde han, »Sådan
snører man en ulv«.
Bæveren så på Rotten og sagde: »Det er godt vi har dig. Du er rigtig god til at
finde på noget når det brænder på«.
»Tak skal du have«, sagde Rotten, »Se så og få motoren startet, så vi kan komme
tilbage til havnen«.
Bæveren startede motoren op og satte kurs mod havnen.
I mellemtiden var Billen vågnet af sin dybe søvn. Billen stod på sin båd, gned
sig i øjnene og spurgte søvningt: »Hvad i havnen er der sket?«
Rotten fortalte Billen om Ulven og fortalte stolt, at han lige havde reddet Aben
og Bæverens liv. Han gav den rigeligt med gas og pralede løs.
»Det må jeg nok sige«, sagde Billen, »Du er en vist en modig rotte er du«.
»Det er lige hvad jeg er«, svarede Rotten og løftede hagen så næsen pegede op
mod himlen.
Inde fra landsbyen lød der nu en hylen og en skrigen. Aben, Rotten, Bæveren og
Billen kiggede ind mod landsbyen. Der så de byens dyr som løb i alle retninger.
»Kors i kahytten«, råbte Billen, »der er noget i gærde«.
Snart mødte der Aben, Rotten, Bæveren og Billen et skrækkeligt syn. Ulven
kom løbende ud fra landsbyen, med en død kat i munden. Da Ulven kom tættere
på, så Aben at katten var landsbyens Købmand. Det var den Købmand som dagen
før havde lånt Aben, Rotten og Bæveren svesker og rosiner.
Ulven havde slået købmanden ihjel og ville spise ham til morgenmad.

Aben hylede op: »Hjææælp, hjææælp. Ulven har slået landsbyens Købmand
ihjel«.
Bæveren stammede: »Kø-kø-købmanden, det var da for-for-forfærdeligt«.
Rotten stampede i bådens bund, og råbte: »Jeg vidste der var noget uldent ved
den ulv«.
Nu hvor Købmanden var død, kunne Billen jo ikke betale de 20 kr. som Aben,
Rotten og Bæveren skyldte for sveskerne og rosinerne.
»Jamen«, sagde Aben, »hvordan kunne Ulven slå katten ihjel?«
»Det ved jeg heller ikke«, sagde Bæveren, »Der står jo på skiltene i landsbyen
at man ikke må slå andre dyr ihjel og at man ikke må spise dem«.
Rotten tænkte så det bragede, og sagde så: »Bare rolig, mine venner. Det slipper
Ulven ikke godt fra. Stol trygt på det«.
I det samme, kom landsbyens Rævepoliti ridende på deres skildpadder. Der var i
alt otte politiræve. De sprang af deres skildpadder og løb nu efter Ulven, mens de
råbte i kor: »Du må ikke slå andre dyr ihjel, og du må ikke spise andre dyr«.
Rævepolitiet var hurtigt over alle bjerge.
»Bare de fanger den dumme ulv«, sagde Aben.
Billen svarede: »Inden længe er Rævepolitiet på sporet af Ulven. De har en god
lugtesans så man kan roligt sige, at de har næse for sagen. Rævepolitiet er meget
dygtige, og ingen slipper godt fra noget her i landsbyen«.
Bæveren sukkede dybt og sagde: »Hvor er det synd for Købmanden. Nu kan vi
jo ikke betale pengene vi skylder«.
Aben og Bæveren faldt hinanden om halsen, og de begyndte begge at græde.
De havde så ondt af Købmanden, og de syntes at Ulven var tarvelig.
Billen klappede Aben og Bæveren på deres skuldre og sagde: »Så, så mine
bedste venner. Det skal nok gå alt sammen«.
Billens ord hjalp ikke meget, for Aben og Bæveren blev ved med at græde.
Rotten prøvede også at trøste og sagde: »Så, så I to. I skal se, det hele er snart
overstået. Ulven får en straf for at have slået Købmanden ihjel«.

Heller ikke Rottens ord hjalp, for Aben og Bæveren græd stadig.
Hvad skulle Rotten og Billen dog stille op med deres grædende venner?
Pludselig fik Billen en idé og sagde ivrigt: »Jeg har en idé, jeg har en idé«.
Aben og Bæveren kiggede op, og nu holdt de op med at græde.
Rotten klappede i hænderne, smilede og sagde: »Lad os høre«.
»Okay«, sagde Billen, »Mens vi venter på at Rævepolitiet fanger Ulven, kan
jeg gå op i butikken til det lille Egern og købe figuren til Aben. Hvad siger I til
det?«
Aben strålede, tørrede øjnene og sagde: »Juhuu, min smukke figur. Ihh, hvor
jeg glæder mig«.
Rotten så på Aben, der var meget glad, og så derefter på Billen og sagde: »Det
var en god idé. Du har gjort Aben meget lykkelig«.
Billen svarede: »Når ens venner bliver kede af det, må man jo prøve på at gøre
dem glade igen, ikke?«
Billen rejste sig nu for at gå ind til det lille Egern i landsbyen. Da Billen var på
vej op af båden, begyndte Bæveren atter at græde. Åh nej, Bæveren var jo også
ked af det. Det havde Rotten og Billen glemt.
»Undskyld Bæver«, sagde Billen, »Rotten og jeg havde glemt at du også var
ked af det. Jeg lover at købe en smuk figur til dig, så du også bliver glad igen«.
»Ihhh, tak«, sagde Bæveren, »nu er jeg ikke længere ked af det, og det er din
skyld«.
Billen smilede, hvorefter han hoppede op på havnebredden og gik afsted mod
landsbyen.
Aben, Rotten og Bæveren sad nu i deres sivbåd og ventede på at Billen skulle
komme tilbage med figurene, og de ventede på at Rævepolitiet skulle komme tilbage
med Ulven.
Hvilken figur ville Billen mon købe til Bæveren, og mon Rævepolitiet havde
fundet Ulven?
Efter en halv time kom Billen tilbage med to pakker. Billen gav den ene pakke til

Aben, og den anden pakke til Bæveren.
Bæveren så på Aben og sagde: »Du pakker din op først«.
Aben pakkede sin pakke op, og der lå den smukke figur der forestillede en abemor,
som vuggede sin unge i søvn.
Aben kyssede figuren og sagde glad: »Juhuuu. Det er lige den figur jeg har ønsket
mig. Tak mine venner«.
Bæveren pakkede nu også sin pakke op, og der lå den smukkeste figur.
Bæveren kneb en tåre og sagde: »Jamen, det er jo en bæver, og den ligner mig.
Hvor er jeg glad for den. Tak mine bedste venner. Hvor er det sødt af jer«.
I samme nu hørtes en råben og skrigen, og Rævepolitiet kom stormende. De havde
fanget Ulven som de havde bundet med en snor.
Alle dyrene fra landsbyen kom løbende, og de jublede og dansede.
Aben, Rotten, Bæveren og Billen sprang fra båden op på havnebredden, og løb
alt hvad de kunne hen til Rævepolitiet der slæbte afsted med Ulven. Dyrene fra
landsbyen fulgte efter.
Forrest gik nu de stolte politiræve der havde fanget Ulven. Bagved gik Aben,
Rotten, Bæveren, Billen og alle de andre dyr fra landsbyen.
Rævepolitiet førte Ulven hen til landsbyens fangehul som var et dybt hul i jorden.
Da de stod ved hullet, bandt Rævepolitiet snoren omkring Ulven op. Ulven
blev smidt ned i hullet, og over hullet lagde Rævepolitiet et tungt jerngitter, så Ulven
ikke havde en chance for at stikke af.
Nede fra hullet sukkede og jamrede Ulven: »Slip mig ud, slip mig ud. Her er så
mørkt«.
Men ingen havde ondt af den dumme ulv, og der var ingen der svarede.
Aben så på en af politirævene og spurgte: »Hvad skal der nu ske med Ulven?«
Politiræven svarede: »Nu skal alle dyrene blive enige om en straf Ulven skal
have«.
Rotten gned sig i hænderne og råbte ned i hullet til Ulven: »Ha-ha, dumme Ulv.
Det har du rigtig godt af. Sådan går det når man ikke opfører sig ordentligt«.

Billen lyste med sine øjne ned på Ulven og sagde: »Ha, ha, det har du rigtig
godt af«.
Det var ved at være aften og mørket sænkede sig over landsbyen. Dyrene blev enige
om at mødes ved fangehullet næste morgen. Alle gik de nu hjem for at tænke
over hvad der skulle ske med Ulven.
Aben, Rotten, Bæveren og Billen gik ned mod havnen hvor deres både lå.
På vejen snakkede de om Ulven og om hvad der mon skulle ske den næste dag.
Gad vide hvilken straf dyrene ville give Ulven.
»I kan være sikre på at Ulven får hvad han har fortjent«, sagde Billen.
Rotten sagde: »Måske bliver Ulven slået ihjel lige som Købmanden«.
Snart stod de ved deres både på havnen.
Billen så på Aben, Rotten og Bæveren og spurgte: »Må jeg sove hos jer i nat.
For jeg tør ikke at sove alene«.
»Selvfølgelig«, svarede Aben, Rotten og Bæveren i kor.
Alle fire hoppede de ned i sivbåden hvor de lagde sig ned.
Det havde været en lang dag, så de var alle enormt trætte. Inden de nåede at
tælle til ti, faldt de i søvn. Den nat sov Aben, Rotten, Bæveren og Billen meget
uroligt, og de drømte om Ulven der havde slået Købmanden ihjel.
Tidligt den næste morgen vågnede Aben, Rotten, Bæveren og Billen med et sæt
og råbte i munden på hinanden: »Vi må skynde os op i landsbyen«.
Det var jo idag Ulven skulle have sin straf, og de var alle fire meget spændte på
at høre hvad landsbyens dyr var blevet enige om.
Aben, Rotten, Bæveren og Billen sprang fra sivbåden op på havnebredden, og
løb nu alt hvad de kunne mod landsbyen.
Da de nåede til landsbyens torv, var dyrene allerede samlet, og de stod og råbte
og skreg i munden på hinanden. Der var mange forslag til Ulvens straf.
Nogle af dyrene råbte: »Slå Ulven ihjel«, mens andre råbte: »Rul Ulven i tjære
og fjer og bind ham til et træ«, »Ulven skal have honning på hovedet, så bierne
kommer og stikker ham«.

Aben, Rotten, Bæveren og Billen stod og så forvirret til og kunne ikke finde
hverken hoved eller hale i dyrenes råben og skrigen, og det var ganske umuligt at
tale sammen fordi der var så meget larm. Snart stod Aben og holdt sig for ørene.
Rotten begyndte at råbe i kor med dyrene. Bæveren trampede i jorden og Billen,
med sine fire arme og sine fire ben, dansede omkring.
Pludselig hørtes der nogle dybe bump og jorden rystede. Der hørtes et kæmpe
hyl, og med et blev dyrene helt stille. Selv Aben, Rotten, Bæveren og Billen blev
musestille. De dybe bump kom tættere på, og Billen hviskede: »Det er den lokale
elefant Jumbo. Det klogeste dyr af alle«.
Billen havde ret for snart kom en kæmpe elefant marcherende mod torvet.
Alle dyrene stod og kiggede, med øjne så store som cykeldæk, på Jumbo der
nærmede sig. Dyrene var spændte på at høre hvad den kloge Jumbo havde at sige.
Da Jumbo langt om længe stod pustende og stønnende på torvet foran alle dyrene,
hviskede Billen til Aben, Rotten og Bæveren: »Jumbo er en meget gammel
elefant der er langt over 100 år«.
Aben, Rotten og Bæveren havde aldrig set så stor en elefant der var så gammel.
Jumbo var meget træt og satte sig derfor ned på en sten med et bump så stort at
jorden endnu engang rystede. Alle dyrene klyngede sig til hinanden for ikke at falde
omkuld.
Jumbo løftede sin snabel, truttede og sagde: »Rævepolitiet har sendt bud efter
mig, og de har fortalt mig det frygtelige der skete med Købmanden i går. Det er
mig der skal sørge for at det hele går rigtigt og retfærdigt til. Sååå, hvilken straf
har I tænkt jer Ulven skal have?«
Atter råbte og skreg dyrene i munden på hinanden: »Slå ulven ihjel«, »Rul Ulven
i tjære og fjer og bind ham til et træ«, »Ulven skal have honning på hovedet,
så bierne kommer og stikker ham«.
Snart blev det Jumbo for meget. Han truttede i sin snabel og råbte: »Husk på at
det I gør mod andre, må I også være villige til at andre gør mod jer«.
Nu blev alle dyrene meget stille, og de så på hinanden med meget alvorlige øjne.

For ingen af dem kunne tænke sig at blive rullet i tjære og fjer og blive bundet
til et træ. Dyrene havde heller ikke spor lyst til at blive slået ihjel, for slet ikke at
tale om at få honning på hovedet så bierne ville stikke. Se nu vidste dyrene ikke
hvad de så skulle gøre med Ulven.
Aben smilede, så på Jumbo med store øjne og sagde: »Ihh, hvor er du en klog
elefant«.
Rotten nikkede og sagde: »Du er den klogeste elefant i hele verden.
»Hv-hv-hvilken straf sy-sy-synes du Ulven skal have?«, stammede Bæveren.
Jumbo svarede: »Jeg synes at Ulven skal have en straf han kan lære noget af.
Jeg foreslår at Ulven skal arbejde gratis her i landsbyen i 10 år. Hver dag skal Ulven
gøre rent i dyrenes huse, og om natten skal han sove i fangehullet. Ulven skal
også gå i skole hvor han skal lære, hvordan man opfører sig over for andre. Når de
10 år er gået, holder vi igen et møde her i landsbyen om hvad der så skal ske med
Ulven«.
Dyrene stak hovederne sammen for at snakke om Jumbos forslag.
En lille snegl stak hovedet frem fra sit sneglehus og sagde: »Det stemmer jeg
for. Jeg vil gerne have gjort rent i mit sneglehus, for jeg er så langsom. Alting går
i sneglefart, og det tager mig en hel uge hvis jeg selv skal gøre rent«.
Alle dyrene skreg af grin, for de syntes at sneglen, der arbejdede i sneglefart,
var meget morsom.
Ulvens straf var noget der skulle tænkes meget over, og den lille snegls ord
blev ikke taget så alvorligt. Alle dyrene diskuterede frem og tilbage og råbte i
munden på hinanden.
Aben, Rotten, Bæveren og Billen satte sig ned i skyggen af et palmetræ og talte
om hvilken straf de syntes Ulven skulle have.
Aben sagde: »Jeg synes at Jumbos forslag er godt«.
»Jaaa«, sagde Rotten, »Det er slet ikke så ringe endda«.
Bæveren sagde: »Det lyder som en mægtig god idé. Men det lyder ikke som
om at landsbyens dyr er helt enige«.

Billen, der jo også hørte til landsbyens dyr, var ikke enig med Jumbo. »Det er
ikke noget godt forslag«, sagde Billen, »Jeg synes ikke at Ulven skal blive i landsbyen,
for han laver sikkert bare ballade igen«.
Alle dyrene diskuterede i timevis, for de kunne ikke blive enige om straffen.
Imens sad Jumbo på stenen og lyttede med store ører til hvad dyrene talte om.
Der gik timer, og det blev aften. Jumbo sad stadig på stenen, men var blevet lidt
træt af at vente. Den kloge Jumbo gabte højt, løftede sin snabel, og spurgte med
søvnig stemme: »Nååå, hvad er I kommet frem til?«
Aben, Rotten, Bæveren og Billen rejste sig op. De var meget spændte og råbte
i kor: »Lad os høre, lad os høre«.
Dyrenes leder, som var en ko med kæmpe horn, stillede sig foran Jumbo og
sagde: »Oki-do-ki. Vi vil høre hvad Ulven har at sige inden vi bestemmer os«.
»Fornuftigt«, svarede Jumbo, »Så vil jeg bede Rævepolitiet om at hente Ulven
i fangehullet og føre ham hertil«.
Rævepolitiet hoppede straks op på deres skildpadder og red afsted for at hente
Ulven.
»Hvad mon Ulven har at sige?«, spurgte Aben.
»Det er ikke let at vide«, sagde Rotten, »men Ulven har i hvertfald en del at
forklare«.
»Ja«, sagde Bæveren, »Ulven vil sikkert fortælle hvorfor han slog Købmanden
ihjel«.
Billen var lidt vred og sagde: »Der er aldeles ikke noget at forklare. Købmanden
er død, og Ulven skal have sin straf. Så er den potte ude«.
Aben ville drille lidt nu hvor Billen var vred.
Hun sang: »Sur, sur, sur, lille Bille omkring. Hvis Billen ikke får sin vilje, ligner
han en krokodille. Sur, sur, sur, lille Bille omkring«.
Rotten og Bæveren skreg af grin, men Billen blev rasende og sagde: »Det er aldeles
ikke sjovt. Du er min dummeste abeven i hele verden«.
Billen drejede omkring, så han stod med ryggen til Aben, Rotten og Bæveren.

Nu stod han og stampede i jorden og var så rasende at der ud fra hans ører kom
små røgskyer. Aben, Rotten og Bæveren fnisede så meget at de blev røde i hovederne.
Pludselig fik Billen øje på Rævepolitiet der kom med Ulven.
Billen glemte at han var rasende og vendte sig om og jublede, mens han sagde
til Aben, Rotten og Bæveren: »Juhuuu, nu kommer de med Ulven«.
Rævepolitiet kom kørende med Ulven, der var lænket med store guldkæder, i
en trillebør. Rævepolitiets skildpadder gik omkring trillebøren og så meget vigtige
ud.
»Hjælp, hjælp«, hylede Ulven, »slip mig fri, slip mig fri«.
Landsbyens dyr råbte i munden på hinanden: »Dumme Ulv, dumme Ulv«.
Billen råbte i kor med dyrene.
Jumbo havde rejst sig fra stenen og stod nu med løftet snabel og truttede.
Aben, Rotten og Bæveren stod blandt landsbyens dyr og så til.
Da Rævepolitiet stod foran Jumbo med Ulven i trillebøren, så Jumbo på Ulven
med truende øjne og sagde: »Nååå, Hr. Ulv, hvad har du mon at sige?«
»Jeg var så sulten«, svarede Ulven med ynkelig stemme, »Min mave gjorde så
ondt, så ondt og ingen ville give mig mad. Da jeg så Købmanden, den lækre steg,
kunne jeg ikke lade være med at spise ham«.
Alle dyrene råbte: »Buuhhhh«, og Billen råbte: »Den må du længere ud på landet
med, dumme ulv«.
Ulven begyndte at græde og sagde: »Jeg lover at gøre det godt igen. Jeg vil
gøre alt for at hjælpe alle hvis bare jeg får lidt mad og en varm seng at sove i«.
Ulvens ord hjalp ikke det mindste, for alle dyrene var meget vrede.
Billen råbte: »Hvordan kan du tro at du, som har spist vores Købmand, har fortjent
lidt mad og en varm seng at sove i?«
Alle dyrene diskuterede nu igen, og det gjorde de indtil solen gik ned, og mørket
sænkede sig over landsbyen.
Da dyrene langt om længe var færdige med at diskutere, sagde Koen med de kæmpe
horn: »Nu er vi kommet frem til en løsning«.

Jumbo løftede sin snabel, åbnede sine trætte øjne og sagde: »Lad høre, lad høre
«.
»Oki-do-ki«, sagde Koen, »Ulven skal hjælpe dyrene i landsbyen 8 timer om
dagen i 10 år. Ulvens arbejde kan være hvad som helst, men især bliver det alt det
arbejde vi ikke selv gider at lave. Ulven kan lige vove og sige nej, for så bliver det
værst for ham selv«.
»Det lover jeg at gøre«, udbrød Ulven.
»Hold din bøtte, dumme Ulv«, råbte Koen vredt, »Der er ikke nogen der har
spurgt dig om noget«.
Aben, Rotten og Bæveren hviskede og tiskede, og de syntes det var en god idé.
Billen lyste med sine øjne på Ulven og råbte: »Man får hvad man har fortjent«,
og dyrene råbte i kor: »Hørt«.
Jumbo stampede med sit ene ben i jorden, løftede sin snabel og sagde: »Dem
som stemmer for forslaget, rækker hånden i vejret«.
Aben, Rotten, Bæveren og Billen rakte straks hænderne i vejret, og alle dyrene
fulgte med. Undtagen Købmandens kæreste Fru Kat.
Jumbo fik straks øje på Købmandens kæreste og spurgte: »Jamen Fru Kat. Du,
Købmandens kæreste, hvorfor stemmer du ikke for forslaget?«
Fru Kat svarede: »Jeg vil ikke have Ulven i vores landsby, for så vil jeg hele tiden
være bange. Jeg synes at Ulven skal ud på en øde ø hvor der ikke bor andre.
For så kan Ulven ikke gøre nogen fortræd«.
Koen med de store horn tyggede lidt på Fru Kats forslag og sagde så: »Oki-doki.
Se den idé er endnu bedre end vores. Hvem andre end mig stemmer for forslaget?
«
Alle dyrene rakte hænderne i vejret, undtagen Aben, Rotten og Bæveren.
Jumbo så på Aben, Rotten og Bæveren og spurgte: »Hvorfor stemmer I ikke
for forslaget?«
Rotten stod med armene over kors. Ja, faktisk så Rotten meget klog ud og han
sagde: »Jeg stemmer ikke for forslaget. Jeg tror Ulven vil blive meget ensom og

meget ulykkelig hvis han skal leve på en øde ø i 10 år.«.
Aben sagde: »Jeg stemmer ikke for forslaget fordi at Jumbo jo sagde at det
man gør mod andre, skal man være villig til at andre må gøre mod en selv. Jeg ville
ikke bryde mig om at bo på en øde ø«.
Jumbo kiggede nu på Bæveren der sagde: »Jeg stemmer ikke for forslaget fordi
jeg mener det samme som Aben og Rotten«.
»Hmmm«, sagde Jumbo, »Jeg tror I har ret. Det er ikke nogen særlig god idé,
men jeg tror jeg har et andet forslag. Hør godt efter. Først skal Ulven ud på en øde
ø. Der skal Ulven bo alene, men kun i et år, for at han ikke skal blive alt for ensom
og ulykkelig. Når året er gået, henter vi Ulven igen, og han skal så arbejde for dyrene
i landsbyen i 9 år. Hvad siger I til det«.
Koen, med de kæmpe horn, trillede med øjnene og sagde: »Oki-do-ki«.
Aben, Rotten, Bæveren, Billen og alle de andre dyr synes også idéen var god.
Selv Købmandens kæreste Fru Kat var vild med idéen.
Jumbo løftede atter sin snabel og spurgte: »Hvem stemmer for mit forslag?«
Alle rakte hænderne i vejret, for nu var alle tilfredse.
Det var sent om aftenen, og alle landsbyens dyr blev enige om at holde en
kæmpe fest. En fest der skulle vare i syv dage og syv nætter.
Ulven lå i trillebøren og var meget tilfreds med sin straf. Han tænkte på den
øde ø han skulle ud på og tænkte at der sikkert var en masse dejlige fisk, som han
kunne fange og spise.
Aben, Rotten, Bæveren og Billen stod og talte lidt om hvad der var sket i løbet
af dagen. Alle fire syntes de at ulvehistorien havde fået en god slutning.
Aben gabte og sagde: »Ihh, hvor er jeg træt. Mon ikke vi skal gå ned til vores
sivbåd og få en god nattesøvn. I morgen må vi vist hellere tage videre ud for at
lede efter vores mor og far«.
»Åhhh«, sagde Rotten, » jeg havde næsten glemt vores mor og far, fordi der jo
er sket så meget siden vi kom her til Landsbyen mellem de to bjerge. Lad os skynde
os ned til båden«.

»Ja, lad os det«, sagde Bæveren.
»Så tror jeg at jeg vil feste sammen med landsbyens dyr«, sagde Billen.
Aben, Rotten og Bæveren gav Billen et kæmpe farvelknus, for de skulle jo hver
sin vej.
Aben, Rotten og Bæveren sagde i kor: »Farvel vores bedste billeven i hele verden.
Måske ses vi igen en dag«.
»Ja«, svarede Billen, »måske ses vi igen en dag«.
Nu gik Aben, Rotten og Bæveren afsted mod havnen. Billen stod og vinkede,
mens han råbte: »Farvel. Tak for de dejlige flaskeprutter«.
Billen gik nu også afsted, for han skulle jo til fest.
Et farligt job
Jumbo, den kloge elefant, havde stået og lyttet til hvad Aben, Rotten, Bæveren og
Billen talte om og havde fået en idé. Jumbo fulgte efter Aben, Rotten og Bæveren,
og da han havde indhentet dem truttede han i sin snabel, hvorpå han sagde: »Hør I
tre udlændinge«.
Aben, Rotten og Bæveren gav et sæt. De blev så forskrækkede at de hoppede
tre meter op i luften, hvorefter de landede på jorden med et brag.
Da de var kommet sig over chokket, vendte Rotten sig om og spurgte: »Hør,
hvad bilder du dig ind at komme brasende på den måde og forskrække os?«
»Åhhh, mine venner«, sagde Jumbo, »Det var ikke min mening at forskrække
jer. Det må I undskylde. Jeg vil bare spørge jer om noget«.
54
Rotten, der stadig var lidt vred, sagde: »Allright, ud med sproget«.
Aben, Rotten og Bæveren så på Jumbo der kløede sig bag øret.
»Jeg har et job til jer«, sagde Jumbo.
»Et job til os«, sagde Aben, »Hvilket?«
Jumbo svarede: »Jeg hørte tilfældigvis at I tre har en sivbåd. Er det rigtigt?«
»Tjaa«, sagde Rotten, »Så har du hørt rigtigt, for det er lige hvad vi har. Vi har
endda vores egen motor på båden«.

