Ikonoklastiske refleksioner En diskussion af den sene Wittgensteins ...

Wittgenstein ser det som et klassisk tegn på, at der er noget galt, når en tænker
således befinder sig i en tåge, hvor han ikke kan konkretisere sit projekt og ikke
kan give eksempler på de ting, han hævder at tale om 143 . Det følgende er et citat
fra en anden begrebsundersøgelse med samme problem:
”Wie kommt es nur zum philosophischen Problem der seelischen Vorgänge und Zustände
und des Behaviourism? – Der erste Schritt ist der ganz unauffällige. Wir reden von
Vorgängen und Zuständen, und lassen ihre Natur unentschieden! Wir werden vielleicht
einmal mehr über sie wissen – meinen wir. Aber eben dadurch haben wir uns auf eine
bestimmte Betrachtungsweise festgelegt. Denn wir haben einen bestimmten Begriff
davon, was es heisst: einen Vorgang näher kennen zu lernen… – Und nun zerfällt der
Vergleich, der uns unsere Gedanken hätte begreiflich machen sollen.” (§308,PU).
Dette synes at være præcis, hvad Dummett gør. Den teoretiserende filosof gør sig
ofte blind og immun for kritik ved at forblive i denne tåge. Han ser ikke, at teorien
er dødfødt 144 , fordi han ikke konfronterer den med livet ved at inkarnere sine
ideer. Det er et generelt træk ved filosofiske teorier, at de er umulige at veri- eller
falsificere 145 , blandt andet fordi filosoffen undgår at give eksempler og dermed
vise forbindelsen mellem teorien og virkeligheden. Uden det er filosoffen i den
ulykkelige situation, at han har fikseret sig selv uden nogensinde at kunne løse de
problemer, han konstruerede teorien som et svar på.
3) Med hensyn til selve det filosofiske projekt: at eksplicitere reglerne for vore
ords brug som et projekt i sin egen ret, vil Wittgenstein kunne være modstander af
det af mindst tre grunde:
A) Disse regler er dem, man præsenteres for, når man lærer et nyt sprog eller et nyt
sprogspil. Men som vi noterede i afsnit 1.3.2, er disse regler uinteressante i sig
selv. ’Blå er en farve’, ’Kabale lægger man alene’. Ekspliciteringen af disse regler
er kun interessante filosofisk set for den, som er fanget i en forvirring omkring fx
vores farvesprogspil. Ifølge Wittgenstein er der ingen pointe i at eksplicitere dem
udover denne: at skabe overblik over en del af et sprogspil med det formål at løse
et bestemt problem (a. 2.2).
143
Pears i The False Prison. Volume 2. Det er også den kritik, Wittgenstein retter mod forfatteren
af Tractatus Logico-Philosophicus.
144
Pears ibid.
145
Hanfling i Wittgenstein’s later Philosophy.
75