Ikonoklastiske refleksioner En diskussion af den sene Wittgensteins ...

kendsgerning, at vejret ikke fungerer således. Men er det plausibelt, at disse
former for ritualer hos primitive stammer hviler på dumhed? At den indlysende
sandhed, at det vil give sig til at regne før eller siden, ikke har slået dem?
Wittgenstein påpeger, at dette ikke er spor sandsynligt (s.29-30,BüF). Religiøse og
magiske ritualer hviler ikke på en mening eller hypotese om faktuelle tilstande i
verden, men derimod på ideen om en symbolisme. De magiske ritualer giver
eksempelvis udtryk for visse følelser, såsom håbet og ønsket om regn (s. 32, BüF).
De gør det ikke kun som midler til et mål, men som en af de former et ønske kan
antage. Ritualet står således ikke i et eksternt, men i et internt forhold til ønsket
ved at være ’køretøjet’ for ønsket. Denne måde at beskrive ritualerne på giver en
hel del mere mening end en beskrivelse, der implicit forudsætter, at disse
mennesker er dumme.
Det bliver også klart, at disse praksisser ikke er grundlagt på en mening eller som
en videnskab, når vi overvejer, at normalt ved en praksis grundlagt på en mening,
er det nok at udpege for folk, at deres praksis hviler på en fejl, for at få dem til at
opgive den (s.30,BüF). Hvis min gode ven har den praksis at bruge et bestemt
kemikalie til at dræbe de snegle, der æder hans orkideer, og jeg som biolog
fortæller ham, at det kemikalie, han bruger, udelukkende har effekt på de snegle,
der lever i liljer, så er det indlysende, at han opgiver sin praksis efter denne
påpegning. Men det samme er ikke tilfældet med en religiøs praksis. Hvis jeg
påpeger overfor den lutheransk kristne, at det brød og den vin, han modtager ved
altergangen, som en videnskabelig kendsgerning ikke er kød og blod, og derfor
heller ikke Kristi blod og legeme, så vil dette ikke få ham til at opgive denne
praksis. Snarere ville han fortælle mig, at jeg er den, som begår en fejl ved at
misforstå hele pointen med denne praksis, dvs. dens mening og rolle (s.32,BüF).
Pointen er, at de troende deltager i et måltid til minde om Kristus og dermed
symbolsk bliver ét med kirken og det kristne samfund. 165 Wittgenstein nævner et
andet eksempel på en symbolsk praksis:
165 Hvad meningen med altergangen er, er et omdiskuteret spørgsmål i teologien. Jeg forsøger ikke
at tage stilling i denne debat, og vil glædeligt ændre formuleringen, hvis den er problematisk fra et
teologisk synspunkt.
90