Studieordning for Filosofi og Videnskabsteori - ACE Denmark

Weekendavisen | 02.02.2007 | 1. SEKTION |
Side 11
Fri mig for Charlotte
Simmons
Af Kasper Risbjerg Eskildsen
USA. Amerikanske universiteter
er andet end sexlystne
studiner og sportsidioter.
Her følger en optimistisk
rapport fra et kommercialiseret
uddannelsessystem.
Netop hjemkommet fra juleferie i USA og
endnu omtumlet af jetlag har jeg bladret mig
igennem den ophobede stak aviser. Til min
store overraskelse har julefreden åbenbart
givet anledning til et hjemligt angreb på amerikanske
højere uddannelsesinstitutioner – fra
de mange anmeldelser af Tom Wolfes I Am
Charlotte Simmons over Martin Krasniks beskrivelse
af letpåklædte college-piger og verdensfjerne
akademiske feminister til Poul
Houes udfald imod kommercialiseringen af de
amerikanske universiteter.
Efter et par uger med behagelige samtaler om
romantisk livsopfattelse, Aristoteles’ oversættelser,
Kant-fortolkninger, italienske renæssancestudier
og nyere canadisk-asiatisk litteratur
med kolleger i Chicago, må jeg forbavset
konstatere, at jeg intetanende har befundet
mig i vulgaritetens og materialismens højborg.
Houe nævner endog University of Chicago
som et eksempel på en hyklerisk institution,
der påberåber sig klassisk dannelse, men
i virkeligheden blot underkaster sig kapitalismens
ubarmhjertige logik.
Læsningen må varme socialdemokratiske
hjerter, langt ind i Venstres rækker, men giver
Out of the Armchair
17
desværre et noget fordrejet billede af virkeligheden.
Naturligvis findes der på amerikanske universiteter
også sportsidioter og sexlystne studiner,
men det er bestemt ikke hovedtendensen
ved landets eliteinstitutioner.
Den moderne elite i USA forstår sig selv som
et meritokrati. Uddannelse snarere end privilegier,
forbindelser eller sportspræsentationer
giver adgang til dette meritokrati. Denne selvforståelse,
selv hvis den er rigeligt selvforherligende,
har tydelige konsekvenser. Når middelklassefamilier
vælger, hvor de skal bosætte
sig, er den første bekymring hverken havudsigt
eller samtalekøkken, men kvaliteten af
det lokale skoledistrikt.
De studerende tager deres uddannelse seriøst
på bekostning af deres sociale liv. I Chicago
ser man ofte T-shirts med påskrifter som
»University of Chicago, where fun goes to
die«, og studerende fra Massachusetts Institute
of Technology (MIT) og Harvard hylder
deres sportsholds jævnlige nederlag – og håner
de sejrrige modstandere – med tilråbet
»That’s all right, that’s okay, you’ll be working
for us one day«. Og endnu vigtigere:
amerikanske forældre er villige til at investere
betydelige summer i deres børns uddannelse.
Fremfor at gå på førtidspension som 62-årige
eller købe en lejlighed til deres børn i et fashionabelt
bykvarter, bruger de pengene på
akademisk kvalitet (selv en Harvarduddannelse
koster mindre end en studielejlighed
på Vesterbro).
Pengestrømmen til de amerikanske privatuniversiteter
har naturligvis betydning for
kvaliteten af uddannelsen. University of Chicago
har 2160 professorer og 4400 underbygningsstuderende.
Hvis man indregner ph.d.stipendiater
og studerende på overbygningsuddannelser
såsom jura og medicin, er der
omkring én underviser for hver seks studerende.