thy masterclass kammermusikfestival - Thy Chamber Music Festival

THY MASTERCLASS ♦ PROGRAMBOG 2012 

THY MASTERCLASS 

KAMMERMUSIKFESTIVAL 

2012 

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56

Bestyrelse: 

Aase Odfeldt, formand 

Bente Mosumgaard, næstformand 

Kristian Bech 

Erik Lyng 

Axel B. Nielsen 

Adresse: Todbølvej 16, 7752 Snedsted 

Tlf. : 9792 0902 eller 9793 4892 

E-mail: mail@thychambermusicfestival.dk 

www.thychambermusicfestival.dk 

Tekst: Orla Vinther 

Redaktion: Jørgen Munk 

Sats og layout: Aase Odfeldt 

Forsidefoto og billedredaktion: Knud Erik Jensen 

Tryk: Trykkeriet Friheden

INDHOLD 

Præsentation af lærerne side 4 

Præsentation af deltagerne side 6 

Fredag den 17. august kl. 19.30 Thisted Musikteater, Håndværkertorv 1, 7700 Thisted side 9 

Lørdag den 18. august kl. 15.00 Ansgarkirken, Ansgarvej 15, 7950 Øster Jølby, Mors side 12 

Lørdag den 18. august kl. 15.00 Folkecenter f. Vedv. Energi, Kammersgårdsvej 16, Ydby 7760 Hurup side 16 

Søndag den 19. august kl. 15.00 Kirsten Kjær Museet, Langvadvej 64, 7741 Frøstrup side 21 

Søndag den 19. august kl. 19.30 Thy-Mors HF og VUC, Munkevej 9, 7700 Thisted side 27 

Tirsdag den 21. august kl. 19.30 Musikværket, Gasværksvej 10, 7900 Nykøbing side 33 

Tirsdag den 21. august kl. 19.30 Utzon Center, Slotspladsen 4, 9000 Aalborg side 34 

Onsdag den 22. august kl. 19.30 Klitmøller Kirke, Vangvej 8, Klitmøller, 7700 Thisted side 35 

Onsdag den 22. august kl. 19.30 Viborg Musiksal, Gravene 25, 8800 Viborg side 36 

Torsdag den 23. august kl. 19.30 Vestervig Kirke, Klostermøllevej 71, 7770 Vestervig side 42 

Fredag den 24. august kl. 19.30 Vorupør Kirke, Bredkærvej 1, 7700 Thisted side 48 

Lørdag den 25. august kl. 15.00 Thisted Musikteater, Håndværkertorv 1, 7700 Thisted side 49 

Lørdag den 25. august kl. 19.30 Bakkegaarden, Bakkegaardsvej 4, 7742 Vesløs side 50 

Søndag den 26. august kl. 15.00 Kirsten Kjær Museet, Langvadvej 64, 7741 Frøstrup side 51 

En note om Franz Schubert og hans tid (1797-1828) side 52 

Skolekoncerter og åbne prøver side 55 

Programbogen 2012 har enkelte henvisninger til programbøger fra tidligere år. Disse kan 

downloades eller læses på www.thychambermusicfestival.dk (information/program booklets). 

Så vidt muligt gennemføres koncerterne efter de planlagte programmer, men ændringer kan forekomme.

THY MASTERCLASS 

Lige siden begyndelsen af 1990’erne, 

hvor nogle fremsynede Thistedborgere 

fostrede ideen om Thy Masterclass, har 

der været et internationalt tilsnit over 

foretagendet. 

Udgangspunktet var ganske vist nogle 

danske sommerhuse i Klitmøllerområdet, 

der uden for turistsæsonen stod delvis 

ubenyttede; men det var Christine Paraschos, 

græsk-amerikansk pianist med 

sæde i Paris, der blev den første kunstneriske 

leder af Thy Masterclass. 

Linjen er fortsat. Efter Christine Paraschos´ 

død påtog Craig Goodman sig ansvaret for 

at føre den kunstneriske linje videre, og en 

lokalkomité har formået at skaffe mere 

tidssvarende rammer, end sommerhusene 

i dag ville kunne tilbyde. Craig Goodman fra 

Strasbourg, Daniel Blumenthal fra Bruxelles 

og vore egne Elisabeth Zeuthen Schneider 

og Morten Zeuthen borger for international 

kvalitet i lærerkredsen, der i 2006 blev 

udvidet med den ungarske bratschist Máté 

Szücs. Også på deltagerlisten har der gennem 

årene været en rig repræsentation fra 

Nord- og Sydamerika, Asien og naturligvis 

Europa. Derved er et af organisationens 

erklærede formål opfyldt: at medvirke til 

mellemfolkelig forståelse, hvortil sammenspil 

er et af de bedste midler. 


LÆRERNE 

Craig Goodman (f. 1957) har altid gjort 

tingene lidt anderledes. 

Han er amerikaner af fødsel, opvokset 

og uddannet i Wien, Paris og New 

York. Efter sin uddannelse hos Marcel 

Moyse og Tom Nyfenger blev han engageret 

som solofløjtenist i Philadelphia 

Operaorkester under Julius Rudel. 

Kort derefter flyttede han til New York, 

hvor han efter succes inden for de traditionelle 

områder (konkurrencer, solo- 

og kammermusikkoncerter, orkesteransættelser) 

valgte at flytte til Paris. 

Herfra begyndte en ”ny” karriere med 

flere facetter, som påkaldte sig bl. a. 

Yehudi Menuhins, Leonard Bernsteins 

og Henri Dutilleux’s interesse. 

Som udøvende kunstner spiller han 

koncerter i mange af verdens hovedstæder 

såvel som i mere ydmyge omgivelser. 

Som komponist er Craig Goodman ophavsmand 

til en række værker, der er 

udpræget lyriske, og som ofte involverer 

dans og teater. 

Som underviser, både i sin egenskab af 

professor ved konservatoriet i Strasbourg 

og gennem udstrakt kursusvirksomhed, 

har Craig Goodman på et traditionsbevidst 

grundlag hjulpet mange 

fløjtenister og kammermusikgrupper til 

at finde deres egen stil. 

Craig Goodman har siden 1998 været 

kunstnerisk leder af Thy Masterclass. 

www.flutist.com/goodman 

Daniel Blumenthal (f. 1952) er klaverprofessor 

ved Det Kgl. Flamske Musikkonservatorium 

i Bruxelles og desuden 

en meget flittig koncertgiver over det 

meste af verden. Allerede tidligt blev 

han kosmopolit. Han er født i Tyskland, 

startede sin klaverkarriere som femårig(!) 

i Paris og fortsatte sin uddannelse 

i USA sluttende på den berømte 

Juilliard School of Music i New York. 

Som ung vandt han et utal af klaverkonkurrencer. 

Nu sidder han i stedet for i 

dommerpanelerne. 

Som koncertpianist deler han sig mellem 

solokoncerter, akkompagnementsopgaver 

og kammermusik. Dertil kommer en 

meget omfattende cd-produktion med 

mere end 80 indspilninger. 

Daniel Blumenthals eget repertoire er 

meget omfattende. Hans Bachspil er bemærkelsesværdigt, 

men også den store 

romantiske klavermusik ligesom den helt 

nye musik mestrer han med overlegen 

teknik og stilistisk indlevelse. 

www.danielblumenthal.com 

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56

Morten Zeuthen (f. 1951) er sin generations 

førende danske cellist. 

Han studerede hos Paul Tortelier og Asger 

Lund Christiansen. Fra 1978 til 1996 

var han første solocellist i Det Danske 

Radiosymfoniorkester og har siden været 

celloprofessor på Det Kgl. Danske 

Musikkonservatorium. 

Han var medstifter af Kontrakvartetten, 

Skandinaviens førende strygekvartet, 

som han var medlem af fra 1974 

til 2000. 

Morten Zeuthen har en international 

karriere som kammermusiker og solist. 

Således modtog han i 1994 en Grammy 

for ”Årets Klassiske Udgivelse” (en cd 

med indspilningen af Johann Sebastian 

Bachs solosuiter) og i 2006 en 

Grammy for ”Årets Soloudgivelse” (cd’en 

L’Homme Armé med ny dansk musik for 

solocello). Morten Zeuthen spiller på en 

Giuseppe Rocca-cello fra 1845. 

www.mortenzeuthen.dk 

Elisabeth Zeuthen Schneider (f. 1956) 

er uddannet i København hos Milan Vitek 

og Endre Wolf. I USA videreførte hun 

sin uddannelse hos medlemmer af Budapesterkvartetten 

og Isidore Cohen fra 

Beaux Arts-trioen, ligesom hun dyrkede 

specielt barokstil hos Stanley Ritchie 

i Indiana. Det har ført til en række cd- 


indspilninger af alle Matthesons og 

Händels violinsonater. 

Som orkestermusiker har Elisabeth 

Zeuthen Schneider virket som assisterende 

koncertmester både i Det Kgl. 

Kapel og i Det Danske Radiosymfoniorkester. 

Som docent på Det Kgl. Danske 

Musikkonservatorium forener hun nu sin 

interesse for kammermusik og undervisning 

med en betydelig koncertvirksomhed 

og cd-indspilninger. Hun har 

f.eks. indspillet alle Schumanns violinsonater. 

Elisabeth Zeuthen Schneider spiller på 

en Giovanni Battista Grancino fra 1701. 

www.damu.dk/zeuthen 

Máté Szücs er født i Ungarn 1978. Begge 

forældre beskæftigede sig professionelt 

med musik, moderen som operasanger 

og pædagog, faderen som komponist og 

dirigent. Allerede som femårig begyndte 

Máté Szücs at spille violin, og som teenager 

gjorde han sig bemærket både som 

solist og kammermusiker. I 1990’erne slog 

han sig ned i Belgien, hvor han vandt anerkendelse 

som kammermusiker på violin 

og bratsch. 

Máté Szücs har været solobratschist i 

Royal Philharmonic Orchestra of Flandern 

og i Bamberger Symphoniker. 

I 2006 vandt han stillingen som solo- 

bratschist i Staatskapelle Dresden, en 

stilling, der på det tidspunkt havde været 

ubesat i 13 år. I 2007 konkurrerede han 

sig til den meget attraktive plads som 

solobratschist i Radio Sinfonie Orchester 

(RSO) Frankfurt am Main. I august 2011 

tiltrådte Máté Szücs stillingen som solobratschist 

i Berlinerfilharmonikerne. 

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56


Craig Goodman, fløjte Daniel Blumenthal, klaver Elisabeth Zeuthen Schneider, Máté Szücs, bratsch Morten Zeuthen, cello 

violin 

Alexandre Vay, cello Ander Cabello, kontrabas Benjamin Mitchell, klarinet Bernadett Kis, bratsch Carl-Oscar Østerlind, cello 

Ella Rundle, cello Ivana Jašová, violin Jing Qiao, violin Lucia Ortiz Saúco, bratsch Marie-Claudine Papadopoulos 

violin 

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56


Matan Gilitchensky, Peter Clark, violin Rima Khatchaturian, klaver Samsun van Loon, cello Suyeon Kang, violin 

bratsch 

Stacie Mickens, horn 

Yeh-Chi Wang, fagot 

DELTAGERNE 2012 

Alexandre Vay, cello, 26 år. Fransk, bosiddende i Tyskland. Begyndte at spille som syv-årig. Studerer på Hochschule für 

Musik, Karlsruhe. Tidligere på Conservatoire National Superior de Musique, Lyon. Vandt tredieprisen i The International 

Chamber Music Max Reger Competition, Tyskland. Har siden 2009 undervist på Academie de musique de Trouville. 

Ander Cabello, kontrabas, 25 år. Spansk, bosiddende i Tyskland. Begyndte at spille som 12-årig. Studerer på 

Orchester-Akademie der Berliner Philharmonie, tidligere på Hochschule für Musik Hanns Eisler, Berlin, Música Reina 

Sofia, Madrid, og Musica Jesús Guridi, Vitoria-Gasteiz, Spanien. Spiller i Deutsche Symphonie Orchester, Berlin, samt 

i Berlinerfilharmonikerne. 

Benjamin Mitchell, klarinet, 31 år. Amerikaner, bosiddende i Schweiz. Begyndte at spille som 12-årig. Studerer på 

Züricher Hochschule der Künste, tidligere Indiana-, Rice- og California Universities. Har spillet med orkestre i USA og 

Schweiz. Vundet flere amerikanske priser. Omfattende pædagogisk virksomhed. 

Bernadett Kis, bratsch, 26 år. Ungarer, bosiddende i Berlin. Begyndte at spille som fire-årig. Uddannet ved Béla Bartók 

Fachschule für Musik og Franz Liszt Universität für Musik i Budapest. Studerer nu på Hanns Eisler Hochschule für 

Musik, Berlin, hvor hun også assisterer i forskellige orkestre. 

Carl-Oscar Østerlind, cello, 28 år. Dansker. Begyndte at spille som 13-årig. Uddannet på Det Kongelige Danske 

Musikkonservatorium, København, Edsberg Instituttet, Stockholm, og University of Southern California, Los Angeles. 

Solistdebut fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium maj 2012. Østerlind, der i 2010 vandt førsteprisen ved Den 

Danske Strygerkonkurrence i Aarhus, har turneret som solist og kammermusiker i Europa og USA. 

www.carlosterlind.com 

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56


Ella Rundle, cello, 24 år. Englænder. Begyndte at spille som otte-årig. 

Uddannet ved Yehudi Menuhin School og Guilford School of Music, 

London. Studerer nu på Universität der Künste, Berlin. Vundet flere 

europæiske priser, medlem af Nagata Quartet. 

Ivana Jašová, violin, 24 år. Serber, bosiddende i San Francisco. Begyndte 

at spille som otte-årig. Uddannet på University of California, Los Angeles, 

San Francisco Conservatory of Music og Music Academy, Novi Sad, 

Serbien. Hun har vundet priser i USA og Serbien. Har som kammermusiker 

turneret med Lontano String Quartet i Schweiz og USA. 

Jing Qiao, violin, 26 år. Kineser, bosiddende i USA. Begyndte at spille 

som seks-årig. Er uddannet på Sichuan Conservatory of Music, University 

of National Singapore, Oberlin Conservatory of Music og Northwestern 

University, School of Music. Har vundet flere priser i USA. Som solist og 

kammermusiker har hun turneret i USA, Kina og Europa. 

Lucia Ortiz Saúco, bratsch, 24 år. Spansk. Begyndte at spille som otteårig. 

Studerer på Hochschule für Musik Hanns Eisler, Berlin, tidligere 

Hochschule für Musik, Freiburg, og Royal College of Music, London. 

Vundet flere europæiske priser. Har spillet i mange spanske orkestre og i 

Gustav Mahler Jugendorchester siden 2009. 

Marie-Claudine Papadopoulos, violin, 25 år. Fransk. Begyndte at 

spille som 5-årig. Uddannet på Conservatoire National de Région de 

Strasbourg og Musikhochschule Karlsruhe. Studerer nu på Musikhochschule 

Mannheim. Har vundet flere europæiske priser, sidst førsteprisen 

ved Violin Competition of the Kulturkreis der Deutschen 

Wirtschaft, ”Sound and Explanation”, München 2012. Omfattende 

virksomhed som solist og kammermusiker. 

www.marieclaudinepapadopoulos.com 

Matan Gilitchensky, bratsch, 24 år. Israeler. Begyndte at spille violin 

som syv-årig og bratsch som femten-årig. Studerer på Universität 

der Künste, Berlin, tidligere the Buchmann-Metha School of Music, 

Tel Aviv. Modtaget flere priser i Europa. Har bl. a. været solist ved Tel 

Aviv Soloist Ensemble. 

Peter Clark, violin, 23 år. Australier. Begyndte at spille som fireårig. 

Studerer på Australian National Academy of Music, tidligere på 

University of Melbourne. Har vundet flere australske priser. Spiller 

regelmæssigt med the Australian Chamber Orchestra og har turneret 

med dem i såvel Australien som i USA. 

Rima Khatchaturian, klaver, 28 år. Armenier. Begyndte at spille som 

syv-årig. Er uddannet på Lithuanian Academy of Music and Theatre 

samt Hochschule für Musik and Theater i Hannover. Har vundet 

adskillige europæiske priser og har koncerteret i mange europæiske 

lande. 

Samsun van Loon, cello, 28 år. Amerikaner. Begyndte at spille klaver 

som tre-årig og cello som ti-årig. Er uddannet på San Francisco 

Conservatory of Music. Vundet flere amerikanske priser. Aktiv som 

kammermusiker og lærer. 

Suyeon Kang, violin, 22 år. Født i Sydkorea, nu australier. Begyndte 

at spille som seks-årig. I 2011 debuterede hun med udmærkelse fra 

Hochschule für Musik, Nürnberg. Har vundet priser i Australien, 

Tyskland og Norge. Suyeon Kang har været solist med Bayerischer 

Rundfunk Orchester og diverse australske orkestre. Underviser som 

assistent for prof. Daniel Gaede. http://suyeonkang.com 

Stacie Mickens, horn, 32 år. Amerikaner. Begyndte at spille klaver 

som fem-årig og horn som ti-årig. Uddannet på University of 

Michigan, Luther College, Iowa, og University of Wisconsin-Madison. 