Bæveren så nu meget glad ud og sagde ivrigt: »Ja, og motoren er mig. Jeg mener
motoren er min hale«.
»Søde, kloge Jumbo«, sagde Aben,» hvad har vores sivbåd med jobbet at gøre?
«
»Det skal jeg såmænd sige jer«, svarede Jumbo, »Ser I, Ulven skal sejles ud på
en øde ø, men ingen af dyrene her fra landsbyen tør gøre det. Så jeg vil spørge jer,
om I vil sejle Ulven ud til en øde ø. Hvad siger I til det?«
Aben var ikke så tryg ved jobbet, for tænk hvis Ulven blev sulten på sejlturen.
Bæveren var meget bange og stammede: »Ska-ska-skal vi se-se-se-sejle den fafa-
farlige Ulv ud til en øde ø?«
Rotten blinkede med det ene øje til Aben og Bæveren, kiggede Jumbo lige ind
i øjnene og sagde: »Ingen problemer. Det er lige et job for os. Jeg har sejlet med
maaange slags farlige dyr«.
Jumbo smilede og sagde: »Jamen så er du vist det man kalder en erfaren rotte
på området«.
Rotten, der godt kunne lide at prale lidt svarede Jumbo: »Det er lige, hvad jeg
er. Laver Ulven nogle numre, og krummer han så meget som to hår på mine venners
hoveder, får han med mig at bestille«.
Rotten viste sine skarpe tænder til Jumbo, og Bæveren udbrød: »Ja, for Rotten
har lovet at beskytte os mod fa-fa-farlige dyr, og han har meget skarpe tænder«.
Aben klappede Rotten på skulderen og sagde: »Ja, det er godt vi har Rotten.
For Rotten klarer altid ærterne«.
Jumbo smilede og sagde: »Så er det en aftale. Men hvad skal I have til gengæld?
«
Aben, Rotten og Bæveren stak hovederne sammen og hviskede og tiskede.
Da de havde fundet på noget som de ønskede til gengæld, sagde Rotten: »Aben
og jeg leder efter vores mor og far. Måske er Abens mor i Elefantdalen. Der hvor
de har verdens største toilet og et elefantlortebjerg, som er på størrelse med Rundetårn.
Indtil videre har vi fulgt lugten derfra, og vi troede at Elefantdalen lå her i

Landsbyen mellem de to bjerge. Min far er regnbuefisker og fanger fisk i alle
regnbuens farver, og min far elsker regnbuefisk med chokoladesovs. Min far er
ved havet der hvor solen går ned«.
»Sikke noget«, sagde Jumbo, »hvad kan jeg hjælpe med?«
Aben svarede: »Du er en meget klog og en meget gammel elefant. Måske ved
du hvor Rotten og jeg kan finde vores far og mor«.
Jumbo tænkte lidt over det og sagde så: »Jeg har et hemmeligt gammelt kort
der viser 100 km i alle retninger. Hvis I får kortet, kan I måske finde jeres mor og
far. Jeg vil fylde jeres båd med mad og kager, så I har nok til flere uger«.
»Juhuuu«, råbte Aben og Rotten i kor, »Tak søde, kloge Jumbo«.
Bæveren var stadig ikke vild med at de skulle sejle Ulven ud på en øde ø, for
selv om Rotten var med, var han stadig bange.
Bæveren så på Aben og Rotten og sagde: »Måske kan Ulven være jeres motor
«.
Aben og Rotten så på hinanden, derefter på Bæveren, og sagde i kor: »Hvad
mener du«.
Bæveren svarede: »Jeg mener at I måske ikke længere har brug for mig. Jeg er
så bange for Ulven og vil hellere blive her i landsbyen«.
»Hvad vil du dog lave her i Landsbyen mellem de to bjerge?«, spurgte Rotten.
»Joo«, svarede Bæveren, »Fru Kat er så ked af at Købmanden er død, og jeg vil
gerne prøve at gøre hende glad. Jeg synes Fru Kat er meget sød, og måske kan vi
blive kærester. Jeg vil bygge et smukt hus til os her i den dejlige landsby, så jeg
kan få en ny familie«.
»Åhhh«, sagde Aben, »Det kan jeg godt forstå, selv om jeg er ked af at skulle
sige farvel til dig«.
»Måske ses vi igen«, sagde Rotten.
Alle tre krammede de hinanden, og de begyndte at græde. Det var ikke sjovt at
skulle sige farvel til hinanden, for de havde havde jo oplevet meget sammen, og de
havde haft det så rart. Jumbo fik også tårer i øjnene. Selv om han var en meget

gammel elefant, kunne han også blive ked af det.
Bæveren gik nu tilbage mod landsbyen for at finde Fru Kat.
Aben og Rotten vinkede til Bæveren og råbte: »Farvel, vores bedste bæverven i
hele verden«.
»Farvel mine venner«, råbte Bæveren, »Måske ses vi igen«.
Aben og Rotten gik afsted mod havnen, hvor sivbåden ventede. Jumbo fulgte
med. På vejen talte de om hvor dejligt det var at have nogle søde venner.
Inden længe stod de på havnen og Jumbo sagde: »I morgen når solen står op,
bringer jeg Ulven hertil. Sammen med Ulven har jeg en vogn fyldt med kager og
mad med til jer«.
»Fint«, svarede Rotten, »Det er en aftale«.
»Vi ses i morgen«, sagde Aben.
Jumbo vendte sig om, truttede tre gange i sin snabel, hvorefter han gik tilbage
mod landsbyen.
Aben og Rotten hoppede ned i sivbåden, lagde sig godt tilrette i hinandens
arme og faldt straks i søvn.
Tidligt den næste morgen da solen var stået op, vågnede Aben og Rotten.
56
Aben gned sig i øjnene og sagde: »Godmorgen. Mon ikke Jumbo snart kommer
med Ulven og med vognen fyldt med kager og mad?«
Rotten gabte og sagde: »Jeg kan mærke jorden ryste lidt, så jeg tror Jumbo er
på vej«.
Det havde Rotten ret i, for lidt efter kom Jumbo marcherende med både Ulven
og vognen.
»Godmorgen, mine venner«, råbte Jumbo glad, »Et stk. Ulv og et stk. Vogn.
Vær så artig«.
Rotten grinede fjoget og sagde: »Det kan vi ikke love dig«.
Aben var sprunget fra båden op på havnebredden og råbte: »God morgen Jumbo
«.

Straks begyndte Aben at læsse mad og kager fra vognen ned i båden, hvor Rotten
stod og tog imod.
Da båden var pakket, gav Jumbo Aben det hemmelige kort som viste 100 km i
alle retninger. Rotten sprang nu også op på havnebredden for at se på kortet.
Det hemmelige kort var meget gammelt og meget støvet. Faktisk var det så støvet,
at det var svært at se noget.
»Aldrig har jeg set et kort, der er så gammelt og så støvet«, sagde Aben, »Det
er jo ganske umuligt at se noget«.
Rotten rynkede panden, kløede sig bag øret og sagde: »Den klarer jeg«.
Rotten trak vejret dybt og pustede alt hvad han kunne på det støvede kort. Luften
fyldtes af en kæmpe støvsky, og Aben og Rotten hostede, spyttede og spruttede.
Støvskyen dalede mod jorden og tildækkede både Aben og Rotten.
»Puhaaa«, sagde Aben, og spyttede, »Jeg hader støv«.
»Thi-hi«, sagde Rotten, »hvor er det dejligt at være beskidt«.
Jumbo, der stod ved siden af vognen, begyndte at grine. »Ho, ho, ho. I ligner to
spioner fra en melfabrik. Ho, ho, ho«.
Nu grinede både Aben og Rotten, ja selv Ulven, der lå i vognen, begyndte at
grine.
»Thi-hi, sagde Rotten, »Nu er der vist ikke mere støv tilbage på det gamle
kort«.
Aben og Rotten børstede støvet af hinanden og så herefter på kortet.
Da de havde kigget på kortet noget tid, fik Aben pludselig øje på noget og udbrød:
»Elefantdalen«.
Aben og Rotten jublede, hoppede og dansede. Nu kunne de med kortets hjælp
finde Elefantdalen, hvor Abens mor måske var.
De kiggede på kortet igen, og snart jublede Rotten og råbte: »Havet der hvor
solen går ned«.
Med kortet kunne de nu også finde havet hvor Rottens far var.
Aben og Rotten gav Jumbo et kæmpe knus og sagde i kor: »Tusind tak søde,

kloge Jumbo. Hvad skulle vi dog have gjort uden dit hemmelige kort? Du er vores
bedste elefantven i hele verden«.
»Jeg er bare glad for at kunne hjælpe jer«, svarede Jumbo.
Nu var Aben og Rotten klar til at tage afsted ud på søen, hvor de skulle finde en
øde ø til Ulven.
Rotten gik hen til Ulven, som var bundet til vognen, og sagde: »Nåå, du stygge
ulv. Nu skal du om bord på vores sivbåd, så vi kan komme afsted. Du skal være bådens
motor, så Aben og jeg kan ligge og dase og drive den af. Det bliver så skønt.
Men hvis du prøver på noget, bider jeg din næse af med mine meget skarpe tænder,
så du ikke kan lugte mere«.
Rotten kunne godt lide at spille lidt smart, og han syntes selv han var lidt sej.
Rottens ord virkede, for Ulven blev bange.
»Jeg lover at opføre mig ordentligt«, sagde Ulven, »for jeg vil ikke undvære
min næse«.
Rotten blinkede med det ene øje til Aben, og hun smilede tilbage.
Nu skulle de bare have Ulven ombord.
»Jeg holder Ulven fast med min snabel«, sagde Jumbo, »og imens binder I snoren
op. Bagefter hopper I to ned i båden og gør klar til afgang. Når I er klar, smider
jeg Ulven ombord og blæser alt hvad jeg kan til båden med min snabel, så I
kommer afsted i en fart. Ulven får ikke en chance for at slippe væk«.
Det var en god idé Jumbo havde fået, for når først de kom til søs, var der ingen
fare for at Ulven ville prøve på at stikke af. Ulve kan ikke svømme, og de hader
vand. Det vidste både Aben, Rotten og Jumbo.
Aben og Rotten gjorde som Jumbo havde sagt. De bandt snoren op, mens Jumbo
holdt Ulven fast med sin snabel. Herefter sprang de ned i båden og de råbte:
»Klar, parat, start«.
Jumbo smed Ulven ned i båden, hvorefter han blæste til båden med sin snabel.
Afsted sejlede Aben, Rotten og Ulven nu ud på søen.
Jumbo stod inde på havnebredden med løftet snabel og råbte: »Farvel mine

kære venner«.
Aben og Rotten vinkede på livet løs mens de råbte: »Farvel Jumbo«.
Nu sejlede de tre afsted på søen mod en øde ø.
6. Kapitel
Kurs mod en øde ø
Det var meget varmt den dag, og Aben der elskede at slikke sol, havde sat sig godt
tilrette med ansigtet mod solen.
Rotten råbte til Ulven: »Nååå, stygge ulv. Kan du så se at få smækket stængerne
i vandet? Husk på, at du er bådens motor«.
Ulven satte sig op på kanten bagerst i båden og kiggede med store øjne på vandet.
»Nååå, stygge ulv, bliver det til noget?«, råbte Rotten.
Ulven så lidt bekymret ud og svarede: »Jamen jeg er så bange for at falde i søen
«.
Rotten havde ikke spor ondt af Ulven og sagde: »Det kan ikke være mit problem.
Hvis du falder i søen, er det bare ærgerligt for dig og dejligt for Aben og jeg.
For så slipper vi for at have dig på slæb. Kan du så komme igang«.
Der var ikke noget at gøre. Ulven måtte bide i det sure æble og gøre som Rotten
sagde. Da Ulven stak benene i vandet, hørtes nogle små hyl. For vandet var
meget koldt, og det var meget vådt. Ulven plaskede alt, hvad han kunne med benene
for at holde varmen. Ja, Ulven plaskede så hurtigt at sveden piblede frem alle
steder på hans krop. Sivbåden sejlede med høj fart, og det var noget Rotten kunne
lide. Aben, der lå mageligt og slikkede sol, råbte: »Tju-hej, hvor det går«.
»Jaaa«, råbte Rotten, »Den stygge ulv er vist en rigtig fartbølle«.
Ulven pustede og stønnede og var ikke i form til at klare sådan en hård sejltur.
Ulven jamrede: »Puhaa, jeg vidste ikke det var så hårdt at være motor på en
båd. Kan jeg ikke få lov til at holde en pause?«
»Næææ, du stygge ulv«, svarede Rotten bestemt, »du kan godt spare dig. Aben

og jeg falder ikke for dine numre. Husk på at hvis du prøver på noget, bliver det
værst for dig selv. I øvrigt har du vist godt af noget motion«.
Nu plaskede Ulven endnu hurtigere, for han kom til at tænke på Rottens ord
om at hvis ikke han gjorde hvad der blev sagt, ville han få Rottens tænder at mærke.
Det skulle Ulven ikke nyde noget af.
Mens Ulven plaskede på livet løs, sang Aben og Rotten: »Vi sejler op ad åen,
vi sejler ned af igen«.
Pludselig lød der et kæmpe plask, og der blev helt stille i båden. Aben tog sig til
hovedet og udbrød: »Hvad var det?«
Rotten sad med store øjne og åben mund hvorpå han svarede: »Måske er det
den kæmpe Søslange«.
Aben og Rotten kiggede ud på søen, men der var intet at se. De vendte sig om
mod Ulven, men hov, Ulven var ikke længere i båden.
Nu hørte Aben og Rotten Ulven der skreg: »Hjææælp, hjææælp, jeg kan ikke
svømme«.
Rotten skreg af grin, slog sig på lårene og råbte til Ulven: »Nååå, stygge ulv.
Jeg vidste ikke at du var glad for vand. Det kunne du da bare have sagt«.
Ulven fortsatte sin råben om hjælp, og Aben sad i båden og fik lidt ondt af
ham.
Rotten syntes det var hylende morsomt, og han råbte: »Sådan går det når man
ikke passer på«.
Efter nogle minutter var Ulven ved at være træt i benene og orkede næsten ikke
at holde sig oven vande.
Ulven råbte: »Vil I ikke nok hjælpe mig? For jeg er så træt i benene, og inden
længe synker jeg til bunds. Sig mig hvad jeg skal gøre for at I vil hjælpe mig«.
Aben så på Rotten og sagde: »Vi må hjælpe Ulven inden han drukner«.
Rotten svarede: »Jamen min bedste abeven i hele verden. Hvis Ulven drukner,
slipper vi jo for at have ham på slæb«.
Aben tænkte lidt over, hvad Rotten havde sagt, og kom pludselig i tanke om

noget.
Aben hviskede til Rotten: »Jamen, hvis vi lader Ulven drukne, har vi jo ingen
motor«.
Se det havde Rotten ikke tænkt på. Aben havde jo ret, og hvis ikke de havde
nogen motor, kunne de jo ikke komme videre.
Rotten råbte til Ulven: »All right, du stygge ulv. Vi er blevet enige om at redde
dig fra druknedøden. Men først skal du sige at Aben og jeg er de sødeste, klogeste,
smukkeste og de bedste i hele verden«.
»Ja, sig det så«, råbte Aben.
Ulven ville gøre hvad som helst for at Aben og Rotten skulle redde ham. Ulven
råbte: »Aben og Rotten er de sødeste, klogeste, smukkeste og de bedste i hele verden
«.
Aben og Rotten fnisede, hvorpå de kastede en snor ud i vandet som Ulven kunne
holde fast i. Ulven tog fat i snoren, og Aben og Rotten stod i sivbåden og trak
alt hvad de kunne. Ulven var meget tung, og nu var det Aben og Rotten der svedte.
De to havde vist også godt af noget motion.
Da de havde hevet Ulven helt hen til båden, tog Ulven fat i bådens kant, og
snart sad han atter i båden. Hvor var Ulven glad for at Aben og Rotten havde reddet
ham.
Ulven fik tårer i øjnene og sagde: »I har reddet mit liv. Det var meget sødt af
jer«.
Nu kneb Ulven en tåre.
Aben lagde sin hånd på Ulvens skulder og spurgte: »Jamen, hvorfor græder
du?«
»Fordi«, svarede Ulven, »I er så søde. Så søde er der aldrig nogen, der har været
ved mig før. Jeg er en meget ensom og ulykkelig ulv, og ingen bryder sig om
mig«.
Rotten spurgte: »Er det derfor du slog Købmanden ihjel. Fordi du var ensom og
ulykkelig?«

»Måske«, svarede Ulven, »og fordi jeg kedede mig«.
Aben trøstede Ulven og sagde: »Måske kan du blive vores ven«.
»Ja«, sagde Rotten og nikkede, »du kan blive vores ven. Hvad siger du til det,
makker?«
Nu blev Ulven meget glad, for nu havde han fået nye venner. Aben, Rotten og
Ulven krammede hinanden, og Ulven sagde: »Åhh, jeg er så ked af at jeg skal ud
på en øde ø. Jeg bliver så frygtelig ensom«.
Aben og Rotten fik nu endnu mere ondt af Ulven. Tænk at skulle være på en
øde ø, alene, i et helt år. Et år helt alene uden at have nogle at snakke med er meget
lang tid. Aben og Rotten kunne slet ikke forestille sig hvordan det måtte være. Ulven,
som alle troede var en styg og ond ulv, var jo inderst inde meget sød og meget
kærlig. Hvad skulle Aben og Rotten dog stille op med den ensomme og ulykkelige
ulv?
Pludselig fik Rotten en god idé. Han hviskede til Aben der nu smilede.
Aben og Rotten sagde i kor: »Vi har en idé, vi har en idé«.
Nu fik Ulven store øjne, og meget lange ører, for hvad mon de havde fundet på.
»En idé«, udbrød Ulven glad, »Hvilken?«
»Jooo«, sagde Rotten, »Aben og jeg vil skrive et brev til den kloge elefant Jumbo
i Landsbyen mellem de to bjerge, der hvor vi lige er kommet fra«.
Ulven rynkede øjenbrynene og sagde: »Et brev. Hvilket?«
Aben svarede ivrigt: »Vi vil spørge Jumbo om du må blive hos os 1 år, i stedet
for at komme ud på en øde ø. Så behøver du ikke længere at være en meget ensom
og ulykkelig ulv. Når du har været hos os 1 år, kan du bagefter vende tilbage til
landsbyen som aftalt«.
»Hvad siger du så makker«, sagde Rotten og smilede så han lignede en glad julegris.
Ulven hoppede og dansede i båden, klappede i hænderne og råbte: »Mener I
det?«
Rotten svarede: »Jaaa, men vi vil bede dig om at gøre noget til gengæld«.
»Noget til gengæld. Hvilket?«, spurgte Ulven.

Rotten svarede: »Du skal forsvare og beskytte os mod farlige dyr«.
Ulven nikkede og sagde: »Det er en aftale«.
Aben og Rotten hopppede og dansede, og råbte i munden på hinanden: » Nu er
du vores bedste ulveven i hele verden«.
I båden holdt Aben, Rotten og Ulven en lille fest.
De spiste af den medbragte mad og spiste nogle af de mange kager.
Da de havde spist, blev Aben og Rotten enige om, at skrive brevet til Jumbo. Rotten
fandt et stykke papir de kunne skrive på. Aben fandt sin læbestift frem som de
kunne bruge som blyant. Rotten sagde hvad der skulle stå i brevet, og Aben skrev
ned på papiret med læbestiften.
I brevet skrev de:
Kære Jumbo.
Et lille brev fra dine venner Aben og Rotten. Vi sejler afsted på
søen med Ulven ombord. Ulven har opført sig meget pænt og er
blevet vores bedste ulveven i hele verden.
Vi vil spørge dig, kloge Jumbo, om Ulven må blive hos os 1 år
istedet for at komme ud på en øde ø. Når året er gået, kan
Ulven så vende tilbage til Landsbyen som aftalt.
Til gengæld skal Ulven forsvare og beskytte os mod farlige
dyr.
Håber I alle har det godt i Landsbyen mellem de to bjerge.
Hils vores bedste bæverven og vores bedste billeven i hele verden.
Kærlig hilsen Aben og Rotten.
Aben og Rotten syntes at det var et meget fint brev de havde skrevet. Nu ventede
de bare på at der skulle komme en brevdue forbi, så de kunne få sendt brevet afsted.
Der gik ikke længe før en lille hvid brevdue kom flyvende hen over sivbåden.
Aben vinkede med brevet i luften og råbte: »Uhuu, brevdue, vi har et brev. Det
skal til Landsbyen mellem de to bjerge og afleveres til den klogeste af alle dyr,
elefanten Jumbo«.

Brevduen fløj ned til Aben, tog brevet i sit næb og fløj straks afsted.
Solen var ved at gå ned, og Aben, Rotten og Ulven var trætte efter den lange dag.
Alle tre sad de i båden og gabte mens de halvsov.
Der hørtes en buldren i det fjerne, og det gav et sæt i Aben, Rotten og Ulven.
De kiggede mod himlen der nu var dækket af sorte skyer.
»Åhh nej«, hvinede Aben, »et uvejr er på vej«.
»Du har ret«, sagde Rotten, »det ser lidt sort ud«.
I det samme begyndte det at blæse op, og kæmpedråber slog mod båden.
Ulven råbte: »Åhhh. Det regner, og jeg hader vand«.
Men der var ikke noget at gøre. Ulven måtte vænne sig til det våde liv på søen.
Det tordnede og det lynede, og det var ganske mørkt. Så mørkt at Aben, Rotten
og Ulven ikke kunne se en hånd for sig. Med tordenvejret fulgte lyn, og lynene
slog ned i vandet som kæmpe zig-zag lysende ild. Lynene bragte lys, så Aben,
Rotten og Ulven bedre kunne se. De tre stod og så på lynene der slog ned. Det så
smukt ud, ja det lignede næsten fyrværkeri.
Pludselig skyllede en bølge ind over båden. Bølgen var høj som et kæmpe hus,
og Aben, Rotten og Ulven skøjtede rundt. Det var tæt på at de var blevet skyllet
over bord.
Aben og Rotten lå og klyngede sig til hinanden, mens Ulven forsøgte at øse
vand ud af båden. Den ene bølge efter den anden skyllede ind over båden, og sådan
fortsatte det i to timer. Sikke et uvejr.
Endelig holdt uvejret op, og Aben, Rotten og Ulven sad nu sjaskvåde i sivbåden.
»Uha, sikke et vejr«, sagde Ulven.
»Sjisk-sjask, sjisk-sjask«, sagde Rotten »Jeg er blevet sjisk sjaskende våd«.
»Åhh nej«, sagde Aben, »min frisure er helt ødelagt«.
Rotten og Ulven så på hinanden og sagde i kor: »Skidt med det. Vi kan lide
dig, som du er«.
Det blev Aben glad for at høre. Hun omfavnede Rotten og Ulven og sagde: »I
er de bedste venner man kan få. Derfor elsker jeg jer«.

»Tak«, sagde Rotten.
Ulven begyndte at græde af glæde og kunne slet ikke stoppe igen.
Aben så på Ulven og spurgte: »Hvorfor græder du?«
Nu begyndte Ulven at fortælle Aben og Rotten en meget sørgelig historie.
Ulven fortalte: »For to år siden mistede jeg min kæreste. Min kæreste var en
ulv, ligesom mig selv, og havde de smukkeste store blå øjne man kan forestille sig.
Jeg glemmer aldrig det søde smil og de smukke tænder.
Da jeg havde kendt min kæreste i 9 måneder, blev hun syg. Min kæreste havde
fået en byld inde i hjernen, der voksede og voksede. På grund af bylden blev min
kæreste blind, og jeg måtte gå med hende i snor.
Efter tre måneder døde hun.
Den nat glemmer jeg aldrig. Jeg sad med hende i armene oppe på en klippe og
græd. Jeg hylede hele natten og hylede så højt at man kunne høre det 100 km væk.
Jeg var så ulykkelig over at min elskede kæreste var død, og det er jeg stadig. Den
nat begravede jeg min kæreste på toppen af bjerget. Jeg plantede et lille kirsebærtræ,
der blomstrede så smukt med hvide blomster. I 100 dage sad jeg hver aften og
græd på bjerget.
Pludselig en nat vågnede jeg op, og i mørket så jeg en lysende skikkelse. Den
lysende skikkelse var min smukke kæreste, og i mørket smilede hun sødt til mig.
Herefter forsvandt hun igen, og jeg har aldrig set hende siden.
Da Ulven var færdig med at fortælle den sørgelige historie, kneb Aben og Rotten
en tåre. Tænk at miste en man holder så meget af. De kom til at tænke på deres
mor og far, og tænkte på om de nogensinde ville finde dem. Heldigvis havde de jo
det hemmelige kort, de havde fået af Jumbo.
Aben og Rotten fortalte Ulven at deres mor og far var blevet væk, og de fortalte
at de nu ledte efter dem.
Ulven så med bedrøvede øjne på Aben og Rotten og sagde: »Jamen så er I jo
også ulykkelige og ensomme«.
Aben og Rotten nikkede.

Alle tre sagde de i munden på hinanden: »Hvor er det godt vi har hinanden«.
De var alle tre meget trætte og lagde sig derfor ned i båden, tæt ind til hinanden
som tre små kattekillinger. Hurtigt faldt de i søvn, og de drømte om deres venskab,
og de drømte om at de holdt sammen i tykt og tyndt. Alle tre sov de tungt og
godt lige til den lyse morgen.
Den næste morgen vågnede de tidligt. Aben, Rotten og Ulven satte sig op, og foran
dem, på bådens kant, sad en lille brevdue med et brev i sit næb.
Aben jublede og råbte: »Måske er det et brev fra Jumbo«.
Rotten tog brevet fra brevduens næb hvorpå brevduen sagde: »Det er lige, hvad
det er«.
Brevduen lettede og fløj afsted igen.
Rotten åbnede brevet og læste det højt for Aben og Ulven:
»Til Aben og Rotten.
Tak for jeres brev. Her i Landsbyen mellem de to bjerge går det
godt. Alle dyrene fester på andet døgn.
Ulven må blive hos jer 1 år istedet for at komme ud på en øde
ø. Herefter kan Ulven vende tilbage til Landsbyen. Men vender
Ulven tilbage til landsbyen før året er gået, bliver han dræbt af
vore dræberrotter.
Held og lykke og pas godt på jer selv. Bæveren og Fru Kat er
blevet kærester.
Jeg skulle hilse mange gange fra Bæveren og Billen og sige at
I er deres bedste venner i hele verden.
Kærlig hilsen Jumbo«
Aben, Rotten og Ulven jublede og dansede, fordi Ulven havde fået lov til at blive.
Ulven var meget stolt over at han fra nu af skulle være Aben og Rottens livvagt.
Ulven smækkede atter stængerne i vandet, og plaskede alt hvad han kunne. For
nu skulle de finde Elefantdalen, hvor Abens mor måske var.
Aben og Rotten tog det hemmelige kort frem, hvorpå de fandt Elefantdalen.

