Studieordning for Filosofi og Videnskabsteori - ACE Denmark

hvorfor Spinoza spildte så meget blæk på ham
Gud.
Mine indvendinger imod podcasting er faglige
og pædagogiske. I et auditorium gælder andre
regler end i fagtidsskrifter, på debatsiderne i
dagspressen, eller i dokumentarprogrammer
på TV (som Antorini i sin ophøjede uvidenhed
sammenligner podcasting af forelæsninger
med). Man kan her afprøve ideer og lufte
pludselige indfald. Man kan udlevere sig selv,
blive skudt i sænk, eller gå i totterne på hinanden
over meningsforskelle. Paradokser og
selvmodsigelser er grundlag for diskussion
snarere end udtryk for svaghed.
Under mine forelæsninger fortæller jeg vittigheder
og anekdoter om kolleger herhjemme
og i udlandet. Jeg spotter og nedgør bøger og
artikler, som jeg er uenig med, og afslører til
tider mine egne svagheder og fejl. Jeg opfordrer
de studerende til at bekende deres tvivl
og kritisere mine udlægninger. De bedste forelæsninger
er tænkning i udvikling. Auditoriet
er arenaen for den særlige kampsport, der
kaldes forskning.
Paradokserne, anekdoterne, vittighederne og
selvudleveringen tjener også et pædagogisk
formål. De lærer de studerende, at selv de
største navne inden for faget er mennesker og
at de som mennesker indimellem vil begå
fejltagelser og lave fejlslutninger. De udvikler
en nødvendig skepsis over for antagne sandheder
og en mangel på respekt for autoriteter.
Det er aldrig nok blot at indskærpe disse videnskabelige
dyder, de kan kun indøves over
tid gennem latter, forvirring, undren og vrede.
Samtidig er disse dyder grundstammen i ethvert
seriøst oplysningsbegreb.
Denne form for undervisning har da også sine
rødder i oplysningstiden. I Nordeuropa fandt
den sin begyndelse ved universitetet i Halle,
der blev grundlagt i 1694. Filosoffen og juristen
Christian Thomasius, der var den drivende
kraft bag universitetet, indskærpede sine
studerende, at når de trådte ind i hans audito-
Out of the Armchair
31
rium, så trådte de ind i en anden verden, hvor
de omgivende samfunds regler og konventioner
blev sat ud af kraft.
Han opfordrede dem til at kritisere og modsige
ham. De blev oplært i at finde paradoksale
og modsatrettede holdninger og derefter at
efterprøve styrken af disse udsagn under debatter
i auditoriet. Selv Spinozas berygtede
skrifter var genstand for åben diskussion.
Thomasius og hans tilhængere indså snart, at
denne frie undervisning ikke kunne finde sted
i fuld offentlighed. Ikke kun frygt for censur
og politisk indgriben, men også hensynet til
den almindelige omgangstone og de medvirkendes
gode navn og rygte ville begrænse
diskussionerne.
Undervisningen blev derfor henlagt til professorresidenserne,
mens universitetets offentlige
auditorier i tiltagende grad stod tomme. Thomasius
købte endog et nyt palæ til formålet og
udstyrede det med et enormt privat auditorium,
med plads til omkring 150 studerende.
Allerede i 1700-tallet stod både myndigheder
og studerende, om end af forskellige grunde,
uforstående over for nødvendigheden af at
udgrænse et særligt rum for frie diskussioner.
En rådgiver for den preussiske regering beklagede
i 1732 udviklingen med et ordvalg,
der er Christine Antorini værdigt:
»Det tjener til [universitetets] anseelse og
gode rygte blandt udenforstående,« forklarede
rådgiveren, »når professorerne flittigt læser
offentligt og i de offentlige auditorier.« Her
præsenterede de sig for »hele verden« for »i
offentligheden kan enhver der ønsker det lytte
med.« Ildsjælen havde tydeligvis ikke forstået,
at dette netop var problemet. Selvom den
preussiske regering byggede nye flotte auditorier
i Halles fornemme slot, og endog truede
med militær indgriben, vedblev professorerne
ufortrødent med at forelæse i deres egne huse.