Du åbner dokumentet ved at klikke her - Bedre ArbejdsVilkår i ...

BAV-nyt
Nr. 32 Maj 2011—Udgivet af BAV: Bedre Arbejdsvilkår i 3. verden
Indkaldelse til generalforsamling og oplysningsmøde på bagsiden
I d e t t e
n u m m e r :
Protesttrusser
Solidaritetsbesøg
i
Nepal
Når mode
bliver dødelig!
Interviw
med sandblæsningsar
bejder
Ingen rettigheder
uden fagforening
BAV støttertekstilarbejdere
i
Zambia
5
7
9
10
12
15

BAV-nyt
BAV-nyt Side 2
C/O Birte Møller Jensen
Sønderjyllands alle 23
2000 Frederiksberg
birtesmail@jubii.dk
Bliv medlem!
Pris for et års kontingent:
Enkeltpersoner: 100 kr.
Overførselsindkomst: 50 kr.
Fagforeninger: 500 kr
Andre organisationer: 500 kr
Giro 999-9221
Redaktion
BAV-nyts redaktion er bestyrelsen,
der består af:
Birte Møller Jensen
(Ansvarshavende red.)
Dorte Sørensen
Sascha Bloch Nielsen
Bo Rosschou
Inge Krull
Jørgen Arbo-Bæhr
Lise Illum
Redaktionen modtager gerne indlæg
til bladet, men vi forbeholder os ret
til at forkorte indlæggene.
ISSN: 1603-9475
Hvad er BAV?
BAV står for Bedre arbejdsvilkår i den
tredje verden og er en forening, hvis formål
det er at oplyse om arbejdsvilkårene
i den tredje verden.
Men vi gør mere end bare at oplyse! Gennem
mere end ti år har vi støttet forskellige
fagforeninger og kvindegrupper i flere
sydasiatiske lande.
Vi har også været med til at lægge pres
på den malaysiske regering, or at få frigivet
den faglige aktivist Tian Chua, som
vi siden har haft besøg af.
Vi holder kontakt med mange fagligt aktive
i den tredje verden og støtter dem i
deres kamp for faglige rettigheder.
Vi tilbyder oplysningsarrangementer
Der afvikles halvårlige oplysningsarrangementer
af BAV, der er åbne for alle,
men vi tilbyder også særligt tilrettelagte
foredrag med powerpoints fra studierejser
m.m.
Hvis du vil høre nærmere eller være
medlem, så kontakt formand, Birte Møller
Jensen

BAV er kommet op i gear igen!
Det seneste halve år har der været
et højt aktivitetsniveau i BAV.!
Der er taget initiativ til en indsamling
til tekstil- og beklædningsarbejdere
i Zambia samt et udviklingsprojekt:
”Børn i skole” i Nepal, hvor
fattige bygningsarbejderes lod er, at
tilbyde deres børn et liv som børnearbejdere
på dødsensfarlige arbejdspladser.
I BAV går vi ikke på
kompromis med tilgang til børnearbejde.
Vi mener, at det er de voksne
der tjener penge og børene, der går
i skole. Hvis projektet godkendes,
vil det blive beskrevet af Sune Bøgh
i næste BAVnyt.
Og nu er det sket! BAV har fået en
hjemmeside adressen
www.bavnyt.dk
Tre oplysnings- og debatmøder, der
har dækket problemstillinger på de
tre kontinenter Asien, Afrika og Latinamerika,
er det også blevet til. To
af møderne er blevet afviklet med
støtte fra AOF, som vi har fået et
godt samarbejde med. AOF sponserer
både et godt og centralt mødelokale
samt annonceringer i lokalbla-
BAV-nyt Side 3
de. Dette giver mulighed for at komme
ud til et bredere publikum, end
det ellers ville være muligt.
Det seneste møde var i samarbejde
med 3F’s Solidaritet og Bistandsenhed.
Anledningen var et eksklusivt
møde med den honduranske aktivist
Gloria Garcia, der gæstede
Danmark i forbindelse med den internationale
arbejdsmiljødag og
1.maj, hvor hun var taler på en
lang række møder landet over.
På et andet møde blev zambianske
bryggeres arbejds- og levevilkår belyst.
Et forfriskende oplæg med oplevelser
fra Zambia, hvor danske
bryggere havde besøgt bryggerier og
fagforeninger. Bryggernes oplevelse
var tankevækkende. Besøg på virksomheder
som Coca Cola, South African
Breweries (SAB-Miller), hvor
man forventer at se rimelige forhold
gjorde indtryk; bryggerne var ikke
imponeret over udviklingsniveauet.
De sagde; ”Det vi så, har vi set før,
det var bare for 50 år siden i Danmark”.
Overraskende havde bryggerne
lavet et specielt bryg, en zambiansk
lokal øl, produceret efter en
opskrift de havde opsnuset i Zambia.
Dette vakte stor begejstring
blandt de fremmødte. Øllet lignede
nærmest tyndt øllebrød og lugtede
også lidt derhenad, men det gav en
løftet stemning og god debat. Bryggerne
vil i næste nummer af BAVnyt
skrive om deres fortsatte samarbejde,
og en aktiv støtteindsam-