»Elefantdalen ligger mod nord«, råbte Rotten.
Ulven drejede sivbåden mod nord, og nu sejlede de tre afsted på søen mod Elefantdalen.
Da de havde sejlet et stykke tid, sagde Aben til Ulven: »Tæt på Elefantdalen
bor der en flok ulve, og måske kan du finde en ny kæreste der«.
»En ulveflok«, sagde Ulven, »hvor ved du det fra?«
»Fordi«, sagde Aben, »Det står på kortet«.
Ulven blev rød i hovedet og sagde genert: »Hi, hi. En ny kæreste måske«.
Det var første gang Aben og Rotten havde hørt Ulven grine, og de tænkte at Ulven
måske snart blev glad igen.
Rotten fik lyst til at drille Ulven lidt og sang: »Ulven skal ha´ en kæreste. Ulven
skal ha´en kæreste«.
Aben skrålede med, og snart skreg de alle tre af grin.
Aben, Rotten og Ulven sejlede hele dagen, og langsomt kunne de se at solen,
der lignede en rød appelsin, gik ned. Den røde appelsin blev til en halv appelsin og
til sidst var solen væk, og ude i horisonten, bag havet, så det ud som om der var et
kæmpe bål.
Aben og Rotten var meget trætte. De lagde sig ned, tæt op af hinanden, og faldt
hurtigt i søvn.
Ulven var også træt, men han skulle sejle hele den lange nat hvis de skulle nå
frem til Elefantdalen næste dag. Mens Aben og Rotten sov, plaskede Ulven lystigt
videre mens han kiggede op på månen, der nu var kommet frem. Ulven tænkte på
hvor heldig han var at have fået en chance for at bevise at han kunne opføre sig ordentligt.
Ulven tænkte også på at han nu kunne gøre alting godt igen ved at hjælpe
andre istedet for at slå ihjel.
7. Kapitel
Det Ukendte Land
Natten gik, og det blev atter morgen. Solen steg op på ny, og den var smukkere
end nogensinde før. Ja, den lignede næsten en gul honningmelon. Havet var helt

stille, og der duftede så dejligt af salt.
Ulven plaskede stadig og ventede på at Aben og Rotten skulle vågne. Der gik
ikke længe før de to syvsovere vågnede. De satte sig op i båden, strakte sig, og
sagde i kor: »Ihh, hvor har jeg sovet godt«.
»Godmorgen I to«, råbte Ulven.
Aben og Rotten vendte sig om mod Ulven og sagde: »Godmorgen vores bedste
ulveven i hele verden«.
Rotten smilede til Ulven og spurgte: »Har du været flittig?«
»Det kan du tro«, svarede Ulven, »Jeg har såmænd sejlet hele den lange nat«.
»Godt så«, sagde Rotten, »har du tjek på hvor vi er? Vi er vel på rette vej, ikke?
«
Ulven havde ikke spor tjek på hvor de var, for han havde bare sejlet uden at
tænke på om det var den rigtige vej.
»Øhh«, mumlede Ulven, »jeg har vist glemt at kigge på det hemmelige kort
mens jeg sejlede«.
»Jeg tjekker lige retningen«, sagde Rotten.
Rotten tog pegefingeren i munden og suttede på den. Herefter holdt han fingeren
i vejret så den pegede op mod himlen.
»Jo, den er fjong«, sagde Rotten, »Vi sejler mod nord og mod nord ligger Elefantdalen
«.
Aben smilede over hele femøren og udbrød glad: »Juhuu, hvornår er vi der?«
Rotten kløede sig lidt i håret, så på Aben og sagde: »Det er ikke let at vide. Vi er
der, når vi er der«.
I det samme fik Aben øje på tre små delfiner der stak snuderne op af vandet.
Delfinerne omringede sivbåden, og der lå de i vandet og baskede med halerne så
vandet skyllede ind over Aben, Rotten og Ulven.
»Uhhh«, råbte Aben, »Jeg bliver våd, og vandet er så koldt«.
»Åhh nej«, råbte Rotten, »Er vandet vådt? Hvor mærkeligt«.
66

Aben rynkede på panden, så på Rotten og sagde: »Ha, ha. Meget morsomt, meget
morsomt«.
Delfinerne sagde nogle underlige lyde, og det lød sådan: »Pio, pio, pio«. Hvad
skulle det mon betyde?
Aben, der jo var så nysgerrig, så på Rotten og Ulven og spurgte: »Hvad betyder
»Pio, pio, pio«.
Rotten svarede: »Jeg tror det betyder at du ikke skal spørge så meget«.
Aben rystede på hovedet og rakte tunge ad Rotten.
Ulven sagde: »Jeg tror det betyder: Kom og leg med os«.
Faktisk var Ulven en meget klog ulv, og han kendte mange forskellige slags
dyresprog. Ulven havde ret. » Pio, pio, pio« betød: Kom og leg med os.
»Uhh«, sagde Aben, »jeg skal ikke ud i vandet og lege med delfinerne. Vandet
er så koldt, og desuden bliver min frisure ødelagt«.
Rotten skreg af grin, så på Aben og sagde: »Hvilken frisure. Thi-hi, nåå du mener
din morgenfrisure der ligner en stor uldtot«.
Aben brød sig ikke om at være til grin og sagde: »Hvis du tror du er så smart,
så hop selv i vandet«.
»Ingen problemer«, sagde Rotten, »Jeg er den der er daffet«.
Rotten stillede sig op på kanten af båden, og hoppede på hovedet ud i søen. For
Rotten ville rigtig vise sig over for Aben.
Der lød et kæmpe plask, og Rotten gav et hyl fra sig: »Avv, min mave«.
Da Rotten sprang på hovedet ud i søen, fik han sig en ordentlig maveplasker,
og nu var det Aben der skreg af grin.
»Sådan går det, når man skal spille smart«, sagde Aben og fnisede. Delfinerne
grinede med på deres eget sprog.
Rotten brød sig heller ikke om at være til grin og råbte til Ulven: »Så er det din
tur. Må vi se hvad du kan«.
Rotten vidste udmærket godt at Ulven var bange for vand, og at Ulven ikke
kunne svømme.

Ulven blev knaldrød i hovedet og sagde: »Jeg skal ikke nyde noget, for jeg kan
jo ikke svømme«.
Nu skreg Rotten af grin, for nu havde han rigtig fået Ulven gjort til grin.
Snart grinede de allesammen, for det var lidt morsomt.
Delfinerne snusede til Rotten og kyssede ham blidt på panden. Herefter gjorde
en af delfinerne tegn til at Rotten skulle sætte sig op på dens ryg. Rotten satte sig
op på dens ryg, og delfinen svømmede nu afsted hen over vandet.
Tju-hej hvor det gik med høj fart. Det var lige noget for Rotten som jo var lidt
af en fartbølle. Rotten holdt med den ene hånd fast på delfinens finne, mens den
anden hånd flagrede i luften.
»Juhuu«, råbte Rotten.
Aben og Ulven sad smilende i båden og så på Rotten der næsten lignede en
cowboy med hest og lasso. Sikke en forestilling, og snart lignede det et cirkus67
nummer. Delfinen kastede Rotten flere meter op i luften. Den anden delfin svømmede
hen og greb Rotten med sin snude lige som han var ved at ramme vandet.
Rotten svømmede nu afsted med den anden delfin der snart gjorde tegn til Rotten
om at holde sig for næsen. Rotten holdt sig for næsen, og delfinen dykkede
ned under vandet. Da de to kom op igen, blev Rotten atter kastet op i luften, og nu
var det den tredie delfin der greb Rotten igen.
Men snart blev det for meget for Rotten. Han var meget svimmel efter den høje
fart og flyveturene og gjorde derfor tegn til delfinen om at turen skulle slutte. Desuden
var han også blevet sulten af alt den friske luft og ville nu tilbage til sivbåden
og have sig en rød pølse med ketchup.
Delfinen svømmede Rotten tilbage til båden, svingede med snuden så Rotten
igen fløj op i luften hvorefter han landede i båden. Han landede lige i favnen på
Aben. Der lå Rotten nu og lignede en lille våd baby.
Aben ville lave lidt gas og stak derfor sin finger ind i munden på Rotten og sagde:
»Mammmm«.
»Din klaphat«, skreg Rotten, »Det er aldeles ikke mam. Neej, lad mig få en rød

pølse i stedet«.
Nu grinede både Aben, Rotten og Ulven.
»Hvor gemmer de røde pølser sig?«, spurgte Rotten, hvorpå han sang: »Hulubulu,
pølser, hvor er I henne?«
Rotten rodede rundt i al maden, og snart tittede de røde pølser frem.
»Så mangler vi bare bøtten med ketchup«, sagde Rotten.
Han rodede videre og sagde lidt efter: »Fundet. Uhmm, det skal blive godt at få
noget i skrutten«.
Aben og Ulven var også sultne, så de holdt Rotten ved selskab. Mens de spiste,
talte de om delfinernes og Rottens forestilling til vands. Aben og Ulven syntes det
var sejt, og de syntes Rotten var meget modig.
Rotten sad og gnaskede og smaskede i de røde pølser med ketchup, og sikke en
gris han var. Ketchuppen dryppede fra både pølse og Rottens mund ned på hans
mave.
Ulven så på Rotten og på hans tykke mave med ketchup og sagde: »Hør, du
Rotte. Du skulle næsten have et håndklæde sådan som du sviner«.
»Ingen problemer«, sagde Rotten, »Jeg hopper bare i vandet når jeg har spist,
og så bliver jeg ligeså ren som en tandbørste«.
Nu blev Aben nysgerrig og spurgte: »Hvor ren er en tandbørste egentlig?«
Rotten blev lidt irriteret og svarede: »Leger du nu spørgeleg igen. Det er ikke
let at vide hvor ren en tandbørste er. Den er ligeså ren som den er ren«.
De spiste nu alle tre videre uden at sige noget. Da de var færdige, stillede Rotten
sig op på kanten af båden og sagde: »Se så her«.
Rotten rakte hænderne op over hovedet og gjorde klar til et udspring. Aben og
Ulven sad og så på Rotten med store øjne. Gad vide om det blev endnu en maveplasker?
Denne gang tog Rotten ikke hovedspring. I stedet holdt Rotten sig for næsen
og hoppede i vandet med fødderne først. Hurtigt kom Rotten op i båden igen, for
nu havde han fået nok af alt det vandpjaskeri. Gad vide om Rotten nu også blev så
ren som en tandbørste?

Det var på tide at fortsætte sejlturen. Ulven smed stængerne i vandet og plaskede
afsted. Elefantdalen og Abens mor ventede forude.
Rotten råbte til Ulven: »Sæt så dit lange ben foran, så vi kan få noget fart på
sivbåden«.
»Yes Sir«, svarede Ulven, og fremad gik det.
Rotten lænede sig tilbage, tog sine solbriller som lignede kæmpe flueøjne på
og lå nu og stegte i solen. Aben lå ved siden af Rotten og stegte med.
Rotten så på Aben og sagde: »Nåå, min lille prinsesse, kan du holde varmen
ud?«
Aben blev rød i hovedet, fnisede og sagde: »Hi-hi. Ja det går lige an«.
Aben var blevet rød i hovedet, fordi at Rotten havde sagt: »Min prinsesse«.
Solen skinnede fra en skyfri himmel, og det var meget varmt. Det var så varmt
at Ulven svedte flere liter vand ud af kroppen. Aben og Rotten havde det skønt, og
de syntes det var så dejligt at mærke solens varme.
»Det er bare livet«, sagde Rotten og smækkede benene op på kanten af båden.
Rotten sad nu så mageligt at han hurtigt faldt i søvn. Mens Rotten sov, drømte han
om at han stod i en pølsevogn og solgte røde pølser. Rotten drømte at han kunne få
lov til at spise alle de røde pølser han ville uden nogen opdagede det. Det var vel
nok en dejlig drøm.
Aben sad og kiggede ud over søens blanke vand og tænkte på sin mor som måske
var i Elefantdalen.
Da de havde sejlet i en time, sov Rotten stadig. Aben gik ned bagerst i båden til
Ulven der stadig plaskede derud af.
Aben smilede, så på Ulven og sagde: »Hvordan går det?«
»Det går plask-hamrende godt«, svarede Ulven, »Jeg sad netop og tænkte på
ulveflokken der ligger tæt ved Elefantdalen«.
»På ulveflokken«, udbrød Aben, »Hvorfor det?«
Ulven var stille et øjeblik og sagde så: »Jeg vil så gerne have en kæreste. En
sød smuk hunulv med søde øjne og med en trutmund som er god at kysse med«.

Aben trillede med øjnene og sagde: »Ihh, hvor lyder det romantisk«.
Ulven smilede til Aben og sagde videre: »Hvor ville jeg dog gerne finde en sådan
hunulv. Måske møder jeg en hunulv i ulveflokken tæt ved Elefantdalen«.
»Jeg kan godt forstå du gerne vil finde en sød og smuk hunulv, for så behøver
du ikke længere at være ensom og ulykkelig«, sagde Aben.
Foran i båden var Rotten vågnet, og han råbte nu højt: »Ohøøj, der er land forude
«.
»Er det Elefantdalen?«, spurgte Aben.
»Det er ikke let at vide«, svarede Rotten , »Land er i hvert fald land«.
Ulven drejede sivbåden lidt mod højre, og nu sejlede de mod Det Ukendte
Land. Aben kunne næsten ikke vente til de nåede Det Ukendte Land, og for at tiden
skulle gå lidt hurtigere, besluttede hun sig for at drille Rotten lidt.
Aben stillede sig hen bag Rotten og hev ham meget hårdt i det ene øre. Rotten
hoppede op i luften og vendte sig derefter om og skreg: »Av-av, hvorfor hiver du
mig i øret?«
Aben svarede: »For at du skal have et større øre, så du bedre kan høre mig«.
Rotten var vred og råbte nu Aben lige ind i øret: »Du skal ikke hive mig i øret,
dumme abe«.
Nu var det Aben, der skreg: »Av-av, hvorfor råber du mig ind i øret«.
Rotten rynkede øjenbrynene og sagde: »For at du skal få ondt i øret, så du ikke
længere kan drille mig«.
Aben og Rotten skændtes nu, og de råbte og skreg i munden på hinanden. Sådan
fortsatte de i lang tid.
Pludselig råbte Ulven: »Så, så I to. Smil til Det Ukendte Land og vær glade«.
Aben og Rotten kiggede fremad. De var nu nået til Det Ukendte Land. Begge
glemte de at de havde skændtes.
»Juhuu«, råbte Aben og Rotten i kor, »Det Ukendte Land«.
Da de nåede tæt ind til bredden ved Det Ukendte Land, så de nogle høje, sorte
klipper.

Aben klyngede sig tæt ind til Rotten og sagde: »Uhh, hvor ser det uhyggeligt
ud«.
»Jaa«, svarede Rotten, »Det ser ud som om Det Ukendte Land er et mærkeligt
land«.
»Ja, mærkeligt det er det«, sagde Ulven, »Jeg har aldrig i hele mit liv set et land
med høje, sorte, stejle klipper«.
»Hvordan kommer vi i land?« spurgte Aben, »Der er jo sorte klipper overalt og
ingen strand«.
Rotten kløede sig bag øret og svarede: »Ja det er et godt spørgsmål. Vi må sejle
lidt videre langs klipperne og se om ikke der kommer en strand, så vi kan komme
i land«.
»Ohøj«, råbte Ulven, hvorefter han atter smed stængerne i vandet og plaskede
langsomt afsted.
Det var lidt underligt med de mange klipper der gjorde det umuligt at komme i
land.
De sejlede og de sejlede, men der var stadig kun sorte klipper at se. Forude
kunne de se en vulkan med is på toppen som sendte røg op i luften.
Pludselig ændrede Det Ukendte Land med de mange klipper sig. Forude kunne
Aben, Rotten og Ulven se at landet blev fladere. Som de sejlede langsomt afsted,
blev landet fladere og fladere, og nu så de også en strand.
»Så drejer vi skuden«, råbte Rotten, »For nu skal vi fra vands til lands«.
Ulven drejede sivbåden, så forenden pegede ind mod Det Ukendte Land.
Snart var de inde ved strandbredden, og båden stødte forsigtigt mod land. Aben,
Rotten og Ulven hoppede fra båden op på bredden, hvorefter de trak båden med
sig væk fra vandkanten og bandt den til et palmetræ. Nu kunne de se at Det
Ukendte Land ikke var uhyggeligt eller mærkeligt, men faktisk var det meget
smukt. Der var kæmpe palmetræer som dannede en stor skov. Over alt voksede
der smukke blomster og små pletter med saftigt græs.
Aben så på Rotten og Ulven og spurgte: »Mon der er farlige dyr her på øen?«

»Det er ikke let at vide«, svarede Rotten, »Dyr er dyr og hvis de er farlige, har
vi heldigvis vores egen livvagt med«.
Ulven smilede stolt og sagde: »Ja, for livvagt det er lige hvad jeg er«.
Aben, Rotten og Ulven blev enige om at undersøge Det Ukendte Land, for var
det mon her Elefantdalen lå, eller var det noget ganske andet.
Rotten tog det hemmelige kort frem, så på det og sagde: »Hvis vi kan regne
med kortet, så skulle Elefantdalen gerne ligge lige om hjørnet«.
Aben smilede og spurgte: »Jamen skal vi så ikke se os lidt omkring?«
Rotten nikkede og svarede: »Du her ret. Solen er ved at gå ned, og snart bliver
det mørkt, så lad os komme afsted mens det er lyst. Der er ingen tid at spilde«.
Ulven så lidt bekymret ud og sagde: »Hvad hvis det bliver mørkt, før vi når tilbage
til båden, og vi møder farlige dyr?«
Rotten svarede: »Vi har jo dig, vores livvagt«.
»Ja«, svarede Ulven, »Men måske møder vi dyr der er større end mig«.
Rotten tyggede lidt på sagerne og sagde så: »Du har ret, og jeg har en idé. Jeg
har hørt engang for længe siden at hvis man ønsker noget, og tænker meget på det,
går det måske i opfyldelse. Jeg foreslår at vi alle tre lukker øjnene og ønsker at en
Fe skal komme forbi. Måske vil en Fe kunne fortælle os hvad vi skal gøre«.
Aben og Ulven så på hinanden og sagde i kor: »Glimrende idé. Hvor er det
godt vi har en klog rotte som ven«.
Aben, Rotten og Ulven talte til tre, lukkede øjnene, og ønskede at en Fe skulle
komme forbi. Da de åbnede øjnene igen, så de en Fe, med en tryllestav svæve omkring.
Det var en meget lille og en meget smuk Fe.
Aben jublede og råbte: »Det virkede, det virkede«.
Rotten så meget stolt ud, og Ulven stod bare og måbede og vidste hverken ud
eller ind.
Den lille Fe, svævede i ring og spurgte med blød stemme: »Hvormed kan jeg
hjælpe jer?«
Rotten svarede: »Vi er kommet til Det Ukendte Land for at lede efter Elefantdalen.

Vi har Ulven med som vores livvagt, men måske møder vi farlige dyr, som
Ulven ikke kan beskytte os imod. Vi vil spørge dig, smukke Fe, hvad vi skal gøre
«.
Feen svingede sin tryllestav, kastede hvidt stjernestøv op i luften og fremsagde
en hemmelig trylleremse. Lige så pludselig som Feen var kommet, lige så pludselig
var Feen væk. I samme nu lød der et »Pling«, og foran Aben, Rotten og Ulven
stod nu en kiste.
»En kiste«, råbte Rotten, »Hvor svedigt«.
Aben sagde: »Hvad mon der er indeni?«
»Lad os åbne den«, sagde Ulven ivrigt.
Rotten åbnede kisten, og sikke et syn der mødte de tre. Kisten var fyldt med våben
og forskelligt udstyr.
»Woww«, råbte Rotten, »Hvor sejt«.
Nu kunne de trygt undersøge Det Ukendte Land og behøvede ikke længere at
være bange for at møde farlige dyr.
Rotten hev et maskingevær op af kisten og tog et rødt bånd omkring panden.
»Ihh«, sagde Aben, »Hvor ser du sej ud«.
Rotten smilede, pegede med maskingeværet op i luften hvorpå han sagde:
»Rotten Rambo er klar til kamp«.
Ulven havde fundet to pistoler og havde taget et bælte og en cowboyhat på.
»Ihh«, sagde Aben, »hvor blæret«.
Ulven svingede pistolerne i luften, pegede dem derefter mod Aben og råbte:
»Hænderne op og benene bag nakken«.
Hvor var Aben stolt over at have Rotten og Ulven som sine bedste venner.
Aben dykkede ned i kisten og hev en kikkert og en paraply frem.
Rotten og Ulven så på Aben og sagde i kor: »En kikkert og en paraply. Lige din
stil«.
Aben, Rotten og Ulven var nu klar til at undersøge Det Ukendte Land og gik
straks afsted.

Forrest gik Ulven med pistolerne, fordi det var mest farligt, og fordi han jo var
livvagt. Efter Ulven gik Aben med paraplyen som de kunne bruge hvis det blev
regnvejr, og kikkerten kunne de bruge til at holde udkig med.
Bagerst gik Rotten med maskingeværet for at beskytte Aben.
Aben, Rotten og Ulven gik i en hel time, men der skete ikke noget. Der var ikke et
øje at se, og de mødte ingen farlige dyr. Solen var gået ned, og det var ved at blive
mørkt.
»Skal vi ikke hellere gå tilbage til båden«, spurgte Aben, »før det bliver så
mørkt at vi ikke kan se noget?«
Rotten svarede: »Du har fuldstændig ret. Lad os vende om og gå tilbage«.
Ulven var lidt skuffet over at de slet ikke havde mødt nogle farlige dyr, for han
havde glædet sig til at affyre nogle skud fra de flotte og meget seje pistoler.
»Øv-øv«, sagde Ulven, »nu får vi jo slet ikke brug for vores våben«.
Rotten tænkte lidt over det og svarede så: »Jeg har en idé. Når vi kommer tilbage
til båden, kan du være vores nattevagt. Så måske får du alligevel brug for pistolerne
«.
Nu blev Ulven meget glad, smilede og udbrød: »Juhuu, nattevagt. Det er lige
sådan et job jeg altid har drømt om«.
»Det er en god idé«, sagde Aben, »for så kan Rotten og jeg sove trygt imens«.
Aben, Rotten og Ulven gik nu tilbage ad den samme vej som de var kommet
fra.
Da de stod ved båden, var de alle tre sultne, og Aben og Rotten var meget trætte.
Ulven var ikke spor træt, og det var heldigt, for han skulle jo være vågen hele
den lange nat.
De tre venner spiste noget mad hvorefter Aben og Rotten gik på hovedet i seng.
Aben og Rotten faldt i søvn med det samme.
Ulven marcherede nu som en soldat rundt på stranden og vogtede over Aben
og Rotten. Mens Ulven gik omkring, ønskede han at der skulle komme nogle farlige
dyr.

Time efter time gik, men der kom ingen farlige dyr.
Efter fire timer skete der noget. Ulven hørte noget pusle, og han spidsede ører for
at han bedre skulle kunne høre. Lyden kom nærmere og Ulven råbte: »Hvem
der?«, men der kom intet svar tilbage.
Ulven løftede pistolerne, så han var klar til at skyde og råbte så: »Hænderne op
og benene bag nakken«, men der kom stadig ikke svar tilbage.
»Det var da mystisk«, tænkte Ulven.
I det samme så han nogle mørke skikkelser bag nogle træer.
Ulven råbte igen: »Hvem der«, og nu kom der svar tilbage.
»En ulveflok«, lød det.
Frem fra træerne kom syv ulve gående. Ulven blev så overrasket at han tabte
både pistolerne og cowboyhatten, og han stod nu med åben mund og så på de syv
ulve. Hvis de syv ulve var den flok som Aben og Rotten havde set på det hemmelige
kort, var de tæt på Elefantdalen.
Straks fik Ulven øje på en lækker Hunulv. Hunulven havde en pragtfuld pels i
flotte farver, og hun havde de smukkeste øjne. Se, det var jo lige sådan en Hunulv
Ulven havde gået og drømt om. De syv ulve satte sig ned og sad nu kun ti meter
væk fra Ulven.
Ulven var allerede smaskforelsket i den smukke Hunulv, og han tænkte på
hvordan han skulle få Hunulven på krogen.
Det var ikke så let endda, for Ulven havde jo sit job som nattevagt og havde
ikke tid til at gøre kur til Hunulven. Hvad skulle Ulven dog gøre?
Engang for længe siden havde Ulven lært fra sin mor at man ikke bare kan bryde
ind i en anden ulveflok.
De syv ulve sad længe og kiggede i retning af Ulven, og snart fik Ulven en idé.
Ulven besluttede at hyle højt for at se hvordan de syv ulve ville reagere. Han satte
sig ned, strakte hals, kiggede mod himlen og hylede det bedste han havde lært:
»Wauuuuuuuu«.
Nu skete der noget. De syv ulve hviskede og tiskede. Ulven lyttede og hørte

Hunulven der sagde: »Sikke en lækker hanulv, hvor er han dejlig. Han hyler så
smukt«.
De andre seks ulve blev vrede på Hunulven og sagde: »Er du rigtig klog. Hanulven
hører ikke til vores flok, og det er ikke tilladt at tale med ulve fra andre
flokke«.
Hunulven svarede: »Undskyld, det havde jeg glemt«.
Flokken med de syv ulve vendte nu rundt og gik deres vej.
Da de syv ulve var forsvundet, samlede Ulven sine pistoler op og tog atter cowboyhatten
på hovedet hvorefter han fortsatte sin nattevagt. Resten af natten tænkte
Ulven på den smukke Hunulv, og han håbede at de ville mødes igen.
Tidligt den næste morgen vågnede Aben og Rotten op til en ny dag. De satte sig
op i båden og fik øje på Ulven, som gik omkring på stranden. De rejste sig op,
hoppede ud af båden og gik ned til Ulven.
Rotten slog Ulven på skulderen og sagde: »Hva´så makker. Hvordan går det
så?«
»Har her været nogen, er der sket noget?«, spurgte Aben.
Ulven vendte sig rundt, så på Aben og Rotten og sagde: »Ja, der har været nogen
her i nat«.
Rotten så meget begejstret ud og spurgte ivrigt: »Har her været nogle farlige
dyr mens vi sov?«
Aben var lige så begejstret som Rotten og udbrød: »Så fik du alligevel brug for
pistolerne«.
Ulven rystede på hovedet og sagde: »Det var ikke farlige dyr, og jeg fik ikke
brug for pistolerne. Nej, her var såmænd en ulveflok«.
»En ulveflok«, råbte Aben og Rotten i munden på hinanden.
Ulven nikkede og svarede: »Ja. Syv ulve, og her imellem en smuk Hunulv med
de smukkeste øjne. Jeg blev med det samme meget forelsket i den smukke Hunulv,
men fordi jeg ikke tilhører deres flok, er jeg ikke velkommen. Måske får jeg
aldrig Hunulven at se igen«.

