Studieordning for Filosofi og Videnskabsteori - ACE Denmark

Berlingske Tidende | 01.06.2007 | 2 Sektion,
MAGASIN | Side 13
Fri EPO!
Afkriminalisering. Frigiv
EPO og få mere sundhed og
retfærdig kappestrid blandt
atleter, skriver kronikøren,
der har videnskabelige data
og pragmatiske argumenter
bag sin kontroversielle opfordring.
Af Thomas Søbirk Petersen, Ph.d., RUC Forskergruppen
for straf og etik
Bjarne Riis er nu med i det felt af cykelryttere,
der for nylig har indrømmet, at de har
brugt EPO i bestræbelserne på at nå først over
målstregen. Brug af EPO (erythropoietin) gør,
groft sagt, at atleterne har 'gode ben' på selv
dårlige dage. EPO er et hormon, som raske
mennesker selv producerer, og som øger
mængden af de iltproducerende røde blodlegemer.
Ved at have lidt ekstra EPO i kroppen
i forhold til dine konkurrenter, vil dine muskler
få tilført mere ilt, og du vil derfor blive
med udholdende.
At Bjarne & Co. gennem mange år har snydt
og løjet så stærkt, som en cykelrytter kan køre
ned ad Alpe d'Huez, er selvfølgelig moralsk
problematisk. Men før godtfolk og ikkeatleter
får tennisalbue af at pudse den moralske
glorie og for eksempel. vælge at skyde
Riis ud af en kulturkanon, er det vigtigt at
besvare et spørgsmål, som er totalt fraværende
i debatten. Spørgsmålet er: Bør EPO optræde
på WADAs (World Anti-Doping Agency)
liste over forbudte stoffer? Jeg ønsker at
vise, at der er gode grunde til at svare nej.
Svaret bygger på en nylig publiceret undersø-
Juni 2007
34
gelse af centrale etiske argumenter, der har
været på banen i den danske og internationale
debat vedrørende grænsedragningen for brug
af doping (antologien »Elitesportens Virkelighed
- Ti udøvere og otte forskere om livet i
og uden for arenaen«, red.)Steen Brock, Aarhus
Universitetsforlag). Lad mig nævne fire
grunde:
For det første kan brug af EPO, i modsætning
til hvad mange tror, være sundt, hvis det bliver
givet i små mængder, i korte perioder og i
forbindelse med lægelig rådgivning eller
overvågning. Formålet med brugen af EPO
kan være ønsket om hurtig restitution og øget
præstation. Der er for eksempel ingen tvivl
om, at det er usundt og sundhedsskadeligt at
deltage i et cykelløb som Tour de France.
Efter en etape i Touren er antallet af røde
blodlegemer i rytternes blod faldet mærkbart.
Det ville gøre sporten mindre skadelig for
deltagerne, hvis rytterne kunstigt fik tilført
EPO i stedet for at lade dem køre videre på en
nedbrudt krop. Kontrolleret brug af EPO kan
altså øge sundheden for atleter. Hør for eksempel,
hvad idrætslæge Andreas Hartkopp er
blevet citeret for i Weekendavisen:
»Både testosteronniveauet og mængden af
røde blodlegemer falder under kraftig fysisk
belastning. For en cykelrytter vil der være
rigtig god logik i at supplere med det, han
mangler. Fuldstændig ligesom når man tager
en vitaminpille for at supplere det man ikke
får i kosten. [ ? ] Det vil også være smart at
supplere med lidt EPO. Så man får blodprocenten
op igen.«
Så hvis Hartkopp har ret, hvorfor være så medicinsk
forskrækket? I dopingdebatten er der
et klart misforhold mellem den entydige moralske
afvisning af at lade atleter bruge visse
typer medicin og så manglende henvisning til
data, der entydigt fortæller, at medicinen (også
i små og lægekontrollerede mængder) er
sundhedsskadelige. I forsøget på at demonstrere
farligheden af EPO henvises der ofte til,
at EPO sandsynligvis er årsag til, at en række