Ikonoklastiske refleksioner En diskussion af den sene Wittgensteins ...

om en af flammerne. Med et højt hyl trækker hun hånden væk tydeligvis meget
ubehageligt berørt, og hun græder utrøsteligt over den brændende følelse, hun
oplever. Hun får en stor, grim brandvabel på hånden og undgår i al fremtid at
stikke hånden ind i pejsen. Det ville være en situation, hvor vi kunne have lært
barnet sprogspillet med ordet ’smerte’. Vi ønsker nu at sige: ’Smerte’ svarer til den
karakteristiske følelse, som barnet oplever i sin hånd, når hun putter den ind i
pejsen. Det, barnet dér oplevede, er tydeligvis noget, der eksisterer uafhængigt af
sproget. Ergo er vores sprogspil med ordet ’smerte’ retfærdiggjort af
virkeligheden. At ’smerte’ er noget vi har en vigtig og karakteristisk indstilling til i
vores liv - at det skal undgås, hvis ikke vi som art skal gå op i røg – det forklarer,
hvorfor vi har dette sprogspil.
Men har vi her virkelig formået at træde udenfor vores sprogspil med ordet
’smerte’ og givet det en uafhængig retfærdiggørelse? Det, der synes problematisk,
er den kendsgerning, at vi beskriver de præ-sproglig reaktioner, som skulle tjene
som en retfærdiggørelse af smertesprogspillet, i termerne for dette sprogspil:
’Barnet hyler tydeligvis ubehageligt berørt’, ’får en grim brandvabel’, ’har en
brændende følelse i hånden’ etc. Har vi sagt disse ting, har vi dermed også sagt, at
barnet har smerter. Med andre ord: det sprogspil, der skulle blive forklaret via det
præ-sproglige, bruges allerede i beskrivelsen af dette præ-sproglige. 102 Det er
svært at se, hvordan vi skal kunne tale om eller på nogen anden måde (via
tegninger, pantomime etc.) referere til denne situation eller smerte generelt uden at
forudsætte smertesprogspillet. Vi skal huske på, at dette spil er mere end blot at
ytre visse ord. Det er et karakteristisk mønster af handlinger og omstændigheder i
vores liv. Vi kan ikke ved hjælp af sproget træde ud af sproget, og vi har intet sted
, hvor vi kan udtrykke noget uden for sproget. Wittgenstein ønsker at minde os om,
at målestokke og kriterier på hvad det vil sige at være retfærdiggjort, være virkelig,
være den samme som, være sand, være identisk, etc. er givet i vores sprogspil. Vi
kan derfor lave retfærdiggørelser og forklaringer internt i vores sprog, men ikke
eksternt i forhold til grammatikken, fordi ’retfærdiggørelse’ m.m. er defineret af
grammatikken.
102 Winch i ’Response to Malcolm’s Wittgenstein: a religious point of view?’.
59