Nu begyndte Ulven at græde, og Aben sagde trøstende: »Du kan tage ud at lede
efter ulveflokken«.
Ulven så på Aben og svarede: »Det er en god idé, men jeg kan jo ikke forlade
jer. Jeg er jeres livvagt, og jeg har lovet at passe på jer«.
Rotten så smilende på Ulven og sagde: »Det skal du såmænd ikke tænke på, for
mens du er væk, kan jeg være Abens livvagt. Som du nok ved, har jeg jo maskin74
geværet. Så hvis der kommer farlige dyr, kan de bare lige prøve på noget. Ingen
skal lave numre med Rotten Rambo. Tag du bare afsted«.
»Jaa«, sagde Aben, »Tag du bare afsted. Mens du leder efter ulveflokken bliver
Rotten og jeg her ved sivbåden og venter på du kommer tilbage. Hvis Hunulven
bliver din kæreste, kan du bare tage hende med hertil, og herfra kan vi alle tage videre
i Det Ukendte Land og lede efter Elefantdalen«.
Ulven så meget glad ud, sagde farvel og løb straks afsted.
Ulven fulgte sporene som ulveflokken havde efterladt og fulgte duften fra den
smukke Hunulv.
Da Ulven havde løbet i tre timer, hørte han noget, og straks stoppede han op.
Lyden han kunne høre var ulvehyl, og nu vidste Ulven at ulveflokken var tæt
på.
Fra nu af gik Ulven forsigtigt afsted for at ulveflokken ikke skulle opdage ham.
Snart kunne Ulven se de syv ulve, og heriblandt den smukke Hunulv der var endnu
smukkere ved højlys dag end i den mørke nat. Hunulvens pels skinnede, og de
smukke store øjne strålede.
Ulven lagde sig ned bag en busk og tænkte nu på hvordan han skulle få kontakt
med Hunulven. Det var noget der krævede planlægning, for Ulven kunne jo ikke
bare bryde ind i flokken. Han ville blive dræbt på stedet af hanulvene.
Pludselig fik Ulven en idé og tænkte: »I aften når solen er gået ned og der er
mørkt, går jeg i gang med min plan. Se, vinden blæser i retning at ulveflokken.
Hvis nu jeg slår en stinkende prut, vil vinden føre den hen til Hunulven. På denne
måde finder Hunulven ud af at jeg befinder mig bag denne busk. Jeg håber så på at

esten af ulveflokken ikke får næse for min prut. For hvis de gør, er jeg nødt til at
stikke af, og jeg får ikke Hunulven at se igen. Det er min eneste chance for at score
Hunulven«.
Ulven syntes selv at idéen var god, og han hviskede for sig selv: »Det kunne
selv Rotten ikke have gjort bedre«.
Se, nu ventede Ulven på at solen skulle gå ned og på at mørket skulle sænke sig
over Det Ukendte Land. Men ventetiden var lang, og snart blev Ulven meget træt.
Han havde jo været vågen hele den lange nat og hele den lange dag. Snart snorkede
Ulven stille, og imens drømte han om den smukke Hunulv.
Nede på stranden hvor sivbåden lå var der helt stille. Aben og Rotten var også faldet
i søvn, og mens de sov drømte de at Ulven var blevet kærester med Hunulven.
Da det var blevet aften og solen var ved at gå ned, sov Aben og Rotten stadig i sivbåden,
og Ulven sov stadig bag busken tæt på ulveflokken.
Da mørket havde sænket sig over Det Ukendte Land, vågnede Ulven pludselig
op med et sæt.
»Nå«, tænkte Ulven, »Jeg må vist hellere gå i gang med min plan«.
Ulven vendte sig om på ryggen med sin ende mod ulveflokken og var nu klar
til at slå en stinkende prut. Nu skulle Ulven bare passe på at der ikke kom lyd på
prutten, for så ville han blive afsløret. Med andre ord så skulle prutten være lydløs.
Havde Ulven dog bare haft en lyddæmper. Ulven tænkte lidt over hvordan han
kunne sikre sig at prutten blev lydløs og kom frem til følgende: »Jeg lader prutten
sive ganske langsomt ud mens jeg tæller til ti«.
Ulven talte nu: »1-2-3-4-5-6-7-8-9-10« mens prutten langsomt sivede ud.
Planen virkede og sikke et held. Det var en lydløs stinkende prut der snart ville
nå ulveflokken med vinden. Nu satte Ulven sig op, stak hovedet frem fra busken
og kiggede hen mod ulveflokken.
Snart rynkede Hunulven på næsen. Hun stak næsen i vejret og sagde: »Puha,
Hvem har slået en stinkende ulveprut?«, men ingen af de andre ulve i flokken svarede.
Hunulven kiggede mod busken hvor Ulven sad, og de to så nu hinanden lige

ind i øjnene. Ulven blev svimmel og blød i knæene, fordi han var så forelsket i den
smukke Hunulv der sad og kiggede med sine store smukke øjne.
Hvad skulle Ulven nu gøre for at lokke Hunulven til sig?
Efter et stykke tid tænkte Ulven: »Nu har hun set mig og kan følge efter mig
når jeg går eller lade være. Måske skulle jeg svinge lidt med min hale og vise Hunulven
mine flotte tænder«.
Ulven rejste sig op, svingede med sin hale og viste sine flotte tænder frem
hvorefter han gik afsted ad samme vej som han var kommet fra.
Ulven gik nu mod stranden hvor Aben, Rotten og sivbåden ventede.
Flere gange undervejs så Ulven sig tilbage, men ak nej. Hunulven var ikke at
se.
Nede på stranden var Aben og Rotten for længst vågnet, og de sad nu i båden og
ventede på at Ulven skulle komme tilbage. De talte om at Ulven måske havde fundet
ulveflokken og den smukke Hunulv med de store smukke øjne.
Pludselig fik Aben øje på Ulven der kom luntende.
»Ulven kommer, Ulven kommer«, råbte Aben.
Rotten rejste sig op og råbte: »Det er lige hvad han gør«.
Da Ulven nåede hen til båden, spurgte Rotten: »Nåå, hvor har du gjort at din
smukke kæreste?«
Ulven sukkede og fortalte nu Aben og Rotten hele historien, om den lydløse
stinkende prut, og om Hunulven der ikke fulgte efter ham. Ulven var så trist at han
var lige ved at græde.
I samme nu lød et: »Pssssst«.
»Hvem der?«, råbte Rotten.
Ulven råbte: »Hænderne op og benene bag nakken«, men der kom intet svar.
Aben hev kikkerten frem, tog den op til øjnene for bedre at kunne se og råbte:
»Hvem har slukket lyset?«
Rotten rystede på hovedet, så på Aben og sagde: »Dit kvaj. Natten er sort som
kul, og så er det da lige så klart som jorden er rund, at du ikke kan se noget«.

Nu hørte Aben, Rotten og Ulven skridt, og Rotten råbte vredt: »Hvem er det
der tramper på vores strand?«
Denne gang lød et svar tilbage: »Det er såmænd mig. Den smukkeste Hunulv
af alle«.
Ulven jublede, hoppede og dansede mens han råbte: »Juhuu, så kom du alligevel
«.
Da Hunulven nåede hen til båden, slikkede hun Ulven på næsen og sagde: »Mit
hjerte banker for dig min store stærke Ulv«.
Ulven blev rød i hovedet og blev så svimmel, at han ikke kunne få et ord frem.
Hunulven sagde videre: »Vi må skynde os væk herfra ud på søen. De andre
ulve har sikkert for længst opdaget at jeg er væk og er sikkert på vej herned. Har
de opdaget jeg er væk, dræber de mig hvis de fanger mig, og måske dræber de
også jer.«
Aben, Rotten, Ulven og Hunulven hørte nu ulvehyl fra flokken der nærmede
sig stranden.
»Himmel og hav«, råbte Rotten »vi må have båden i vandet«.
Aben hvinede, råbte og skreg lige ind i Rottens øre.
Rotten blev så forskrækket at han hoppede tre meter op i luften hvorefter han
landede på stranden med et kæmpe bump.
Nu blev Rotten rasende og råbte: »Din lille skrigeabe, hvad skriger du for?«
»Undskyld«, sagde Aben, »Jeg blev bare så bange da jeg hørte de skrækkelige ulvehyl
«.
Mens Aben og Rotten stod og skændtes, løsrev Ulven båden fra palmetræet og
skubbede sammen med Hunulven båden i vandet. Ulven og Hunulven hoppede
ombord i sivbåden og råbte til Aben og Rotten: »Ulvene kommer, ulvene kommer
«.
Aben og Rotten så sig tilbage hvor de seks ulve kom løbende. De havde haft så
travlt med at skændes at de havde glemt alt om ulvene der ledte efter Hunulven.
Aben og Rotten så på hinanden hvorefter de spænede afsted mod sivbåden.

Ulveflokken var lige i hælene og Aben skreg: »Hjælp, hjælp«.
Snart sad Aben og Rotten i sivbåden sammen med Ulven og Hunulven. Ulven
råbte: »Alle mand ombord, smid stængerne overbord og plask båden afsted«.
Alle fire smed de benene i vandet og plaskede det bedste de havde lært. Men
sivbåden rørte sig ikke ud af flækken.
De seks ulve var nået ned til båden, og en af ulvene gabte over Rottens ben.
I samme nu lød der et: »Skvulp«. Sivbåden bevægede sig, og afsted sejlede
Aben, Rotten, Ulven og Hunulven ud på søen.
»Pyhhh«, sagde Rotten, »det var lige på et hængende hår«.
De bevægede sig længere og længere væk fra Det Ukendte Land med de sorte
stejle klipper der havde vist sig at være et meget farligt land. Ulven havde endelig
fundet en smuk kæreste, og han var meget glad og forelsket. Hunulven kiggede
genert på Ulven og hviskede: »Hvor er jeg glad for at have fundet en sød kæreste
som dig«.
»Hmm«, hviskede Ulven, »I lige måde«.
Det var for længst blevet nat, og de var alle fire meget trætte. De var så trætte at
de næsten ikke kunne hænge sammen. Men inden de skulle sove, skulle de have
noget at spise, for de var alle fire meget sultne. De talte lidt om hvad de skulle spise,
og Hunulven sagde: »Nu skal I bare læne jer tilbage og slappe af, og imens vil
jeg lave nogle frikadeller«.
»Uhmmm, frikadeller«, sagde Rotten.
»Jaaa«, svarede Hunulven, »Jeg er så glad for at I vil have mig ombord, og derfor
vil jeg gerne gøre noget til gengæld«.
Aben, Rotten og Ulven lænede sig tilbage, og Hunulven gik straks igang med
at lave frikadeller.
Pludselig kom Aben i tanke om noget og sagde: »Jamen hov, vi skulle jo finde
Elefantdalen i Det Ukendte Land som vi er på vej væk fra. Nu finder vi aldrig min
mor«.
Aben var lige ved at græde.

»Jamen hov«, sagde Hunulven, »Elefantdalen ligger ikke i Det Ukendte Land«.
Rotten svarede bestemt: »Jo, for det så vi selv på kortet«.
Hunulven rynkede på panden og spurgte: »Hvilket kort?«
Rotten fandt kortet frem, viste det til Hunulven og sagde: »I Landsbyen mellem
de to bjerge fik vi dette hemmelige gamle kort af elefanten Jumbo. Som du kan se,
ligger Elefantdalen mod nord, og det er der vi kommer fra. På kortet er der vist at
der bor en ulveflok tæt på Elefantdalen. I Det Ukendte Land bor din ulveflok, og
altså må Elefantdalen ligge i nærheden«.
Hunulven tyggede lidt på sagerne, rystede på hovedet og sagde: »I er helt galt
på den. Elefantdalen ligger ganske rigtigt mod nord, og der bor en ulveflok tæt på.
Det Ukendte Land ligger mod syd, så I har vendt kortet på hovedet«.
»Det kan ikke være rigtigt«, udbrød Aben.
»Joo«, svarede Hunulven, »Hele mit liv har jeg boet i Det Ukendte Land, og
jeg har aldrig set skyggen af hverken Elefantdalen eller elefanter«.
Aben blev vred, så på Rotten og sagde: »Det er din skyld, din dumme vandrotte.
Vi har spildt tiden, fordi vi har sejlet i den forkerte retning«.
Nu blev Rotten også vred og svarede: »Hvis du tror du er mere klog end jeg,
kan du jo overtage kortet og vise os vejen til Elefantdalen«.
Aben og Rotten skændtes, og råbte og skreg i munden på hinanden.
Pludselig sagde Ulven: »Hør. Hvis ikke Rotten havde vendt kortet på hovedet,
var vi ikke kommet til Det Ukendte Land, og så havde jeg aldrig fundet mig en
smuk og dejlig Hunulv«.
Nu blev Aben og Rotten stille, for Ulven havde jo ret. Måske var det kun godt
at Rotten havde vendt kortet på hovedet, for ellers havde de jo ikke mødt den søde
Hunulv.
»Undskyld Rotte«, sagde Aben, »Fordi jeg gav dig skylden«.
»Det skal du ikke tænke på«, svarede Rotten.
Aben så på Hunulven og sagde: »Jeg er glad for at Rotten vendte kortet på hovedet,
for ellers havde vi jo aldrig mødt dig«.

Hunulven smilede tilbage og sagde: »Jeg er sandelig også glad for at have
mødt jer«.
Nu begyndte de alle fire at grine, for de syntes det var lidt morsomt at Rotten
havde vendt kortet på hovedet.
Lidt efter duftede der så dejligt af frikadeller og Hunulven sagde: »Så er der
frikadeller i lange baner«.
Det var lige hvad der var, for Hunulven havde lavet ialt 37 frikadeller, og det
var ganske mange.
Snart gumlede, gnaskede og smaskede de, undtagen Aben. Hun sad med en frikadelle
i hånden, snusede til den og tog forsigtigt en bid.
»Uhh-ha, nej«, sagde Aben, »Det er vist ikke noget for en abe som mig. Jeg
spiser jo ikke kød«.
Rotten, Ulven og Hunulven smilede og sagde i kor: »Spis du bare, der er flere
frikadeller hvor de kommer fra«.
Jo, de gjorde rigtig grin med Aben.
I stedet for frikadeller fandt Aben et par bananer og smaskede nu sammen med
Rotten, Ulven og Hunulven.
Mens de spiste, talte de om hvor Elefantdalen lå og om hvilken retning de skulle
sejle i. De blev enige om at de alle fire skulle sove og sejle videre den næste
morgen.
Da de havde spist alle 37 frikadeller, lagde de sig ned i sivbåden for at sove.
Ulven og Hunulven lå og holdt om hinanden, og ligeså gjorde Aben og Rotten.
»Sov godt, I to turtelduer«, sagde Aben og Rotten i kor.
Ulven og Hunulven svarede: »I lige måde«.
Straks faldt de alle fire i søvn og vågnede ikke før næste morgen.
8. Kapitel
Den magiske ø
Tidligt den næste morgen vågnede Ulven. I et stykke tid lå han stille og så på sin

smukke Hunulv som stadig sov. Snart slog Hunulven øjnene op og lå nu og kiggede
Ulven ind i øjnene.
»Godmorgen smukke«, hviskede Ulven.
Hunulven smilede og sagde: »Godmorgen, min prins«.
»Hør«, sagde Ulven, »Der er noget jeg må fortælle dig«.
»Hvad er det?«, spurgte Hunulven.
Pludselig så Ulven bedrøvet ud og fortalte følgende: »Jeg kommer fra Landsbyen
mellem de to bjerge. I landsbyen var jeg meget ensom, og ingen brød sig om
mig. En dag, var jeg så forfærdelig sulten, men jeg havde ikke noget mad. Fordi
jeg var så sulten, slog jeg landsbyens Købmand, som var en kat, ihjel, og spiste
ham til morgenmad. Som straf skulle jeg ud på en øde ø i et år for herefter at vende
tilbage til landsbyen hvor jeg skal arbejde for dyrene i 9 år. Aben og Rotten
skulle sejle mig ud til øen, men de havde ondt af mig. Derfor skrev de et brev til
elefanten Jumbo og spurgte om jeg måtte blive hos dem i et år istedet for at komme
ud på en øde ø. De skrev at jeg til gengæld skulle være deres livvagt.
Jumbo skrev tilbage at det var en aftale. Derfor er jeg nu hos Aben og Rotten
og skal hjælpe dem med at finde deres mor og far. Vender jeg tilbage til landsbyen
inden året er gået, bliver jeg dræbt af landsbyens dræberrotter«.
Hunulven sukkede og sagde: »Sikke en sørgelig historie. Hvor er det godt vi to
har fundet hinanden«.
Ulven smilede og sagde: »Mener du det? Jeg var så bange for at du ikke ville
have mig som kæreste, hvis jeg fortalte dig historien«.
Et øjeblik var der stille, og snart sludrede Ulven og Hunulven videre.
Lidt efter vågnede Aben og Rotten.
»Se hvilken morgenstund, solen er rød og rund«, udbrød Aben.
Rotten satte sig op, strakte sig og sagde: »Ja, sikke en dejlig morgen«.
»Godmorgen I to«, sagde Ulven og Hunulven i kor, »Har I sovet godt«.
Aben og Rotten svarede i munden på hinanden: »Godmorgen. Jo tak, vi har sovet
dejligt«.

Ulven satte sig op på kanten af sivbåden og råbte: »Fremad, march«, hvorpå
han smækkede stængerne i vandet og plaskede afsted.
Hunulven sad med kortet og fortalte Ulven hvilken retning han skulle sejle i.
Afsted sejlede de fire nu afsted på søen mod Elefantdalen hvor Abens mor måske
var.
Aben og Rotten havde sat sig til rette i liggestole forrest i båden, og der sad de
nu og læste i tegneserier. Rotten havde taget sine solbriller på, og han så ganske
cool ud.
Hele dagen plaskede Ulven afsted med Hunulven ved sin side, mens Aben og
Rotten lå og stegte i solen som var de to grillkyllinger.
Da det var ved at være aften og solen var ved at gå ned, fik Aben pludselig øje
på noget og råbte: »Land forude«.
»Det var kattens«, råbte Rotten.
Ulven trak stængerne ombord, rejste sig og gik sammen med Hunulven hen til
Aben og Rotten forrest i båden.
Aben jublede: »Juhuu, måske er det Elefantdalen, der hvor min mor er«.
»Jaa«, råbte Rotten, »og måske er landet stedet hvor solen går ned ved havet
med de store bølger og hvor der dufter af salt. Der hvor min far måske er«.
Ulven sagde: »Hvis min smukke Hunulv ellers har vendt kortet rigtigt, ja så er
vi på sporet af Elefantdalen, mine venner«.
Hunulven smilede og sagde: »Jeg er stensikker på at Elefantdalen ligger i landet
vi kan se forude«.
Ulven gik ned bagerst i båden, smækkede atter stængerne i vandet og plaskede
afsted. For nu skulle de til lands i en vis fart.
Efter en halv time sejlede de tæt på landet. Landet viste sig at være en ø, og den så
lidt mærkelig ud. Øen havde ingen strand, men havde kæmpe græsmarker som nåede
helt ned til vandet. På græsmarkerne voksede kæmpe planter. Selv langt ud i
vandet voksede de.
Sikke en mystisk ø.

»Det var dog en mærkelig ø«, sagde Aben, »der vokser planter langt ud i vandet.
Hvordan kommer vi i land?«
»Tjaa«, svarede Rotten, »det er et godt spørgsmål«.
Da de nåede hen til planterne som voksede i vandet, kunne Aben, Rotten, Ulven
og Hunulven se at det var høje siv. Sivene var så høje at det var ganske umuligt
at se øen. Båden stødte imod sivene, satte sig fast og lå nu helt stille.
»Pokkers til siv. Pokkers til siv«, råbte Rotten, »Nu sidder vi fast og kan ikke
komme nogen vegne«.
Aben tog sig til hovedet og råbte: »Åhh nej. Nu kan vi ikke komme ind til øen,
og det er jo der Elefantdalen ligger«.
Ulven kløede sig bag øret og sagde: »Nu må vi tænke os grundigt om. Vi må
lave en plan for hvordan vi kommer ud af denne suppedas vi er havnet i«.
»Men hvordan?«, udbrød Hunulven.
Alle fire sad de nu bare og måbede og sagde ikke noget. Det var ganske umuligt
at komme ud af sivene og det var ganske umuligt at komme gennem sivene ind
til øen.
Hvad skulle de dog gøre?
Flere timer gik og Aben, Rotten, Ulven og Hunulven havde stadig ikke fundet på
noget. Det var ved at være aften, og snart ville mørket sænke sig. Aben begyndte
at græde, fordi hun var så bange. For tænk nu hvis de aldrig kom videre.
Rotten så på Aben og spurgte: »Hvorfor græder du?«
Aben hulkede: »Fordi jeg er så bange. Tænk, hvis jeg aldrig får min mor at se
igen«.
Hunulven trøstede Aben og sagde: »Det skal nok gå alt sammen«.
Rotten var træt af sivene og råbte: »Siv mig her, siv mig der, siv alle vegne«.
I samme nu bevægede sivene sig og sivbåden med.
»Hvad på vandet sker der?« råbte Aben.
Alle sivene lagde sig ned og øen blev synlig.
Rotten hoppede, dansede og klappede i hænderne hvorpå han råbte: »Hvor svedigt.

Det er ren trylleri«.
Aben, Rotten, Ulven og Hunulven forstod ikke et muk af det hele. Hvorfor lagde
sivene sig pludselig ned?
Snart kom Ulven i tanke om noget og udbrød: »Hva´ Rotte. Tror du ikke det
var din lille remse der fik sivene til at lægge sig ned?«
»Hvilken remse?«, svarede Rotten.
Nu kom Hunulven også i tanke om remsen og sagde: »Den med siv mig her, siv
mig der, siv alle vegne«.
Nu så Rotten meget stolt ud, og han begyndte at danse og vrikkede med numsen
mens han sang: »Og det var Roootten, og det var Roootten, olé-olé-olé«.
Aben smilede, så på Rotten og sagde: »Åhh, hvor er det godt vi har dig. Uden
dig havde vi aldrig klaret den«.
Ulven og Hunulven sagde i kor: »Ja, hvor er det godt vi har en klog rotte som
dig ombord«.
Se nu gjaldt det bare om at komme i land inden sivene ombestemte sig.
»Splitte min bremsejl«, råbte Ulven, »stængerne overbord«, hvorpå han atter
smed benene i vandet og plaskede på livet løs.
Snart nåede de ind til øen hvor de alle fire sprang fra sivbåden og ned på øens
bred. Rotten og Ulven trak båden i land, og her stod de så på den mærkelige ø.
Aben, Rotten, Ulven og Hunulven stod helt stille og så sig omkring. Der var
græsmarker så langt som øjet kunne se. Græsset var lyseblåt, og hvor så det skørt
ud. Langt væk i det fjerne kunne man se nogle bjerge.
»Hvor mærkeligt«, sagde Aben, »Græsset er lyseblåt. Det må være en fejl, for
så vidt jeg ved er græsset grønt«.
Rotten svarede: »Måske er øen en magisk ø, og måske er det derfor at græsset
er lyseblåt«.
Aben, Ulven og Hunulven nikkede.
I det fjerne kunne Aben, Rotten, Ulven og Hunulven se en lyserød plet. »Mon
ikke vi skal tage afsted hen til den lyserøde plet længere inde på øen?«, spurgte

Rotten.
»God idé«, svarede Aben, »Hvad mon det er?«
»Aner det ikke«, sagde Ulven, »men lad os undersøge det lidt nærmere«.
Alle fire gik de nu afsted mod den lyserøde plet.
Mens de gik, talte de om hvad den lyserøde plet mon var. Var det en magisk
plet, eller var det noget ganske andet?
Der var meget smukt på øen, og rundt omkring voksede de smukkeste vilde
blomster og planter. Små vandløb med det klareste vand løb gennem det smukke
landskab.
Da Aben, Rotten, Ulven og Hunulven havde gået en time, så de nu den lyserøde
plet meget tydeligt.
Aben råbte: »Den lyserøde plet er ikke spor magisk, men en masse huse«.
Hun havde ret, for det var huse og rundt omkring løb dyr.
»Det er jo en hel landsby«, råbte Rotten, og det var lige hvad det var.
I midten af landsbyen, stod et kæmpe stort hus. Det største hus Aben, Rotten,
Ulven og Hunulven nogensinde havde set.
»Se«, råbte Aben, »det kæmpestore lyserøde hus i midten. Hvem bor mon
der?«
Rotten svarede ivrigt: »Se, det er ikke let at vide. Men stort er det«.
Da de var kommet helt tæt på landsbyen, kunne Aben, Rotten, Ulven og Hunulven
se at der på toppen af det kæmpestore lyserøde hus, var et flag med elefanter på.
»Et elefanthus«, råbte Aben glad, »Måske er dette Elefantdalen hvor min mor
måske er«.
»Det er ikke let at vide«, sagde Rotten, »men et elefanthus, det er det«.
»Puhhh«, sagde Hunulven og holdt sig for næsen, »Sikke en stank«.
I landsbyen lugtede der meget væmmeligt, og det sved så skrækkeligt i øjnene.
Aben, Rotten, Ulven og Hunulven gik ind i landsbyen, og straks blev de omringet
af landsbyens dyr der råbte: »Velkommen fremmede. Velkommen til Elefantdalen.
«

Aben jublede og råbte: »Juhuuu. Så er det Elefantdalen hvor min mor måske
er«, hvorpå hun tog Rotten, Ulven og Hunulven i hænderne. Alle fire dansede de
nu i ring.
To kæmpe vinbjergsnegle, der var så store som biler, trådte frem og spurgte i
kor: »Hvem er I. Leder I efter nogen?«
Rotten fortalte vinbjergsneglene hvem de var og fortalte at Aben ledte efter sin
mor som skulle være i Elefantdalen.
De to vinbjergsnegle, der viste sig at være tvillinger, sagde atter i kor: »Spring
op på vores sneglehuse, så vi kan føre jer til de kloge elefanter i det store elefanthus.
Måske ved de noget«.
Aben og Rotten sprang straks op på det ene vinbjergsneglehus, og Ulven og
Hunulven sprang op på det andet vinbjergsneglehus.
Afsted sneglede de to vinbjergsnegle sig nu mod det store lyserøde elefanthus
med Aben, Rotten, Ulven og Hunulven på deres huse.
På vej til elefanthuset mødte de alle landsbyens dyr som vinkede og smilede.
»Se til højre«, skreg Rotten, »Elefantlortebjerget som er på størrelse med Rundetårn
«.
»Er du gal et lortebjerg«, råbte Ulven.
Aben og Hunulven holdt sig for deres næsen og sagde i kor: »Puhhh, hvor er
det ulækkert«.
På toppen af elefantlortebjerget sad en elefant og pruttede. Rotten og Ulven lå
flade af grin, for de syntes det var så morsomt med det store elefantlortebjerg.
Snart stoppede vinbjergsneglene op og sagde i kor: »Så er turen slut, for vi er
nået til elefanthuset«.
Aben, Rotten, Ulven og Hunulven sprang af vinbjergsneglene og sagde i kor
»Tak for turen«.
»Det var så lidt«, sagde vinbjergsneglene, »Held og lykke«, hvorefter de vendte
rundt og sneglede tilbage ad samme vej som de var kommet fra.
Alle fire gik de over til elefanthuset og stod nu foran en kæmpe port der var på

størrelse med en skolebus. Sammen bankede de på porten mens de sang: »Banke,
banke på, er der nogen hjemme«.
Inde fra elefanthuset hørtes skridt og jorden rystede. Porten blev åbnet, og foran
Aben, Rotten, Ulven og Hunulven stod en stor elefant. Den store elefant var
gråhåret, så det måtte være en meget gammel elefant. Pandehåret var så langt at
man ikke kunne se hans øjne.
»Hvem er I. Hvad vil I?«, spurgte den gamle elefant.
Rotten svarede: »Vi er såmænd bare Aben, Rotten, Ulven og Hunulven«.
»Ja«, sagde Aben, »Jeg leder efter Abemutter som er min mor. Jeg har hørt fra
nogle brevduer at de har set et brev med min mors navn på, og det brev skulle til
Elefantdalen. Så derfor er jeg kommet hertil for at lede efter min mor«.
Ulven så på den gamle elefant og sagde: »Det er mig der er Aben og Rottens
livvagt, og Hunulven er min kæreste«.
Den gamle elefant kløede sig bag det ene øre og sagde så: »Dette er ganske vist
Elefantdalen, men det er ikke den eneste Elefantdal i verden. Så hvordan kan I
vide om dette er den rigtige Elefantdal?«
»Fordi«, fnisede Aben »dette er Elefantdalen hvor I har verdens største toilet
og et elefantlortebjerg på størrelse med Rundetårn. Derfor ved vi at det er den rigtige
Elefantdal vi er kommet til«.
Den gamle elefant smilede nu så man kunne se hans grønne tænder.
»Ha-ha-ha«, sagde den gamle elefant, »ja så er I vist kommet til den rigtige
Elefantdal. I vores Elefantdal prutter vi så meget at det giver varme til hele landsbyen.
Selv om vinteren er her lunt kan I tro«.
Den gamle elefant grinede så meget at det lange pandehår blafrede, så man
kunne se hans øjne.
Aben, Rotten, Ulven og Hunulven grinede med, og snart bredte deres latter sig
til hele landsbyen.
Efter nogen tid så Aben på den gamle elefant og spurgte: »Ved du, hvor min
mor er?«

»Jaa«, svarede den gamle elefant, »Jeg har hørt at abemutter bor oppe i bjergene
for enden af bjergvejen. Hun kom hertil for lang tid siden for at tale med vores
leder som er en meget klog elefant. Hvad din mor ville tale med vores leder om,
fandt vi aldrig ud af. Din mor var kravlet op i et palmetræ for at plukke bananer.
Landsbyens dyr fandt din mor som var faldet ned fra træet, og hun lå ganske livløs
på jorden. Nu sidder hun i rullestol og bor i et lille hus oppe i bjergene. Ganske
sørgeligt, men sandt er det«.
Aben fældede en tåre og sagde: »Åhh, nej. Stakkels mor. Vi må straks tage op i
bjergene for at besøge hende. Hvor er jeg glad for at høre at hun er i live«.
»Vi tager afsted med det samme«, sagde Rotten.
Den gamle elefant så nu meget alvorlig ud, løftede sin snabel hvorpå han sagde:
»Vejen op i bjergene er en meget farlig vej. Der er farlige uhyrer som måske
vil overfalde jer«.
»Ork«, sagde Rotten, »ingen problemer. Vi har Ulven med som vores livvagt,
så hvis nogen prøver på noget, vil de fortryde det. Vær vis på det«.
Elefanten så stadig meget alvorlig ud og sagde videre: »Jeg tror ikke helt I har
forstået hvor farligt det er. Uhyrerne i bjergene er meget farlige. Ulven kan ikke
klare dem alene«.
»Jamen, hvad skal vi så gøre?«, spurgte Aben, »Det er meget vigtigt at jeg
kommer op til min mor, for jeg savner hende så forfærdeligt meget«.
Hunulven kneb en tåre, for hun havde så ondt af Aben.
»Vær ikke kede af det«, sagde den gamle elefant, »Nede på vores værtshus, der
hedder Klumpfoden, er der nogle dyr som kan hjælpe jer. De kan føre jer op i bjergene
og beskytte jer mod uhyrerne«.
Aben så nu meget glad ud og spurgte: »Klumpfoden, hvor ligger det?«
Den gamle elefant pegede mod højre og svarede: »Klumpfoden ligger et par
gader herfra. I skal følge denne vej og dreje til højre for enden«.
Aben, Rotten, Ulven og Hunulven takkede den gamle elefant for hjælpen og
gik afsted mod Klumpfoden.

