Ikonoklastiske refleksioner En diskussion af den sene Wittgensteins ...

lot rykket problemet et skridt. 106 Derfor: ”Nicht um die Erklärung eines
Sprachspiels durch unsre Erlebnisse handelt sich’s, sondern um die Feststellung
eines Sprachspiels” (§655,PU). Vi løser ingen problemer ved at forsøge at
undslippe fra det velkendte dagligsprog, fordi den filosofiske nisse flytter med. En
flugt fra dagligsproget kan heller ikke være, hvad vi ønsker at foretage: Når vi
kræver en ’retfærdiggørelse’ af sproget, er det vel, hvad vi normalt forstår ved en
retfærdiggørelse og ikke noget andet?
Giver Wittgenstein op ved at være uvillig til at retfærdiggøre de eksisterende
sprogspil? Et billede, der kan belyse denne ’sprog/verden’ problematik, er
Gadamers iagttagelse af begrebet ’horisont’. 107 Lige meget hvor stærkt vi løber
mod horisonten, så vil den altid være foran os. Vi kan ikke slippe væk fra den, og
vi kan aldrig nå ud til den. Er det fordi vi på en eller anden måde er nødt til at
opgive, fordi vi er væsner med begrænsede evner, hvorimod Gud den almægtige
ville kunne gå ud til horisonten? Nej! For Gud ville det være på samme måde
(s.558,PU). At vi aldrig kan nå ud til horisonten er ikke en metafysisk bemærkning
om et besynderligt sted, der har besynderlige egenskaber, men en grammatisk
bemærkning om ordet ’horisont’s betydning. Wittgenstein hævder, at sproget er
sådan en horisont i det menneskelige liv. Eller udtrykt kantiansk: sproget er en
transcendental betingelse for det menneskelige liv med begrundelse, forklaring,
retfærdiggørelse etc., fordi sproget er køretøjet for mening i den forstand, at
mening og sprog ikke har en ekstern, men en intern, konstitutiv relation. At det
ikke er muligt at kravle ud af sproget og begrunde det udefra, er derfor ikke en
empirisk påvisning af en begrænsning i vores evner som filosoffer, men en
grammatisk påvisning af mulighedsbetingelsen for, at der kan tales om
’begrundelse’ etc. overhovedet. 108 Det repræsenterer altså ikke et problem for
Wittgenstein, at vi ikke kan forklare eller begrunde vores sprogbrug i forhold til
verden ’an sich’. Problemet for filosoffen er at acceptere det givne: at vores
begrundelser og retfærdiggørelser har en ende (§314,Z).
106 Pears i The False Prison. Volume 2.
107 Wahrheit und Methode side 307.
108 Cavell i ’The availability of Wittgenstein’s later philosophy’.
61