Studieordning for Filosofi og Videnskabsteori - ACE Denmark

Dagens Medicin | 27.09.2007 | 1. sektion |
Side 29
Pårørende bør ikke
kunne omgøre organdonors
ønske
Organdonation: Problemet
er måske lille, men relevant
Af Thomas Søbirk Petersen, Ph.d., Roskilde
Universitetscenter, forskningsgruppen for etik
og straf, Vibeke Rosdahl, Cand.scient.,
dr.med. og medlem af regionsrådet, Region
Hovedstaden (Rad.) og Lise Helweg, Advokat,
medlem af den Regionale Videnskabsetiske
Komité D, Region Hovedstaden
Overlæge Michael Kosteljanetz (MK) kritiserer
i Dagens Medicin nr. 21/07 vores debatindlæg
i bladet ugen før. Hovedbudskabet i
vores indlæg om organdonation i Dagens Medicin
nr. 20/07 var, at pårørende ikke burde
kunne nægte organdonation fra en afdød, som
selv havde givet positivt tilsagn om donation.
Michael Kosteljanetz har i sit svar helt ret i, at
over 50 pct. af pårørende af ukendskab til
afdødes ønske vedrørende organdonation siger
nej. Vores påstand om, at det drejer sig
om, at pårørende omgør donators disposition i
50 pct. af tilfældene, er således en fejlfortolkning,
hvilket vi beklager. Men i et eller andet
omfang omgør pårørende den afdødes ønske
om at donere sine organer til syge medmennesker.
Da kun 10 pct. af befolkningen har givet
deres mening til kende i donorregisteret, betyder
omgørelsen selvfølgelig ikke meget
statistisk, og lovgivningen giver faktisk og
desværre adgang til at omgøre donators ønske.
I den relation mener vi, som påpeget i
vores tidligere artikel, at i lighed med, hvad
der gælder for testamenter, skal en afdøds
ønske ikke kunne anfægtes af pårørende. Vi
bør rent etisk ikke forlange en stillingtagen af
Out of the Armchair
45
de pårørende, hvor afdøde allerede har tilkendegivet
sit ønske, Dette ønske skal respekteres,
og derfor mener vi, at lovgivningen på
dette punkt bør ændres – også om det kun
måtte have en lille indflydelse på antallet af
organdonorer.
Det store problem er, således som MK også
påpeger, at godt 50 pct. af de pårørende siger
nej af ukendskab til afdødes ønske – et nej,
som formentlig i mange tilfælde ved efterrationalisering
kunne have været et ja.
Naturligvis skal de pårørendes rettigheder i
denne situation iagttages. Man må sætte ind
med information eller andre tiltag, så vi som
borgere tilmelder os donorregisteret og dermed
ikke ’efterlader’ afgørelsen til vores nære
familie. Det bør de skånes for.
For så vidt angår vores bemærkning om, at
»hospitaler prioriterer hensynet til de pårørendes
ønske i dødssituation om ikke at fjerne
organer«, kan vi henvise til, at der på transplantationsgruppens
hjemmeside (en sammenslutning
af ni patientgrupper) bl.a. står: »I
praksis fungerer det dog sådan, at de pårørende
selvfølgelig under alle omstændigheder
underrettes om den afdødes tilladelse til donation.
Er der blandt de pårørende en eller flere,
som på trods af den afdødes beslutning slet
ikke kan holde tanken ud, tages der i langt de
fleste tilfælde hensyn hertil, og der foretages
ikke organudtagning«. Der sker altså omgørelse
i forhold til donors tilkendegivelse.
Vi mener naturligvis ligesom MK, at organdonation
skal foregå inden for etisk forsvarlige
rammer. Men vi mener også, at både hensynet
til afdødes ønske om organdonation og
hensynet til de borgere, der står på ventelisten
til et livsvigtigt organ, bør vægtes så højt, at
vi følger afdødes ønske om organdonation og
ikke opfylder ønsker, som pårørende i en følelsesmæssigt
meget belastet situation mener
vil være det rigtigste – nemlig at afdødes legeme
ikke må røres.