BAV-nyt Side 4
ling af både penge, kontormøbler og
artikler til kolleger og deres fagforeninger
i Zambia.
Arbejdsplaner i støbeskeen
Vi ser frem til et nyt aktivt liv i vores
lille NGO. Hjemmesiden byder
på mange muligheder, som vi vil
forsøge at udnytte. Der er allerede
et planer om et debatmøde om
”etisk handel”, hvor fagbevægelsens
rolle, boycot af varer og mærkevarerordninger
vil blive diskuteret.
Mødet vil blive annonceret på hjemmesiden,
så snart en dato er på
plads.
Vi forventer også at kunne skaffe
flere medlemmer, hvilket er en nødvendighed
for at finansiere drift og
tryk af bladet – og ikke mindst for
at gøre os mere synlige gennem oplysning,
og dermed mulighed for at
skabe flere resultater.
Mange bække små!
Der er fortsat behov for at bekymre
sig om arbejdstageres løn- og arbejdsvilkår
i udviklingslande, og
mulighederne er uendelige. Det
kræver dog mange frivillige kræfter
og de hænger ikke på træerne. Vi
søger derfor fortsat med lys og lygte
efter mennesker, der kan bidrage til
at løfte aktivitetsniveauet. Arbejdsopgaver
kan for eksempel være;
kontakter der skal plejes, skrive artikler,
søge tilskud, arrangere oplysnings-
og debatmøder og udvikle
hjemmesiden. Der er bl.a. et ønske
om at få oversat udvalgte artikler og
andet relevant stof til engelsk, for
også at tilgodese vores kammerater
og kolleger ude i verden. Hjemmesiden
har længe været et smertensbarn,
og vi siger tak til Steffen
Bloch Nielsen, der kan tage æren
for at den er oprettet. Vi ser frem til
at mange vil bidrage med artikler,
fotos kommentarer og udvikling generelt
Økonomi
Der vil i det kommende år ikke
komme kontingentstigninger, idet vi
hellere ser flere vil give sig råd til at
støtte vores arbejde. Udgivelse af
flere blade er forbundet med udgifter,
det samme med et øget antal
oplysningsmøder, derfor hører vi
gerne om nogle ønsker at modtage
bladet elektronisk. Som det ser ud,
vil der fortsat være økonomi til udgivelse
af de næste blade.
Det er en god opbakning til det frivillige
arbejde, hvor der har været
en svag stigning af medlemskab. Vi
oplever at flere og flere samme med
kontingent, sender små søde
”hygge” beskeder sammen med indbetalingskortet,
og nogle små ekstra
beløb til drift og til kagekassen,
bestyrelsen siger: TAK ;-)
På vegne af BAV
Birte Møller Jensen