Doctor of Musical Arts (DMA) i 2012. Omfattende virksomhed som 

orkestermusiker og solist. 

Yeh-Chi Wang, fagot, 32 år. Taiwaneser, bosiddende i USA. Begyndte at 

spille som 10-årig. Studerer på Michigan State University, tidligere på 

Cleveland Institute of Music. Har spillet i talrige professionelle orkestre 

i USA. Siden 2004 solofagottist i Hartford Symphony Orchestra. 

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56

Carl Nielsen (1865-1931) 

Serenata in vano (1914) 

for klarinet, fagot, horn, cello og kontrabas 

klarinet: Benjamin Mitchell 

fagot: Yeh-Chi Wang 

horn: Stacie Mickens 

cello: Ella Rundle 

kontrabas: Ander Cabello 

Franz Schubert (1797-1828) 

Introduktion, tema og 7 variationer i e-mol, D 802 (1824) 

over lieden Trockne Blumen fra sangkredsen Die schöne Müllerin 

for fløjte og klaver 

fløjte: Craig Goodman 

klaver: Daniel Blumenthal 

Poul Ruders (f. 1949) 

Vox in Rama (1983) 

for klarinet, forstærket violin og klaver 


violin: Suyeon Kang 


--- Pause --- 


ThisTED musikTEATER, 7700 ThisTED 

fREDAG DEN 17. AuGusT kL. 19.30 


Kvintet i A-dur D 667, Die Forelle (1819) 

for violin, bratsch, cello, kontrabas og klaver 

Allegro vivace 

Andante 

Scherzo: Presto 

Tema med variationer: Andantino 

Finale: Allegro giusto 


bratsch: Lucia Ortez Saúco 




Thisted Musikteater 

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56

Den danske komponist, violinist og 

dirigent Carl Nielsen (1865-1931) er en 

af de største skikkelser i dansk musik, og 

hans indflydelse på de følgende generationer 

af danske komponister har 

været betydelig. Især fra begyndelsen 

af 1960’erne har hans værker desuden 

vundet stadig større international opmærksomhed 

og anerkendelse. Carl 

Nielsens produktion spænder over bl.a. 

orkester-, kammer- og klavermusik, koncerter, 

operaer og anden scenemusik og 

ikke mindst en perlerække af danske 

sange. 

Carl Nielsen skrev Serenata in vano 

(Forgæves serenade) i 1914 på opfordring 

af en gruppe musikere fra Det Kgl. Kapel, 

som planlagde en turné. Her havde man 

bl.a. Beethovens septet (for klarinet, 

horn, fagot, violin, bratsch, cello og 

kontrabas) på programmet. Serenaden, 

hvis lidt usædvanlige besætning (klarinet, 

horn, fagot, cello og kontrabas) 

sikkert er valgt for at matche Beethovens 

instrumentarium, skrev Nielsen på få 

dage i maj på et tidspunkt, hvor også 

de første ideer til hans 4. symfoni (Det 

Uudslukkelige) opstod. 

Titlen Forgæves serenade antyder 

værkets karakter af forgæves kurmageri. 

Om værket skrev komponisten: 


Serenata in vano er en let spøg. Herrerne 

spiller først lidt chevaleresk og flot for 

at lokke den Skønne frem paa Balkonen, 

men hun viser sig ikke. Saa spiller de 

lidt rørende (poco adagio) men det 

hjælper heller ikke. Da de nu har spillet 

forgjæves (in vano) er de lige glade med 

det hele og ’tøfler’ hjemad under den lille 

Slutningsmarsch, som de spiller for deres 

egen Fornøjelse. 

Variationerne i e-mol for fløjte og klaver 

over lieden Trockne Blumen fra 1824 er 

forbundet med Franz Schuberts første 

store sangkreds, Die schöne Müllerin fra 

1823. Trockne Blumen indgår i denne 

store fortælling om den unge møllersvend 

og hans ulykkelige kærlighed til den 

smukke møllerdatter 

I såvel Die schöne Müllerin som i 

sangkredsen Winterreise (1827) spiller 

vandrermotivet en rolle. I første del 

af Die schöne Müllerin som symbol på 

ungdom og optimisme. I sangkredsens 

sidste del, hvor realiteterne knuser den 

unge møllersvends forelskede drømme, 

som symbol på håbløshed og fortvivlelse, 

der får selvmordet som konsekvens. I 

lieden Trockne Blumen har møllersvenden 

opgivet ethvert håb og ser døden som 

eneste udvej: 

Ihr Blümlein alle, die sie mir gab, 

euch soll man legen mit mir ins Grab. 

Alle I blomster, som hun mig gav, 

jer skal man lægge hos mig i min grav. 

I den langsomme indledning (Andante) 

anslår Schubert en dyster stemning. 

Musikken klinger som en sørgemarch. 

De syv variationer, der følger, er i 

modsætning hertil brillante og udadvendte 

på en måde, der stiller virtuose 

krav til musikerne (se note om tema med 

variationer i programbog 2011 side 54). 

Poul Ruders (f. 1949) er uddannet i klaver 

og orgel ved konservatorierne i Odense og 

København. Indtil 1991 virkede han som 

organist. Musikkritikere har fremhævet 

Ruders’ virtuose orkesterteknik på trods 

af, at han som komponist hovedsagelig 

er selvlært. Poul Ruders har skrevet 

korværker, kammermusikværker og værker 

for soloinstrumenter, der har vakt 

opmærksomhed og bred anerkendelse 

i og uden for Danmark. Det er dog 

orkesterværkerne, der har skaffet Ruders 

størst berømmelse, og han regnes for 

en af de betydeligste symfonikere i 

efterkrigstidens Danmark. 

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56

Hans tidlige værker er inspireret af 

middelalder- og renæssancemusik; men 

i 1980’erne ændres hans stil i retning 

af det programmusikalske – gerne i 

grotesk og effektfuld tilspidsning som i 

orkesterværket Således saae Johannes 

1984 og den første symfoni Himmelhoch 

jauchzend – zum Tode betrübt 1989. 

Ruders har komponeret operaerne Tycho 

1986, Tjenerindens Fortælling 1998 og 

Proces Kafka 2003 (skrevet til indvielsessæsonen 

for Operaen på Holmen). 

I 2007 afsluttede han operaen Dancer 

in the Dark (over Lars von Triers film 

af samme navn), som blev uropført i 

København 2010. 



Om Vox in Rama fortæller Poul Ruders: 

Trioen Vox in Rama for klarinet, forstærket 

violin og klaver er komponeret i 1983 

som et bestillingsværk fra Akademiet for 

de Skønne Kunster. 

Stykket er en voldsom scherzo, en slags 

tonedigt, hvis indhold afspejler den 

dybe fortvivlelse i de følgende linier fra 

Matthæusevangeliet: 

En Røst hørtes i Rama, Graad og megen 

Jamren; Rachel græd over sine Børn og 

vilde ikke lade sig trøste, thi de ere ikke 

mere. 

Matthæusevangeliet 2:18 

I sommeren 1819 rejste Franz Schubert 

(1797-1828) sammen med sangeren 

Johann Michael Vogl til dennes hjemegn 

ved byen Steyr 125 km SV for Wien. 

Her begyndte Schubert at arbejde på 

klaverkvintetten i A-dur, kendt som 

Forellekvintetten på grund af variationerne 

i fjerde sats over melodien til 

hans lied Die Forelle (1817, D 550). 

Værket var tiltænkt Vogls ven, Sylvester 

Paumgartner, borgmester og amatørmusiker, 

der jævnligt afholdt musikalske 

sammenkomster i sit hjem, hvor 

også Schubert og Vogl optrådte som 

selvskrevne og fejrede gæster. Værket 

blev komponeret for samme besætning 

som Johann Nepomuk Hummels meget 

populære klaverkvintet i es-mol op. 87 

fra 1802, der blev opført på Thy Kammermusikfestival 

i 2008. Paumgartner 

foreslog Schubert at komponere en 

variationssats over melodien til Die 

Forelle med tekst af digteren Ch.F.D. 

Schubart (1739-91). Schubart skrev 

digtet i 1783 i fængslet Hohenasperg, 

hvor han sad indespærret i 10 år uden 

dom for at have fornærmet hertugen af 

Württemberg. 

Die Forelle er sangen om fisken, der 

narres og bliver fanget af fiskeren − 

måske et billede på digterens egen 

skæbne. I kvintettens lyse og optimistiske 

første sats i A-dur viser Schubert i 

hovedtemaet sit enestående melodiske 

talent. I den rolige anden sats i F-dur 

præsenteres temaet først i klaveret. 

Over fjernere tonearter fører udviklingen 

til præsentationen af yderligere to 

tematiske ideer. Tredje sats, en scherzo 

med trio, fører til den berømte fjerde sats 

med tema og fem variationer (se note om 

tema med variationer i programbog 2011 

side 54). Finalen – med dens indslag af 

ungarske danserytmer – vender tilbage til 

hovedtonearten A-dur og værket slutter 

i samme lyse og livsglade stemning, som 

det begyndte. 

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56


ANsGARkiRkEN, 7950 øsTER jøLby 

LøRDAG DEN 18. AuGusT kL. 15.00 

François Devienne (1759-1803) 

Kvartet i C-dur op. 73 nr. 1 (1798) 

for fagot, violin, bratsch og cello 

Allegro spiritoso 

Adagio cantabile 

Rondo: Allegro moderato 



bratsch: Máté Szücs 

cello: Samsun van Loon 

Alfred Schnittke (1934-98) 

Hymn II (1974) 

for cello og kontrabas 

Adagio 



--- Pause --- 


Oktet i F-dur D 803 (1824) 

for klarinet, fagot, horn, 2 violiner, bratsch, cello og kontrabas 

Adagio – Allegro 

Adagio 

Allegro vivace – Trio 

Andante: Tema med syv variationer 

Menuetto: Allegretto 

Andante molto – Allegro 




violin 1: Jing Qiao 

violin 2: Suyeon Kang 




Ansgarkirken, Øster Jølby 

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56

François Devienne (1759-1803). 

Portrættet er udført af billedkunstneren 

Jacques-Louis David 

Franskmanden François Devienne (1759- 

1803) er i dag kun lidt kendt, men var i sin 

samtid berømmet som en talentfuld og 

produktiv komponist. Desuden var han 

efterspurgt som solist og orkestermusiker 

på både fløjte og fagot. Fra 1795 var han 

fløjteprofessor ved Conservatoire de Paris 

samtidig med, at han spillede fagot i 

Opéra National de Paris. 

Deviennes produktion er enorm og omfatter 

omkring 300 instrumentalværker, 

heriblandt fløjtekoncerter, fagotkoncerter, 

fagotsonater, sinfoniaer for blæserensembler, 

kvartetter, trioer og operaer,. 


Hertil kommer, at Devienne skrev en 

meget anerkendt bog om fløjtespil, 

Méthode de Flûte Théorique et Pratique 

(1793), som blev trykt i flere oplag. 

Devienne døde den 5. september 1803 

– psykisk nedbrudt af overanstrengelse. 

Kvartetten for fagot, violin, bratsch 

og cello op. 73 nr. 1, der står på 

årets program, er den første af tre, 

som blev udgivet i 1798 og tilegnet 

komponistkollegaen Garnier de Lyon. 

Kvartetten er et smukt eksempel på 

Deviennes elegante og formfuldendte 

skrivemåde, der bringer Mozarts og 

Haydns wienerklassiske stil i erindring 

(der er gode grunde til, at Devienne 

fik tilnavnet “den franske Mozart”). 

Som helhed er Deviennes fagotkvartet 

præget af den ynde og fornemme 

balance, der ikke blot kendetegner 

den musikalske højklassik, men også 

billedkunstneren Jacques-Louis Davids 

fine portræt af komponisten på denne 

side. 

I første sats, Allegro spiritoso, som er en 

bredt anlagt sonateform, præsenteres det 

varmt syngende hovedtema af violinen. 

Det overtages senere af fagotten, der 

allerede i hovedtemaets videreføring tildeles 

en så udpræget solistisk rolle, at 

satsen nærmest har karakter af en koncert 

for fagot og strygere. I overledningen til 

sidetemaet hører vi en mørktfarvet og 

meget udtryksfuld dialog mellem cello og 

fagot. Sidetemaet spilles af violinen. Den 

omfangsrige gennemføringsdel indledes 

med et citat af hovedtemaet i strygerne, 

hvorefter fagotten igen tager føringen 

indtil den ændrede og forkortede reprise. 

I den langsomme, smukt klingende anden 

sats, Adagio cantabile, synger fagotten 

sin tredelte arie til strygernes udsøgte 

akkompagnement. En dansende Rondo: 

Allegro moderato afslutter denne velskrevne 

fagotkvartet. 

Alfred Schnittke (1934-98), Edison 

Denisov og Sofia Gubaidulina regnes 

for Ruslands førende komponister i generationen 

efter Dmitrij Sjostakovitj 

(1906-75). Schnittke blev født i Engels, 

hovedstaden i den volga-tyske autonome 

republik. Sin første formelle musikundervisning 

modtog Schnittke i 

Wien, hvor faderen fra 1946-48 redigerede 

en avis for de sovjetiske besættelsesstyrker. 

Fra 1948 fulgte en 

årrække med musikstudier i Moskva, 

som han afsluttede i 1961. Indtil 1972 

var Schnittke lærer ved konservatoriet 

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56

i Moskva. Derefter faldt han i unåde, 

blev afskediget og ernærede sig indtil 

1989 ved at skrive musik til film og 

teaterstykker. 

Reginal Gray´s portræt af den 38-årige 

Alfred Schnittke 

Efter den 20. partikongres i 1956 lagde 

Khrustjov afstand til flere sider af 

Stalintidens undertrykkende politik, og 

en vis kulturel åbning mod Vesten fandt 

sted. Om mødet med den vesteuropæiske 

modernisme udtalte Schnittke senere: 

Vore forestillinger ændrede sig; vor 

dannelse fik dybere dimensioner. På 

den baggrund erhvervede Schnittke 


sig et indgående kendskab til ideerne 

bag Darmstadtskolens serialisme, som 

han dog hurtigt tog afstand fra (se 

note om Darmstadtskole og serialisme i 

programbog 2009 side 21). Desuden var 

han bredt orienteret om den stilistiske 

mangfoldighed, der blomstrede i 1960’erne 

som reaktion på serialismen − ikke blot i 

den vestlige verden, men også i Polen med 

bl.a. Lutoslawski og Penderecki. 

Tiden under Leonid Brezjnev 1964-82 

betød fornyet undertrykkelse, og i den 

periode blev kun to af Schnittkes ca. 70 

kompositioner købt til udgivelse. Hans 

første symfoni blev fordømt af den russiske 

komponistforening, der også udvirkede, at 

Schnittke blev nægtet udrejsetilladelse. I 

1980’erne befæstede Schnittke sit internationale 

ry − ikke mindst fordi fremragende 

eksilrussiske musikere som f.eks. 

violinisten Gidon Kremer og cellisten 

Mstislav Rostropovich havde hans værker 

på deres koncertprogrammer. I 1989 

tiltrådte Schnittke et professorat i komposition 

ved konservatoriet i Hamburg. Han 

døde den 3. august 1998 efter lang tids 

alvorlig sygdom. 

Schnittkes produktion er enorm og omfatter 

symfonier, concerti grossi, violinkoncerter, 

cellokoncerter, koncerter 

for klaver, en tripelkoncert for violin, 

bratsch og cello, en klaverkvintet, der 

blev opført på Thy Kammermusikfestival 

i 2009, og fire strygekvartetter foruden 

anden kammermusik og værker for kor og 

orkester. 

I årene 1974-79 komponerede Alfred 

Schnittke fire hymner for forskellige kammermusikalske 

besætninger. Nr. 2, der står 

på årets program, er for cello og kontrabas. 

Hymnen bygger på to konstruktive 

principper: et indadvendt, meditativt 

og et udadvendt, fremdriftspræget. I 

begyndelsen dominerer det indadvendte 

i instrumenternes udholdte toner i 

dybt register, der senere udvikler sig 

til en række treklangsbrydninger, der 

udnytter instrumenternes flageolettoner. 

Ind i denne meditative musik indskyder 

Schnittke det udadvendte alternativ, et 

march-agtigt afsnit, der midt i satsen ledsager 

et lidenskabeligt, sangbart udbrud i 

celloen. 

Slutningen er ejendommelig: celloen 

stiger langsomt og trinvist til sit højeste 

register efterfulgt af kontrabassen, der 

dog tøver, inden den når toppen, gentager 

sig selv og går i stå. Værket artikulerer 

ingen slutning, men falder nærmest fra 

hinanden i vankelmod. 

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56

Franz Schubert (1797-1828) komponerede 

sin oktet i F-dur i 1824. Med 

rundt regnet en times spilletid er oktetten 

et stort dimensioneret værk, der med sin 

besætning på tre blæsere, strygekvartet 

og kontrabas i virkeligheden er en frit 

formet kammersymfoni – på sin vis en 

forstudie til den store symfoni i C-dur fra 

1825. 

