Grammatik i et Lappiske sprog. saaledes som det tales i Norsk ...

1. Kap. Substantiver. 5
§•6.
Substantivernes Boining, declinatio, tilkjendegiver sig, soin alle-
rede beraærket (§. 4.) ikke alene ved den Forandring Vokalerne og
Konsonanterne nndergaa i Ordenes sidste Stavelse, men Boiningen
udstrækker sin Indflydelse endog til tre Stavelser, saa at samtlige
disse Stavelsers Vokaler og Konsonanter ere Forandringer under-
kastede, hvilke Forandringer dog rette sig efter de for Bogstaver-
nes Forandringer og Overgange i forste Afdeling anforte Love.
Konsonanterne, s,om ved Ordenes Boining ere disse Forandringer
underkastede, ere de saakaldede Kjende-Konsonanter, om hvilke
ligeledes allerede er talt i forste Afdeling, og hvortil henvises.
§. 7.
De Forandringer Kjende-Konsonanterne undergaa ved Deklinerin-
gen ere enten Forstærkelser eller Forsvagelser. Forstærkelsen sker
paa trende Maader:
1. ved en simpel Fordobling, som: boaco, Bensdyr, pluralis: båccuk;
2. ved Tilfojelsen af en anden Konsonant, som: olnius, Menneske,
pluralis: olbmukj
3. ved Overgangen til en haardere Konsonant, som: hævo§, Hest,
pluralis : heppusak.
Forsvagelsen sker paa tvende Maader:
1. derved at Fordoblingen bortfalder, som: laibbe,Brod, pluralis: laibek;
2. ved Overgangen til en blodere Konsonant, som: dappe, Skik, plu-
ralis : davek.
§•8.
Disse Kjende-Konsonanternes Forandringer og Overgange ere
imidlertid ikke nodvendige Betingelser for Deklineringen, da Kjende-
Konsonanterne under samme ogsaa kunne blive aldeles uforandrede,
hvilket er Tilfældet med Ord af anden Deklination.
Forandringer i Ordenes sidste Stavelse ere heller ikke nodven-
dige Betingelser for Deklineringen; i flere Forholdsformer forbliver
sidste Stavelse i mange Ord i Singularis, navnligen i alle dem af
anden Deklination, aldeles uforandret. Meget ofte er det ikkuns
næstsidste Stavelse, der ved Deklineringen bojes eller forandres.
§9.
I forste Deklination:
1. forenkles og forsvages Rodens dobbelte og haarde Kjende-Kon-
sonanter;