Protesttrusser!
Af Margit Kjeldgaard
Bevæbnede med symaskiner, megafoner
og globale kommunikationsmidler
sætter 20 kvinder fokus på
den beskidte tekstilindustri. De
blev fyret fra Triumph, men syr nu
selv undertøj, som danske forbrugere
kan købe og dermed
støtte deres ide.
Den skuffende vej gennem
institutionerne
Den internationale organisation,
OECD har regler
for multinationale selskaber,
Guidelines for Multinational
Enterprises, og
hvert land har et Kontakt
-punkt, som skal bistå i
konflikter mellem multinationale
selskaber og
fagforeninger, miljøorganisationer,
m.m.
Thailand Labour Union indbragte
en klage over Triumph for det
Schweiziske Kontakt-punkt
(Triumph har hovedsæde i
Schweiz), fordi Triumph ikke havde
orienteret fagforeningen om økonomien
og omstruktureringer forud
for afskedigelserne samt nægtet at
udbetale afskedigelsesgodtgørelse.
Triumph har dermed brudt sin egen
Code og Conduct og med fyringer af
organiserede i Bangkok og
outscourcing til uorganiserede i
Nordthailand, forbrudt sig mod ILO
BAV-nyt Side 5
-konventionen om ret til faglig organisering.
International Labour Organisation
(ILO) har formuleret en
lang række paragraffer; de enkelte
nationer har tilsluttet sig – nogle alle,
andre færre. Klagen blev indgivet
på vegne af i alt 3.900 fyrede
arbejdere i Thailand
og Philippinerne, men i
februar 2011 meddelte
Kontakt-punktet at man
afsluttede sagen. Der
havde ikke været afholdt
møder mellem parterne
og der var ingen konklusion
på klagen.
Try Arm
Kvinderne har organiseret
sig som et kooperativ
med navnet Try Arm og et logo, der
ligner Triumphs. De har kollektiv
ledelse og alle kan tage initiativer til
nye ideer. Større beslutninger tages
af alle ansatte og for to måneder siden
lykkedes det at få lønnen op på
samme niveau, som det de fik hos
Triumph, hvilket svarer til ca. 50
kr. om dagen. Det er noget af en triumf
efter den dårlige behandling
hos Triumph, hvor man skulle
spørge om lov, for at rejse sig ved
symaskinen, når man trængte til at
strække ryggen ud. Kvinderne arbejder
nu i et roligt tempo og viser
de mange besøgende rundt - både

BAV-nyt Side 6
journalister, gymnasieelever og
fagforeningsrepræsentanter. De er
glade for al den støtte de kan få,
men siger alligevel: ”Don’t give us
money. Just buy our products”. De
har ambitioner om at eksportere
både kooperativ-ideen og trusserne.
En ny slags fair-trade
Kvinderne kalder deres produktion
for Fair Trade Fashion. Det er ikke
den slags fairtrade vi kender fra
mærket på kaffen, teen, chokoladen
og bananerne i supermarkedet,
hvor det garantere en bestemt
afregningspris til selvstændige bønder
eller hvor en plantageejer lover
at behandle sine ansatte bedre end
ellers. Her handler det om en industriproduktion,
som Fairtradesystemet
slet ikke er nået til endnu.
På plakaten står der:
”Freedomwear”; jeg tænker det hentyder
til at Try Arm handler om at
tage magten over sin egen arbejdskraft
og konkurrere med et multinationalt
selskab.
Rent tøj
Jeg har været optaget af fair trade
siden jeg arbejde i Ulandsimporten.
Efter salg af bolig
blev det muligt at starte en fair trade
tøj virksomhed, som har fået
navnet Rent tøj, en direkte oversættelse
fra Clean Clothes, som jeg
lærte at kende i 1997. Det var også
via Clean Clothes at jeg blev opmærksom
på Try Arm. Tilfældigvis
havde min ældste datter, Tanja
Kjeldgaard, netop planlagt en turisttur
til Thailand og Laos, så jeg
overtalte hende til at tage de 30 km.
fra Bangkok ud til Try Arm sammen
med en tolk og interviewe koordinatoren
Jittra Cotshadet.
Produktionen lever ikke op til Rent
tøjs krav om økologisk bomuld,
men den gør det muligt for fattige
folk at få en rimelig indtægt og ordentlige
arbejdsforhold. Desuden
foregår produktionen under demokratiske
former, hvor de ansatte
selv organiserer arbejdet og træffer
beslutning om, hvad de vil producere.
For hovedparten af de fyrede fra
Triumph har den faglige kamp måske
ikke været en positiv oplevelse;
de mistede jo deres indkomst, men
Try Arm er et super-initiativ, som
viser at man kan organisere arbejdet
selv – hvis nogen bakker op i
starten. Fortsættes s. 14

