Ikonoklastiske refleksioner En diskussion af den sene Wittgensteins ...

filosoffer på denne vis kunne finde på mange spændende og kreative ændringer i
vores sprogbrug. Men det er kun i en faktisk sprogbrug, i konkrete livssituationer,
at det kan vise sig, om en ændring er levedygtig. På samme måde er det kun
matematikeren qua matematiker som ved hvilke mål, der skal fremmes i
matematikken. Det er med andre ord kun indenfor sprogspillet selv - i praksis - at
man har en prøvesten på, hvilke ændringer af grammatikken, der er formålstjenlige
i forhold til det mål, vi stræber mod, og ladesiggørlige i forhold til den verden, vi
lever i og er en del af. Wittgenstein vil altså på ingen måde nægte, at det at
forandre, forskønne, forbedre etc. vores forskellige sprogspil er vigtige opgaver –
han vil blot nægte, at det er filosoffens job at gøre disse ting. Dermed er det også
klart, at den begrebsverden, Wittgenstein portrætterer, ikke er stivnet og
konservativ, som nogle har hævdet. 98 Det portræt, han tegner af vores begrebs- og
dermed livsverden, er et portræt af en levende og dynamisk organisme i konstant
forandring, til trods for at grundlæggende træk er forblevet uændret siden
menneskeåndens refleksive opvågnen (jf. a. 2.1):
”Und diese Mannigfaltigkeit ist nichts Festes, ein für allemal Gegebenes; sondern neue
Typen der Sprache, neue Sprachspiele, wie wir sagen können, entstehen und andre
veralten und werden vergessen.” (§23,PU)
Dette er en anden grund til, at filosoffens job aldrig er overstået: Vores begrebs- og
livsverden forandrer sig, fordi det menneskelige liv forandrer sig. Nye sprogspil
vokser op og andre degenererer, fx når vi opfinder nye tekniske hjælpemidler og
begreber til brug i vores hverdag såsom computere, internet og hjernedød, og når
vi begynder at leve på nye måder som med kernefamilier, Guds død og ligestilling.
Med nye sprogspil skabes nye ’sprog-fælder’. 99 Wittgenstein vil gerne have sin
læser til at se og acceptere tingene, som de er, og ikke som man tror eller ønsker,
at de skal være. Et af de træk han gerne vil have filosoffen til at acceptere er, at når
det kommer til det filosofiske arbejde, bliver vi aldrig færdige og som med mange
andre ting, må hver generation i en vis forstand starte forfra. Så nok kan vi nå
konklusioner og filosofisk forståelse af begrebsverdenen, men der er altid mere at
98 Bl.a. Ackermann i Wittgenstein’s City.
99 Mange af de nye problemer er blot ’gammel vin på nye flasker’. Sjæl-legeme problemet dukker
op i nye klæder som bevidsthed-hjerne problemet og Descartes’ skeptiske drømmeargument som
Putnams tankeeksperiment om ’Brains in a vat’.
57