Oktetten blev bestilt af grev Ferdinand 

Troyer, en dygtig klarinettist, der 

ønskede et værk, der var beslægtet med 

Beethovens septet i Es-dur op. 20 fra 

1800. Schubert, der var en stor beundrer 

af Beethoven, fulgte opfordringen. 

Oktetten har derfor seks satser ligesom 

det berømte forbillede, og besætningen 

er den samme bortset fra, at Schubert 

tilføjede en 2. violin. 

Den langsomme indledning i første 

sats (Adagio) fører til en hurtig og 

rytmisk markant del (Allegro), hvis 

gennemgående punkterede rytmer genhøres 

i tredje sats. I den langsomme anden 

sats (Adagio) synger klarinetten det 

bedårende, langt udspundne hovedtema 

til strygernes udsøgte akkompagnement. 

Tredje sats er en vital og spændstig 

Scherzo (Allegro vivace) med kontrasterende 

trio, der udfolder sig over 

celloens ”gående” bas, medens fjerde sats 


(Andante), er syv variationer over kærlighedsduetten 

Gelagert unter'm hellen Dach 

der Bäume fra Schuberts opera Die Freunde 

von Salamanka, der aldrig blev opført. 

Femte sats, en menuet, hvis trio emmer af 

østrigsk folketone, leder til sidste og sjette 

sats Andante molto – Allegro. Efter den 

langsomme indledning, der i mol anslår en 

dyster og dramatisk stemning, følger en 

brillant og hurtig sats. Før den afsluttende 

koda indskyder Schubert et citat fra satsens 

langsomme indledning – et eksempel på 

den uformidlede sammenstilling af 

udtryks- og stemningskontraster, der 

præger Schuberts musik. 

Således spænder oktetten vidt: på den 

ene side har den iørefaldende symfoniske 

kvaliteter, på den anden side knytter 

den – ligesom Beethovens septet 

– an til divertimentoet, den galante 

stils og wienerklassikkens mangesatsede 

underholdningsmusik (om divertimento, 

se programbog 2011 side 20, venstre 

spalte). 

Kopi af Franz Schuberts autograf (håndskrevne partitur) til oktetten i F-dur D 803. 

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56

Ludwig van Beethoven (1770-1827) 

Trio i c-mol op. 9 nr. 3 (1798) 

for violin, bratsch og cello 

Allegro con spirito 

Adagio con espressione 

Scherzo, allegro molto e vivace 

Finale, presto 

violin: Elisabeth Zeuthen Schneider 

bratsch: Matan Gilitchensky 

cello: Alexandre Vay 

Per Nørgård (f. 1932) 

Pastorale fra Babettes Gæstebud (1986) 





--- Pause --- 


NoRDisk foLkEcENTER f. vEDv. ENERGi, 7760 huRup 



Kvintet i C-dur D 956 (1828) 

for 2 violiner, bratsch og 2 celli 

Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi 

Allegro ma non troppo 

Adagio 

Scherzo: Presto. Trio: Andante sostenuto 

Allegretto 

violin 1: Marie-Claudine Papadopoulos 

violin 2: Ivana Jašová 

bratsch: Lucia Ortez Saúco 

cello 1: Carl-Oscar Østerlind 

cello 2: Morten Zeuthen 

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56

Ludwig van Beethoven (1770-1827) blev 

født i Bonn, men flyttede i 1792 til Wien. 

I værkerne før århundredskiftet fortsatte 

Beethoven traditionen fra Mozart og 

Haydn. Omkring 1802 indtrådte imidlertid 

den fase i Beethovens udvikling, hvor 

såvel de musikalske som de personlige betingelser 

for den afbalancerede wienerklassiske 

syntese ikke længere var til stede. 

Fra da af komponerede Beethoven musik, 

som er dybt personlig, følelsesladet og 

grænseoverskridende. 

Netop værkerne fra denne såkaldte ”anden 

periode” blev inspirerende for samtidens 

og eftertidens komponister og dermed 

banebrydende for romantikken, der i 

bred forstand omfatter hele 1800-tallet. 

Perioden indledes med den 3. symfoni 

Eroica 1803-04 og klaversonaten nr. 23 

Appassionata 1804-05. Dertil kommer symfonierne 

nr. 4 til 8, violinkoncerten, operaen 

Fidelio, en række vægtige klaversonater 

og strygekvartetterne opp. 59, 74 og 95. 

Beethovens ”tredje periode” omfatter tiden 

fra ca. 1815 til hans død i 1827. Her træder 

det dybt personlige, eksperimenterende 

og traditionsgennembrydende for alvor 

frem i værker som de sidste fem såkaldt 

”gale” strygekvartetter (af i alt 16), de 

sidste fem af i alt 32 klaversonater, Missa 

solemnis og den 9. symfoni. Beethoven 


er dog stadig at betragte som en vældig 

overgangsfigur, idet hans stærke vilje 

til at forme sit stof adskilte ham fra de 

romantiske komponisters hang til stemningspræget 

opløsning af strengere 

formprincipper. 

De tre strygetrioer op. 9 danner en fornem 

optakt til Beethovens seks første 

strygekvartetter, som han påbegyndte i 

1798, og som i 1801 blev udgivet som 

op. 18. Strygetrioen op. 9 nr. 3 i c-mol fra 

1798 viser, at den 28-årige komponist 

og klavervirtuos allerede gik sine egne 

veje. I sit mørktfarvede, dramatiske og 

lidenskabelige tonesprog, sit fortættede 

motiviske arbejde og sine vidtgående 

instrumentale krav er trioen en station 

på vejen mod den frigørelse fra det 

wienerklassiske stilgrundlag, som er 

åbenbar i den 3. symfoni. 

Første sats i strygetrioen op. 9 nr. 3, 

Allegro con spirito, er i sonateform (om 

sonateform, se programbog 2011 side 

54). Satsen indledes med dramatisk 

tyngde, idet hovedtemaets begyndelse 

er en trinvis faldende bevægelse, de 

fire første toner i den nedadgående 

harmoniske c-molskala, som spilles unisont 

af de tre strygere. Specielt fokuserer 

Beethoven på den forstørrede sekund 

h-as i skalaudsnittet c-h-as-g, som 

senere dukker op i talrige sammenhænge. 

Det er violinen, der fører an med temaet, 

der vokser ud af det trinvist faldende 

motiv. Dramatiske sforzando-akkorder 

indvarsler det mere afspændte sidetema 

i Es-dur, der først spilles af violinen, 

dernæst af bratsch og cello (sforzando 

angiver en pludselig fremhævelse af 

en enkelt tone eller akkord, som tjener 

musikkens fremdrift eller indvarsler en 

ny ide). 

Den langsomme anden sats, Adagio con 

espressione, der også er sonateformet, 

begynder neddæmpet i C-dur med et lyrisk 

hovedtema i violinen akkompagneret 

af tætte, trestemmige akkorder (én af 

strygerne spiller altid med dobbeltgreb). 

Sidetemaet i G-dur er lyst og sangbart, 

og det fremføres i en dialog mellem violin 

og bratsch til celloens akkompagnement 

i staccato-akkordbrydninger. Den 

meget udtryksfulde og koncentrerede 

gennemføringsdel sætter med overraskende 

klanglig virkning ind i Es-dur og 

leder til den ændrede reprise. 

Tredje sats er en dansende Scherzo, 

allegro molto e vivace i hovedtonearten 

c-mol. Formen er tredelt scherzo-trioscherzo, 

hvis midterste trio-del lyser op i 

C-dur. Satsen giver dramatiske eksempler 

på de udbrud af rytmisk og dynamisk 

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56


energi, hvormed Beethoven satte sig ud over, hvad der i wienerklassikken blev anset 

for ”god tone”. 

Den livlige, sonateformede fjerde sats, Finale, presto, lægger for med et hovedtema 

i violinen, hvis indledende trioler senere udnyttes som ledsagefigurer. De passager, 

hvor Beethoven modstiller melodier i ”lige ottendedele” med ledsagefigurer i lynhurtige 

ottendedels-trioler, udfolder en strøm af rytmisk og motorisk energi. 

Beethovens 3. symfoni i Es-dur op. 55 fra 1803- 

04, der satte skel i forhold til den wienerklassiske 

tradition, bar oprindelig navnet Bonaparte. I 

vrede over, at den beundrede franske førstekonsul 

Napoleon Bonaparte i 1804 lod sig krone til 

kejser, viskede Beethoven intitolata Bonaparte 

(tilegnet Bonaparte) så kraftigt ud på titelbladet, 

at papiret gik i stykker (øverste billede). Senere 

ændrede Beethoven symfoniens titel til Sinfonia 

Eroica (Heroisk Symfoni) med tilføjelsen komponeret til minde om et stort menneske (nederste 

billede). Her kan man også se, at symfonien nu er tilegnet fyrst Lobkowitz, én af Beethovens 

velgørere; det var hans private orkester, der uropførte symfonien i 1804. Den første offentlige 

opførelse fandt sted den 7. april 1805 på Theater an der Wien med Beethoven som dirigent. 

Per Nørgård (f. 1932) er en af de betydeligste 

nulevende komponister i 

Skandinavien. Han er uhyre produktiv, 

og værklisten omfatter bl.a. symfonier, 

operaer, et oratorium, koncerter, kammermusik, 

kormusik, elektronisk musik 

og værker for soloinstrumenter. I 1986 

komponerede Nørgård musik til Gabriel 

Axels film Babettes Gæstebud over Karen 

Blixens novelle af samme navn fra 1950: 

En uvejrsnat i 1871 ankommer Babette til 

den jyske vestkyst på flugt fra Paris. Under 

kommunardopstanden, hvor mere end 

20.000 tilhængere af det revolutionære 

bystyre blev nedkæmpet, mistede hun alt, 

men det lykkes hende at undslippe. Hun 

søger tilflugt hos to fromme præstedøtre, 

som er underlagt den afdøde pastors 

strenge leveregler. Babettes eneste forbindelse 

til hjemlandet er en lotteriseddel, 

som en trofast veninde i Paris 

fornyer hvert år. Efter 14 år vinder Babette 

pludselig den store gevinst på 10.000 

francs. I fiskerlejet bliver man bestyrtet 

ved tanken om, at hun måske forlader 

dem, men Babette beder de to søstre 

om lov til at tilberede en festmiddag for 

menigheden på den dag, hvor deres far 

kunne fejre sin 100-års fødselsdag. De 

nænner ikke at sige nej til hendes ønske, 

selv om de frygter Guds vrede over det 

usømmeligt overdådige måltid, Babette 

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56

er i færd med at tilberede, og som 

indebærer, at hun bruger sine 10.000 

francs på at importere de mest udsøgte 

råvarer fra ind- og udland. 

Dagen oprinder for det festmåltid, der 

endelig afslører, hvem Babette egentlig 

er: en stor kunstner! Hun har været Chef 

de cuisine på den eksklusive Café Anglais 

i Paris. Efter 14 lange år, hvor hun har 

tilberedt klipfisk og øllebrød til de to 

gudfrygtige søstre, vil hun nu vise, hvad 

hun duer til! Slutningen er bevægende: 

Babette kan aldrig vende tilbage til 

Frankrig; men de to søstre trøster hende: 

I himlen vil der være enorme køkkener, 

hvor hun kan udøve sin kunst i al evighed. 

Ved at dele sin formue med sine 

danske venner har Babette ændret deres 

liv: Hun gav dem en sublim oplevelse og 

en magisk aften, de aldrig glemmer. 

Per Nørgårds smukke, lavmælte og 

eftertænksomme Pastorale for strygetrio 

optræder to gange i filmen: som ledsagelse 

til dens højdepunkt, selve festmiddagen, 

og som afslutning. 


Babette serverede: 

Skildpaddesuppe; dertil Amontillado 

Blinis Demidoff (russiske pandekager med 

kaviar og flødeskum); 

dertil Veuve Clicquot 1860 

Cailles en sarcophage (indbagte vagtler); 

dertil rød Bourgogne 

Druer, ferskner og figner marineret i hedvin 

og serveret med Crème sabayonne; 

dertil Sauterne 

Mårup Kirke 2007 

Mårup Kirke ligger på Lønstrup Klit mellem 

Lønstrup og Løkken. Den blev opført i 

1200-tallet. 

Den 24. marts 2008 blev Mårup Kirke for 

sidste gang brugt til gudstjeneste. Havet 

havde da ædt sig ind i klinten, så kirken 

stod mindre end 10 meter fra kanten. Man 

frygtede, at kirken når som helst kunne 

styrte i havet. Efter flere års diskussioner om 

kirkens skæbne og forsøg på at sikre den mod 

nedstyrtning besluttede kirkens ejer, Skov- og 

Naturstyrelsen, i november 2007 en trinvis 

nedtagning af kirken, som begyndte i august 

2008. Ved slutningen af 2008 var kirken 

nedtaget til to meters højde. 

I filmen Babettes Gæstebud spiller kirken en 

central rolle. Da filmen skulle optages, valgte 

lederen af produktionen, Bo Christensen, 

Mårup Kirke, fordi den ligger øde og forladt, 

så den passer perfekt til miljøet i filmen. 

Optagelserne til filmen foregik dels i Mårup 

Kirke, dels i Vigsø ved Hanstholm og dels i 

filmstudierne på Nordisk Film i Valby. 

Franz Schuberts årstal er 1797-1828. 

Det er karakteristisk for hans produktion 

som helhed, at værker, der er præget 

af overstrømmende livsglæde, og værker, 

der udtrykker den dybeste vemod og 

smerte, står uformidlede side om side. Således 

komponerede Schubert de to livsbekræftende 

klavertrioer i B- og Es-dur 

samtidig med, at han i 1827 arbejdede på 

den tragiske sangkreds Winterreise; og efter 

de seks dystre Heine-lieder i sangkredsen 

Schwanengesang komponerede Schubert 

i 1828 sin store, lyse 9. symfoni i 

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56


C-dur. Denne uformidlede sammenstilling af udtryks- og 

stemningskontraster finder vi også i det enkelte værk, og få 

steder virker modstillingen så stærkt som i strygekvintetten i 

C-dur. Nogle få eksempler skal antydes: 

Allerede de tre første akkorder i første sats (Allegro ma non 

troppo) klinger som et motto, et klangligt udsagn om konflikt: to 

rene, konsonerende C-durakkorder indrammer og konfronterer 

en stærkt dissonerende, formindsket septimakkord på samme 

bastone. Efter den harmonisk baserede indledning følger 

det oprevne hovedtema, et dramatisk tema i nedadgående 

akkordbrydninger, der føres som kanon mellem violiner og 

bratsch. Sidetemaet indtræder uformidlet i den fjerne Es-dur: 

I pianissimo klinger det syngende tema først i de to celloer, 

senere i violinerne som et lyrisk, forsonende udsagn i forhold til 

indledningens dramatik. 

Anden sats er en tredelt Adagio, hvis fredfyldte yderdele i 

lysende E-dur indrammer et mørkt og dramatisk forløb i f-mol. 

I første del synger 1. violinen sagte den langsomme, pauseadskilte 

melodi – som en fuglestemme. Melodien bæres frem 

af enkle harmonier i mellemstemmerne (2. violin, bratsch og 1. 

cello), medens grundtonerne markeres af 2. cello (pizzicato). 

Om den musik skriver den svenske Nobelpristager 2011, lyrikeren 

Tomas Tranströmer, i tredje sats af suiten Schubertiana (1978): 

De fem strygere spiller. 

Jeg går hjem gennem lune skove med 

jorden fjedrende under mig. 

Kryber sammen som en ufødt, falder i søvn, 

glider vægtløs ind i fremtiden, 

føler pludseligt, at planterne har tanker. 

Så brydes fortryllelsen: I f-mol høres et forløb præget af tunge 

synkoper, oprevne trioler i bas, vilde sforzati, triller i højt toneleje 

som den dystre baggrund for en klagende melodi fremført 

unisont af 1. violin og 1. cello. Mellemdelens uro forplanter 

sig og kaster sine skygger over gentagelsen af indledningens 

E-durforløb. 

Tredje sats er en robust, energisk og livsbekræftende Scherzo: 

Presto i C-dur. Men trioen! Fuldkommen uventet indtræder 

(Andante sostenuto) et intenst vemodigt forløb: fra takt 213 

klinger en langsomt faldende melodi, der harmonisk afrundes 

i Des-dur, trioens toneart, t. 220 (se nodeeksempel). Melodien 

spilles syv gange. Dermed introducerer Schubert et klingende 

symbol for det skæbnesvangre: Scherzoen udtrykker den rene 

livsglæde. Trioen minder om, at livets vilkår er afmatning og død. 

Franz Schubert, strygekvintet i C-dur D 956, tredje sats, Trio, takterne 213-220 

Den lyse og strømmende fjerde sats (Allegretto) har farve efter 

både ungarsk og østrigsk dansemusik. Som helhed er satsen derfor 

en udtryksmæssig modpol til første sats. Konfliktpotentialet 

dukker dog op til allersidst i de afsluttende akkordslag: Her modstilles 

tonen des (bastone i næstsidste akkord) med tonen c (bastone 

i sidste akkord) – en dramatisk reference til tonearten i værkets 

trio, der yderligere understreges ved, at den afsluttende me- 

lodiske vending des-c spilles fff i alle instrumenter. 