BAV-nyt Side 7
Solidaritetsbesøg i Nepal
Fattige bygningsarbejdere i Nepal
organiserer sig for at få bedre vilkår,
men der er lang vej endnu. De
arbejder under hårde og farlige forhold,
men flere og flere af dem organiserer
sig for at få bedre vilkår.
Organisering
Bygningsarbejderforbundet CUP-
PEC har fået 10.000 flere medlemmer
i løbet af det sidste år og har
nu i alt 70.000. Det fortæller Hanne
Nielsen der sammen med Hanne
Sandager netop har besøgt Nepal,
en 3F Solidaritetsgruppe, der støtter
bygningsarbejderne i landet.
På nogle områder er nepaleserne
hestehoveder foran os, når det gælder
om at organisere og aktivere
medlemmer. De har simpelthen så
meget drive, og det gør, at de kommer
i kontakt med folk, som så
melder sig ind og bliver aktive. Vi
var med dem en morgen på det lokale
”meeting point” en slags arbejdsformidlingssted,
hvor arbejdsgiverne
hyrer folk. Her er også fagforeningsaktivister
til stede, de taler
med kollegerne, og snakken går om
vilkår og ansættelsesforhold, og vi
havde et stærkt indtryk af en faglig
bevægelse med respekt for medlemmerne
og stærkt engagement
blandt aktivisterne. Der er ganske
få lønnede i fagforeningen, og kontingentet
er lavt, men der er stor
medlemsaktivitet.
Arbejdsvilkår
Der er gang i Byggeriet i Nepal og
der er masser af byggepladser i
Kathmandu og omegn. De er præget
af hårdt slid, støv, farlige stoffer,
og i det hele taget elendige sikkerhedsforhold.
Men også rod og
unødvendigt sjusk med arbejdstilrettelæggelsen,
der tyder på at den
faglige oplæring slet ikke kan følge
med byggeboomet.
Sikkerheden i Nepal er ikke reguleret
i et regelsæt med beskrivelser af
lovlige stilladser, støjgrænser osv.,
og arbejdspladser med mindre end
10 ansatte eller med en uregistreret
arbejdsgiver, er i den uformelle sektor
og derfor helt udenfor arbejdsmarkedslovene.
Det giver en fagforening
væsentligt dårligere forhandlingsvilkår
overfor arbejdsgiverne,
og meget af sikkerhedsarbejdet
kommer til at dreje sig om kompen-

BAV-nyt Side 8
sation og erstatninger efter skaderne
er sket.
Forsikring
Der sker mange ulykker, og det kan
risikere at smadre en families livsgrundlag.
For selv om en familie
har været i stand til at lægge penge
til side til f.eks. uddannelse til børnene
eller til forbedring af deres bolig,
så skal der så lidt til for at opsparingen
ryger, for hospitalsbehandlinger
er dyre, også selv om
medlemskab af fagforeningen giver
reducerede priser og fælles indsamlinger
til ulykkesramte kan afhjælpe
den første krise.
Kvindesjak
Kvinderne i Nepal arbejder også i
byggeriet, ofte med at slæbe materialer
og skovle jord og fyre kul i ovne
på teglværkerne. Det er rigtigt
knoklearbejde, og det er nemt at forestille
sig, at man ikke kan være
mange år i branchen med de jobs.
Men i de senere år er mange kvinder
”trængt” ind på områder med
maskinbetjening indenfor slibning
af marmorgulve og flisebelægning.
Rene kvindesjak udfører nu dette
arbejde, og de er velorganiserede indenfor
fagforeningen. Men selv om
sliddet ikke er så hårdt, er der store
problemer med støv og el-ulykker,
og dertil kommer de ”sædvanlige”
problemer med at få lønnen udbetalt,
når arbejdet er udført. Her
hjælper det at være organiseret, så
andre fra fagforeningen kan møde
frem og være med til at presse arbejdsgiveren.
Sikkerhed
Det er i det hele taget lønnen, der er
fagforeningens første prioritet, og
det er meget forståeligt, med den
store fattigdom og de lave lønninger.
På et kvindekommité-møde talte
kvinderne meget om deres arbejdsmiljø.
Om manglen på toiletter, om
chikane, om deres bekymring for de
skader de påfører deres børn, når
de bliver udsat før støv og kemiske
dampe, mens de er små og er med
på arbejde. Jeg tror, at det er fra
kvinderne, at man skal forvente et
pres på fagforeningen til at prioritere
sikkerhedsarbejdet højere, og jeg
håber at støtten fra 3F og Danida til
fagforbundet CUPPEC, vil gøre det
muligt at prioritere netop sikkerhed
og kvindernes aktive deltagelse,
slutter Hanne N., der selv er Tømrer
og sikkerhedsrepræsentant på sin
arbejdsplads.

