Ikonoklastiske refleksioner En diskussion af den sene Wittgensteins ...

overskuelige fremstilling af ritualet og os selv. Denne natur giver os principperne,
hvorefter vi kan opfinde ritualer og ceremonier, men denne natur er ikke noget, vi
opfinder. Udtrykt på en lidt anden måde: de fremmede er ikke slet så fremmede,
når det kommer til stykket. I Frazers egen kultur eksisterer de samme former for
praksisser og forskellige former for liv, bygget på en fælles menneskelig natur
(men de er ikke reducerbare til denne (a. 3.2))!
“Ja, diese Sonderbarkeit bezieht sich nicht nur auf die Ausdrücke ‘ghost’ und ‘shade’, und
es wird viel zu wenig Aufhebens davon gemacht, dass wir das wort ‘Seele’, ‘Geist’
(‘spirit’) zu unserem eigenen gebildeten Vokabular zählen. Dagegen ist es eine
Kleinigkeit, dass wir nicht glauben, dass unsere Seele isst und trinkt.” (s.38,BüF)
For alle mennesker udgør det at spise og drikke kilder til liv og død. Vi kaster alle
en skygge der ligner et menneske, vi oplever alle regn, torden, årstidernes skiften,
sol, fødsel, død, familieliv etc. (s.34, BüF). Den menneskelige natur består dog
ikke kun i oplevelsen af sådanne ’ydre’ karakteristika ved det menneskelige liv,
men også i ’indre’. Vi kender denne indre natur gennem vores erfaringer med
andre mennesker. Vi har erkendt, hvad der er ‘ein allgemeiner Hang der Leute’. Vi
kender ydermere denne indre natur gennem ‘eine Erfahrung in unserm Innern’ ,
dvs. gennem erfaringen af os selv og via introspektion. Det er den viden, vi får fra
vore erfaringer med os selv og andre, der gør beskrivelsen af St. Hans ritualet
foruroligende. Den viden fortæller os, at det er en mulighed for mennesker, for
mig, på forskellig vis at være en del af det at brænde et levende menneske. Jeg kan
være den som får ideen, at kvinder kan være hekse, den, der angiver kvinden, den,
der sætter ild til bålet, den, hvis mor bliver brændt etc. Det er dette som giver en
beskrivelse dens dybde – at den har en forbindelse med vores liv. Wittgenstein
forklarer ikke, hvorfor mennesker handler på disse måder, og han evaluerer heller
ikke deres handlemåde:
“Ich habe nich gesagt, warum es zwischen den Mathematikeren nicht zum Streit kommt,
sondern nur, dass es nicht zum Streit kommt.” (s.572,PU)
Det er også en kendsgerning om det menneskelige liv, at vi faktisk bekriger og
brænder hinanden, når det kommer til andre områder end matematikken. Frazer
klargør derfor hverken oprindelsen til disse ritualer og praksisser eller vores
foruroligelse, når vi hører om dem, ved at pege på noget historisk, fordi de har
96