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56


kiRsTEN kjæR musEET, 7741 fRøsTRup 

søNDAG DEN 19. AuGusT kL. 15.00 

Igor Stravinsky (1882-1971) 

Suite italienne (1933) 

arrangeret af Igor Stravinsky og Gregor 

Piatigorsky efter balletten Pulcinella 

for cello og klaver 

Introduzione 

Serenata 

Aria 

Tarantella 

Menuetto e Finale 

cello: Morten Zeuthen 

klaver: Rima Khatchaturian 

Sofia Gubaidulina (f. 1931) 

Kvintet (1957) 

for 2 violiner, bratsch, cello og klaver 

Allegro 

Andante marciale 

Larghetto sensibile 

Presto 


violin 2: Elisabeth Zeuthen Schneider 

bratsch: Bernadett Kis 




Diptychon op. 11 (1954) 

for violin og klaver 

Adagio con affetto 

Presto, molto leggiero 



--- Pause --- 

Kirsten Kjær Museet 


Trio i B-dur D 898 (1827) 

for violin, cello og klaver 

Allegro moderato 

Andante un poco mosso 

Scherzo: Allegro 

Rondo. Allegro vivace 

violin: Jing Qiao 



1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56


Pablo Picasso (1881-1973), Pige med mandolin 1910 

I årene 1909-14 udviklede Pablo Picasso det kubistiske maleri, 

hvis kendetegn er arbejdet med rette linjer, geometriske former, 

perspektiviske forskydninger og prismeagtige brud på de naturgivne 

former. Derved mistede motivet i stadig højere grad sin virkelighedskarakter, 

og kubismen blev dermed også forløberen for det abstrakte 

maleri. Picassos Pige med mandolin er et tidligt eksempel på 

det kubistiske maleri, hvor billedfladen er brudt op i mange geometriske 

enkeltformer. Kubismen er malernes forsøg på at forny virkemidlerne i den 

todimensionale billedflade. 

I årene 1902-08 studerede Igor Stravinsky (1882-1971) 

komposition hos Rimskij-Korsakov på konservatoriet i Skt. 

Petersborg. Sin banebrydende indsats gjorde han med balletterne 

L’Oiseau de feu (Ildfuglen), Petrusjka og Le Sacre du 

printemps (Forårsofferet) skrevet til Diaghilevs Les Ballets Russes 

i Paris (se billede på side 23). Med Le Sacre du printemps – opført 

første gang den 29. maj 1913 på Théatre Champs Élysées under 

slagsmål og tumult – blev den 31-årige Stravinsky med et slag 

en centralfigur i 1900-tallets musik. Siden da har hvert nyt værk 

fra hans hånd overrasket, udfordret, forbløffet og stimuleret til 

nytænkning og debat. 

For samtiden var det mest provokerende ved Stravinskys musik 

de konstant indskudte brudflader, der i harmoniske, melodiske 

og rytmiske forløb hindrede oplevelsen af sammenhæng i den 

forstand, vi kender det fra den klassisk-romantiske musik. 

Stravinskys antiromantiske og køligt-intellektuelle holdning til 

formning, hvor opsplittede elementer fra traditionen føjer sig 

efter en ny orden, har sin parallel i Picasso, Braque og Legers 

kubistiske malerier i tiden 1907-14 (se billede på denne side). 

I mellemkrigstiden levede Stravinsky af at komponere på bestilling 

og turnere i Europa og USA med egne værker og som pianist. 

I 1939 flyttede han til USA, hvor han blev statsborger i 1945. 

Det er interessant, at Stravinsky i en høj alder fattede interesse 

for Schönberg og Webern. Blandt hans sene værker findes både 

tolvtonemusik (f.eks. i balletten Agon 1957) og satser, der er 

inspireret af Darmstadtskolens serialisme (Movements for klaver 

og orkester 1960). 

Med balletten Pulcinella fra 1920 indledte Stravinsky sin 

neoklassiske periode. Musikken blev til på bestilling af Diaghilev, 

og ved førsteopførelsen havde Picasso tegnet kostumer og 

dekorationer i kubistisk stil. 

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56


Stravinskys neoklassiske musik er dybt original. Han komponerer 

ikke stilefterligninger, men tager elementerne fra historiens 

stilarter op til overvejelse – og komponerer med dem: skiller 

dem ad, kommenterer dem og sætter dem sammen igen, så 

helhedsindtrykket bliver tørt-ironisk – et distanceret spil med 

stilen. Selv sagde han mange år senere: 

Med Pulcinella opdagede jeg fortiden; det blev en åbenbaring, 

som fik betydning for alle mine senere værker. 

Musikken til balletten Pulcinella er komponeret på grundlag 

af 20 små satser eller satsfragmenter af den italienske barokkomponist 

G.B. Pergolesi (1710-36) eller satser, som fejlagtigt 

er tillagt ham. Ballettens handling og optrin er inspireret af 

den italienske commedia dell’arte, en maskekomedie med faste 

figurer, der blomstrede i 15- og 1600-tallet. Værket er skrevet 

for et kammerorkester på 33 musikere. I 1933 arrangerede Igor 

Stravinsky i samarbejde med den russisk-amerikanske cellist 

Gregor Piatigorsky (1903-76) fem af ballettens satser for cello 

og klaver med titlen Suite italienne (1933). Det er denne suite, 

der står på årets program. 

Balletkompagniet Les Ballets Russes de Serge Diaghilev, der havde 

fast station i Monte Carlo med årlige sæsoner i Paris og London, blev 

i 1909 grundlagt af Sergej Diaghilev og ledet af ham til hans død 

i 1929. Med en grundstamme af russiske kunstnere og med ny musik, 

ny scenografi og ny dansekunst skabte Ballets Russes epoke og blev 

en del af tidens avantgarde. Til balletterne præsenterede Diaghilev ny 

musik af komponister som Stravinsky, Prokofjev, Satie og Poulenc og nye 

scenografier af billedkunstnere som Léon Bakst, Picasso, Braque, Miró og 

Matisse. Blandt hans koreografer var Mikhail Fokin, Vaslav Nijinskij, som 

også var truppens førstedanser, og George Balanchine; blandt de store 

balletstjerner var Tamara Karsavina, Anna Pavlova og Serge Lifar. Med 

sit kompagni øvede Diaghilev indflydelse på de følgende 50 års udvikling 

inden for europæisk og amerikansk ballet. 

På plakaten ses – i Cocteaus streg – Vaslav Nijinskij som rosens ånd. 

Jean Cocteau, premiereplakat til balletten Rosendrømmen 

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56

Sofia Gubaidulina (f. 1931) medvirker på 

tibetansk vandtromme (aquafon) i sit værk 

Am Rande des Abgrunds. Værket, en trio for 

aquafon, harmonika og cello, blev opført i 

Kalisz (Polen) den 27. marts 2009. 

Edison Denisov (1929-96), Sofia Gubaidulina 

(f. 1931) og Alfred Schnittke 

(1934-98) regnes for at være Ruslands 

førende komponister i generationen efter 

Dmitrij Sjostakovitj (1906-75). Det 

er fælles for de tre komponister, at 

de allerede i 1960’erne komponerede 

betydningsfulde værker, som Vestens 

publikum først for alvor opdagede efter 

Mikhail Gorbatjovs liberalisering af det 


politiske og kulturelle liv efter 1985 og 

Sovjetunionens endelige opløsning i 

1991. Inden da havde sovjetiske eksilkunstnere, 

blandt andre violinisten Gidon 

Kremer, cellisten Mstislav Rostropovitj 

og Borodinkvartetten, gjort en stor 

indsats for at udbrede kendskabet til de 

”moderne” sovjetrussiske komponister 

ved at programsætte deres værker ved 

koncerter over hele verden. 

Sofia Gubaidulina blev født 1931 i 

byen Tschistopol, som ligger i republikken 

Tatarstan ved Volgafloden. Sin 

grunduddannelse i klaver og komposition 

fik hun på konservatoriet i Kasan, 

og i 1963 afsluttede hun ni års kompositionsstudier 

ved konservatoriet i 

Moskva. Da var hun allerede kommet 

på kant med sovjetstyret, der fordømte 

hendes musik som ”formalistisk” og 

udelukkede hende fra det officielle musikliv. 

Derfor fik hun aldrig en stilling, hun 

kunne leve af. Ligesom Alfred Schnittke 

(se side 13) måtte hun hutle sig igennem 

60’erne og 70’erne ved at komponere 

filmmusik – ifølge hendes venner var 

hun ”gennemsigtig af underernæring”. 

Først i 1986, som 55-årig, fik hun lov til 

at rejse til Vesten. Anledningen var uropførelsen 

af den 12-satsede symfoni 

Stimmen…Verstummen på Berliner Festwoche. 

Siden er interessen for Gubai- 

dulinas musik vokset støt – hendes 

Johannespassion, der blev uropført i 

Hamburg 2002, var således en bestilling 

fra Internationale Bachakademie 

Stuttgart og Norddeutscher Rundfunk, 

Hamburg. 

Sofia Gubaidulinas rødder er muslimske, 

jødiske og kristne, og hendes musik 

er præget af dyb religiøsitet. Hun 

betegner sig selv som formidler mellem 

øst og vest og bruger derfor såvel 

centralasiatisk folkemusik som vestlig 

kunstmusik i sine værker, der ofte har 

citater fra traditionen som udgangspunkt. 

F.eks. er gennembrudsværket i 

Vesten, violinkoncerten Offertorium, en 

variationsrække over temaet fra J.S. Bachs 

Musikalisches Opfer, der bearbejdes i 

en yderst elegant, Webern-inspireret 

instrumentation. Værket blev uropført 

af Gidon Kremer i Wien 1981. Derudover 

omfatter værklisten orkester- og kor- 

musik, koncerter, kammermusik og mange 

værker for utraditionelle instrumenter 

(se billede og billedtekst på denne side). 

Gubaidulina blev i 1999 hædret med den 

danske Léonie Sonnings Musikpris. Hun 

forlod Rusland i 1992 og har siden boet i 

nærheden af Hamburg. 

Da Sofia Gubaidulina i 1957 komponerede 

sin klaverkvintet, som står på 

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56

årets program, var hun endnu studerende 

på konservatoriet i Moskva. Klaverkvintetten 

er et af hendes tidligste værker 

komponeret på et tidspunkt, hvor 

hun ikke havde stiftet bekendtskab med 

den vesteuropæiske modernisme, men 

endnu var forankret i den sovjetrussiske 

tradition med Sjostakovitj og Prokofiev 

som de nærmeste forbilleder. 

I kvintettens første sats, en tredelt 

Allegro, fornemmes inspirationen fra 

Sjostakovitj i den spidst-ironisk farvede 

melodik, der indledningsvis udvikler sig 

i dialog mellem klaver og strygere, og 

de gennemgående, pulserende rytmer. 

Satsens midterste del ånder med bredere 

melodiske linjer. 

Den underfundige anden sats, 

Andante marciale, begynder som en 

fuga: bratschen lægger for med det 

marchagtige tema, der besvares af celloen, 

senere af klaveret. I satsens forløb 

gentages og bearbejdes temaet på 

mange finurlige måder og i tætvævede 

imitationer. Slutningen er fint formet: 

klaveret afspalter hovedtemaet i stadig 

kortere motiver for til sidst at fortone sig 

i det sarteste pianissimo. 

Tredje sats, Larghetto sensibile, er langsom 

og udtryksfuld. De brede, melodiske 


linjer fornemmes inspireret af russisk 

folkemusik. Hertil kontrasterer den dramatiske 

mellemdel. 

Med rytmisk fremdrift, kantede melodier 

og barske harmoniseringer vender 

Gubaidulina i fjerde sats tilbage til førstesatsens 

udtryksverden. 

Klaverkvintetten fra 1957 lever op til 

sovjetregimets krav om optimistisk og 

musikantisk musik i neo-klassisk stil. 

Selv om Gubaidulina endnu ikke har 

frigjort sig fra denne doktrin og fra sine 

nære forbilleders indflydelse, mærker 

man en stærk og personlig vilje til 

udtryk, der få år senere førte til et brud 

med sovjettraditionen. De kompositioner, 

hun senere indleverede til bedømmelse 

i forbindelse med sin debut i 1963, 

blev karakteriseret som ”uansvarlige”. 

Hendes talent var dog umiskendeligt, og 

Sjostakovitj, der var medlem af juryen, 

støttede hende og opfordrede hende til 

ikke at bøje nakken, men fortsætte ad 

sine egne veje. 

Den nu 80-årige Per Nørgård komponerede 

Diptychon op. 11 i 1954 – som 

22-årig. Da studerede han på Det Kgl. 

Danske Musikkonservatorium i København, 

hvor han gjorde sig bemærket 

ved at bestå sine afsluttende diplom- 

og musikpædagogiske eksaminer i 

komposition, musikteori, musikhistorie 

og hørelære med udmærkelse. Han 

debuterede som komponist i 1956. 

Det tidlige værk for violin og klaver giver 

os en fornemmelse af den originalitet og 

udtrykskraft, som præger Per Nørgårds 

musik, og som siden – efter mere end 

300 værker – har sikret ham en position 

som den nok mest betydningsfulde danske 

komponist siden Carl Nielsen. 

Diptychon er det græske navn for en 

tofløjet billedtavle. Per Nørgård refererer 

til tavlen ved at komponere to 

kontrasterende satser, der – ligesom 

tavlens billedflader – kompletterer hinanden 

til en helhed. 

Den stemningsfulde og poetiske første 

sats, Adagio con affetto, er præget af 

lange, melodiske linjer, der virkningsfuldt 

udnytter violinens glasklare flageolettoner. 

Hertil kontrasterer den hurtige og 

rytmisk vitale anden sats, Presto, molto 

leggiero. Her brydes de lange linjer op i 

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56


præcist afgrænsede motiver, som udfoldes i et virtuost vekselspil 

mellem violin og klaver. Kodaen sammensmelter elementer fra 

de to satser i et tilbageskuende resumé. 

Efter sin studentereksamen i 1951 blev Per Nørgård som 19-årig 

optaget på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Her er han i 1952 

fotograferet med sin lærer, komponisten, professor Vagn Holmboe. 

Franz Schuberts årstal er 1797-1828. Hans enestående melodiske 

evne kommer ikke blot til udtryk i hans vældige liedproduktion. 

Den præger også hans instrumentalmusik, hvor især Beethoven 

var det oplagte forbillede; men i stedet for Beethovens målrettede, 

formbevidste udtryksmåde sætter Schubert en lyrisk musikalsk 

fortælling om rejser i et musikalsk landskab, hvor der bestandig 

dukker nye overraskelser op – og hvor gentagelsen bliver en 

vigtig pointe i formen. Det er ikke mindst Schuberts glæde ved 

gentagelsen, der betinger værkernes ”himmelske længde”, en 

karakteristik, som Robert Schumann kærligt-ironisk brugte om 

finalen til den store C-dursymfoni fra 1828. 

De to trioer for klaver, violin og cello i B-dur (D 898) og Es-dur 

(D 929) er komponeret i 1827. Det er omfangsrige værker, begge 

af omkring tre kvarters varighed, som i Schuberts kammermusikalske 

produktion har opnået en popularitet, der kan sidestilles 

med Forellekvintetten (se side 11). 

Det er klavertrioen i B-dur D 898, der står på dagens program. 

Første sats, Allegro moderato, er en bredt anlagt sonateform 

(se note om sonateform i programbog 2011 side 54). Strygernes 

”heroiske” hovedtema, der melodisk bygger på akkordbrydninger, 

udfolder sig på baggrund af klaverbassens punkterede rytme, 

som bliver et bærende element i satsen. Sidetemaet er hovedtemaets 

udtryksmæssige modpol; det præsenteres i celloen og 

akkompagneres af klaverets trioler – et bedårende eksempel på 

Schuberts talent for at komponere bredt syngende temaer. 

Anden sats, Andante un poco mosso, er lyrisk strømmende. 

Satsen viser Schuberts harmoniske fantasi og hans uudtømmelige 

melodiske evne. Tredje sats er en robust Scherzo 

med trio. Satsens fremdrift bestemmes ikke mindst ved det 

gennemførte staccatoanlæg og det raffinerede motiviske spil 

mellem stemmerne. Her udfolder Schubert et kontrapunktisk 

niveau, som er bemærkelsesværdigt. Det er i den forbindelse 

et bevægende paradoks, at Schubert 14 dage før sin død søgte 

undervisning i kontrapunkt, en disciplin i musikuddannelsen, 

der omfatter teknikken eller kunsten at kombinere to eller flere 

samtidigt klingende linjer, der skal være melodisk og rytmisk 

uafhængige af hinanden. 

Finalen er en overstrømmende Rondo. Allegro vivace, hvis 

livsglade og udadvendte præg står i tankevækkende og dyb kontrast 

til den håbløshed og pessimisme, der præger sangkredsen 

Winterreise fra samme år. 