Når mode bliver dødelig!!
Af Dorthe Sørensen
Jeans, der allerede ser slidte
ud, har længe været på
mode. Først skulle de være
stenvaskede, så de blev
slidte over det hele. Men
endnu smartere er det, hvis
de kun ser slidte ud på afgrænsede
områder. Sådan
kan de komme til at se ud,
hvis de bliver sandblæste.
Sandblæsning
Sandblæsning af jeans foregår
ved at sand under
højt tryk blæses mod stoffet. Sandet
indeholder bl.a. mineralet silicium,
som giver et bedre resultat af
sandblæsningen. Når arbejdere i tøjindustrien
arbejder med sandblæsning,
vil de uundgåeligt komme til
at indånde store mængder siliciumstøv,
som kan give dem lungesygdommen
silikose. Det er en uhelbredelig
sygdom som bl.a. medfører
åndenød, hoste og feber. I de sene
stadier er sygdommen invaliderende
og ofte dødbringende.
Grundet sundhedsrisikoen ved
sandblæsning, har der i mange år
eksisteret EU regler, som kræver at
siliciumandelen af sandet ikke
overstiger 1%. Men i tøjindustrien
benyttes der sandblæsningssand
som indeholder op til 80% silicium.
Sandblæsning af jeans foregår da
også i en række lande udenfor EU,
BAV-nyt Side 9
som Ægypten, Bangladesh
og Tyrkiet.
Alene i Tyrkiet anslås det, at
mellem 8.000 og 10.000 arbejdere
har arbejdet med
sandblæsning i de sidste 10
år. Mindst 4.000 forventes
at blive ramt af silikose. Tyrkiet
forbød da også sandblæsning
af jeans i marts
2009. Imidlertid foregår der
stadig en del ulovlig sandblæsning
i Tyrkiet og resten
af produktionen er flyttet til
lande som Bangladesh, Syrien og
Ægypten, hvor der ikke findes nogen
ordentlig regulering.
Clean Clothes Campaign Danmark
har siden efteråret arbejdet sammen
med CCC-netværket i resten af
Europa arbejdet med at udbrede
kendskabet til hvor farligt sandblæsning
er, og for at få de vestlige
modefirmaer til at holde op med at
bruge produktionsmetoden.
Det er lykkedes i stor stil. Langt de
fleste tøjfirmaer har lovet at stoppe
med at sandblæse jeans manuelt.
Der er nogle få modefirmaer, som er
ligeglade og som ikke reagerer på
vores henvendelser, så dem fortsætter
vi med at lægge pres på. Vi laver
aktioner foran deres butikker, vi
fortæller om dem på vores hjemmesider
og vi sørger for at aviserne
skriver om det. Forts. S. 14

BAV-nyt Side 10
Inter view med sandblæsningsarbejder
Interview med Adulhalim Demir - en
tidligere sandblæsningarbejder fra
Tyrkiet, som lider af silikose og ikke
længere kan forsørge sine børn.
Jeg kom til Istanbul i slutningen af
1990'erne på udkig efter arbejde.
Jeg voksede op i landsbyen
Taslicay i Bingol regionen i det østlige
Tyrkiet. I den østlige del af Tyrkiet
var der næsten ingen arbejdspladser.
Mine forældre var landmænd
og havde kvæg. På grund af
det kurdiske PKKs væbnede oprør,
blev det forbudt at holde græssende
kvæg i bjergene. Vi kunne derfor ikke
længere finde steder, hvor vores
kvæg kunne græsse og vi blev nødt
til at sælge alle vores dyr. Der er ingen
anden industri i området, så
min far ikke havde nogen indtægt.
Jeg måtte holde op med at gå i sko-
I
le, og rejse til Istanbul i håb om at
finde arbejde.
I Istanbul havde jeg ingen slægtninge
eller venner. Jeg søgte arbejde
på de steder, hvor migrantarbejderene
findes. Men migrantarbejdere
får kun de de mest beskidte og farlige
jobs.
Jeg fik først arbejdede for Leke
Jeans. Oprindelig i en anden afdeling,
men jeg sov i sandblæsnings
afdelingen. Efter nogen tid sagde
de, at hvis jeg ønskede at fortsætte
med at kunne sove der, skulle jeg
begynde at arbejde som sandblæser.
Jeg arbejdede der i to måneder.
I 1998-1999 arbejdede jeg i et helt
år som en 'master sandblæser' i en
fabrik, der producerede jeans for
Tommy Hilfiger. Jeg arbejdede der,
og sov der. Jeg tror, at det må have
været den periode, der gjorde mig
syg.
Det var senere under aftjening af
min værnepligt, at jeg opdagede, at
jeg har silikose. Jeg var for syg til at
kunne løbe, men lægerne kunne ikke
give mig en diagnose. De sagde,
at jeg var OK. En af mine slægtninge
var også blevet syg, med de samme
symptomer. Men han fik diagnosen
silikose, fordi hans læge
kendte til problemet med sandblæsning,
og han fik derfor en lægeer-

