Grammatik i et Lappiske sprog. saaledes som det tales i Norsk ...

3. Kap. Pronominer. 65
§. 149.
Dette Pronomen forenes som oftest med locativus casus af
Pronomen mån, dån, san, hvilket sidste sættes umiddelbar foran,
som: must aldam, dust aldad, sust aldes, o. s. v.
§. 150.
lm, jeg ikke; ik, du ikke; i, ikke, han, hun, den, det ikke.
Ved en Forening eller Sammensmeltning af pronomen suffixum,
am, at og es med Ordet i er fremkommet dette nægtende Person-
Ord, der fremtræder i alle tre Talformer.
Singularis.
lm, ik, i.
Dualis.
Æra, æppe, æva.
Pluralis.
Æp, æppet, æi.
§. 151.
De tvende forste Personer im, ik, bruges kuns i casus nomi-
nativus og tilfojes ikkuns de personlige Pronominer mån og dån;
tredie Person derimod kan tilfojes ethvertsomhelst Ord. Naar de
tvende forste Personer, im, ik, forenes med Pronominerne mån og
dån, da kunne disse sidste sættes baade foran og bagefter; det
samme er Tilfældet med de Ord, som tredie Person, i, forenes med.
§. 152.
Amam, for at ikke jeg; amad, for at ikke du; åmas, for at ikke
han, hun, den, det.
"Ved en lignende Forening eller Sammensmeltning af pronomen
suffixum am, at og es med Ordet arna er ligeledes dette nægtende
personlige Pronomen fremstaat, som bruges i alle tre Talformer.
Singularis.
Amam, amad, åmas.
Dualis.
Amame, amade, araasga.
Pluralis.
Amamek, araadek, amasek.
§. 153.
Hvad der i §. 151 er sagt om forste og anden Person, im og
ik, gjælder ogsaa for dette Pronomens forste og anden Person,
5