Ikonoklastiske refleksioner En diskussion af den sene Wittgensteins ...

eflekterer vi ikke over eller udleder, hvad der foregår inde i andre mennesker.
Generelt reagerer vi umiddelbart på deres gestik og ansigtsudtryk. Vi ser, hvad der
foregår i dem og handler i overensstemmelse med det: “Ich weiss, dass hier ein
kranker Mensch liegt? Unsinn! Ich sitze an seinem Bett, schaue aufmerksam in
seine Züge.” (§10,ÜG). I disse tilfælde er de filosofiske problemer harmløse, fordi
der ikke er plads til, at de kan få fodfæste i den praksis, de omhandler. De
forsvinder derfor i det sekund, filosoffen slipper sine spekulationer og forlader
studerekammeret. Jeg er af den overbevisning, at mange af de fundamentale
skeptiske problemer har denne karakter (dvs. præcis den form for problemer som
Wittgenstein undersøger i ÜG), og det er forklaringen på Humes oplevelse og
Wittgensteins citerede bemærkning § 524, ÜG.
Men ikke alle praksisser er således. Mange af dem kræver refleksion i den
forstand, at man ikke kan deltage i disse praksisser uden at være refleksiv. Men tag
fx den protestantiske praksis at blive gift. At blive en gift mand er ikke noget, man
kan gøre uden en vis grad af refleksion, hvis man vil gøre det i overensstemmelse
med reglerne for giftermålets praksis. Man er nødt til at reflektere over, om man
vil være i stand til at elske og ære en bestemt kvinde, indtil døden skiller en fra
hende etc. Lad os forestille os en mand – vi kalder ham David O. – der, som langt
de fleste mennesker, har en filosofisk åre. Han har derfor reflekteret over begrebet
’kærlighed‘ og fundet ud af, at kærlighed er en bestemt følelse. Vores David er nu
i den lykkelige situation, at den kvinde, han har friet til, faktisk har indvilliget i at
blive hans kone. De begynder at planlægge brylluppet i højt humør. Men som
dagen nærmer sig, begynder de at blive stressede, fordi det er småt med tid og
penge. Så en dag ryger de i totterne på hinanden over højden på pindemadderne.
Davids forlovede er specielt nedrig overfor ham, og han ender med at gå i dybt
raseri. I sikkerhed hjemme i ungkarlehybelen begynder han med ét at spekulere
over, om han nu har taget den rigtige beslutning. Elsker han virkelig sin forlovede?
Har han virkelig de rette følelser for hende? Rent faktisk, nu hvor han begynder at
tænke over det, så føler han ikke andet end vrede mod hende i øjeblikket. Og hvis
kærlighed er en bestemt kærlig følelse, må dette betyde, at han er ophørt med at
elske hende. Denne tanke gror i ham, den vokser sig større og større, som
80