Studieordning for Filosofi og Videnskabsteori - ACE Denmark

Ville det hjælpe at forbyde forældre adgang
til tilskuerpladserne?
»Det har man forsøgt i blandt andet USA som
et tiltag mod de mest sindssyge forældre. Men
jeg mener, det er problematisk, fordi forbuddet
rammer de mange forældre, som faktisk
opfører sig ordentligt. Og undersøgelser har
vist, at størstedelen af børnene synes, det er
rart og angstdæmpende at have sine forældre
med til kamp. Så i stedet for at afvise dem,
synes jeg hellere, man skulle uddanne forældrene
til at bliver gode sportsforældre«.
Mange sportsklubber og idrætsforbund er
begyndt at udstikke etiske retningslinjer for
forældrenes opførsel. Er det vejen frem?
»Det kan være godt at konsultere et sæt retningslinjer,
når man er meget følelsesmæssigt
oppe at køre. De fungerer som en slags sparringspartner,
der fortæller forældrene, hvad de
skal gøre, for eksempel når deres barn lige har
tabt. Her siger reglerne, at man skal slå koldt
vand i blodet og lade være med at pumpe sit
barn med en masse spørgsmål. Problemet er
bare, at retningslinjerne ikke er fuldstændig
udtømmende for, hvordan vi bør handle. De
kan komme konflikt med i hinanden, eller der
kan opstå situationer, hvor de ganske enkelt
ikke har noget at sige«.
Hvad gør ’den gode sportsforælder’ så?
»Her er det min idé at sige, at vi skal tage
udgangspunkt i barnets velbefindende og autonomi
(selvbestemmelse, red.). At leve i
overensstemmelse med sine egne projekter er
ofte værdifuldt for børns velbefindende, og
der er ikke noget, børn hader mere, end når
forældre overtrumfer deres ønsker. Det nytter
altså ikke, at forældrene har en idé om, at
fodbold er godt for barnet, hvis ikke barnet
selv synes det«.
Det lyder ret banalt?
Out of the Armchair
51
»Ja, men selv om noget lyder moralsk banalt
for mange – for eksempel at demokrati og
stemmeret er godt – er det ikke alle, der er
enige. Desuden kan en dialog om det moralsk
banale nogle gange få vores øjne op for, at
vores handlinger til tider er i modstrid med
det, vi mener er moralsk rigtigt, og det kan
påvirke os til i højere grad at leve i overensstemmelse
med vores egne etiske principper.
Derudover indkredser min synspunkt, hvad vi
skal forstå ved velfærd og autonomi, og hvordan
vi bør afveje disse værdier, når de er i
konflikt. Og det er ikke banalt«.
Hvordan skal man så forholde sig, når den
konflikt opstår, og barnets beslutninger strider
mod det, der er godt for barnet?
»Hvis barnets beslutning er i klokkeklar modstrid
med dets velfærd på langt sigt eller er i
modstrid med andres velfærd, så skal vi selvfølgelig
overtrumfe den. Hvis et barn vil snyde,
spille, selv om det er skadet, eller siger, at
det aldrig vil foretage sig noget fysisk, så er
det ikke alene moralsk tilladeligt, at forældre
forsøger at ændre deres beslutning. Så vil jeg
mene, at forældre har en moralsk pligt til det.
Men det er klart, at der kan opstå en gråzone,
hvor en forælder for eksempel må vurdere,
om et lettere skadet barn skal have lov at spille
en kamp, hvis barnet virkelig ønsker det«.
Bør disse værdier – barnets velfærd og hensynet
til barnets selvbestemmelse – ikke gælde
for forældreskabet generelt og ikke kun i en
sportssituation?
»Jo, det er klart. Det er værdier, der generelt
vil gælde for, hvad det vil sige at være en god
forælder. Problemet er det samme, uanset om
børnene spiller musik, dyrker sport eller er
under uddannelse, nemlig hvor meget forældre
bør presse deres børn«.
Indtil videre har du kun vægtet barnets velfærd.
Skal man som sportsforælder slet ikke
tage hensyn til sin egen velfærd?