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56


Thy-moRs hf oG vuc, 7700 ThisTED 


Bedřich Smetana (1824-84) 

Trio i g-mol op. 15 (1855) 


Moderato assai 

Allegro, ma non agitato 

Finale: Presto 

violin: Marie-Claudine Papadopoulos 



Mieczyslaw Weinberg (1919-96) 

Trio op. 127 (1979) 

for fløjte, bratsch og klaver 

I fjerdedel = 63 

II fjerdedel = 48 

III punkteret fjerdedel = 92 

Tempi angivet i metronomtal (dvs. slag pr. minut) 




--- Pause --- 

Ib Nørholm (f. 1931) 

Festina lente − en picareske (2010) 

for bratsch og klaver 



Antonín Dvořák (1841-1904) 

Kvartet i Es-dur op. 87 (1889) 

for violin, bratsch, cello og klaver 

Allegro con fuoco 

Lento 

Allegro moderato, grazioso 

Finale: Allegro ma non troppo 

violin: Peter Clark 


cello: Carl-Oscar Østerlind 


1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56

Den tjekkiske komponist og dirigent, 

Bedřich Smetana (1824-84), skabte 

den tjekkiske nationalstil, især inden for 

operaen. Tidligt musikalsk udviklet, bl.a. 

som pianist, kom han 1843 til Prag, hvor 

han 1848 åbnede en musikskole. 1856-61 

virkede han i Göteborg som kunstnerisk 

leder af Det Filharmoniske Selskab, og 

1866 blev han kapelmester ved den nye 

nationale operascene i Prag. Her fik han 

samme år den kendteste af sine i alt otte 

operaer opført, Den solgte brud, der blev 

kåret som tjekkisk nationalopera, og to 

år senere den Wagnerinspirerede Dalibor, 

som fra nationalistisk side blev hårdt 

angrebet for sin tysk-romantiske stil og sin 

”efterligning” af Richard Wagner. I 1874 

måtte Smetana opgive kapelmesterposten 

på grund af total døvhed, hvis oprindelse 

i en syfilis førte til hans død som 60-årig 

på et sindssygehospital. 

Bedřich Smetanas alsidige produktion 

omfatter kor-, klaver- og orkestermusik, 

deriblandt de seks store symfoniske digte 

Mit fædreland (1874-79) inspireret af 

Bøhmens natur, sagn og historie, med 

anden del, Moldau (1874), som hans 

populæreste værk. Hans selvbiografiske 

strygekvartet Fra mit liv (1876) er musiklitteraturens 

første programmatiske kammermusikværk. 

I sin musik citerer Smetana 

sjældent sit lands folkeviser direkte, men 


lader sig i stedet inspirere af de tjekkiske 

melodiers stil og udtryk. Til gengæld 

anvender han rytmerne i de folkelige 

danse, især i polka (2/4-takt) og furiant 

(3/4-takt). Hans operaer var grundlaget 

for senere tjekkisk musikdramatik, men 

kun Den solgte brud fik international 

udbredelse. 

Bedřich Smetana (1824-84) blev ramt af det 

værst tænkelige handicap for en komponist: 

Som 50-årig mistede han hørelsen, men 

i lighed med Beethoven, der også blev 

fuldstændig døv, fortsatte han med at 

komponere. Litografi af unavngiven kunstner. 

Smetanas kammermusikalske produktion 

begrænser sig til kun to strygekvartetter 

og den klavertrio op. 15 i g-mol, der står 

på årets program. Klavertrioen op. 15 er 

fra 1855, og den er skrevet under indtryk 

af hans kun 4 ½ årige datters død. I trioen 

giver Smetana udtryk for sin smerte og 

sorg over dødsfaldet. Samtidig viser trioen, 

hvor stærkt et indtryk Schumanns musik 

har gjort på den 31-årige komponist. 

Tematikken er slavisk farvet i sin mørke 

udtryksfylde og sit ofte improvisatoriske 

præg. Dette kendetegner ikke mindst 

første sats, Moderato assai. Her indleder 

violinen med en solistisk melodi – en 

udtryksfuld klagesang. Den videre udvikling 

svinger mellem det oprevne og det 

elegiske. Celloens sidetema er den lille 

piges yndlingsmelodi. 

Anden sats, Allegro, ma non agitato, er 

en ejendommelig scherzo i g-mol. På 

schumannsk vis er scherzoen forsynet 

med to trioer; den første er langsom 

(andante) med et lyrisk og folkeviseagtigt 

præg; den anden er et mere patetisk 

maestoso-afsnit. 

Smetanas romantisk prægede hang til 

individuel formgivning præger også 

tredje sats, Finale: Presto. Den udvikler 

sig i en stadig vekslen mellem et lidenskabeligt 

og et mere lyrisk dvælende 

udtryk. Hovedtemaet selv undergår flere 

forandringer for hen mod slutningen at 

klinge som en sørgemarch for den døde 

pige – Grave, quasi marcia. 

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56

Den polsk-russiske komponist og pianist 

Mieczyslaw Weinberg (1919-96) blev 

født i Warszawa af jødiske forældre. 

Hans far var musiker og komponist. Som 

10-årig optrådte Mieczyslaw Weinberg 

første gang som pianist og dirigent, og 

to år senere blev han optaget på byens 

konservatorium med klaver som hovedfag. 

Efter otte års studier debuterede han 

i 1939. Da tyskerne angreb Polen den 

1. september samme år, iværksatte de 

straks en nådesløs jagt på polske jøder 

og intellektuelle. Weinberg undgik arrestation 

ved at flygte mod øst, til Hviderusland, 

medens begge forældre og en 

søster blev fanget og senere dræbt af 

tyskerne. På konservatoriet i Hvideruslands 

hovedstad Minsk studerede Weinberg 

komposition hos Vassily Zolotary, der var 

elev af Rimskij-Korsakov. Den 22. juni 

1941, dagen efter Weinbergs afsluttende 

eksamen, angreb tyskerne Sovjetunionen, 

og igen måtte Weinberg flygte mod øst, 

denne gang til Tashkent, hovedstaden 

i Uzbekistan. Her ernærede han sig som 

operainstruktør og ved at komponere værker 

for scenen. 

Dmitrij Sjostakovitj hørte om Weinbergs 

usædvanlige talent, og da han havde 

læst partituret til hans første symfoni, 

udvirkede han, at Weinberg i 1943 kunne 

flytte til Moskva med sin kone. Her boede 


han indtil sin død i 1996. I Moskva blev 

Weinberg og Sjostakovitj nære venner. 

Weinberg nærede dyb respekt for sin 

ældre kollega, som han betragtede som 

mentor og forbillede. I Moskva arbejdede 

Weinberg freelance som komponist, ligesom 

han var efterspurgt som klaversolist. 

Som andre skabende kunstnere var 

Weinberg underlagt Stalin-diktaturets 

krav om ”socialistisk realisme”; det vil 

sige, at litteratur, skuespil, poesi og 

musik skulle tjene opbygningen af det 

kollektive socialistiske samfund ved at 

prise det almene på bekostning af det 

individuelle. Dertil bidrog komponisterne 

med metervis af folkloreduftende hyldestkantater 

og programsymfonier i 

neo-klassisk stil. 

Selv om Weinberg ikke blev udsat for 

nogen særlig hård, personlig kritik, var 

nogle af hans værker at finde på listen 

over forbudte kompositioner sammen 

med musik af Sjostakovitj, Prokofiev 

og andre store kolleger. Af den grund 

var koncertarrangørerne i Sovjetstaten 

tilbageholdende med at programsætte 

hans værker. Weinberg måtte derfor – 

ligesom Gubaidulina og Schnittke – tjene 

til føden ved at komponere scene- og 

filmmusik. 

Den 6. februar 1953 blev Weinberg 

arresteret af Stalins hemmelige politi. 

Årsagen var hans kones bekendtskab med 

forsvareren for den gruppe jødiske læger, 

som Stalin anklagede for at stå bag en 

række dødsfald blandt hans nærmeste 

rådgivere. Stalins død den 5. marts 1953 

reddede Weinberg for retssag, deportation 

eller henrettelse. 


Weinberg var uhyre produktiv, og hans 

værkliste omfatter 150 opusnumre heriblandt 

26 symfonier, 17 strygekvartetter, 

28 sonater for forskellige instrumenter 

foruden værker for soloinstrumenter og 

vokalmusik; dertil kommer talrige værker 

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56


uden opusnumre skrevet til film, teater eller radiospil. Om sin 

musik sagde Weinberg: Mange af mine værker beskæftiger sig 

med krigens tema. Det er ikke mit eget valg, men er bestemt af 

mine livserfaringer og mine slægtninges tragiske skæbne. Det 

er min moralske pligt at skrive om krigen – om de rædsler, som 

menneskeheden gennemlevede i vort århundrede. 

Weinberg komponerede sin trio for fløjte, bratsch og klaver 

op. 127 i 1979. Første sats (fjerdedel = 63), hvis karakter 

er ejendommelig indadvendt og lyttende, indledes med et 

markant 4-tonemotiv, der satsen igennem udvikles og varieres 

i dialog mellem bratsch og fløjte afbrudt af klaverets indskudte 

passageværk. 

Den langsomme anden sats (fjerdedel = 48) ligger i udtryksmæssig 

forlængelse af den første. Satsen indledes af bratschen, der med 

sordin (dæmper) spiller en sørgmodig melodi. Den munder ud i 

fløjtens spil med ”Flatterzunge”, det vil sige, at fløjten anblæses 

med rullende tungespids, så der fremkommer en slags vibrato. 

Klaveret ledsager med hurtige repetitioner på samme toner. 

Satsen bearbejder og udvikler bratschens indledende melodi i et 

klangligt forfinet forløb, der munder ud i stilhed. 

Den hurtige og energiske tredje sats (punkteret fjerdedel = 

92) kontrasterer til de to foregående ved sit præg af udadvendt 

fremdrift. Den sættes i gang af bratschens trinvise melodi på 

tre toner, der spænder over en stor terts. Satsen bygges op af 

lignende motiver med tætliggende toner, der mod slutningen 

kulminerer i et virtuost spil domineret af fløjtens triller i 

instrumentets højeste register. 

Ib Nørholm (f. 1931) sammen med den amerikanske pianist Patrick 

Kreeger på Bakkegården den 16. august 2011 

Den danske komponist og organist Ib Nørholm (f. 1931) var fra 

1981 til 2001 professor i komposition på Det Kongelige Danske 

Musikkonservatorium i København. I 2009 modtog Ib Nørholm 

sammen med violinisten Serguei Azizjan og komponisten Anders 

Brødsgaard den prestigefyldte Carl Nielsen-pris. Ib Nørholm 

regnes for en af vor tids betydeligste danske komponister. 

Hans symfonier er det vigtigste bidrag til genren siden Carl 

Nielsen og Holmboe, og hans vokalværker − for såvel kor som 

solostemmer − er stærke og personlige vidnesbyrd om hans 

forankring i dansk sangtradition. 

Indtil 1959 var han anerkendt som viderefører af traditionen fra 

Carl Nielsen og læreren Vagn Holmboe; men efter mødet med 

den europæiske modernisme i Rom og Köln 1959-60 og med 

Fluxusfestivalen i København 1962 udforskede han forskellige 

traditionsoverskridende teknikker, fra serialisme i den første 

klavertrio op. 22 (med tilnavnet Tabeltrio, 1959, opført på Thy 

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56

Kammermusikfestival 2009) til brug af 

ikke-musikalske virkemidler i en slags 

instrumentalt teater (Direction: inconnue 

1962-64). Siden har Nørholms udvikling 

− ikke mindst gennem hans operaer og 

indtil nu 12 symfonier − været en storstilet 

afsøgning af udtryksmuligheder. 

Om Festina lente − en picareske for 

bratsch og klaver, der står på årets program, 

fortæller komponisten: 

Festina lente (Skynd dig langsomt) er 

et udtryk, som er tillagt kejser Augustus. 

Her bruger jeg det som betegnelse for 

det forhold i musikken, at man godt kan 

spille mange noder på kort tid og dog 

opfatte tempoet som langsomt, nemlig 

hvis grundpulsen (angivet i metronomtal) 

er langsom, ligesom man med få noder 

kan skabe et indtryk af travlhed, hvis 

grundpulsen er hurtig. I sit forløb spiller 

musikken på diverse stadier mellem disse 

to ydertilstande. 

Betegnelsen en picareske henviser 

til en litterær genre, hvor personerne 

(motiverne) gennemløber en reel eller 

imaginær rejse (eksempler: Pickwickpapers, 

Maryats romaner). Flere temaer 

anvendes, nogle er nye; andre kan 

identificeres som variationer af de 

foregående. Til sidst slutter rejsen, og 


musikken vender tilbage til sit udgangspunkt 

i modsat retning. Begyndelsen spillet 

bagfra. 

Den 27-årige Antonín Dvořák (1841-1904) 

Den tjekkiske komponist og dirigent 

Antonín Dvořák (1841-1904) indledte sit 

professionelle virke i 1866 som bratschist 

i det tjekkiske nationalteaters orkester. 

I 1873 opgav han sin orkesterplads for 

at få tid til at komponere. Det fik afgørende 

betydning for ham, at han i 

1874 med sin 3. symfoni i Es-dur vandt 

det østrigske statsstipendium, og at 

Johannes Brahms, medlem af juryen og 

en af Dvořáks varmeste fortalere, derefter 

sørgede for, at hans værker blev 

udgivet. 

Dvořák blev hurtigt internationalt anerkendt 

som komponist og dirigent − ikke 

mindst i England, hvor hans Stabat mater 

i 1884 fik en begejstret modtagelse. I 

de følgende år besøgte han England ni 

gange, og i 1891 blev han æresdoktor i 

Cambridge. Samme år udnævntes han 

til professor i komposition ved konservatoriet 

i Prag. I 1892 blev Dvořák headhunted 

til posten som direktør for 

National Conservatory of Music i New 

York, hvor han indtil 1895 opholdt sig 

i to perioder. I begyndelsen af 1893 

komponerede han i USA sit populæreste 

orkesterværk, symfonien Fra den nye 

verden, efterfulgt af strygekvartetten i 

F-dur og strygekvintetten i Es-dur, begge 

betegnet Den amerikanske. I 1901 

blev han udnævnt til direktør ved konservatoriet 

i Prag. 

Antonín Dvořák var − som Smetana før 

ham og Janáček efter − sin generations 

førende repræsentant for den tjekkiske 

nationalromantik. Hovedværker er i så 

henseende hans Slaviske danse og Slaviske 

rapsodier for orkester, begge fra 1878. 

Men derudover hører man rundt om 

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56

i hans øvrige omfattende produktion 

tydelige påvirkninger fra den nationale 

folkemusik. I hans ni symfonier eller i de 

mange kammermusikværker på klassisk 

grund (han var en stor kender og beundrer 

af Mozart, Beethoven og Schubert) 

kan f.eks. slaviske danserytmer være 

inspirationskilde, eller der kan være en 

særlig slavisk ”tone” i temaerne. Udover 

de ni symfonier, der placerer ham side om 

side med Brahms og Bruckner, komponerede 

Dvořák 10 operaer, hvoraf Rusalka fra 

1901 blev den mest populære tjekkiske opera 

næst efter Smetanas Den solgte brud fra 

1866. Så meget mere pinte det Dvořák, at 

hans sidste opera Armida faldt igennem 

ved premieren i 1904. Han måtte forlade 

uropførelsen på grund af et ildebefindende 

og døde af en hjerneblødning fem uger 

senere. 

Listen over Dvořáks kammermusikværker 

omfatter ikke færre end 14 strygekvartetter, 

tre strygekvintetter, en strygesekstet, 

en klaverkvintet, to klaverkvartetter 

og fire klavertrioer foruden solokoncerter 

for violin, cello og klaver. 

Det er den 2. klaverkvartet i Es-dur op. 87, 

der står på årets program. Dvořak komponerede 

klaverkvartetten på et tidspunkt, 

hvor han nedtonede sin interesse for 

klassiske modeller for til gengæld at 


lade sig inspirere af elementer fra den 

tjekkiske folkemusik. 

Den sonateformede, Allegro con fuoco, 

klinger med ægte dvořáksk temperament. 

Strygernes magtfulde, unisone motiv, 

der siden besvares af klaveret, får 

motto-agtig karakter, fordi et lignende 

unisont motiv indleder fjerde sats. Det 

lyrisk syngende sidetema præsenteres af 

bratschen. 

Den langsomme anden sats (Lento) er på 

rapsodisk vis formet som fem forskellige 

tematiske afsnit, der alle gentages med 

ændret instrumentation. Som helhed 

er satsen neddæmpet og indadvendt 

(instrumenterne spiller piano og gør sig 

gældende på skift); dog kontrasterer det 

fjerde temaafsnit i fortissimo. Dette 

afsnit forberedes ved voldsomme, kromatisk 

nedadgående skalaløb i klaveret. 

I anden dels gentagelse er de kromatiske 

skalaløb lagt i strygerne. 

Den yndefulde tredje sats, Allegro 

moderato, grazioso, er tredelt i formen 

scherzo – trio – scherzo og indeholder 

folkedanse, forskellige i rytme og tempo, 

fra vals (scherzoen) til galop (trioen). 

Scherzoens andet tema indeholder melo- 

diske vendinger, der er lånt fra zigeunermusikken 

(som for eksempel den forstør- 

rede sekund fis – es i klaverets nedadgående 

temabegyndelse: g – fis – es – d). 

