Ikonoklastiske refleksioner En diskussion af den sene Wittgensteins ...

det andet ved at tro, at det er filosofiens arbejde at løse vores moralske problemer,
dvs. frelse os. Jeg vil efterfølgende diskutere det første problem ved at undersøge,
hvad Wittgenstein skriver om forskellige livsformer. Jeg kommenterer kort det
andet problem i slutningen af dette afsnit.
Jeg har hævdet, at Wittgenstein har et begreb, der er ækvivalent til Kierkegaards
begreb eksistenssfære, nemlig begrebet ’livsform’ som er den mening, et liv kan
udtrykke. Men ville Wittgenstein være enig i, at filosofien kan beskrive andre
meningsstrukturer end begreber, som fx meningen med et ritual eller et liv? Det
tror jeg, at han ville, fordi han begrænser sig ikke til kun at beskrive ords
betydninger. I ’Lectures on religious Belief’ og i spredte bemærkninger i
eksempelvis Vermischte Bemerkungen tager Wittgenstein de første skridt mod en
filosofisk beskrivelse af den religiøse livsform, som er meget lig Kierkegaards
beskrivelse af det religiøse liv. Wittgenstein viser os, at med hensyn til den
filosofiske beskrivelse af fx fænomenet sprog, der må vi – for at kunne give
mening til hvad vi taler om – acceptere, at der er en mangfoldighed af irreducible
funktioner af sproget. Sproget er ikke kun meningsfuldt på én måde (a. 1.2,2.1).
Noget lignede er tilfældet, når det kommer til at beskrive meningen med et liv.
Hvis vi ser på det menneskelige liv og fordomsfrit prøver at beskrive, hvad vi ser,
så erfarer vi, at livet ikke kun er meningsfuldt på én måde, dvs. der er ikke kun en
måde at være i verden på, men en mangfoldighed af måder: “Das Hinzunehmende,
Gegebende – könnte man sagen – seien Lebensformen.” (s.572,PU). Bevidstheden
om denne mangfoldighed kommer mere konkret til udtryk i ‘Bemerkungen über
Frazers Golden Bough’ (herefter BüF), hvor Wittgenstein kritiserer og korrigerer
Frazers forklaringer af meningen med religiøse og magiske ritualer i andre
kulturer. Jeg vil derfor præsentere denne kritik i fire punkter:
1)Wittgensteins hovedkritikpunkt er, at Frazers redegørelser af de magiske og
religiøse ritualer ganske enkelt ikke formår at give mening til dem. Frazer ser og
beskriver ritualerne som en form for videnskab, og derfor anser han ritualerne for
fejltagelser. Hvis man som en videnskabelig hypotese hævder, at en person, fx en
regnkonge, kan forårsage regn, så tager man ganske rigtigt fejl, da det er en
på (§455,Z). Kierkegaard er interessant, fordi han skriver både som kristen og filosof. Hans
indirekte kommunikation og begrebet om hjælpekunst er løsningen på dette dilemma.
89