9. Kapitel
Klumpfoden
Mørket havde sænket sig over Elefantdalen, og overalt tændtes nu gadelygter som
udsendte lilla lys.
Ti minutter senere stod de ved værtshuset Klumpfoden. Huset så meget skummelt
og meget snavset ud. Den lyserøde farve på huset var falmet, og overalt skallede
malingen af. Der var lys i de små vinduer og inde fra huset lød der tromme og
fløjtemusik.
»Uhh«, hviskede Aben, »hvor ser det skummelt ud«.
Hunulven holdt sig for øjnene og sagde med dirrende stemme: »Nok er huset
skummelt, men det er sørme også uhyggeligt«.
Rotten og Ulven lo, og Rotten sagde: »Nååå, er I bange«.
»Bøhh«, råbte Ulven.
Det gav et sæt i Aben og Hunulven, og de hvinede så det lød som 50 sultne grise.
Rotten og Ulven morede sig og lå flade af grin. De syntes det var så sjovt at
Aben og Hunulven var bange for værtshuset Klumpfoden.
Aben og Hunulven råbte i kor: »Hvor er I dumme. Det er ikke spor sjovt«.
Rotten udbrød: »Thi-hi, thi-hi. Jeg synes det er skide sjovt«.
»Ha-ha«, sagde Ulven, »det er næsten sjovere end at se en rigtig gyserfilm«.
Rotten åbnede nu døren ind til Klumpfoden og gik indenfor. Efter Rotten fulgte
Ulven og bagerst gik Aben og Hunulven. De holdt hinanden i hånden, for de var
så bange.
Inde i huset sad nogle skumle dyr ved et bord.
Et af dyrene var en kæmpe Kvælerslange med store gule øjne og en tunge så
lang som Abens højre arm. Aben knugede sig ind til Hunulven, for hun blev så
bange for Kvælerslangen. Den mindede nemlig om den slange som Aben og Rotten
havde mødt ude i den store skov, og den slange ville jo spise Aben til sin aftensmad.
Over for Kvælerslangen sad der en kæmpe Edderkop der med sine to forben og

sit skarpe næb spiste spaghetti med ketchup. Den kæmpe Edderkop havde ingen
tænder, og derfor brugte den sit skarpe næb til at skære spaghettien over med.
86
Hunulven hviskede til Aben: »Sikke et skarpt næb. Hvor ser den kæmpe Edderkop
farlig ud«.
Ved siden af den kæmpe Edderkop sad en stor Bille. Billen havde otte ben og et
brunt skjold på ryggen. Dens øjne var lyserøde, og de lignede kirsebær. Billens
næse lignede en hakkebøf, og dens kæber lignede hækkesakse. Billen sad stille og
slubrede milkshake i sig. I kruset med milkshake stod en stump vandslange som
Billen brugte som sugerør.
Overfor Billen sad et kæmpe Tusindben. Tusindbenet have ialt 42 ben som
med zig-zag bevægelser bevægede sig i luften.
Tjeneren, som var en brun hjort med hvide horn i panden, kom gående med en
død mus på en tallerken og serverede nu musen for Kvælerslangen.
Kvælerslangen så på den døde mus og så meget utilfreds ud hvorpå den sagde
til tjeneren: »Hør, tjener. Hvorfor er musen død? Jeg er en slange, og jeg hader
døde dyr«.
Tjeneren svarede: »Her på Klumpfoden serverer vi ikke levende dyr«.
»Hmm«, sagde Kvælerslangen, »Men hvordan skal jeg så få noget at spise«.
Tjeneren smilede fjoget og svarede: »Så må du vist ned på havnen hvor de sælger
spiselige levende mus. Jeg har hørt at musene er af den fineste kvalitet, og at
de smager let krydrede. Det kan vi jo desværre ikke hamle op med her på Klumpfoden
«.
Kvælerslangen var noget så doven og var ikke vant til selv at skaffe sin mad og
da slet ikke så sent om aftenen. Nej, Kvælerslangen var ikke tilfreds med tjenerens
besked.
»Hvordan mon en lille hjort som dig smager?«, spurgte Kvælerslangen.
»Sikkert let krydret, ligesom musene på havnen«, sagde Edderkoppen og grinede.
Tjeneren trak hovedet til sig, så meget skræmt ud og svarede med rystende

stemme: »Ihh, nej. Spis ikke mig, spis ikke mig«.
Aben og Hunulven blev meget bange, ja selv Rotten og Ulven rystede af
skræk.
Aben hviskede til Rotten og Ulven: »Kan I se hvad Hunulven og jeg sagde.
Klumpfoden er skummel og uhyggelig«.
I samme nu fyldtes Klumpfoden med latter. Omkring bordet sad Kvælerslangen,
Edderkoppen, Billen og Tusindbenet og skreg af grin.
»Thi-hi«, råbte Kvælerslangen, »Der fik jeg jer. Troede I virkelig på at jeg ville
spise Tjeneren. Nej stik mig en øl i stedet, for jeg spiser ikke hjorte. De er alt for
store«.
»Ha-ha«, sagde Billen, »den forstod jeg godt«.
Tjeneren lå nu også flad af grin, og snart var Aben, Rotten, Ulven og Hunulven
også med på spøgen. Det var nu det helt store grineflip der fyldte det skumle rum
på Klumpfoden.
Da tjeneren var kommet sig over spøgen, så han på Kvælerslangen, bukkede og
spurgte: »Skal det være luseøl eller loppeøl?«
Kvælerslangen svarede: »Luseøl eller loppeøl. Det er et fedt. Bare øllet kan
drikkes og det er iskoldt, ja så er jeg fløjtende ligeglad. En øl er vel en øl ikke?«
»Jo«, svarede Tjeneren, »Så gerne«.
Tjeneren gik ud og hentede en øl og serverede den herefter for Kvælerslangen
der straks stak sin megalange tunge ned i kruset og labbede den kolde øl i sig.
Rotten hviskede til Aben, Ulven og Hunulven: »Måske skulle vi spørge Tjeneren
om han kender nogle dyr som kan beskytte os på vores tur op i bjergene«.
»God idé«, svarede Aben, og Ulven og Hunulven nikkede.
Rotten gik hen til tjeneren.
Tjeneren så på Rotten og spurgte: »Hvad skulle det være?«
»Jo ser du«, hviskede Rotten, »Mine venner og jeg skal op i bjergene og besøge
Abens mor. Den gråhårede gamle elefant i elefanthuset fortalte os at vejen op i
bjergene er farlig og at der er uhyrer. Derfor leder vi nu efter nogle dyr som kan

eskytte os på turen. Den gamle elefant sendte os hertil. Du kender vel tilfældigvis
ikke nogle dyr som kan beskytte os?«
Tjeneren nikkede og svarede: »I er kommet til det rette sted.«
Tjeneren pegede på Kvælerslangen, Edderkoppen, Billen og Tusindbenet og
sagde videre: »Jeg tror I skal snakke lidt med de fire hoveder. Måske kan de hjælpe
jer«.
»Uhh, nej«, sagde Rotten, »Det kan du da ikke mene. Mine venner og jeg synes
de ser lidt skumle ud«.
Tjeneren smilede og sagde: »I kan være ganske rolige. Skindet bedrager. Faktisk
er de ret søde, og det er deres arbejde at beskytte dyrene her i Elefantdalen
mod farlige dyr«.
Rotten kløede sig bag øret og sagde: »Jamen, så siger jeg tak for hjælpen«.
»Velbekomme«, svarede Tjeneren.
Rotten gik nu tilbage til Aben, Ulven og Hunulven og fortalte hvad Tjeneren
havde sagt. Alle fire gik de nu over til bordet hvor Kvælerslangen, Edderkoppen,
Billen og Tusindbenet sad.
Rotten så på Edderkoppen, der så ud til at være meget fredelig, og spurgte:
»Undskyld Edderkop. Må jeg stille dig et spørgsmål".
Men Rotten havde taget så grueligt fejl af Edderkoppen, for den var bestemt
ikke fredelig, men en rigtig gnavpot.
Edderkoppen hvæsede, kiggede ondt på Rotten og råbte: »Fis af med dig, din
lille lorterotte. Hvad bilder du dig ind at forstyrre mig mens jeg spiser. Hvis du
ikke kan se det, kan jeg da lige fortælle at jeg spiser spaghetti«.
Rotten dukkede hovedet, og undskyldte mange gange.
Aben blev vred på Edderkoppen og sagde: »Har du ikke lært at man skal tale
pænt til folk, din dumme kæmpe Edderkop«.
Rotten sparkede Aben over skinnebenet og gjorde tegn til at hun skulle holde
mund og lade være med at gøre Edderkoppen mere gal end den var i forvejen.
Aben hvinede: »Avvvv. Her står jeg og vil forsvare dig, og så sparker du mig

are over skinnebenet«.
Aben og Rotten råbte og skreg i munden på hinanden.
Hunulven, som var meget bange, stod bare og så til.
»Jeg må gøre noget før der bliver ballade«, tænkte Ulven.
Nu så Ulven på Edderkoppen og spurgte: »Vil du og dine skumle venner tjene
en pose fyldt med guldmønter?«
Se nu var Edderkoppen på dupperne og var ikke længere en gnavpot. Pludselig
var spaghettien ikke længere spændende, for Ulven stod jo og talte om en pose
fyldt med guldmønter.
»En pose fyldt med guldmønter«, svarede Edderkoppen, »Det lyder ikke så ringe
endda«.
Kvælerslangen, Billen og Tusindbenet sad med åben mund og med øjne så store
som bildæk og sagde i kor: »Guldmønter. Fortæl, fortæl«.
Edderkoppen gjorde tegn til at Ulven skulle sætte sig ned og sagde med venlig
stemme: »Sæt dig ned, og dine venner med«.
Ulven satte sig ned. Aben og Rotten var holdt op med at skændes, og sammen
med Hunulven gik de hen til bordet og satte sig ved siden af Ulven.
Edderkoppen så på Rotten og sagde: »Du må undskylde jeg blev så vred. Jeg
hader bare at blive forstyrret når jeg spiser. Jeg bliver så stinkende arrig«.
»Helt i orden«, svarede Rotten, »Jeg kender det godt. Jeg bliver selv gal i skralden
når nogen forstyrrer mig mens jeg sidder og spiser et godt måltid mad«.
Kvælerslangen så på Ulven og spurgte: »Hvad er det for nogle guldmønter du
fabler om?«
Se, nu skulle Ulven tænke sig grundigt om, for guldmønter havde de jo ingen
af. Aben, Rotten, Ulven og Hunulven måtte bare lade som om at guldmønterne
fandtes.
Ulven hviskede til Kvælerslangen, Edderkoppen, Billen og Tusindbenet: »Ser
I. Mine venner og jeg skal op til et hus som ligger i bjergene for enden af bjergvejen.
Vi har hørt at vejen derop er farlig, og at vi måske møder nogle uhyrer. Den

gamle elefant fra elefanthuset sendte os herned på Klumpfoden for at snakke med
jer. Tjeneren sagde at I kunne hjælpe os. Hvis I fører os op i bjergene, får I en pose
fyldt med guldmønter til gengæld«.
Tusindbenet spurgte: »Hvorfor skal I op i bjergene om jeg må spørge?«
Aben smilede og svarede: »Vi leder efter min mor, og vi har hørt at hun bor
oppe i bjergene«.
»Aha«, sagde Billen, »Det er da trist at din mor er blevet væk«.
Aben fældede en tåre og sagde: »Ja, for jeg savner hende så forfærdelig meget
«.
»Godt så«, sagde Edderkoppen, »Vi vil føre jer op i bjergene. Meeen først vil
vi se posen fyldt med guldmønter«.
Der blev nu helt stille. For hvordan skulle Aben, Rotten, Ulven og Hunulven
vise guldmønterne når de ikke fandtes? Ulven vidste ikke sine levende råd, og
Aben og Hunulven sad og så ned i jorden. Hvad skulle de dog gøre?
Pludselig fik Rotten en idé.
Han smilede og sagde: »Når vi er i sikkerhed oppe i bjergene, får I guldmønterne
«.
Ulven var straks med på Rottens lille nummer og hviskede: »Jaaa. Abens mor
har posen fyldt med guldmønter«.
Rotten og Ulven syntes selv at deres lille historie var god, og nu håbede de bare
på at Kvælerslangen, Edderkoppen, Billen og Tusindbenet hoppede på dén.
Billen tyggede lidt på Rotten og Ulvens historie og sagde så: »Det er en aftale.
Vi tager af sted i morgen tidlig inden solen står op«.
Alle aftalte de at mødes på havnen tidligt næste morgen.
Det var sent om natten. Aben, Rotten, Ulven og Hunulven manglede nu bare et
sted at sove.
»Hvor skal vi sove i nat?«, spurgte Aben.
Edderkoppen svarede: »I kan sove hos mig. Jeg bor på Elefantdalens varelager,
og der er masser af plads«.

»Ihhh. Mange tak«, sagde Rotten, »det lyder dejligt«.
Edderkoppen rejste sig og gik afsted. Aben, Rotten, Ulven og Hunulven fulgte
med. Inden de gik ud af døren, råbte de i kor til Kvælerslangen, Billen og Tusindbenet:
»Godnat, vi ses i morgen«.
Aben, Rotten, Ulven og Hunulven var meget trætte og meget sultne efter den
lange dag. På vej hen til Elefantdalens varelager, hvor Edderkoppen boede, duftede
der pludseligt så dejligt.
»Uhhmmm«, sagde Rotten, »Hvor dufter her dejligt«.
Edderkoppen svarede: »Duften kommer fra Elefantdalens pizzahus«.
Snart kom de til pizzahuset, og Aben sagde: »Skal vi ikke gå ind og spise pizza
inden vi skal sove?«
Rotten, Ulven, Hunulven og Edderkoppen råbte i kor: »God idé, god idé«. Alle
gik de nu ind i pizzahuset og bestilte hver især en pizza og en spand fyldt med saftevand.
Saftevandet var tykt og slimet og var lavet af edderkoppespyt.
De fik pizzaerne og saftevandet serveret, og alle sad de nu og spiste indtil deres
maver var lige ved at revne. Da de var færdige med at spise, sagde Edderkoppen:
»Nåå, nu må vi vist hellere komme videre. En lang dag venter i morgen«.
Alle gik de afsted mod Elefantdalens varelager, og nåede hurtigt dertil.
Varelageret var kæmpe stort og havde mange vinduer. Der var tremmer for alle
vinduerne, og tremmerne fik varelageret til at ligne et fængsel.
»Hvorfor er der tremmer for alle vinduerne?«, spurgte Aben.
»Ja, hvorfor det?«, sagde Hunulven, »Det ligner et fængsel«.
Edderkoppen svarede: »Der er tremmer for vinduerne for at dyrene i Elefantdalen
ikke skal bryde ind og stjæle af varerne«.
Rotten og Ulven så på hinanden og sagde i kor: »Fornuftigt, fornuftigt. Pas på
varerne«.
Edderkoppen fandt en nøgle frem og låste døren ind til varelageret op hvorpå
den sagde: »Kom indenfor«.
Aben, Rotten, Ulven og Hunulven gik ind i varelageret.

Edderkoppen gik sidst og lukkede døren efter sig. Varelageret var et stort rum,
og overalt stod der store trækasser. Fra loftet hang edderkoppespind i store buer,
og det lignede hængekøjer.
Aben hviskede til Rotten, Ulven og Hunulven: »Hvor mon vi skal sove?«
I det samme sagde Edderkoppen: »Værsgo at tage plads i mine edderkoppespind
under loftet«.
Rotten tog sig til hovedet og spurgte: »Jamen, hvordan kommer vi derop?«
Edderkoppen grinede og svarede: »Det skal jeg såmænd vise jer«.
Edderkoppen hoppede op på en trækasse og tog fat i en tynd tråd. Herefter hoppede
den ud fra trækassen og svang sig frem og tilbage indtil den fik fart på.
»Ahh-ia-ia«, råbte Edderkoppen og vupti. Nu sad Edderkoppen i edderkoppespindet
under loftet.
»Hvor svedigt«, råbte Rotten, »Jeg har set det masser af gange, for det er nøjagtig
sådan Tarzan gør«.
Ulven vendte tommelfingeren i vejret og råbte: »Sejt nok, Edderkop«.
Edderkoppen sad stolt i edderkoppespindet under loftet og råbte: »Nåå, kommer
I eller hvad?«
Ulven så på Aben og Hunulven og sagde: »Damerne først«, men hverken Aben
eller Hunulven havde lyst til at tage den første tur.
I stedet meldte Rotten sig, for han var jo en meget modig rotte. Rotten hoppede
op på trækassen og tog fat i den tynde tråd.
Han svang sig frem og tilbage i luften, mens han råbte: »Her kommer Trazan.
Ahh-ia-ia«, og vupti. Nu sad Rotten også i edderkoppespindet under loftet.
Nu var det Ulvens tur, men Ulven var ikke så tryg ved at skulle svinge sig i den
tynde tråd.
Ulven råbte: »Jamen, den tynde tråd kan da ikke bære mig«.
»Ork, jo«, svarede Edderkoppen, »Tråden er meget stærk. Ja tråden er så stærk
at den kan bære en elefant hvis det skal være«.
Ulven hoppede nu op på trækassen og tog fat i tråden.

»All right«, sagde Ulven, hvorefter han hoppede ud. Ulven svang sig afsted
mens han råbte: »Ahh-ia-ia«, og vupti. Nu sad Ulven også i edderkoppespindet
under loftet.
»Nu mangler vi bare Aben og Hunulven«, sagde Edderkoppen.
Rotten, Ulven og Edderkoppen kiggede mod jorden. Der så de Aben og Hunulven
som var faldet omkuld, og de snorkede allerede.
Rotten hviskede til Ulven og Edderkoppen: »De sover bare rævesøvn fordi de
ikke tør svinge sig i den tynde tråd«.
Nu lagde Rotten, Ulven og Edderkoppen sig ned, og de faldt straks i søvn.
Elefantdalen lå øde hen og snorkelyde fra varelageret bredte sig.
10. Kapitel
Bjergvejen
Tidligt den næste morgen før solen stod op vågnede Aben, Rotten, Ulven og Hunulven.
Edderkoppen var for længst stået op og var i fuld gang med at tage sine
daglige armbøjninger.
»1 og 2 og 3 og 4 og 5 og 6 og 7 og 8 og 9 og 10«, lød det fra Edderkoppen.
Det var meget vigtigt at Edderkoppen var stærk og i form da dens job jo var at beskytte
Elefantdalens dyr mod de farlige uhyrer i bjergene.
Edderkoppen fik øje på Aben, Rotten, Ulven og Hunulven der var stået op. »Så
er der morgenmad«, råbte Edderkoppen, »Friskt fra varelageret«. Edderkoppen
havde dækket et fint morgenbord. Der var røde pølser i lange baner, leverpostej,
chokolade, havregryn, rosiner, nødder og dadler.
»Uhhm«, sagde Aben og Hunulven i kor, »Hvor ser det dejligt ud«.
Alle spiste de løs af den dejlige morgenmad. Rotten og Ulven spiste tilsammen
30 røde pølser og 12 bakker leverpostej, og de smaskede og gnaskede.
Edderkoppen var nu færdig med at lave armbøjninger og satte sig ned ved morgenbordet.
En lille flue fløj forbi Edderkoppens hoved og »Smask«, sagde det. Edderkoppen
havde dræbt den lille flue og sad nu og smaskede den i sig. Fluen var

meget sprød og da Edderkoppen tyggede, lød det ganske som når man spiser
flæskesvær.
Da de havde spist, sagde Edderkoppen: »Nåå, vi må vist hellere komme afsted.
Lad os gå ned på havnen til Kvælerslangen, Billen og Tusindbenet.«
»Ja«, svarede Rotten, »Lad os komme afsted«.
Alle rejste de sig op og gik ud fra varelageret. Edderkoppen tog sin nøgle frem
og låste døren efter sig. Nu gik de afsted mod havnen hvor Kvælerslangen, Billen
og Tusindbenet ventede.
Ulven og Hunulven gik og holdt om hinanden, og de var så forelskede. Aben
og Rotten holdt hinanden i hånden, og Edderkoppen gik forrest.
Da Aben, Rotten, Ulven, Hunulven og Edderkoppen nåede ned på havnen, var
Kvælerslangen, Billen og Tusindbenet allerede kommet. Kvælerslangen havde kasket
på, og den lignede næsten en røver.
»Åhh«, sagde Kvælerslangen og gabte »Jeg er dødtræt, og jeg er så sulten. Jeg
kan ikke arbejde på tom mave, så jeg må vist hellere fange mig en mus«.
Edderkoppen, der var meget morgenfrisk, svarede: »Det skulle du have tænkt
på noget før. Vi har ikke tid til at vente på at du fanger en mus. Om lidt står solen
op, så vi har travlt«.
Billen stod og halvsov og var bestemt ikke morgenfrisk. Edderkoppen gik hen
til Billen og gav den et ordentligt spark bagi.
»Din lille sløve padde«, sagde Edderkoppen, »kan du så vågne op. Vi har en
pose fyldt med guldmønter der venter«.
Billen gabte, åbnede øjnene og mumlede: »Åhh, er det morgen«.
Tusindbenet stod og lavede små hop på stedet for at holde sig vågen. Edderkoppen
blev meget forvirret af at se på Tusindbenet der på sine 42 ben hoppede op
og ned.
Edderkoppen så bestemt på Tusindbenet og sagde: »Stå så stille med alle dine
ben. Jeg bliver rundtosset«.
Tusindbenet hoppede videre mens den svarede: »Jamen, hvis ikke jeg hopper,

falder jeg bare i søvn«.
»Gør som jeg siger«, råbte Edderkoppen, »ellers får du hoppeforbud resten af
dagen«.
Mens Edderkoppen og Tusindbenet skændtes, talte Aben, Rotten, Ulven og
Hunulven om hvor de skulle få guldmønterne fra. Rotten kom til at tænke på den
lille Fe, som havde tryllet kisten med våben frem da de var i Det Ukendte Land.
Rotten hviskede: »Kan I huske da vi ønskede at en lille Fe skulle komme. Måske
skulle vi prøve at ønske en gang til når vi når op i bjergene«.
»Jaa«, hviskede Aben, »lad os gøre det«.
Ulven kløede sig bag øret og sagde: »Hvad nu hvis det ikke virker? Så er vi på
den«.
Hunulven svarede: »Selvfølgelig virker det. Hvis bare vi tror på det«.
Edderkoppen havde nu fået Kvælerslangen til at glemme alt om at fange mus
og havde fået sparket Billen igang.
Tusindbenet havde fået hoppeforbud og stod nu musestille.
»Alle mand klar til afgang«, råbte Edderkoppen, »fremad march«.
»Øhh, vent lidt«, sagde Kvælerslangen, »Jeg har lånt en kæmpe lastbil vi kan
køre i, så vi slipper for at gå den lange vej op i bjergene«.
»Hmm«, fnysede Edderkoppen, »En lastbil og hvad kan den så som vi ikke kan
om jeg må spørge?«
Kvælerslangen svarede: »Øhhh, den kan køre«.
Edderkoppen skreg af grin og sagde: »Ha-ha-ha, det siger du ikke. Kan den andre
tricks. Ha-ha-ha«.
Nu blev Kvælerslangen vred. Den slog med sin hale i jorden og sagde: »Lastbilen
har en stor kanon på taget, og den kan så nemt som ingenting skyde igennem
et hus. Inde i lastbilen er der radio, tv og en computer, så vi skal spille spil undervejs
«.
»Åhh«, sagde Edderkoppen, »så er det jo en skide god idé at køre i lastbilen«.
Rotten og Ulven jublede og råbte: »Juhuu, computerspil«.

