Studieordning for Filosofi og Videnskabsteori - ACE Denmark

Han fortæller, at undersøgelser tyder på, at
der ikke er nogen øget præventiv virkning ved
dødsstraf frem for hårde fængselsstraffe. Lande,
der har afskaffet dødsstraffen, oplever
ikke mere kriminalitet.
- Hvis en morder står og vil slå en person
ihjel, er det ikke sandsynligt, at man først lige
overvejer, hvad straffen er. Folk kender ikke
straffen. Og hvis de gør, har det ikke nogen
virkning, siger han.
Tanken om at straffe som fortjent har rødder i
slutningen af oplysningstiden. Den tyske filosof
Immanuel Kant argumenterede dengang
for, at man holdt folk ansvarlige for deres
handlinger ved at straffe dem ligeligt tilbage.
Det onde, man påførte en anden, skulle betragtes
som begået mod en selv. Hvis man
stjal fra en anden, stjal man fra sig selv, hvis
man slog en anden, slog man sig selv, og hvis
man dræbte en anden, dræbte man i virkeligheden
sig selv, mente Kant. Tanken var, at
straffens type og hårdhed skulle fastslås ud fra
den begåede forbrydelse ved at straffe den
kriminelle for en handling, svarende til den
offeret blev udsat for.
Jesper Ryberg fremhæver, at denne begrundelse
for at straffe minder meget om "øje for
øje og tand for tand"-princippet, som man
kender fra 2. Mosebog. Men mens Kant brugte
øje for øje-princippet til at finde den retfærdige
straf, var der samtidig historikere, der
mente, at øje for øje og tand for tand oprindeligt
blev udformet for at forhindre endnu mere
død og ødelæggelse - for at undgå, at et øje
skulle koste flere øjne.
- Hvis en mand gik ud og slog et familiemedlem
ihjel i en anden familie, så frygtede man,
at denne familie ville hævne sig ved ikke blot
at slå gerningsmanden, men også hele hans
familie og omgangskreds ihjel, siger Jesper
Ryberg.
Før tanken om at straffe som fortjent vandt
frem i 1970'erne, var der en helt anden måde
Februar 2007
14
at begrunde forskellige straffe på. I størstedelen
af det 20. århundrede straffede man i vesteuropæiske
lande, fordi man mente, det havde
en gavnlig effekt. Tanken var, at strafformen
skulle forhindre andre forbrydelser. Og den
tanke var fremherskende i størstedelen af oplysningstiden.
Man havde i 1700-tallet et volds-orgie i straf,
hvor folk blev slået ihjel, flået fra hinanden og
udsat for tortur. Men en gruppe tænkere begyndte
at sætte spørgsmålstegn ved dette og
mente, at straffen skulle være med til at afholde
gerningsmanden og andre mennesker
fra at begå forbrydelser.
Det var den engelske filosof Jeremy Bentham,
der dengang argumenterede for, at forebyggelse
af yderligere kriminalitet burde være
straffens egentlige formål. Han mente, at en
ustraffet forbrydelse efterlod stien åben for
både forbryderen og andre mennesker med
samme motiver.
Den præventive tanke spillede en stor rolle for
måden, man straffede på helt op til 1970'erne,
og man ser den i dag stadig i små samfundskulturer
blandt andet i Afrika og Grønland.
Her skal straffen give mest mulig lykke til
flest mennesker, og derfor spærrer man ikke
blot gerningsmanden inde. Han eller hun er
nemlig med til at få hverdagen til at fungere
og skaffe brød på bordet og kan derfor ikke
undværes.
Samme grundlæggende rationale ligger bag
en nyere måde at straffe på, som er vundet
frem sideløbende med tanken om at straffe,
fordi man har fortjent det. Det fortæller professor
Poul Leer- Salvesen, der er ansat ved
Institut for teologi og filosofi ved Høgskolen i
Agder i Norge. Han har forsket i etik, retsfilosofi
og kriminologi og fremhæver, at tanken
om, at der skal komme noget godt ud af at
straffe ligger bag de mange konfliktråd, som
flere og flere lande begynder at bruge som
strafform.