Ikonoklastiske refleksioner En diskussion af den sene Wittgensteins ...

”Wenn ich nämlich sage: ’die primären Farben haben doch eine bestimmte Ähnlichkeit
miteinander’ – woher nehme ich den Begriff dieser Ähnlichkeit? Ist nicht so, wie der
Begriff ’primäre Farbe’ nichts andres ist, als ’blau oder rot oder grün oder gelb’, - auch
der Begriff jener Ähnlichkeit nur durch die vier Farben gegeben?” (§331,Z)
Det er dermed en illusion både at hævde, at vi kender verden ’an sich’, og at vi
ikke kender verden ’an sich’. 103 Vi har eksempelvis et sprogspil, hvori vi måler
længden af fysiske genstande. Dette spil har nogle regler, der bl.a. definerer vores
længdemål. Standardmeteren i Paris fastlægger hvad ’1 meter’ er. Derfor er det
sådan, at:
”Man kann von einem Ding nicht aussagen, es sei 1 m lang, noch, es sei nicht 1 m lang,
und das ist das Urmeter in Paris. – Damit haben wir aber diesem natürlich nicht irgend
eine merkwürdige Eigenschaft zugeschrieben, sondern nur seine eigenartige Rolle im
Spiel des Messens mit dem Metermass gekennzeichnet.” (§50,PU)
Det giver ikke mening at spørge: ’Men svarer standardmeteren i virkeligheden,
uafhængigt af vores sprogspil, til 1 meter?’, fordi standardmeteren er en
mulighedsbetingelse for meter-måling, den er en del af rammen for spillet. Den
kan derfor ikke selv måles. 104 Vil man måle målestokken, svarer det til enten at
forkaste målestokken som målestok, eller til at ville pege på det, man bruger til at
pege med. At ønske at træde udenfor vores sprog, for at se om det stemmer
overens med virkeligheden, svarer til at stille det meningsløse spørgsmål om
standardmeteren. 105
Hvad ville der ske, hvis vi kunne træde ud af vores sprog for at retfærdiggøre det?
Under alle omstændigheder ville vi behøve nye målestokke og kriterier, eftersom
vi ønsker at tjekke, om de gamle er forsvarlige i forhold til verden. Vi kunne bruge
nogle superkriterier og målestokke til det formål. Men der ville nissen jo flytte
med, for de nye kriterier ville nu være det, der stod uden retfærdiggørelse, så vi har
103
Cavell i ’The availability of Wittgenstein’s later philosophy’.
104
Kripke er uenig og hævder, at metalbarren i Paris kunne have haft en anden længde i Naming
and Necessity.
105
Diamond påpeger i ’Wittgenstein, mathematics and ethics’, at noget lignede gør sig gældende i
forhold til realisme/anti-realisme diskussionen. Disse ismer er svar på et meningsløst spørgsmål.
Derfor er svarene også selv meningsløse. Det er endnu et eksempel på, at Wittgenstein ikke vælger
side i en debat, fordi han afviser selve fundamentet for debatten.
60