Ikonoklastiske refleksioner En diskussion af den sene Wittgensteins ...

forklaringen, kommer i kontakt med hinanden. Hvordan viser det sig, at det er en
teori om dette sprog og hvilket sprog skal teorien udformes i? Dummetts
manglende bud på, hvilket sprog hans teori skal udformes i, er et eksempel på, at
filosoffen ofte overser helt elementære, altafgørende aspekter, når han giver sig til
at teoretisere, og i dette tilfælde gør denne mangel projektets meningsfuldhed
stærkt tvivlsom.
”Die für uns wichtigsten Aspekte der Dinge sind durch ihre Einfachheit und Alltäglichkeit
verborgen. (Man kann es nicht bemerken, - weil man es immer vor Augen hat.) Die
eigentlichen Grundlagen seiner Forschung fallen dem Menschen gar nicht auf. Es sei
denn, dass ihm dies einmal aufgefallen ist.- Und das heisst: das, was einmal gesehen, das
Auffallendste und Stärkste ist, fällt uns nicht auf.” (§129,PU)
På dette sted er det passende at spørge Wittgenstein, hvordan han egentlig undgår
den cirkularitet i sine forklaringer og beskrivelser af, hvad mening etc. er, som
Dummett forsøger at undgå ved at skabe sin udgangsposition, som han gør? Svaret
er enkelt, for den undgår Wittgenstein ikke. En af de ’ismer’, man med nogen
retfærdiggørelse kan anvende om hans tænkning, er ’semantisk holisme’ 138 . Alle
begreber er ’relative’ i den forstand, som de undersøgte begreber i afsnit 2.2 var
det: alle ord, symboler, billeder etc. - dvs. meningsstrukturer har kun mening
indenfor en bestemt kontekst, det være sig et sprog, en historie, en situation, en
teori eller et verdensbillede etc. Sproget repræsenterer en grænse, vi ikke kan
overskride i den forstand at alt, hvad vi siger om noget og derfor også om sproget,
allerede forudsætter sproget (jf. a. 3.2). Dette viser sig i Dummetts tilfælde ved, at
hans teori om vores sprog er udformet i vores sprog og dermed blot er mere af det,
den skulle forklare. Det viser sig også i den kendsgerning, at han ikke kan sige
noget om, hvad for et sprog den ellers skulle være udformet i. Men for
Wittgenstein repræsenterer denne hermeneutiske cirkularitet ikke et problem. Det
skyldes bl.a., at Wittgensteins læsere ikke lever sub specie aeternitatis men
allerede behersker det sprog, der tales om. Wittgenstein henvender sig med andre
ord til en, der lever i et deltagerperspektiv, sub specie humanitatis. 139 Derfor er det
intet problem, at enhver redegørelse for sproget allerede forudsætter hele sproget.
138 De to andre ’ismer’, jeg mener kan anvendes, er ’kontekstualisme’ og ’pluralisme’.
139 Hacker i Insight and Illusion.
73