Aben og Hunulven råbte i kor: »Jubiii, radio og tv«.
Kvælerslangen gik afsted for at hente lastbilen mens alle de andre ventede
spændte på havnen.
Inden længe kom Kvælerslangen kørende i lastbilen så dækkene hvinede og støvet
susede rundt i luften.
»Båt-båt«, lød det fra lastbilens horn.
Da Kvælerslangen holdt stille, rullede den vinduet ned, løftede sin kasket og
sagde: »Nåå, skal vi ud at køre med de skøre?«
»Juhuu«, råbte de alle i kor.
Lastbilen var kæmpestor og lignede faktisk et sommerhus på hjul. Edderkoppen
åbnede døren ind til lastbilens vogn.
De hoppede alle ind, og inde i vognen var det præcist som Kvælerslangen havde
fortalt. Der var radio, tv og en computer. Der var bløde blomstrede sofaer og et
rundt bord i midten med stole omkring. Bagerst i vognen var der et lille vindue
med blomstrede gardiner i siderne.
»Wowwww«, råbte Rotten, »hvor coolt«.
Ulven stod med julelys i øjnene og råbte: »Ja-ba-da-ba-duu. Blæret nok«.
Aben og Hunulven så på hinanden, smilede og sagde i kor: »Sikke en hyggelig
vogn«.
Edderkoppen, Billen og Tusindbenet stod bare med åben mund og store øjne
og måbede. Aldrig havde de set så flot en lastbil, og aldrig havde de set hverken
radio, tv eller computer.
Inde fra lastbilens førerhus råbte Kvælerslangen: »Så ruller vi« hvorefter den
truttede tre gange i hornet. »Båt-båt-bååååt, lød det.
Edderkoppen lukkede døren ind til vognen, og afsted kørte de nu mod bjergene
hvor Abens mor ventede for enden af bjergvejen.
Kvælerslangen gav lastbilen rigeligt med gas, og fra udstødningen hørtes pruttelyde.
Aben og Hunulven lå i de bløde blomstrede sofaer og havde tændt fjernsynet.
Der var netop startet en romantisk kærlighedsfilm som handlede om to ulve, der

var kærester.
Rotten og Ulven havde tændt computeren og var i fuld gang med at spille spil.
Spillet gik ud på at besejre farlige uhyrer. Billen lå på gulvet og snorkede så hele
lastbilen rystede. Edderkoppen og Tusindbenet sad og så ud af vinduet for at holde
øje med om der skulle komme nogle uhyrer.
Langsomt kørte de op af den brede bjergvej. De kørte og de kørte, og det blev
mere og mere øde. Vejen blev smallere og smallere, og det eneste der var at se var
bjerge. Der var ingen træer, og der var ingen dyr.
Solen var stået op, og det var nu meget varmt. Vejen, hvorpå lastbilen kørte, var
meget tør, så det støvede noget så forfærdeligt. Det støvede så meget at lastbilen
var omgivet af en kæmpe støvsky.
Kvælerslangen kørte meget langsomt, for støvet gjorde det næsten umuligt at
se noget. Forruden på lastbilen var næsten dækket af støv, så Kvælerslangen tændte
for vinduesviskerne, og de viskede støvet væk som var det regn.
Inde i vognen var det stegende varmt, og Rotten var så varm at man kunne spejle
æg på hans pande. Edderkoppen fik pludselig øje på en lem i bunden af vognen
og åbnede den forsigtigt.
»Jubiii«, råbte Edderkoppen, »En hemmelig fryser med masser af is«.
Alle kom de nu hen til den hemmelige fryser og tog hver især en is. Det var vel
nok skønt med en iskold is i denne varme.
Aben slikkede på isen og sagde: »Uhhmmm, citronis«.
Rotten pakkede sin is op. Isen var gennemsigtig, og indeni var der et billede af
en edderkop der rakte tunge.
Rotten så på edderkoppen i sin is og hvæsede: »Din dumme edderkop, skal du
være fræk? Ingen edderkop skal slippe godt fra at række tunge af mig. Nu æder
jeg dig«.
Rotten tog en ordentlig bid af isen så billedet af edderkoppen forsvandt ind i
hans mund.
Rotten sad og suttede på isen, og pludselig lavede han en grimasse, åbnede

munden og hylede: »Hvem er det der kravler inde i min mund?«
»Det er såmænd mig«, lød det, hvorefter man kunne se en edderkop der dansede
rundt på Rottens tunge.
Rotten spyttede edderkoppen ud på gulvet og råbte: »Bvadr, hvor ulækkert«.
Den lille edderkop rakte atter tunge af Rotten, hvorpå den forsvandt ned i en revne
i bunden af vognen.
Aben, Ulven, Hunulven, Edderkoppen, Billen og Tusindbenet lå flade af grin,
for de syntes det var hylende morsomt med Rottens edderkoppeis. Rotten tog en
ny is fra den hemmelige fryser, og denne gang var isen uden edderkop.
Timerne gik, og det var ved at være aften. Solen var næsten forsvundet bag bjergene,
og udenfor var der dejligt køligt.
De var alle sammen meget trætte. Det havde været en lang dag, og de havde
kørt meget langt. Kvælerslangen sænkede farten, kørte ind til siden og standsede
lastbilen. Her skulle de sove i nat. Kvælerslangen hoppede ud af førerhuset og gik
om i vognen til de andre.
»Så får I ikke mere for den femogyveøre«, sagde Kvælerslangen.
Billen gabte og mumlede: »Tak for turen, det klarede du fint«, hvorefter den
væltede om på siden og faldt i søvn.
Edderkoppen gabte og sagde: »Nu er det vist sengetid. Vi skal tidligt op i morgen
«.
De lagde sig ned og lå nu og snakkede. Ulven og Hunulven lå og holdt om hinanden
og så dybt ind i hinandens øjne. Aben og Rotten lå også og holdt om hinanden.
Kvælerslangen rullede sig sammen i en klump på gulvet. Tusindbenet lå på
ryggen i en sofa og vippede med sine 42 ben.
Edderkoppen lå ved siden af Billen der allerede sov trygt og fredeligt.
Pludselig udbrød Aben: »Åhh, nej. Hvad nu hvis der kommer nogle farlige
uhyrer mens vi sover?«
Kvælerslangen løftede hovedet og svarede: »I kan være ganske rolige. Edderkoppen
har en fantastisk god hørelse og kan høre uhyrene på lang afstand«.

»Hvordan ser uhyrene egentlig ud?« spurgte Rotten.
Edderkoppen svarede: »De farlige uhyrer er nogle mærkelige skabninger. Faktisk
kommer de ikke her fra jorden, men fra en anden planet«.
Rotten blev meget nysgerrig og spurgte ivrigt: »Fra en anden planet? Men
hvordan er de kommet her til jorden?«
Edderkoppen fortalte: »En aften for meget længe siden hvor mørket havde
sænket sig over Elefantdalen, sås der på himlen nogle små lysglimt. Alle troede
det var en stjerne der blinkede, men det var noget ganske andet.
Lysglimtene kom tættere og tættere på, og til sidst kunne man se at det var et
rumskib. Rumskibet dalede mod jorden og landede her i bjergene. Nogle dyr fra
Elefantdalen vandrede herop for at lede efter rumskibet. Den aften skete der noget
forfærdeligt. Dyrene fandt rumskibet og ud af rumskibet kom nogle rumuhyrer.
Store grønne uhyrer med rødt hår og gule ører. Uhyrerne havde to ben og mange
arme. De var meget ulækre og meget ondskabsfulde. Dyrene, der var taget herop,
blev dræbt på stedet undtagen et. Dyret der overlevede vendte tilbage til Elefantdalen
og fortalte den skrækkelige historie.
Det siges at rumuhyrerne aldrig vendte tilbage hvor de kom fra, og at de lavede
en bande heroppe. Derfor er det meget farligt for fremmede at tage herop«.
Aben var skrækslagen. Hun klyngede sig til Rotten og sagde: »Uhh, hvor
uhyggeligt. Jeg er bange«.
»Bare rolig«, hviskede Rotten, »Uhyrerne kan bare komme an. Hvis de prøver
på noget, banker jeg dem til plukfisk med en kæp«.
Aben var nu ikke længere bange, og langsomt faldt hun i søvn.
Ulven og Hunulven lå og nussede hinanden, og Ulven hviskede: »Nåå, min
smukke Hunulv. Må jeg få et godnatkys?«
Hunulven blev meget rød i hovedet og meget flov. De to havde nu været kærester
i et stykke tid, men de havde endnu ikke kysset hinanden.
»Vores første kys«, hviskede Hunulven.
Ulven smilede og sagde: »Jaaa, er det ikke på tide? Du har den smukkeste

mund jeg nogensinde har set, og jeg får lyst til at kysse dig hver gang jeg ser på
den«.
Hunulven smilede tilbage og hviskede: »Okay. Du får et godnatkys, men kun
et«.
Nu rykkede Ulven og Hunulven helt tæt sammen, og deres læber mødtes til et
kys. Ulven blev ør i hovedet og var i den syvende himmel. Han drømte at han sad
på en lyserød sky og svævede afsted på den lyse himmel.
Hunulven lukkede øjnene og drømte nøjagtig det samme som Ulven.
Snart sov de begge to, og i drømme mødtes de til endnu et kys.
Kvælerslangen, Edderkoppen og Tusindbenet var for længst faldet i søvn, og
de snorkede så hele vognen rystede.
Udenfor var der mørkt, og der var helt stille. På himlen glimtede tusinde stjerner.
Var det mon stjerner, eller var det noget ganske andet?
Midt om natten vågnede Edderkoppen pludselig, fordi den havde hørt en underlig
slæbelyd. Edderkoppen spidsede ører og jo, det var rigtigt nok. Lyden kom udefra,
og den var ganske tæt på.
I mørket hviskede Edderkoppen: »Hvem er det, som kommer slæbende midt
om natten. Lad mig undersøge sagen«.
Edderkoppen fandt en lommelygte frem, åbnede døren og kravlede op på taget
af lastbilen. Straks tændte Edderkoppen lommelygten og lyste rundt i alle retninger,
men der var intet at se.
»Det var mystisk«, tænkte Edderkoppen.
Endnu engang dukkede den underlige slæbelyd op, og nu kunne Edderkoppen
høre den meget tydeligt. Igen lyste Edderkoppen rundt i alle retninger, og i lyset
sås nu en mørk skikkelse. Skikkelsen nærmede sig lastbilen, og Edderkoppen fik
øje på et grønt uhyre med rødt hår og gule ører.
»Bliv stående eller jeg skyder«, skreg Edderkoppen.
Inde i vognen vågnede Rotten og Ulven. De for ud af vognen, op på taget af
lastbilen hvor Edderkoppen stod med lommelygten og lyste på det ækle uhyre.

»Hænderne op og benene bag nakken«, råbte Ulven.
Rotten råbte: »Hvis du kommer et skridt nærmere, slår jeg dig i hovedet med
en kæp«.
Uhyret var ikke spor bange for Rotten, Ulven og Edderkoppens trusler, for den
gik videre og nærmede sig langsomt lastbilen.
»Hvad skal vi gøre«, hviskede Rotten, »Uhyret kommer denne vej«.
Edderkoppen svarede: »Vi bliver nødt til at bruge kanonen«.
»Ja, vi skyder hovedet af det grimme uhyre«, hviskede Ulven.
Edderkoppen drejede kanonen i retning af uhyret og Rotten råbte: »1-2-3 fyr
kanonen af«.
Der lød et kæmpe brag og luften fyldtes med tyk røg, så det var umuligt at se
noget.
Rotten råbte: »Ta´ den, dit grimme uhyre«.
»Der fik vi dig«, råbte Ulven.
Edderkoppen hostede, spyttede og spruttede mens den råbte: »Sejt nok«.
Nu dansede og jublede de tre på taget af lastbilen mens de klappede i hænderne.
Der lød et: »Wuarrr, wuarrr«, og det gav et sæt i Rotten, Ulven og Edderkoppen.
De så mod jorden, og der stod det grimme uhyre. Vist havde de ramt uhyret
med kanonen, men uhyret levede stadig.
Edderkoppen stod atter klar ved kanonen, og Rotten råbte: »1-2-3 fyr kanonen
af«.
Igen lød der et kæmpe brag og luftes fyldtes atter med tyk røg. Rotten, Ulven
og Edderkoppen stod nu helt stille og ventede på at røgen skulle forsvinde. Da røgen
var væk, så de alle tre mod jorden.
»Wuarrr, wuarrr«, lød det.
Det grimme uhyre levede stadig.
»Åhh, nej«, råbte Rotten, »Uhyret kan ikke slåes ihjel«.
Ulven hviskede: »Vi må væk herfra inden det er for sent«.
Ulven kravlede ned fra lastbilens tag og hoppede ind i førerhuset. Han startede

lastbilen, lavede hjulspind så det hvinede fra dækkene og trådte sømmet i bund.
Rotten og Edderkoppen klamrede sig til kanonen på taget af lastbilen for ikke
at falde af.
»Hurtigere, hurtigere«, råbte de i kor.
Afsted kørte de, midt om natten, på bjergvejen med uhyret lige i hælene. Snart
blev uhyret træt af at løbe efter lastbilen og faldt omkuld midt på vejen. »Juhuuu«,
råbte Rotten og Edderkoppen, »Vi klarede den«
Da de havde kørt en time, skete der noget.
Lastbilen begyndte at hoppe afsted og Rotten råbte: »Hvad sker der?«
Inde fra førerhuset råbte Ulven: »Jeg tror lastbilen kører på kængurubenzin«.
I samme nu gik lastbilens motor i stå, og de holdt nu helt stille. Ulven sprang
fra førerhuset ned på jorden, kløede sig bag øret og sagde: »Pokkers, pokkers«.
Inde i vognen var Aben, Hunulven, Billen, Kvælerslangen og Tusindbenet vågnet.
De var rundt på gulvet og kunne hverken finde ud eller ind for hvad var der
dog sket?
Billen hoppede ud af vognen, og de andre fulgte efter.
»Hvad er der sket?«, spurgte de alle i kor.
Edderkoppen forklarede hvad der var sket og fortalte stolt hvordan de havde
vundet over uhyret.
Rotten snakkede med og sagde: »Men pludselig begyndte lastbilen at hoppe afsted,
og så gik den istå, og vi kan ikke komme videre«.
Aben rystede over hele kroppen og spurgte med dirrende stemme: »Jamen,
hvad nu hvis uhyret kommer tilbage?«
»Åhhh, visse vasse«, mumlede Rotten.
Kvælerslangen fik en idé og sagde: »Inde i lastbilens førerhus ligger der en
mobiltelefon. Vi må ringe til politimesteren i Elefantdalen«.
Med det samme hentede Kvælerslangen mobiltelefonen og ringede politimesteren
op.
I den anden ende blev røret taget, og en dyb stemme sagde: »Hallo, det er politimesteren

«.
Kvælerslangen sagde: »Kvælerslangen her. Mine venner og jeg er strandet i
bjergene og kan ikke komme videre. Uhyrene er efter os, og vi har brug for
hjælp«.
Et øjeblik var der stille, og politimesteren sagde så: »Vi kan desværre ikke
hjælpe jer. Vi har ingen våben der kan klare uhyrerne. I må klare jer selv«.
Politimesteren lagde røret på, og Kvælerslangen slog hårdt i jorden med sin
hale hvorpå den råbte: »Typisk politiet. De kommer ikke og hjælper når man har
brug for dem«.
Rotten kløede sig bag øret og spurgte: »Hvad mener du. Kommer de ikke?«
»Nej«, svarede Kvælerslangen, »Politiet har ingen våben der kan klare uhyrerne,
og politimesteren sagde at vi må klare os selv«.
Her stod de nu midt i bjergene. Lastbilen kunne ikke køre, der var mørkt alle
vegne, og uhyrerne kunne komme når som helst. Hvad skulle de dog gøre?
På højre side af bjergvejen var der en dyb kløft. Ja, en kløft så dyb som øjet
kunne se.
Rotten så på kløften, fik en idé og sagde: »Hvis nu Edderkoppen holder vagt på
taget af lastbilen, kan vi andre lave en fælde bag ved lastbilen. Vi graver et dybt
hul i jorden, og fra hullet graver vi en rende som hælder til højre. Renden skal nå
helt ud til kløften. Bagefter dækker vi hullet og renden med grene. Hvis uhyret
kommer, falder det lige ned i hullet og triller ud i kløften«.
»God idé«, svarede Ulven, og de andre nikkede.
Edderkoppen kravlede op på taget af lastbilen for at holde vagt, og imens gravede
de andre et dybt hul i jorden. Fra hullet gravede de en rende som førte ud i
kløften.
Pludselig råbte Edderkoppen: »Uhyret kommer, uhyret kommer. Skynd jer«.
Uhyret nærmede sig og Aben hvinede: »Vi når det ikke«.
»Vist gør vi så«, råbte Rotten.
Snart var hullet og renden færdig, og grene blev lagt hen over.

Alle skyndte de sig ind i vognen, og i samme nu hørte de en knasende lyd og et
kæmpe brag. Fælden virkede, og nu lå uhyret nede i det dybe hul.
Alle løb de fra vognen og om til hullet hvor de så uhyret der trillede afsted mod
kløften.
»Wuarr, Wuarr«, skreg uhyret.
»Juhuu«, råbte Aben, »Ta´den dit grimme uhyre«.
Rotten hoppede, dansede og vrikkede med numsen mens han sang: »Og det var
Roootten, og det var Roootten, olé-olé-olé«.
Men Rottens plan gik ikke som planlagt. Da uhyret nåede kløften, greb det fat i
kanten og hang nu og sprællede med benene. Uhyret tog fat i kanten med den anden
hånd og forsøgte nu at kravle op på bjergvejen.
Rotten blev rasende, og råbte: »Hør, hvad bilder du dig ind, dit grimme uhyre«.
»Åhh, nej«, råbte Ulven, »Hvad skal vi gøre?«.
Rotten fik straks endnu en idé og råbte: »Vi sætter lastbilen i frigear, og skubber
alle til lastbilen, så den triller hen over uhyret og ud i kløften«.
Edderkoppen kravlede ned fra taget af lastbilen. Kvælerslangen satte lastbilen i
frigear, og snart stod de alle foran lastbilen.
»1-2-3, skub«, råbte Rotten.
De skubbede alt hvad de kunne, og lastbilen rullede afsted mod uhyret. Uhyret
var nået op på bjergvejen og skulle til at rejse sig.
I samme nu stødte lastbilen ind i uhyret, og uhyret faldt bagud og styrtede nu
afsted ned i kløften. Lastbilen fortsatte ud over kanten, og dalede sammen med
uhyret, ned i kløften. Endelig havde de fået gjort kål på uhyret, og uhyret havde
fået hvad det havde fortjent.
Aben smilede, kyssede Rotten på kinden og sagde: »Hvor er det godt vi har
dig«.
»Ja«, svarede alle de andre i kor, »Hvor er det godt vi har dig«.
Rotten blinkede med det ene øje og sagde: »Taaak, mine venner. Ingen skal
løbe om hjørner med mig«.

Det var stadig mørkt, men heldigvis havde Edderkoppen lommelygten. Edderkoppen
lyste på bjergvejen med lommelygten og sagde: »Følg efter mig«.
Bare de nu ikke mødte flere uhyrer den nat.
11. Kapitel
For enden af bjergvejen
Alle gik de afsted på bjergvejen. De gik og de gik. Ja de gik så meget at de fik
ondt i fødderne, og de fik store vabler. Undtagen Tusindbenet, der jo havde 42 ben
at skifte imellem.
Aben var så træt og havde så ondt i fødderne at hun begyndte at græde. Nu var
de nødt til at holde en pause, og det gjorde de.
»Nu skal jeg altså på wc«, sagde Hunulven, »Jeg skal tisse og lave pøller«.
Hunulven gik om bag en busk, satte sig på hug, tissede og lavede pøller.
Alle de andre skulle også på wc, og de satte sig på hug ved siden af Hunulven.
»Ahh«, sagde Rotten og slap en pølle, »Der er nu ikke noget så dejligt som at
gå på wc i naturen«.
Da de alle var færdige, rejste de sig op og stod nu og så på de mange pøller, der
lå på jorden.
»Puhaa«, udbrød Aben og pegede mod jorden, »Se Edderkoppens pøller er
orange, og Billens pøller er blå«.
Alle deres pøller havde forskellige farver, og hvor så det underligt ud. Alle talte
de nu om hvorfor deres pøller havde forskellige farver, og de talte om hvilken farve
der var den smukkeste.
Herefter fandt de sammen et hvilested under et træ hvor de lagde sig ned. Hvor
var det dejligt med et lille hvil.
Pludselig fik Aben øje på noget og råbte: »Der er lys forude«.
De andre rejste sig og kiggede fremad. For enden af bjergvejen kunne de se et
svagt lys. Lyset kunne kun komme fra et hus.
Aben jublede, hoppede og dansede mens hun råbte: »For enden af bjergvejen

hvor der er lys, der er min mor«.
De fik nu meget travlt med at komme afsted. Især Aben, for hun glædede sig
sådan til at se sin mor igen. Alle var de så glade at de glemte alt om ømme fødder
og vabler.
En time senere nåede de til huset for enden af bjergvejen. Huset var lille og det var
ganske gammelt.
Edderkoppen så på Aben og sagde: »Nåå, er du spændt på at se din mor igen?«
Aben smilede tilbage og nikkede. Rotten gav Aben et kæmpe knus og sagde:
»Hvor er jeg glad på dine vegne«.
Ulven og Hunulven blinkede med øjnene og sagde i kor: »Hvor er det dejligt at
vi endelig har fundet din mor«.
Kvælerslangen, Billen og Tusindbenet hoppede op og ned i luften mens de råbte:
»Juhuuu, vi klarede den«.
Alle gik de hen til det lille hus og stillede sig foran døren. Inden de bankede på
spurgte Edderkoppen: »Hvornår får vi guldmønterne?«
Aben, Rotten, Ulven og Hunulven så på hinanden med store øjne. Guldmønterne
havde de glemt alt om.
Rotten blinkede med det ene øje og sagde: »I morgen får I guldmønterne og
ikke før«.
Edderkoppen smilede, gned sig i hænderne og svarede: »Hæ, hæ, det er en aftale
«.
Tusindbenet bankede på døren med alle sine 42 ben, og det lød som et stort
trommeorkester.
Inde fra det lille hus hørtes en knirkende lyd, og lyden nærmede sig døren. Døren
åbnede sig langsomt, og der sad Abens mor i en rullestol.
Aben sprang op på skødet af sin mor og sagde: »Åhh min kære mor. Hvor har
jeg savnet dig«.
Abens mor begyndte at græde af glæde, knugede Aben ind til sig og sagde:
»Åhh, min elskede abetøs. Hvor har jeg også savnet dig. Jeg troede aldrig jeg skulle

se dig igen«.
Udenfor stod Rotten, Ulven, Hunulven, Edderkoppen, Billen, Kvælerslangen
og Tusindbenet og så på Aben der endelig havde fundet sin mor, og de fældede
alle en glædeståre.
Det var ved at være lyst og solen var ved at stå op. De var alle meget trætte efter
den lange, hårde vej op i bjergene.
»I må være sultne efter den lange tur herop«, sagde Abemutter, hvorefter hun
inviterede dem alle indenfor.
Abemutter havde ret, for de var meget sultne.
Pludselig var der en stemme der sagde: »Halløøøøj. Velkommen i bjergene«.
Rotten spidsede ører og råbte: »Hvem der?«
Abens mor smilede og fortalte: »Da jeg for længe siden kom hertil, mødte jeg
en dejlig Hanabe. Vi blev kærester, og inden længe blev vi gift«.
»Jamen«, sagde Aben«, så har jeg fået en ny far«.
Hanaben kom gående og stillede sig ved siden af rullestolen hvor Aben og
Abemutter sad.
Han strøg Aben over håret og sagde: »Du kan tro din mor har savnet dig, og jeg
har glædet mig meget til at møde dig«.
Der blev stille et øjeblik, og Abemutter spurgte: »Hør, hvordan fandt du mig,
og hvem er dine venner«.
Aben fortalte nu hele historien. Da hun var færdig med at fortælle, sukkede
Abemutter og sagde: »Sikke meget I har oplevet, og sikke nogle søde venner du
har fået dig«.
Hanaben lukkede døren, for nu skulle de alle sammen have noget at spise. De
fik kødboller, kyllingelår, pålægschokolade, saftevand, mælk, juice og mere til.
Mens de spiste, fortalte Hanaben: »En gang for mange år siden arvede jeg 10
millioner fra min mormor. Jeg tænkte at jeg ville bruge pengene på noget fornuftigt,
og derfor købte jeg dette hus. Jeg købte også en lyserød sportsvogn, og den
har jeg endnu«.

Rotten fik store øjne og sagde: »Hvor sejt. Hvor stærkt kan den køre?«
»Den kan køre 200km/t«, svarede Hanaben.
»Woww«, råbte Rotten, »Hvor sejt. Må jeg få en tur, for jeg elsker at køre
stærkt«.
Aben fnisede og sagde: »Rotten er en rigtig fartgal rotte«.
Nu skreg de alle af grin, og Hanaben sagde: »Nej, det går ikke. Det er meget
farligt at køre stærkt heroppe i bjergene«.
»Øv, øv«, sagde Rotten.
Det var sent om natten, og alle var meget trætte.
Rotten gabte og sagde: »Åhh, jeg tror jeg tager mig en lur, for jeg er så træt«,
og straks faldt Rotten i søvn.
Kvælerslangen, Edderkoppen, Billen og Tusindbenet væltede omkuld og snorkede
snart så højt at det kunne høres i hele huset. Ulven og Hunulven lagde sig
ned i hinandens arme for at sove. Aben faldt i søvn i Abemutters arme.
Abemutter så på Hanaben, smilede og hviskede: »Hvor er jeg glad for at se min
abetøs igen«.
»Ja«, svarede Hanaben, »Hvor er det dejligt«.
Abemutter og Hanaben faldt i søvn og alle sov de nu trygt og godt.
Der var helt stille i det lille hus for enden af bjergvejen.
Et par timer senere da solen var stået op, vågnede de allesammen. Solen skinnede
fra en skyfri himmel og fuglene sang.
Rotten strakte sig og sagde: »Åhh, sikke en herlig morgen«, og en herlig morgen,
det var det.
»Godmorgen allesammen«, sagde Abemutter, »Skal vi ikke allesammen gå
udenfor i det dejlige vejr og sætte os under et træ«.
»God idé«, råbte de alle i kor.
Straks gik de udenfor hvor de fandt et træ og satte sig ned.
Udenfor var der meget smukt, og der var en fantastisk udsigt. Overalt var der
kirsebær –og blommetræer. Der var bjerge, bakker, dale, skove og mange søer.