klæring. I hans
tilfælde var sygdommenallerede
meget fremskreden,
og han
døde kort tid efter.
Så blev jeg
også diagnosticeret
med silikose.
Vi var i en gruppe af tidligere
sandblæsningsarbejdere, der havde
samme symptomer. Jeg husker, at
vi var 157 mand. Ud af dem, viste
145 sig at have silikose.
Først senere lærte jeg om mine rettigheder
som arbejdstager, men jeg
var blevet snydt. Virksomheden
havde manipuleret med papirarbejdet
omkring min sociale forsikring,
bl.a. via falsk bogføring. Så selv om
jeg havde en kontrakt og betalt min
sociale forsikring, har jeg i tre år
måttet kæmpe for at bevise, at jeg
overhovedet har arbejdet som sandblæser,
og at mine helbredsproblemer
skyldes mit arbejde.
Staten siger, at eftersom jeg har arbejdet
på det uformelle arbejdsmarked,
så er det ikke statens ansvar.
Man hvis staten havde levet op til
sit ansvar, ville disse problemer slet
ikke være opstået.
Alle som arbejdede med sandblæsning
er syge nu. Jeg ville ønske jeg
havde kendt til faren i forvejen.
Hvis jeg havde vidst det, ville jeg aldrig
have arbejdet som sandblæser.
BAV-nyt Side 11
Jeg vil nu advare
alle arbejdstagere
i andre
lande om den
skjulte fare ved
sandblæsning.
Min sygdom har
spredt sig til 46
procent af mine
lunger. Jeg kan ikke lave fysisk arbejde,
kan ikke løbe eller klatre.
Hvis jeg bliver forkølet, er det meget
farligt for mig. Jeg har åndenød hele
tiden og jeg kan ikke tale, da det
kan forværre min sygdom. Nogle
gange er jeg nødt til at tage på hospitalet
i en måned og få direkte ilt.
Jeg har tre børn, som er ti, syv og
seks år gamle. Jeg finder det smertefuldt,
at jeg ikke kan arbejde og
tjene en ordentlig indkomst. Jeg
prøver på ikke at tænke over disse
ting. Hvis jeg tænker positivt, vil
sygdom måske ikke forværres yderligere.
Jeg vil gerne bruge min tid på at arbejde
for forhindre at andre arbejdere
bliver syge på grund af sandblæsning.
I min landsby Taslicay i
det østlige Tyrkiet bor der 2000
mennesker. Mere end 300 er nu
blevet syg af sandblæsning. Firs af
mine slægtninge er syge.

