Ikonoklastiske refleksioner En diskussion af den sene Wittgensteins ...

ugen af tegnet under en række normale omstændigheder. 92 Et tegn, et billede, et
ansigtsudtryk, en gestus o.s.v. har en fastlagt mening i bestemte omgivelser,
placeret i bestemte kontekster: ”Nur in normalen Fällen ist der Gebrauch der
Worte uns klar vorgezeichnet; wir wissen, haben keinen Zweifel, was wir in
diesem oder jenem Fall zu sagen haben.”(§142,PU). Vi har ingen tvivl om,
hvordan vi skal bruge et tegn, fordi vi har lært reglen for, hvordan tegnet skal
bruges. Ifølge Wittgenstein er det ganske enkelt en naturkendsgerning, at
mennesker ud fra et endeligt antal manifestationer af en regel, dvs. ud fra brugen,
evner at ’springe til et bør’ ved at lære en bestemt praksis’ normativitet. Tegns
normativitet, dvs. mening i forbindelse med tegn, kommer i sidste ende kun i
stand, fordi vi har denne evne, og fordi vi bruger denne evne, dvs. fordi vi har en
bestemt, karakteristisk brug af tegnet. For at afværge en mulig misforståelse på
dette punkt, må det understreges, at Wittgenstein afviser, at mening er en sag om
dispositioner, således at det at kende meningen med et ord er at have en bestemt
disposition. Mulighedsbetingelsen for at lære meningen med et ord (noget
normativt) er, at vi empirisk set har visse evner og dispositioner. Men mening kan
ikke reduceres til dette (se a. 3.2). Wittgenstein løser således ikke det skeptiske
problem omkring fænomenernes underbestemthed, men han afviser det som
værende baseret på en misforståelse om, at regelfølge er baseret på tolkning. Bare
fordi vi kan tænke os, at noget kunne være et problem, så betyder det ikke, at vi
faktisk har et problem:
”Aber das sagt nicht, dass wir zweifeln, weil wir uns einen Zweifel denken können. Ich
kann mir sehr wohl denken, dass jemand jedesmal vor dem Öffnen seiner Haustür
zweifelt, ob sich hinter ihr nicht ein Abgrund aufgetan hat, und dass er sich darüber
vergewissert, eh’ er durch die Tür tritt… - aber deswegen zweifle ich im gleichen Falle
doch nicht.” (§84,PU)
Wittgenstein understreger igen og igen vigtigheden af, at man ikke på forhånd gør
sig nogen billeder af eller på anden måde er forudindtaget overfor det fænomen,
man ønsker at forstå. 93 Det skyldes, at hvad vi kan sige om et givet fænomen, kun
92 Pears i The False Prison. Volume 2.
93 Fogelin i ’Wittgenstein’s critique of philosophy’.
54