Studieordning for Filosofi og Videnskabsteori - ACE Denmark

Weekendavisen | 13.04.2007 | 1. SEKTION |
Side 11
Latter, forvirring,
undren og vrede
Offentlighed. RUC har planer
om at podcaste forelæsninger.
Men i et auditorium
gælder andre regler end i
fagtidsskrifter. Man kan afprøve
ideer og lufte pludselige
indfald; udlevere sig selv,
blive skudt i sænk. Det fordrer
frihed.
Af Kasper Risbjerg Eskildsen
Min arbejdsplads, Roskilde Universitetscenter,
har for nylig annonceret, at man vil begynde
at podcaste forelæsninger. Appels små
hvide aftagere til 1980ernes kluntede walkmen,
vil således i fremtiden ikke kun kunne
benyttes til at se musikvideoer og amerikanske
sitcoms, men vil fungere som virtuelle
auditorier. Uanset hvor man befinder sig, i
sengen, i toget eller på toiletkummen, vil man
kunne følge den seneste udvikling inden for
managementteori, nanoteknologi eller spædbarnspsykologi.
I den livslange lærings hellige navn vil ikke
kun morgentrætte studerende, men også sygeplejersker,
førtidspensionister og strejkende
buschauffører kunne følge med i, hvad der
sker ved vores højeste læreanstalter. Som en
af mine kolleger muntert bemærkede, da jeg
luftede min utilfredshed, »men Kasper, du
blir' jo filmstjerne.«
Bag initiativet står den socialdemokratiske
studenterorganisation, med det misvisende
April 2007
30
navn Frit Forum, og partiets uddannelsesordfører,
Christine Antorini, har da også straks
hyldet udviklingen velkommen. I RUCnyt har
hun foreslået, at ordningen ikke skal være
frivillig eller begrænset til RUC, men at »alle
forskningsbaserede forelæsninger på de videregående
uddannelser systematisk digitaliseres.«
Det kan kun være et spørgsmål om tid før de
øvrige statscentralistiske partier, fra Enhedslisten
over Venstre til Dansk Folkeparti, annammer
ideen. Der er altså god grund til bekymring.
Nogle vil måske mene, at min bekymring er
fuldstændig ubegrundet. I USA har diskussionen
om podcasting især handlet om ophavsret.
Hvad er det egentlig, et universitet køber, når
det betaler en underviser for at forelæse, en
engangsydelse leveret til en begrænset gruppe
af studerende eller selve forelæsningen, som
universitetet derefter kan sælge igen og igen?
Men derovre er uddannelse jo også business.
Herhjemme er universitetsundervisning fortsat
underkastet statsmonopol og planøkonomi,
så problemet er til at overse. Forelæsningerne
tilhører naturligvis Helge Sander.
En anden amerikansk indvending, der også
har en vis relevans i den hjemlige kulturkamp,
er frygten for politisk overvågning. Personligt
føler jeg ikke, at jeg har det store problem på
dette område, da jeg normalt reserverer mine
vredesudbrud til Weekendavisen. Naturligvis
har humanistisk forskning næsten altid en
politisk slagside, men det er sjældent helt
klart hvilken.
Den seneste måned har jeg eksempelvis forelæst
over 1600-tallets mest berygtede Gudsbespotter,
Baruch Spinoza. Hvis nogle af mine
studerende inden da endnu havde deres
barnetro i behold, så har oplevelsen sikkert
ikke været helt smertefri. Det har dog vist sig,
at problemet på RUC snarere var det modsatte.
De studerende undrede sig således over,