Ikonoklastiske refleksioner En diskussion af den sene Wittgensteins ...

verdensbillede selv ville beskrive det, og ved at prøve at vise denne persons
livsform ud fra dennes handlinger. Han formår dette fx ved at bruge litterære
former som dagbogen (Enten/Eller del 1) og brevet (Enten/Eller del 2) eller
pseudonyme værker, hvor forskellige karakterer kan løfte deres stemmer og derved
lade læseren møde deres livsform. Denne måde at skrive på gør det muligt at yde
retfærdighed mod det, forfatteren ønsker at beskrive, hvilket ifølge Wittgenstein er
altafgørende:
“If I say he used a picture, I don’t want to say anything he himself wouldn’t say. I want to
say that he draws these conclusions.” (s.71,LRB). “All I wished to characterize was the
conventions he wished to draw. If I wished to say anything more I was merely being
philosophically arrogant.” (s.72,LRB)
Kierkegaard gjorde det klart, at han har en ’agenda’ med sit forfatterskab: at gøre
det muligt for hans læser at blive en sand kristen. Men jeg vil mene, det er rimeligt
at hævde, at Kierkegaard arbejder wittgensteinsk i den forstand, at han bl.a.
arbejder deskriptivt på en sådan måde, at han respekterer ’den indre logik’ for det,
hans beskriver. Dermed udviser hans tænkning den samme form for pluralisme,
som er at finde i Wittgensteins. Når Wittgenstein hævder, at der fx eksisterer
forskellige autonome sprogspil og aktiviteter, såsom videnskab og filosofi, hævder
han eksistensen af disse som sui generis i den forstand, at de ikke kan reduceres til
noget andet (’A thing is what it is and not another thing’). Kierkegaard gør sit
bedste for at være retfærdig over for de forskellige former for liv, hvilket i PU er
analogt til at respektere reglerne for det undersøgte sprogspil. 161 Han prøver for
eksempel ikke på at reducere forskellige former for liv ved at beskrive dem alle i
termerne for en form, som mange tænkere har beskrevet eksempelvis religion i
termerne for noget andet. Man har set religion som værende en form for politik:
dvs. bl.a. som et redskab til at vinde magt over folk med. Man har set religion som
en form for psykologi: dvs. som en måde at håndtere visse følelser på, og endelig
har man set religion som en videnskab: dvs. som en form for videnskabelig,
empirisk teori. 162 Kierkegaard beskriver ikke den æstetiske livsform som værende
en forkrøblet form for religiøst liv, som de førnævnte fx beskriver religion som en
161 Denne sætning hævder ikke, at en livsform er et sprogspil!
162 Marx, Nietzsche, Freud og Hume.
87