BAV-nyt Side 12
Ingen rettigheder uden fagforening
AF Birte Møller Jensen og Jesper Nielsen
Interview med Gloria Garcia, bananarbejder,
arbejdsmiljøsekretær og
aktiv i demokratibevægelsen i Honduras
efter statskuppet i juni 2009
En styrket fagbevægelse er nødvendig
for at sikre fattige arbejderes
rettigheder, mener Gloria Garcia,
bananarbejder og faglig leder fra
Honduras.
Myndighederne har ingen vilje til at
håndhæve lovgivningen. Selv de rettigheder
vi har efter loven bliver vi
snydt for på arbejdspladser, hvor
der ingen fagforening er, siger hun.
Ca. 4.000 fagligt organiserede har
overenskomst. De øvrige ca. 12.000
bananarbejdere i landet arbejder for
nationale plantageejere, som er le-
Gloria Carcia og Jesper Nielsen
verandører til de multinationale. På
uorganiserede arbejdspladser får
man som oftest ikke de lovbestemte
ydelser som feriepenge, helligdagsbetaling,
overarbejdsbetaling og den
ekstra månedsløn til jul. De er ansat
på midlertidige kontrakter og
kan f.eks. ikke få fri til at gå til lægen,
selv om de eller deres barn er
syg. Kvinderne får heller ikke barselsorlov,
men bliver ofte fyret når
chefen opdager, at de er gravide.
Mange arbejder hårdt i 13-14 timer
daglig, men tjener ofte under mindstelønnen,
som kun dækker omkring
halvdelen af de basale leveomkostninger.
Er der bedre arbejdsforhold
hos
multinationale?
Ja, i bananindustrien
er der
bedre forhold
hos de multinationaleselskaber.
Men ikke
pga. selskabernes
gode vilje,
understreger
Gloria. Det er
fordi der er fagforeninger
og
overenskomster
lige netop dér.
Det gælder både
hos Dole og

Chiquita. Men de multinationale
presser hårdt på for at forringe
overenskomsten og skaffe sig af
med fagforeningerne.
Mærkning og rettigheder
Gloria fortæller forarget, at de sociale
og miljømæssige mærkningsordninger
giver samme mærke til alle
Chiquita- eller Dole-bananer - også
fra leverandørplantager, hvor arbejderne
bliver fyret hvis de kræver deres
rettigheder. Det er vildledning
når forbrugeren ikke kan se om det
er ordnede eller urimelige vilkår bananerne
produceres under, mener
hun.
For en af Chiquitas leverandører,
Surco, lykkedes det at komme af
med fagforeningen efter en oversvømmelse.
Plantagen blev lukket
og ændrede navn til Tres Hermanas.
En arbejder fik senere ødelagt
det ene øje pga. sprøjtning fra fly.
Giften dryppede fra bladene ned i
øjet på ham. Han var en af 17 der
blev fyret for at kræve deres rettigheder.
Vi henvendte os til de to certificerende
organisationer, Social
Accountability International (SAI)
og Rainforest Alliance, og klagede
over at plantagen bryder loven og
alligevel kan levere bananer, som er
mærket for miljømæssigt og socialt
ansvar. De svarede at de kun kan
bruge henstillinger.
Loven giver os ikke mange rettigheder,
men når man ikke en gang vil
overholde den smule burde de ikke
BAV-nyt Side 13
certificere plantagerne, fortsætter
Gloria.
Europæiske selskaber er ikke bedre.
SURAGROH ejes af det irske
Fyffes og eksporterer meloner fra
Honduras. De underbetaler groft.
En international kampagne hjalp
arbejderne med at få hævet lønnen
fra ca. 15 til 20 kr om dagen. Men
de kan ikke organisere sig. De bliver
aldrig fastansat og det kræver
loven for at oprette fagforening. Det
er derfor vores virksomhedsfagforeninger
må slutte sig sammen til en
branchefagforening. Så kan folk stå
i fagforening, selv om de ryger ind
og ud af midlertidige job.
Vores andet projekt er at få ændret
grundloven. I dag er det 23 rige familier,
der bestemmer. Vi vil have et
demokrati så det fattige flertal kan
Gloria Garcia var omkring 1. maj
på besøg i Danmark inviteret af en
solidaritetskomité under LO’s
”Gør Noget” kampagne. Komitéen
støtter for indsamlede midler
bananarbejderne i at organisere sig
fagligt. Hun brugte lejligheden til
at takke 3F for mange års samarbejde
og støtte, som bl.a. har givet
hende selv en uddannelse og en
selvtillid, så hun tør stille sig op og
tale til mange mennesker.