Hertil kontrasterer triodelen med en overstadig 

rytmisk udfoldelse i konflikten mellem 

strygernes punkterede rytmer og klaverets 

gennemførte trioler. Herlig musik! 

Den fjerde sats, Finale: Allegro ma non 

troppo, er – som første sats – brillant 

og ildfuld. Her afløser en mangfoldighed 

af syngende temaer hinanden, og her 

udfolder stemmerne et fortættet, dramatisk 

motivarbejde vekslende med solistiske 

indslag i det sarteste piano. Satsen 

stiller høje tekniske krav til de fire 

musikere. 

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56


musikvæRkET, 7900 NykøbiNG 

TiRsDAG DEN 21. AuGusT kL. 19.30 

Igor Stravinsky (1882-1971) 

Suite italienne (1933) 

arrangeret af Igor Stravinsky og Gregor 

Piatigorsky efter balletten Pulcinella 

for cello og klaver 

Introduzione 

Serenata 

Aria 

Tarantella 

Menuetto e Finale 



Programnote, se side 22 

Musikværket 

Sofia Gubaidulina (f. 1931) 

Kvintet (1957) 

for 2 violiner, bratsch, cello og klaver 

Allegro 

Andante marciale 

Larghetto sensibile 

Presto 








Diptychon op. 11 (1954) 

for violin og klaver 

Adagio con affetto 

Presto, molto leggiero 




--- Pause --- 


Trio i B-dur D 898 (1827) 



Andante un poco mosso 

Scherzo: Allegro 

Rondo. Allegro vivace 

violin: Jing Qiao 




1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56


uTzoN cENTER, 9000 AALboRG 

TiRsDAG DEN 21. AuGusT kL. 19.30 

Carl Nielsen (1865-1931) 

Serenata in vano (1914) 

for klarinet, fagot, horn, cello og kontrabas 








Introduktion, tema og 7 variationer i e-mol, D 802 (1824) 

over lieden Trockne Blumen fra sangkredsen Die schöne Müllerin 

for fløjte og klaver 





Vox in Rama (1983) 

for klarinet, forstærket violin og klaver 





--- Pause --- 


Kvintet i A-dur D 667, Die Forelle (1819) 

for violin, bratsch, cello, kontrabas og klaver 

Allegro vivace 

Andante 

Scherzo: Presto 

Tema med variationer: Andantino 

Finale: Allegro giusto 


bratsch: Lucia Ortiz Saúco 





1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56


kLiTmøLLER kiRkE, 7700 ThisTED 

oNsDAG DEN 22. AuGusT kL. 19.30 

Ludwig van Beethoven (1770-1827) 

Trio i c-mol op. 9 nr. 3 (1798) 



Adagio con espressione 

Scherzo, allegro molto e vivace 

Finale, presto 






Pastorale fra Babettes Gæstebud (1986) 






--- Pause --- 


Kvintet i C-dur D 956 (1828) 

for 2 violiner, bratsch og 2 celli 

Allegro ma non troppo 

Adagio 

Scherzo: Presto. Trio: Andante sostenuto 

Allegretto 



bratsch: Lucia Ortiz Saúco 


cello 2: Morten Zeuthen 


Klitmøller Kirke 

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56

Bent Sørensen (f. 1958) 

Schattenlinie (2005-10) 

for klarinet, bratsch og klaver 

Mondnacht 

Wasserflüsse 

Im Schaum 

Kirchgarten 

Wiegenlied 




Johannes Brahms (1833-97) 

Trio i Es-dur op. 40 (1865) 

for horn, violin og klaver 

Andante 

Scherzo (Allegro) 

Adagio mesto 

Allegro con brio 





viboRG musiksAL 

oNsDAG DEN 22. AuGusT kL. 19.30 

--- Pause --- 

Mikhail Glinka (1804-57) 

Trio pathétique i d-mol (1832) 

for klarinet, fagot og klaver 


Scherzo: Vivacissimo 

Largo 





Viborg Musiksal 

Gabriel Fauré (1845-1924) 

Kvartet i g-mol op. 45 (1886) 


Allegro: Molto moderato 

Scherzo: Allegro molto 

Adagio non troppo 

Allegro molto 





1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56

Bent Sørensen 

Musikforlaget Wilhelm Hansens hjemmeside 

præsenterer komponisten Bent 

Sørensen (f. 1958): 

Det minder mig om noget, jeg aldrig har 

hørt! Sådan reagerede den norske kom- 


ponist Arne Nordheim spontant på et 

værk af Bent Sørensen. Og det er svært at 

forestille sig et mere snurrigt rammende 

udtryk for det dobbeltbundede, ofte 

næsten paradoksale udtryksklima i musikken 

af denne egenartede komponist, 

der utvivlsomt er den betydeligste i sin 

danske generation ... 

Bent Sørensen er født i 1958; han har 

modtaget undervisning af blandt andre 

Per Nørgård og Ib Nørholm. Hans klangfantasi 

og tekniske formåen har været 

lovprist, lige siden han for alvor brød 

igennem i midten af 80’erne med den 

første strygekvartet Alman (1984) ... 

Violinkoncerten Sterbende Gärten (1993), 

der er en koncert i den store tradition, dramatisk 

besværgende, yndefuld, vemodig 

og vild, er sammen med symfonien (1996) 

og klaverkoncerten La Notte (1998) omgivet 

af flere større ensembleværker for 

meget forskellige besætninger, bl.a. den 

forunderlige lille koncert Birds and Bells 

for basun og 14 instrumenter (1995) 

komponeret til basunisten og dirigenten 

Christian Lindberg. 

I det nye årtusind har Bent Sørensens 

musik for alvor opnået international 

opmærksomhed. Dels med det flerårige 

samarbejde med Bergen Festspillene, der 

udmøntede sig i orkesterværket Exit 

Music (2007) og Sounds Like You (2008), 

dels den anden klaverkoncert La Mattina 

(2009) skrevet til pianisten Leif Ove 

Andsnes – for slet ikke at tale om 

Tunnels de Lumiére (2010) til det franske 

Ensemble Intercontemporain. 

Bent Sørensen, der fra 2002 til 2011 

var professor i komposition ved Det Kgl. 

Danske Musikkonservatorium, modtog 

Nordisk Råds Musikpris i 1995 for violinkoncerten 

Sterbende Gärten og i 1999 

Wilhelm Hansens komponistpris. 

Bent Sørensens trio for klarinet, bratsch 

og klaver, Schattenlinie (Skyggelinie), er 

komponeret til den norske pianist Leif 

Ove Andsnes og hans Risør Kammermusikfestival 

– med én sats om året 

fra 2005 til 2010. Efter den samlede 

uropførelse i 2010 har Andsnes og 

hans trio haft værket på deres koncertprogrammer 

i Tyskland, England og USA. 

I Schattenlinie samler de fem korte satser 

sig til en sart og klangligt glitrende helhed. 

Første sats, Mondnacht, er en forfinet 

bagatel, der i klaveret anslår drømmeagtige 

brudstykker af et romantisk genrebillede 

i vuggende, tredelt takt. I anden 

sats, Wasserflüsse, fascinerer de skiftende, 

rytmiske mønstre. 

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56


I tredje sats, Im Schaum, vokser motiverne ind i hinanden som 

bobler, der støder sammen. Udtrykket i fjerde sats, Kirchgarten, 

er præget af lysende flageolettoner, slag på instrumenterne 

og hvisken. Med sidste sats, Wiegenlied, er vi tilbage i den 

stemningsverden, som blev anslået i første sats. Med sine blidt 

vuggende 6/8-rytmer bringes Johannes Brahms’ lied af samme 

navn i erindring. 

Johannes Brahms (1833-97) blev født i Hamburg i små 

kår. Faderen var balmusiker og blev senere kontrabassist 

i byorkestret. Fra sit syvende år fik Brahms regelmæssig 

undervisning i klaver, senere også i teori og komposition. I 1848 

– som 15-årig – trådte han offentligt frem som pianist. Det 

fik stor betydning for Brahms, at han som 21-årig mødte den 

ungarske violinist Eduard Reményi, der ikke blot turnerede med 

ham over hele Tyskland, men som også vakte hans interesse for 

ungarsk folkemusik. På koncertrejserne mødte Brahms mange 

fremtrædende musikere og komponister, i Weimar Franz Liszt, 

hvis musik han ikke brød sig om, og i Düsseldorf Robert og 

Clara Schumann. 

Robert Schumann var begejstret. I Neue Zeitschrift für Musik 

hilste han Brahms som den unge ørn, der med sit geni ville 

skabe fornyelse i tysk musikliv. På den måde blev Brahms kendt; 

hans værker blev udgivet, og han kunne på længere sigt hellige 

sig sin virksomhed som komponist. 

Johannes Brahms efterlod sig 24 stort anlagte kammermusikværker, 

heraf 17 med klaver. I hans samlede produktion har 

kammermusikken derfor samme vægt som de fire symfonier, de to 

klaverkoncerter og violinkoncerten, klavermusikken og liederne. 

Blandt kammermusikken med klaver indtager de fem trioer en 

central plads, tre med den traditionelle besætning violin, cello og 

klaver og to, i hvilke Brahms til klaveret og et strygeinstrument 

føjer et blæseinstrument. I det tidligste af disse værker, op. 40 

fra 1865, føjer Brahms til klaveret og violinen et horn – i det 

seneste, op. 114 fra 1891, føjer Brahms til klaveret og celloen 

en klarinet. Det er horntrioen op. 40, der står på årets program. 

Horntrioen er det eneste af Brahms’ instrumentalværker, der 

begynder med en langsom sats – og det eneste værk, hvis 

førstesats ikke er i sonateform (herom senere). I stedet for den 

“klassiske” satsfølge: hurtig sonatesats, langsom sats (andante), 

menuet/scherzo og hurtig finalesats, anvender Brahms her den 

satsfølge, som kendes fra baroktidens kirkesonate: langsomhurtig-langsom-hurtig. 

Johannes Brahms (1833-97) levede sparsommeligt og indtog sine 

måltider på kroen Zum roten Igel, wienermusikernes foretrukne sted. 

(Kilde: Jørgen Mortensen, 10 klassikere. Interaktiv musikformidling 

2007) 

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56

Første sats er en lyrisk dvælende Andante 

i 2/4-takt. Det enkle og udtryksfulde 

tema præsenteres af violinen (dolce 

espressivo) og overtages efter otte 

takter af hornet. En vemodig stemning 

er slået an (A), og den brydes først i 

t. 76, hvor et mere livligt tema i 9/8takt 

(poco più animato) præsenteres 

af violinen (B). Som helhed udvikler 

første sats sig i et fint afvejet vekselspil 

mellem disse kontrasterende temaflader 

(A-B-A-B-A), hvor klaveret i forhold 

til violin og horn spiller en ledsagende 

rolle. 

Anden sats er en livlig Scherzo i 3/4takt, 

hvis robuste tema spilles af klaveret 

i oktaver. På temaets dynamiske kulminationspunkt 

i t. 13 indfører Brahms 

en for ham typisk hemiol-virkning, dvs. 

en todelt rytmedannelse i den tredelte 

grundrytme, som forøger den musikalske 

spænding på kulminationspunktet. Den 

lyriske triodel præges af yndefulde 

melodier i parallelle sekster. 

Tredje sats er en mørktfarvet og meget 

udtryksfuld Adagio mesto (Langsomt og 

sørgmodigt). Flere kommentatorer antager, 

at Brahms komponerede denne 

gribende sats under indtryk af moderens 

død i Hamburg. 


En vældig kontrast hertil danner den 

opstemte og energisk fremstormende 

Allegro con brio-finale i sonateform. Af 

fin naturpoetisk virkning er de ”kaldende” 

hornmotiver, der – i forbindelse med en 

pludselig neddæmpning – lyder inden 

den forkortede reprise. 

Den russiske komponist Mikhail Glinka 

(1804-57) bærer tilnavnet ”den russiske 

musiks fader”. Trods de stærke impulser, 

han modtog fra sine rejser i Vesten, lykkedes 

det ham at dæmme op for den 

altdominerende vestlige indflydelse på 

russisk musik. I sine bestræbelser på 

at skabe et musikalsk sprog, der var i 

overensstemmelse med hans hjemlands 

folkemusik, blev han et ideal for senere 

russiske komponister. 

Glinka var søn af en velhavende godsejer. 

Som barn var han skrøbelig og levede 

derfor en overbeskyttet tilværelse. Fra 

1817 fulgte en periode med frie studier i 

Sankt Petersborg, hvor han blandt andet 

fik enkelte klaverlektioner hos den irske 

John Field, zarens hofpianist og særlig 

berømt for sine lyriske nocturner for 

klaver. I 1830 rejste Glinka til Milano, 

hvor han i de følgende tre år var lidenskabeligt 

optaget af italiensk opera. 

Egentlig systematisk undervisning fik 

han først, da han 1833-34 boede i Berlin. 


Da han vendte tilbage til Rusland, blev 

disse påvirkninger skelsættende, men især 

vedkendte han sig nu sine russiske rødder. 

Det førte til hans egentlige gennembrud 

som russisk komponist med operaerne 

Livet for zaren og Ruslan og Ludmilla. 

I henseende til såvel melodi og rytme 

som harmonisering og instrumentation 

blev disse operaer inspirerende for de 

følgende generationer af russiske komponister, 

blandt andre Rimskij-Korsakov 

og Stravinsky. Udover de to operaer 

komponerede Glinka fem orkesterværker, 

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56

heriblandt en symfoni (1824) og orkesterfantasien 

over to russiske folkemelodier, 

Kamarinskaja (1848). Desuden 

tæller værklisten kammermusik (hans 

Grand Sextet i Es-dur blev opført på Thy 

Kammermusikfestival i 2009), værker for 

klaver og en del klaverledsagede sange, 

der viste vejen for en senere selvstændig 

russisk liedtradition. Glinka er den første 

russiske komponist, der blev anerkendt i 

Vesteuropa. 

Glinka komponerede Trio pathétique i 

Milano 1832. Komponisten giver forskellige 

forklaringer på titlen pathétique, 

som på fransk betyder højtidelig eller 

gribende; dels, at trioen skulle være komponeret 

under indtryk af hans dårlige 

helbred (Glinka led gennem hele sit 

voksne liv af sygelig ængstelse for 

sit helbred), dels under indtryk af en 

ulykkelig kærlighedsoplevelse. Hvorom 

alting er: Kun trioens toneart d-mol og 

den stormende, deklamatoriske indledning 

til første sats, Allegro moderato, 

lever op til titlen, medens værkets 

udtryk som helhed snarere er inderligt, 

lidenskabeligt og – specielt for anden 

sats’ vedkommende, en letløbende 

Scherzo – udpræget musikantisk. I den 

smukke, tredje sats, Largo, fornemmer 

man i temaernes lyrisk-syngende bredde 

inspirationen fra Bellinis og Donizettis 


operakunst. Her er først klarinet og 

siden fagot melodiførende til klaverets 

akkompagnement. I satsens sidste del 

bringer klaverstemmens dekorative figurværk 

i det høje register John Field i 

erindring. Trioen slutter med en kort og 

dramatisk Allegro con spirito. 

Værket, hvis stil er klassisk-romantisk i 

vesteuropæisk forstand, er endnu uden 

spor af den nationale, russiske tone, der 

senere prægede Glinkas gennembrudsværker. 

Der spilles uden ophold mellem 

de tre første satser (attaca). 

Den franske komponist, organist og 

pædagog Gabriel Fauré (1845-1924) 

blev allerede som 10-årig optaget på 

den kirkemusikalske uddannelse ved 

École Niedermeyer (École de musique 

religieuse et classique) i Paris, hvor 

Camille Saint-Saëns blev hans lærer. 

Efter 10 års studier virkede Fauré som 

organist, fra 1877 i Madeleinekirken 

i Paris. Samme år tiltrådte han stillingen 

som professor i komposition 

ved Pariserkonservatoriet, hvor han 

fra 1905-20 tillige var direktør. Som 

administrator og lærer gjorde Fauré 

en betydelig indsats i fransk musikliv. 

Blandt hans kendteste elever var Maurice 

Ravel og Nadia Boulanger. 

Som komponist ligger hans største indsats 

på klaverets, sangens og kammermusikkens 

område. Af hans få orkesterværker 

høres stadig suiten Pelléas et 

Melisande. 

På grund af sit inderlige tonesprog og 

dæmpede udtryk regnes Faurés Requiem 

for et kirkemusikalsk hovedværk. Som 

helhed er Faurés musik kendetegnet ved 

melodisk skønhed og fantasi, og hans 

personligt prægede, meget raffinerede 

senromantiske harmonik peger i flere henseender 

mod Debussy og impressionismen. 

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56


Fauré, der regnes for den fornemste repræsentant for fransk 

romantisk kammermusik i tiden mellem César Franck og Claude 

Debussy, komponerede to klaverkvartetter. Den første i c-mol 

op. 15 fra 1879 blev opført på Thy Kammermusikfestival 2010. 

Den anden i g-mol op. 45 fra 1886 står på dette års program. 