»Tænk«, sagde Aben, »Jeg vidste ikke at der fandtes så smukt et sted«.
Rotten svarede: »Det var heller ikke let at vide, men smukt er det«.
Alle sad de nu og nød solens varme stråler, mens de talte om lidt af hvert. Aben
så på Abemutter og spurgte: »Hvordan gik det egentlig til at vi blev væk fra hinanden?
«
Abemutter fortalte: »Joo, ser du. Det var en dag for længe siden. En dag jeg aldrig
glemmer. Vi to var ude at handle, og du sad i en indkøbsvogn. Jeg skulle hen
og se på en tilbudsvare, og imens lod jeg dig sidde i indkøbsvognen alene, men det
skulle jeg aldrig have gjort. Mens jeg var væk, var der en som stjal indkøbsvognen
hvori du sad. Jeg glemmer det aldrig. Jeg kom tilbage, og du var væk. Det er så
længe siden. Du var ganske lille, og måske kan du ikke huske hvad der skete«.
Aben sagde: »Det eneste jeg kan huske er at jeg vågnede op ude i en stor skov,
og det var der jeg mødte Rotten. Jeg troede det hele bare var en drøm«.
Rotten så på Aben og sagde: »Ude i skoven fortalte du mig, at du ikke kunne
finde din mor. Jeg kunne heller ikke finde min far, og vi tog afsted sammen for at
lede efter vores mor og far«.
Aben og Rotten talte nu om alt det de havde oplevet sammen og om alle de
søde dyr de havde mødt som nu var deres venner.
Kvælerslangen, Billen, Edderkoppen og Tusindbenet sad og lyttede til Aben og
Rottens historie. De havde lidt svært ved at forstå hvordan man kunne opleve så
meget på så kort tid.
Edderkoppen så på Aben og Rotten og sagde: »Er det virkelig rigtigt at I har
oplevet alt det på så kort tid? Så meget har jeg ikke oplevet tilsammen, i hele mit
liv«.
Aben smilede og sagde: »Det er rigtigt nok«.
»Wow«, sagde Kvælerslangen, »Hvordan kan man opleve så meget på så kort
tid?«
»Det er ikke let at vide«, svarede Rotten.
Ulven og Hunulven lå og nussede og krammede hinanden, og pludselig kom

Ulven i tanke om noget.
Han hviskede til Aben, Rotten og Hunulven: »Hvad med guldmønterne?«
Rotten rynkede panden og sagde: »Nåå ja, vi må vist hellere finde et sted hvor
ingen kan se os, så vi kan ønske Feen frem«.
De fire venner gik nu afsted og fandt et fredeligt sted hvor ingen kunne se dem.
De lukkede øjnene og ønskede at den lille Fe skulle komme.
Da de åbnede øjnene igen, svævede den lille Fe omkring.
Feen spurgte med blid stemme: »Hvormed kan jeg hjælpe jer?«
Rotten svarede: »Ser du. Fordi Kvælerslangen, Edderkoppen, Billen og Tusindbenet
har ført os herop, har vi lovet dem en pose fyldt med guldmønter til gengæld.
Vi vil spørge dig om du kan hjælpe os«.
Feen svingede sin tryllestav, kastede hvidt stjernestøv op i luften og fremsagde
en hemmelig trylleremse. Lige så pludselig som Feen var kommet, lige så pludselig
forsvandt Feen igen.
»Pling«, lød det, og på jorden lå nu en gammel støvet pose.
»Juhuu, det virkede«, råbte Aben.
Rotten så på Aben og sagde: »Shhhhh. Ikke råbe så højt«.
Ulven hviskede: »Hvad mon der er i posen?«
»Det er ikke let at vide«, svarede Rotten, »Måske er det guldmønter«.
Rotten tog fat i den gamle støvede pose og åbnede den. Det var en pose fyldt
med guldmønter.
»Det var vel nok heldigt«, sagde Hunulven, »Hvad skulle vi dog have gjort
uden den lille Fe?«
Sammen gik de nu tilbage til de andre. Rotten stillede sig foran Kvælerslangen,
Edderkoppen, Billen og Tusindbenet, rystede posen og sagde: »En pose fyldt med
guldmønter«.
Edderkoppen fik julelys i øjnene, rev posen ud af hånden på Rotten og dansede
rundt mens den råbte: »Vi er rige, vi er rige«.
»Ja, det er lige, hvad I er«, sagde Rotten.

Tusindbenets 42 ben strittede ud til alle sider, og Tusindbenet sagde: »Jeg orker
ikke at gå den lange vej tilbage til Elefantdalen. Er der ikke en anden måde vi kan
komme hjem på?«
Billen fik en idé og sagde: »Nu hvor vi har en pose fyldt med guldmønter, har
vi råd til at leje en flyvemaskine«.
Kvælerslangen, Edderkoppen og Tusindbenet syntes det var en rigtig god idé.
Kvælerslangen ringede straks efter en flyvemaskine. Mens de ventede på flyvemaskinen,
sagde Kvælerslangen, Edderkoppen, Billen og Tusindbenet farvel til
Aben, Rotten, Ulven, Hunulven, Abens mor og Hanaben.
Inden længe kom flyvemaskinen. Den landede, og Kvælerslangen, Edderkoppen,
Billen og Tusindbenet kravlede om bord. Aben, Ulven og Hunulven råbte: »Farvel
tak for hjælpen«.
Rotten vinkede mens han råbte: »God tur. Måske ses vi igen«.
Flyvemaskinen lettede, og snart var den over alle bjerge. Tilbage sad nu Aben,
Rotten, Ulven, Hunulven, Abemutter og Hanaben.
Abemutter så på Rotten og spurgte: »Hvor er din far?«
Rotten svarede bedrøvet: »Måske er min far der hvor solen går ned. Der hvor
havet med de store bølger er, og hvor der dufter så dejligt af salt. Min far er regnbuefisker
og fanger fisk i alle regnbuens farver. Min far elsker regnbuefisk med
chokoladesovs og kokos«.
Abens mor lagde hovedet på skrå, smilede til Rotten og sagde: »Måske kan jeg
hjælpe jer lidt på vej. Jeg kender vejen ud til havet, der hvor fiskerne bor. Ved havet
dufter der så dejligt af salt. Fiskerne ved havet fanger store fisk og kæmpe hvaler.
Måske er det der, din far er«.
Abemutter pegede og fortalte Rotten i hvilken retning havet lå.
Rotten smilede og sagde: »Ihh, tak Abemutter. Det er vel nok heldigt at du ved
hvor havet ligger, og måske er det havet hvor solen går ned og måske er min far
der«.
Ulven og Hunulven lå og kyssede og kælede og havde det rigtig rart sammen.

Pludselig satte Ulven sig op og sagde glad: »Ved I hvad? Hunulven er gravid, og
jeg skal være far«.
Ulven strålede og så meget stolt ud.
Juhuuu«, råbte Aben, »små ulveunger. Tillykke«.
Rotten smilede og sagde: »Tilykke. Det bliver sikkert nogle små banditter«.
»Tak skal I have«, sagde Hunulven genert, hvorefter hun smilede og krøb tæt
ind til Ulven.
»Hvornår kommer ulveungerne?«, spurgte Abemutter nysgerrigt.
Ulven svarede: »Om tre måneder kommer de små ulveunger, og vi glæder os
meget. Så får vi vores egen familie«.
»Så får I noget at se til«, sagde Hanaben.
»Det er lige hvad vi gør«, svarede Ulven, »Vores unger skal opdrages til at blive
nogle stærke ulve, og de skal opdrages til at de ikke må slå andre ihjel«.
Aben, Rotten, Abemutter og Hanaben sagde i kor: »I bliver nogle dejlige og
gode forældre. Det er ganske sikkert, og det er ganske vist«.
Resten af dagen slappede de alle af og nød det dejlige solskinsvejr.
Det blev aften, og solen gik ned. Det havde været en dejlig dag, og hvor havde
de hygget sig. Nu var de alle trætte.
Ulven og Hunulven lagde sig ned for at sove og ligeså gjorde Hanaben.
Aben og Abemutter blev enige om at gå en lille aftentur inden de skulle sove.
De tog hinanden i hænderne og gik omkring i den smukke natur. Da de havde gået
et stykke tid, stoppede Abemutter op, så på Aben med alvorlige øjne og sagde:
»Der er noget jeg må fortælle dig«.
»Hvad er det?«, spurgte Aben nysgerrigt.
De satte sig ned og Abemutter fortalte: »Jeg har fået en alvorlig sygdom, og inden
længe skal jeg dø. Det er en kræftsygdom, og den blev opdaget for sent. Kræften
har spredt sig til hele min krop, og der er ikke noget at gøre. Jeg skal væk
herfra, og hvor er jeg glad for at jeg nåede at tale med dig«.
Aben begyndte at græde og sagde: »Du må ikke dø, for jeg kan ikke undvære

dig«.
Abemutter fik tårer i øjnene og svarede: »Du skal ikke være ked af det. Jeg er
80 år gammel, og selv om jeg ikke havde fået kræft, ville jeg snart dø alligevel«.
Aben satte sig på skødet af Abemutter, og de krammede hinanden. I to timer
talte de om Abemutters sygdom og de talte om døden. Det var meget sørgeligt at
Abemutter skulle dø, men hvor var det dejligt at tale sammen om det.
Aben og Abemutter rejste sig op og gik tilbage til Rotten, Ulven, Hunulven og
Hanaben der sov fredeligt. Aben og Abemutter lagde sig i hinandens arme og faldt
hurtigt i søvn.
Tidligt den næste morgen da solen stod op, vågnede Rotten. Han strakte sig og
sagde: »Sikke en herlig morgen«.
Aben, Ulven og Hunulven vågnede og Aben sagde: »Det er ikke nogen herlig
morgen«.
Aben begyndte at græde og fortalte nu at Abemutter snart skulle dø. Hunulven
lagde sin hånd på Abens skulder og hviskede: »Det gør mig ondt, hvor er det sørgeligt
«.
Ulven vidste ikke hvad han skulle sige, og han sad bare og stirrede lige ud i luften.
Nu havde de endelig fundet Abens mor, og så skulle hun dø. Hvor var det
trist, og hvor var det synd for Aben.
Rotten rejste sig, gik over og gav Aben et stort kram, hvorpå han sagde: »Hvor
er det trist. Husk på at du har os, dine bedste venner i hele verden. Vi vil altid være
dine venner«.
Aben smilede, så på Rotten, Ulven og Hunulven og sagde: »Hvor er jeg glad
for at jeg har jer. Så behøver jeg ikke at føle mig ensom«.
Nu vågnede Abens mor og Hanaben.
»Jeg er ved at dø og har kun få timer tilbage«, sagde Abens mor.
Hanaben tog Abemutters hånd og sagde: »Vi lover dig at passe godt på Aben«.
Aben tog Abemutters anden hånd og sagde: »Ja, jeg har mine venner og min
nye far, så du skal ikke være urolig for mig«.

Abemutter smilede, så på Aben og sagde: »Husk på at jeg elsker dig meget
højt«.
Aben trykkede Abemutters hånd meget hårdt og svarede: »Jeg elsker også dig
meget højt, og jeg vil aldrig glemme dig«.
Få timer senere holdt Abemutters hjerte op med at slå. Hun sov stille ind og
hvilede nu i fred.
Samme dag skulle Abemutter begraves tæt på en smuk sø. Rotten, Ulven og
Hanaben gravede et hul som Abemutter blev lagt ned i. Aben og Hunulven plukkede
smukke vilde blomster som skulle ligge på graven.
Hanaben fandt nogle hesteknogler og bandt dem sammen til et kors.
Alle mødtes de ved søen, og sammen lavede de et lille skilt hvorpå de skrev:
»Kære Abemutter. Hvil i fred. Vi vil aldrig glemme dig«.
Inden de dækkede graven, holdt Aben følgende tale for Abemutter:
»Kære mor.
Du har været den bedste mor i hele verden.
Tak fordi du har lyttet til mig hver gang jeg var ked af det.
Tak for alle dine kys.
Tak for de gange du fik mig til at grine.
Tak for alle de gange du legede med mig.
Tak fordi jeg fik lov til at skælde dig ud hver gang jeg var vred
elle ked af det.
Tak for alle gaverne til jul og fødselsdag.
Tak fordi du har lært mig at være sød over for andre.
Tak fordi du sov hos mig hver gang jeg var syg eller ked af det.
Tak fordi jeg fik mit eget værelse.
Tak fordi jeg fik lov til at være længe oppe i weekenderne.
Tak for alle de gange du læste historier for mig.
Tak for alle de gange vi var på ferie og i biografen sammen.
Tak for alle de gange vi købte tøj jeg selv valgte.

Farvel mor. Du vil altid være i mit hjerte.«
»Ja, farvel«, sagde Rotten, Ulven og Hunulven i kor.
Hanaben kyssede Abemutter på panden og sagde: »Hvil i fred min elskede. Jeg
vil savne dig«.
Sammen dækkede de Abemutter til og satte korset og det lille skilt ned i jorden.
Aben lagde de vilde blomster i hjerteform oven på graven.
Aben, Rotten, Ulven, Hunulven og Hanaben satte sig ned ved Abemutters grav.
Sammen græd de og talte om Abemutter.
En time senere rejste de sig op og gik tilbage til huset.
Pludselig fik Hanaben en idé. Han så på Aben, Rotten, Ulven og Hunulven og
spurgte: »Hvad siger I til at jeg tager med jer ud og leder efter Rottens far? Jeg har
ikke lyst til at blive her. Jeg har tænkt mig at give mit hus, mine penge og min lyserøde
sportsvogn væk til dyrene i Elefantdalen«
Aben, Rotten, Ulven og Hunulven svarede i kor: »God idé. Vi vil meget gerne
have dig med«.
12. Kapitel
Til vejrs
Da de kom tilbage til huset, gik Hanaben indenfor og skrev et brev til den gamle
elefant i Elefantdalens elefanthus. I brevet skrev han:
»Til Elefantdalens dyr.
Abemutter er død, og jeg har ikke lyst til at blive i mit lille hus
her i bjergene. Jeg tager med Aben, Rotten, Ulven og Hunulven
ud for at finde Rottens far. Jeg vil forære mit hus, mine penge
og min lyserøde sportsvogn til jer.
Hilsen Hanaben«.
Hanaben gik nu udenfor med brevet og ventede på at en brevdue skulle komme
forbi. Efter nogle minutter landede en brevdue på Hanabens hånd. Brevduen tog

evet i sit næb og fløj straks afsted mod Elefantdalen.
»Lad os så komme afsted«, råbte Hanaben.
Rotten hoppede og dansede mens han råbte: »Juhuuu«.
Sammen gik Aben, Rotten, Ulven, Hunulven og Hanaben afsted for at finde
Rottens far. De gik på bjergvejen mod nord som Abemutter havde sagt de skulle.
De gik og de gik, og pludselig fik de øje på noget. I luften så de en kæmpe ballon,
og under ballonen hang en kurv. I kurven sad en kæmpe Mariehøne og så ned
mod jorden.
Mariehønen vinkede og råbte: »Ohøøj, i landkrabber. Vil I have et lift?«
»Juhuu, det vil vi gerne«, svarede de alle i kor.
Mariehønen landede med sin luftballon på jorden, og Aben, Rotten, Ulven, Hunulven
og Hanaben hoppede ombord.
»Hvor skal I hen?«, spurgte Mariehønen.
Rotten svarede: »Vi skal ud til havet. Der hvor solen går ned, og hvor der dufter
så dejligt af salt. Vi leder nemlig efter min far som er regnbuefisker«.
Mariehønen nikkede, og i samme nu lettede de fra jorden.
»Hyschh«, lød det, og afsted gik det.
Snart svævede de højt på himlen og sikke en udsigt. Fra luften kunne de se det
lille hus i bjergene og Abemutters smukke gravsted.
Aben vinkede med begge hænder mens hun råbte: »Farvel mor, farvel mor«.
Rotten, Ulven, Hunulven og Hanaben vinkede også, mens de råbte i kor: »Farveeeel
«.
Aben så på Hanaben, smilede og sagde: »Hvor er jeg glad for at jeg har fået dig
som far«.
Aben havde aldrig kendt sin rigtige far, for hendes far stak af, da hun blev født.
I den tid Aben havde levet, tænkte hun tit på sin far. Men nu havde hun jo fået sig
en ny far, og hun var ikke længere ked af det.
Da de havde fløjet meget længe og meget langt, råbte Rotten: »Uhhm, her dufter
så dejligt af salt«.

Mariehønen drejede nu luftballonen mod venstre og råbte: »Vi er tæt på havet,
men vi er der først i morgen«.
Rotten stillede sig hen ved siden af Mariehønen, og de to talte nu om lidt af
hvert.
»Hvorfor er din far blevet væk«, spurgte Mariehønen.
Rotten så nu meget bedrøvet ud og fortalte: »For længe siden blev min mor og
far skilt. Min mor sagde at jeg ikke måtte være sammen med min far. Min far blev
meget ked af at vi ikke måtte se hinanden, og derfor rejste han ud i verden.
Nogle år senere flyttede jeg hjemmefra, og nu kan min mor ikke længere bestemme
over mig. Derfor er jeg nu taget ud for at lede efter min far. Jeg håber at
min far er ved havet, for jeg savner ham meget. Min far og jeg spillede fodbold og
gik i biografen sammen. Tit tog vi ud i skoven og skød med bue og pil og lavede
bål. Vi havde det så hyggeligt«.
Mariehønen trøstede Rotten lidt, og sagde: »Jeg er sikker på at du nok skal finde
din far«.
Da det blev aften og solen var gået ned, lagde de sig ned i bunden af kurven, undtagen
Mariehønen som skulle flyve hele den lange nat.
Aben, Rotten, Ulven, Hunulven og Hanaben var meget trætte, men sove kunne
de ikke, fordi de var så spændte på om Rottens far var ved havet. Alle lå de tæt ind
til hinanden, og Rotten kom i tanke om en historie han en gang havde fået fortalt.
Rotten tænkte at hvis han fortalte historien, kunne det være at de bedre kunne falde
i søvn.
»Skal jeg fortælle en godnathistorie?«, spurgte Rotten.
»Jaaa«, svarede de alle i kor.
»All right«, sagde Rotten og fortalte følgende: »Her kommer historien om Den
store prut.
Den store prut
Der var engang en stor prut som hoppede rundt i det store kongerige, Pingvinriget. Riget
havde fået det navn fordi det engang for længe siden var blevet invaderet af 2000 pingviner.

Pingvinerne boede i syd -og nordpolen, og på mystisk vis fik de fumlet sig frem til
Pingvinriget, der før hed kongeriget.
Den store prut, der hoppede rundt i Pingvinriget, blev kaldt kæmpeprutten, fordi den
var langt større end en ræv.
Den store prut elskede at genere kongen, så hver nat fløj den ind til ham, og her spredte
prutten sin afskyelige lugt. Det morede Den store prut sig meget med.
Men så en dag blev tændstikkerne opfundet, og samme nat skete der noget forfærdeligt.
Den store prut var fløjet ind til kongen for at sprede sin afskyelige lugt. Da kongen
opdagede lugten, strøg han en tændstik.
»Viiistj«, lød det, og nu lugtede der noget så brændt. Den store prut var nu en stakkels
svedet prut. Den store prut fløj nu alt hvad den kunne ud af vinduet og ud i den kølige
luft.
Udenfor mødte Den store prut en dameprut. Dameprutten blev meget glad da den så
Den store prut. Dameprutten fløj rundt i luften i store cirkler.
Den store prut og dameprutten kom til at holde meget af hinanden. Ja de kom til at holde
så meget af hinanden at dameprutten slog en babyprut.
Den lille babyprut voksede sig hurtigt stor og stærk, og til sidst var den stærkere end
sin mor og far tilsammen og blev derfor kaldt: Den største prut.
Den største prut ville ud og søge lykken i den store vide verden, og en dag tog den afsted.
Den største prut kom ind til en by hvor den kom ind i militærets tjeneste. Den største
prut skulle sammen med militæret kæmpe mod deres største fjende hørmerne.
Den største pruts forældre havde hørt at deres søn skulle kæmpe på slagmarken. De var
bange for at fjenden skulle prikke hul på den største prut, og derfor tog de ud på slagmarken.
Da de kom derud, så de at militæret og Den største prut sloges med hørmerne. De fik
øje på Den største prut der havde en flot uniform på og red afsted på en hund. En af hørmerne
kom ridende på en hund imod Den største prut. Begge sprang de af deres hunde og
løb mod hinanden. De trak deres våben og kæmpede nu mod hinanden. Den største prut
var god til at slås, og snart havde den prikket hul på hørmeren, og i samme nu forsvandt
hørmeren.

Den største prut fik øje på sine forældre som var kommet og løb hen mod dem med
åbne arme. Pludselig kom en hørmer løbende med et sværd i hånden. Hørmeren løb lige
hen mod Den største prut. Den største prut trak sværdet, men det var for sent. Hørmeren
prikkede hul på Den største prut. Et lille bitte hul.
En af Den største pruts medprutter fra militæret kom og prikkede hul på hørmeren, og
med et forsvandt hørmeren.
Den største prut blev bragt hen til militærets lægetelt. I lægeteltet fik Den største prut
kunstig prutluft ind i sig og overlevede.
Resten af sit liv måtte Den største prut leve med et ar, men det gjorde ikke noget. For
Den største prut var taknemmelig over at den overhovedet havde overlevet det store slag.
Godnat og sov godt.
Rotten så på de andre. Aben, Hanaben og Hunulven sov allerede.
Ulven gabte og mumlede: »Hvor svedigt. Sikke et held at den største prut overlevede
«, og straks faldt Ulven i søvn.
Rotten lukkede øjnene og snart snorkede han højt.
Mariehønen fløj afsted, og ventede nu bare på, det skulle blive morgen.
13. Kapitel
Havet med de store bølger
Tidligt den næste morgen vågnede Aben, Rotten, Ulven, Hunulven og Hanaben
med et sæt da Mariehønen råbte: »Så er der hav forude«.
Alle rejste de sig op, og der så de havet med de store bølger, og der duftede så
dejligt af salt. Det blæste kraftigt, og havets bølger, der var så store som huse,
skyllede ind mod stranden.
Mariehønen fik øje på en øde mark og råbte: »Vi lander på marken dernede.
Derfra må I gå resten af vejen ned til havet«.
Luftballonen dalede nu mod jorden.
Lidt efter landede de på marken. Aben, Rotten, Ulven, Hunulven og Hanaben

hoppede fra luftballonen og ned på jorden.
»Tak for turen«, råbte de alle i kor.
»Det var så lidt«, svarede Mariehønen, »Jeg er bare glad for at jeg kunne hjælpe
jer. Hvis alle dyr hjalp hinanden lidt mere, ville det hele være meget lettere«.
Inden Mariehønen lettede, gav Rotten hende en guldmønt. Guldmønten havde
Rotten taget fra den pose Feen kom med, for han havde tænkt at de måske ville få
brug for den. Mariehønen blev meget glad for guldmønten, for nu kunne hun købe
sig en masse is. Ja så mange is at hun kunne fylde sin luftballon til randen.
»Hej, hej«, råbte Mariehønen, hvorefter hun lettede med sin luftballon og fløj
ud over havet. Mariehønen ville flyve ud i verden for at se om der var andre der
skulle have hjælp. Aben, Rotten, Ulven, Hunulven og Hanaben vinkede indtil de
ikke kunne se luftballonen længere.
Nu gik de alle afsted mod havet med de store bølger. Det blæste meget kraftigt,
og de måtte støtte sig til hinanden for ikke at vælte omkuld.
Snart nåede de til en havn, hvor der var skibe i alle regnbuens farver. Skibene havde
forskellige farver og mønstre, og de var enormt flotte. Havnen var stor og førte
ud til det åbne hav med de store bølger.
Mens de gik omkring i havnen fortalte Rotten stolt om sin far og om hvordan
han fangede regnbuefisk.
Rotten fortalte: »Min far har fanget millioner af regnbuefisk. Når regnbuefiskene
hopper op i luften, står min far klar med et net og griber fiskene inden de når
vandet. Det er meget svært, og det har taget min far maaange år at lære«.
Jo, Rotten pralede rigtig af sin far.
Snart nåede de til en fiskehandler, og de blev alle enige om at gå indenfor. Måske
vidste fiskehandleren hvor Rottens far var.
Inde i butikken var der store trækasser der var fyldt med fisk i alle mulige
størrelser og farver. Fiskehandleren var en stor torsk og havde en lang tråd under
hagen der nåede helt ned til gulvet.
»Hvad for en fisk leder I efter?«, spurgte fiskehandleren.

