Ikonoklastiske refleksioner En diskussion af den sene Wittgensteins ...

En anden måde at lave en overskuelig fremstilling på er ganske enkelt at beskrive
det fænomen, vi ønsker at forstå, og så lade det ’tale for sig selv’. Hvis nogen
kunne tænke sig at give indtryk af, at der sker noget forfærdeligt i St. Hans
ritualerne i Danmark, behøver han kun at beskrive dem på en ligefrem måde 169 :
Det danske folk samler gennem hele året træ i en stor bunke, og den 23. juni
samles man i skumringen og laver et stort bål af træbunken. I dette bål har man
placeret en menneske-lignende dukke på en kost. Dukken skal symboliserer en
heks. Danskerne forklarer deres børn, at al vinterens mørke og de onde tider puttes
ind i heksen og vil forsvinde med hende. Mens dukke-heksen brænder, synger
danskerne sange som udtrykker deres kærlighed til Danmark, lyset og sommeren.
Den symbolske mening med dette ritual er en frisk begyndelse gennem
afbrændingen af ondskaben. For så vidt er intet skræmmende. Men hvad der er
foruroligende er den kendsgerning, at vi kan bruge en menneskelig figur til at
symbolisere ondskab, og at vi kan brænde denne figur, som et symbol på en frisk
start. Hvorfor er det foruroligende? Som jeg ser det, er der to ting, der gør ritualet
foruroligende:
Først den kendsgerning, at det giver mening for os at bruge en menneskelig figur
til at symbolisere ondskab (en heks). Vi kunne ikke bruge en figur, der forestiller
en gummihøne eller en gulerod, på denne måde, fordi det så ikke ville give mening
for os som et ritual, der udtrykker uddrivelsen af ondskab, - i stedet ville det være
et fjollet Monty Python ritual. Att det giver mening for os at bruge en menneskelig
figur til at symbolisere ondskab med, er den kendsgerning, at kun mennesker er i
stand til at være onde, modsat gummikyllinger og gulerødder.
Den anden ting, der gør ritualet foruroligende, er den kendsgerning, at det giver
mening for os at brænde den menneskelige figur som symbolet på en frisk start.
Det er foruroligende, at det er en meningsfuld strategi til at slippe af med ondskab,
at vi placerer det hele i én person for efterfølgende at brænde denne person. Ideen
om en menneskelig syndebuk er skræmmende. Den er skræmmende, selv om det
169 Jeg må understrege, at denne beskrivelse ikke kan ‘tale for sig selv’ i den forstand, at den kan
etablere som en kendsgerning, at der foregår noget forfærdeligt i de danske St. Hans ritualer. Men
den kan give indtrykket.
94