Ikonoklastiske refleksioner En diskussion af den sene Wittgensteins ...

ikke prøve at forbedre vores sprog, således at det ikke længere var muligt for os at
gå i dets fælder? Dette kunne ske gennem en revidering af det gamle eller ved at
skabe et helt nyt idealsprog.
Spørgsmålet er, om det er muligt at revidere eller skabe et sprog i dette billede.
Wittgenstein undersøger i § 40-133 bl.a. ideen om et idealsprog, og i de
paragraffer, der går under navnet ’Regelfølgeovervejelserne’ (§138-242), kan man
finde en argumentation for, at det ikke er muligt at skabe et sprog, der er
principielt umisforståeligt. Ønsket om at revidere vores sprog, så det bliver
principielt umuligt at misforstå, kan ses som en ’udvidet version’ af ideen om, at et
enkelt tegn i sig selv kan være umisforståeligt, således at vi ikke kan komme til at
forstå eller bruge det forkert. Ideen er, at tegnet skulle tvinge os til en bestemt
anvendelse af det. Dette ville overflødiggøre vores indsats i fastlæggelsen af
tegnets mening, og dermed fjerne muligheden for en menneskelig fejl. Som et
eksempel på et sådant tegn kunne man bruge ’ ’ eller rækken ’2 2 2 2…’.
Wittgenstein viser i regelfølgeovervejelserne, at denne idé er udtryk for en
fejltagelse: ”Welcher Art war dann aber mein Irrtum; der, welchen man so
ausdrücken möchte: ich hätte geglaubt, das Bild zwinge mich nun zu einer
bestimmten Verwendung?”. (§140,PU,mk). Lad os undersøge denne fejltagelses
natur: Vi ser på symbolet ’ ’. Det synes os, at dette symbol tvinger os til at bruge
det på én bestemt måde: det er en pil, der peger mod højre. Men gør den nu det?
Hvor på pilen fremgår det? Kunne den ikke lige så vel betyde ’gå til venstre’
(§85,PU) ? Ved nærmere eftertanke: Jo. Intet i tegnet ekskluderer den mulighed.
Ligeså med rækken ’2 2 2 2..’. Her er det også som om, at svaret på, hvordan vi
skal fortsætte rækken for at gøre det i overensstemmelse med den regel, rækken
udtrykker, er ligefremt: Vi skal selvfølgelig skrive: 2 2 2 2…. Der er ingen
mulighed for diskussion i dén sag! Men som Wittgenstein påpeger, så er det ikke
tilfældet. I sig selv udtrykker ’2 2 2 2 ’ ikke nogen bestemt regel! Vi kan fortsætte
den givne række på et utal af måder, der alle ville kunne være i overensstemmelse
med en eller anden regel. Fx kunne det være en regel, der siger ’Du skal først
skrive 2 fire gange (2x2), som er den del af rækken, vi er blevet præsenteret for –
og så 3 ni gange (3x3), så 4 seksten gange (4x4) etc. Intet i rækken udelukker, at
52