Ikonoklastiske refleksioner En diskussion af den sene Wittgensteins ...

B) Desuden er vore sprogspil langtfra reguleret af regler overalt (§84,PU), fordi
deres normativitet er indlejret i praksissen i, hvad vi kunne kalde, pointen eller
meningen med denne praksis. 146 Vi kan derfor ikke, som Dummett mener,
opsummere vores praksis i et regelsæt. Der er eksempelvis ingen regler for,
hvilken farve sokker man skal have på, når man udfører videnskabelige
eksperimenter, og der er ingen regler for, hvilke melodier man må fløjte, mens
man spiller poker. Men at have fattet, hvad det vil sige at udføre videnskabelige
eksperimenter eller spille poker, indebærer, at man ved, at farven af ens sokker
eller hvilke melodier man fløjter er irrelevante for den praksis. Derfor er der ikke
regler for disse ting. ”Ich bin also geneigt auch im Spiel zwischen wesentlichen
und unwesentlichen Regeln zu unterscheiden. Das Spiel, möchte ich sagen, hat
nicht nur Regeln, sondern auch ein Witz.” (s.109, Bemerkungen über die
Grundlagen der Mathematik, herefter BGM).
C) Vi kan ikke på forhånd sige, hvordan vi ville anvende reglerne for vore
sprogspil i alle fremtidige tilfælde. Når vi spiller vore sprogspil, opstår der af og til
tvivlssituationer om, hvordan vi bør anvende reglerne. I sådanne tilfælde bliver det
at kende reglerne en ’kreativ kunnen’ (§83,PU), fordi vi i situationen netop skal
vælge, hvordan reglen skal anvendes, ændres eller måske helt forkastes. Et fint
eksempel på dette er dommerens arbejde med at tolke loven og skabe præcedens i
vores retspraksis. Som kreativ kan denne viden om reglen netop ikke gøres
eksplicit på forhånd. Sproget er levende: det vokser og forfalder på komplet
uforudsigelige måder, både fordi vi ikke ved, hvilke overraskelser verden har i
vente til os, og fordi vi kan vælge at handle på flere forskellige måder, når vi
møder situationer, vores regler ikke passer på.
4) Et andet problem, Wittgenstein kunne se i Dummetts teoretiserende attitude, er,
at Dummett mener sig berettiget qua filosof til at kritisere og revidere den faktiske
sprogbrug. Det problematiske heri viser sig i den simple betragtning, at Dummett i
første omgang vælger at opstille sin teori for at forklare et bestemt fænomen,
nemlig den aktuelle sprogbrug. Han konstruerer så en skitse til en meningsteori,
146 Her må det indskydes, at meningen med et sprogspil ikke skal forstås som grunden til, at vi
spiller det. Wittgenstein gør det klart, at det generelt er meningsløst at hævde, at vi spiller et givet
sprogspil fordi… Vores sprogspil er hinsides berettiget og uberettiget.
76