Ikonoklastiske refleksioner En diskussion af den sene Wittgensteins ...

om, at der ikke er behov for ’skillfull philosophers’ eller at ideen om en elev ikke
er meningsfuld i filosofien. ”Ich zeige meinen Schülern Ausschnitte aus einer
ungeheueren Landschaft, in der sie sich unmöglich auskennen können.”
(S.529,VB). Ydmyghed er et nødvendigt karaktertræk, når man nærmer sig
filosofien og den filosofiske tradition, da det ikke er nemt at være fordomsfri og se
den verden, man lever i.
Lad os returnerer til ideen om et alarmvokabularium. Man kan godt hævde, at
filosofien opstiller teorier og forklarer ting, hvis man blot undlader at bruge
ordene, som de bruges i de forskellige former for empiriske videnskaber.
Wittgenstein ønskede ikke at tale således om filosofi, da det har en tendens til at
lede filosoffer på afveje på grund af de billeder, det skaber i dem. ”Wichtig ist für
uns, dass wir die Gefahren des Ausdrucks … sehen. Er ist gefährlich, weil er
Verwirrung anrichtet.” (§649,Z). Uklarheden øges kun, hvis vi bedriver filosofi i
billedet for den naturvidenskabelige model for teori, opdagelse, retfærdiggørelse
og forklaring 124 , hvad den følgende wittgensteinske kritik af Dummetts
meningsteori vil forsøge at godtgøre. Den korte redegørelse vil på ingen måde yde
Dummett retfærdighed, da hans arbejde er meget avanceret og teknisk. Mit håb er
blot, at jeg kan indfange grundideen bag det at ville opstille en filosofisk teori.
Dummett hævder, at filosofien bør arbejde som en videnskab med at opstille
teorier samt forklare, kritisere og retfærdiggøre vores eksisterende sprogbrug. 125
Den form for teori, filosofien bør arbejde på at opstille, er en meningsteori. I afsnit
1.2 så vi på den generelle struktur i de traditionelle meningsteorier før
Wittgenstein, nemlig navnemærkat-strukturen. Det filosofiske ræsonnement bag
denne struktur var, at vores brug af ord tydeligvis er styret af noget, fordi der er
rigtige og forkerte anvendelser af et ord. Det, der styrer brugen af et ord, må være
ordets betydning. De traditionelle bud på, hvad der konstituerede betydning, var, at
den var en form for objekt (et indre-, ydre- eller superobjekt). Dummett afviser
som Wittgenstein, at betydningen af et ord er et objekt. Men han accepterer ikke
ideen om, at brugen af ordet er det, der determinerer betydningen af det. De
124 Marie McGinn i Wittgenstein and the Philosophical Investigations.
125 Se fx s. 454 i ’Can Analytical Philosophy be Systematic and Ought it to be?’.
70