Ikonoklastiske refleksioner En diskussion af den sene Wittgensteins ...

’denken’? Wofür hat man gelernt, das Wort zu benützen?” (§328,PU). Men som
Wittgenstein ikke tøver med at påpege: Det er ikke uskyldig dumhed, der
forhindrer os i dette.
Dette kapitel undersøgte Wittgensteins begrundelser for, hvorfor filosoffer ikke
skal forandre, forbedre, forklare, retfærdiggøre, teoretisere eller på anden måde
forsøge at ’gå bagom’ vores sproglige praksis. Grunden var kort sagt, at filosoffer
bør afstå fra de nævnte projekter, fordi de logisk set kunne påvises at være umulige
at udføre, eller fordi de førte filosoffen ind i en tåge, hvor hans tænkning mistede
forbindelsen med det, han ønskede at tænke om. Det næste kapitel vil undersøge,
hvad der sker på den anden side af Filosofiske Undersøgelser, både forstået som
hvilke praktiske konsekvenser filosofien kan have for vores hverdagsliv, samt om
det er muligt at arbejde ud fra Wittgensteins filosofiopfattelse i de områder, der
ikke behandles direkte i PU, som etik og religionsfilosofi.
Kapitel 4. Hinsides Filosofiske Undersøgelser
4.1 Konsekvenser af filosofiske misforståelser
Hume skriver følgende berømte ord om filosofien:
“I am confounded with all these [philosophical] questions, and begin to fancy myself in
the most deplorable condition imaginable, inviron’d with the deepest darkness, and utterly
depriv’d of the use of every member and faculty. Most fortunately it happens, that since
reason is incapable of dispelling these clouds, nature herself suffices to that purpose, and
cures me of this philosophical melancholy and delirium… I dine, I play a game of backgammon,
I converse, and am merry with my friends; and when after three or four hour’s
amusement, I wou’d return to these speculations, they appear so cold, and strain’d, and
ridiculous, that I cannot find in my heart to enter into them any farther.” 148
Hume er tydeligvis af den mening, at filosofiske problemer kun udgør et problem
for filosoffen i hans studerekammer, og at de straks fordufter, når han sætter sig til
middagsbordet. De har derfor ikke virkelige eller seriøse konsekvenser for vores
hverdagsliv. 149 Wittgenstein synes til tider at hævde noget lignende. Han skriver
følgende om en person, som altid siger, ’Jeg er sikker‘, hver gang han gør noget:
148 A Treatise of Human Nature, Book 1, Section VII, s. 269.
149 Ibid. s. 272.
78