1,8mb - Dansk Vietnamesisk Forening

overdådig morsomme syngespil ”Frihed - det
bedste guld”.
Vietnambevægelsen
Men frem for alt er 1960’erne den politiske aktivismes
årti. Gruppe 7 var en lille selvbestaltet
gruppering, som udsprang af et samarbejde
rettet mod Frankrigs kolonikrig i Algeriet.
Blandt de syv oprindelige medlemmer var
både erklærede socialister som Erik Knudsen
og Erik Vagn Jensen og ikke-socialister som
Ole Wivel og K.E. Løgstrup. Det, der forenede
dem, var den voksende uro og modstand mod
den amerikanske involvering i Vietnam og
deres ønske om at sprede viden om, hvad der
virkelig foregik i Vietnam. Møderne blev holdt
på skift hos gruppens medlemmer, ofte hos
os i Birkerød, hvor min rolle var at sørge for
mad og drikke.
Men når diskussionens bølger gik højt, var
det svært at lade være med at blande sig. Og
det var næsten altid Erik Knudsens på en gang
lidenskabelige og præcise udspil, ofte afbrudt
af en klingende lattersalve, som fik mig til at
glemme min rolle.
Johs. Glavind, som senere blev DVF’s anden
formand, var et centralt medlem af Gruppe
7 og desuden medlem af DKP. Han kunne
meddele gruppen, at vietnameserne var meget
interesseret i, at der også blev dannet en anden
type organiseret solidaritetsbevægelse end de
eksisterende Vietnamkomiteer. Ikke som en
rivaliserende bevægelse, men for at tiltrække
den type danskere, der reagerede mere etisk
end egentlig politisk på, hvad der foregik i
Vietnam, ja, som var ligefrem anstændigt
borgerlige! Og hvis man kunne vinde gehør i
Fagbevægelsen ved samme lejlighed, var det
desto bedre. Så kunne man tilmed påvirke den
socialdemokratiske regerings politik!
Resultatet var, at Vietnam 69 blev en realitet
med Erik Knudsen som medstifter. Det
1 · 2 0 0 8
Nekrolog
forhindrede ikke Erik i at holde i hundredvis
af taler og oplæg, hvor han tordnede mod
den amerikanske imperialisme. Man er vel
dialektiker!
Det at rumme modsætninger, det er selve
essensen i Erik Knudsens poesi og politik. Søg
viden, vær klar. Men du skal også stå ved dine
følelser, udtrykke dem!
Opløsningen af Vietnam 69
Få år senere var jeg selv næstformand i
Vietnam 69 og travede tit sammen med Erik
ud ad Nørrebrogade til Blågårdsgade for at
deltage i møderne. Undervejs dissekerede vi
den politiske situation, drøftede personer og
strategier - og følte os stadig mere overbeviste
om, at amerikanernes nederlag i Vietnam nu
kun var et spørgsmål om tid.
Ingen havde vel ventet, at det skulle gå
så hurtigt! Jeg husker stadig vor lykkelige
telefonsamtale 30. april 1975. Men hvor solidarisk
Erik Knudsen end støttede Vietnam 69,
var der ikke nej i hans mund, da De danske
Vietnamkomiteer i anledning af sejren bad
ham holde festtalen i Huset 7. maj . (Talen findes
trykt blandt hans politiske tekster i ”Fred
og socialisme” fra 1983, forlaget Vindrose.)
Da Vietnam 69 ved en ekstraordinær
generalforsamling vedtog at opløse sig selv
- efter et vist forarbejde af John Mølgaard og
undertegnede - var Erik Knudsen helt med
på ideen, fordi formålet var at få alle grene af
Vietnam-bevægelsen til at samarbejde i en fælles
Dansk Vietnamesisk Forening. Jeg husker
hans drengede glæde over det store fremmøde
ved den stiftende generalforsamling og over
at Ellen Brun kom med i bestyrelsen.
Da hun og tre andre nyvalgte bestyrelsesmedlemmer
lidt senere gik i protest over ikke
at blive repræsenteret i forretningsudvalget
- de mente med en vis ret, at Vietnam 69 nu
kom til at dominere den ny forening – blev
VietNam
A J O U R
Erik Knudsen i bestyrelsen som en positiv
kraft med sin direkte og uortodokse stil til
udgangen af 1976. Og da det fjendtlige forhold
mellem Pol Pots Kampuchea og Vietnam blev
offentligt, og vietnameserne til sidst rykkede
ind i nabolandet og væltede regimet, diskuterede
vi det livligt i telefonen. Erik nåede
frem til samme resultat som vi andre i DVF
- på trods af vor principielle afstandtagen til
invasioner.
Fredsbevægelse og flere bøger
Men selv om Vietnam stadig lå ham på sinde,
var det spørgsmålet om krig og fred, der mere
og mere optog ham. Utallige møder i firsernes
fredsbevægelse havde Erik som hovedtaler
eller oplægsholder. Parallelt skrev han teaterstykker,
digte, debatbøger og underviste på
Krogerup indtil 1982.
Men livet bød på store personlige sorger og
udfordringer, som indimellem var for svære at
tackle. Så trak han sig ind i sig selv, gemte sig i
sin parkacoat med hætten slået op og travede
ensomme ture. Mødte man ham tilfældigt,
kunne det være svært at afgøre, om man skulle
lade ham være i fred eller ej. De gange, jeg
”forstyrrede” ham., angrede jeg aldrig, for
hvor blev han alligevel glad for at blive revet
ud af sine tunge tanker.
Sidder og blader hans bøger igennem, som
regel dediceret til Erik og mig med tak for
”opmuntring”, ”hjælp og venskab” fra jeres
hengivne Erik eller Lise og Erik. Som om
det ikke var os, der burde have takket noget
mere for alt vi fik, glæden, latteren, de mange
overraskelser og den pludselige indsigt, den
dybe alvor og foruroligelse.
Sørgeligt, at jeg stadig er ateist. Det ville
have været en slags trøst, hvis mine to Erik’er
havde kunnet sludre lystigt sammen eller i
fællesskab kunnet rase over det nye årtusinds
politiske afsindigheder i deres elysium.
S i d e 7