Hovedtemaet i første sats, Allegro: Molto moderato, er bredt 

udformet. Det spilles først enstemmigt i strygerne akkompagneret 

af hurtige, akkordbrydende klaverfigurationer, hvorefter det 

overtages af klaveret. Det er bratschen, der med fin klanglig og 

poetisk virkning præsenterer det lyriske sidetema. Som helhed er 

første sats, der er præget af et tæt motivisk arbejde, et fornemt 

eksempel på Faurés afdæmpede, men fint differentierede, senromantiske 

klangverden. 

I anden sats, en sammenbidt Scherzo: Allegro molto, udløser 

strygernes pizzicato-akkorder et distinkt klavertema. Som 

helhed er satsen mørktfarvet og dramatisk på en måde, der 

bringer Brahms i erindring. 

Tredje sats, Adagio non troppo, indledes med klaverets motiv, der 

klinger som dybe klokker. Hertil spiller bratschen en lyrisk melodi, 

der med sine vuggende 9/8-rytmer har karakter af en barcarole 

(af italiensk barca, båd; oprindelig en venetiansk gondolsang; 

i romantikken et kort instrumentalt stykke i et roligt, glidende 

tempo). Selv skriver Fauré: I denne langsomme sats genkalder jeg 

lyden af de klokker, vi hørte, når vi om aftenen roede fra Cadirac 

over til Montgauzy, når vinden var i vest. 

Fjerde sats, Allegro molto, præges af store rytmiske og dynamiske 

kontraster. Det energiske hovedtema præsenteres enstemmigt af 

strygerne. 

Gabriel Fauré (1845-1924) var elev af Camille Saint-Saëns i klaverspil og 

komposition. Uden at nå sin lærers virtuositet var han en fin fortolker af sine 

egne klaverværker, således som det er dokumenteret på pianolaruller indspillet 

i 1903-04. Via internet kan man høre Fauré spille sin Pavane op. 50 ved at søge 

faure, you tube. Den musikalske vignet under portrættet er fra hans Barcarolle 

nr. 1 i a-mol op. 26 fra 1880. 

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56


vEsTERviG kiRkE, 7770 vEsTERviG 

ToRsDAG DEN 23. AuGusT kL. 19.30 

Arnold Schönberg (1874-1951) 

Sekstet Verklärte Nacht op. 4 (1899) 

for 2 violiner, 2 bratscher og 2 celli 


violin 2: Peter Clark 

bratsch 1: Máté Szücs 

bratsch 2: Matan Gilitchensky 


cello 2: Alexandre Vay 

Johann Sebastian Bach (1685-1750) 

Suite nr. 2 i d-mol BWV 1008 (1720) 

for solocello 

Prelude 

Allemande 

Courante 

Sarabande 

Menuet 1 og 2 

Gigue 


--- Pause --- 

Felix Mendelssohn Bartholdy (1809-47) 

Oktet i Es-dur op. 20 (1825) 


Allegro moderato ma con fuoco 

Andante 

Scherzo. Allegro leggierissimo 

Presto 





bratsch 1: Lucia Ortiz Saúco 

bratsch 2: Bernadett Kis 

cello 1: Ella Rundle 

cello 2: Samsun van Loon 

Vestervig Kirke 

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56

Østrigeren Arnold Schönberg (1874- 

1951) regnes for en af sin tids største 

komponister; desuden var han en fremragende 

lærer. I årene op mod Første 

Verdenskrigs begyndelse 1914 underviste 

han privat i Wien. I Berlin (fra 1925) 

og USA (fra 1936) virkede han som konservatorie- 

og universitetsprofessor. 

Blandt hans mange elever var to usædvanligt 

talentfulde: Anton Webern og 

Alban Berg (se billede på denne side). 

Mellem de tre meget forskellige person- 

ligheder opstod et frugtbart og livslangt 

venskab i et samarbejde, som er 

enestående i musikhistorien. Med afsæt i 

den romantiske tradition gennemlevede 

de – i tæt indbyrdes erfaringsudveksling 

– en udvikling, der over den atonale 

ekspressionisme omkring 1908 førte til 

tolvtoneteknikken i 1920’erne. Schönberg, 

Berg og Webern repræsenterer, 

hvad man kalder den anden wienerskole. 

Den første var Haydn, Mozart og 

Beethoven. 

Da Schönberg første gang trådte frem 

for offentligheden i Wien omkring 1900, 

var der ikke meget i hans kompositioner, 

der pegede på nybrud og musikalsk revolution 

– eller på, at han skulle blive en af 

1900-tallets mest respekterede og indflydelsesrige 

komponister. Ganske vist 


blev hans værker som strygesekstetten 

Verklärte Nacht 1899, der står på årets 

program, og det symfoniske digt Pelleas 

und Melisande 1903 opfattet som 

vanskeligt tilgængelige og blev kritiseret 

derfor; men det skyldtes nok så 

meget wienerpublikummets urokkelige 

konservatisme. Man afviste konsekvent 

alt, som ikke faldt i borgerskabets smag. 

Her er det en vigtig pointe, at selv om 

flertallet af anmelderne følte sig stærkt 

forulempede af Verklärte Nacht, så følte 

Schönberg sig dengang og altid siden 

dybt forpligtet på den tyske tradition 

med Brahms, Wagner, Liszt og Richard 

Strauss som sine nærmeste forbilleder. 

Det er den store senromantiske tradition, 

han videreførte i Verklärte Nacht og 

Pelleas und Melisande, men vel at mærke 

skærpet i retning af en stadig mere polyfon 

og dissonansrig skrivemåde. 

Strygesekstetten Verklärte Nacht er en 

kammermusikalsk tonedigtning, et stykke 

programmusik, der er inspireret af 

Richard Dehmels digt af samme navn. 

Den tyske digter Richard Dehmel levede 

fra 1863 til 1920. 

Digtet forherliger et kærlighedsforhold 

mellem en gravid kvinde og hendes 

elsker, der accepterer, at det barn, hun 

venter, ikke er hans. Hård kost for tidens 

borgerlige publikum! Værket, der forløber 

i én sats, blev uropført i Wien den 18. 

marts 1902 efter et idealistisk forarbejde 

af den ansete violinist Arnold Rosé (se 

billede og billedtekst på side 44). 

Arnold Schönberg og hans mest berømte 

elever, Alban Berg (1885-1935) til højre og 

Anton Webern (1883-1945), fotograferet 

omkring 1920. 

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56

I 1917 tilrettelagde Schönberg en version 

for strygeorkester, som siden har 

vundet langt større udbredelse end 

kammerversionen. Da Schönberg i 1934 

emigrerede til USA, var Verklärte Nacht 

det eneste af hans værker, der kunne 

afsættes på det amerikanske marked. 

Verklärte Nacht følger udviklingen i 

Dehmels digt, hvis storform er påfaldende 

”musikalsk”: Der er to hovedafsnit, kvindens 

og mandens monologer, der lidenskabeligt 

udmaler følelsestilstande; de 

omgives af tre mindre stykker, der alle 

er naturbeskrivende: en indledning, et 

mellemstykke og en afsluttende koda. 

De tre mindre stykker, der indrammer 

hoveddelene, er let genkendelige: de åbnes 

hver gang af et ”skridtmotiv” – et 

promenademotiv i form af en roligt gående, 

trinvis faldende bevægelse. 

Efter den afdæmpede indledning følger 

første hovedafsnit, der skildrer kvindens 

sorgfulde tilståelse. Musikken hertil er 

kompleks og mørktfarvet. Forløbet, der 

udfylder halvdelen af den samlede spilletid 

(ca. 14 af i alt 28 minutter), stiger mod 

slutningen til en vældig kulmination. 

Det rolige mellemstykke, der forbinder 

de to hovedafsnit, slutter i es-mol. Det 

følgende andet hovedafsnit begynder 

uden overgang i den lysere toneart D-dur. 


I skildringen af mandens uforbeholdne 

accept og tilgivelse ændrer musikken 

fuldstændig karakter: O sieh, wie klar das 

Weltall schimmert! Es ist ein Glanz um 

Alles her (Se, hvor klart universet lyser! 

Alt er omgivet af stråleglans). 

Max Oppenheimer, Rosé-kvartetten 

Forstærket med to musikere fra Wienerfilharmonikerne uropførte Rosé-kvartetten Schönbergs 

strygesekstet Verklärte Nacht (1902) og siden hans to første strygekvartetter (1907 og 1908). 

Den højt ansete violinist Arnold Rosé (1863-1946) stiftede kvartetten i 1882. Rosé, der var gift 

med Gustav Mahlers søster, var i 57 år koncertmester ved operaorkestret i Wien (1881-1938). 

Som jøde måtte han i 1938 flygte til England, hvor han døde i 1946. 

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56

Andet hovedafsnit, der for en stor del 

bearbejder de samme motiver som første 

hovedafsnit, men i et nyt lys, er en poetisk 

og ekstatisk tolkning af to menneskers 

vandring gennem den lyse nat. Værket 

slutter med en udstrakt koda. 

Den tyske komponist Johann Sebastian 

Bach (1685-1750) bragte – sammen med 

Georg Friedrich Händel – baroktidens 

musik til et afsluttende højdepunkt ved 

midten af 1700-tallet. Efter forskellige 

ansættelser, bl.a. i Weimar, Arnstadt og 

Köthen, virkede Bach fra 1723 til sin død 

som kantor ved Thomaskirken i Leipzig. 

Johann Sebastian Bachs produktion, 

som omfatter mere end 1000 værker 

i alle tidens genrer undtagen opera, 

placerer ham som en af musikhistoriens 

betydeligste komponister. Alligevel blev 

Bachs musik stort set glemt efter hans 

død; men ikke mindst Mendelssohns 

opførelse af Matthæuspassionen i Berlin 

i 1829 førte til en opblussen af interessen 

for hans musik, som ikke er aftaget 

siden. 

I årene 1717-23 var Johann Sebastian 

Bach ansat som kapelmester hos fyrst 

Leopold af Anhalt-Cöthen. Udover at lede 


fyrstens orkester var han forpligtet til at 

komponere og opføre fest- og taffelmusik 

samt underholdnings- og kammermusik 

af enhver art. Hoffet var reformert, og der 

var derfor ingen anledning til at skrive 

kirkemusik – end ikke for orgel; men til 

gengæld stammer en meget stor del af 

J.S. Bachs instrumentalmusik fra disse år, 

heriblandt de seks suiter for solocello. Af 

disse står nr. 2 i d-mol på årets program. 

Tegning af Edward Rosenthal: Morgensang hos familien Sebastian Bach 

Johann Sebastian Bach (1685-1750) giftede sig 1707 med sin kusine Maria Barbara Bach, som 

døde i 1719. To år senere giftede han sig med sangerinden Anna Magdalene Wülken, som blev 

sin mand en værdifuld støtte ved at renskrive mange af hans kompositioner, heriblandt de seks 

suiter for solocello. Med sine to koner fik Johann Sebastian Bach i alt 20 børn: 11 sønner og 9 

døtre, hvoraf fire sønner blev kendte musikere og komponister: Wilhelm Friedemann Bach (1710- 

84), Carl Philipp Emanuel Bach (1714-88), Johann Christoph Friedrich Bach (1732-95) og Johann 

Christian Bach (1735-82). 

Selv om Bach med stolthed berettede om sine musikalske børn, bygger tegningen fra 1870 på 

kunstnerens frie fantasi. I hvert fald passer børnenes aldersspredning ikke helt med virkeligheden. 

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56


Suite er betegnelsen for en rækkefølge af mindre satser, 

der danner en helhed. Suiten er musikhistoriens første 

rent instrumentale form, og ud fra den voksede alle andre: 

divertimento, sonate, symfoni etc. Suiten har sin oprindelse 

i 1500-tallet, hvor lutspillerne fandt på at opføre forskellige 

af tidens populære modedanse efter hinanden – først parvist, 

senere flere som en cyklus. Som tiden gik, blev dansesatserne 

stadig mere stiliserede; men de oprindelige danses rytme og 

form blev bevaret. På Bachs tid havde satserne nået en sådan 

grad af stilisering, at de ikke længere var til at danse efter. 

I 1700-tallets begyndelse indeholdt den traditionelle suite på 

tysk grund fire satser, der alle var todelte: 

Allemande – en tysk dans i 4/4-takt med en udsmykket melodi 

Courante – en let og livlig fransk dans; courante betyder flydende 

Sarabande – en langsom, indadvendt og sørgmodig spansk dans 

Gigue – en livlig engelsk sømandsdans i tredelt takt 

Til disse såkaldte stamsatser føjer Bach i sine cellosuiter et 

kunstfærdigt Præludium som første sats; og mellem Sarabande 

og Gigue endnu en lys og hurtig modedans. I de første to suiter 

er det en Menuet, i de to følgende en Bourree og i de to sidste 

en Gavotte. 

I 1700-tallets første årtier havde celloen knap frigjort sig fra 

sin funktion som akkompagnerende bas-instrument (continuo), 

før den 35-årige Johann Sebastian Bach med sine seks suiter 

for solocello rejste milepæle i instrumentets repertoire. Hans 

intense udforskning af instrumentets muligheder kan følges 

gennem de seks suiter, som gradvis udvider sig i alle retninger: de 

bliver stadig længere, teknisk mere krævende, strukturelt mere 

komplicerede og udtryksmæssigt stadig rigere. I virkeligheden 

overskrider suiterne nr. 5 og 6 instrumentets grænser (nr. 5 har 

stemt A-strengen en hel tone ned; nr. 6 er skrevet for en lille, 

femstrenget cello, violoncello piccolo, eller en stor, femstrenget 

bratsch, viola pomposa). 

Solosuite nr. 2 i d-mol er den ene af to suiter, som står i en 

moltoneart. Den anden er suite nr. 5 i c-mol. Som helhed er nr. 2 

i d-mol mørktfarvet og dramatisk. 

Første sats, Prelude, udvikler sig ud fra en enkel ide: en 

opadgående melodisk akkordbrydning efterfulgt af en trinvis 

nedgang. Dette enkle udgangspunkt videreføres og udvikles i 

stigende melodiske bølger af stadig større, mørktfarvet skønhed 

og svimlende kompleksitet. 

De følgende satser viderefører og uddyber den udtryksverden, 

som blev åbnet med præludiet. Specielt fjerde sats, Sarabande, er 

bevægende – en stiliseret klagesang. I femte sats, den dobbelte 

menuet, udnytter Bach celloens muligheder for flerstemmigt 

spil, ikke blot som melodi og akkompagnement, men også som 

egentlig polyfoni, hvor flere selvstændige stemmer klinger samtidigt. 

I forhold hertil kontrasterer den anden menuet ved at være 

gennemført énstemmig. 

En virtuos, lidenskabelig og fremdriftspræget Gigue afslutter 

dette mesterværk. 

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56


Felix Mendelssohn Bartholdy (1809-47) var et musikalsk vidunderbarn. Opvokset i et 

velhavende borgerligt hjem i Berlin (faderen var bankier) fik Felix og hans fire år ældre 

søster Fanny de bedste betingelser for deres kunstneriske udvikling; ikke mindst blev de 

inspireret af de kulturpersonligheder, der jævnligt besøgte hjemmet. I 1825 forbløffede 

Felix Mendelssohn – 16 år gammel – det musikalske Europa med oktetten for strygere 

op. 20, der står på årets program. Det følgende år komponerede han et af romantikkens 

mest fuldendte værker, ouverturen til Shakespeares En Skærsommernatsdrøm. 

Da Mendelssohns oktet blev trykt i 1832, foreskrev komponisten, at alle stemmer skulle 

spilles ”symfonisk”. Første og sidste sats udnytter da også den samlede besætnings fulde 

klanglige potentiale, medens anden og tredje sats i højere grad er kammermusikalsk 

lagt an. 

Efter den bredt proportionerede første sats (Allegro moderato ma con fuoco), som 

udfylder næsten halvdelen af værkets samlede spilletid på ca. 33 minutter, følger 

en udtryksfuld Andante. To meget sangbare forløb, der i tempo og udtryk minder om 

den italienske Siciliano (langsom dans i tredelt takt), indrammer en mere livlig og 

sammensat midterdel. 

I den berømte tredje sats (Scherzo. Allegro leggierissimo) hører vi den virtuost 

strømmende og gennemsigtigt instrumenterede, alfeagtige musik, som er så karakteristisk 

for Mendelssohn. Scherzoen er inspireret af Walpurgisnachtscenen fra første 

del af Goethes Faust, hvis slutning lyder: 

Wolkenzug und Nebelflor Drivende skyer og tågeslør 

Erhellen sich von oben; Hvælver sig lysende over os; 

Luft im Laub und Wind im Rohr, En luftning i løvet, et vindpust i strået, 

Und Alles ist zerstoben. Og alt er vejret bort. 

Også musikken forsvinder som et vindpust – i førsteviolinens opadgående skalabevægelse. 

Finalens Presto er en eksplosion af energi; et perpetuum mobile i form af en dramatisk 

fuga, hvis fremstormende tema præsenteres af celloen for derefter at bevæge sig opad 

i de øvrige strygere. Bemærkelsesværdigt 

er det, at Mendelssohn i sidste halvdel 

vender tilbage til Scherzoens musik, 

som fuldstændig brudfrit indgår i denne 

fabelagtige slutsats. 

