Studieordning for Filosofi og Videnskabsteori - ACE Denmark

Er kommende generationers død og lidelse
lige så vigtig som nulevendes? Og selvom det
principielt er tilfældet, kan der så alligevel
gives grunde til at vægte fremtidige generationers
interesser mindre i ens vurdering?
Spørgsmålet om, med hvilken ret og i hvilket
omfang fremtidige generationers interesser
bør tælle, er yderst kontroversielt; men det
kan have helt afgørende betydning for den
relative rangering af globale problemer.
Hertil kommer det forhold, at størrelsen af
fremtidige generationer ikke ligger fast. Forskellige
problemer og de eventuelle løsninger,
vi kan iværksætte, har konsekvenser ikke alene
for fremtidige generationers livskvalitet,
men også for hvor mange individer der vil
blive sat i verden. Når det siges, at et strømsvigt
i en storby ni måneder efter kan registreres
i fødselsstatistikker, er det ikke svært at
forestille sig, at for eksempel omfattende
energi- og miljøproblemer kan have reproduktionsmæssige
konsekvenser.
Men hvordan bør de individer, hvis liv forhindres
i at blive realiseret, indgå i ens vurdering
af et problem? Spørgsmålet vil sikkert
forekomme nogen fortænkt, men den moderne
populationsetiske forskning har vist, at der
er tale om et vigtigt, men også yderst vanskeligt
spørgsmål.
Besværlighederne bliver ikke mindre, når
fokus rettes på de konsekvenser, som globale
problemer har for andre arter end vores egen.
Global opvarmning og luftforurening er oplagte
eksempler på problemer, der ikke kun
har omkostninger for mennesker, men også
for dyr. Med denne enkle konstatering følger
imidlertid en række komplicerede normative
spørgsmål: Er alle dyrs død og lidelse lige
vigtige? Er det for eksempel ligegyldigt, om
det er vandmænd eller isbjørne, der rammes?
Hvordan bør hensynet til dyr, vurderes relativt
til de konsekvenser, globale problemer har for
mennesker? Og hvilken vægt bør arter gives i
en vurdering? Hvis klimaændringer medfører,
at en række arter uddør, skal dette så alene
Out of the Armchair
73
vurderes som et tab af samme størrelse som
summen af dyr, der er berørt, eller er der gået
noget mere tabt?
Det bliver ikke lettere, når man vender sig
mod konsekvenserne for den ikke levende del
af naturen. Siden 1970erne har en række miljøetikere
forsvaret det synspunkt, at vi har et
etisk ansvar over for dele af den ikke levende
natur, såsom særlige skovområder, floder eller
bjerge. Og at dette hensyn ikke kan reduceres
til de konsekvenser, som en ødelæggelse af
sådanne naturområder måtte have for mennesker
og dyr.
Jeg skal ikke lægge skjul på, at sådanne synspunkter
ikke forekommer mig plausible. Pointen
her er dog ikke at plædere for et bestemt
etisk synspunkt, men blot at understrege, at
spørgsmålet om, hvad der bør tillægges værdi,
er kontroversielt, og at en tilslutning til ét
synspunkt frem for et andet kan have store
konsekvenser, når problemers størrelse skal
vurderes og sammenlignes.
De her opridsede vanskeligheder indikerer
forhåbentlig med al tydelighed, at det overordnede
spørgsmål om, hvilke globale udfordringer
der må betragtes som de største, som
udgangspunkt er normativt. Samt tillige at
vurderinger af, hvad der bør tillægges vægt i
en vurdering, eller som det hedder i jargonen,
hvad der har »normativ værdi«, og hvordan
disse værdier bør afvejes, er både vanskelige
og kontroversielle spørgsmål.
Inden for videnskabsfilosofien siges det undertiden,
at den videnskabsmand, der ikke
laver videnskabsteori, laver dårlig videnskabsteori.
Pointen er, at man kommer til at
gøre sig videnskabsteoritiske forudsætninger,
selv når man ikke er bevidst om det, og at
disse videnskabsteoretiske forudsætninger
derfor risikerer at være af tvivlsom karakter.
Et tilsvarende forhold gælder ofte på moralfilosofiens
område, hvilket meget tydeligt viser
sig i forbindelse med spørgsmålet om, hvad
der udgør vores største globale udfordringer.