»Vi leder ikke efter en fisk«, svarede Rotten, »Men efter min far som fanger
regnbuefisk i alle regnbuens farver«.
Fiskehandleren smilede tilbage og sagde: »Nåå, I mener Hr. Rotte. Nej han er
ganske vist ikke nogen fisk. Hr. Rotte arbejder på et skib der hedder Regnbueskibet
«.
Rotten strålede og råbte: »Regnbueskibet. Juhuuu. Hvor finder vi skibet?«
»Længere nede på havnen ligger Regnbueskibet«, svarede fiskehandleren, » hvis
det da ikke er ude på havet«.
Aben, Rotten, Ulven, Hunulven og Hanaben råbte i kor: »Lad os komme afsted
«.
Alle sagde de farvel til fiskehandleren og løb alt hvad de kunne ud af butikken
og videre ned af havnen
Rotten var blevet så glad at han havde fået hikke. Mens de løb afsted hikkede
Rotten: »Hik-hik, far nu kommer jeg. Hik-hik, far nu kommer jeg«.
Inden længe fik de øje på et kæmpe stort skib. Det var det smukkeste skib de havde
set i hele deres liv, og det havde de smukkeste farver. Skibet strålede og skinnede
med alle sine regnbuefarver.
Da de stod tæt på skibet, stod der med store bogstaver: REGNBUESKIBET.
Rotten fik straks øje på sin far der stod med fiskegrej i hånden, og Rotten spænede
derhen. Da Rotten stod hos sin far, kunne han ikke sige noget, men stod bare
og hikkede.
Rottens far så på Rotten og tænkte: »Hvad er dog det for en hikkende tumpe?«
Rottens far kunne slet ikke kende Rotten, for det var så længe siden at de sidst
havde set hinanden.
Rotten hikkede videre, og pludselig så Rottens far forbavset på ham og spurgte:
»Hør, den hvide plet i din pande, hvor har du den fra?«
Rotten var nu holdt op med at hikke og svarede: »Den er jeg født med, og du er
min far«.
Nu gik det op for Rottens far, at det var Rotten som han jo var far til. Han smed

alt hvad han havde i hænderne, krammede Rotten og sagde: »Åhhh, min søn, hvor
har jeg savnet dig«.
Han inviterede dem alle sammen indenfor på Regnbueskibet.
Inde på skibet var der alle mulige flotte ting. Der var ure, instrumenter, fiskestænger,
fiskenet, fiskekroge og meget andet i alle regnbuens farver. Mens de så
sig omkring, fortalte Rotten sin far om sine venner og om alle de ting de havde oplevet.
Rotten fortalte også om Abens mor, Abemutter, som døde af en kræftsygdom.
Rottens far så på Aben og sagde: »Sikke en trist historie. Hvor må du savne din
mor forfærdeligt meget«.
»Ja«, svarede Aben, »jeg savner min mor, men heldigvis har jeg fået en ny far,
og heldigvis har jeg Rotten, Ulven og Hunulven som er mine bedste venner i hele
verden«.
Rottens far så på Hanaben, Ulven, Hunulven og Rotten og sagde: »Hvor er det
godt I har hinanden«.
Rotten så nu på sin far og spurgte: »Hvorfor har du været afsted så længe?«
»Fordi«, svarede Rottens far, »din mor og jeg blev uvenner, da vi blev skilt.
Din mor forbød mig at se dig. I mange år har jeg håbet at du pludselig skulle dukke
op, og det gjorde du. Min elskede rotteunge. Hvis du vil, kan du blive hos mig.
Jeg kan lære dig at fange regnbuefisk i alle regnbuens farver«.
Rotten strålede, hoppede og dansede og råbte: »Juhuu, det vil jeg gerne, det vil
jeg gerne«.
Nu kom Rotten straks i tanke om sin mor.
»Men hvad med mor?«, spurgte Rotten.
Rottens far smilede og svarede: »Her på skibet har vi en telefon, så du kan ringe
til mor lige så tit du vil«.
Nu var det en aftale at Rotten skulle blive på Regnbueskibet sammen med sin
far.
Om aftenen holdt de en stor fest, og de var alle glade og lykkelige. Aben havde
fået en ny far, og Rotten havde endelig fundet sin far. De fejrede også, at Ulven og

Hunulven var kærester, og at de to nu skulle have ulveunger sammen.
Pludselig fik Rotten en idé.
Rotten så på Ulven og sagde: »Nu har Aben og jeg jo ikke længere brug for at
have dig som vores livvagt. I stedet for kan du blive her på Regnbueskibet, og
hjælpe med at fange regnbuefisk i alle regnbuens farver. Hvad siger du til det?«
Ulven dukkede hovedet, sukkede og mumlede: »Hvad så med min smukke Hunulv,
der skal have ulveunger? Jeg kan da ikke rejse«.
Aben smilede til Ulven og sagde: »Jamen Hunulven kan da bare blive sammen
med os andre«.
Hanaben sagde: »Jeg kan købe et hus til os her på havnen. Ganske vist gav jeg
mit hus i bjergene og mine penge til Elefantdalens dyr. Men, jeg har gemt nogle
af pengene, for jeg tænkte at vi måske ville få brug for dem«.
Ulven blev meget glad, og ligeså blev Hunulven.
Alle aftalte de nu at Rotten, Rottens far og Ulven skulle sejle ud på havet for at
fange regnbuefisk. De skulle være på havet i tre måneder. Når de tre måneder var
gået, ville de komme tilbage, og til den tid havde Hunulven født ulveungerne.
»Vi tager afsted med det samme«, sagde Rottens far.
Alle sagde de farvel til hinanden.
Ulven kyssede Hunulven farvel og hviskede: »Pas godt på dig selv og ulveungerne
mens jeg er væk«, og det lovede Hunulven at gøre.
Rotten, Rottens far og Ulven gik ombord på Regnbueskibet og lagde fra land.
Afsted sejlede de nu ud på havet for at fange regnbuefisk i alle regnbuens farver,
og på havnen stod Aben, Hunulven og Hanaben og vinkede.
Det var sent om aftenen, og Aben, Hunulven og Hanaben var meget trætte.
Sammen fandt de et sted på havnen hvor de kunne sove om natten.
Tidligt den næste morgen vågnede Aben, Hunulven og Hanaben.
Aben strakte sig og sagde: »Godmorgen«.
»Godmorgen«, svarede Hunulven og Hanaben i kor.
Sammen gik de afsted for at finde et hus hvor de alle kunne bo.

De fandt det dejligste lille hus med en smuk have og med den skønneste udsigt
ud over havet. Huset havde to etager med ialt 10 værelser. På alle værelserne var
der en seng, et bord, en stol og to skabe. For vinduerne hang flotte blomstrede gardiner.
Aben, Hunulven og Hanaben gik straks i gang med at gøre huset rent, og de lavede
det meget hyggeligt.
Dagene gik i det lille hus på havnen, og Hunulven blev tykkere og tykkere. Hunulven
glædede sig sådan til at ulveungerne skulle komme.
Aben passede den smukke have og såede blomster i smukke farver og lavede
en køkkenhave med dejlige grøntsager.
Hanaben nød livet og sad for det meste i en liggestol og så ud over havet. Der
gik dage og der gik nætter.
Så en nat skete der noget. Hunulven hylede højt, så det kunne høres på hele
havnen. Aben og Hanaben vågnede med et sæt, og løb ind til Hunulven. Ialt hylede
Hunulven fem gange, og der lå nu fem små ulveunger. Ungerne var meget
smukke og meget små.
Aben jublede og råbte: »Juhuuu, endelig kom ulveungerne«.
Hunulven så meget stolt ud og smilede sødt til sine små ulveunger.
Hanaben kløede sig bag øret og udbrød: »Hvor hulen kommer alle de unger
fra?«
Se Hanaben kunne ikke helt forstå at Hunulven kunne have så mange unger i
sin mave på en gang.
I samme nu lød et: »Båt, Båt, Båt«.
Aben for hen til vinduet for at se hvad det var for en larm.
De tre »båt« kom fra Regnbueskibet der var på vej ind i havnen.
»De tre måneder er gået«, råbte Aben, »Regnbueskibet er vendt tilbage«.
Mens Hunulven lå og passede på sine nyfødte ulveunger, løb Aben og Hanaben
ned til havnen for at tage imod skibet. Regnbueskibet kom i havn, og ud af skibet
kom Rotten, Rottens far og Ulven, og de tre råbte i kor: »Ohøøøj. Fra vands til
lands«.

Alle gav de nu hinanden et kram, men hov, der manglede jo en.
»Jamen«, udbrød Ulven, »hvor er min smukke Hunulv. Åhh, nej, hun er vel
ikke forsvundet«.
»Bare rolig«, sagde Aben med et glimt i øjet »Hunulven og fem små ulveunger
venter hjemme i vores lille hus på havnen«.
Nu spænede de alle sammen afsted mod huset, og Ulven kunne næsten ikke
vente med at se Hunulven igen og de fem små ulveunger.
De nåede til huset, og Aben viste vejen til Hunulven og de fem ulveunger.
Hvor blev Hunulven glad da hun så Ulven.
»Hvor har jeg savnet dig«, sagde Hunulven.
Ulven smilede til Hunulven og sagde: »I lige måde. Hvor har jeg dog glædet
mig til at se dig igen«.
Ulven så på de fem nyfødte ulveunger og sagde: »Hvor er det nogle søde og
meget smukke ulveunger«.
Hunulven, Ulven og de fem unger var nu en familie, og hvor var det dejligt.
Den nat sad de alle og talte om alt det som var sket i løbet af de tre måneder.
»Sikke et dejligt hus I har fundet, og hvor er her hyggeligt«, sagde Rotten.
»Ja«, svarede Aben, »hyggeligt er det. Vi har en dejlig have og en smuk udsigt
ud over havet«.
Hunulven så på Rottens far og spurgte: »Har I fanget nogle fisk?«
»Jaaa«, svarede Rottens far, »Rotten, Ulven og jeg har fanget maaange regnbuefisk.
Ja så mange at vi aldrig behøver at tage afsted igen. Nu kan vi alle bo
sammen i huset og vi kan hygge os lige så meget vi vil.
Sent om natten faldt de alle i søvn.
Tidligt den næste morgen skreg mågerne i havnen, fordi de var så glade for at solen
skinnede. Havet var stille, ja så stille som en græsplæne.
I huset var der stille. De fem ulveunger lå fredeligt og sov hos Hunulven. Ulven
lå stolt og så på sine små uldtotter. Ind i mellem sprællede ulveungerne med benene.
Det betød at ungerne drømte.

Snart vågnede Aben, Hanaben, Rotten, Rottens far og Hunulven.
De strakte sig og sagde i kor: »Godmorgen« .
Rotten kom på benene, og spurgte søvnigt: »Hvad skal vi spise til morgenmad?
«
Rottens far svarede: »Hvad siger I til regnbuefisk med chokoladesovs og kokos?
«
»Uhmm«, sagde Ulven, »Det lyder ikke så ringe endda«.
Aben, der var lidt morgensur svarede gnavent: »Hvorfor skal vi absolut altid
spise kød. Jeg er en abe og jeg spiser ikke kød at I ved det«.
Alle de andre skreg af grin, for de syntes det var så sjovt at Aben var en lille
morgengnavpot.
Rotten drillede lidt og sagde: »Thi-hi. Du kan jo gå ud i din køkkenhave og rive
et par friske gulerødder op af jorden«.
Aben rejste sig og gik, hvorpå hun sagde: »Ja det er lige hvad jeg kan, og det
har jeg også tænkt mig at gøre«.
Aben gik nu ud til sin køkkenhave for at hive gulerødder op.
Inde i huset blev de andre enige om at de ville spise morgenmaden under det
gamle egetræ ude i haven.
Rottens far lavede regnbuefisk med chokoladesovs og kokos, og herefter gik de
alle ud til Aben, undtagen ulveungerne der stadig sov.
Da de kom ud i haven så de at Aben allerede sad under det gamle egetræ. Egetræet
var 250 år gammelt og havde lange, tykke krogede grene. Grenene var spidse
i enderne, og de mindede om heksefingre. Egetræets blade var så store som
tallerkner. Faktisk var det gamle egetræ et meget sygt træ og havde derfor store
knuder på stammen.
Rotten så på Aben og sagde: »Det var ikke min mening at gøre dig vred. Men
jeg syntes det var lidt morsomt at du var en gnavpot«.
Aben smilede tilbage og svarede: »Det gør ikke noget. Jeg var jo også en gnavpot.
Jeg tror ikke jeg var helt vågen«.

Under det gamle egetræ stod et gammelt bord med stole omkring. Her satte de
sig alle ned og begyndte på morgenmaden.
Det gamle bord havde sin helt egen historie.
En berømt regnbuefisker havde engang for mange år siden lavet bordet af tømmer
fra et gammelt sørøverskib. Sørøverskibet var strandet i en orkan på en øde ø.
Skibet lå splintret i tusindvis af stykker, og af nogle af stykkerne lavede regnbuefiskeren
bordet.
Rotten syntes det var lidt sejt at bordet var lavet af tømmer fra et sørøverskib.
»Tænk«, sagde Rotten, »at bordets træ stammer fra et sørøverskib. Sørøverskibet
har sikkert været fyldt med en masse tyvekoster så som guld og diamanter, for sørøvere
stjæler fra andre. Jeg har engang set en film om sørøvere der sejlede afsted
på et sørøverskib. De sejlede til andre lande og røvede alle havnebyerne«.
Rotten var så optaget af sørøvere og sørøverskibe at han helt glemte at spise.
Mens han talte om sørøvere og sørøvertogt, sad Aben og så ned mod havnen.
På havnen var der kommet en masse dyr fra hele verden for at handle med alle
mulige varer.
Aben prikkede til Hunulven og hviskede: »Skal vi ikke gå ned på havnen for at
se på de mange varer når vi har spist?«
Hunulven så ned mod havnen og så herefter på Aben og hviskede: »Jo, det kan
vi godt. Det ser vel nok spændende ud med alle de varer«.
Da alle var færdige med at spise, sagde Aben: »Hunulven og jeg har tænkt os at
gå ned på havnen for at se på de mange spændende varer«.
»Ja«, sagde Hunulven, »Vil en af jer passe ulveungerne imens?«
Der var stille et øjeblik, og Ulven sagde så: »Okay. Jeg kan godt passe ulveungerne
imens, men det bliver på min måde. Hvis de ikke gør som jeg siger, knurrer
jeg af dem«.
Hunulven nikkede, men sagde ikke noget. Hvis Ulven skulle passe ulveungerne,
vidste hun godt at det var dumt at blande sig. Aben og Hunulven rejste sig op,
tog hinanden i hænderne og gik afsted mod havnen.

»Farvel«, råbte de i kor.
Da Aben og Hunulven var gået, trillede Rotten med øjnene og sagde: »Jeg tror
jeg vil ud at køre om kap på motorcross«, og straks tog han afsted mod havnebyens
motorcrossbane.
Hanaben gik op på sit værelse, satte sig ned foran sin computer og begyndte at
skrive om sin barndom. Da Hanaben var barn, levede han sammen med en abeflok
i Afrika.
Rottens far var træt, og derfor gik han op på sit værelse for at tage en lur.
Ulven lå på en madras i stuen foran fjernsynet og så ulvesport. Sporten går ud
på at fange flest får i løbet af ti minutter.
Endelig vågnede ulveungerne, og snart kravlede de rundt i hele stuen. Ungerne
havde fået øjne, og nu havde de travlt med at opdage den nye verden. En af ulveungerne
kravlede op på maven af Ulven. Ungen stak sin tunge frem og slikkede
ham i hele hovedet. Ulven begyndte at grine og glemte alt om fjernsyn og ulvesport.
De andre ulveunger ville være med til legen og snart kom de også hen til
Ulven og slikkede på livet løs.
Ulven spjættede med arme og ben mens han råbte: »Hold op I små terroristunger.
Jeg er ikke nogen slikkepind. Skal I ikke have noget morgenmad istedet?«
Ulveungerne peb i kor: »Juhuu, morgenmad«.
Ulven smurte nogle rugbrødsmadder med leverpostej og serverede dem for ulveungerne.
De spiste i haven, for der kunne de gnaske, smaske og svine lige så
meget de ville. Mens ulveungerne spiste madderne, gik Ulven tilbage til stuen for
igen at se ulvesport. Snart lød der en råben og skrigen ude fra haven. Ulveungerne
sloges om maden, for den ene af ungerne ville have det hele.
De kaldte på Ulven, og han for ud i haven og råbte: »Hvad er der galt«.
En af ungerne pegede til venstre og sagde: »Den store unge vil have alle madderne
for sig selv«.
Den ene ulveunge var meget større end de andre ulveunger og skulle derfor
have dobbelt så meget mad.

»Vær ganske rolig«, sagde Ulven, »Vi har masser af mad i huset, og der er mad
nok til alle.«
Ulven forsvandt ind i huset, hvor han lavede 30 leverpostejsmadder mere. Herefter
gik han ud i haven og serverede madderne til ungerne.
»Spis løs, mine ulveunger«, sagde Ulven.
Det gjorde ulveungerne, og denne gang var der mere mad end de kunne spise.
Alle ulveungerne blev mætte og deres maver lignede store oppustede balloner.
Ungerne havde spist alt for meget og var nu meget trætte. Ulveungerne lagde sig
ned under det gamle egetræ, og snart snorkede de om kap.
Ulven gik atter ind i huset og lagde sig på madrassen foran fjernsynet. En vigtig
kamp var startet, og Ulven råbte og skreg. Han havde satset 20 kr. på hvem der
ville fange flest får og dermed vinde kampen.
En gang for mange år siden havde Ulven selv gået til ulvesport. Ulven spillede
dengang på et hold hvor alle Ulve var sorte og havde gule tænder. Fordi alle ulvene
var sorte og havde gule tænder hed deres hold: »De sorte guldtænder«.
Ulven sad og så på den vigtige kamp og var meget spændt på at se hvem vinderen
blev. Han råbte og skreg og hoppede op og ned i luften. Pludselig hoppede Ulven
så højt at han stødte hovedet mod loftet. Han faldt til jorden med et brag og
gik ud som et lys. I fjernsynet fortsatte ulvesporten, men uden Ulven.
Rottens far, der lå og sov, vågnede med et sæt. Han havde hørt braget nede fra
stuen, og han løb straks derned.
Nede i stuen så Rottens far Ulven der lå med hovedet på gulvet og benene oppe
i sofaen.
»Det var mystisk«, tænkte Rottens far, »Hvad mon der er sket«.
Han ruskede i Ulven men han var ganske slap og livløs. Rottens far hev Ulven
op i sofaen, hentede et glas vand og kastede det lige i hovedet på ham. Nu skete
der noget. Ulven hostede, spyttede og spruttede, rejste sig op og så sig forvirret
omkring.
»Hvor er jeg? Hvem er jeg?«, mumlede Ulven.

Rottens far grinede og svarede: »Det er dig der er Ulven, og du ligger på sofaen
i vores lille hus ved havet«.
Ulven kom hurtigt på mærkerne, kløede sig bag øret og spurgte: »Hvem vandt
kampen i ulvesport?«
»Det ved jeg ikke«, svarede Rottens far, »For jeg har sovet til middag«.
Ulven slog op på tekst tv for at se hvem der havde vundet kampen.
»Hute-li-hut, Ju-bi-du-bi-duuuuuuu«, råbte Ulven.
Holdet, som Ulven havde satset på, havde vundet.
»Hvad har du vundet?«, spurgte Rottens far.
»Jeg har vundet 1000 kr.«, svarede Ulven glad, »Vi skal have ulvebryg, rottebrød,
abefrugtsalat, og ulveungerne skal have slik«.
Ulvefar sprang ud i haven og vækkede alle ulveungerne.
»Jeg har vundet 1000 kr., og derfor kan I få alt det slik I vil have«, råbte Ulven.
Ulveungerne råbte i munden på hinanden: »Vi vil have bolcher: abeprutter, ulvetænder,
rottelort, musebussemænd, bæverørevoks, kaninøjne og ulvebøvser«.
Ulven cyklede straks afsted på sin kænguru cykel der lignede en mellemting
mellem et løbehjul og en cykel.
Imens passede Rottens far ulveungerne som nu ville lege vilde lege.
»Skal ikke lege politi og røvere?«, spurgte den ene af ulveungerne.
De fire andre ulveunger hoppede, dansede og råbte i kor: »Juhuu, det kan vi
godt«.
To af ulveungerne skulle være politi. De fandt nogle flotte pistoler og politihjelme,
og nu lignede de rigtige politimænd.
De tre andre ulveunger skulle være røvere. De fandt nogle små hvide sten de
kunne bruge som diamanter, og de fandt nogle maskingeværer. Geværerne så meget
ægte ud, og de larmede som var der rigtige kugler i.
De tre røvere solgte stjålne diamanter til Rottens far som købte dem for en pose
vingummi. Røverne spiste straks alle vingummierne, og de syntes de havde gjort
en god handel. Da de havde spist alle vingummierne, var de så mætte at de væltede

omkuld og faldt i søvn.
Mens de tre røvere lå og sov, bandt politimændene dem med lakridssnore.
»I er anholdt for at sælge stjålne diamanter til Rottens far«, sagde politimændene
i kor.
De tre røvere vågnede og skreg i munden på hinanden: »Vi har ikke gjort noget.
Slip os fri«.
»Den er god med jer«, råbte politimændene, hvorefter de slæbte de tre røvere
ind i stuen hvor Rottens far sad.
Politimændene så på Rottens far og spurgte: »Er det disse tre røvere som har
solgt dig stjålne diamanter?«
Rottens far rynkede på panden, kneb øjnene sammen og svarede: »Det er lige
hvad det er«.
»Så er sagen opklaret«, sagde politimændene og så på røverne, »I tre kommer i
fængsel, og der skal I sidde i tusind dage og tusind nætter. I fængslet kan I kede jer
og tænke over det onde I har gjort«.
I samme nu bankede det på døren, og ind kom Aben og Hunulven. »Haaaløøøj
«, råbte Aben, »Så er vi tilbage. Der var en masse spændende varer nede på
havnen, men vi købte ikke noget«.
Hunulven så sig omkring og spurgte: »Hvor er Ulven?«
»Han er nede for at købe slik for 1000 kr. til os«, råbte ulveungerne i kor.
Hunulven stampede med benene i gulvet og råbte: »Slik for 1000 kr. Er han
gået fra forstanden. Vi har ikke råd til at bruge så mange penge på slik«.
Rottens far begyndte at grine, slog sig på lårene og sagde: »Bare rolig. Ulven
har vundet 1000 kr. i ulvesport, og derfor er der råd til at købe slik«.
Det bankede på døren, og ulveungerne stormede ud og lukkede døren op. Der
stod Ulven med to store poser.
»Jaba-da-ba-duuu«, råbte Ulven, »Her kommer jeg med slik og gaver«.
Ulveungerne jublede, hoppede og dansede mens de råbte: »Jibiiii, jibiiii«.
Ulven så alvorligt på ulveungerne og sagde: »Jeres legetøj ligger og flyder i

hele stuen. Når I har ryddet op, får I en pose fyldt med slik og ikke før«.
Nu fik ulveungerne travlt med at rydde op, for de kunne næsten ikke vente med
at smage på alt det dejlige slik.
Ulven hev en gave op af posen, gav den til Hunulven og sagde: »Til dig min
skat«.
»Ihhh«, sagde Hunulven, »En gave. Hvor er den fint pakket ind«.
Gavepapiret var gult med små røde blomster og var bundet sammen med en lyserød
sløjfe. Hunulven pakkede gaven op, og indeni lå en smuk sommerkjole.
Hunulven fældede en tåre, faldt Ulven om halsen og sagde: »Tusind tak for gaven.
Hvor var det sødt af dig. Kjolen er meget smuk, og jeg er meget glad for
den«.
Ulven smilede og svarede: »Det var så lidt«.
Snart var ulveungerne færdige med at rydde op, og de fik en kæmpe pose slik.
»Her har I jeres slik«, sagde Ulven, hvorefter han hældte det ud på bordet i en
stor bunke.
»Er du gal et slikbjerg«, råbte ulveungerne i kor.
Ulven smilede til ungerne og sagde: »Nu er det jeres opgave at dele det i 5 lige
store bunker«.
Nu fik ulveungerne travlt med at dele slikket og de gik straks igang.
Pludselig bankede det på døren.
»Dunk, dunk, dunk«, lød det.
Ulven gik ud til døren og lukkede op. Udenfor stod et lille dyr der var dækket
af mudder fra top til tå. Det eneste man kunne se af dyret var øjnene.
»Hør, hvem er du?«, spurgte Ulven
»Øhhhh«, sagde dyret, »Det er såmænd mig«.
»Jamen hør«, sagde Ulven, »Hvem er mig?«
»Se det er ikke let at vide«, svarede dyret.
Nu kom ulveungerne farende. De fik øje på dyret der var dækket af mudder fra
top til tå, og sikke et grineflip de fik. Nu begyndte dyret at danse og det vrikkede

med numsen mens det sang: »Og det var Roootten, og det var Roootten, olé, olé,
olé«.
Nu vidste Ulven og ulveungerne at det lille dyr var Rotten.
Aben, Hunulven, Hanaben og Rottens far kom alle ud til døren for at se på Rotten
som var dækket af mudder fra top til tå. Det så så sjovt ud at de alle grinede i
timevis.
Dagene gik i det lille hus på havnen.
En dag sad Aben og Rotten under det gamle egetræ ude i haven og talte om alt
det de havde oplevet sammen. Faktisk var både Aben og Rotten begyndt at kede
sig. Der var så stille i den lille havneby, og der skete aldrig noget.
Pludselig spærrede Rotten øjnene op, så på Aben og sagde: »Jeg har en idé«.
»En idé«, sagde Aben, »Hvilken?«
Rotten blinkede med det ene øje, smilede og spurgte: »Skal vi ikke rejse ud i
verden og opleve nye eventyr?«
Aben jublede, hoppede og dansede, mens hun råbte: »Juhuuu, nye eventyr«.
Aben og Rotten blev enige om at fortælle de andre om deres idé.
Om aftenen holdt de et møde.
Ulven, Hunulven, ulveungerne, Hanaben og Rottens far sad i sofaerne mens de
så på Aben og Rotten der stod og smilede.
»Nååå«, sagde Rotten, »er alle parate til at starte mødet?«
»Jeps«, sagde Ulven, Hunulven, ulveungerne, Hanaben og Rottens far i kor.
Rotten blinkede med det ene øje og sagde: »Aben og jeg har fået en idé«.
»En idé«, sagde Ulven, »Hvilken?«
»Lad høre«, sagde Hanaben og Rottens far i kor.
»All right«, sagde Rotten, »Nu vil Aben fortælle hvad idéen går ud på«.
»Hi-hi«, fnisede Aben, »Rotten og jeg keder os her i havnebyen, og derfor har
vi besluttet at rejse ud i verden og opleve nye eventyr«.
Der blev helt stille i stuen, og der var ingen der sagde noget.
»Hva´siger I så«, spurgte Rotten.

»Det er en smadder god idé«, sagde Rottens far, og de andre nikkede.
Den aften holdt de en stor fest for Aben og Rotten.
Tidligt den næste morgen vågnede Aben og Rotten.
Begge sprang de ud af sengen og råbte i kor: »Juhuu, nye eventyr«.
Aben og Rotten pakkede deres ting ned i nogle små gamle kufferter som de
havde købt på et loppemarked for 10 kr. stykket.
»Ihh«, sagde Aben, »Nu skal vi bare lige sige farvel«.
»Jaa«, sagde Rotten, »og så er vi dem der er daffet«.
Lidt efter var de alle samlet ude foran huset.
»Vi vil savne jer«, sagde Rottens far.
»Ha´en god tur«, sagde Hunulven.
Hanaben smilede og sagde: »Pas godt på jer selv«.
»Og pas godt på hinanden«, sagde Ulven.
Ulveungerne græd og mumlede i kor: »Uhu-huuu, hvem skal vi så drille?«
Aben og Rotten kyssede alle ulveungerne, gav dem et kram og sagde: »Så må I
drille hinanden, I små frækkerter«.
Aben og Rotten krammede Hunulven, Ulven, Hanaben og Rottens far, og alle
fældede de en tåre. De græd både af glæde og sorg på en gang. Det var godt for
Aben og Rotten at rejse ud i verden, men hvor var det sørgeligt at skulle sige farvel.
Aben og Rotten tog hinanden i hænderne og gik afsted.
Hunulven, Ulven, Ulveungerne, Hanaben og Rottens far stod foran det lille hus
og vinkede mens de råbte: »Farveeel«.
»Farveeel«, råbte Aben og Rotten i kor, »ha´ det godt til vi ses igen«.
Afsted gik Aben og Rotten nu på landevejen mod nye eventyr. Ude i horisonten
var solen ved at stå op, og den farvede himlen både gul, orange og rød.
»Ihhh«, sagde Aben, »hvor er jeg spændt på at se hvad vi oplever denne gang.
Måske kommer vi til en ny landsby, og måske møder vi dyr vi aldrig har set før«.
Rotten blinkede med det ene øje, vrikkede med numsen og sagde: »Det er ikke
let at vide hvad vi oplever denne gang. En landsby er en landsby og dyr er dyr. Du

er Aben og jeg er Rotten. Det er ganske sikkert og det er ganske vist«.m
Du Kan printe malebogen ud
billede for billede
Der er 44 dyr du kan farvelægge.