BAV-nyt Side 14
Protesttrusser –fortsat fra s. 6
Rent tøj har derfor fået et parti dame-
og herretrusser hjem. Det tog
godt nok en måned før en engelsktalende
besvarede ordren pr. mail
og det viste sig, at mange størrelser
var udsolgte og at de ikke lige kunne
lave flere. Try Arm har ikke råd
til at købe større mængder metervarer
hjem ad gangen, og så er det
svært at opbygge et større lager.
Når mode ... Fortsat fra s. 9
´
Se en opdateret liste på
www.cleanclothes.dk
Vi har også via vores internationale
netværk fortalt fagforeninger og
menneskerettighedsorganisationer i
Try Arm får mange besøg fra journalister
og studerende og søger både
at sælge kooperativ-ideen og deres
undertøj. Trusserne sælges for
79 -100 Baht. Det svarer til 16-20
kr. Dertil skal lægges transport og
told (12 %), samt dækningsbidrag
til Rent tøj (50 %) og moms. Rent
tøj har derudover lagt et solidaritetstilllæg
på 5 kr. på trusserne til
kvinderne. På denne måde ender
priserne mellem 45 og 60 kr. pr.
stk. undertøj. Undertøjet kan købes
Bangladesh, Indien, Cambodia og
de øvrige tekstilproducerende lande
i Asien om problemet, så de kan advare
arbejderne på fabrikkerne, før
det bliver for sent.

BAV-nyt Side 15
1000 ørepropper og 12.000 gode
danske kroner er indsamlet!
Der blev i sidste BAV-nyt annonceret
en indsamling til Zambia i Afrika.
Der blev sat et mål på 12.000
kr, med en tidsfrist 1.april 2011. De
indsamlede midler skulle anvendes
til at styrke og forbedre tekstil- og
beklædningsarbejderes løn- og arbejdsvilkår
i Zambia. Dette skulle
ske gennem organisering, oplysning
og uddannelse.
Som optakt til indsamlingen blev i
sidste nummer af BAVnyt oplyst om
forhold i branchen. Blandt andet er
der et stort problem med høreskader,
forårsaget af øredøvende larm
fra maskiner. Arbejderne på fabrikken
Kariba Textiles i Livingstone i
det sydlige Zambia, havde i årevis
kæmpet forgæves for at få udleveret
ørepropper. Denne oplysning førte
til, at et venligt medlem i BAV
prompte donerede 1000 ørepropper
til indsamlingen. En rådgiver fra
Danmark har taget ørepropperne
med til fagforeningen NUCIW, der
organiser i branchen og har afleveret
gaven. Astrida fra NUCIW kunne
fortælle om en ubeskrivelig glæde
blandt medarbejderne. Ikke kun for
ørepropperne, men også, at nogle
ukendte mennesker fra Danmark
bekymrer sig om dem og deres
kamp for anstændige løn- og arbejdsvilkår.
For at sikre at de indsamlede penge
bliver anvendt optimalt, vil der blive
udarbejdet en kontrakt med fagforbundet
NUCIW, der skal stå for
træning, oplysning og kvalitet, der
sikrer et synligt resultat.
NUCIW har i en årrække været en
del af et et DANIDA-finansieret projekt,
udført af fagforbundet 3F i
Danmark. En aftale vil beskrive
hvilke aktiviteter der skal afvikles
og hvad de forventes af føre med
sig, redegørelse for brug af penge
samt aftale om rapportering. På den
måde får BAVs medlemmer mulighed
for at se, om det er muligt at
gøre en forskel for de Zambianske
arbejdere, for dette forholdsvis lille
beløb.
Indsamlingen vil stå åben frem til
1. august 2011. Hvis nogen skulle
have lyst til at yde et ekstra bidrag,
er der stadig mulighed frem til august,
hvor vi forventer at have kontakten
på plads, og først dér sendes
pengene.
Beløb til indsamling sendes til
BAV’s giro nr . 999 -9221 mærket:
”Zambia” senest 1. august
Ansvarlig for indsamling; Birte Møller
Jensen birtesmail@jubii.dk

BAV
Bedre arbejdsvilkår i 3. Verden
Indkaldelse til Generalforsamling
´
Tirsdag d. 24. maj 2011 Kl 16.00
Metronomen
Godthåbsvej 33, 2000 Frederiksberg
Dagsorden ifølge vedtægterne
------------------------------------------------------
Efterfølgende
Oplysnings- og debatmøde
Kl 17.00-18.30
V/ Hanne Nielsen og Hanne Sandager,
Nepalesiske arbejders hverdag i byggebranche, hvor kvinder og børn også må tage
deres del på dødsensfarlige arbejdspladser.
Kom tæt på de vilkår og muligheder, der gør sig gældende for denne gruppe
arbejdere
Med venlig hilsen og på gensyn
AOF og BAV