Studieordning for Filosofi og Videnskabsteori - ACE Denmark

Der kan ikke herske tvivl om, at de nærmeste
pårørende følelsesmæssigt er i en traumatisk
situation, når et nært familiemedlem dør – og
især hvis det er sket ved en ulykke. Dette vil
efter vor mening ofte medføre, at pårørende
ikke vil være i stand til at tage stilling til donation
på et mere objektivt grundlag og derfor
omgør afdødes ønske.
Normalt accepterer vi afdødes ønsker, når
disse er truffet, mens vedkommende var ’ved
sine fulde fem’.
Eksempelvis kan arvinger ikke omstøde et
testamente, hvis testamentet måtte være i
modstrid mod deres ønsker. Vi må ikke
glemme, at også organmodtagerens pårørende
står i en følelsesmæssig situation, når der ikke
kan skaffes organer nok. En brutal afvejning
er jo naturligvis at fremføre, at alt andet lige
må en afdøds manglende organ veje lettere
end et menneskes død af mangel på samme
organ.
Vi mener således ikke, at der bør være mulighed
for den potentielle donor til at lade de
pårørende træffe valget. Når en borger beslutter
sig for at kunne anvendes som donor, kan
der ikke herske tvivl om, at det er velovervejet
og sket på et tidspunkt, hvor der ikke foreligger
følelsesmæssige konflikter – dette i
modsætning til de pårørendes situation.
Af disse grunde mener vi, at sundhedslovens
passus om, at afdøde kan medinddrage sine
pårørende i den endelige beslutning, bør fjernes
fra loven, således at disses mulighed for et
modstridende ønske amputeres.
Såfremt en borger ønsker, at det er de pårørende,
der skal tage stilling til spørgsmålet om
donation af organer, giver loven faktisk allerede
en mulighed for de pårørende til at tage
stilling til dette – nemlig ved, at en borger
ikke har tilkendegivet noget donorønske
overhovedet. Loven tillader så de pårørende at
tage stilling til spørgsmålet på dødstidspunktet.
Juni 2007
38
Ved sletning af den del af loven, hvor den
giver pårørende en ret til omgørelse, og ved at
hospitalerne respekterer donors ønske uden
ikke lovmedholdelig inddragelse af pårørende,
vil disse tiltag medføre, at antallet af tilgængelige
organer til vore medborgere, hvis
overlevelse er afhængig heraf, optimeres – og
de derved kan få et godt liv.