Komponisten og dirigenten Felix Mendelssohn 

Bartholdy (billedet) var begejstret for danskeren 

Niels W. Gade, hvis 1. symfoni i c-mol (Paa 

Sjølunds fagre Sletter) han uropførte med 

Gewandhausorkestret i Leipzig den 2. marts 

1843. Dermed indledte Niels W. Gade en 

international karriere, som er blevet få danske 

komponister til del. 

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56

François Devienne (1759-1803) 

Kvartet i C-dur op. 73 nr. 1 (1798) 

for fagot, violin, bratsch og cello 

Allegro spiritoso 

Adagio cantabile 

Rondo: Allegro moderato 







voRupøR kiRkE, 7700 ThisTED 

fREDAG DEN 24. AuGusT kL. 19.30 

Vorupør Kirke 

Alfred Schnittke (1934-98) 

Hymn II (1974) 

for cello og kontrabas 

Adagio 




--- Pause --- 


Oktet i F-dur D 803 (1824) 

for klarinet, fagot, horn, 2 violiner, bratsch, 

cello og kontrabas 

Adagio – Allegro 

Adagio 

Allegro vivace – Trio 

Andante: Tema med syv variationer 

Menuetto: Allegretto 

Andante molto – Allegro 










1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56

Bent Sørensen (f. 1958) 

Schattenlinie (2005-10) 

for klarinet, bratsch og klaver 

Mondnacht 

Wasserflüsse 

Im Schaum 

Kirchgarten 

Wiegenlied 





Johannes Brahms (1833-97) 

Trio i Es-dur op. 40 (1865) 

for horn, violin og klaver 

Andante 

Scherzo (Allegro) 

Adagio mesto 

Allegro con brio 






ThisTED musikTEATER, 7700 ThisTED 


--- Pause --- 


Trio pathétique i d-mol (1832) 

for klarinet, fagot og klaver 


Scherzo: Vivacissimo 

Largo 






Gabriel Fauré (1845-1924) 

Kvartet i g-mol op. 45 (1886) 


Allegro: Molto moderato 

Scherzo: Allegro molto 

Adagio non troppo 

Allegro molto 






1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56

Bedřich Smetana (1824-84) 

Trio i g-mol op. 15 (1855) 


Moderato assai 

Allegro, ma non agitato 

Finale: Presto 

violin: Marie-Claudine Papadopoulos 





Trio op. 127 (1979) 

for fløjte, bratsch og klaver 

I fjerdedel = 63 

II fjerdedel = 48 

III punkteret fjerdedel = 92 

Tempi angivet i metronomtal (dvs. slag pr. minut) 





--- Pause --- 


bAkkEGAARDEN, 7742 vEsLøs 


Ib Nørholm (f. 1931) 

Festina lente − en picareske (2010) 

for bratsch og klaver 




Antonín Dvořák (1841-1904) 

Kvartet i Es-dur op. 87 (1889) 


Allegro con fuoco 

Lento 

Allegro moderato, grazioso 

Finale: Allegro ma non troppo 



cello: Carl-Oscar Østerlind 



1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56

Arnold Schönberg (1874-1951) 

Sekstet Verklärte Nacht op. 4 (1899) 



violin 2: Peter Clark 

bratsch 1: Máté Szücs 

bratsch 2: Matan Gilitchensky 


cello 2: Alexandre Vay 


Johann Sebastian Bach (1685-1750) 

Suite nr. 2 i d-mol BWV 1008 (1720) 

for solocello 

Prelude 

Allemande 

Courante 

Sarabande 

Menuet 1 og 2 

Gigue 



--- Pause --- 


kiRsTEN kjæR musEET, 7741 fRøsTRup 


Felix Mendelssohn Bartholdy (1809-47) 

Oktet i Es-dur op. 20 (1825) 


Allegro moderato ma con fuoco 

Andante 

Scherzo. Allegro leggierissimo 

Presto 





bratsch 1: Lucia Ortiz Saúco 

bratsch 2: Bernadett Kis 

cello 1: Ella Rundle 

cello 2: Samsun van Loon 


Kirsten Kjær Museets koncertsal 

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56


Moritz von Schwind, En Schubertiade hos Josef Ritter von Spaun 1868 

Schubert modtog stor inspiration og støtte fra den kreds af digtere, malere og begejstrede unge, 

som søgte hans selskab. De aftensammenkomster, der blev arrangeret hos de mere velstående 

af Schuberts venner, kaldtes for Schubertiader. Her fik Schubert opført mange af sine lieder, 

klaverværker og kammermusikværker for første gang. På Moritz von Schwinds tegning sidder 

Schubert ved klaveret. På stolen til venstre Schuberts nære ven og tidens førende fortolker af hans 

lieder, hofsanger Johann Michael Vogl. Til højre for Schubert sidder værten, Josef Ritter von Spaun. 

Schubertiaderne var ikke altid så formfuldendte, som tegningen af Moritz von Schwind lader ane. 

Efter den musikalske underholdning spiste man og skålede. Aftenen kunne slutte med forskellige 

selskabslege, bl.a. Himmelspræt, hvor man smed hinanden op i luften. Selv var Schubert til andet 

end lieder, kultiveret passiar og selskabsleg. Han døde som 31-årig af en syfilis, som han pådrog 

sig på de turnéer, han og vennerne foretog gennem Wiens knejper og værtshuse. 

En note om Franz Schubert og hans tid (1797-1828) 

Franz Schubert blev født den 31. januar 1797 i Himmelpfortgrund, en forstad til Wien, som det 12. 

barn af Elisabeth og Franz Theodor Schubert. 

Faderen var skolelærer. Kun fire af familiens i alt 14 børn nåede voksenalder. Familien boede i kun 

én stue, som også var køkken, i et stort hus sammen med 15 andre børnerige familier – trangt, 

mørkt og overbefolket. 

Den første musikundervisning modtog Franz 

Schubert af sin far (violin) og den ældre 

broder Ignaz (klaver). Som 11-årig bestod 

han den krævende optagelsesprøve til det 

kejserlige-kongelige Stadtkonvikt, hvor sangerdrengene 

til Hofburg-kapellet blev uddannet. 

Her tilbragte han fem år under 

kaserneagtig, streng disciplin, nøje overvåget 

af det katolske præsteskab, men med 

glimrende lærere. Blandt dem var Antonio 

Salieri, der fra 1790 dirigerede hofkapellet. 

Hos ham fik Schubert en førsteklasses 

musikuddannelse, og han sluttede som koncertmester 

i skolens orkester. Ved stemmens 

overgang måtte han forlade konviktet, 

hvorefter han gennemgik en toårig læreruddannelse. 

Også uddannelsen af folkeskolelærere 

foregik i kirkens regi – under maksimal 

strenghed og disciplin. Indtil 1818 

virkede Schubert uden større begejstring 

som hjælpelærer hos faderen, men derefter 

levede han som frit skabende kunstner i 

Wien uden på noget tidspunkt at opnå 

offentlig anerkendelse eller en fast stilling, 

han kunne leve af. 

Som Ludwig van Beethoven (1770-1827) 

levede Franz Schubert i et samfund, der var 

præget af den dybe reaktion, der fulgte efter 

Wienerkongressen 1814-15. Her mødtes 

Europas fyrster under ledelse af den østrigske 

udenrigsminister Klemens von Metternich 

for at fastlægge den orden, der skulle herske 

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56


efter Napoleonkrigenes katastrofer, og for at skabe garantier mod 

fremtidige franske erobringer. Her delte man Europa mellem sig; her 

ragede stormagterne Preussen, Rusland, England og Østrig til sig, og 

her oprettede man under Østrigs ledelse Det Tyske Forbund bestående af 

39 enevældige, ekstremt reaktionære fyrstestater. Fra Danmark deltog 

kong Frederik den 6. (regerede 1808-39), der måtte afstå Norge. Til 

gengæld fik han en pose penge og hertugdømmet Lauenburg. Hverken 

kongen eller hans udenrigsminister Niels Rosenkrantz kom til at spille 

nogen som helst rolle i forhandlingerne. Til gengæld tog kongen på 

det selskabelige plan for sig af retterne: han fik en ung kæreste, den 

19-årige Caroline Seufert, der i 59 år – indtil sin død som 78-årig i 

1873 – hævede en dansk statspension på mere end en ministergage. 

Perioden, der fulgte, kaldte man ”Restaurationstiden”, tiden for 

genopbygning. Bestræbelserne gik ud på at føre Europa tilbage til tiden 

før Den Franske Revolution. Perioden efter 1814-15 var derfor præget 

af undertrykkelse og censur, og Østrig udviklede sig til en ren politistat. 

1700-tallets, oplysningstidens, optimistiske forestillinger om frihed og 

lighed, blev grundigt manet i jorden, og den nationale begejstring, der 

fulgte efter Napoleons fald, blev hurtigt bragt under kontrol. Derfor 

var ”Restaurationstiden” også præget af revolutionsforsøg og opstande, 

der over hele Europa havde national selvbestemmelse og frie 

forfatninger som mål. 

Et indre net af fine relationer forbandt Metternichs politik med den 

almindelige kulturelle forfladigelse, der prægede Østrig efter 1815. 

Operette-, danse- og underholdningsmusik blev prioriteret på bekostning 

af den seriøse kompositionsmusik. Det var Rossinis italienske operaer 

og Lanners og Strauss’ danse- og underholdningsmusik, regimet gav 

sin uforbeholdne støtte. Som fyrst Metternich sagde: Folket skal ikke 

forsamles; det skal adspredes. 

Under de omstændigheder var det umuligt for Schubert at slå igennem. 

Alligevel – og på trods af svigtende helbred, kaotiske livsvilkår og 

flere depressioner – er hans produktion enorm: ni symfonier (skitse 

til en 10. blev fundet i 1977), en rigdom af kammermusik, herunder 

mere end 20 strygekvartetter. Dertil en stor produktion af klavermusik 

(21 sonater, heraf 11 ufuldendte), operaer, der aldrig blev opført, 

syngespil, mange korværker og sidst, men ikke mindst, mere end 600 

lieder! 

På årets festival opføres fem hovedværker fra Schuberts kammermusikalske 

produktion: Variationerne over lieden Trockne Blumen i 

e-mol for fløjte og klaver, den store klavertrio i B-dur, Forellekvintetten 

i A-dur, strygekvintetten i C-dur og oktetten i F-dur. 

Bortset fra et par korte ansættelser som musiklærer for grev Johann 

Esterházys døtre (somrene 1818 og 1824) måtte Schubert klare sig 

for de beskedne indtægter, hans kompositioner indbragte. Derfor 

havde han ingen fast adresse, men tilbragte megen tid på Wiens 

kaffehuse og beværtninger – og med at flytte (han boede på skift 

hos vennerne eller hos sin fader). Kun én offentlig koncert med egne 

værker lykkedes det ham at arrangere. Den fandt sted i Wien i marts 

1828 og blev en succes, som bidrog til at forbedre Schuberts økonomi 

og styrke hans anseelse i det tysk-østrigske musikliv. Men da var han 

allerede alvorligt mærket af sygdom, og han døde som 31-årig den 

19. november samme år i sin broders hus. 

Flere musikforskere, heriblandt tyskerne Georg Knepler og Frieder 

Reininghaus, har forsøgt at sammentænke en forbindelse mellem 

tidens kunstneriske udtryksformer og de herskende politiske og 

sociale tilstande. Man hæfter sig ved, at Beethovens musik ændrer 

karakter efter 1815, hvor restaurationstidens undertrykkelse og 

censur for alvor satte ind, ikke mindst i Tyskland og Østrig. Udtrykket 

hos Beethoven ændrer sig fra det heroisk udadvendte (f.eks. den 

3. symfoni Eroica og operaen Fidelio) mod det indadvendte og 

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56


vanskeligt tilgængelige (f.eks. de ”gale” kvartetter fra og med op. 130 

og de sene klaversonater fra og med Hammerklaversonaten op. 106). 

Noget lignende er tilfældet med Schubert, især i hans lieder, hvor 

tonen gradvis bliver mørkere. I sangkredsene Winterreise (1827) og 

Schwanengesang (1828) er håbløsheden og pessimismen slået helt 

igennem. 

I 1839 omtalte Schuberts ven, digteren Franz Grillparzer, det østrigske 

regime under Metternich med følgende ord: 

Den bande, der regerer os (Die Rotte, die uns regiert), er af en nederdrægtighed, 

der kun kan undskyldes med dumhed. 

Også Schubert var bevidst om, at den kulturelle lammelse og ligegyldighed, 

der prægede tiden efter Wienerkongressen, var en følge 

af de herskende politiske tilstande. I 1820 blev Schubert og fire af 

hans venner arresteret af Østrigs hemmelige politi. En af vennerne, 

digteren Johann Senn, blev stillet for retten, idømt et års fængsel og 

derefter forvist fra Wien på livstid. Schubert og de øvrige tre fik en 

alvorlig irettesættelse for kritik af myndighederne i et uforskammet og 

fornærmeligt sprog. 

På den baggrund er det nærliggende – med Knepler og Reininghaus – at 

tolke det livløse, snedækkede øde i Winterreise som et forstemmende 

billede på et Europa, hvor en gravlignende stilhed sænkede sig efter 

1815; hvor enhver frihedsbevægelse blev knust med magt; hvor lærere, 

der anfægtede grundlaget for den bestående orden, blev nægtet ansættelse, 

og hvor kritiske forfattere blev forfulgt med censur, fængsel, 

landsforvisning eller henrettelse. 

I sin forening af tekst og musik er de 24 lieder i Winterreise et 

kunstnerisk billede, dybt og mangedimensionalt, der reflekterer de 

eksistensvilkår, et menneske i dette landskab måtte friste. 

Caspar David Friedrich (1774-1840), Vinterlandskab 

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56

skoLEkoNcERTER 


Thy Kammermusikfestival har gennem årene lagt vægt på 

at give skolekoncerter, hvor eleverne på hjemmebane møder 

klassisk kammermusik. 

I år arrangeres følgende koncerter: 

Mandag den 20. august 

Tilsted Skole 

Sennels Skole 

EUC Nordvest 

Thy-Mors HF og VUC, Nykøbing 

Fredag den 24. august 

Hanstholm Friskole 

Sundby Friskole 

Thisted Gymnasiun 

Thy-Mors HF og VUC, Thisted 

åbNE pRøvER 

I lighed med tidligere er der mulighed for at overvære enkelte 

prøver. I år er det på Bakkegaarden, Bakkegaardsvej 4, 

7742 Vesløs. 

Onsdag den 15. august kl. 10.00-12.00 

Torsdag den 16. august kl. 10.00-12.00 

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56

For støtte til gennemførelse af Thy Masterclass Kammermusikfestival 2012 takkes 

Stat, kommune, fonde og andre sponsorer 

Thisted Kommune, herunder tidligere 

Statsligt Kommunalfuldmagtstilskud 

Augustinus Fonden 

Brødrene Hartmanns Fond 

Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat 

Danmarks Nationalbanks Jubilæumsfond 

af 1968 

Det Obelske Familiefond 

Færch Fonden 

Knud Højgaards Fond 

Oticon Fonden 

Sportsgoodsfonden 

Toyota Fonden 

Wilhelm Hansens Fond 

Kunststof-Kemi Skandinavia A/S 

Thy Masterclass Erhverv 

Brandt Revision 

Danske Bank 

Dolle A/S 

EUC Nordvest 

Haaning Automobiler I/S 

Knudsdal Landbrug 

Landinspektør Jørgen Knudsen 

Morsø Jernstøberi A/S 

NetIP 

Nordjysk Tryk ApS 

Nordthy Klinik for Fysioterapi 

Nykredit 

P og P arkitekter ApS 

Pædagogisk Uddannelsescenter 

Sparekassen Thy 

Thisted Dagblad, Nordjyske Medier 

Thisted-Fjerritslev Cementvarefabrik A/S 

Thisted Gymnasium og HF 

Thy-Mors HF og VUC 

Tican a.m.b.a. 

Trykkeriet Friheden ApS 

Tømmergården A/S 

Vildsund Strand 

Westag ApS 

Øjenklinikken Frost ApS 

Øvrige bidragydere 

Bakkegaarden 

Fast Plast A/S 

Fiskecompagniet’s Detailsalg, Vorupør 

FlamingoForm, grafisk design og illustration 

Flensted A/S 

Fotograf Knud Erik Jensen 

Hotel Thinggaard, Hurup 

Højland Biler 

Kbm. Hillgaards Feriehusudlejning 

Keramiker Torsten Mosumgaard 

Kiropraktisk Klinik, Nykøbing 

Klaverstemmeren, Aalborg 

Klitmøller Sommerhusudlejning 

Mejerigården A/S 

Plantagehuset 

Revision Limfjord 

Royal Danish Seafood A/S 

Sjørring Maskinfabrik A/S 

Spar Vorupør 

Thisted Antikvariat 

Thisted Bryghus A/S 

Thylands Trælasthandel, XL-Byg 

Thy-Mors Energi 

Thy Turistbureau 

Taabbel P. og Co. A/S 

Ydes Boligmontering 

Vorupør Feriehusudlejning 

Østerskov og Foldager I/S

thy masterclass kammermusikfestival - Thy Chamber Music Festival

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?