Studieordning for Filosofi og Videnskabsteori - ACE Denmark

Kristeligt Dagblad | 16.02.2007
Straf vægtes højere
end national forsoning
VERDENS STRAFFE: Bag
ny international straffedomstol
ligger hundredår gamle
principper om at straffe som
fortjent. Men allerede inden
de første sager for alvor er
kommet i gang, ser principperne
ud til at krakelere
Af Laura Elisabeth Schnabel
Thomas Lubanga fra Den Demokratiske Republik
Congo er tiltalt for som militsleder at
have brugt børnesoldater. Han bliver ikke
stillet for retten i Congo, men retsforfølges
ved Den Internationale Straffedomstol, ICC, i
Haag. Det samme skal Charles Taylor, der var
præsident for Liberia fra 1997 til 2003. Etniske
konflikter under hans styre resulterede i
200.000 døde og en million hjemløse.
Fremover vil flere og flere retssager om forbrydelser
mod menneskeheden blive ført i
internationalt regi ved ICC, der er verdens
første permanente internationale domstol for
krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden
og folkedrab.
Ifølge Jesper Ryberg, professor i praktisk filosofi
ved Roskilde Universitetscenter og leder
af Forskergruppen Staf og Etik, er domstolens
straffeform på linje med den måde, vi normalt
straffer på i Vesten.
Out of the Armchair
23
- I vestlige lande er et traditionelt syn på straffene,
at forbryderen har fortjent det. Det
samme kan man se ved straffen til de store
skurke som eksempelvis Saddam Hussein.
Man mener, at krigsforbrydere har fortjent en
hård straf. Men hvis man ser på, om der er
nogen nyttegevinst i at straffe en krigsforbryder,
er det tvivlsomt, siger Jesper Ryberg.
Han mener, at man burde forfølge tankegangen
bag den såkaldte restorative justice - genoprettende
retfærdighed - hvor fokus ikke kun
er på forholdet mellem systemet og forbryderen,
men også på forholdet mellem forbryderen
og ofrene.
Det var tanken bag Sydafrikas sandheds- og
forsoningskommission, der blandt andet havde
til formål at genskabe den nationale fællesskabsfølelse
mellem befolkningsgrupperne og
give apartheidstyrets ofre og efterladte deres
værdighed tilbage. Samtidig skulle den bringe
sandheden om forbrydelserne frem og forhindre
fortiden i at gentage sig.
- I stedet for at sige, at man bare slår hårdt
ned på alle, der udøvede apartheid, måtte man
på en eller anden måde finde en model, hvor
samfundet kunne fungere bagefter. Sandheds-
og forsoningsdomstolene blev et talerør, hvor
ofrene kunne komme til orde, fortælle, hvad
der var overgået dem, forbande og undertiden
også tilgive deres gerningsmænd. Der var
ikke tale om at få placeret skyld og at straffe,
sådan som det er tilfældet ved traditionelle
domstole, siger Jesper Ryberg.
Et andet sted, hvor man har forsøgt sig med
en alternativ strafform er i Rwanda.
Efter folkemordet i 1994 indførte man op mod
12.000 lokale domstole
- gacaca'er - som udelukkende tager sig af
forbrydelser knyttet til folkedrabet. Op mod
36.000 mennesker skal samlet set igennem
den særlige retsmølle, hvis formål er at dømme
de skyldige og samtidig få dem til at for-